In the light of a fire.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun frygtede virkelig at forlade sikkerheden bag disse fire vægge som hun jo kendte så godt efterhånden. Herinde var hun sikker og det var her hun kunne føle sig rolig. Udenfor var stadig så farlig og fremmed for hende. Uden for var utilregnelig. Hun ville aldrig nogensinde kunne vide hvad hun kunne støde på derude. Tankne fandt hun virkelig skræmmende. Dog måtte hun erkende at hun virkelig var glad for at Jophiel var der sammen med hende. Han besad virkelig en smittende ro som hun så godt kunne lide. Sammen med ham var hun evig forvisset om at hun nok skulle klare den og det var vel også derfor hun stod her med ham nu? Hun vidste at han ville beskytte hende mod alt det farlige der var derude. Det var en glædelig tanke et sted. Ved hans ord nikkede hun roligt. "Det ved jeg godt. Jeg stoler på dig Jophiel. jeg ved at du der for mig og det er jeg dig evigt taknemmelig for" endte hun i en blid hvisken. Det var jo heller ikke løgn. Han var der og støttede hende og det var noget hun aldrig ville glemme.
Som de nærmede sig døren kunne hun dog ikke fornægte den stigende uro i hendes indre. Det var vidst ingen hemmelighed at Ahriana bar sine følelser uden på ærmerne og hun vidste at Jophiel ville være i stand til at fornemme hvordan hun havde det. Det faktum at han gav hendes hånd et lille klem gjorde det en smule bedre. Det var dejligt at vide at han var ved hendes side igennem det her. Som han gik helt hen og åbnede døren kunne hun mærke panikken begynde at stige men endnu holdt hun sig ved hans side. Da han hev hende ind i sin favn og lod sine arme falde om hendes skikkelse kunne hun ikke andet end at putte sig ind til ham og bare lukke øjnene. Hvis hun kunne blive her så ville hun være lykkelig. Hun sukkede svagt og bed sig let i læben før hun drejede hovedet op mod hans ansigt. Hun åbnene øjnene og kiggede dybt ind i hans før hovedet søgte let på sned. "Det ved jeg du er. Jeg er .... klar" hviskede hun svagt før hun bed sig i læben. Hun vidste at dette ville blive skræmmende, hun vidste at det ville blive skræmmende men sammen med ham så vidste hun også at hun intet havde at frygte. Nu var det bare at få dette faktum gjort klart over for hendes krop.

[Deleted]

Jophiel var slet ikke ude på at forhaste noget som helst, da han vidste, hvor ængstelig Ahriana måtte blive, og særligt når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket mod hende. Nu stod de der foran dørene. Hun havde ikke været udenfor murene igennem rigtig mange år, og derfor forstod han da også, hvorfor hun var bange for, at søge ud på den anden side. Denne gang var det anderledes. Han ønskede at få hende med ud, om det så skulle være på den anden side af døren. Her var der nemlig ikke noget at være bange for, for han ville jo bare gerne passe på hende.. vise hende hvilken smuk verden, de rent faktisk havde derude, så det kunne vel heller ikke være så slemt igen, kunne det? "Jeg går ikke nogen steder. Det kan jeg love dig," sagde han endeligt, og med et ganske bekræftende nik.
Dørene slog Jophiel op, også selvom han allerede der, kunne mærke panikken i hende. Det var slet ikke meningen, at hun skulle blive så bange. Men okay! Et skridt af gangen. Måske var det her noget, som ville blive nemmere med tiden. Man kunne i hvert fald håbe på det. Det var sådan, at han gerne ville have det i hvert fald. Han førte hende ind i hans favn, hvor han kunne stå med armene om hende.. Så hun havde hans favn at søge til. Dette var noget, som han havde lært fra sidst. Han kunne nemlig godt huske hvor slemt det havde været sidst de havde forsøgt sig med det, og hvordan hun var stormet ind igen bagefter. "Sig til hvis det bliver for meget... ikke?" endte han med en rolig stemme, inden han denne gang med rolige skridt, valgte at føre hende udenfor. Vinden slog mildt mod dem denne kolde aften. Han havde ikke travlt.. faktisk ville han jo bare gerne nyde tiden med hende, dog selvom det virkelig ville være fantastisk, om han kunne få hende med sig ud, og for alvor vise hende den smukke verden, som de nu måtte være en del af. Han smilede let. For nu, synes han da, at det gik over al forventning. Han holdt dog alligevel øje med hende, sådan som hun stod der i hans varme favn. De var også kun lige kommet udenfor. Lige bag dem, stod døren nemlig, som førte indenfor igen.