A night by surprise..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var ved at være aften. Mørket havde for længst valgt at skulle sænke sig henover den store himmel. De mange stjerner var slet ikke til at se for de mange.. ekstremt mange skyer som måtte fortsætte deres rejse henover den store himmel. Den kraftige vind slog direkte mod alt og alle, som den overhovedet kunne komme i nærheden af på denne måde også. Deriblandt også Junior. Det var fuldkommen øde.. ikke så meget som en lyd foruden lyden af den så kraftige vind som måtte rive i de mange træer som stod fuldkommen blotte og nøgne efter at have smidt de mange blade igennem efteråret. Kutten som hvilede over hans hoved, blev kraftigt revet af i og med, at han måtte lade blikket falde direkte mod jorden. Han nægtet at søge tilbage mod Procias nu. Han havde ikke sat sin fod der for en mindre evighed efterhånden. Han vidste hvad han ville ønske og det var nu for alvor at han havde sat sin egen færd i retning af det. Selv det klare vand i den store og nu så iskolde sø havde deres mange ringe som blev drevet af vindens retning. Han stoppede op ved kanten. Her var der i det midnste ikke så forbandet meget sne.. Heldigvis.. Han var efterhånden så voldsomt træt af sne, at det stod ham langt ud af halsen! De rødlige øjne hvilede næsten tomt på den store sø. En flugt fra sit eget land.. Tronen havde han jo trods alt ikke sagt fra sig endnu og han vidste, at det var noget som skulle ske før eller siden. Han var ikke længere et væsen af lyset, han var blevet en del af mørket.. han havde ikke nogen anden mulighed end at skulle frasige sig den, det ville uanset ikke være rigtigt, at skulle blive siddende der og beskytte landet mod det onde og mørke, når han selv var blevet en del af det? Han sukkede dæmpet, lod armene falde mere omkring hans egen krop i en form af selvomfavnelse. Sværdet hvilede ved hans side.. heldigvis efter alt det som Lysander havde lært ham med våbenbrug og magi og han agtede at gøre brug af det hvis det skulle blive nødvendigt! Tungen lod han væde læberne med en eftertænksom mine. Han blev stående.. rokkede sig ikke en tomme.

[erica]

Erica vandrede langs sneen, hun havde en lyst til at bruge sine ben. Efter at hun fløjet så langt som hun gjorde i går, Erica fulgte bare stien som der lå placeret midt på marken, vinden var meget blæsende, og dejlig for Erica. Erica nød den brusende vind som tog i hendes blonde hår, man skulle tro at hun frøs sine arme, men faktisk ikke. Erica brugte sine evner helt ubevidst til at skabe en vind der fulgte hende som varmede hende op, dog bar hun stadig en kappe som fulgte vindens bevægelser. Kutten over hendes hoved var for længst faldet af. Hendes isblå øjne skimtede let landskabet omkring hende, det var helt åbent og alt græsset lå ned pga. denne hårde vind som stod direkte ind på hende, hun gav et sagte smil til kende og kiggede op imod den mørke himmel som bredte sig fra Dvasias.. ” Jeg sagde du skulle holde din kæft!” Råbte hun til himlen.. en stemme snakkede til hende inde i hovedet, sygdommen var blevet værre efter den episode med hendes familie, som om at hun var blevet hjemsøgt at de ånder, Erica aftalte med sig selv at hun måtte opsøge en Warlock, selvom hun godt nok ikke lystede andres selvskab lige for tiden, hun havde denne vrede som bare boblede inde i hende, det var trættende for hende. Erica tog sig let til hovedet, hun var svimmel og irritabel... hun slog blikket til højre hun hørte en stemme, men slog det ud af hovedet igen da det bare var hendes sygdom. Der gik lidt tid med at gå i det blæsende vejr før hun nåede til en sø, hvor en ung fyr stod ved vandet, Erica var tørstig så hun var egentlig ligeglad, hun gik hen bag ham og lagde en hånd på hans side og skubbede ham til side, hvorefter at Erica bøjede sig ned og tog noget vandet som hun hurtigt fik hældt ned, hun vendte sig om og begyndte at gå imod det sted hvor hun kom fra. Det var virkelig en lang tur for at få en lille tår vand. Erica var virkelig vred! Denne gang skulle ingen komme i vejen for hende!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Stilheden viste sig dog klart, at skulle være ekstrem kort. Det pludselige udbrud, som klart og hurtigt måtte tvinge Junior ud af hans egen tankegang i form af en drømmeverden. Han blinkede let med øjnene og rystede stille på hovedet. Igen havde han taget sig i, at skulle tænke på Cayla. En så kær en kvinde og en skønhed så ubeskrivelig. Han vendte blikket hurtigt, da han fornemmede en hurtig tilstedeværelse i form af en hjertebanken. Et levende væsen var det dog i den grad, det kunen han virkelig ikke tage sig selv, i at skulle betvivle. De rødlige øjne faldt direkte til skikkelsen, selvom han dog knapt nåede at skulle reagere med det ene eller det andet, før hendes hånd var placeret i hans side, hvor han blev kuffet ud af hendes vej til det klare og iskolde vand. Balancen som han klart måtte vakle for at finde idet han stillede sig fast, stabilt og med blikket hvilende mod hende. Hans egne kampe med det mørke og lyse i hans sind, var noget som for længst havde ophørt, efter at han var blevet bidt og gjort til en del af mørket også på denne måde. Han kneb øjnene lettere irritabelt sammen. Hun skulle bestemt ikke komme her og tro, at hun ville eje det hele, for her var der plads til alle! "Der skal være plads til alle her," sagde han med et let fnys. Han lod armene falde over kors og med det samme faste og næsten følelseskolde blik hvilende på hende. Hvem hun troede hun var, vidste han ikke, men her vidste han, at hun i den grad måtte ligge under ham statusmæssigt.. hvor hun så ville ligge talentbevidst eller med hensyn til evner genstod vel også at skulle finde ud af? "Du kunne da pænt havde bedt mig om at flytte mig, hvis jeg stod i din vej." Tilføjede han kortfattet, næsten belærende som det klart var en handling valgt bevidst, set fra hans side af. Den ene hånd sænkede han stille mod sværdet hvilende ved hans side.. han vidste at selv i Manjarno og klart i ly af natten og dens mørke, så var ingen sikre og han tog virkelig ikke nogen chancer efterhånden, det havde virkelig kun vist sig, at være alt for farligt!

[erica]

Erica slog blikket op, hvor vovede han? Hvor vovede han at gå imod hendes vilje? Erica gik hende til ham.. tog fat i hans krave og løftede han let fra jorden .. ” Hvis du står i vejen, slår jeg dig ihjel” Hviskede hun til hvorefter hun smed ham imod jorden. Denne mand, hvem var han? Han måtte da ikke være bange hvis han turde snakke sådan til hende, ikke engang i hendes gamle landsby snakkede de sådan til hende?! Erica gik hen til denne mand som lå på jorden, hendes isblå øjne hvilede ned på ham .. ” Svækling.. ” fnysede hun og vendte sig om og begyndte at gå igen. Hun samlede sin kappe op som åbenbart var faldt af hende i det hun havde kastet ham imod jorden. Hun viklede den om sig og bandt en knude. Vinden var blevet endnu stærkede nu, nok også fordi hun var så vred og ikke kunne styre sine evner når hun var vred, skulle denne mand til at lide? Kunne han mon overleve det? Erica vendte sig igen .. ” Du gør klogt i ikke at sige noget nu.. ellers slår jeg dig ihjel, din svans. Kom igen når du er blevet stærkere.. Had er vejen frem.. hvilken idiot er du?! Jeg går vel ud fra at du er fra Procias når du snakker sådan til mig . ” Sagde hun og grinte med en hysterisk latter .. [/b]” Du bliver den første... og derefter slår jeg alle andre ihjel i Procias!”[/b]

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig nogensinde været bange af sig, det var der ingen tvivl om. Han frygtede intet mere eller mindre.. han havde vel heller ikke haft en grund til det? At hun så vendte sig og med den så tydelige vrede som virkelig kunne læses i hendes blik, som havde det været en åben bog, var noget af det første som han måtte fange sig af. Han stivnede svagt, da hun bare hævede ham over jorden. Han kneb øjnene fast sammen. Hvordan vovet hun at gøre dette overfor ham!? Han havde absolut intet gjort! Andet end at stå på stedet selvfølgelig.. hvad pokker var der gjort forkert i det!? "Alle har ret til at være her!" sagde han med en fast tone. Han gispede svagt, da hun kastet ham fra sig, selvom det klart mere tydelige gisp brød hans læber, da han røg direkte i jorden. Han satte hænderne fast mod jorden og rejste sig med en lettere skælven og en lettere forvirring i blikket.. Det var nu ganske sjældent at han vandret rundt uden at blive genkendt og det var virkelig noget som forundrede ham mest. Denne gang lukkede han hånden fast omkring det sværd som han havde hvilende ved sin egen side. Det selv samme som hans 'far' havde brugt før ham og det selv samme som tilhørte Procias som et stort og samlet rige. Han trak det dog ikke.. ikke endnu, det kunne han virkelig ikke få sig selv til. "Jeg er.. eller var Procianer og den tone vil jeg slet ikke vidne! Jeg er Lestat De Lochèr Maloya Junior og du gør klogt i at tiltale mig i en anstændig tone!" sagde han med en betydeligt mere irritabel tone. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen og med den samme faste mine i ansigtet.. Dette gjorde ham kun vred.. det gjorde ham virkelig vred! Denne kvinde var sindssyg.. det var nu allerede noget som han havde konstateret allerede fra start af.

[erica]

Erica kiggede på hende .. ” Og denne Lestat Maloya eller hvad fanden du nu end hed, kan være en død man om 2 minutter” hvæsede hun af ham, i Ericas øjne var han ikke anstændig.. ” hvorfor skal jeg være anstændig? Jeg har intet at bevise overfor dig. Du må tro hvad du vil, dette bliver din sidste tanke.. ” Sagde hun og hoppede elegant tilbage og tog hænderne op på ryggen,en vind startede med at blæse kraftigt i mod Juniors sted, eller der hvor han stod. Sigtbarheden faldt meget og en tåge begyndte at brede sig. Man kunne tydeligt høre Erica grine rundt omkring i tågen, dog ikke se hende. Vinden larmede en del, men hendes grin kunne overdøve det. Grinet var overalt i tågen, men stoppede brat op. En susen kom fra jorden af. Hvor nogen nåle fulgte jorden. For at ramme Junior i benene som skulle gøre at han ikke kunne gå. Nålene var virkelig spidse og kunne penetrere træ. Erica landte blidt på jorden efter at Nåle var fyret af sted. Hun lavede nogen bevægelser med armene så det hele begyndte at blæse rundt igen. For at skabe en forvirring for Junior

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var i den grad voldsomt stolt over sit navn og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han bar det med en stolthed og ham som royal, var kun noget som man bare måtte acceptere! Han kneb øjnene fast sammen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Var der noget som han bare ikke kunne tage, så var det at hun skulle opføre sig sådan.. ikke bare, at dette var et stort og åbent sted, hvor alle burde have muligheden for at skulle opholde sig, uden at det altid skulle ende i de mange stridigheder som han bare ønskede at få bugt med! Denne gang valgte han, at trække sit sværd og holdt det fast og stødigt oppe foran sig. Det samme faste blik hvielde på hende.. han tog det bestemt ikke væk! Den så ekstremt kraftige vind som pludselig måtte slå så fast mod hans skikkelse, gjorde det betydeligt sværere for ham, at skulle kunne se. Latteren som måtte bryde tågen, kunne han på ingen måde placere på nogen steder og han hadet det virkelig ikke at kunne få det som han ønskede det! "Hvad er det du gør?!" hvæsede han med en fast og så kraftig tone. Dette var virkelig på kanten! Ikke at han var meget trænet til kamp, men han kunne i den grad forsvare sig! Smerten som så pludseligt endte med at tage til i hans ben, hvor han kraftigt måtte bukke under for et smertefuldt skrig, da det var kommet som et rent og skært chok. Han tog kraftigt fat i hans ene ben og med blikket som han vendte op. Det var virkelig umuligt at se! Han bed tænderne kraftigt sammen. "VIS DIG!" hvæsede han med en kraftig stemme, da han selv kæmpede for at skulle komme op på benene igen. Svært var i den grad, det gjorde virkelig ondt!

[erica]

Erica stod blod i tågen, hendes blod var iskoldt, denne Junior fyr skulle dø og det kunne ikke gå hurtigt nok! Tænk at blive født ind i status? Hvad bildte han sig ind? Han kunne ikke komme her og bestemme over hende, Erica stod blod i tågen og grinede, hun kunne ikke tage ham seriøs, hvorfor skulle hun stoppe? Hun havde det jo lige så sjovt? Erica smilede og fløj op i luften, tågen brugte hun til at lokalisere ham, da det var hendes magi, kunne hun jo mærke hvor han befandt sig og derved sigte efter det sted, tågen gav hende et indre syn som kunne gøre at hun kunne sigte præcis efter der hvor hun gerne vil ramme, Erica smilede og fandt nålene frem igen, denne gang var antallet fordoblet, en for hver finger, som blev skudt lidt væk fra Junior, Erica fløj ned og gjorde sig usynlig og fløj direkte hen foran Junior og gav et spark ud efter hans hoved som skulle få ham til at flyve ind mod de nåle som hastigt var på vej. Erica lo blot af det som var ved at ske, det kunne godt være at han var Royal, men hvad fanden betød han når det kom til stykket, da Ericas fod sussede imod hans ansigt, selve tågen forsvandt foran hendes fod, da hun brugte sine evner til at få mere fart på sit spark og få en større effekt på Junior, som sagt kunne man jo ikke se hende så det vil få en stor effekt på ham. Ericas fod ramte Junior lige på kinden og det gav et ordenligt knæk, hvorefter at Junior fløj tilbage og lå lige der hvor Nålene skulle komme fra himlen, Erica kom frem og blev synlig og kiggede på Junior ” Fint.. Nu er jeg synlig, men hvad vil du gøre?” sagde hun og smilede grumt til Junior, nålene havde nu allerede gennemboret Juniors arme og ben.. Erica gav et gusten smil fra sig, det var virkelig det hun ønskede, at sprede smerte på ham.. ” Hvad hjælper din royale titel nu min ven?” Råbte hun ude fra tågen med et fast smil på læben og en lettere kvindelig stemme, hendes dæmon indeni var virkelig ond og burde slet ikke høre til i denne verden, det var familien som var skyld i det, den måde som de alle samme var tavs omkring hendes profeti, de alle sammen undgik hende og efterlod hende alene. Den eneste var bedstefaren, som kun trænede hende til at dræbe alle der var i den landsby ergo hendes familie.. Hvordan kunne nogen gøre sådan noget imod andre mennesker? At tvinge andre til at gøre en handling? Var det ikke forkert? Erica kiggede blot på den lidende Junior som lå der og skreg af smerte, det var en fryd i Ericas øre, nu skulle andre mærke den smerte som hun havde oplevet i 18000 år... det var ren smerte at være alene og forladt, i 18000 år, denne smerte var der ingen som kunne få til at gå væk og slet ikke en royal mand som troede at han havde status over Erica, hvorfor tror han er var så meget bedre en andre? Han var jo blot et uddyr som alle de andre som ikke accepterede dem der var anderledes, og Erica var født med status, hun var profetien, Messias, Sort Hul eller hvad man vil kalde det, det hele skulle kulminere i hende og det gjorde, familien var udrydt, og det betød at Luft dæmonen var endnu mere sjælden nu da der var over 26 af dem som var døde.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dette skræmte Junior og det skræmte ham faktisk noget voldsomt, det var ikke noget som han brød sig om. Ikke bare, at det var sjældent, at han stod i en sådan situation. Faktisk, så var det virkelig første gang, og han havde bogstavelig talt ikke nogen anelse om hvordan fanden han skulle takle det! Tågen hjalp ham virkelig ikke, han kunne jo absolut ikke se noget som helst! Han kæmpet sig op på benene, støttede til sit sværd.. hvad så end denne kvinde havde været, havde han ikke nogen anelse om, men han brød sig bestemt ikke om tanken, ved at skulle stå i det her. Han kom jo næppe derfra på denne måde, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Tågen var vel mere til hendes fordel end den var til hans, for hans vedkommende, så gjorde det ham virkelig bare blind! At hun ønskede ham skadet, om muligt også død, havde han da for længst allerede gættet sig til.. ikke at der var nogen nyhed i det, det var der i den grad så mange andre som måtte ønske sig. Han trak vejret dybt, lukkede hånden fast om sværdet, mens han fast måtte prøve, at skulle orientere sig om i området og i det mindste gøre et forsøg på at skulle finde hende igen. Han så absolut ikke noget som helst, før det virkelig endte med at gå i sort for hans blik, ved hendes så velplacerede spark som ramte ham direkte i kinden. Han klemte øjnene fast sammen og med et kraftigt gisp, da han faldt baglæns, da balancen virkelig bare forsvandt. At han blev mødt af nåle som gik igennem arme og ben, fik ham dog for alvor til at stivne. Han spærrede øjnene op og med det smertefulde skrig. Han vred sig fast, dog ganske kraftigt, da han alligevel endte med at falde og røg direkte ned på maven. Med en lettere skælven i kroppen og med tænderne sammenbidt, selvom det gjorde så helvedes ondt! Han slap et svagt gisp, satte hænderne i jorden, hvor han igen prøvede at skulle rejse sig op, selvom det klart ikke gik som han ville. Han var svimmel, han havde ondt.. aldrig havde han stået i noget lignende af dette tidligere og det kunne han i den grad udmærket godt fornemme! ”D-det nok!” sagde han med en fast tone og så klar som det nu var ham muligt, med det som føles som en kæbe så kraftigt ude af led, og det sved som en i helvede i bogstavelig forstand! Hånden greb igen ud efter hans sværd. Nålene sad stadig i hans krop, de sad faktisk ekstremt dybt og det gjorde bare ondt at bevæge sig. Han klemte øjnene fast sammen, lukkede hånden om skaftet, hvor han i en kraftig og hurtig bevægelse, virkelig måtte tvinge sig op på bene igen, hvor han fast svang sværdet mod hende. Hun skulle dø, og det kunne bare ikke gå hurtigt nok!

[erica]

Erica stod i stille få meter fra Junior, selve tågen var forsvundet og en stille brise blæste over dem, Erica gik nærmere til Junior, han skulle dø! Han skulle virkelig dø! Erica smilede med et grumt og bredt smil.. det virkede så koldt og følelsesløst.. Erica smilede hun stod ikke langt fra ham, Ericas lange gyldne hår blæste med vinden, hun var en smuk kvinde, med et mørkt indre, som ingen kunne tæmme og skulle hvertfald heller ikke prøve på det for så vil det gå udover dem selv i sådan en grad at de ikke kom til at gå igen! Erica så sværdet komme imod hende.. hun grinede højt og hysterisk troede han virkelig at det kunne slå hende? Hun måtte le, det var virkelig det dårligste træk hun havde set længe. Sværdet der kom svingende igennem luften ramte Erica lige i hovedet og fortsatte ned igennem hendes krop, hendes blik stivnede hvorefter hun eksploderede i en kæmpe tåge som nu skulle udfylde området igen. Erica brød ud i en hysterisk latter igen, og endnu engang kunne det høres i hele tågen.. Ericas krop forvandlede sig nu igen til tågen, vinden var begyndt blæse rundt igen og det hele bare for at få kål på denne Junior. Erica fik fart på og susede direkte imod Junior, et velplaceret spark i maven skulle slå luften ud af Junior så han i det mindste ikke kunne gøre modstand i et stykke tid. Da Erica var kommet lidt væk kiggede hun ned på Junior som lå på maven, hun fik fart på igen, og fløj med knæet direkte ned i hans ryg, ryggen gav et ordentlig knæk fra sig og Erica fløj hurtigt væk og landte få meter fra ham, hun grinede højt .. ” Royal? Pff.. udskud!” Råbte hun

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At Junior var endt overfor et ganske så kraftfuldt væsen, betvivlede han virkelig ikke, det kunne han da allerede mærke. Det sved som bare fanden i hans kæbe, at ord, var noget som han helst ville undgå, at skulle gøre brug af for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Tågen gjorde det umuligt for ham at se, magien havde han mistet, så han var virkelig nødt til at forsvare sig som et simpelt menneske, da han heller ikke havde fundet ud af evnerne som spide endnu, det hele var jo så forbandet nyt for ham! Det eneste som han havde formået at finde ud af, var at gøre sig til en edderkop, men hvordan pokker skulle det kunne hjælpe ham i denne situation!? Panikken voksede kun i ham, han kunne nu tydeligt se hende alligevel, selvom.. hun forsvandt allerede inden at han havde nået at skulle ramme hende.. Hvad pokker var hun for en?! Sparket som hun placerede i hans mave, fik ham dog kraftigt til at gispe, da han røg direkte ned i jorden. Ikke at der var meget luft at skulle sparke ud af hans lunger, da han ikke rigtigt havde brug for luften af den grund. Han greb kraftigt ud efter sværdet igen. Det var det samme som Lestat havde gjort brug af i sin tid. Knæet som ramte hans ryg og direkte i hans rygsøjle, som kom med et gevaldigt knæk, fik det til at stivne helt for hans blik. Det kraftige gisp som forlod hans læber i form af et halvkvalt skrig, da han bevidst og næsten af reaktion, prøvede at komme op på benene, selvom de bare ikke lystrede det mindste under ham. Han røg direkte i jorden og med en smerte så frygteligt intens i ryggen. Han blinkede næsten panisk med øjnene. Han kunne jo knapt nok bevæge sig! ”Lad mig være!” udbrød han af sine lungers fulde kraft! Han klemte øjnene fast sammen. Han skulle sgu nok hævne sig!

[erica]

Erica slog ud i et grin da han råbte til hende, hvad ville han gøre nu? Han lå for døden, snusede til hans fødder? Intet han kunne gøre? Erica smilede blot, var det at gå over grænsen? Skulle hun stoppe her eller skulle han have mere smerte? Erica nikkede hun lettede igen fra jorden, tågen kom frem igen og derefter kom der 5 nåle flyvene imod Juniors ryg, de 5 vigtigste punkter i rygsøjlen, en permanent skade? Det kunne man ikke vide før han skulle heles, hvis han nåede det. Erica overhalede nålene og placerede et spark i ryggen på ham hvorefter hun forsvandt i tågen og nålene derefter ramte Junior i rygsøjlen. Erica grinte bare. Tågen forsvandt og Erica stod og kiggede på ham

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lå næsten grebet af en så voldsom panik. Han kunne virkelig ikke føle sine ben! Han satte hænderne stille i jorden, selvom han virkelig ikke kom nogen steder, uden at det føles som hans hoved var ved at sprænge! Noget var galt med ryggen, det kunne han da mærke så tydeligt. Han skælvede noget så voldsomt. Det kunne bare ikke være det sidste! Han klemte øjnene fast sammen. Hvad der foregik rundt omkring ham, var virkelig ikke noget som han vidste, selvom det, at tågen igen måtte lægge sig, i den grad gjorde ham om muligt, så endnu mere panisk, end det som han havde været tidligere. ”Ik-ikke igen..” hviskede han stille. Han så fast omkring efter hans sværd, selvom det langt fra måtte ligge indenfor hans rækkevidde! Sparket som satte direkte mod hans ryg, fik det smertefulde skrig så kraftigt til at bryde hans læber, hvor det lige så hurtigt som det var kommet, endte med at dø helt ud igen, da de 5 nåle borede sig direkte ned i hans ryg på alle de ømme punkter. Han spærrede øjnene kraftigt op og med den så kraftige skælven som kun måtte tage til i hele hans overkrop. En tåre gled stille ned af hans kind, da han slog hovedet ned mod jorden. Han klemte øjnene fast sammen, knyttede hænderne fast. Bare det at bevæge sig nu, gjorde så frygtelig ondt, at man skulle tro at det var løgn! En smerte så intens som han aldrig nogensinde havde oplevet den før!

[erica]

Erica smilede blot over at han nu lå der og intet kunne, det måtte være det, tågen forsvandt og Erica forsvandt med den

// out

[bella]

På trippende fødder, kom en lille mørk skikkelse listende. Den lille rævs øre strittede, og snuden gik på livet løs over jorden. Halen dansede bag til, og fejede over græsset. Den lille ræveskikkelse gik i skovkanten, og den kunne lugte noget - noget der var duftet før. Noget kongeligt. Noget koldt. Ja, selvfølgelig kendte Bella til Procias kongehus. Hun kendte mange. Hørte alt, så alt. Stort set. Hun ville ikke gå glip af noget i hvert fald, og snakkede heller om andres liv end hendes eget. Korte tanker om Caleb strejfede hendes tanker, idet at hun omgjorde sig til menneske. Eller, menneske og menneske. Hun var jo spide, om hun ikke var den lille sorte ræv. Hun trak på mundvigen og trådte ned imod søen, og hen til hvor Junior lå. "Hvad har vi her? Er Kongen faldet af sin hest?" Hun grinte stille. Der var intet hånligt over det. Det var ren dril. Vel bare en lille smule glæde, i denne mørke tid? Nok hun var mørke racer, men ondskab kunne man ikke give hende som varemærke. Hun så over ham, og han lå frygtelig forvredent. Ikke hun havde forstand på kroppen, og kunne se alt han fejlede. Men der skulle i hvert fald en healer til her, så hun måtte få ham til byen. Magien var den bedste måde, og hun kendte en bestemt og dygtig healer i byen. Hun opsøgte jo selv den kvinde, når hun var kommet til skade. Altså når. Det var nemlig ikke lige oftest. Mest bragte hun jo andre ind. Som hun skulle til nu. "Du.. skulle vi ikke få dig ud herfra? Solen er ikke noget du skal ønske dig, og heller ikke jeg." Hun lagde en hånd mod hans kind og vendte hans ansigt mod sig - dog forsigtigt. Hun smilede til ham. Hendes sorte hår indrammede hendes sølvglinsende ansigt. Ja, hun havde vidst nok mange spide træk. Men det var ikke alt hun indebar. Hun havde skam mere at byde på. Og hun kunne jo både optage normal føde, og blod. Hun trak på mundvigen til et smil, og hendes øjne betragtede hans ansigt. Hun strøg fingrene ned over hans hals og fæstede hendes hånd omkring hans skulder, før at hun begyndte at mumle et par små ord og de forsvandt - direkte ind til byen.
[byen]
Huset var liggende i en gyde, med diverse urter og alt der indebar en healer. Det stod stablet på hylder, og med små mærkater på der beskrev hvad som var hvad. Jessiemay, som var healeren, hjalp Bella med at få Junior op på et bord. De gjorde det via magi, da Jessiemay havde udset sig at Juniors ryg var smadret. Bommert. Bella selv satte sig hen på en stol, imens at Jessiemay gik igang med hendes healing. Der var selvfølgelig dygtig magi indblandet, sammen med en stor kundskab og viden.
[efter behandlingen]
Junior skulle ligge stille nu. Han var flyttet ind i en seng i et mørkelagt rum, og Bella måtte sidde der med ham indtil det blev mørkt igen. Jessiemay tog jo også kunder af lyset. Bella satte sig ganske stille og så på Junior. Hun holdt sig stående op af væggen, lignede mest af alt en sort skygge der var i '3D'.