Please be okay

[Deleted]

@hongbin

Emiley havde fløjet så hurtigt som det havde været hende muligt. Hun havde søgt fra Paggeija med det samme for at søge tilbage til hulen. Zean havde været tilfreds med hendes rapport heldigvis. Hun vidste ikke om de havde taget byen, hun var ligeglad med om de alle døde der. Hun ville bare hurtigt tilbage til hulen for at se om Hongbin var okay. Han var den eneste ting hun havde tænkt på i de dage hun var væk. Hun kunne virkelig ikke forstå at hun havde knyttet sig til den mand så hurtigt men det havde hun. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede jo tættere på hun kom på hulen. Vejen kendte hun ud og ind selvom hun kun havde fløjet der få gange. Med et lille bump landede hun foran indgangen. Der stod en dødsengel som kiggede en smule mistænktsomt på hende. Hun sagde intet, stirrede blot på ham med en fast mine indtil han åbnede for hende. Hun slap et lettelsens suk som hun søgte ind i hulen. Der skulle heldigvis ikke meget til at få dem til at gøre som man gerne ville have. Hun løb ind og ud mellem de få folk der var i gang i hulen. Hun kunne ikke holde til at flyve mere. Hun var udmattet, træt og stakåndet som hun løb op til det hus Zean boede i. Hun nåede døren og flåede den op. Der stod en vagt ved døren. "Hvor er Hongbin?" spurgte hun forpustet. Vagten fnøs af hende men gjorde så tegn ned mod pejsestuen. Hun sagde hverken tak eller noget men søgte bare ned gennem huset. Han skulle bare være okay. Det var det eneste hun ønskede. Med hastige skridt og en hurtig bevægelse flåede hun døren til pejsestuen op og kiggede ind. Hun håbede virkelig at se ham derinde.

[Deleted]

Hongbin havde ikke lavet så meget siden han var blevet fanget af Zean, faktisk var det han lavede for det meste at sidde i hjørner og tegne i sin lille bog "En lamas eventyr". Bogen handlede om en meget uheldig lama og dennes eventyr rundt i verden.
Denne dag var han i pejsestuen, hvor han arbejdede på at få fortællingen om hvordan Lamaen blev redet af en drage færdig da Emiley pludselig stod i døren. Hongbin blev overrasket men smed straks hvad han havde i hænderne og kom hurtigt på benene. Hun så hel ud, dog virkede hun ekstremt udmattet, men hun var der, lige foran ham.
"Min blomst," var det eneste der kom over hans læber før han hurtigt sprang over til hende og blidt knugede hende ind til sig. Han havde været så bekymret for hende. Om hun havde det godt, om hun spiste, var hun blevet såret, om hun var begyndt at hade ham? Men i det øjeblik han så hende forsvandt alle bekymringerne. Hun var her og det var det vigtigste.

[Deleted]

Hun nåede pejsestuen. Udmattelsen var tydeligt at spore på hendes ansigt og dog måtte smilet brede sig da hendes blik faldt på Hongbin. Han så ud til at have det godt som han sad der ovre i den ene hjørne og tegnede. Hun kunne mærke at hun omgående begyndte at slappe mere af. Roligt lukkede hun døren bag sig og hendes blik søgte hans skikkelse. Han kom på benene og søgte hen til hende. Som han kom hende nær slygnede hun armene om ham og knugede sig helt ind til ham. Hun havde aldrig oplevet at savne og være bekymret for nogen før som hun var det med ham nu. "Er du okay? Han har ikke gjort dig ondt, vel?" spurgte hun bekymret ind mod ham. Hun trak sig en smule men uden at forlade hans favn, bare nok til at hun kunne se hans ansigt. Hun lagde roligt en hånd mod hans kind som hun strøg den let. Han så ikke ud til at være skadet, det var fantastisk! Så havde Zean i det mindste holdt sit ord. "Jeg var bekymret for dig." Det var ikke mere end blot en hvisken. Hun havde næsten ikke kunne tænke på andet end ham men hun havde været væk.

[Deleted]

"Jeg har det fint fysisk min blomst, men jeg savnede dig meget og har været ekstrem bekymret for hvordan du havde det. Har du det godt? Er du kommet til skade?" han var stadig lidt bekymret, men dog meget glad fordi hun havde været bekymret og glad for at hun virkede glad for at se ham. Han så hurtigt ned af hende, før hans blik mødte hendes. Han havde faktisk tænkt på hende flere gange end han vil indrømme, så mange gange at hans lama tegninger tog mere end ti gange så lang tid som de plejede. Alt havde faktisk gået ufattelig langsomt. Hvert minut havde føltes som timer og hver time som år.

I alt den tid Emiley havde været væk havde han desperat prøvet at distrahere sig selv ved at tegne lamaen, men det havde kun virket i få sekunder af gangen. Resten af tiden, dag og nat havde han tænkt på hende, tegnet hende i sine drømme, malet hende med vand på det jordgulv i sit værelse, for ikke at Zean skulle se hvor meget han holdte af hende. Han vil ikke bringe hende i større fare end hun allerede var i på grund af ham.

[Deleted]

Emiley havde tænkt på Hongbin mange gange over de sidste par dage. Det havde faktisk været svært for hende at fokusere på hendes arbejde hvilket ikke skete særlig ofte. Hun havde gjort sit bedste, Zean havde virket tilfreds heldigvis og hun var taget hjem med det samme. Hun havde fløjet uafbrudt siden hun forlod slagmarken for at nå tilbage til ham så hurtigt som det havde været hende muligt. Hans ord fik hende til at rødme en smule som hun stod der og kiggede ham i øjnene. "Jeg har det fint. Helt uskadt. Jeg fik bragt de folk i sikkerhed som skulle bringes i sikkerhed og fik fortalt Zean om hvad han ville vide. Jeg tog derfra før angrebet begyndte" forsikrede hun ham roligt og nussede ham blidt på kinden. Hvor var det dejligt at han havde det godt. Hun havde virkelig været så nervøs! "Du skal ikke være så bekymret for mig. Jeg skal nok klare mig. Jeg kan måske ikke kæmpe men jeg er en overlever ...... og denne gang havde jeg jo noget at overleve for, ikke?" Hun mærkede varmen stige som hun sagde ordene og genertheden meldte sig omgående. Hun gemte ansigtet mod hans skulder for at han ikke skulle se det. Gud hvor var det altså bare pinligt at rødme på denne måde.

[Deleted]

Hun rødmede som hun havde gjort så mange gange før og gemte sit ansigt i hans skulder, hvilket bare fik Hongbin til at lægge sine arme tættere ind til hendes krop. Han placerede forsigtigt sine læber på hendes hovede og kyssede hende på håret.

"Det er ikke kun dig der har fået noget at overleve for. Nu ved jeg hvordan Leo har det hver gang han ser på Sora. Jeg aldrig helt forstået det, ikke helt fanget alle nuancerne i de blikke de udvekslede og i baggrunden for de ting de gjorde, men nu ved jeg hvorfor de er som de er. Der er ikke noget andet i min verden end dig, min blomst," hviskede han blidt, før han begyndte at vugge dem begge langsomt frem og tilbage. Hvor havde han savnet hendes rødmen og hendes uskyldige væsen. Hun var så ung og fin at han havde det fint nok med bare at kunne knuse hende og have hende i sikkerhed. Han havde ikke gennem sine 73.529 år nogen sinde været forelsket før. Han havde været tiltrukket af kvinder før, men aldrig havde han haft behov for at være nær en anden person så meget som han havde brug for Emiley. Han viste at han burde finde det sært, men efter at havde set hans bror være sammen med den samme kvinde i de sidste 70.000 år og stadig være nyforelsket viste han at der ikke var noget at være bange for, kun en ting, og det var ikke at satse på kærligheden.

[Deleted]

Hun mærkede hvordan varmen steg til hendes kinder og hun var nød til at gemme sig. Hun var virkelig så forbandet genert! Hun puttede sig indtil ham især efter hun mærkede hvordan han holdt hende tættere. Det var virkelig skønt at stå sådan her med ham igen. Kysset som han endte med at måtte tildele hende fik hende til at dreje hovedet og kigge op på ham. Dette var hende virkelig uvant. Hun havde aldrig været vant til at modtage kærtegn før men det føltes rigtig rart nu hvor han gav hende dem. Hun kiggede forundret på ham som han snakkede og kunne virkelig ikke lade være med at smile. "Jeg er virkelig glad for at du fandt mig, Hongbin. Der er ikke noget sted jeg hellere ville være end lige her sammen med dig" hviskede hun blidt. Hun lænede sig let mod ham og placerede et kys mod hans mundvig sådan så hendes læber snittede hans. Hun ville også tildele ham kærtegn sådan så det ikke kun var ham der gav dem. Hendes hjerte hamrede støt i hendes bryst. Hun var virkelig glad for at hun havde fundet ham. Forsigtigt nussede hun hans kind mens hun kiggede ham i øjnene. Hun ville have ønsket at hun havde mødt ham noget før. Hun var godt nok ikke ret gammel i forhold til ham men hun ville stadig have ønsket at hun havde mødt ham noget før. Hun bed sig stille i læben og stod lidt og betragtede ham. Hun tog en lidt dyb indånding og forsigtigt plantede hun et kys mod hans læber. Det havde hun haft lyst til at gøre lige siden hun trådte ind af døren.

[Deleted]

Overraskelsen var som malet i hans ansigt da hun kyssede hans mundvig, men først da hun kyssede ham var hans øjne ved at falde ud. Det havde han ikke forventet, men efter et par sekunder lukkede han øjnene og kyssede hende blidt, mens han løftede hende let fra gulvet, så hun ikke behøvede at stå på tær for at kunne nå ham. Han kunne mærke hendes hjerte gennem deres tøj og det bankede samme hurtige rytme som hans hjerte. Han var ør i hovedet af forelskelsen, det var som en glad virus der havde spredt sig fra hans hjerte til hele hans krop. Det var som om han svævede over jorden, som om hans racers natur blev vendt, han var for en kort stund ikke dødsengel og mørkelver, men engel og skovelver. Ikke ond men god, ligesom han var til hverdag bare uden at skulle undertrykke hans sande natur.

Kysset var stadig ikke blevet brudt, men var der i mod blevet mere intens da de Hongbin, der dig var blid, var gået fuldt ud i det kys. Han ønskede at det bare kunne vare ved eller at tiden bare kunne stoppe, men han viste at de begge ville mangle luft om kort tid, og at Zean ikke ville bilige det. Men Zean havde faktisk ikke så meget at sige, hvis han sårede Hongbin mistede han en værdifuld spion og nægtede han Emiley adgang til Hongbin vil hun også nægte at arbejde for ham, så så længe hun klarede hendes arbejde var de sikre, indtil videre.

[Deleted]

Hun overraskede endda sig selv. Det var helt sikkert. Hun nød det. Hun havde aldrig prøvet sådan noget før. Følelsen af hans læber mod hendes fik det næsten til at eksplodere nede i hendes mave. Hun følte sig fri, fri på en anden måde end hun nogensinde havde gjort før. Hun lod hånden glide fra hans kind og om i hans hår. Kysset var fantastisk, det var virkelig det bedste hun nogensinde havde prøvet. Det at mærke ham så tæt på gjorde hende helt ør. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
Efter lidt tid stoppede hun kysset for at få luft. Hun trak vejret en smule tungere som hun stod lænet op af ham. "wow" hviskede hun blidt og trykkede sig mere ind til ham. Hvad var det han gjorde ved hende? Hun havde virkelig aldrig haft det sådan her før. Hun havde ikke lyst til at give slip på ham, ikke på nogen som helst mnåde. Hun ønskede ham bare så brændende, han skulle blive helt tæt på hende. Med den frie hånd greb hun blidt om blusen han havde på for ligesom at indikere for ham at han ikke måtte slippe hende. Hun ville bare have at han skulle blive lige der hos hende.

[Deleted]

Han kunne næsten læse hendes tanker og lagde sine arme tættere om hende så de nu stod så tæt som det var dem fysisk muligt.

"Jeg slipper dig aldrig igen min elskede blomst, ikke når jeg lige har fundet min anden halvdel," sagde han og kærtegnede blidt hendes kind. Han var helt rolig og det var som om alt var som det skulle være. Det var som om billedet var perfekt, ind til han kom i tanke om Zean. De var stadig fanget og det havde han tænkt en del over og havde haft mareridt over. Hvis der skete hende noget ville han ikke kunne bære det, men hun fik jo lov til at rejse rundt.


Hongbin strøg blidt en tot hår væk fra Emileys pande.

"Jeg har en plan, der måske kan virke. Du bliver nød til at forlade mig her igen. Jeg skal nok love at jeg holder mig i live, så du skal ikke bekymre dig om mig. Du skal ud og finde min bror Leo og Sora. De er nok i den sydlige del af det gamle Manjarno hvor de nok spiller musik. De er ret kendte på kroer og torvene rundt i hele Manjarno, og bliver ofte kaldt den forelskede duet. Min blomst, planen er at de skal komme og underholde når Zean ville fejre at han har sin egen by. Hvis de kan komme ind, kan vi sikkert få os begge smuglet ud min elskede blomst," Hongbin hvisker sin næsten færdige plan til hende, så ingen kan høre det komplot han har tænkt på i de sidste par dage.



Han hadet sig selv for at forslå at de skulle skilles for endnu en tid, men viste at hvis de ikke kunne komme fri fra Zean, vil de aldrig blive trykke og aldrig kunne nyde denne kærlighed fuldt ud. Han holdte Emiley tæt ind til sig, han hadet sin plan, hvad hvis han fik sin egen bror og Sora dræbt. Han kunne ikke holde det ud, men de var de eneste han kendte der kunne gøre noget, de eneste der havde magt nok til at kunne fortrylle et publikum af dødsengle med blot et par akkorder og et par strofer af en sang.

[Deleted]

Hun lyttede roligt til hans plan. Den var farlig og hun kunne ikke lide den. Bare tanken om at skulle søge fra ham igen ville hun virkelig ikke. Hendes blik gled op mod hans og hun søgte hovedet let på sned. Hans plan var simpel men hun kunne slet ikke lide at de var nød til at indvolvere hans venner. Dette var i forvejen forfærdeligt farligt men det at bringe andre ind i det var næsten ubærligt. Hun trykkede sig ind til ham. "Jeg kan ikke lide at vi bringer dem ind i det også. Jeg mener, hvis Zean fanger os i det her så slår han dem ihjel. Jeg tror han ville lade os leve blot for smerten alene. Det er farligt" hviskede hun stille og bed sig i læben. Hun kunne virkelig ikke lide det her men havde de noget andet valg. Hun mærkede hvordan han strøg hende over kinden og hun lænede let hovedet mos hans hånd. "Jeg kan ikke søge ud før jeg bliver sendt ud, Hongbin. Hvis Zean dukker op her og jeg ikke er her vil han gøre forfærdelige ting ved dig. Det nægter jeg. Men jeg vil lede efter dem når jeg bliver sendt ud næste gang. Det lover jeg dig." Hun holdt selv hendes stemme helt nede for at ingen skulle høre dem. Hun kunne ikke forlade hulen igen før hun blev sendt ud. Hun turde ikke af den grund at hvis Zean kom herhjem og hun ikke var der ville han sikkert tage det som at hun var stukket af og så ville det gå helt galt. Hun sukkede svagt og lagde hovedet ind mod hans skikkelse. "For nu må vi vidst bare nyde hinandens selskab, hvis du altså kan holde mig ud." Hun smilede og hendes stemme en smule drillende.

[Deleted]

"Hvis det ikke var fordi vi havde en dødsdom over vores hoveder, vil det her ikke være så skidt. Der er ingen der forstyrre os, der er mad og alt hvad man ellers kunne bruge. Jeg kan ikke holde dig ud, du er forfærdelig perfekt min blomst, har de mest fantastiske vinger, det smukkeste hår, øjne der får mit hjerte til at stoppe og dine læber..." han holdt inde for at bøje sig ned og blidt kysse hendes læber igen.



"Men for at være alvorlig igen, hvis Leo høre rygter om at jeg er fanget vil han selv finde på en mere idiotisk plan, som selv ikke Sora ville kunne få ham fra og så vil det blive selvmord for dem. Men hvis vi er heldige er der ingen der kommer til at dø og så ender vi alle sammen frie min kære blomst," Hongbin ville ikke tænke på det, tænke på sin egen bror der blev flænset af Zeans pisk og Sora som ville tigge og bede for at få Zean til at skåne hendes elskede. Han havde set dem begge, mens de befriede hinanden et par gange over de sidste par tusinde år. At være musiker var ikke altid den mest sikre beskæftigelse.



Hongbin kyssede igen Emileys hår.

"Min perfekte lille blomst, hvorfor skal jeg være så heldig at have dig i mit liv? Du, mit livs lys, den sarteste lille blomst, med de smukkeste farver i verden. Du ved ikke hvor mange gange jeg har prøvet at indfange dig på papir i mine drømme, har malet dig med vand på jorden, for at Zean ikke skulle se. Du aner ikke hvor meget jeg har tænkt på dig min elskede lille blomst," han kyssede hendes pande og krammede hende endnu mere.

[Deleted]

Hun lyttede til hans ord. Det var virkelig dejligt at høre ham sige sådan nogle ting. Hun lukkede blidt øjnene og lyttede bare til hans stemme. Den var virkelig skøn. Hun kunne virkelig bare lytte til ham i timevis. Hvor var det dejligt. Rødmen kom hurtigt igen efter den måde som han beskrev hende på. Hun kunne næsten ikke tro de ord han tilbød hende. Det var næsten uvirkeligt. Hun mærkede hvordan han bøjede sig lidt ned mod hende og hvordan deres læber mødtes igen. Hun elskede virkelig at mærke hans læber mod sine egne. Det var virkelig himmelsk. Hun gengældte det roligt og blidt. Hun ønskede ikke at det skulle stoppe igen men det var det nød til. "Det er nogle fine ord som du skænker mig, Hongbin. Det gør mig rigtig glad. Du gør mig glad" hviskede hun kærligt og strøg ham blidt over kinden. Hans ord om hans bror og venner ville gøre noget dumt fik hende til at bide sig hårdt i læben. Hun ønskede jo ikke at der skulle ske nogen noget. Hun måtte søge ud på et tidspunkt men ikke nu. Hun kunne ikke gøre før Zean i det mindste havde set hende her og vidste hvor hun var. Han vidste at hun var medgørlig så længe Hongbin var sikker. "Jeg skal nok søge ud og lede efter dem snart. Det lover jeg." Hun mente det virkelig. Hun ville slet ikke tænke på hvad Zean ville gøre ved Leo og Sora hvis han fik fingrene i dem efter de havde prøvet at befri Hongbin og hende selv. Kysset mod hendes hår fik hende til at smile og kysset mod panden gjorde det endnu bredere. Hun rødmede kraftigt igen og puttede sig ind til ham og gemte sit ansigt ind mod hans krop. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Der er aldrig nogen der har skænket mig sådan nogle fine ord før. Det gør mig virkelig glad. Du gør mig rundt på gulvet. Det er som om jeg ikke ved hvad der er oppe og ned længere. Det er som om jeg har sommerfugle i maven konstant. Du gør mig så lykkelig af grunde som jeg hverken kan beskrive eller forstå. Det er virkelig dejligt" hviskede hun blidt ind mod ham.

[Deleted]

"Det er det din rødmen og din mindste berøring gør ved mig. Jeg har bogstavligt boet på et lyserød sky siden du kom ind i rummet min dyrebare blomst. Jeg er rigtig glad for at Zean ikke er kommet hjem med dig, fordi nu har vi måske et par dage sammen, inden han skal bruge dig igen, hvilket giver os tid til at være sammen, min elskede blomst. Du har givet mig en at kæmpe for, en grund til at overleve, en jeg vi flytte bjerge for," Hongbin så ned på hende, før han slap hende og førte hende over mod sofaen der var ved pejsen.



Her satte han sig, før han trak hende ned ved sin side.

"Men du virker træt, så hvorfor hviler du ikke min egen blomst? Jeg er lige her og går ingen steder. Det her er det sted jeg skal blive hele dagen, så du kan trygt sove," han så på hende, før han rørte hendes ansigt og førte en tot hår om bag hendes øre, for bedre at kunne se hendes smukke øjne. Han kunne tydeligt se at kun var udmattet, så han fandt en tynd pude, lagde den på sine lår og klappede, som for at sige at hun kunne bruge ham som pude.

[Deleted]

Hans ord gjorde hende rigtig glad. Hun var lykkelig sammen med ham. Hun ønskede intet andet end bare at være ham nær. Hvor var han bare dejlig. Hun kunne slet ikke få nok af ham. Hun puttede sig ind til ham og lyttede til hans stemme med et lille smil. "Jeg er også glad for at jeg kunne søge fra Paggeija så hurtigt sådan så vi har denne tid sammen. Du gør mig glad på en måde som jeg aldrig har følt før. Duer fantastisk!" hviskede hun blidt. Hun mærkede hvordan han slap hende og hun kunne med det samme mærke at hun søgte ham med det samme igen. Han trak hende med sig over til sofaen og hun lod ham hive sig ned til ham. Hun outtede ind mod hans favn og lukkede øjnene. Hun var udmattet, forfærdelig udmattet faktisk. Det at han lagde puden på sit lår fik hende til at smile en smule genert og dog kunne hun ikke lade være med at ligge sig ned med hovedet på hans lår. Hun smilede blidt op til ham og greb forsigtigt hans hånd og flettede sine fingre ind i has. Det her var virkelig skønt!