Please be okay

[Deleted]

Hongbin brugte hans frie hånd til at fange hans kappe, der hang på kanten af sofaen og han fik det lagt over hende. Han tjekkede om hun var varm nok før han blidt lod sine fingre glide gennem hendes hår.



"Min blomst, i mere end 70.000 år har jeg søgt efter dig. Min kæreste blomst, jeg tror jeg vil fortælle dig lidt mere om min familie, så du ikke bliver overrasket når du engang møder dem. Leo, min bror er halv warlock og mørkeelver. Han er en meget stille mand, der kun snakker meget når han er med venner. Han er sød og blid, en god kok og helbreder, bedre end jeg er. Han er et musisk geni og han har en stemme som en engel. Sora fandt vi sammen og han redet hendes liv. Hun er dødsengel, mørkeelver blanding, men fordi de første 1800 år af hendes liv bestod af frygt og smerte er hun blevet lige som os, en pacifist, der aldrig slår først, men altid slår hårdest. Når de to står sammen mod en fjende bliver de næsten en kraft, en skræmmende mørk kraft. De kender hinanden så godt at de bruger hinandens svagheder og gør dem til styrker. Når de to så er sammen med hinanden er de som en person, som et helt 'menneske'. Min mor eller bedste er som jeg har forklaret datter af en engel og en druide. Hun fik selv fjernet sine vinger for 300.000 år siden og har siden den gang levet i Manjarno, på samme sted som hun nu bor. Da vi så kom og boede hos hende fik vi udbygget hendes hus, men kernen i huset er flere hundredetusinde år gammelt. Bedste er blidt, klog og virker faktisk yngre end hun er. Hun ligner en på 50 år eller der omkring," forklarede Hongbin lavt mens han nussede Emileys hår med den ene hånd og nussede hendes over hånd med sin tommel på den hånd der lige i det øjeblik var hendes. Han havde fortalt hende alt dette for at hun skulle falde i søvn, og hun lå da også stille der på hans lår.

[Deleted]

Hun smilede blidt og puttede sig under kappen, dog slap hun ikke hans hånd. Hun var bare glad for at han var der sammen med hende. Hun gabte igen og prøvede at skjule det under hendes frie hånd. Udmattelsen var ved at tage overhånd men hun prøvede virkelig at kæmpe imod. Hun ønskede ikke at søvnen skulle vinde denne kamp. Hun ville bare gerne bruge denne tid sammen med ham selvom det var svært. Øjenlågene begyndte stille at glide mens han snakkede selvom hun kæmpede en brag kamp for at holde imod. Hans fortælling om hans familie var sød. Hun lyttede interesseret selvom hun virkelig havde svært ved at holde øjnene åbne nu. Et gab meldte sig på ny. "Jeg vil rigtig gerne møde dem alle sammen. De lyder virkelig fantastiske. Sådan som du fortæller om dem er det tydeligt at i er meget tætte. Det er virkelig dejligt at høre. Jeg er ked af at jeg er så træt. Det har været nogle lange dage og en virkelig lang tur tilbage. Jeg ønsker ikke at sove men her under varmen ved dig må jeg nok erkende at det er svært" sagde hun blidt. hun løftede den hånd, hun holdt fast i hans med, op til hendes læber og hun plantede et blidt kys mod håndryggen. "Jeg kunne bare ligge og høre på dig snakke hele dagen. Du har virkelig en dejlig stemme." Hun lod øjnene glide stille i mens hans nussede hende. Hun følte sig helt rolig her sammen med ham. Det var voldsomt rart bare at kunne ligge og slappe af. Det var virkelig første gang siden hun var kommet her at hun følte at hun kunne slappe af. For første gang siden sit møde med Zean var hun faktisk glad for at hun var her, fordi han var her.

[Deleted]

Han så på hende mens hun stille faldt hen, så på hendes finte ansigts træk, hendes solbrændte hud, de lysere øjenlåg, hendes mørke og ufattelig tillokkende læber og hendes fine spidse øre. Han var selv ret udmattet, fordi selv om de havde ladt ham være og ikke skadet ham mens Emiley var væk havde han jo været meget alene og det havde givet ham god tid til at bekymre sig om hans elskede blomst. Han gabte og lænte sig derfor bage over, før han også faldt i søvn.



I hans drøm var han i en flot skov, i Procias, hvor han så en sommerfugl flyve forbi. Han havde ikke før nu kunne genkende den, men nu så han at det var Emiley. Så han havde set hende før, det måtte han huske at fortælle hende når de vågnede. Hun fløj forbi ham i retning mod Gabriells hjem, men stoppede op og vendte sig i luften. Sommerfuglen forvandlede sig så til en lidt forvirret Emiley, der så på ham som om hun havde glemt noget. Pludseligt kunne han se at hun fangede det og før han kunne forberede sig var hun fløjet over og havde brast ind i ham så han nu lå i græsset med hende oven på sig. Hun havde givet ham en mavepumper men han formåede alligevel at grine højlydt over hendes fald, mens hun gemte sit ansigt ved hans bryst. Hun var rød som en rose i hele ansigtet og han tog chancen og nussede hendes skulder før han åbnede munden

'Du er vist faldet for mig,' sagde han og begyndte igen at grine så meget at Emiley hoppede på hans brystkasse. Hun så ned på ham fra sin plads og han kunne ikke modstå fristelsen. Han væltede hende rundt så hun var nederst før han begyndte at kysse hende blidt, men da han mærkede at hun reagerede på det mistede han kontrollen og kyssene blev intense, hjerterne slog hurtigere og den gnist der var mellem dem brød ud i en varm og kraftfuld flamme.



Gennem drømmen viste Hongbin at det faktisk var en drøm, selvom det virkede så virkeligt. Han viste at han havde set hende den dag for et godt stykke tid siden, men han kunne også stadig mærke hendes hånd i hans, som han ikke slap grebet på i et eneste sekund. Hun var der sammen med ham og han var mere lykkelig end han havde været i så lang tid. Faktisk mere lykkelig end han havde været siden den dag Un Myeong havde fundet ham og havde taget ham med tilbage til Leo. Dette ville nok være hans favorit dag resten af hans liv tænkte han.

[Deleted]

Udmattelsen endte med at tage ved hende og lulle hende ind i en sikker søvn der på hans skød. Hun havde det fantastisk, helt igennem fantastisk. Den måde som han var over for hende på var virkelig fantastisk. Han var så dejlig rolig og et sted også utrolig ihærdig og det var noget som hun virkelig elskede ved ham. Hun havde haft brug for ham i alle disse år uden at vide det. Hun følte sig hel med ham. Om dette blot var forelskelsen der talte eller om det virkelig var sådan hun havde det dybt inde vidste hun ikke endnu men hun glædet sig da til at finde ud af det.
Som natten gik vågnede hun roligt op dog uden at vække Hongbin. Hun smilede roligt som hun lydløst rejste sig fra hans skød, uden at slippe hans hånd. Hun kiggede roligt på ham som han sad der og bare sov. Han så så sød ud men det kunne da virkelig ikke være en behagelig stilling. Et lille fnis kunne hun ikke undgå at slippe. Han så ufattelig nuttet ud når han sov. Forsigtigt fjernede hun puden. Hun endte med at sætte sig hen over skødet på ham, med et ben på hver side af ham. Endelig slap hun hans hånd og lod begge sine hænder søge mod hans kinder. "Godmorgen, sovetryne" hviskede hun kærligt før hun lænede sig frem mod ham og lod deres læber mødes. Hun kyssede ham blidt. Følelsen af hans læber mod hendes egne gjorde hende virkelig skør i bolden! Hun havde virkelig aldrig haft det bedre.

[Deleted]

Hongbin var faktisk ikke det største morgen menneske, han var for at sige det mildt en rigtig gnaven trold når nogen vækkede ham, sådan var det altid, men så alligevel. Han kunne mærke da Emiley begyndte at bevæge sig, uden at det dog vækkede ham, ikke før hendes læber berørte hans. Der vågnede han, og for første gang i hans liv var han ikke gnotten. Han tog hans arme om hende og holdte hende fast. Hvis hun troede hun kunne slippe afsted med bare at kysse ham vågen og så bare være der tog hun fejl. Han kærtegnede hendes skulder, før han så op på hende.


"Min blomst, hvorfor er dine læber så bløde og tiltrækkende? Hvorfor skriger hver en celle i min krop på dig? Hvorfor har jeg drømt om dig siden jeg første gang så dig? Hvorfor savner jeg at se dig rødme? At se dig flyve? At se dig le? Hvor har du været hele mit liv, min kæreste blomst?" hvert spørgsmål kom med et lille kys, et på panden, et på hvert af hendes to øjenlåg, et på næsen, et på hver kind og det sidste på hendes læber. Efter hans regn af kys smilte han til hende mens han forsigtigt fjernede en tot hår fra hendes pande, mens han kunne se blodet stige op til hendes ansigt igen.

[Deleted]

Hun smilede roligt til ham og kørte en hånd igennem hans hår mens hun kyssede ham. Smilet forblev på hendes læber uden at vige det mindste. Hun havde ingen ide om hvordan han var om morgenen men hun håbede da at han ikke ville blive sur eller noget. Det gjorde han heller ikke. Hun mærkede armene som søgte omkring hendes liv og pressede ham ind mod sig inden han gengældte kysset. Hun kunne mærke en svag varme stig til hendes kinder. Hun havde virkelig aldrig prøvet at være en anden person så nær. Hovedet søgte let på sned som han kyssede hende overalt i hendes ansigt mens hans snakkede. Hun rødmede absolut igen med det samme mens hans kys blev plantet mod hendes læber. Hun gengældte det for en stund inden hun trak sig en smule igen. Hvor er du dejlig. Dog vil jeg pointere for dig at det meste af dit liv har jeg ikke været til så spørgsmålet du burde stille er, hvor har jeg været hele dit liv?" grinte hun en smule drillende og kyssede ham lige på næsen før hun strøg ham over kinden. Hun lod armene søg om ham sådan så hun var lænet helt ind til ham. Hun kyssede ham igen før hun lod små kys løbe hele vejen ned over hans kind til hun nåede hans øre hvor hun stoppede. "Så. Fortæl mig hvor du har været hele mit liv, Hongbin?" Det var ikke mere end en blidt hvisken hun kom med og hendes læber var så tæt på hans øre at hun en gang i mellem kom til at snitte hans øreflip en smule med sine bløde læber

[Deleted]

Hun havde jo ret, hun var så ung i forhold til ham, så han tænkte hurtigt tilbage over de sidste par tusinde år.

"Jeg har været lige i nærheden. Jeg så en sommerfugl en del år tilbage, der fløj i retning af Gabriel og det var dig min blomst. Jeg genså det i min drøm, men ellers har jeg spillet musik for alle der gad høre på mig. Blandt andet fattige bønner og konger og dronninger fra alle rigerne. Jeg har tegnet og malet alle dem der lod mig gøre det og så har jeg ledt efter dig. Det sjove var at jeg den dag jeg så dig, var på vej hjem efter at havde spillet for Gabriel, hvis jeg havde været der nogle dage senere havde vi måske set hinanden allerede der min blomst," hviskede han tilbage før han kyssede hende, mere inderligt end deres tidligere kys. Han havde lyst til hende, lyst til at blive et med hende, at gøre hende til sin og at gøre ham til hendes.

'Var det for tidligt at fri til hende? Hvordan vi hun reagere hvis han spurgte hende? Men det var ikke den bedste tid, og dog, hvis de ikke overlevede ville han have det bedre med at hun viste at han elskede hende mere end noget andet. Måske skulle han finde et andet tidspunkt,' tænkte han og nød hendes bløde læber mod hans egne. Hvert kys sendte bølger af nydelse gemmen hans krop og han kunne mærke at hans hjerte var ved at springe hans ribben igen.

[Deleted]

Hans ord fik det til at give et sug i hendes mave. Hun havde ikke glemt deres møde men det havde ligget gemt inde i hendes hoved. Med alle de minder som hun rendte rundt med så var det en gang i mellem svært at finde rundt i. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg husker det. Jeg havde meget travlt i den tid. Der var noget stort under opsejling. Jeg ville også ønske at du havde blevet på slottet længere så vi havde mødtes. Selvom vores situation lige nu ikke er speciel god så er jeg stadig glad for at du er her sammen med mig og der er virkelig intet andet sted jeg hellere ville være end lige her i dine arme" hviskede hun kærligt og lod ham kysse sig igen. Hun mærkede hvordan han næsten krævede mere af hende og hun gav ham det. Hun ville jo gerne og alt det som de lavede lige nu var hende virkelig ukendt. Aldrig havde hun siddet som hun gjorde det lige nu, aldrig havde hun følt som hun gjorde lige nu. Det var vidunderligt. Hvilke tanker der gled igennem hans hoved anede hun ikke. Hun tænkte ikke ret meget over tingene eller hvad fremtiden ville byde på. Lige nu der nød hun bare ham og øjeblikket. Det var alt der havde betydning lige nu. Forsigtigt stoppede hun kysset og sad blot og betragtede ham en smule. Han var utrolig flot. Med et lille drillende smil prikkede hun ham let på næsen før hun strøg ham over kinden. Med ham kunne hun virkelig føle sig helt og holdent fri hvilket bare var den bedste følelse i verdenen.

[Deleted]

Hun var så fantastisk, han kunne ikke andet end at se på hende med et dumt udtryk på hans ansigt. Hvor var hun dog fantastisk og hvor var han dog heldig at have hende. Hun var lige der i hans arme, den mest fantasistiske person der nogensinde vil leve. En tanke strejfede ham og med en hurtig bevægelse fjernede han sin trøje, så han nu sad med bar overkrop. Hans mave var flad med fint aftegnede muskler og det samme var hans nøgne skulder og overarme. Der var et par ar spredt over hans arme og torso, men ikke mange når man tænkte på hvor længe han havde levet. En stor del af dem var fra hans første 10 år på børnehjem.



"Vores situartion har aldrig været ideel, men nu går det da meget godt. Zean skal bruge tid på at opbygge sin by, så du har fri. Han ved at hvis han skader en af os vil den anden ikke samarbejde, så han kan ikke røre os. Det er hvad jeg ville kalde en god dag eller en god tid og så har vi også tid til at lære hinanden at kende min skønne blomst," sagde Hongbin og så op på hans egen lille blomst.

Mens han så på hende kunne han næsten ikke lade vær med at række ud efter hende og holde hende tæt, men han lod hende styre tempoet, han ville ikke skræmme hende, eller gøre noget forkert. Ikke når det var med hende, hun for dyrebar og han ville hade sig selv hvis han kom til at såre hende.

"Men jeg bliver nød til at indrømme noget. Jeg har aldrig haft det på denne her måde med andre og jeg har aldrig været sammen med en kvinde før. Grunden var at jeg ventede på en jeg kunne elske. Det tog bare længere end beregnet, men nu er du her min kære blomst," sagde han stille og så hende direkte ind i hendes øjne.

[Deleted]

Hun blev ekstremt genert og rød i hovedet da han valgte at tage blusen af. Hvorfor gjorde han det? Hun kunne mærke hvordan varmen blev ekstremt stor i hendes kinder. Man kunne vel sammenligne hende med en tomat lige nu, så rødt var hendes ansigt. Hun blev ekstremt forfjamsket som hun sad der sammen med ham og han ikke havde ret meget tøj på. Det måtte være tydeligt at dette slet ikke var noget hun havde prøvet før. Hun sad lidt og betragtede ham. Han gjorde intet, lod hende styre tempoet hvilket var dejligt. Hovedet søgte let på sned som hun forsigtigt begyndte at lade fingrene køre hen over hans overkrop. hun lod fingrene køre hen over hans ar med forundring. Hvordan mon han havde fået dem? "Vi er heldige lige nu. Vi er ret sikre, især mens Zean er i Paggeija. På et tidspunkt kan vi komme fri og leve uden frygt men lige nu har vi det ret godt" sagde hun blidt og stadig en smule genert. Det var virkelig grænseoverskridende for hende at han sad sådan her men det var alligevel også spændende og nyt. Hun kunne rigtig godt lide det. Hun lyttede til hans ord og smilet bredte sig på hendes læber som hun lagde armene om ham. Hun lod roligt deres læber mødes igen og kyssede ham blidt. "Jeg har heller aldrig været sammen med en mand. I mange år troede jeg slet ikke at jeg ville være i stand til at blive elsket. De eneste jeg havde i tankerne var mit arbejde, jeg behøvede intet andet i mit liv men det var før du dukkede op. Lige nu kunne jeg slet ikke forstille livet uden dig her." Hendes ord var intet andet end en blid hvisken. Hendes blik søgte hans mens hendes hånd forsigtigt strøg hans kind igen. Dette var det eneste sted hun havde lyst til at være.

[Deleted]

Hongbin lagde bånd på sig selv, havde bundet sine arme og ben fast med lænker for ikke at tage hende der. Han viste at hun ikke havde gjort sådan noget her før, det kunne han mærke, men han kunne også mærke hvor rart det vare at være sammen med hende. Han behøvede faktisk ikke andet.

"Mad og drikke er godt men du, min egen blomst, er det eneste jeg har behov for. Hvis jeg havde vist at du var der ude havde jeg fundet dig tidligere. Men jeg har fortalt dig så meget om mig, hvordan har dit liv været indtil nu? Du behøver ikke at fortælle mig om dine mørkeste hemmeligheder, men jeg vil gerne vide lidt mere om dig." Hongbin kærtegnede Emileys ansigt, lod forsigtigt hans hånd nusse hendes øre, før han strøg hendes kind og lod hans fingerspiser strejfe hende læber.

Han vil aldrig blive træt af hende. Hun var uperfekt på den perfekte måde. Hun var smuk, ufattelig smuk, men ikke mange andre ville kunne se hvor smuk hun var, fordi hun var smukkest når hun rødmede. Han var glad da hun rødmede over at han smed blusen, fordi det havde han regnet med, men han havde det fint uden bluse på, så for ham var der ingen problemer med at sidde som han sad. da hun havde berørt ham havde han smilet og ellers bare sat stille, for ikke at skræmme hende og nu så han bare kærligt og undersøgende på hans egen lille blomst.

[Deleted]

Hun var så glad for at han var der sammen med hende. Hun kunne rigtig godt lide at være i hans nærhed. Hun følte sig så rolig sammen med ham. Hans spørgsmål fik hende til at sætte sig op. hun lagde en finger mod sin hage og fik et tænkende udtryk. Hun snakkede aldrig rigtig om sit liv. Det var ekstremt uinteressant. Hun lod hovedet søge let på sned mens hendes blik hvilede på hans skikkelse. "Mit liv har været meget uinteressant indtil nu. Min mor var formskifter og min far var skovelver. Jeg har aldrig kendt min far og ved ikke hvordan han ser ud. Formskiftere lever jo ikke ret længe så min mor døde da jeg var ret ung og jeg var ladt alene. Jeg søgte til elvernes by i Procias hvor jeg fik ophold men Varyler er ej velsete, rene racer var at fortrække så jeg følte mig aldrig hjemme der. Ikke nok med det så gik der rygter om at jeg var mentalt ustabil" forklarede hun stille. Det havde ikke ligefrem været en hård tid, blot ensom. Det var nok også derfor hun ikke havde noget problem med at rende rundt alene den dag i dag. Hun havde jo været vant til at være alene altid. "Mit hoved kunne ikke håndtere alle billederne. Fotografisk hukommelse er noget som oftest kommer i mennesker eller formskiftere. De lever jo ikke ret længe, omkring 80 år eller så så hovedet kan godt håndtere alle informationer. Eftersom jeg kan blive meget ældre så havde hovedet svært ved at følge med. Jeg kunne ikke kende forskel på billeder og virkelighed. Jeg endte med at møde en elsker som fik ondt af mig. Han endte med at hjælpe mig til et punkt hvor jeg kunne håndtere det hele og det er derfor jeg kan sidde her nu." Det var egentlig rart at fortælle ham en smule om hvad der havde forgået i hendes liv. Hun gav ham et lille kys i panden og strøg ham blidt over kinden. Hun var så glad for at være ham tæt.

[Deleted]

Hongin så lidt på hende, før han kom i tanke om mad. Hun måtte være sulten og han kunne se at hun var blevet tyndere siden han sidst så hende. Hendes kinder var mere hule end de plejede at være og mens han havde krammet hende kunne han tydeligt mærke hendes ribben. Han var ikke glad for det og nu skulle der så gøres noget ved det.

"Min elskede lille blomst, du må være meget sulten eftersom du ikke fik noget at spise i går og eftersom jeg er en fange med privilegier kan vi godt gå ned i køkkenet. Der kan jeg lave mad til os og så kan vi snakke om hvad vi skal lave indtil Zean er færdig med at bygge hans by op og han igen får brug for dig. Lyder det som en god plan?" han så på hende og var stadig forundret over at en skønhed som Emiley valgte at være her sammen med ham. Forundret over at hun kunne lidt ham og at hun virkede så tryg hos ham. Han var så glad og følte sig så helt igennem tryg lige der, med hende siddende oven på sig, at han ikke kunne gøre andet end at smile til hende, før han tog hendes hånd og kærtegnede den, før han kyssede den. Han var nok denne verdens mest lykkeliste mand lige nu, lykkelig fordi han havde fundet sin anden halvdel.

[Deleted]

Hun havde sandt nok ikke spist ret meget mens hun havde været i Paggeija. Hun havde ikke haft hverken tid eller lyst. Sulten mærkede hun dog ikke lige nu. Hun var tilfreds nok nu hvor han var her sammen med hende. Hun havde ikke brug for andet lige nu. Hun kørte en hånd igennem hans hår og strøg ham blidt over kinden. Hvor var han bare dejlig. Dog måtte hans snak om mad få hendes mave til at rumle en smule. Hun nikkede roligt til hans forslag. "Noget mad lyder ikke dårligt. Så kan jeg også se hvordan hun laver så god mad og måske stjæle nogle ideer" sagde hun drillende og blinkede til ham. Hun mærkede hvordan han tog hendes hånd og førte den op mod sin mund. Det lille kys som faldt over hendes håndryg fik kun smilet til at brede sig. Hun endte med at rejse sig forsigtigt fra hans skød. Som hun gjorde det bed hun egentlig mærke i at det var en anelse koldt fordi hun ikke længere fik varmen fra ham også. Hun lagde armene om sig selv og vendte blikket mod hans skikkelse. Hun var ikke en som brokkede sig over sådan nogle småting. Hun var vant til at fryse når hun var ude på opgave så dette var ingenting og dog så var det ubehageligt når hun nu havde siddet og fået varmen fra ham. Hun endte med at strække sig en smule og køre hånden igennem hendes brune hår. "Du viser vej til køkkenet. Dette er første gang jeg er i huset" påpegede hun med et smil og ventede på at han ville vise hende vejen til køkkenet.

[Deleted]

Da Emiley flyttede sig fra ham kunne han straks mærke at han manglede noget, så Hongbin kom hurtigt på benene og fik fundet en skjorte, der var i hans tegnehjørne. Han tog den på, uden at lukke den, før han hurtigt smuttede over til Emiley og stillede sig bag hende. Hans venstre arm greb om hende mens han bruge den højre til at føre hendes hånd. Hans hud berørte hendes ryg og han var igen helt varm inden i. Så puffede han hende langsomt frem til de nåede døren. Her brugte han deres fælles højre hånd til at åbne døren med, hvorefter de gik gennem huset. I den baggerste del var der et stort køkken, hvor der var en tjeneste pige der havde gang i at forberede mad til vagterne der stod ved alle indgange og vinduer, så Hongbin og nu også Emiley ikke kunne flygte.



"Dette her er så mit køkken min kære blomst, og nu vil jeg så lave lidt mad til dig," sagde han, mens køkkenpigen hurtigt forsvandt. Hongbin slap Emiley og guidede hende over til en stol, før han så efter hvilke råvare han havde at gøre med. Der var forskellige slags kød og et godt udvalg af grønsager og frugter. Han snuppede noget kylling, kål, kartofler, gullerødder og en del forskellige urter før han fandt lidt ekstra i en lille kasse. Han gik så i gang med at kåge en suppe og tilsatte efterhånden de forskellige ting.



"Det bliver en god kylling suppe med urter og fyld, samt brød, som jeg laver rigeligt af så vi har til et par dage. Opskrifterne tog Un Myeong med fra Procias, men de er blevet ændret gennem tiden, så man kan bruge andre urter og råvare, afhængig af hvad man har og hvad man har brug for. Det jeg laver nu er midt for maven, da jeg kan se at du er blevet tyndere og regner med at du ikke har spist nok siden vi sidst så hinanden," forklarede han mens han arbejdede med maden. Mens suppen kogte lage han dej op, før han satte brødet ind og så satte sig hen ved siden af Emiley mens maden passede sig selv.

"Men hvad skal vi lave indtil Zean kommer tilbage? Jeg ville elske at tegne dig hvis jeg må, men ellers ved jeg ikke hvad vi skal få tiden til at gå min kære blomst. Har du nogle forslag?" Hongbin så på Emiley med det smil, der fik hans smilehuller til at træde frem. Han havde faktisk tænkt sig at nævne en anden ting, men undlod det da han ikke ville presse hende til noget hun ikke ville. Dog forventede han at de kom til at dele en del kys før Zean kom og sendte hende ud igen.