In the light of a fire.

[Deleted]

Jophiel var bestemt heller ikke begejstreet for tanken om at skulle være i krig, men han kunne jo ikke bare sidde herhjemme og glo. Han var en mand, som kunne svinge et sværd, også selvom det på ingen måder, var som en soldat eller kriger.. han var en jæger. Det var noget af det som han kunne finde ud af. Det var jo to helt forskellige ting. At hun så derimod skulle tage det så tungt, at hun direkte sad og fældede tårer over det, fik ham til at føle det skidt. Han var jo heller ikke meget for det, og særligt fordi at han jo allerede nu, vidste hvordan det ville ende. Han bed tænderne let sammen. "Det gør jeg heller ikke.." sagde han med en dæmpet stemme, hvorefter han hævede hånden og strøg den mod hendes kinder. Det var virkelig ikke noget, som han ønskede, at hun skulle sidde og græde til. Særligt ikke på denne her måde. Det var virkelig ikke nødvendigt! "Ikke godt... tvært imod.." sagde han ærligt. Han regnede ærlig talt ikke med at overleve det. Han var jo ikke nogen soldat.

Det var slet ikke Jophiels mening, at sende blandede signaler, men sådan som hun klamrede omkring hans arm, så var det svært at lade være. Han lagde armen om hende i stedet for, så hun kunne tage pladsen i hans arme, så hun havde et sted at søge til. Og at hun gjorde det, var uden tvivl en tanke, som gjorde ham utrolig glad. Det betød meget for ham. Han smilede let for sig selv, uden at han gjorde noget større ved det, end som så. Han vendte blikket mod hende, som hun sad og strøg ham over brystet. Det føles virkelig rart. "Overhovedet ikke. Jeg kan lide at sidde her sammen med dig, Ahriana," sagde han ærligt. Han strøg hånden roligt over hendes ryg, inden han igen vendte blikket mod pejsen og den varme, som den afgav. Han håbede naturligvis på, at han ville få muligheden for at tage hende ud i skoven.. Det krævede jo bare visse ting, men han ønskede jo heller ikke, at lægge pres på hende. "Jeg.. vil glæde mig til den dag, hvor jeg kan tage dig med derud, kære.. Det er et smukt sted, og særligt om sommeren," sagde han med et skævt smil. Før krigen, håbede han på, at få muligheden.. Krigen ville jo tage hans liv. Og det var grusomt at vide det allerede nu.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun kunne ikke lide det! Hun kunne virkelig ikke lide det! Tårerne trillede ned over hendes kinder mens hun bare kiggede på ham. Tanken om at han skulle ud og kæmpe var skræmmende men tanken om at han måske ikke ville komme tilbage igen var værre. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu. Han havde fået en betydning for hende som hun slet ikke var vant til. Manden som sad foran hende betød faktisk noget og nok til at få tårerne til at trille uden ende. Hvad skulle hun gøre hvis han ikke kom tilbage? Hun snøftede en gang men fjernede ikke blikket fra ham. "Jeg ... Jeg ..." Hun tav. Hvad skulle hun dog sige? Hvordan skulle hun udtrykke at hun bare gerne ville have at han blev og var sikker? Hun forstod godt at dronningen ikke kunne gøre forskel på ham over alle andre men alligevel. Tanken var virkelig ubehagelig. Hun bed sig stille i læben ved hans ord. Hun følte sig på en måde skyldig. Hun kunne intet gøre herinde for at beskytte landet eller beskytte ham. Hun var stærk, hun vidste det jo godt men tanken om at bruge sine evner mod andre kunne hun bare slet ikke overkomme. Blikket faldt til hendes skød. Hvorfor skulle det være så svært det hele?

Hun søgte ind til ham med det samme. Hun kunne godt lide at være ham nær, det fik hende virkelig til at slappe af og bare have det godt. Fingeren som hun kørte hen over hans brystkasse holdt hendes fokus. Flygtig var hendes tanker og især når hun var sammen med ham. Der var så mange ting som hun gerne ville og så mange ting som hun gerne ville sige. Det var bare svært at få styr på det hele så sådan noget som dette var hende bare en nødvendighed. Hans ord fik den røde farve til endnu en gang at melde sig i hendes kinder. Blikket rev hun fra sin finger og vendte det mod hans ansigt. "Jeg kan også godt lide at sidde sammen med dig, Jophiel. Det får mig til at føle mig varm og tryg" sagde hun roligt med et lille smil. Som han fjernede blikket fra hende førte hun sit eget tilbage til sin finger som ikke var stoppet på noget tidspunkt. Hun lyttede til hans ord. Hun håbede virkelig at han ville være i stand til at vise hende skoven og alle de flotte ting som Procias havde at byde på. Hovedet lod hun forsigtigt falde ind mod hans skulder så hun lænede sig en smule op af ham. Det var en utrolig rar fornemmelse. "Jeg vil gerne se det. Og jeg vil gerne øve mig på at være ude sådan så jeg en dag kan forlade slottet uden at føle mig bange. Jeg vil gerne ... se ting sammen med sig" endte hun roligt og smilede stille.

[Deleted]

Konsekvenserne af en kommende krig, var Jophiel allerede nu klar over, og det var ikke omstændigheder, som han var meget for. Han vidste, at det ville ende med at koste ham livet, og alene den tanke om det, var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne let sammen og rystede så endeligt på hovedet. Han kunne ikke være bekendt, at tænke på det nu, men hvor var det svært at lade være! Det handlede vel egentlig bare om at nyde tingene som de ville komme efterhånden? Han strøg hånden over hendes kinder. Han havde ikke regnet med, at skulle se hende fælde tårer på denne her måde, og derfor reagerede han vel også på den måde, som han gjorde, af en grund? "Tænk ikke på det nu," sagde han med en dæmpet stemme. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede, at det var noget, som skulle gøre hende ked af det.. og særligt ikke så meget, at hun sad og græd uden at kunne stoppe!

Derfor lod Jophiel armene søge om hende. Nu hvor han kunne røre ved hende, uden at hun blev bange for det, så var det uden tvivl noget som han var glad for. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes hovedbund og trykkede hende tæt ind mod sin favn. Sandt at sige, at han selv godt kunne lide, at sidde der sammen med hende, og ikke ønskede, at det skulle ophøre, og da slet ikke, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Han var jo blevet glad for hende.. Rigtig glad for hende endda. "Du gør også mig behageligt tilpas. Derfor kan jeg godt lide at sidde med dig. Vi må ses noget oftere, hvis muligheden byder sig," sagde han roligt. At hun flyttede sig, så hendes hoved hvilede mod hans skulder, var ikke noget som han sagde noget til. Så lang tid, at hun ikke flyttede sig helt, så passede det ham egentlig ganske fint.
Hovedet lagde Jophiel tæt ind mod hendes. Han ville elske at vise hende skoven og hvad Procias havde at byde på, hvis hun blev klar til det. Det var jo det, som det hele egentlig afhang af. Han smilede let. "Jeg ville elske at vise dig det.. Små skridt.. Før du ved af det, løber vi igennem skoven, hører fuglene synge og kravler i træerne, for at se hvem der kommer højst op," sagde han glad. Det var noget af det, som han særligt havde brugt meget af sin egen barndom på.

[Ahriana "Master of Time"]

Skræmt det var hun. Tanken om at han ikke ville vende tilbage hvilede i hendes indre og hun kunne ikke få slået den ud af hovedet. Hvad ville der ikke ske ham på slagmarken. Tårene trillede ned over hendes kinder. Hun kunne virkelig ikke klare den tanke om at han ikke skulle komme tilbage. Det gjorde egentlig ondt at tænke på. At hun gjorde sig disse tanker var også med til at skræmme og forvirre hende. Hun havde jo egentlig aftalt med sig selv at hun ikke skulle binde sig til nogen som helst mere og dog så fandt hun sig selv tæt knyttet til Jophiel. Hun mærkede hans hænder mod hendes kinder og det var en dejlig følelse. "Det er svært ikke at tænke på det. Jeg ... Jeg vil ikke miste dig, Jophiel" hviskede hun lavt og bed sig i læben.

Hun puttede sig ind mod ham og sad så tæt på ham som hun egentlig kunne. Det var dejligt. Hun nød at være ham så tæt. Det overraskede hende hvor meget hun egentlig savnede menneskelig kontakt når han ikke var sammen med ham. Det betød virkelig meget at han ville sidde sådan her sammen med hende. Hun ønskede ikke at et skulle slutte, hun ønskede at tiden ville gå i stå og at han ikke skulle gå nogen som helst steder men hun vidste at det ikke kunne ske. Hun mærkede kysset mod hendes hovedbund og det fik det til at sitre i hele hendes krop af behag. Den røde farve var efterhånden permanent på hendes kinder. "Det håber jeg at det er. Jeg vil gerne nyde stunder som dem her med dig" mumlede hun stille og lænede sig op af ham. Tanken om at skulle fjerne sig fra ham var slet ikke i hendes hoved. Hun ville bare gerne blive siddende sådan her med ham.
Hun mærkede hvordan han lagde hovedet mod hendes og smilet bredte sig på hendes læber. Hun lyttede til hans ord og bed sig let i læben. "Jeg ville nyde at se det. Jeg har bare brug for din hjælp til at komme videre. Alt det som du gjorde for mig sidst. Jeg ønsker mere. Er jeg krævende?" endte hun spørgende. Hun løftede ikke hovedet men drejede den en smule sådan så hun kunne se lidt på ham. Hans ansigt var ved hans kind og meget forsigtigt plantede hun et let kys mod hans kind.

[Deleted]

Krigen skræmte Jophiel mindst lige så meget, men han ønskede ikke at Silia skulle gøre nogen forskel på ham og resten af de procianske mænd, som ville lide den samme skæbne. Det ønskede han virkelig ikke. Hans blik søgte hendes skikkelse ganske roligt. Han brød sig slet ikke om at se hende på denne måde.. Sidde her og være så ked af det, og slet ikke på denne måde. Han kunne bare ikke lide, at se hende så ked af det, som det hun var lige nu. Han ville bare gerne.. nyde den tid han nu havde, og gerne inden at krigen ville bryde ud. Det var jo faktisk det, som det handlede om for hans vedkommende, og ikke alt det andet. Det var underordnet.. Komplet underordnet, og det var han skam heller ikke bange for at indrømme for hende. "Tænk ikke på det nu, Ahriana," bad han dæmpet. Det var nok at han havde tanken liggende i baghovedet.

Jophiel kiggede roligt på hende. Han ville nyde tiden med hende, i stedet for at se hende så ked af det, for det kunne han faktisk ikke lide. Han holdt endnu godt og tæt omkring hendes krop, kun for at holde hende tæt ind mod sig selv. Han slappede af ved hendes duft.. hendes små og blide kærtegn. Han lukkede øjnene ganske let. Han var nu sikker på... og håbede naturligvis på, at de ville få muligheden for at søge lidt ud. Han nød jo at være sammen med hende. Hun var en af de meget få, som kunne vække den slags i ham, og han kunne jo rigtig godt lide det, når det endelig skete, og særligt fordi, at det ikke var noget, som skete så ofte igen. Han trak vejret dybt. "Du er ikke omklamrende eller krævende på nogen måde. Der er bare så meget som jeg ville ønske, at jeg kunne vise dig, og dele med dig," sagde han med en rolig stemme. Hånden strøg han roligt over hendes kind, og med et stille smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Han var virkelig gået hen og blevet glad for hende, og derfor ønskede han naturligvis også at nyde tiden med hende, mens det nu var noget, som han havde en mulighed for at gøre.

[Ahriana "Master of Time"]

Det var virkelig svært for hende ikke at tænke på. Det var jo en stor ting og hun kunne slet ikke lide det. Let bed hun i sin underlæbe og lod blikket falde en smule. Hans bedende toneleje påvirkede hende. Hun ville jo heller ikke bare sidde og være ked af det men kunne han ikke se at hun virkelig havde det svært men denne nyhed? Hun endte med at tørre øjnene og hæve blikket og kiggede stille på ham. "Jeg skal nok prøve" endte hun stille og fortsatte med at tørre øjnene for at få tårerne til at holde op med at falde. Det var bare svært med sådan en nyhed.

Hun nød det her. Det at sidde med ham så tæt gjorde hende virkelig varm og glad. Det var utrolig dejligt bare at være så tæt på ham. Hun vidste ikke hvad der ville ske med ham hvis han skulle i kamp så det eneste hun kunne gøre var vel at nyde tiden sammen med ham? Hun ville i hvert fald gøre forsøget så godt som det var hende muligt. Hun nød jo at tilbringe tid sammen med ham. Han var så dejlig rolig og det betød bare virkelig meget for hende. Hun lukkede stille øjnene og nød bare at sidde der sammen med ham. Et lille smil bredte sig på hendes læber ved hans ord. "Det er jeg glad for du siger. Jeg ville jo nødig være irriterende eller krævende. Jeg ønsker virkelig at du kan vise mig alle de smukke ting som er her i verdenen. Jeg vil rigtig gerne se det hele" endte hun blidt. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og hun løftede forsigtigt sin egen og lagde den blidt over hans. Hun gav hans hånd et lille klem og vendte blikket mod ham. Hun nød virkelig det her noget så meget. Hun havde savnet ham, nøj hvor havde hun savnet ham og den følelse skræmte hende forfærdeligt! Hun var ikke vant til at være sammen med andre, hun var ikke vant til at andre havde en betydning for hende og nu sad hun her, i armene på en mand. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle stille op med sig selv men hun nød det. Hun ville ikke rykke sig for det her var virkelig bare noget af det dejligste hun længe havde oplevet.

[Deleted]

Så lang tid at Ahriana forsøgte, så var Jophiel glad. Han ville ikke have, at hun skulle sidde her og være ked af det. Han klarede sig jo nok af den grund, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for nogen som helst. Smilet forblev på hans læber, også selvom det selvfølgelig var en trist tanke, at krigen skulle kræve ham til fronten på et eller andet tidspunkt, men det var vel noget, som han selv bare måtte lære at leve med, når det nu endelig skulle være?
Armene gled forsigtigt og trygt omkring hende, kun for at holde hende godt og tæt ind mod sin egen krop. Det var her han ønskede at have hende, og det var her han ønskede at være lige nu. Her sammen med hende.. nyde en aften, nu hvor han endelig havde muligheden for det. "Jeg vil hellere have, at vi kan sidde her og nyde det, end at du skal være ked af noget, som endnu ikke er sket," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket ned mod hendes skikkelse. Var det underligt, at han tænkte i de baner? Han kunne jo heller ikke lade være, da han var meget optimistisk. Selv forsøgte han jo at træne med våben, så han kunne gøre sig klar til det slag.. men det var bare ikke noget, som ville helt som han ville endnu, og det var noget som han da uden tvivl var meget frustreret over. Han sendte hende denne gang et stille smil, som hun lagde hånden nedover hans. Han kunne jo godt lide det faktum, at hun ikke var bange for at snakke med ham.. røre ved ham, og det hele, og det var uden tvivl noget, som rent faktisk betød meget for ham. "Når du er klar, så kan vi altid prøve igen. Jeg ved godt, at det måske er en skræmmende tanke, men det handler jo egentlig om at nyde livet mens man har det," sagde han roligt. Dog uden at lægge pres på hende. Det forsøgte han i hvert fald, for det var slet ikke hans intention med noget som helst.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun forsøgte virkelig ikke at være ked af det men det var bare så svært. Tårerne havde hun efterhånde fået styr på selvom der stadig faldt et par enkelte. Når de først løb var det svære at stoppe igen og det irriterende hende en gang i mellem men hvad kunne hun gøre ved det? Han skulle i krig, han skulle ud på fronten og kæmpe. Han var nød til at komme tilbage. Han var virkelig bare nød til at komme tilbage.
Hun følte sig helt tryg som han lagde armene tættere om hende og trykkede hende ind til sig. Smilet hvilede på hendes læber som hun vendte blikket mod hans skikkelse. Han var forfærdelig dejlig og hun var så glad for at han var her hos hende. Denne her tid sammen skulle nydes og hun nød det til fulde. "Jeg ved det godt. Jeg bekymre mig bare fordi du er så vigtig for mig. Jeg ønsker ikke at miste min eneste og næreste ven til mørket. Men du har ret. Lige nu vil jeg bare nyde tiden her, sammen med dig." Hun lagde hovedet ind mod hans og endte med, meget forsigtigt, at give ham et lille kys på kinden hvilket fik hende til at rødme. Hun puttede sig ind mod hans favn og ønskede virkelig ikke at være noget som helst andet sted end lige her sammen med ham. Hvor var det bare skønt! Hun lagde hånen over hans og gav den et lille klem mens smilet bare hvilede på hendes læber. Hun var ikke bange for ham længere og som de sad nu kunne hun næsten ikke forstille sig at hun nogensinde havde været det. Han var så mild og blid og hun kunne virkelig ikke andet end bare at nyde at sidde her sammen med ham. Hun begyndte stille at nusse ham let på hånden mens hun bare lyttede til ham. Hun lyttede til den måde han trak vejret på, det han sagde og den måde han sagde tingene på. Han var så dejligt beroligende og hun kunne ikke andet end bare at nyde denne her situation. "Jeg er helt klar. Det er stadig skræmmende at skulle udenfor men når du er her virker det ikke så slemt. Jeg vil presse mig selv. Jeg vil ud sådan så jeg har muligheder som jeg ikke har haft før. Jeg vil ud" endte hun roligt og betragtede ham stille. Hun mente det virkelig. Hun følte sig helt klar til at prøve at træde udenfor.

[Deleted]

Jophiel ønskede slet ikke at være negativ eller noget lignende, da han jo egentlig bare ønskede at det hele skulle forløbe som han ønskede det. Han ønskede det bedste for hende, som han ønskede det bedste for sig selv, og derfor ønskede han da slet ikke at skulle blive behandlet anderledes, kun fordi at han var dronningens bror. Naturligvis havde det sine goder med fra tid til anden, men der var også bare de goder, som han slet ikke ønskede at have med at gøre - såsom når hun tog sig af ham.. gav ham et liv i luksus her på slottet, selvom han gerne ville blive boende i skoven.
Nu havde Jophiel to grunde til at forlade sin ensomme plads i den gamle hytte - Han havde sin søster, og han havde Ahriana. Var det ikke grund nok til at han skulle nyde det, og komme lidt ud, som han gjorde lige nu, og det var uden tvivl også noget af det, som han nød mere end det, som han gjorde af noget andet. Han tog imod kysset til kinden, selvom det kun fik smilet til at brede sig mere på hans læber, end hvad det havde gjort i forvejen. Hovedet lod han søge let på sned. Så varmhjertet en kvinde. Han tog imod hendes kærtegn, hvor han ganske forsigtigt, tog omkring hendes hånd, og lukkede den tæt ved hans hjerte. Hun fyldte ham med en varme, og det var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide. "Hvis du føler, at du er ved at være klar, så lad os prøve igen," bad han med en rolig stemme. Der var jo ikke noget, som han hellere ville, end at nyde at føre hende med ud, samt vise hende, hvad han selv måtte komme af, og særligt fordi at det skulle ske mens han havde hende alene, for det var jo det, som han havde, nu hvor det var mørkt, og det var det, som for ham, var utrolig vigtigt.. Ja, faktisk det vigtigste, hvis han selv skulle sige det. "Skal vi prøve igen?" spurgte han denne gang med et varmt smil på læben.

[Ahriana "Master of Time"]

Han var en god mand. Han ønskede ikke at blive behandlet anderledes fordi han var dronningens bror og det var et sted en sød tanke. han var meget rolig og nede på jorden og dette var nogle af de ting som hun virkelig elskede ved ham. Smilet hvilede stille på hendes læber. Hun var stadig voldsomt bekymret for hvad der skulle ske ham hvis han skulle i krig mod mørket men lige nu var det ikke tiden til at bekymre sig. i stedet så ville hun nyde denne tid hun havde med ham for det havde jo vist sig at de vare færre end først antaget. Det var dejligt at sidde her sammen med ham. Hun nød det voldsomt meget.
At han følte at han nu havde endnu en grund til at komme til slottet var kun en glædelig ting. Den følelse hun sad med i hele kroppen når hun sad her sammen med ham var helt igennem fantastisk. Hun følte sig mere levende end hun havde gjort det i mange år. Smilet hvilede roligt på hendes læber og hendes blik hvilede på hans skikkelse. Hvor var hun bare glad for ham og for at han var her sammen med hende. Hun ønskede virkelig ikke at være noget andet sted en lige her i hans favn. Hun tildelte ham de kærtegn som hun nu gjorde fordi hun gerne ville. Hun ville gerne vise ham at hun var glad for ham og det var faktisk en følelse hun aldrig havde siddet med før. Den sidste gang hun havde været en anden nær så havde hun ikke rigtig ønsket at vise ham nogen form for kærtegn men med Jophiel var det anderledes. Hun ønskede at vise ham at hun var glad for ham for det var hun jo. "Jeg føler at jeg er klar. Sammen med dig så tror jeg at det er muligt for mig at åbne mig op" endte hun ærligt og sendte ham et roligt smil. Som han tog om hendes hånd og lagde den mod hans bryst begyndte hun at smile noget mere. Det var bare så rart det her. Hun elskede virkelig at sidde sådan her med ham og bare nyde livet. Desvære gik tiden som regel bare alt for hurtigt når det kom til sådan noget som det her. Hun nikkede roligt ved hans spørgsmål og sendte ham et tappert smil. "Jeg synes at vi skal prøve igen." Sammen med ham følte hun virkelig at hun kunne op nå noget. Sammen med ham så følte hun at det nok skulle lykkes hende at se andet end slottets mure.

[Deleted]

Jophiel var en meget jordnær mand, som kun ønskede det samme, som alle andre. Han ønskede nemlig ikke at blive behandlet anderledes end så mange andre, og særligt når det kom til den her slags. Han var en mand som alle andre, og bare fordi at hans søster var dronning af landet, så var det ikke ensbetydende med, at han ønskede at blive behandlet anderledes. Han var en mand, som skulle udsættes og gøre det samme som alle andre mandlige borgere i landet, og det stod han meget fast på.
At Ahriana var klar på at prøve igen, var faktisk noget som betød utrolig meget for Jophiel. Uden tvivl, var det noget, som han tog som et klart tegn på at hun rent faktisk stolede på ham? Noget som rent faktisk betød utrolig meget for ham. Han lagde hovedet let ind mod hendes. "Hvis du føler, at du er klar, så lad os prøve igen," sagde han med en rolig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var glad for hende.. nok mere glad, end hvad han nok lige gav udtryk for, men det var nu heller ikke noget som han sagde for højt i frygten for, at det skulle skræmme hende væk fra ham. Så letskræmt som hun var, så var det noget, som han faktisk meget gerne ville undgå i den forstand, at det nu var ham muligt!
Jophiel gjorde denne gang tegn til at ville rejse sig op, så de kunne komme videre. Han ville gerne se, hvor langt ud de kunne komme denne gang, og særligt fordi at de kun var nået til døren sidst, hvor hun havde fået et mindre panikanfald og var løbet ind igen. "Kom, min kære," sagde han denne gang med et smil på læben. Han ville elske at få hende med ud og nyde det udenfor med hende, så han kunne vise hende, hvad Procias var for et smukt land.

[Ahriana "Master of Time"]

Der var nok mange som opførte sig anderledes end de burde fordi de var en del af den kongelige familie på en eller anden måde. Det huskede hun da tydeligt fra den gang hun havde omgang på slottet. Mange ønskede at blive set op til, at blive serviceret så det var helt forfriskende at møde Jophiel som virkelig bare virkede anderledes end alle andre på det punkt. Hun kunne ikke andet end at smile til det, også selvom han skulle i krig. Hun vidste at han stop fast på den beslutning og hun var glad for at han havde det sådan, også selvom hun virkelig ikke ønskede at han skulle tage afsted på den måde. Men endnu var der ingen grund til at tænke videre over det. Han skulle ikke afsted endnu, lige nu var han her sammen med hende.
Hun ville gerne prøve igen. Hun ønskede ikke at være bange længere. Hun ville ud og se og opleve ting sammen med ham. Tanken var hende stadig en smule skræmmende. Det at skulle søge ud var stadig farligt og mærkeligt men hun vidste at sådan ville det nok være i noget tid. Sandt at sige så ønskede hun vel også at være i stand til at søge ud hvis der skulle udbryde krig. Hun kunne ikke bare gemme sig indendøre hvis de kom så vidt. Hun mærkede hans hoved mod sit og lykkede øjnene. Hun nød det her fantastisk meget. Det var helt vildt fantastisk! "Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil føle mig helt klar før jeg står i situationen men jeg vil rigtig gerne prøve" sagde hun med et let smil. Hun åbnede øjnene igen og vendte blikket mod ham. Han var så dejlig. Hun holdt så pokkers meget af ham også selvom de ikke havde kendt hinanden længe og slet ikke havde set meget til hinanden i den tid. Sandt så skræmte disse følelser hende en smule for hvordan hun skulle håndtere dem vidste hun ikke. Det var virkelig bare underligt for hende.
Som han gjorde tegn til at rejse sig slap hun ham roligt og kom på benene. Det var egentlig en underlig følelse pludselig ikke at være i hans favn. Det var som om hun manglede noget selvom dette ikke var noget hun hverken sagde eller gav udtryk for på nogen som helst måde. Måske var det bare hende som var mærkelig? Det var lidt det hun frygtede en gang i mellem. Der var ingen tvivl om at de mange år alene havde gjort hende en smule sær men hvor meget havde hun egentlig ingen anelse om. Som han kom på benene greb hun roligt hans hånd. Forsigtigt flettede hun sine fingre ind i hans og ventede på han ville føre hende med sig. Det var lidt lettere for hende hvis det var ham der førte i stedet for at hun selv skulle tage springet.

[Deleted]

Jophiel skilte sig meget fra de typiske og særligt dem, der kunne pådrage sig noget af en stilling, eller en betydning, da han selv ej ønskede, at der skulle gøres nogen stor forskel hvad den slags angik. Lige nu handlede det om at nyde livet, og hvis han kunne gøre det sammen med hende, ville det være helt perfekt for ham. En kvinde som var kommet ham nær til hjerte, var da uden tvivl noget, som han rigtig godt kunne lide, og som efterlod selv ham, med en form eller følelse af ro, hvilket da uden tvivl måtte være noget af det bedste af det hele. Med et smil på læben, rejste han sig op, kun for at række hende en hjælpende hånd. Om hun følte sig klar til at prøve og forsøge igen. Det var ikke fordi at han gik med de største forhåbninger, men man kunne da kun håbe på, at det her ville virke på sigt.
"Det gør man nok aldrig.. men jeg hjælper dig igennem det.. Det lover jeg," sagde han endeligt, og med et bekræftende nik. Selv for hans vedkommende, var det vigtigt at hun vidste, at han var med hende, og at dette ikke var noget, som hun ville komme til at gøre på egen hånd. Som hun rejste sig og tog hans hånd, måtte han selv kun smile i takt med at hun lod deres fingre blive sammenflettet, da det i sig selv, var en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide. Han trykkede omkring hendes hånd, mest for at understrege for hende, at han rent faktisk også måtte være der for hende. "Kom.. vi har ikke travlt. Vi tager det bare stille og roligt." sagde han roligt. Selv måtte han finde det direkte urovækkende, at hun var så bange for at søge ud fra stedet her, og den tanke i sig selv var.. direkte grotesk selv set i hans øjne. Tænderne bed han let sammen i det skjulte ganske vidst. For nu var han nødt til at holde hovedet bare en smule højt, og komme videre. Han ville nyde det her.. nyde den tid sammen med hende. Han førte hende roligt med sig ud af pejsestuen, og søgte med ganske rolige skridt mod de store døre, som ville føre dem ud i slotshaven. Han pressede hende ikke. Han tog det helt stille og roligt.

[Ahriana "Master of Time"]

Jophiel var dejlig. Han var anderledes end alle andre. Hun nød virkelig at være sammen med ham. Det var utrolig dejligt at kunne tilbringe tiden sammen med en som holdt af en. Aldrig havde hun troet at hun ville savne selskab eller savne berøringer men efter hun havde mødt Jophiel så var alt blevet ændret. Han havde ændret hende og hendes opfattelse af verdenen. Sammen med ham følte hun sig rolig og hun følte virkelig at hun kunne klare hele verdenen. Det var virkelig skønt. Hun tog imod hans hjælpende hånd og kom på benene. Hun var nervøs, var det så underligt? Dog kunne hun ikke andet end at stole på ham. Han ville passe på hende, han ville beskytte hende. Hun vidste det, kunne mærke det på ham. Hun følte sig tryg sammen med ham og det var også derfor hun turde prøve igen. Sidste gang var det ikke lykkes, sidste gang var hun blevet for bange og var stukket af. Denne gang ville hun ikke! Denne gang skulle det lykkes at komme uden for i det mindste!
Hun bed sig i læben og trykkede om hans hånd med hendes. Hun vidste at han var der for hende og at han ville beskytte hende. Som deres fingre flettede sig ind i hinanden kunne hun ikke holde et lille smil tilbage. Var hun .... lykkelig? Hun vidste det ikke men sammen med ham følte hun sig virkelig gladere end hun nogensinde havde gjort før. Hendes blik søgte hans skikkelse. "Det ved jeg godt. Jeg ... Jeg stoler på dig, Jophiel" endte hun lavt men dog ærligt. Hun stolede på ham helt og holdent. Han havde med lethed vundet hendes tillid og hun kunne virkelig godt lide det! Hun gik helt til ham og lod hovedet hvile mod hans skulder kort. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle vise for ham hvor vigtig han egentlig var for hende. Hun var virkelig på bar bund. Hendes blik hvilede på ham som han snakkede. Hun nikkede blot. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun ville tage det stille og roligt. Bare han var sammen med hende så ville hun klare det hele med tiden. Han førte hende med sig og hun fulgte med rolige skridt. De kom tættere og tættere på de store døre. Hendes blik søgte dem og hun klamrede sig en smule mere ind mod ham. Det her var stadig skræmmende men det var ikke helt så skræmmende som det havde været sidste gang. Hun følte sig meget mere komfortabel med ham denne her gang. Da de næsten var henne ved dørene måtte hun dog stoppe. Hun var ikke direkte panisk men det var tydeligt at hun ikke brød sig om det. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og hun prøvede at tage nogle dybe indåndinger. Hun stod lidt før hun gav hans hånd et lille klem som for at lade ham vide at han godt kunne føre hende videre.

[Deleted]

Jophiel ønskede kun at sikre sig, at Ahriana havde det godt, inden han ville tage det skridt videre. Det kunne vel egentlig heller ikke komme bag på nogen som helst, kunne det? Han var selv spændt på, hvor langt han kunne få hende med sig denne gang. Ikke fordi at det var en tanke der gjorde ham noget, for han kunne virkelig godt lide det. Et smil passerede hans læber, som de bevægede sig tættere og tættere på døren. Verdenen på den anden side, var jo stor i forhold til de fire vægge, som hun havde haft, at skulle forholde sig til i denne omgang. Alt taget i betragtning, så skulle tingene nok komme af sig selv. Hovedet lod han søge på sned, og uden at vende blikket væk. "Jeg ønsker kun at passe på dig," sagde han ærligt. Det var det, som han havde givet udtryk for frem til nu, og det var sådan at han agtede at forholde tingene.
I takt med at de kom tættere og tættere på døren, kunne selv Jophiel mærke, at hun blev mere og mere nervøs. Ikke at det var noget, som egentlig kom bag på ham, men han ønskede jo heller ikke, at hun skulle være skræmt af det allerede. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være bange eller sådan noget! Han trykkede omkring hendes hånd, inden han vendte blikket mod hende igen. Et stille smil passerede hans læber. "Jeg er her," sagde han roligt, inden de søgte tættere på dørene, hvor han denne gang, valgte at få den ene skubbet op. Udenfor var det mørkt.. men der var lys på grund af månen og stjernerne som var højt oppe over dem. Som start, blev Jophiel stående i døren, for ikke at skræmme hende for meget, så hun ville ende med at søge væk, ligesom hun havde gjort sidst. Det var noget af det sidste, som han rent faktisk ønskede sig. Han førte hende ind i hans favn, hvor han denne gang lagde begge arme om hende. Her stod hun trygt og sikkert ved ham. Intet ville der ske med hende.