Leader of the pack

[Deleted]

Det var efterhånden længe siden Loup havde været i det gamle Manjarno. Han havde ikke været der, siden han havde deltaget i angrebet mod byen, som havde ført til landets overtagelse. Det stak stadig i siden på ham hver gang han tænkte på det, til trods for at såret for længst var healet, og det eneste der var tilbage af det, var en blegt ar som aftegnede en lang, smal streg over huden på ham.
Sandt at sige var Loup ikke videre interesseret i Manjarno som sådan. Men det var alligevel tilfredsstillende at se hvordan landet så småt var begyndt at falde ind i det nye styre – det dvasianske styre. Han kunne lugte forandringen i luften, hvor end han gik. Der herskede en herlig dunst af kaos i hele Ityrial, som om byen endnu ikke helt var kommet sig over det dødelige angreb. Loup huskede stadig hvordan dragen var dukket op, og næsten havde slået ham ihjel. Det fik ham til at skæve mod Neutranium, som om han forventede at se dragen vise sig grimme, skællede ansigt igen. Men der var intet ildsprudende bæst som tronede oppe i hvad der engang havde været høje tårn. Med et tilfredst drag på smilebåndet, skubbede Loup døren op til Den Brændende Flamme.
Omgivelserne passede ham perfekt. Højlydt og aggressivt. Han lugtede røgen fra et utal af tobakstyper og lugten af alkhol som en coctail i luften, og han nød det i fulde drag. Han tog plads ved bardisken og fik bartenderens opmærksomhed, og bestilte en flaske whisky. Bartenderen betragtede Loup med et køligt glimt, inden han tog imod mønterne Loup havde smidt på disken, og gav ham flasken han ville have. Loup tog sig ikke ulejligheden med at fylde op i noget glas; han trak proppen af flasken, og tog en solid mundfuld af væsken, som straks satte hans hals i brand. Med et tilfredst støn satte han flasken fra sig igen, og betragtede sine omgivelser. Umiddelbart ville han ikke selv være videre iøjefaldende. Med hans uredte hår og slidte læderkappe, passede han ind med de fleste andre som var i natklubben. Men hans blik var opmærksomt, og hans næsebor indikerede at han lugtede ud i rummet. Hans alliance med Eriz havde givet ham blod på tanden, og han vidste hvad han måtte gøre. Han måtte finde flere af hans brødre og søstre. Hvis han var heldig, kunne han finde et par stykker herinde og dræbe to fugle med den samme sten.

[Deleted]

Manjarno var indhyldet i uro, som kunne mærkes selv i de mindste kroge. Folk snakket, folk flygtede - dem som havde modet til det om ikke andet. Ej var det en situation som Izaiah følte, at han kunne drage nytte af. Med Keysha derhjemme, vidste han godt, at han havde flere at tage hensyn til. Desuden nægtede han at tro på at Procias ville lukke to varulve ind i landet, hvoraf den ene af dem, rent faktisk var blinde.
Under løftet om at passe på sig selv, havde han ladet Keysha være hjemme, og selv søgt ud. Pengene var ikke mange, men lige nu var det særligt ham, som havde brug for at få tankerne helt på plads igen. Han søgte til Den Brændende Flamme. Det som havde været et stamsted for ham igennem rigtig mange år. Lyden af snaksalige mennesker.. lyse som mørke.. fulde som ædru, føre en samtale, var det første som ramte ham, da han slog døren op.
Dunsten af alkohol, samt røg som dampede fra de forskellige borde, var end ikke noget, som man kunne tage fejl af. Han rynkede på næsen. Som dyr og særlig en ulv, var man måske ekstra opmærksom på disse ting. Ikke at han kunne gøre for det.. det var jo bare en del af ham. Han selv var let beskidt. Hans tøj var laset og gammelt, men det var nu det som han havde. Han nåede med faste skridt op til bardisken hvor han satte sig - Ikke langt fra den førkommende mand. Han lagde den sølvmønt på disken foran sig. Manden bag bardisken himlede med øjnene, men var dog klar over hvad han skulle have. Et glas vin.. Den billige udgave endda, som blev serveret for ham. Han havde haft sine fine finesser engang, men det var nu lang tid siden. Han måtte erkende, at han savnede dem i ny og næ. Han rystede på hovedet og tog en tår. Han nød det, også selvom den var tør i halsen. Ikke just det bedste, men hvad.. Det var det, som han kom i nærheden af, af luksusvare, når tiden endelig bød sig til det. Med et 'klink', satte han det igen på bordet foran sig og lagde hænderne opgivende foran. Dvasias tog mere og mere magten over landene.. Han frygtede uden tvivl for Keysha og hans eget velbefindende for fremtiden.

[Deleted]

Loups blik faldt på manden som tog plads ved hans side, og hvilede granskende på ham. Hans næsebor vibrerede, og et let drag på smilebåndet afslørede hans tænder – en ulvs smil. Det havde ikke været svært for ham at fastslå at manden som havde slået sig ned ved hans side var som ham. Det hang i luften omkring ham som en kappe man trak om skulderen. Forskellen var bare at denne kappe aldrig ville kunne blive taget af, uanset hvor meget man forsøgte. Ikke at Loup nogensinde havde gjort noget forsøg på det. Han nød hvad han var. Han tog stolthed i det, og i hver eneste forvandling han havde oplevet i løbet af sit liv. Hans blik endte med at falde på mandens drik. En vin? At dømme efter mandens ansigtsudtryk, var det ikke just hvad han ville have foretrukket. Han så faktisk ret så forpint ud. Det fik kun hans smil til at vokse sig en anelse bredere.
”Sikker på du ikke vil foretrække noget stærkere end dét?” spurgte han ham, og vippede flasken med den gyldne væske lidt frem og tilbage. Han var ikke i tvivl om at manden, ligesom ham selv, kunne lugte dens brændende indhold. Endnu et drag på Loups smilebånd. Det var bestemt ikke fordi han var typen der delte sine drikke – snarere tvært imod – men det ville være en udmærket måde at få manden til at varme sig op for ham. Hvis han da tog imod hans tilbud. Loups blik gled lidt op og ned af manden. Det lå ikke i hans natur at være diplomatisk – overhovedet. Som varulv virkede den aggressive fremgangsmåde meget mere frugtbar, meget mere naturligt for ham. Men det var ikke sådan ligetil at starte en slagsmål og kræve hans respekt på dén måde. Så hellere gå den mere diplomatiske vej. Appellere til hans logik.

[Deleted]

Izaiah havde levet med varulvens forbandelse igennem rigtig mange år. Det var blevet en del af ham nu, som han havde haft nemmere ved at acceptere, og særligt efter at Keysha var blevet en aktiv del af hans liv. Manden ved hans side, sad med en særlig aura, som han måtte vende opmærksomheden i retningen af. Vinen var ikke videre tiltalende, men det var det som han havde pengene til en sjælden gang, når han tillod sig at tage en tur ud. Tilværelsen var hård, og særligt efter at landet var blevet overtaget af Dvasias. Han var ikke videre begejstret for tanken om det, men han lod den gå for nu. For alt hvad han måtte vide, så kunne det være at det blev bedre fra nu af?
Stemmen ved hans side, fik ham til at hæve blikket en anelse. Han vendte det langsomt mod manden ved hans side. Lumsk af udseende. Han måtte være dvasianer. Det var egentlig det eneste, som gav mening i en situation som denne. Han trak svagt på smilebåndet. "Det kræver en økonomi, som vi ikke kan imødekomme i min husstand," sagde han ærligt. Han var gået fra en stor forretningsmand, til at være.. det her. Det var ikke noget som han var videre stolt af, men han havde fået Keysha ud af det, og det var hende, som gjorde det værdigt for ham, at det var sådan. Hans blik hvilede på manden ved hans side, hvor han bevidst valgte at se bort fra flasken, som han næsten provokerende måtte sidde med i sine næver. Gjorde han det for at drille? Hovedet søgte på skrå. "Jeg mindes ikke at have set dig her før," bemærkede han pludseligt. Opsøgte han rent faktisk en samtale? Det plejede han ikke at gøre med nogen som helst, og særligt ikke efter at Manjarno var underlagt det mørke land. Det som han ellers selv igennem så frygtelig mange år, havde forsøgt at flygte fra. Nu stod det jo nærmest og bankede på hans dør.

[Deleted]

Manden undgik at se på flasken, men om det var på grund af mangel af interesse, eller for at undgå en fristelse, kunne Loup ikke sige med sikkerhed. Ikke desto mindre havde han da fået mandens interesse. Mere kunne han ikke bede om. Og manden havde oven i købet røbet at hans økonomi ikke var den bedste. Bedre kunne det næsten ikke blive, om han så ikke bare serverede ham sin støtte på et sølvfad!
”Jeg plejer ikke at være i Manjarno… Eller hvad man nu skal kalde det her land.” indrømmede han sandfærdigt. Han plejede altid at vandre i de dvasianske skove. Mørket hjalp ham alligevel ikke med at skjule sig, med hans hvide og iøjefaldende pels, men det gjorde ham intet. At han var så iøjefaldende gjorde kun udfordringen større, og tilfredsstillelsen bedre, når han nedlagde sit bytte – om det så var menneske eller dyr. Et smil formede sig over de smalle læber, og han tog endnu et drag af flasken, og nød den brændende fornemmelse i mund og hals, før han igen satte flasken fra sig. Denne gang placeret på disken mellem ham og manden, som en åben invitation. Som for at understrege sin invitation lavede han en gestus mod flasken, uden at tage blikket fra manden foran ham. Han kunne næsten lugte ulven i ham. Han var ikke i tvivl om det. ”Tag dig en slurk. Hvis ikke en ulv kan hjælpe en anden, hvem har vi så at støtte os til?” spurgte han sigende. Manden var måske ikke ligefrem økonomisk stabil – men det var Loup trods alt heller ikke selv. Alt det skulle nok forandre sig, så snart han havde samlet støtte fra de varulve han kunne opspore. ”Det kan være det kan blive mere lønsomt for dig, hvis du har tid til at lytte til mit forslag.” fortsatte han. Loup var virkelig ikke typen til at snakke udenom emnet. Han var meget mere for at gå direkte i kødet.

[Deleted]

Hvem kunne prale om en god økonomi i denne tid? Jovist var det noget som Izaiah havde haft engang, men det var ved at være mange år siden. Selv nu hvor denne mand havde hans fulde opmærksomhed, brød han sig ikke om den mine som lagde sig i hans ansigt. Han gengældte det med et kun kortfattet blik.
Flasken forsøgte han for alt i verden, ikke at kigge for meget på, dersom han kunne blive fri. At denne mand så satte den mellem dem, nærmest som en invitation, forundrede ham dog. Hvad var han ude på? Han endte dog med at gribe ud efter den, og dermed takke ja til hans invitation. "Du er langt hjemmefra, min ven," sagde han endeligt, inden han tog en tår, og lod den klinge mod bordet igen efterfølgende.
Manden måtte være varulv. Det var det eneste, som lige gav mening i en situation og stund som denne. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Søgende og undrende. "Det er ikke ofte, at jeg passerer andre ulve, må jeg sige," pointerede han med en sigende mine. Han lod hovedet søge på skrå. Pludselig var hans egen ellers så 'dyre' vin, ikke rigtigt noget som han ønskede at tage del af, da det var denne mand som havde hans fulde opmærksomhed. Han havde et forslag? Ja, han pakkede i hvert fald ikke tingene ind, eller trak tiden ud. Det var noget som han havde stor respekt for i den anden ende. "Og lad mig høre. Hvad skulle det forslag så end være?" fortsatte han. Han var nysgerrig, og dog.. var han bange for, hvad det kunne ende med at være. Noget som omhandlede ham? Keysha? Åh, der var jo ikke det, som han ikke ville gøre, for den arme kvinde.

[Deleted]

Et tilfredst smil gled over Loups læber, da manden tog imod hans invitation, og drak fra flasken. Det var ganske vist ikke fordi han selv havde god råd, og denne flaske ville være den eneste han havde råd til foreløbig, men hvis den kunne købe ham en varulvs loyalitet, var det alle pengene værd. Han skulle nok finde en eller anden måde at skaffe mere på.
”Du er endnu længere væk. Varulvene havde engang store flokke i de dvasianske skove. Hvis du er flyttet herud, må du have haft en god grund.” pointerede han. Det var ganske vist længe siden varulvene var samlet i store flokke. Hvis alt gik vel, ville det snart forandre sig. Han fornemmede en tilfredshed i manden, da han spurgte ind til hans forslag. Han måtte nok en gang blotlægge tænderne i et bredt smil, som gled fra øre til øre. Han rettede sig op i stolen i sin fulde højde, men endnu uden at hans mørke øjne forlod manden. Han kunne næsten fornemme de følelser han gik igennem, mens han ventede på at Loup forklarede. Som om han kunne smage det i luften. ”Varulvene er udsatte og spredte.” startede han. Det var et faktum. ”Det er længe siden vi har været samlet, og det har gjort os svage. Se hvad andre racer har gjort, når de har samlet deres styrker. Dødsenglene i Paggeija, for eksempel. De var også spredte og udsatte – nu har de en hel by, de kan kalde deres egen. De går ind i en ny storhedstid.” Hans smil blev sigende. Hans pointe burde snart være tydelig. ”Jeg ønsker det samme for varulvene. Jeg vil samle vores brødre og søstre, så vi igen kan leve som vi var ment til at leve. Et bedre liv, end det her.” Han lavede en håndbevægelse mod mandens glas, som for at indikere at hans dårlige vin var det bedste eksempel. ”Jeg har allierede som kan bidrage med støtte til dem jeg samler. Hagen er at man skal kunne lade sig lede.” Han lænede sig let frem mod manden, og tog igen sin flaske tilbage. Som om han havde ladt manden få en smagsprøve af hvad han kunne tilbyde, men intet mere. Hans blik havde endnu ikke sluppet ham. Han tog en tår af whiskyen og stønnede tilfreds. ”Du er vel interesseret i et bedre liv, er du ikke?”

[Deleted]

Izaiah tog imod invitationen, udelukkende fordi at han ikke følte, at der lå nogen anden forpligtelse i det, end at lytte til det som han nu end havde at fortælle. Han trak kort på smilebåndet og foldede hænderne over bordet foran sig. "I så fald, er jeg endnu længere hjemmefra, end hvad du er.. Jeg har boet i Imandra i rigtig mange år.. Jeg har nu mine meget personlige grunde til at have slået mig ned her," fortalte han med en rolig stemme. Hvorfor lyve for ham?
Selv lod han Loup tage flasken igen. Det havde uden tvivl været rart. Han kunne slet ikke huske hvornår han havde været så heldig at få noget, som det. Det brændt endnu i halsen.. men før i tiden, havde det nærmest været hans foretrukkende drikke. Det var bare langt tilbage. Dog lyttede han meget opmærksomt til hvad denne mand havde at berette om. "Jeg har kun hørt om det, som andre har formået at udrede igennem den sidste tid, min ven. Hvordan og hvorfor, har aldrig faldt mig i interessen, såfremt at jeg har fået lov til at leve mit liv. Det er måske ikke det store og prægtige liv, som jeg førhen har haft, men det er nu et liv." Han fulgte mandens blik mod hans glas. Nej.. det var bestemt ikke det her liv, som han havde lyst til at fortsætte med at leve, men for pokker, han var jo nødt til at prøve, så godt som det nu var ham overhovedet muligt. Han trak vejret dybt. "Så det du egentlig forsøger at sige, er at du ønsker at gøre de store engle kunsten efter?" spurgte han direkte. Sjovt.. det bredte sig jo som en ring i vandet. Han var dog fascineret. Det var på tide, at der rent faktisk var nogen, som gjorde noget ved det her.
Hovedet lod Izaiah falde lidt på sned. Han så tænksomt på denne ulv for et kort øjeblik. Hvem var ikke interesseret i et bedre liv, når hver dag var en kamp for overlevelse? "Det er en drøm. Det indrømmer jeg gerne... Og.. hvordan helt præcist har du tænkt dig det her?" Han havde i hvert fald hans fulde opmærksomhed.

[Deleted]

Loup ventede tålmodigt mens han betragtede manden vurdere hans forslag. Han kunne næsten mærke hvordan varulven vejede argumenterne for og imod, og han kunne med tilfredshed smile, da han så ud til at dele hans holdning om det. Han havde aldrig troet at det skulle gå så nemt som det gjorde. Hvorfor havde han ikke tænkt på at gøre noget ved sagen noget før?
”Hvordan jeg har tænkt mig at gøre det?” spurgte han, som om der var et koncept ved hans forslag manden slet ikke havde forstået. Var det ikke åbenlyst? Han smilede overbærende til ham. ”Jeg vil samle varulvene i én stor flok igen. Spredte er vi svage, men hvis vi er samlede, er vi stærke. Vi kan igen kræve den respekt, varulvene engang havde. Vi vil ikke behøve luske rundt i skyggerne. Varulvene vil igen blive grunden til at folk vil frygte at vandre i skovene om natten, om månen så er fuld eller ej!” Han tog endnu en tår af den gyldne væske. ”Jeg vil lede varulvene ind i en ny storhedstid. Med mig som leder, kan jeg sikre dig og dine en bedre fremtid. En, hvor du ikke behøver lade dig nøje med billig vin, når du kan få det bedste ildvand som kan købes for penge.” Han holdt sigende flasken frem igen, som for at understrege sin pointe. Hans blik havde gransket varulven foran ham nøje, som for at aflæse hvordan han reagerede på hvad han foreslog. Loup var måske stor i munden, og kom med store løfter, men selvsikkerheden i hans ord kunne nemt give det indtryk at han virkelig kunne give hvad han tilbød. Han var i hvert fald selv overbevist om det. Hvad skulle kunne stoppe ham? Med en flok af varulve i ryggen, foruden den støtte han kunne få gennem sin alliance med Eriz, kunne han ikke standses! ”Mit navn er Loup. Jeg håber jeg kan regne med din støtte…?” Han rakte hånden frem og så afventende på manden. Han havde slet ikke fået hans navn endnu.

[Deleted]

Tavst forholdt Izaiah sig, da Loup fremlagde sin tale. Jovist lød det alt sammen meget godt, men kunne det i det hele taget forholde sig således i praksis? Var det muligt, at opnå den samme storhed, som de øvrige, som havde udført samme nummer? Dæmoner? Warlocks? Dødsengle? Der var mange, som havde gjort det, og særligt igennem den sidste tid. Det eneste, som han ønskede sig, var at ham og Keysha kunne have det godt. Hvad andet var der af stor betydning end det? "Store tanker at dele med en fremmed mand," begyndte han. Hans blik fulgte ham meget nøje.. Hvem var han? Umiddelbart lød han bare som en fremmed mand, som havde for mange tanker, som han sagde en kende for højt. For alt hvad han vidste, var det tomme ord.
Som manden dog præsenterede sit navn, måtte han igen genvinde Izaiahs fulde opmærksomhed. Han trak vejret dybt, inden han dog alligevel hævede hånden og tog fat om hans hånd i et fast håndtryk. "Izaiah," præsenterede han sig. En vis stolthed måtte alligevel melde sig i hans stemme, som han præsenterede sig ved navn. "Hvis jeg holder dig på ordet.. Loup.. Og denne race skulle formå at opnå den samme respekt.. de samme levekår og retten til livet, som enhver anden, som befinder sig i.. det nuværende Dvasias. Hvis du kan sikre mig og min elskedes vores liv.. og andet end billig vin, når mønterne rækker til det, så kan du regne med min støtte," sagde han ærligt. Han havde en kær i livet. En kvinde som langt de fleste ville anse som mere værd død end levende på grund af hendes handicap, men end ikke det havde stoppet ham i at skulle åbne op for hende. Hovedet lod han søge på sned. "Dertil glæder jeg mig til at følge dig i færden mod det bedre liv," sagde han ærligt. Han var rent faktisk spændt på, om det var noget, som rent faktisk ville gå i opfyldelse. Gud hvor han dog håbede på, at det ville!

[Deleted]

Loup måtte give manden – Izaiah, havde han kaldt sig – ret. Under normale omstændigheder ville hans store mund have været direkte livsfarligt for ham. Men hvad havde han at frygte her? Izaiah var en varulv, som ham selv – han kunne lugte det på ham – og hvad der gavnede Loup, ville gavne ham. At afvise ham ville være direkte idioti! Selv en mand som Loup, som havde en tendens til at være mere i ét med sine dyriske instinkter end sin menneskelige logik, kunne se dét.
”Bare rolig, Izaiah.” svarede han selvsikkert, da han trykkede hans hånd. Smilet voksede om hans læber. Han kunne ikke påstå at have hørt Izaiahs navn før, men så var Loup heller ikke typen der gik op i adelen, eller hvem der havde været en adelig. Han syntes simpelthen den slags ting var alt for kedelige. ”Du, jeg, din elskede… Alle varulve vil få det bedre end det vi har nu. Det kan jeg garantere for.” Med et smil om læberne tog Loup endnu en tår af flasken. Den var nu halvfuld, men Loup så ikke ud til at ænse det. Hans opmærksomhed var rettet mod Izaiah. Han havde en kvinde i sit liv. Så var det ikke så underligt at han var så hurtigt ude med at give ham sin støtte. Ikke at det gjorde ham det mindste; så længe han havde hans støtte, var han egentlig mere end tilfreds. Så måtte hans grunde være hans egne. ”Jeg er glad for din støtte, Izaiah. Du er den første af mange som kommer til at støtte mig. Bare vent og se. Varulvene kommer til at være stærkere end de nogensinde har været før.” Et glubsk glimt viste sig i hans øjne et kort sekund, før det så ud som om han lagde bånd på sig selv, og igen smilte roligt til ham.

[Deleted]

Under normale omstændigheder, ville Loup stå til at miste hovedet for de udtalelser, som han hermed måtte dele i det offentlige rum. Nu var det bare til hans held, at der ikke var noget normalt under disse omstændigheder. Manjarno var ej et eget land længere, og mørket havde strukket sig langt. Var det underligt, at han var bekymret for ham og hans kæres velbefindende for fremtiden? Selv han havde brug for at vide, at det som de ville få ud af det, var mere trygt og mere sikkert, end det som de havde nu.
De mørke øjne hvilede på ham. Ulv til ulv, så var det en yderst alvorlig samtale som de havde gang i. Hvis det skulle være starten på en ny æra for varulvene, var han faktisk glad for, at det var noget, som han kunne få lov til at blive en del af, og særligt sådan, som det nu måtte forløbe. "Det er store løfter, du giver mig, Loup," begyndte han med en kortfattet stemme. Ikke fordi at han ikke stolede på, at manden kunne holde ord, for det kunne han sikkert godt. Han rettede sig en anelse op. Det her var faktisk endt med at blive en meget interessant dag, hvis han selv skulle sige det. "Du kan regne med mig, hvis du kan love og garantere, at min kære om ikke andet, er i sikkerhed," fortsatte han. Keysha var det vigtigste for ham, og dertil, så kunne han godt underkaste sig en anden alfa. Hvad gjorde man ikke for kvinden som man holdt af? Selvom han uden tvivl måtte anse Loup som en konkurrent på det punkt, så var det en konkurrent, som han måtte give efter for. "Vi har brug for at rejse os, og vise os stærkere. Hvis du er den mand som skal lede os til den, så er jeg en mand, som du kan regne med," sagde han ærligt og med et bekræftende nik, hvorefter han tog hånden til sig. Det havde uden tvivl vist sig, at være en meget interessant aften!

[Deleted]

Tilfredsheden kunne dårligt nok være synligere i Loups ansigt, da Izaiah nok en gang bekræftede at han kunne regne med hans støtte. Izaiah var ganske vist den første varulv han var kommet i kontakt med siden han havde besluttet sig for dette, men man skulle trods alt starte et sted. Og hvis Izaiahs dame var en varulv som dem, forventede han også hendes støtte gennem Izaiah. Mange bække små… og der skulle nok være flere bække at finde, spredt rundt i Dvasias og det gamle Manjarno.
”Jeg garanterer det.” forsikrede han ham, og sendte ham et betryggende smil, som nok en gang afslørede hans tænder. Hans smil kunne kun beskrives som et ulvesmil.
”Men det er én ting at sige at jeg har din støtte, Izaiah. Jeg forventer at du kommer til at vise det, når tiden kommer.” fortsatte han, nu med en mere alvorlig mine i ansigtet. Ord er vind, var der engang én som havde fortalt ham. Det var så nemt at sige at man støttede nogen – specielt når man lovede guld og grønne skove for en selv og ens familie – men det var noget helt andet at handle på støtten. ”Når jeg samler alle varulvene,” Det var ikke et spørgsmål om ’hvis’. ”forventer jeg at dem, der har lovet mig sin støtte, også vil låne mig deres styrke. Hvis varulvene skal fungere som en samlet enhed, må vi også forvente at skulle stå op imod dem der vil stå i vejen for os. Så forventer jeg at du vil være at finde i kampen, med blottede tænder og kløer.”

[Deleted]

Loup var tilfreds og Izaiah var tilfreds. Kunne det så blive bedre? Hans blik hvilede dog endnu meget alvorligt på denne mand. Han var ham ukendt på alle måder, foruden navn og nu race, men det var uden tvivl spændende, det som skete her. Det var en ny æra for varulvene, hvilket var noget, som de havde set frem til igennem rigtig mange år, men derimod uden at der havde været nogen, der havde turde tage det skridt, som det krævede.
"Forstå mig ret, min gode herre. Min udkårne og jeg, befinder os i en mere udsat situation, end hvad de fleste nok oplever i denne tilværelse," fortalte han roligt. Støtten skulle Loup nok få af Keysha igennem ham, men ej ville hun være i fronten med klør, tænder og den utrolige styrke, som de var i besiddelse af. Hans blik udstrålede alvor. Han fandt sig ikke i det, hvis der skulle ske noget med hende! Overhovedet ikke faktisk!
"Min støtte kan du regne med i fysisk og psykisk forstand. Dog skal du ikke regne med at se min kære i feltet, dersom et slag om lederposten vil stå," afsluttede han roligt. Han skubbede roligt sin vin fra sig. Den var pludselig ikke nær så interessant, som det andet, der foregik for øjnene af ham. Hans blik hvilede på Loup og i alvorlige folder. Det var ikke småting det her. Det var rent faktisk en meget stor ting. En stor ting, som han faktisk følte sig beæret over, at kunne få lov til at blive en del af, da han oprigtigt ønskede at blive en del af den kommende flok, såfremt at Keysha var i sikkerhed.

[Deleted]

Loup betragtede Izaiah vurderende, da han var kommet med sit svar. Et sted var han måske skuffet. Hvis den gamle leder ville vælge at kæmpe imod når han ville tage magten fra hende, forventede han al den støtte han kunne få. Hvis han havde nok ulve i ryggen, ville det måske ikke engang blive nødvendigt med en kamp – skønt, hvis dét skulle blive tilfældet, ville Loup faktisk blive dybt skuffet. Hans evige blodtørst ville altid få ham til at vælge det blodige alternativ. Han skar en grimasse, og drejede blikket væk fra Izaiah.
”Hvis din udkårne ikke kan være til nytte i kamp, må hun være til nytte på andre måder.” fortalte han ham. Det burde vel være noget Izaiah kunne gå med til? I det mindste kunne Loup regne med hans hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var da altid en start. Hans blik faldt tilbage på Izaiah. Hans ansigt havde været i så alvorlige folder, at Loup næsten kunne mistænke ham for at ville trække sin støtte, hvis han havde krævet hans udkårnes støtte. Men han vidste at Izaiah ikke ville gøre det. Ikke når han havde givet ham de tilbud, som han havde. ”Men din støtte forventer jeg, Izaiah. Jeg er sikker på at du forstår at jeg ikke vil se let på det, hvis det går som jeg har planlagt, og varulvene under mig er utaknemmelige.” Det var denne gang ham, som så alvorligt på ham. Havde de været i deres ulveforme var Loup ganske overbevist om at de ville have stået og snerret af hinanden. I stedet nedstirrede de hinanden. ”Jeg ved ikke hvad der hindrer din kvinde i at støtte mig i form af styrke. Men jeg vælger at stole nok på dig til ikke at forlange noget af hende. Til gengæld kommer jeg til at forlange al din støtte, til gavn for mig såvel som dig selv og din kvinde.” Loup tog endnu en dyb tår af flasken, uden at hans blik forlod Izaiah. Han måtte lade ham forstå alvoret i situationen.