In the light of a fire.

[Ahriana "Master of Time"]

@darian

Det var sent. Mørket var allerede faldet på og folk var ved at finde til ro i deres kamre. Ahriana rendte forvirret rundt på slottet. Hvor mon hun skulle bruge tiden i aften? Eftersom hun var begyndt at søge mere ud og væk fra biblioteket og sit eget skjulested så undersøgte hun slottet hver aften. Det var virkelig sjovt at se hvordan de forskellige ting havde andret sig. Hun gik med et lille smil på læben og snurrede et utal af gange rundt om sig sådan sådan så hun var ved at falde omkuld. Det var så fantastisk at kunne rende rundt. Flyvende ved hendes side havde hun en gennemsigtig glaskugle med sneen i som ikke kunne smete som hun havde fået i haven. Hun gik aldrig rundt uden den. Hun turde stadig ikke forlade slottets grund og hun måtte virkelig passe på når hun rendte rundt ude i haven for ikke at blive set. Der kom et lille gab fra hende som hun bevægede sig videre ned genne gangen. Hun kom til en åbendør som hun trådte ind af. Det var pejsestuen som lå foran hende. Den var øde, ikke et øje og se og ilden var næsten død inde i kaminen. Hun gik med meget forsigtige skridt hen til kaminen og satte sig foran den. Den måtte ikke dø ilden. Hun ville gerne varme sig på den. Ved siden af kaminen lå nogle stykker brænde og hun to dem forsigtigt og lagde dem ind. Hun placerede sin hånd på de varme sten og en ildrød rune kom frem og fremmanede en flamme som tog ved træet og ilden begyndte at brænde lystigt igen. Hun smilede roligt og satte sig til rette på det flotte skintæppe som lå foran. Her var virkelig bare dejligt at sidde men der var lidt ensomt. Hun strakte sig en gang og i mangel på noget at lave lænede hun sig ind mod ilden igen. Med den ene hånd frembragte hun en rune og hun tog en del af flammen ud med sig. Hun holdt den i den ene hånd selvom den ikke rørte hendes hud overhovedet. Hun blev helt fascineret af flammen som hun holde. Den bolterede sig lystigt som var den stadig inde i pejsen. Det var lidt sjovt at se. Hun smilede roligt og sad blot og underholdt sig selv ved at få flammen til at danse oven på den rune hun havde lavet.

[Deleted]

Dronningen havde været væk hele eftermiddagen og aftenen med, men end ikke det havde Jophiel ladet sig stoppe af. Alle vidste hvad der kom, og selv han forsøgte at forberede sig efter bedste formåen. En kriger var han ikke, så et sted var han vel klar over hvad der ville ske? Han havde brugt dagen på at træne. Han var en jæger.. på ingen måder en kriger, og de håndvåben som han forsøgte at øve med i disse tider, var langt fra dem, som han plejede at bruge på daglig basis.
Hans lille hjem i skoven havde han forladt til fordel for en tilværelse på slottet. Han ønskede nemlig ikke at hans kære søster skulle gøre nogen forskel på ham, og den typiske bestand af procianske mænd. Han ville selv tage sin andel af arbejdet, selvom han vidste, at det uden tvivl ville komme til at holde hårdt.. Meget endda. Dagen havde nu passeret langt hurtigere end hvad Jophiel egentlig havde regnet med, men hvad gjorde man ikke for at sikre sit liv på bedst mulig måde? Han forlod træningssalen med hans skjorte i hænderne. Han havde bar overkrop. Der var vel ikke nogen at gemme sig for på denne tid af aftenen? Han strøg hånden over den svedige pande, inden han denne gang søgte igennem slottet. Her var stille.. Næsten for stille af hvad han synes var godt.
Med rolige skridt, passerede pejsestuen, hvor han for en kort bemærkning, bed sig fast i den kvindelige skikkelse, som måtte sidde derinde. Ahriana, var ikke en kvinde som han havde glemt, og særligt ikke efter den aften, som de havde nydt sammen med hinanden. Var det virkelig hende? Han stoppede op i døren og med armene korslagte. Det typiske varme smil hvilede på hans læber. Sidst han havde set hende, havde hun været direkte panisk for at forlade biblioteket, og nu sad hun her ganske alene. Selv her måtte der være sket frygtelig mange ting, siden hun nu gjorde det. "Jeg må sige, at det klæder dig at sidde her, snarere end at gemme dig," sagde han med en rolig stemme, mest for at understrege, at han stadig ikke ønskede at gøre hende noget ondt. Det kunne slet ikke falde ham ind.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde rykket sig en smule. Det var nemmere at bevæge sig rundt på slottet om aftenen og natten fordi der var ingen andre, eller næsten ikke. Hun havde overvundet frygten for slottet hurtigt. Det var stadig indendørs og stedet kendte hun jo rigtig godt selvom der var mange kroge hun endnu ikke havde betrådt. Nu sad hun i pejsestuen og var bare alene. Ikke at det gjorde hende noget overhovedet. Hun havde intet imod ensomheden og dog så ville det da være hyggeligere hvis hun havde nogen at dele denne aften med. Hendes blik gled ned på flammen i hendes hånd. Hendes hånd var beskyttet af runen som var under flammen, hvis hun ikke havde den så ville hun brænde sig.
Jophiel var en mand som hun egentlig fandt at hun savnede en smule. Den aften de havde mødtes havde virkelig åbnet nogle ting op for hende som hun ikke havde troet var muligt. Den måde han var på overfor hende var virkelig skøn og et lille smil bredte sig på hendes læber ved tanken. Det var noget tid siden hun havde set ham men hun vidste jo godt at han ikke boede på slottet så det var vel ikke underligt at han ikke var her så ofte. At han så måtte være ved at forberede sig til den kommende krig anede hun intet om. Realiteten af krigen havde hun opfanget, hun havde hørt folk snakke om det. Ville Procias falde til mørket? Tanken var skræmmende. Hun sukkede stille for sig selv. Hvad skulle der blive af dem alle sammen?
Jophiels stemme fik hende til at hoppe af forskrækkelse. Hun havde siddet i sine egne tanker og slet ikke bemærket at hun ikke længere var alene. Hendes blik søgte hurtigt døren for at se at det virkelig var ham. Det var det. Hendes blik hvilede på hans skikkelse. Det gik op for hende at han havde bar overkrop og hun kunne mærke varmen stige op i hendes kinder. Hun mistede fokussen fra ilden hun sad og legede med så runen der beskyttede hendes hånd forsvandt ilden slikkede hen over hendes hånd. "Av!" ømmede hun sig som hendes blik gled til hendes hånd som nåede at blive forbændt før flammen forsvandt igen.

[Deleted]

Krigen ville ramme. Det var jo kun et spørgsmål om tid, inden det ville blive således, og selv Jophiel havde brug for at gøre sig klar. Det var ikke ofte, at han oplevede at landet var så.. stille, som det var i disse tider. Folk nød ven tiden med deres nære og kære? Mænd skulle i krig, og selv Jophiel var klar over hvordan udfaldet med største sandsynlighed ville ende med at blive. At sidde og vente på det, var nok det mest forfærdelige af det hele.
At han direkte formåede at give Ahriana et chok, var bestemt ikke hensigten, og derfor var han hurtigt inde i salen. Han reagerede vel lidt på det spontane, for han ville jo heller ikke have at hun skulle rende rundt og være bange for ham. Slet ikke, når det var på denne her måde. "Åh.. undskyld, Ahriana!" sagde han hastigt, da det bestemt heller ikke havde været hans hensigt at skræmme hende eller noget lignende. Tvært imod! Han bed sig svagt i læben, som hun havde brændt hånden, inden han søgte hen til hende. Skjorten lagde han ved sin side, inden han knælede. Igen for ikke at virke alt for høj - ligesom han gjorde sidst. For ham, var det jo bare at handle og reagere på den måde, som han altid havde gjort det. Han tog hendes hånd ganske forsigtigt, vendte den med håndfladen op, kun lige for at se, om der var sket hende noget, for det havde slet ikke været hans intention at skulle skræmme hende i den forstand, at hun skulle ende med at komme til skade.. Overhovedet ikke!
Jophiel slap efterfølgende hendes hånd, da han kunne konkludere, at der ikke var sket nogen større skade, end en lille forbrænding som hurtigt ville gå over igen. "Jeg tror du slipper uden større skade... Skal jeg hente noget koldt at læge over?" spurgte han med en rolig stemme. At han sad der uden skjorte, var nu ikke nogen tanke som han tænkte yderligere over, da han jo som sagt havde været nede for at træne og øve lidt, selvom.. ja, han var ikke en kriger, så han ønskede vel egentlig bare at nyde den sidste tid, som han havde i live?

[Ahriana "Master of Time"]

Krigen ville komme. Det var en skræmmende tanke. Hun havde oplevet krig før selvom hun intet havde kunnet gøre for at hjælpe. Denne gang ville ikke være anderledes. Hun var magtesløs, kunne blot se på mens krigen kom dem nærmere. Hun ville ønske at hun turde men ak, hun kunne aldrig få sig selv til at skade en anden levende sjæl. Ikke på vilkår!
Hun var blevet forskrækket, ikke fordi hun som sådan var bange for ham stadigvæk for det var hun ikke men han havde overrasket hende. Hun regnede ikke med at der ville være nogen som helst andre på slottet på denne tid af aftenen. Hendes hånd gjorde ondt fordi nerverne trak sig sammen under varmen. Hun peb en gang og kiggede på sin hånd. Ved hans ord vendte hun opmærksomheden mod ham igen. Hun nåede dog ikke at reagere på det før han kom over mod hende. Hun rødmede på ny som han satte sig ved hende og greb hendes hånd for at undersøge den. Hun hev den ikke til sig eller noget som helst men blikket flyttede hun fra hans skikkelse. Havde han ingen ide om at han rendte halvnøgen rundt? Hun bed sig let i læben og tvang sig selv til at kigge på ham mens han studerede hendes skade. Hun var stadig øm og det gjorde ondt men det var lidt som om hun glemt det når han var der. Hovedet søgte let på sned som han sagde at det ikke var så slemt igen, heldigvis da. Blikket gled ned på hendes hånd som han slap igen. Hun kunne stadig mærke varmen fra hans hånd mod sin egen. Det var en under følelse at blive berørt uden at have lysten til at stikke af. "Det er okay. Du gjorde det jo ikke med vilje. Jeg blev bare uopmærksom for en kort stund fordi ...." Hendes stille mumlen forstummede og hun rødmede kraftigt som hendes blik søgte væk fra ham igen. ".... Du har ingen skjorte på" endte hun efter lidt tid. Tydeligt forfjamsket ved hele situationen. Det var da ikke normalt sådan at rende halvnøgen rundt på den måde, var det? Hun vidste det ikke. Sandt at sige så var de fleste mænd på slottet altid iført rustning fordi de var soldater. Hendes blik gled ned på hendes hånd igen og hun rystede stille på hovedet. "Jeg klare mig. Smerten forsvinder igen snart er jeg sikker på" forsikrede hun ham og formåede at få et lille smil frem. Det var faktisk rart at snakke med Jophiel igen. Hun havde virkelig nydt deres sidste samtale.

[Deleted]

Det havde på ingen måde, været Jophiels intention at skulle gøre hende så forskrækket, at hun kom til skade, og derfor følte han vel også, at det var hans ret, at skulle gøre det hele godt igen? Han satte sig på knæ ved siden af hende, tog hendes hånd og undersøgte den. Dette var faktisk noget af det, som han var god til. Han var ikke god til det sociale, og holdt sig selv mest for sig selv, for hvem skulle han da snakke med? Igen blev han jo dømt på hans navn, og det ønskede han ikke. Han var faktisk slet ikke god til det med at have alt for mange omkring sig. Han smilede let. Hun havde været heldig denne gang. "Jeg beklager virkelig," sagde han dæmpet.
Som hun kommenterede hans manglende overbeklædning, var det først nu for alvor gået op for ham, at han jo faktisk... ikke havde den på. Han endte selv med at grine forfjamsket. Han havde virkelig ikke tænkt på det. "Det... undskylder jeg virkelig. Jeg har lige været nede og træne lidt, forstår du.." Han greb ud efter sin skjorte, kun for at tvinge den på plads over kroppen, inden han fik den knappet foran. De posede ærmer var måske en smule i vejen, men hvad. Selv han måtte jo forsøge at følge moden engang imellem. Stadig en smule svedig, og nok knapt så velduftende som sidst, blev han dog siddende overfor hende, uden at slippe hende med blikket. Han sendte hende et stille smil. "Var det bedre?" spurgte han med et stille og roligt smil på læben.
Smerten skulle nok forsvinde, hvilket var noget som Jophiel selv, slet ikke var et sekund i tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned. Det var ved at være lang tid siden, at han havde set hende, og ja.. han måtte vel også erkende for sig selv, at han rent faktisk havde savnet hende? For det havde han faktisk. Selv så hun da ud til at have det godt.. Der var i hvert fald ikke den store forandring, fra sidst han havde stået overfor hende, hvilket var noget som han da godt kunne lide. "Det er.. godt at se dig igen, Ahriana," sagde han endeligt. Mest i et forsøg på at starte en samtale. Det var jo også gået ham meget godt sidste gang.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun ømmede sig en smule over hendes hånd men det gjorde ikke alt for ondt. Det var mere bare chokket. Forbrændingen ville gå væk efter et par dage så der var virkelig intet at gå helt i baglås for. hendes blik søgte ham som han igen sagde undskyld. Hun rystede blot på hovedet af ham. "Det var ikke din skyld. Jeg blev bare uopmærksom" sagde hun stille og lod hovedet søge let på sned. Der var virkelig ikke nogen grund til at undskylde mere.
Den røde farve lå i hendes kinder og den forsvandt bare ikke igen. Det var første gang i mange tusind af år at hun havde været i samme rum som en halv afklædt mand og den gang havde hun været lige så pinlig berørt over det. Et lille smil brød dog på hendes læber da han selv indså at han ikke havde skjorten på. Hun løftede den ene hånd og nappede sig selv let i siden af fingeren mens hun betragtede ham som han tog den på igen. "Er det meget normalt for dig at rende rundt uden?" spurgte hun stille dog kunne en drillende tone være at finde i hendes stemme. Hun havde virkelig savnet at snakke med Jophiel. Sidste gang havde været rigtig behagelig da hun endelig havde turde sige noget til ham. Da han spurgte om det var bedre nu nikkede hun stille og dog kunne hun ikke lide lade være med at tænke at han faktisk havde set ret godt ud uden den på. Endnu en gang blussede farven op i hendes kinder og hun vendte blikket mod sine knæ. Hun havde blot en kort kjole på som mest af alt kunne minde om en natkjole så det var ikke lige frem fordi hun selv var specielt tildækket.
Hendes blik søgte hans skikkelse på ny og hun lod hovedet søge let på sned mens hun betragtede ham. Hun havde savnet ham, det turde hun godt indrømme overfor sig selv. Han havde vist hende at verdenen måske ikke var helt så farlig som hun først havde troet og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. "Det er også godt at se dig igen" sagde hun roligt og bed sig let i læben. Hun vidste ikke hvorfor men han gjorde hende umådelig genert denne gang af en eller anden grund. Hun begyndte forsigtigt at lege med en tot af det lange brune hår som lå let ned over hendes skulder. Hele hendes fokus syntes at ligge på den ene tot hår da hun åbnede munden på ny. "Jeg har savnet dig. Det er længe siden du har været her på slottet og besøge mig." Hun rødmede igen og prøvede virkelig at holde fokus på denne ene tot af hår for ikke at miste sig selv fuldstædig i hendes generthed.

[Deleted]

Jophiel synes bare, at det var på sin plads at undskylde overfor hende, og særligt fordi at det som var sket, overhovedet ikke havde været meningen. Overhovedet ikke. At hun skulle brænde sig, fordi at han gjorde sig forskrækket.. Det var da bare naturligt, at det var noget som måtte falde tilbage på ham på et eller andet tidspunkt. "Og det er det jeg er ked af. Det her skulle aldrig være sket, og det beklager jeg," sagde han med en rolig stemme.
At det virkelig havde plaget hende så meget, at han havde siddet topløs, var slet ikke noget som han havde tænkt over. Det var jo heller ikke ofte, at han gik rundt uden. Han rystede på hovedet med et næsten forfjamsket smil på læben. "Normalt? Nej, så har jeg den altid på.. Jeg tænkte ikke lige over det," sagde han, og rystede så lidt på hovedet. Det var virkelig ikke meningen at gøre det sværere for hende. At hun så derimod ikke var bange for ham, var uden tvivl en ting som han virkelig var glad for, for det havde jo aldrig været hans mening med tingene. Han sendte hende et smil, inden han roligt slap hende igen. Han blev dog siddende tæt på hende, og særligt her i varmen, så var det rart. Turen tilbage til skoven var trods alt lang, og særligt når det var mørkt. "Jeg har også savnet dig, Ahriana," sagde han roligt.
Hendes ord efterlod ham med følelsen af en samvittighed, for han vidste godt, at han ikke havde set til hende, selvom han jo virkelig gerne ville. Han lod hovedet søge let på sned, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Jeg er ked af, at jeg ikke har set mere til dig.. Men der har været så mange andre ting der har taget min tid." Han betragtede hende roligt. Det havde ikke været hans mening, hvis hun direkte havde siddet og ventet på at han ville komme igen. Skulle han kunne gøre noget ved det? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. Et sted var han vel egentlig bare kommet lidt fra det? Uanset hvor hårdt det så end måtte lyde, så var det jo sandt nok. Han sendte hende et skævt smil. "Jeg har bare været optaget.. det er jo så rent held, at jeg stødte på dig i aften.. Du lyser virkelig op," sagde han med et svagt smil.

[Ahriana "Master of Time"]

At han blev ved med at undskylde fik hende til at ligge sig op på knæ og kravle hen foran ham. Hun kiggede ham dybt i øjnene for en stund hvorefter hun lagde hænderne mod hans kinder og smilede roligt til ham. "Ikke undskylde. Det er i orden Du gjorde det ikke med vilje" hviskede hun blidt og strøg ham blidt over kinderne før hun slap ham igen. Der var virkelig ingen grund til at bebrejde sig selv på den måde. Det havde jo været et uheld.
Det havde bare gjort det svære for hende at være i nærheden af fordi hun var jo vant til at folk havde tøj på. Hun rødmede fuldstændig mens han stadig var uden skjorte på. Hun blev bare helt forfjamsket. Da han så endelig havde fået den på igen og snakkede til hende vendte hun blikket mod hans ansigt. "Det går nok. Det er bare ...... Jeg er ikke vant til at folk render rundt uden bluse på. Det gør mig en smule genert må jeg indrømme" et lille undskyldende smil prydede hendes læber. Det var virkelig længe siden hun havde smilet så meget som hun gjorde det lige nu. Hun var ikke længere bange for ham. Hun huskede tydeligt hvor sød og rar han havde været sammen med hende sidst og det var virkelig nogle dejlige minder at have. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham. Det røde farve fandt vej til hendes kinder da han sagde at også havde savnet hende. Ihh hvor gjorde han hende bare forfjamsket i dag. Hun kunne virkelig ikke finde ud af hvilket ben hun skulle stå på. "Det er jeg glad for at du siger" hviskede hun næsten lydløst og vendte blikket mod hans ansigt på ny.
Det var ikke meningen at han skulle have dårlig samvittighed over det. Hun vidste jo godt at han ikke boede på slottet og derfor ikke havde tid til at se hende så ofte. Det gjorde ikke noget men det var da trist at de ikke havde muligheden for at være sammen noget mere. "Jeg er også ked af at du ikke har været her noget mere. Det ville også være nemmere hvis jeg turde gå uden for slottet. Det er helt sikkert" sagde hun roligt. Han kom med mange forklaringer og det var slet ikke nødvendigt. Hun vidste jo godt at han havde andre ting at se til end bare at se til hende. Hun kørte en hånd igennem det brune hår og sendte ham et stille smil. "Tak. Det er lettere at lyse når du er her."

[Deleted]

Hænderne mod hans kinder, var uden tvivl noget som virkelig satte en sitren i Jophiel. Han var i forvejen heller ikke vant til kontakt på den måde, og særligt når han levede livet alene i en hytte ude i skoven. Alt taget i betragtning, så var han jo en mand, som havde brug for at komme ud i det sociale.. Det var bare svært, når han ikke var den typiske Diamaqima, som så mange troede at han var. Han sendte hende et smil. "Okay... Godt," sagde han med et skævt træk på smilebåndet. Selvom han nu kun havde set hende en enkelt gang, var han blevet glad for hende.. Hendes selskab særligt, for det var så meget anderledes, end hvad han plejede at være omkring, og det var en tanke, som han jo i forvejen, virkelig godt kunne lide.
At det havde genert hende så meget, at han havde siddet uden bluse på, havde Jophiel ærlig talt ikke tænkt over. Han var bare kommet gående, og han havde haft brug for luft. Det gav måske ikke det samme med våbentræning, når man ikke havde nogen at træne sammen med, men selv han følte, at han var nødt til at være beredt.. Og særligt når det skete på en måde som denne. "Det må jeg huske til en anden gang, jeg befinder mig i træningsalen," sagde han med et let drillende smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Hans blik gled kort i retningen af ilden. Han mente det dog, når han sagde, at hun lyste helt op, og det kunne han godt lide. Særligt fordi, at hun ikke virkede til at være bange for ham mere.. Bare han havde kigget på hende sidst, havde hun søgt i skjul. Det var slet ikke nødvendigt længere. Hovedet søgte let på sned, uden at han så bort fra hende. Han følte at han kunne være sig selv i hendes selskab, og for ham, var det uden tvivl utrolig behageligt. "Du må jo sige til, hvis du er frisk på at forsøge igen. Der er stadig utrolig mange ting derude, som jeg rigtig gerne vil vise dig," sagde han med et lille smil. Skoven.. hvor han boede.. fortælle og forklare hende, at verdenen ikke var så slem et sted, som hun gav udtryk for, at det var. Det var alt sammen noget, som han værdsatte frygtelig meget, og ønskede at hun skulle se. "Jeg mener det. Du lyser virkelig op.. Og tør forlade biblioteket på egen hånd. Det er da alligevel små fremskridt," sagde han opmuntrende.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun sendte ham et stille smil mens hun havde fat i hans kinder sådan så han kunne kigge på hende. Hun mente det virkelig, der var intet at undskylde for. Selv havde hun været et klods og ikke holdt fokus. Det var endt galt, det var derfor at ild var en forfærdelig ting. Meget forsigtigt strøg hun kort hans kinder før hun slap ham igen. "Tak" sagde hun stille og lod hovedet søge let på sned. Der var virkelig ingen grund til at han blev ved med at undskylde til hende. Hun nød virkelig at være omkring Jophiel. Det var helt rart at hun ikke længere behøvede at være bange.
Hun havde virkelig været forfjamsket på grund af hans manglende tøj. Det var hun ikke bange for at erkende. Varmen havde steget hende til kinderne og den røde farve havde skinnet klart indtil han havde fået skjorten på igen. Det var da ikke fordi hun ville tvinge ham men genertheden havde virkelig sat sine spor i hende. Hans ord fik hende til at vendte hovedet nysgerrigt mod ham. "I træningsalen? Hvad lavede du der?" spurgte hun næsten forundret. Hun vidste at der var folk som trænede der lige i øjeblikket men krigen var endnu ikke en så fremtræden tanke i Ahriana's hoved. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham. Hvorfor mon han brugte sin tid der? Hvis han brugte meget tid der så ville hun da vide hvor hun skulle lede efter ham en anden god gang. Hun sendte ham et blidt smil og lagde sig på knæ. "Du gjorde allerede meget for mig den første gang vi sås, Jophiel. Du gav mig noget at arbejde med og en grund til at arbejde med mig selv. Jeg frygtede virkelig at så snart jeg ville forlade det sikre indenfor så ville jeg dø på en eller anden måde. Den frygt formåede du at neutralisere på en måde. Det er jeg rigtig glad for." Hun ville ikke lyve for ham. Det var virkelig noget som betød ufattelig meget for hende Han havde virkelig gjort meget af forarbejdet som hun kunne arbejde videre på. Et sted så havde hun jo egentlig også øvet sig en smule ekstra for at han ville blive glad når han kom igen? Hun ville gerne vise ham at hun godt kunne og at hun ikke blot var en lille bange buks som sad og gemte sig i hjørnet konstant. Hun ville gerne vise ham at hun faktisk gerne ville noget mere end bare at gemme sig væk. Hun rødmede kraftigt ved hans opmuntrende ord. Hun tog sig genert til kinderne i et forsøg på at skjule det. "Jeg prøver virkelig. Det er blevet lettere at rende rundt om natten i hvert fald. Der er ikke ligeså mange mennesker så det er ikke så farligt" pointerede hun stille og bed sig let i læben.

[Deleted]

At Ahriana rørte ved ham, var slet ikke noget som Jophiel havde noget imod. Det var ikke mange som han mødte i løbet af sine dage, men sådan som det var lige nu, så var det som om, at det bare var noget som faldt ham mere og mere naturligt. Han sendte hende et smil, dog selv på trods af hans træthed. Han havde trænet i flere timer, og det var uden tvivl svært for selv ham at forholde sig til, men krigen ville ramme, og selv han vidste, at han skulle ud før eller siden. Det var næsten det, som gjorde det værre end hvad det var i forvejen. "Jeg ved ikke om du har bidt dig mærke i den intense stemning... krigen nærmer sig, Ahriana, og.. hvis og når den gør.. så skal jeg nok sendes ud," sagde han. Tanken skræmte ham. Ingen tvivl om den måtte skræmme ham! Han kunne jo lige så godt få det sagt.
At hun derimod ikke var bange for ham, eller at søge ud for biblioteket, var uden tvivl en tanke som selv Jophiel måtte nyde. Han hævede hånden ganske let, som han lod stryge mod hendes kind. Forsigtigt. Han ville jo heller ikke gøre det ukomfortabelt eller noget lignende for hende. Det var han slet ikke ude på. "Det er virkelig rart at se dig søge lidt ud.. skinne og uden at sidde med frygten, som jeg så i dine øjne, sidst jeg så dig, Ahriana. Jeg føler stadig ikke, at jeg gjorde meget.. Jeg ønsker dog stadig, at vise dig den verden som du har afholdt dig fra, den dag du er klar til det," sagde han med en rolig stemme. Et smil forblev på hans læber. Han drømte om at vise hende skovene, og hvis muligheden for det, naturligvis ville stå ved, og særligt inden krigen ville bryde ud. Hovedet lod han søge let på sned og uden at se væk fra hende. Så smuk en pige.. Det var virkelig synd, at hun sad herinde hver eneste dag, og det var han heller ikke bleg for at erkende. For nu.. ville han bare nyde tiden mens han havde det. Han var ikke en kriger og det var det som satte rigtig mange forfærdelige tanker selv i hans sind. "Det glæder mig, at det er noget, som du har indset," sagde han med et varmt smil. Sidst havde det jo været en krig alene at få hende ud af biblioteket. Det glædede ham, at det ikke forholdt sig sådan mere.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana havde aldrig kunnet lide at røre ved andre. Hun havde holdt sig på afstand af folk og ikke brudt sig særlig meget om sådan noget kontakt. Dog kunne hun tydeligt mærke at hun godt kunne lide at røre ved Jophiel. Han var dejlig varm og det fik hende til at smile på en måde hun ikke vant vant til. Roligt dumpede hun ned ved hans sidde og betragtede han roligt. Jo den intense stemning havde hun bemærket men hun havde ikke tænkt videre over det. hans ord slog dog til hende og frygten meldte sig med det samme. Han skulle ud? Hun endte med at sætte sig op på knæene og greb forsigtig fat i ham. "Du .. Du må ikke. Hvad hvis du ikke kommer tilbage?" spurgte hun tydeligt skræmt. Hendes blik hvilede på hans skikkelse og tårene trillede allerede ned over hendes kinder.
Hun mærkede hans hånd mod sin kind og det føltes virkelig fantastisk. Hun kunne ikke andet end at smile en smule som hun mærkede ham så tæt på. Hun frygtede ham ikke mere, faktisk så havde hun savnet ham en del. Det var jo ham der ligesom havde fået hende en smule ud af hendes skal. Hun så gerne at han endte med at få hende hele vejen ud. Hun rødmede svagt ved hans ord. De var så søde. "Jeg vil rigtig gerne se den en dag. Lige nu er jeg bare ikke klar til at bevæge mig så langt men jeg arbejder på det" sagde hun roligt og begyndte at rode med en tot af sit lange hår. Hun ville jo rigtig gerne så meget men det var bare ikke let når man sad helt alene og gemte sig på et slot som hun gjorde det. Der var brug for en til ligesom at skubbe hende en lille bitte smule og hun ville gerne have at det var ham. Hun kunne rigtig godt lide ham. Det var ikke mange mennesker som hun endte med at knytte sig til og normalt så tog det lang tid. Dog, med ham så var det gået hurtigere end nogensinde før. hun følte sig helt tryg sammen med ham. Her kunne hun føle sig rolig og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Hovedet søgte let på sned som han snakkede. Hans stemme var helt fantastisk. Hun kunne lytte til den hele dagen. "Det tog mig noget tid og en rar person før jeg indså hvor spændende verdenen virkelig kunne være." Det var hun ikke bange for at indrømme. Hun ville ikke sidde her hvis det ikke havde været for ham.

[Deleted]

Naturligvis var krigen skræmmende, men Jophiel vidste jo også godt, at Silia ikke kunne gøre nogen forskel, og når det kom såvidt, så vidste han jo, at han skulle afsted. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Tanken om krig, var ganske vidst skræmmende.. meget endda, for han var ikke en kriger! Hvis han var noget, så var han en jæger. "Jeg har ikke noget andet valg.. Selvom dronningen er min søster, kan hun ikke gøre forskel.. Der er brug for alle dem, som kan svinge et sværd. Det kan jeg jo.. og det her er også et land, som jeg ønsker at beskytte," sagde han ærligt. Han lod hånden stryge ganske let over hendes kind, inden han lod den falde igen. Det var jo heller ikke fordi at han ville sidde og bare have ondt af sig selv. For en gangs skyld, så ønskede han jo også at udføre noget, som andre også kunne være stolte af. Det havde han jo ikke formået at gøre til nu.
At Ahriana kunne søge ud af biblioteket på egen hånd. Han sendte hende et smil. Her ved hende, følte han at han kunne slappe af. Af en eller anden underlig grund, så kunne han slappe af, og det var en fornemmelse, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han vendte blikket ned mod hendes hænder, som havde fat i ham. "Du behøver ikke klamre dig sådan til mig, Ahriana," sagde han med et stille smil på læben. Alt taget i betragtning, så var han rolig. Det var en sjov fornemmelse, som hun efterlod ham med, og det ar noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han blev siddende tæt ved hende, hvor han denne gang lod den ene arm falde forsigtigt om hende, så hun kunne komme ordentlig ind og tæt på ham. Han bød hende i hvert fald til det. "Bare tag det stille og roligt. Det er heller ikke meningen, at du skal være presset til noget," sagde han med en rolig stemme. Igen vendte han blikket mod hende. Hvor ville han dog ønske, at han kunne vise hende skoven... de mange væsner som var der, og alt det som skete der når solen stod højt. Men ak.. han havde jo set hvor svært det havde været for hende, da hun havde stået i døren til haven. Det havde gjort hende panisk. Smilet bredte sig på hans læber. Han fattede jo hentydningen. "Det vigtigste for mig, er at du oplever ting, og ikke sidder fængslet på biblioteket. Hvis du er frisk, så sig til.. Så kan vi prøve igen," sagde han med et stille smil.

[Ahriana "Master of Time"]

Krig var virkelig skræmmende. Selv havde Ahriana aldrig været med i en men hun havde fulgt med fra vinduerne og i skyggerne. Så mange mennesker måtte lade livet i sådan noget forfærdeligt noget. Tanken gjorde hende urolig og endnu mere nu hvor han fortalte hende at han skulle ud. Tårene strømmede ned over hendes kinder selvom hun stadig virkede helt rolig. "Jeg .... jeg kan ikke lide det" mumlede hun svagt og mærkede hans hånd mod hendes kind. Det var betryggende at mærke ham mod sig. Hun kunne virkelig godt lide at have ham der ved sin side på den måde selvom han ikke kunne lide tanken om at han skulle forsvinde ud i den farlige store verden. "Ser det meget slemt ud for Procias?" Hun kunne ikke lade være med at spørge. Et sted var hun bare nød til at vide det. Hun sad med så meget magisk kræft men havde ikke hjertet til at bruge den mod andre.
Hans smil var dejligt og hun kunne ikke andet end at gengælde det. Hun følte sig altid så rolig sammen med ham. Han havde en helt ubeskrivelig måde hvor på han nåede hende helt ind i hendes indre og bare beskyttede hende. Et sted havde hun følt sig en smule tabt uden ham den senere tid. Den varme følelse som han efterlod hende med var en følelse som hun slet ikke kunne benægte at hun kunne lide. Hans lille kommentar fik hende til at rødme. Var hun virkelig så klamrende? Hun ville jo ikke gøre ham ukomfortabel eller noget som helst? Måske hun skulle rykke sig en smule væk fra ham igen? Tankerne fløj igennem hendes hoved men hun nåede ikke at reagere før hun mærkede hans arm søge om hendes skikkelse. Et forvirret blik gled roligt mod hans skikkelse. Han sendte hende forvirrende signaler men hun fandt sig dog alligevel i gang med at søge ind til hans favn og puttede sig op af ham. Forsigtigt lagde hun en finger mod hans brystkasse som hun let kørte rundt i små cirkler for at have noget at fokusere på. "Jeg føler mig ikke presset sammen med dig. Jeg ... jeg er ikke for nærgående, vel?" spurgte hun stille. Hun var virkelig nød til at vide det for hvis hun var ville hun da trække sig igen. Hun ville jo heller ikke ligefrem presse ham til noget som helst. Hovedet søgte let mod hans skulder som hun holdt fokus på sin finger og lyttede til hans stemme. Hendes hentydning så han ud til at opfange hvilket fik et lille smil frem på hendes læber selvom hun ikke flyttede blikket. "Jeg vil rigtig gerne se skoven. Det er alt for lang tid siden at jeg har været der. jeg er sikker på at alt er ændret siden den gang. Med små skridt burde du kunne tage mig med derud en dag og vise mig det hele." Hendes stemme var ikke meget mere end en blid hvisken men hun var sikker på at han kunne høre det når nu de sad så tæt.