Hvad ved du?

[Deleted]

Det var ikke meningen, at hun ville lytte ved dørene. Men problemet var, at telte ikke har en dør. Og Marcel var altså ikke den mest lavmælte person i verden, forsvarede hun sig selv. Måske fordi han ikke regnede med, at der ville stå nogen i hans teltåbning og lede efter en måde at få hans opmærksom på. Hun kunne jo ikke rigtig bare bryde ind mit i en samtale... "Jeg dør ikke så nemt." På trods af alt kunne Francis ikke lade hver med at trække en smule på smilebåndet. Lidt havde hun tilfældes med generalen. Samtidigt var det et barnlig; 'hvis det ikke er at være for selvsikker, hvorfor var mit så?'. Et lydløs suk forlod hende. Hvordan kunne hun sammenligne sig, med en mand hun på ingen måde kendte. Indtil nu havde alt omkring Marcel været en rutsjebane tur. Det virkede til at hver gang, hun troede, at hun havde en ide om hans person, kom der en ny side af manden. Den snak nu her, han havde vel ikke hørt hende komme? Hun rystede kort, voldsomt på hovedet. Hvor indbildsk havde man lov til at være? Som om hun var vigtig nok, til at have nogen indflydelse på hans valg.
Marcel så ud til at vende tilbage til hvad der skete omkring ham. Det øjeblik de fik øjenkontakt, prøvede hun, næsten helt komisk, at banke på teltdugen. Som ville hun spørge om tilladelse til at komme ind. Da han begyndte at snakke til hende, tog hun et nogle skridt frem i teltet. Det stoppede, som han kom imod hende. Hun kiggede på hans hånd, hvordan han havde placeret den på hendes skulder. Francis var i første omgang mundlam. "Øhm..." Helt? Hun husker ikke at det nogen side havde været en del af aftale. Det havde højre hånd jo heller ikke, så vidt hun vidst, men stadig. "Marcel..." Hendes blik begyndte at søge mod jorden. "Jeg tror ikke, at jeg er nogens helt." Hun turde knap nok se ham i øjne. "Er det sandt at du har slået folk ihjel, som ikke ville slutte sig til dig?!" Det fløj ud af munden på hende, før hun nåede at opfange det selv. Med store øjne indså hun, hvad hun lige havde sat og kiggede hurtigt op. Hvad var hans reaktion? Han så ud til at ville tale, og nu var hun ikke sikker på, at hun ville høre svaret. Indtil nu kunne hun godt lide Marcel. Sikkert alt for godt når man tænkte på den korte tid de havde kendt hinanden. Men hvordan kunne hun ikke? Han havde fremstillet sig selv på alle de rigtige måder. Sagt alt det rigtige, fået hende til at føle sig som... noget særligt? Hun var ikke klar til svaret og tog selv ordet. Igen havde hun ingen ide om, hvad der slap forbi hendes læber. "Hvorfor udnævnte du mig som højre hånd? Hvorfor skal vi være helte sammen? Hvad får dig til at tro, at jeg kan!" Igen kiggede hun ned i jorden, stemmen var mere lavmælt som hun forsatte. "Det er fordi du regner med at vinde ikke? Vinderne er altid heltene, fordi de får lov til at fortælle historien. Vi bliver alle sammen helte, fordi vi følger dig. Men højre hånd. Marcel, der er forventet noget af mig der, er der ikke? Det er ikke ligesom helt. Det komme ikke bare ved din sejrer, det kræver noget af mig som person. Hvad gav dig den ide, at jeg er det værd? Har de evner? ..." Forsigtigt kiggede hun op på ham igen.

[Deleted]

Marcel kiggede på Francis og rystede på hovedet. Lad mig fortælle dig en historie '' Der var engang en dreng.. Den dreng så sin mor blive dræbt foran sig.. Morderen var hans Far.. Faren tog drengen med sig.. Drengen fandt ud af at han havde halv søskende. Han lærte dem at kende.. Så fortalte hans Far at han skulle dræbe dem for at blive den nye leder. Drengen nægtede og hjalp sine søskende med at flygte.. Straffen var en dødsstraf på drengen hoved.. Hver eneste dag siden da er han blevet jaget. Måtte flygte fra sted til sted, aldrig være i stand til at sove sikkert. Aldrig kunne blive et sted længe nok til at få venner.. Men ved du hvad Francis.. Den dreng fortrød aldrig sit valg.. For han reddede sin søskende.. Det lyder som en helt, gør det ikke Francis.. Hvad historien ikke siger er at drengen blev nød til at dræbe dem der kom efter ham.. At han blev nød til at dræbe folk der lærte for meget om hvor hans søskende var.. Den dreng er ingen helt i andres øjne fordi de ikke kender historien.. I deres øjne er han et monster.. En skurk ''. Marcel lagde blidt en hånd på Francis skulder og sagde '' Døm aldrig en person før du kender hele historien. Aldrig ''. Marcel slap hendes skulder og smilede charmerende og skævt '' Hvorfor dig.. Fordi du er stærk og klog.. Ligesom den dreng i min historie var.. Forskellen på dig og ham er bare.. At han vidste han var stærk.. Du ved du er fysisk og magisk stærk.. Men ikke mentalt.. Det er det vil skal have ændret.. Min højre hånd ''. Marcel sukkede og rystede på hovedet '' Du har helt ret og tager helt fejl.. Vinderen fortæller historien ja, Men vinderen ved godt om han eller hun er skurken eller helten i historien.. Tro mig.. I denne kamp er vi heltene.. Det betyder ikke at vi er det i den næste.. Og ja Francis.. Det slutter ikke her.. Vi har et land vi skal redde bagefter ''.

[Deleted]

Francis lyttede til hans historie. Som hurtigt viste sig helt bogstavligt at være hans historie, når hun satte det op mod den smule, hendes far havde fortalt. Hun sank en klump og bed sig i underlæben. Havde han lige besvaret hendes usagte spørgsmål? Alt hendes forvirring omkring ham blev klar. Marcel var ikke en, som man burde få et hurtigt billede af. Der var for mange udgaver af historien. Hun betragtede ham med søgende øjne. Måske der var lige så mange nuancer i ham, som der var udgaver?
Hendes ansigt blev ildrødt, som han beskrev hende. Det tog et øjeblik om rigtig at synke ind, og så kiggede hun forlegen væk. Han måtte se et eller andet gemt i hende. En lille stemme i hende baghoved, mindede hende om ikke at lade sig rive med. At en sød kommentar eller to ikke måtte få hende til at se ham i et andet lys. Marcel var charmerende og venlig overfor hende. Det kunne let påvirke hendes dømmekraft.
Det sidste han sagde, kørte på repeat et par gange i hendes hoved. Et forvirret; "h-hvad?" var hendes umiddelbare reaktion. Hun måtte have hørt et eller andet forkert. "Det... Det har du ik-ikke snak-k-ket med min far om." Så vidt Francis vidste, var aftalen kun, at hun skulle hjælpe Marcel i krigen mod hans egen far. Og som betaling skulle han lære hende hvad han vidste om sjæle magi. "Det var ikke en del af aftale. Jeg kan ikke ... Du kan ikke ..." Francis kunne godt lide generalen, og hun var generelt hjælpsom af natur. Men, det her var krig, der blev snakket om. Det var død og lidelse og alt ondt i verden. Ting som Francis af natur aldrig ville påfører andre. Den eneste grund til at hun stod her nu var, at hun først og fremmes var hendes families sværd og skjold. Hun ville kæmpe med alt hun havde for Marcel og hans sag. Men faktum var, at han kun havde hende til låns. Det var via Victor, at hun slog ihjel for ham. Og hvad var det overhovedet for et land der skulle reddes? Hun prøvede at samle tankerne. "Marcel, du kan umuligt forvente, at jeg vil drage med dig på et eller andet togt? Og hvornår skulle du få tid til at lære mig hvad du ved? Du-du kan godt huske din ende af aftalen ikke? Min far ville aldrig sende mig afsted for ingenting." Ikke at hun mente Marcels nuværende krig var ingenting. Men Victor ville blive så tosset, hvis hun kom forsinket hjem, eller værst af alt, uden noget at vise.

[Deleted]

Marcel kiggede på Fracis med et undrende blik. Han vidste at hun var yderst loyal til Victor. Dog var hun ikke som andre Warlocks. Hun dræbte uden at tøve, men der var godt i hende. Det var denne godhed der var hendes svaghed. Hvis han kunne få hende til at se ham som en helt. Hvis han kunne få hende til at se så meget op til ham at hun begyndte at forgude ham, så ville hendes loyalitet skifte. Han sukkede og vente ryggen til Francis. Han sagde næsten fortvivlet '' Du har ret Francis. Når jeg har besejret min Fader. Så må jeg overholde vores aftale. Jeg må lære dig om sjæle magi. Men du skal vide hvad konsekvensen ved dette bliver. Det land vi skal redde. De folk i landet vil dø og bliver underlagt et forfærdeligt mørke. Sandheden er at vi er de eneste der kan nå og er stærke nok til at stoppe dette i at ske ''. Marcel vendte sig om og kiggede bedrøvet på Francis '' Hvert valg har en konsekvens Francis. Jeg valgte dig som min højre hånd fordi jeg så den samme lyst til at gøre verden et bedre sted, i dag. Den samme lyst som hviler i mig. Men Francis, hvis du gør det her med mig. Redder dette land, så slutter vores venskab aldrig. Jeg har brug for dig Francis ''. Marcel satte sine hænder på hendes skuldre og kiggede hende direkte i øjnene '' Folk vil sige jeg er et monster og folk vil fortælle dig forfærdelige historier om mig. Men som du ved er der to sider af en historie. Hvis du forbliver med mig vil du selv se det, se sandheden og se jeg er en helt. Se det vi gør er den rigtige vej. Jeg har brug for en der er klog, stærk og loyal. Det er du Francis. Jeg har brug for dig! ''. Marcel vidste hvordan det var. At væde et barn af en nobel gjorde ofte at ens forhold til ens forældre var lidt anstrengt. Ordene ~jeg har brug for dig~ var alt han havde ønsket at høre fra sin egen far da han var ung. At man følte sig værdsat og vigtig. Marcel sukkede '' Jeg ved du elsker Victor. Men jeg giver dig en mulighed, en mulighed for at blive din egen person. Tage dine egne valg og gøre en forskel i verden. Sammen med mig!. Hvad siger du Francis? ''. Marcel vidste at det var en farlig vej at tage. Men han måtte vide om han kunne stole på hende. Var hun stærk nok til at løsrive sig fra sin faders magt. Var hun lige så stærk som Marcellus havde været dengang. Hvis hun var det, så var hun mere som ham selv end han troede og så kunne han ikke undværer hende ved hans side.

[Deleted]

Som Marcel begyndte at tale, tog Francis næsten et skridt tilbage fra hans ryg. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde fået rodet sig selv ud i. Igen sagde han landet mente han Marjarno? Og de eneste i landet? Personligt var Francis ikke speciel nok, til at være den eneste til noget som helst. Det gav et gib i hende, da han vendte sig om og kiggede på hende. Halvvejs som hvis hun var blevet taget i noget, hun ikke måtte. Ja, hun ville gerne gøre verden til et bedre sted. Især efter de frygtelige ting hun havde hørt, var sket i Marjarno. Men han bad hende om at gå i krig. Hvad mere, han bad hende om at gå i krig, uden at hun havde snakket med sin far først. Hun spærrede øjnene op, da han snakkede om venskab. Men hans hænder slog det næsten ud af hende. På trods af hendes umenneskelige styrke følte hun næsten, at bare vægten af hænderne tyngede hende ned. Hun skulle kæmpe for ikke at bryde øjenkontakten mellem dem. Ordet helt blev også brugt i stort omfang. Hvis Marcel virkelig var en helt, var han ikke en særlig ydmyg en. De sidste par sætninger slog vejret ud af hende. Hun vidste at Elizabeth havde brug for hende, moderen var svag og havde brug for beskyttelse. Og Victor havde brug for den ekstra hjælp... havde han ikke? Men hun havde aldrig fået det af vide. Og slet ikke sammen med så mange rosende ord. Det både varmede, og gav hende en klam følelse, hun ikke rigtig kunne beskrive. Endelig fandt hendes blik jorden. "Jeg..."
Den sidste ytring fik hende igen til at spærre øjnene op, men af en helt anden grund. Ville han have hende til at bryde med Geneva? Hvorfor i alverden ville han ønske det? Måske fordi han så noget af sig selv i hende. Men hun var ingen lille dreng. Hun greb begge hans hænder i sine egne. Handlingen fik hende til at tøve et øjeblik. Det var sjældent at hun selv opsøgte folk på den her måde. Slet ikke folk hun kendte så dårligt. Med et stort varmt smil forsatte hun, hvad hun havde sat i gang. "Jeg takker mange gange, Marcel. Både på de pæne ord og den placering, som du gerne vil give mig. Men tingen er, at vi ikke er ens. Jeg er vokset op uden en ondskabsfuld far som din. Det gør mig ondt at høre om din fortid, og jeg vil gøre alt jeg kan for at hjælpe dig i den her krig. Jeg er dit sværd og skjold." Hun tog en dyb indånding. "Lad os fokuser på, hvad der er vigtigt nu. At vi besejrer din far og slutte hans tyranni!" Strategisk valgte hun at undlade delen med sjæle magi. "Hvis min udtagelse skuffer dig, så står det dig frit for at tagge min titel fra mig. Et våben har ikke brug for magt. Bare peg mig i den rigtige retning, og jeg vil gøre hvad jeg kan for dig i denne krig." Kort betragtede hun på deres hænder. Hvor ville hun ønske, at hun havde mødt Marcel under andre omstændigheder. Med hans ønsker og forventninger var hun dømt til at skuffe ham. Et øjeblik følte hun, at hun stod overfor sin far i stedet for generalen. Hendes blå, blå øjne kiggede afventende på ham.

[Deleted]

Marcel smilede til Francis. Hun sagde ikke nej. Men hun havde ret, en ting af gangen. Han nikkede kort '' Francis. Bare fordi vores historier ikke er ens betyder det ikke at vi ikke minder om hinanden. Men du har ret. lad os fokusere på fremtiden. Du vil lede mine tropper. Jeg tror at det ansvar et godt pladseret på dig ''. Marcel gik hen til telt åbningen og kiggede tilbage på hende '' Jeg har travlt nu Francis. Jeg skal videre til mine andre lejre og samle dem. Jeg ønsker at du  bliver her som min højre hånd og holder styr over tropperne. Bliv her indtil videre. Jeg skal afsted til et vigtigt møde. Jeg ved at folkene er i sikre hænder med dig ''. Marcel gik ud. Lige så snart han trådte ud af teltet kom en jubel fra folkene. Hvis Francis gik efter ville hun kunne se Marcel træde op på sin hest. Det var en helt sort hest med røde lysende øjne. På hans højre side tråde en mand der var beklædt i tatoveringer fra top til tå op på en hest og på hans venstre side trådte en mand der bar en sort kappe der så ud til at have sit eget liv op på en hest. Dette var Marcels to bodyguards. Hvorfor de ikke havde været med ude for at hente Francis var simpelt. Marcel vidste at han ville blive angrebet når han var alene. Han ville se hvad Francis kunne og hvor loyal hun kunne blive. Blodet Marcel havde snakket i var blot blod han fik til at boble. Han havde hele tiden vidst at Francis stod bag ham og han havde blot talt til luften. Marcel var en mester i manipulation. Han søgte efter at manipulere hende til at tro han var en helt. Manipulere hende til at følge ham og forlade Victor. Kun tiden kunne vise om det ville lykkes for ham. Marcel red ud i natten med sine to bodyguards.

//out//

[Deleted]

Hun nikkede til ham. "Jeg vil gøre mit bedste!" Som Marcel red væk, gik hun tilbage ind i teltet for at få et øjebliks ro. Hvad i alverden havde hun fået rodet sig ud i? Nej, hvad i alverden havde Victor rodet hende ud i? Francis kiggede over på blodet Marcel havde snakket i. Det var ikke en mulighed at bakke ud nu. Hverken fra den kommende krig eller det ansvar Marcel havde givet hende. Hun burde skrive til sin far. Lade ham vide hvad der var sket indtil videre. Et lille smil dukkede op på hendes læber. Han ville blive så stolt... eller i det mindste tilfreds, når han hørte hvilken titel hun havde fået. Hvad enten den var for show eller ej, kom der stadig mange goder med den. Goder som Victor nok skulle finde en måde eller to til at udnytte. Så længe det ikke gik ud over krigen eller nogen personer, kunne Francis ikke se problemet i det. Det ville ikke gå ud over nogen, og det var vel kun fair, at han fik lidt igen, imens de udkæmpede slaget?
Hun gik tilbage ud af åbningen. Andrew ville klare det fint uden hende den næste times tid. I stedet gik hun rundt i lejren på må og få. Tog alting ind og snakkede med så mange hun kunne nå. Det hele skulle nok gå. Hun havde fået råd at to vise mænd. Victor havde bedt hende om at være på vagt, og Marcel havde sagt hun ikke skulle dømme ham for hurtigt. Det ville hun lytte efter, og indsamle så meget om generalen og hans krig fra så mange forskellige vinkler som muligt. Ikke bare her, hun vidste det ville være bias, men fra så mange forskellige baggrunde.

//Out