A night by surprise..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt at skulle bevæge sig. Havde det ikke været fordi, at han var død fra før af, så havde dette virkelig taget livet af ham i den anden ende, det betvivlede han virkelig ikke overhovedet. Han klemte øjnene fast sammen, hænderne prøvede han at sætte i jorden, selvom han allerede kunne opgive allerede med det samme. At nogen måtte komme nærmere kunne han dog tydeligt høre.. han lå jo mere eller mindre bare og ventede på at solen skulle stå op. Han kom virkelig ikke derfra uanset hvad fanden han gjorde for at skulle gøre det til noget helt andet. Han bed sig fast i læben og lukkede hænderne fast omkring det kolde græs. Hvor længe han havde ligget der efterhånden, vidste han ikke.. med nåle fæstet til de farlige steder i ryggen, en knækket ryg og med nåle selv siddende dybt i hans ene ben, så han ikke havde nogen mulighed for at skulle gå uanset.. Kvinden som kom til og hendes første kommentar hjalp ikke just på hans humør det mindste! ”Var din mund!” sagde han med en fast tone. Han vendte blikket, selvom det klart krævede noget af en anstrengelse for hans vedkommende og det krævede virkelig ekstremt meget i den anden ende! Han lukkede øjnene ved hendes strøg mod hans kind. Han brød sig ikke meget om, at komme tæt på nogen anden for tiden.. han ville virkelig ikke. ”Nej tror du virkelig det? Kunne jeg bevæge mig, ville jeg ikke ligge her..” mumlede han med en tydelig irritabel tone.. han havde det virkelig elendigt med at ligge der og han ville i den grad. Han kneb øjnene fast sammen, da hun lagde hånden på ham og de begge endte med at forsvinde.
[Byen]
Hvor de var endt henne, havde Junior virkelig ikke nogen anelse om. Lige nu ønskede han bare at komme så langt derfra som overhovedet muligt! At han blev hjulpet op på et bord, hvor det tydelige smertefulde gisp. Det gjorde virkelig ondt og i hele kroppen! Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, selvom han virkelig ikke følte, for at skulle kunne bevæge sig.. han kunne virkelig ikke! Ryggen var i den grad smadret og den var virkelig smadret helt. Han prøvede virkelig også at skulle falde til ro, mest for sin egen skyld. Hvad der skete under healingen og den påvirkning af magi som selv måtte tvinge ham ind i en form af bedøvende hvile, hvor alt endte med at gå i sort for hans blik.
[Efter behandling]
Junior åbnede øjnene næsten forsigtigt efter ekstrem lang tid. Lagt i en blød seng, som han ikke havde mærket igennem adskillige dage og det var noget som var tydeligt. Han lå stadig på maven. En stilling som han faktisk fandt ganske så behagelig, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. Han vendte blikket bare en anelse. Han kunne mærke, at det var meget lettere at bevæge sig nu, selvom kroppen i den grad var så øm, som han slet ikke kunne huske, at den havde været tidligere på noget som helst tidspunkt. Han klemte øjnene svagt sammen og med et let suk. Hovedet slog han stille ned mod sengen og ned i puden igen, hvoraf han bare blev liggende ganske så roligt og stille. ”Tak for hjælpen..” sagde han stille. Han kunne udmærket godt se hende i mørket.. Han nød faktisk at ligge i mørket. Den smertefulde grimasse faldt stille og roligt væk igen, selvom han i den grad stadig var ekstrem øm. Han turde knapt bevæge sine tæer.. i frygten for at lammelsen som han havde følt før, skulle være permanent.

[bella]

Bella havde udemærket hørt hans kommentar, men hun ignorerede den fuldt og fast. Hun lod sig kun påvirke, af hvad hun ville blive påvirket af. Eller sådan var det på det ydre. Men den kommentar der var ikke noget der ramte hende på nogen måde. Hun fandt den direkte morsom. Hun havde bare smilet til ham, inden at hun havde ført ham med til byen. Ryggen ville være sat på plads med magi, og derved ville han også hele sammen af sig selv. Han var jo den 'døde', ligesom hun selv var. Eller 1/3 del af hende var. Hun så på ham og smilede stille til ham. Hun stod som en statue i mørket og stirrede hen imod vinduet der var skoddet til med brædder, hvor at solen ikke kom ind. Et held for hende, og for Junior. Han ville nemlig dø hurtigere end hun ville, eftersom hun også havde masser af menneske i sig. 2/3 dele jo. Hun sendte ham et smil fra hvor hun stod, og nikkede afmålt til ham. "Det var så lidt," svarede hun ham ganske neutralt. Hun trak sig fra muren af og gik hen til hans sengekant, hvor hun knælede. "Du skal bare hvile en tid. Din ryg er sat på plads igen, og Jessiemay har healet dig. I hvert fald healet dig alt det hun kan, så kommer resten vist af sig selv." Hun så på ham og lagde sine arme mod sengen. Hænderne foldede sig, og hendes hage faldt hvilende imod kanten på hendes håndrygge. "Hvad lavede du egentlig herude? Burde du ikke regere Procias?" Hun hævede et lidt undrende bryn. Hvorfor var han ikke hjemme? Hun havde jo snust omkring, og hørt vagterne snakke om nogen af de ting der skete på slottet. Et held hun var ræv, og bare blev kylet ud i skoven når nogen opdagede hende. Hun døde da i det mindste ikke. Fordi en ræv kunne jo ikke fortælle noget videre. Hun smilede let. Hendes mørke øjne havde en svag krystallignende glans, mens hun indgående så på ham. Direkte Procias informationer var gode og have i baglommen. Og han vidste jo ikke hun var freelance-spion.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior tvang virkelig sig selv til at blive liggende. At hun havde genkendt ham som konge af Procias eller i det mindste som en af lyset, var ikke noget som han fandt særligt overraskende på nogen måde overhovedet. Tvært imod, ville det have overrasket ham, hvis hun ikke havde genkendt ham det mindste. Han klemte øjnene let sammen og lod hovedet søge tilbage ned i sengen. Han vidste, at han burde være forsigtig omkring dem som han ikke kendte.. for al del, kunne det være at deres gode gerning havde mange bagtanker.. Lige nu vidste han hvad han skulle og hvad han burde.. dette ville i den grad ikke hjælpe ham det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt dog nøje øje med hende, selv da hun valgte at komme tæt på ham. For nu, valgte han jo så bare, at holde sig helt i ro, også mest for sin egen skyld, alt andet ville i den grad ikke gavne ham det mindste overhovedet. Han nikkede stille til hendes ord, selvom han nu ikke var den mest glade for det. ”Bare jeg skal kunne komme op og gå igen, vil kræve et mirakel med det jeg blev udsat for..” mumlede han med en dæmpet stemme. Han mente det dog.. det var jo trods alt gået udover hans fod først inden ryggen var knækket og kraftigt udsat. Havde han ikke været død, så havde det klart kostet ham livet, det var han selv ikke det mindste i tvivl om. Han havde ærlig talt været bange for, at det havde været det sidste for hans vedkommende.. det sidste som han skulle se. En solopgang, hvis det ikke havde været for Bella vel at mærke. Hendes spørgsmål kom nu ikke just bag på ham på nogen måde overhovedet. Tvært imod, så var det jo næsten ventet. ”Det er en lang historie.. jeg ved at jeg burde være i Procias.. nu vil jeg så ikke kede dig med detaljerne..” Han have selv for længst droppet den fine udtale, han kunne virkelig bare ikke holde den ud! Han hadet den.. hadet den! Han havde selv tænkt meget i det sidste og tronen skulle siges fra sig.. Han var af mørket nu.. selv dagen efter hans bryllup og efter kroningen! Han sukkede dæmpet og lod blikket falde lidt. ”Er det kendt, hvor længe jeg skal ligge her?” spurgte han videre.. alt vel bare for at få muligheden til at skifte emne. Han ville virkelig ikke snakke om det lige nu. Han ville ikke ind på Camryn.. hun måtte da sidde syg af bekymring hjemme i Procias.. han havde bare ikke fået sig selv til at vende hjem, selvom han vidste at han burde.. også for hendes skyld.