Im going to kick your ass!

[Deleted]

Blive her? Hvad mente hun med det? Han havde end ikke set hende siden hun havde ligget på renden til døden og nu hvor han stod her, med ingen grund til at infiltrere hendes liv igen... ud over sin egen lyst til at indhente de glemte tider, så ville hun have at han blev her? Hendes hånd om hans arm trak i hans opmærksomhed og overraskede ham i en sådan grad at han ikke kunne sige hende imod. Om det var fordi at hun tog fat i ham, som hun aldrig havde været i stand til før... eller om det var fordi at han følte sig ukomfortabel ved den pludselige nærkontakt, så tog det ham ikke meget mere end et split sekund før at han trak armen til sig.
"... Jeg vil ikke sige nej til et tilbud om husly for nu, men... bare.. hold dig på afstand. Jeg ved ikke om der er nogen der holder øje med os og det ville kun give dig flere problemer," Hvad der ville have været en direkte frastødende afvisning, endte ud i et mere faktuelt og logisk afvisning i stedet. Han brød sig ikke om det overhovedet, men det ville give ham mere ro på hvis han kunne få sin søster i sikkerhed.
"Før an," Bad han alligevel en anelse modvilligt og holdt et fast fokus mod hende, som af og til stadig vandrede omkring dem. Det var ikke ligefrem fordi at han var paranoid, men han havde slet ikke lyst til at støde ind i problemer med sin lillesøster på armen. Han var ikke bange for Rei på noget plan, men den mand havde en evne til at lægge et net af fælder omkring sig for at tvinge folk til at agere efter hans vilje for at overleve. Et net han slet ikke ønskede at se Ellie blive fanget i.

[Deleted]

Hun ville ikke have at han gik. Det ville være for farligt. Tanken om at han skulle rende rundt i Imandra's mørke med Nathaniel lille datter på armen ville hun slet ikke have. Nej han var nød til at tage med hende. De kunne søge ly i det gamle børnehjem. Der kunne de være sikre indtil morgenen. Det faktum at han fjernede sig omgående da hun greb fat i ham fik næsten hendes hjerte til at falde helt ned i hendes mave. Hun vidste slet ikke hvad der forgik. Hun tog forsigtigt om din egen hånd og vendte blikket i jorden. Hun havde altså bare opfanget forkerte signaler sidst? Pokkers. Hans ord gav hende ringe trøst. Hænderne gled ned langs hendes side og hun knyttede dem let. "Om det er din far eller andre warlocks som er efter mig er redundant. jeg står i lort til halsen som det er. At hjælpe dig vil ikke forvære min situation" sagde hun stille og vendte sig fra ham. Hun ville hjælpe ham på grund af Nathaniel. Hun stod i gæld til den mand. Hun skulle bare beskytte dem til morgenen ville komme og så kunne de skilles igen. Han ville ikke behøve at være sammen med hende mere end højest nødvendigt.
Hun sukkede stille som han bad hende føre an. Hun sagde intet men begyndte bare at gå ind mellem folk. Hun førte ham roligt ned mellem gader og stræder, gik i skyggerne for at færrest ville kunne finde dem. Hun nåede det gamle hus som hun gik ind i og lod ham følge efter sig. Hun lukkede døren efter dem og førte ham så ovenpå til det værelse hvor hun havde ligget syg og hvor de havde været sammen den gang Sophia havde været på dødens rend. Ligeså lukkede hun den dør efter ham. Med rolige skridt gik hun over og kiggede ud af vinduet. Hun ville være sikker på at de ikke var blevet forfulgt. "Vi kan blive her indtil solen står op. Så kan i tage ud og finde din mor og Nathaniel. Imandra er blevet endnu mere farligt siden sidst du var her" sagde hun stille og bed sig let i læben. Det var virkelig en underlig følelse at stå her sammen med Demian igen. Hun havde haft glædet sig, virkelig håbet på at denne dag ville komme og nu, ja nu ville hun næsten ønske at hun var blevet hjemme i grotten. Alt var ændret. Det var næsten ikke til at bære.

[Deleted]

Hele turen gennem New Dale gav ham næsten myrekryb. Gamle minder fløj gennem hans sind - både godt og skidt. Han havde næsten været sikker på at der ikke ville være grund for at dvæle ved nostalgien, men det var langt fra tilfældet.. nu hvor hun stod her i levende live. Han havde oprigtigt troet på at han aldrig ville se hendes smil igen.
Det gamle børnehjem - hvor det dog lignede sig selv. Støvet og misligholdt, bevares, men det var kun taget i betragtning af at ingen havde boet her siden da. Hans første objekt var at få Amaya puttet af vejen, så den lille pige ville være i stand til at sove hele natten igennem. En vugge rejste sig fra skygger som skød op fra jorden. Denne slags teknik havde han længe kendt til. Alkymi og sort magi lå ikke ret langt fra hinanden, selv han havde gået i troen på at han var blot den smule tættere på Nathaniel end som så.
"Hvorfor gøre situationen værre?" Spurgte han sagte og lod et magisk skjold lægge sig om vuggen for at forhindre uventede lyde i at vægge hende. Blikket gled i hendes retning inden han kunne nå at få et svar fra hende.
"Jeg vil ikke søge efter dem før at jeg høre noget nyt fra den kvinde jeg sendte af sted." Konstaterede han derefter og tog sin kappe af, som han valgte at søge fra Amaya og over til Ellie. Kappen lagde han med en utrolig forsigtighed om hendes skuldre. Ikke om han sagde hvad den var ment for, men selve hytten var ikke just varm at opholde sig i.
"Desuden.. min far er det mindste af dine bekymringer. Det er min onkel du skal holde øje med, Rei Salore. Han er langt fra typen der handler lige så drastisk som min far. Det er lige før jeg næsten er overbevist om at den mand ikke ejer noget temperament overhovedet." Tilføjede han i en rolig tone. Emnet lå ham slet ikke fjernt. Han havde hørt om formålet for at blive hjulpet fra sin mor og er siden hen blevet gejlet op til at vende sin vrede mod Kimeya. Træningen der havde lagt låg på hans iltre og frembrusende dømmekraft og givet ham en underlig ro at tackle det med.. til en hvis grad selvfølgelig.

[Deleted]

Efter deres sidste møde havde Elmyra virkelig bare ønsket at se ham igen. Hun havde været så syg og huskede knapt nok hvad der var sket. Han var bare væk. Hun havde virkelig ønsket at se ham igen, ventede på ham men han kom bare aldrig. Der gik længe, måneder før der så endte med at så en grædefærdig kvinde på hendes dørtrin. Hun fik fortalt at denne kvinde havde tilbragt tid med Demian men at han havde forladt hende da han havde fundet ud af at hun var gravid. Tanken var næsten utænkelig. Den blive mand ville ikke gøre sådan noget. Hun havde modtaget ungen, den lille dreng og havde bare ventet på at han ville komme sådan så hun kunne snakke med ham men det var forgæves. Magien som opstod bagved hende prøvede hun virkelig at ignorere men det var svært. Den mørke magi krøb ind over hende hver gang han brugte den. Hun havde det virkelig ikke godt i nærheden af Warlocks. "Min situation kan lige nu ikke blive værre. Jeg har været tvunget til at forlade New Dale med ungerne. Det er den værste situation jeg har været i længe" pointerede hun roligt, dog stadig med blikket vendt ud af vinduet. Hun havde ikke lyst til at kigge på ham. Lige nu var det for svært. "Jeg vil ikke råde dig til at opholde dig i Imandra alt for længe. Det er ekstremt farligt for tiden. Der er kaos alle steder." Der var ingen grund til at lyve for ham overhovedet. Imandra var voldsomt farlig og hvis han ikke havde været her længe så ville han ikke vide det. Hun mærkede ham ligge kappen om hendes skuldre men den blev der ikke ret længe. Hun trådte et skridt fra ham, tog den af og rakte ham den. "Ild Dæmon. Jeg bliver ikke kold" pointerede hun roligt. Han ville få mere brug for den en hun havde. Hendes blik gled rundt i rummet. Hun havde virkelig brug for noget andet at tænke på lige nu en hele denne her meget ubehagelige situation.
"Din far er min eneste bekymring lige nu. jeg ved ikke om han er ude efter mig eller om han bare er ude efter Imandra. Jeg har hørt rygter om Salore men så længe han ikke genere mig er han ikke et problem jeg gider at lege med. Det vil jeg lade Warlocks klare internt" sagde hun roligt og gik over til døren mens hun lyttede kort. Hun ville sikre sig at der ikke var andre i huset. Nogen kunne jo bruge det som skjulested eller havde fulgt efter dem. Hun ønskede virkelig ikke at bringe nogen af dem i fare overhovedet.

[Deleted]

Demian vidste at der var langt mere på spil omkring ham end hvad han havde været van til fra før af. Hans mor var blevet et offer for Rei's brutale listighed. Det hun havde fortalt ham om og ikke mindst det, som han selv havde hørt fra Rei var så småt begyndt at dæmre for ham. Han kendte ikke legenderne, men han havde ikke planer om at lade det hele ligge i stilhed. Hans nye kræfter.. de var ikke kommet for sjov skyld, så meget var han klar over. Han lyttede blot til hende, blev afvist af hende og følte sig for første gang malplaceret. Han tog kappen igen og slyngede den om sine skuldre inden han vendte blikket mod hende igen, som hun konstaterede at hun var langt mere på vagt overfor hans far end hun var overfor hans onkel -
"Ellie..."
Begyndte han stilfærdigt, skulle han sige det til hende? Ville det holde hende sikker? Eller ville det blot sætte hende i farezonen?
"... Min far vil i fremtiden være et af dine mindste problemer. Hvis det lykkes for min onkel... så vil han ikke leve ret meget længere og det bliver min opgave at tage ham ned."
Sandheden - der var ikke nogen der ønskede at kendes ved den, men i det her tilfælde, så var det bare ikke anderledes end det. Han kendte til nogle af Rei's inderste tanker, takket være de kræfter han var blevet skænket. Han ønskede ikke at se dem, eller for den sags skyld kendes ved dem. Alt han ville var at slå sig ned for alvor med sin mor. Det var det ønske han brændte mest for og for ham var det et håb om en lys fremtid. Nu var der også Amaya og Nathaniel at tage hensyn til og Ellie... jah, han havde jo troet at han havde efterladt hende til dødens grænse i hans fravær. Bare det at han kunne se hende stå her igen... Han turde knap nok tro på det. Han var inderligt bange for at hun ville vælge at støde ham fra sig for at have svigtet hende på den måde. 
Det var umuligt for ham at lægge paraderne fra sig i offentligheden, men som de stod her kunne han mærke hvordan hans forsvar bare sank i knæ.. fordi han altid havde haft den tillid til hende, fordi hun betød noget særligt for ham.
"Grunden til at jeg er her i Imandra er ikke for så lidt som at søge efter dig. Jeg troede oprigtigt på at jeg havde svigtet dig. Den første kur havde ikke været nok og i min iver efter at lave en ny -"
Han stoppede sig selv. Tankerne om Angelera fløj pludseligt forbi over hornhinden og han bed omgående tænderne sammen og knyttede sine næver. Hans blik flakkede for et kort øjeblik inden han bare lukkede øjnene og fortrængte det. Det tog sin tid før roen lagde sig over ham igen og han åndende først lettet ud igen da han kunne samle sig om pointen i sin udtalelse.
"Min onkel har sendt mig, for at finde ud af hvad der foregår her. Uanset hvor meget du ikke ønsker at se mig vandre omkring her, så har jeg ikke noget valg" Endte han kortfattet.

[Deleted]

Hun havde ikke brug for kappen og et sted så havde hun vel også brug for at tage den afstand til ham. Stadig lå det i hendes tanker den afvisning som han havde smidt hende i hovedet tidligere. Hun kunne ikke lade være med at tænke at hun bare havde tolket deres sidste møder forkert. Hun bed sig stille i læben som hun lyttede igennem døren. Hun hørte ham kalde hende ved det kælenavn som han havde tildelt hende. Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre selvom hun virkelig prøvede at tøjle det. Ved hans ord måtte hun slå øjnene op og skubbe sig fra væggen mens hendes blik fandt hans skikkelse. "Det vil blive din opgave at hvad!?" spurgte hun næsten åndeløst. Det kunne han da ikke. Bekymringen for ham kunne hun langt fra skjule. Det var at spore i alt fra hende blik og ansigt til hendes kropssprog. Han kunne da ikke gå op imod Kimeya? Det var for farligt! "Du ... Det kan du da ikke! Jeg ved godt at de mørke kræfter hviler i dig men ..." Hun tav. Det var sandt. Han var en warlock nu, hun hadede warlocks. Hun kunne mærke i hendes krop hvordan hun reagerede på det mørke som kom naturligt med den race. Hun bed sig stille i læben. Selvom han var Warlock så ville det altså være for farligt!
Elmyra kendte ikke meget til Salore legenden men hun var svagt bekendt med navnet. Aldrig havde hun troet at manden ville genopstå til at terrorisere landende. Onkel. Det ord ramte hende. Så vidt hun vidste så var Marvalo og Salore en rivaliserende klan så det kunne ikke være Kimeya's bror. Hans mord? Det gav ingen meningen det var underligt. Hvordan hang det sammen? Hun var forvirret. Virkelig forvirrende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv og vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på. Der var så mange ting hun gerne ville sige og så meget som hun gerne ville gøre og fortælle ham. Han havde været væk så længe og hun havde savnet ham. Lod til at det ikke havde været gensidigt.
Hans ord log hende som en lussing. Hendes blik søgte Amaya for bare at have noget andet end ham at kigge på. Så lidt? Hun betød virkelig ikke noget som helst for ham ... Hvor havde hun været tåbelig. Så var det lettere at forstå at han ikke havde søgt hende. "Du svigtede ikke. Du gav mig mere tid og det var med til at rede mig. Tænk ikke mere over det" mumlede hun stille da han tav. Hvad der faldt ham ind havde ingen ide om. Hun følte sig virkelig skidt tilpas lige nu. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne begyndte at svig en smule. Hvordan pokker havde hun misfortolket de tegn. Det var fustrerende. Hvad han havde været igennem var hende ukendt for den historie hun havde fået var en ganske anden. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Det er et frit land endnu. Du kan vandre hvor du ønsker det, Demian. Selv er jeg ikke bosat i New Dale længere så at du opholder dig her eller nogen andre steder rør mig ikke." Hun bed sig svagt i læben. Hendes stemme var intetsigende. De ting han sagde, de ting han gjorde. Det var slet ikke den mand som hun huskede og det var en skam. Hun lukkede øjnene og holdt tårerne lidt tilbage endnu. Hun havde ikke lyst til at flæbe som en eller anden forelsket lille pige. Hun tog en dybindånding. "Det var godt du kom forbi ..." begyndte hun endeligt. "..... Det fik nogle ting bekræftet for mig og det er jeg glad for." Hun prøvede at smile men kunne ikke. Hun vendte sig mod døren igen som lyttede hun efter om der kom nogle men sandheden var at hun endnu en gang kæmpede med tårerne. Afvist af både adoptiv far og søn. Hun var måske bare ikke i stand til at finde nogen som helst der var villig til at elske hende.

[Deleted]

Indeni følte han ikke at tingene som sådan havde ændret sig, men situationen han stod i gjorde det banalt meget hårdt for ham at håndtere. Alle de her nye ting og ikke mindst forhold, som han skulle tage højde for. Hans relation til både Marvalo og Salore.. den tog pusten fra ham, rent ud sagt. Han sukkede til hendes mistro, men det var et klart faktum han ikke kunne stikke af fra.
"Min onkel har gjort det til min opgave at få Kimeya ned med nakken. Det vil være for det bedste for os alle... også med henblik på min mor. Jeg fik af vide at hun havde forsøgt at begå selvmord kun en måned efter at Amaya var født ved at opsøge Kimeya, men min onkel reddet hende... detaljer om hvordan vil jeg lade være usagt."
Demian havde aldrig været bange for et opgør med Kimeya, uanset hvordan man så på det. Han var måske nervøs for konsekvenserne deraf, men det tog han glædeligt med hvis det kunne lægge en dæmper på den evige strid. Dog så det ud til at der var en stridsøkse han var nød til at få ryddet af vejen først. Han trådte lidt nærmere mod hende, følte hvordan han havde lysten til at gribe fat i hende bare for at.. nej, hvis han gjorde det så ville han bare føle sig endnu mere svinsk. Han ville så inderligt gerne have hjulpet hende, men med alt der var sket, så var han slet ikke sikker på om han overhovedet var den rette til at gøre den slags for hende længere. Han var hende ikke værdig i nogen som helst forstand og selv hvis hun kendte til det... kunne han så vinde hendes tilgivelse.
"Det at søge efter dig ville have været noget af det nemmeste for mig, nu hvor det ikke tager på min længere at gøre brug af mine mørke kræfter. Hvis det bare havde været sådan den gang, så ville alt have set anderledes ud."
Det prikkede til ham. Skylden - for ikke at have have kræfter eller helbred til at gøre noget som helst. Det var et meget stort slag på hans stolthed. Han havde svigtet... det var han sikker på, uanset hvor meget hun så ville benægte det. Han bakkede væk fra hende igen og gik til vinduet hvor han satte sig med et ben bøjet op så han kunne hvile armen derpå. Han sukkede igen, denne gang lydhørt.
"Du lå syg og på randen til at dø. Elijah - den mand var umuligheden selv og kunne intet gøre for dig... hvordan forventer du at jeg skal reagere når jeg begår så stor en fejl? Du forsvandt ud af mit liv den dag... død og i armene på en anden mand." Endte han og knyttede næven igen. Han brød sig ikke om Elijah, slet ikke og det var kun fordi at den mand konstant var ham en torn i øjet! Enten ville han ikke lade ham se Ellie eller også holdt ham dem begge skjult for ham og hvad havde hun ikke lavet i al den tid? Havde han kunne gøre for det? Han knyttede endnu engang næven og bare kiggede op på hende med en svag utilfreds rynke over næsen. Jaloux? Åh jah, men det var kun fordi at han ikke havde en chance mod Elijah, når manden spillede så fejt!
"Ellie, jeg vil virkelig ikke sidde her og undskylde for hvad jeg ikke var i stand til at gøre for dig. Jeg er bare glad for at se at du er i live og ved godt mod... sammen med en der holder af dig."
Hvis det overhovedet var muligt at forestille sig, så skete det rent faktisk. Rynken over næsen forsvandt som han sad med en lettere irritabel trutmund. Prøvede han seriøst på at lade som om at det ikke betød noget for ham? Fordi hvis det var tilfældet så var der i hvert fald et eller andet sted han var gået forkert! Værst af alt så vidste han det udmærket og det irriterede ham om end kun endnu mere!

[Deleted]

Det måtte være svært for ham at være fanget imellem to så store klaner. Det kunne absolut ikke være let. Hun vidste ikke meget om hans forhold mellem ham og hans far men efter hvad hun kunne regne ud så var det ikke ret godt. Når alt kom til alt så havde Kimeya vel intet godt forhold med nogen som helst. Hun bed sig stille i læben mens de blå øjne roligt hvilede på hans skikkelse. Han kunne da ikke bare stille sig op imod sin far på den måde! Han ville da blive dræbt. "Jeg er ked af at din mor har haft det sådan. Det er synd, især med sådan en fin lille en. Det må være ekstremt hårdt at stå mellem Salore og Marvalo, det tror jeg gerne. Jeg forstå at du gerne vil gøre noget men ...." Hun tav og kørte hånden en smule fjernt igennem håret. Hun havde så mange tanker, så mange ting hun gerne ville sige men hun måtte få dem rettet ind på geled sådan så hun ikke bare snakkede om syv ting på en gang. Når alt kom til alt så var mænd jo ikke ligefrem de bedste til at multitaske. "..... Jeg er bange for at hvis du stiller dig op imod din far som kommer du ikke levende fra det. Jeg vil nødigt se dig miste livet, Demian" endte hun stille. Hun havde virkelig lyst til at sige til ham at han skulle lade være. Hun havde lyst til at ruske i ham og tigge ham om ikke at gøre sådan noget dumt noget fordi tanken om at miste ham var hende ulidelig men ... havde hun ikke allerede mistet ham alligevel? Han virkede i hvert fald ikke synderlig interesseret. Tanken var knusende et sted. Den gjorde hende voldsomt ked af det for hun holdt jo faktisk ret meget af ham, mere end hun havde troet nu hvor de stod foran hinanden igen. Hovedet søgte let på sned ved hans ord. Han havde let ved brugen af den mørke magi. Stadig hadet hun tanken om at han var blevet warlock. Hun kunne virkelig ikke lide hende. Blikket søgte tilbage til Amaya da han snakkede om det faktum at han ikke havde søgt efter hende noget før. For hende var det et ømt punkt. Den lille pige beroligede dog hendes sind en smule hvilket var rart. "Jeg har faktisk været bosat i New Dale indtil for nyligt. Jeg har været bosat på slottet, jeg overtog kort titlen som hersker efter Sephiran's død men har været nød til at flygte på grund af din far og på grund af Faith Jaceluck Marvalo." Hendes blik vendte tilbage til hans ansigt som han bakkede væk fra hende og satte sig over ved vinduet. Hun havde lyst til at søge hen til ham men modstod det. Hun ville jo heller ikke ligefrem tvinge ham til at være tæt på sig.
Hovedet søgte let på sned som hun lyttede til hans ord. Hun vidste at Elijah havde været der, hun vidste at de havde mødtes men detaljerne var stadig meget tågede for hende. Hun huskede ikke ret meget af den dag. Hun kunne tydeligt høre på ham at han havde det dårligt med sig selv over at han ikke fik hende healet fuldt men det som hun bemærkede sig mest i var hans kommentar "i armene på en anden mand." En anden mand? Snakkede han om Elijah. Elijah var hendes søn, det måtte de da have snakket om, ikke? Det lille hint af Jalousi slog hende men hun rystede det af sig. Nej, alt denne tid havde han jo kun givet hende afvisning. Han havde ikke de følelser for hende. "Det var min egen fejl. jeg var syg længe før Sophia var det. En modgift var ikke nok men den var nok til at gøre mig rask for en stund. Din kur holdt mig i live til jeg fandt en anden løsning. Ild Dæmoner er ikke helt uden evner selv. Jeg gjorde noget farligt, et sats. Det virkede. Elijah hjælp mig igennem det. Han har virkelig støttet ham meget" forklarede hun roligt. Ubevist prøvede hun let at prikke til det lille hint af jalousi som hun havde fornemmet. Hvis han reagerede på det så var det der og hun var ikke helt tosset men hvis ikke fik hun sin frygt bekræftet. Hun lod hænderne folde sig på ryggen og bed sig lidt hårdere i læben. Hun var et sted ufattelig spændt. Bed han på eller ej? Hans næste ord slog næsten pusten ud af hende. Han var ... jealoux? Hun kunne næsten ikke tro det! Men .. Hvorfor trak han sig fra hende på den måde? Det forundrede hende. Måske hun bare overtænkte det. Hun begyndte med rolige og lidt lette skridt at søge hen til Demian og hun satte sig ned ved hans sidde med hovedet lænet mod væggen. Hun så lidt tænkende ud. "Jeg tvivler på at nogen kunne hjælpe mig i min situation, Demian. Jeg var nød til at udføre et ret farligt ritual for at overleve. Men jeg sidder her nu. Lad os ikke dvale i fortiden. Lad os i stedet se frem ad. Hvad angår Elijah ...." Hun tav og kørte hånden igennem håret. Hvordan skulle hun gøre det her bedst muligt. Hun lod roligt tungen glide hen over hendes rosa læber. "Jeg har kendt Elijah i mange år. Han er vokset op til at blive en flot ung mand må jeg indrømme. Jeg er rigtig glad for at han er i mit liv, jeg holder ufattelig meget af ham" endte hun roligt. Disse ord var jo sande. Hun holdt forbandet meget af den knægt, han var hendes barn selvom hun ikke havde født ham. Det var dejligt at have ham tilbage men nu var hun spændt. Hun ville virkelig gerne vide hvordan Demian ville tage de ord hun havde ytret og hvordan han ville reagere på dem og deres meget uskyldige mening.

[Deleted]

Trods hendes tydelige bekymring, så var der ikke ret meget andet i det for ham. Han ville rigtig gerne selv have sin far skaffet af vejen. Det som mange nok fandt værende som en tragisk tanke, var ham intet mere end en komfortabel fantasi han kunne arbejde sig frem til.
"Jeg bryder mig ikke om at blive holdt tilbage. Kimeya er en mand der holder min familie i farezonen hele tiden og den spreder sig som en steppebrand til alle andre omkring mig også. Desuden... så vil jeg ikke dø så let. Jeg er ganske vidst ikke vampyr længere, men grænserne for hvad jeg er i stand til har rykket sig meget."
Selv hvis han ikke var i stand til at slå sin far ihjel, så kunne han i hvert fald få manden til at trække sig tilbage. Alene det ville være nok, så længe at han kunne værne om dem der stod ham nærmest og som havde brug for det, så var det alt han kunne ønske sig. Nej, han var ikke typen der slog ihjel for ingenting, men han havde i den grad forberedt sig på udkommet. Han var i realiteten ikke bange for at dø, men han havde udskudt det så længe for at finde en anden vej udenom, fordi han havde en grund til at holde sig i live. Forskellen på frygt for at dø og viljen til at leve var ikke ret stor. De lignede hinanden, men med vidt forskellige betydninger.
"Jeg har godt hørt lidt om det,"
Påpegede han eftertænksomt og bifaldt egentlig ikke tanken i sig selv, men hvad kunne han da stille op mod det? Det var bare sådan at det var gået for sig mens han havde været væk, kuet af kontrakten der gjorde ham så svag og syg at han intet kunne stille op overfor noget som helst.
Selv da han fik sat sig skævede han op mod hende som hun nævnte det faktum af at hun havde været syg længe før Sophia... hans hjerte sprang over en dyb kløft ved tanken. I et split sekund fik han en bitter smag i munden, men han havde jo ikke været i stand til at se hendes tilstand, som en rigtig Alkymist - eller Warlock - kunne det.
"Jeg beklager... at jeg ikke kunne gøre mere,"
Svarede han sagte og vendte blikket væk fra hende som han følte irritationen stige ham til hovedet.
Hendes direkte pæne og søde ord om Elijah fik ham kun til at bide sammen. Det gik ham på, mere end han selv ville erkende, men hvis det var den drejning at tingene havde taget så kunne han vel ikke gøre mere ved det.. eller kunne han? En indskydelse af besiddertrang fløj op i ham og han kunne ikke lide at have det på den måde, men han... han holdt af hende, stadigvæk... også selvom at der var gået så fandens lang tid... også selvom at han ikke kunne holde sig selv ud for at have svigtet hende! Alt der var hændt betød intet i forhold til hvor vigtig hun var for ham. Det kunne og ville drive ham til vanvid hvis han valgte at gøre det til en aktiv handling fremfor at lade det ligge som en ønsketænkning.
Rynken over hans næse kom til syne igen og han strøg en frustreret hånd gennem håret og vendte sig let fra hende.
"Hvad så med mig?"
Ordene røg ud af munden på ham alene fordi at han var så irriteret over at føle sig sat til side og trængt op i en krog. Han følte sig flov og prøvede bare at skjule sit ansigt ved at holde en hånd op for munden. Hans bryn pressede dig ned over hans øjne. Han brød sig ikke om den her følelse, men mere end noget andet ville han bare gerne vide om hun overhovedet anså ham for noget, eller om han bare var vigtig for hende fordi han var Nathaniels adoptivsøn.

[Deleted]

Han var fast i sin beslutning. Hun kunne mærke det. Meget kunne man sige om Demian men hans stædighed og beslutsomhed var virkelig ikke til at kue. En gang i mellem var det voldsomt fustrerende. Hun vidste at han blot ønskede at hjælpe sin mor, hun forstod ham så udemærket men tanken om at miste ham kunne hun på en eller måde ikke bære. Hun bed sig en smule i læben og sukkede. Hun tog sig til hovedet og lyttede til hans ord. "Jeg forstår det godt. Din far er farlig, især for din mor. Jeg forstår godt at du vil beskytte hende og være der for hende men ..." Hun tab og bed sig lidt hårdt i læben før hun fortsatte. Hun kunne ikke bare lade dette ligge. ".... Men jeg er bange for at du ikke kommer levende fra det. Din far er stærk, det ved alle. Jeg er virkelig bange for at du forsvinder og ikke kommer tilbage igen ... ligesom før." Det sidste blev sagt som en lille mumlen. Sandt at sige havde hun jo ventet på ham og gjort det længe men han var ikke kommet. Det var stadig en realitet som gjorde ondt på hende for endnu havde han ikke fortalt hende hvorfor han var blevet væk. Hun ville gerne have en forklaring eller bare få noget af vide. Selvom han ikke havde savnet hende så havde hun jo savnet ham så forfærdeligt! Hun sukkede igen og gemte ansigtet i hænderne mens hun vendte sig fra ham. Hun kæmpede en kamp med sig selv for ikke bare at sætte sig helt over ved ham og ruske i ham og skrige af ham at han ikke måtte forlade hende igen. Når alt kom til alt så holdt hun jo forbandet meget af ham. "Jeg var ikke stærk nok til at sidde i den position. Selv da sygdommen tog ved mig blev jeg ved med at arbejde. Jeg arbejdede næsten mig selv ihjel for at det ikke skulle være løgn. Hvis jeg havde gjort det ville Faith sikkert have været lykkelig. En torn mindre i hendes side" endte hun tænktsom. Elmyra var ikke ligefrem på god fod med sin leder. Hun nægtede at underkaste sig Appolyon og Faith som leder så de havde aldrig kunne enes. Faith var farlig, det var der ingen tvivl om. Spørgsmålet var om Elmyra var blevet hendes prioritet eller om hun stadig var længere nede på listen over ting som skulle udryddes.
Hans skæve blik apfangede hun hurtigt. Han skulle ikke bebrejde sig selv at han ikke have opdaget at hun var syg. På daværende tidspunkt vidste hun det ikke en gang selv. Hovedet søgte let på sned som hendes blik fandt hans skikkelse med et lille smil. Han kunne intet have gjort for hende den gang, ikke engang Nathaniel havde opfanget at hun havde været syg så hvordan skulle han kunne vide det? Hun rystede blot på hovedet af ham. "Demian, du skal ikke tænke på det. Jeg er stærk, mine kræfter er stærke. Den gang Sophia var syg og jeg var smittet havde sygdommen ikke fået meget hold i mit indre fordi min kerne er så varm. Ild og Is kæmpede i mig men jeg hverken følte det eller så det. Ingen så det. Jeg virkede jo fuldstændig rask. Ikke en gang Nathaniel så det og han var meget efter mig for ikke at være i nærheden af Sophia sådan så jeg ikke blev smittet. Lad være med at undskylde. Dette var ikke din fejl" påpegede hun roligt og dog en smule fast. Det nyttede virkelig ikke noget at han bare sad der og undskyldte for noget som han i bund og grund ikke havde nogen som helst kontrol over. Han kunne ikke vide at hun havde været syg når hun ingen symptomer havde, kunne han ikke se det?
Hun satte sig over ved hans side og lod hovedet hvile mod væggen. Han blev faktisk overraskende stille ved hendes ord. Hun kunne egentlig ikke lide det. Måske hun havde opfanget det forkert? Måske hun havde misfortolket alt. Tvivlen bølgede ind over hende med sådan en kraft at hun næsten følte sig dårlig. Hvorfor skulle hun også være så usikker omkring ham? Hun var altid så selvsikker, havde altid styr på alt og vidste hvad hun ville og hvor hun havde folk. Nu var hun ikke sikker på noget som helst. Hun bed sig stille i læben og ventede. Hun håbede virkelig på at han ville åbne munden og sige et eller andet for bare at vise for hende hvor hun havde ham henne. Da han endelig åbnede munden var det ligefør hans ord fik hende til at vælte. Hun vendte blikket mod ham med det samme og bed hurtigt mærke til hans flove ansigt og det at han holdt sig for munden. Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hårdt mod hendes bryst. Hun havde ikke tager fejl? Han kunne lide hende. Tanken fik sommerfugle til at flyve rundt over det hele i hendes mave. Hun kunne ikke holde ud at sidde ned mere så hun endte med at rejse sig og gå lidt væk. Smilet sad som plantet på hendes læber selvom hun tydeligt prøvede at skjule det. "Hvad med dig?" Det var ikke et spørgsmål men mere som om hun grublede over hvordan hun skulle tolke det. Hun gik over til den modsatte væg, vendte sig mod ham og lænede sig op af den. En tænkende finger placerede hunmod sine læber mens blikket faldt på hans skikkelse. "Du .... kan ikke sammenlignes med Elijah. Jeg har set ham vokse op hele vejen fra barn til voksen. Dig har jeg ikke kendt længe i forhold til" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Forsigtigt gled hendes tunge hen over hendes rosa læber mens hun fugtede dem. Det lød som om hun var færdig. Hun holdt en lille pause fra talestrømmen. "Men når det er sagt ..." Hun begyndte igen og holdte pause igen. Ville hun pine ham? Måske en smule. Hun bed sig stille i læben og kørte en hånd igennem det røde hård. ".... Jeg ventede på dig, Demian. Rigtig længe faktisk. Jeg havde brug for at se dig men du kom ikke. Hvad har du lavet i alt denne tid?" Hun kunne ikke fortælle ham hvordan hun havde det med ham før hun havde fået dette at vide. Havde han bare holdt sig fra hende eller havde der været en grund? Hun håbede så inderligt at der havde været en grund.

[Deleted]

Demian gik ikke bare ind i det her på grund af endeløs overmod. Han vidste at han ville være i stand til at gå op imod sin far, selv hvis det blot ville være en uafgjort kamp. Tiden havde givet dem begge muglighed for at forberede sig på et nyt opgør, trods det at Kimeya nok ikke ville vente sig at se ham igen. Han sukkede i stilhed og nægtede næsten at debattere det yderligere. Skulle hun ende med at få ret i det henseende, så måtte han vel bare bide det i sig? Han havde ikke kunne gøre noget for hende på mange områder, men hun var alligevel vigtig for ham, så det kom til udtryk på mange måder. Det var tanken der gjalt han havde brug for at udtrykke sig overfor hende, men vidste sjældent hvordan han skulle bære sig ad med det. Dog havde han ikke regnet med at høre sig selv sige noget så direkte. Var han overhovedet typen der bare sagde tingene ligeud? Det blev han faktisk i tvivl om.
Hånden havde fat om kæben hvor han bare sad helt stille, som var han frosset fast i øjeblikket. Han opfangede hendes gentagelse af hans ord og bekræftede ham i hvad han lige havde siddet og sagt. Han vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv før hun begyndte at tale igen. Hvis ord kunne skade ham i fysisk forstand, så var han næsten sikker på at han fik stukket en kniv i maven. Den kneb så hårdt sammen at han ikke vidste om han kunne trække vejret uden at det ville gøre ondt. Han sad virkelig med lysten til at forlade lokalet... uden at tage Amaya med sig. Hun havde kendt Elijah siden manden var barn? Han forstod det ikke helt, var de barndomsvenner? Han slap sin kæbe igen og knyttede næven og væddet sine læber uden at vende blikket mod hende, før hun tilføjede sine sidste ord og dertil stillede ham et spørgsmål angående hans fravær. Målløs måtte han vende blikket op mod hende igen tydeligt forvirret over hendes ordvalg. Der gik lidt før den fes ind på lystavlen. Normalt ville han ikke lade folk løbe om hjørner med ham, men han var inderligt sårbar når han sad overfor hende. De ting han havde gjort for hende.. sagt til hende... hjulpet hende med. Det var ikke bare ting der forsvandt ud af det blå som betød det intet.
"Jeg.."
Begyndte han og blev igen kort fanget af uhyrlighederne fra sit møde med Angelera. Han tog en dyb vejrtrækning og skød det fra sig igen. Det sad så tæt ind på livet af ham at han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv og for nu valgte han bare at holde det for sig selv.
"... da jeg søgte ud efter nye ingredienser til en ny kur og startede på den inden jeg kunne nå tilbage... for at spare tid, blev jeg slået ud af den. Min krop kunne ikke holde til igen så hurtigt efter at jeg lavede den til Sophia. Jeg vågnede først op igen flere uger senere i en hytte... hos en ældre kvinde der havde fundet mig ude i skovområdet. Jeg var ikke i stand til at bevæge mig rundt i mere end et par timer ad gangen, før at jeg mistede bevidstheden igen og lå i koma i flere uger.. før at jeg ville genvinde min bevidsthed igen for kort tid. Jeg fandt hurtigt ud af at des længere tid der gik, jo længere tid kunne jeg holde mig vågen i og da jeg var i stand til at være vågen i mere end et par dage tog jeg tilbage til Marnjarno for at lede efter Nathaniel, men de var begge væk. En af stuepigerne fortalte mig at min mor var draget til Dvasias og med hjælpen fra en magiker hun kendte blev jeg sendt til min onkel på ganske kort tid, men nåede aldrig at møde ham før at jeg gik ud som et lys og da jeg endelig vågnede op igen... var jeg fri af kontrakten... som en Warlock.."
Forklarede han stille og så ikke mod hende på noget tidspunkt. Selvfølgelig før at han overhovedet fik startet på kuren til Ellie havde Angelera haft fat i ham. Et minde der ville hjemsøge ham for tid og evighed.

[Deleted]

Han lod det bare ligge som om det var uddebatteret. Det var det aldeles ikke. Hun ønskede ikke at han skulle dø til Kimeya. Det ville hun ikke kunne klare. Hun bed sig hårdt i læben. Kunne han da ikke forstå at hun holdt af ham og at hun ikke ønskede at se ham dø på den måde? Hans far var forbandet farlig! Hun sukkede tunget og lod en hånd glide tænkende igennem det lange røde hår. Nej, hun måtte tage det op på et andet tidspunkt. Lige nu var der andre ting som trak mere i hende.
hendes blik hvilede på hans skikkelse som hun sagde de ting hun gjorde. Hun havde aldrig haft en mulighed for at adoptere Elijah fordi Nathaniel havde ønsket at adoptere ham og Michael havde sagt ja. Hun havde været rasende den gang men havde jo vidst at Nathaniel var en god mand og Elijah ville være i gode hænder. Selvom Elijah aldrig havde udviklet et forhold til manden så havde det nok været bedste for ham. Hun lyttede roligt til hans ord. Han havde ligget i koma fordi han havde ønsket at hjælpe hende så meget? Hvor havde hun det bare dårligt med sig selv nu. Hun satte sig ned på hug op af den modsatte væg af ham hvor hun stod. Hovedet endte hun med at slå en smule hårdt mod væggen med et lille grin. En enkelt tårer kunne hun ikke holde tilbage som den gled ned af hendes kind. "Har du nogen som helst ide om hvor mange gange jeg har bandet dig til helvede og tilbage igen fordi du aldrig dukkede op?" spurgte hun stille og tørrede tårene væk fra hendes kind men dog hjalp det ikke meget da flere begyndte at falde. "Jeg har været så vred på dig fordi du ikke kom. Jeg kunne virkelig ikke forstå hvordan du kunne lege med mine følelser og så bare forsvinde ud af mit liv ..... og så kunne du ikke gøre for det. Hvor har jeg det bare dårligt med mig selv nu." Hun satte sig helt ned på gulvet med knæene oppe under sig og gemte ansigtet i hænderne. Hvor havde hun det dårligt med sig selv. Hun havde virkelig været vred på ham og det som Elijah sagde om ham havde virkelig ikke gjort det bedre. Hendes sygdom havde holdt hende i Imandra, hun havde ikke kunnet søge efter ham på nogen som helst måde. De havde virkelig ikke været heldige. Hvor var han dog også dum at lave en så voldsom kur igen lige efter den første. Selvom han havde været vampyr havde hans krop og sind ikke kunnet holde til det. Hun hadede den tanke at han havde gjort det for hendes skyld. Han havde bragt sig selv i fare for hendes skyld.

[Deleted]

Demian havde altid haft svært ved at holde tingene for sig selv og Ellie var for ham blevet en han havde nemt ved at åbne sig op overfor. Det var på ingen måder hans intention om at give hende dårlig samvittighed, men han så bare ingen grund til at pakke sandheden ind heller. Hendes reaktion fangede ham ud af øjenkrogen hvor hun gled ned på hug og fik ham til at undre sig over hvad der nu var i gære. Det slog ham dog ikke at hun ville reagere så kraftigt på det. Det kom faktisk en smule bag på ham at hun pludselig sad med tårer i øjnene. Måske fordi det var så længe siden han sidst havde set hende? Han rejste sig omgående og bevægede sig forsigtigt nærmere. Den skyld hun sad med.. han forstod et eller andet sted godt hvorfor at hun ville sidde med den, men det var overhovedet ikke hendes fejl at have klandret ham. Hans fravær havde haft langt flere konsekvenser end han havde regnet med og det var alt sammen noget han stadig var ved at tage til sig. Modvilligt og med en følelse af intens frygt for at komme hende nær, så gled han alligevel ned på knæ. Hjertet hamrede mod hans bryst da han greb ud efter hende og trak hende ind i sin favn. Han havde det skidt med det hele og trods frygten for nærkontakt rev i ham, så forekom det ham ganske naturligt at tage ved hende. Han havde kontrollen for nu og kunne klare det, men hendes tåre var helt klart værre end det ubehag han måtte sidde med. Stakåndet tog han et par dybe vejrtrækninger og holdte hende ind til sig, strøg hende fraværende over håret.
"Det er ikke din skyld.. du kunne ikke vide at det var- .... at det var sådan tingene hang sammen,"
Hans sanser skælvede ved alle de indtryk der kom ind. Han ville så gerne bare ignorere det, men efter turen med Angelera.. så var det ham bare umuligt at forholde sig i ro. Hans instinkter bad ham krybe på afstand, men han blev stædigt siddende, så længe hun ikke tog kontrollen fra ham, så skulle det nok gå.. det håbede han da i hvert fald på at det ville, for han ønskede ikke at bortforklare en misforståelse.

[Deleted]

Hvad skulle hun dog stille op med det hele? Hun havde så længe troet at Demian var blevet væk af egen fri vilje og at han ikke ville se hende. Hun havde prøvet at holde disse tanker væk men hun havde ikke kunnet. Tankerne om hvordan hun havde søgt fra hende hver gang han kom hende nær havde måske været for meget for ham. Det havde egentlig gjort ondt fordi hun holdt faktisk meget af ham selvom de aldrig nåede at få den kropslige kontakt. Hendes reaktion på hendes ord slog hårdt. Selv på hende. På det seneste havde hun fundet sig selv værende en smule hårdere end normalt. Hun havde ikke så let til tårer og hun syntes at hun havde fundet en mere dæmonisk side af sig selv. Sådan havde det været siden ritualet og dog så kunne hun ikke når hun sad foran ham. Den ellers så rolige og fattede Elmyra krakkelerede når han var hende nær. Ligesom hun havde fortalt ham om hvad der var hændt hende den gang så følte hun også at hun kunne være ærlig nu. Hendes blik søgte op da han kom hende nær. Hun havde forventet at han ville blive siddende men måske det et sted var bedre at de ikke skulle snakke så højt når Amaya sov. Hun vidste ikke hvor meget den magi som han havde brugt virkede. Som han kom hende nærmede kunne hun mærke den intense mørke magi i ham. Det kunne næsten få hende til at blive en smule kvalm. Hun havde det virkelig skidt med warlocks. Hun bed sig stille i læben og var absolut ikke klar på hvad han gjorde herefter. Hun mærkede hvordan hans arme søgte om hendes skikkelse og hvordan han trykkede hende ind til sig. Fordringen var malet i hendes ansigt som hun vendte blikket op mod ham men bevægede sig ellers ikke. Hans ord, hans handlinger. Han virkede fjern. Det var underligt. Sidste gang de havde siddet sådan her havde hun ikke ønsket at være ham så nær og nu virkede det som om at det var ham som ikke ønskede at være hende nær. Hun sukkede lydløst. "Det var bare svært. Jeg ...." Hun tav og lukkede øjnene. Hvordan skulle hun dog forklare ham det hele? "Jeg ventede på dig længe. Det gjorde virkelig ondt, Demian" mumlede hun stille og kiggede stadig op på ham. Hovedet søgte en smule på sned før hun valgte meget forsigtigt at fjerne hans ene hånd sådan så hun kunne sætte sig op og ikke berørte ham. "Du behøver ikke røre ved mig. Jeg ved ikke hvad der er sket siden du ikke har den lyst længere men .... men det gør ikke noget. Bare det at du er her og snakker med mig er alt jeg behøver lige nu. Du spurgte mig for lidt siden Hvad med mig? Du og Elijah er to meget forskellige mænd. Det er sandt at jeg elsker Elijah. Det vil jeg altid gøre lige meget hvad der sker. Jeg elsker ham ... men ikke på samme måde som jeg elsker dig. Du .... betyder rigtig meget for mig. Ellers ville jeg ikke have ventet så længe." Hun rødmede kraftigt. Hun var virkelig ikke god til sådan noget her! Hun endte med at gemme ansigtet i hænderne. Gud hvor var det pinligt at rødme på denne måde!

[Deleted]

Åh gud hvor havde han det svært ved at sidde med hende i favnen, som han gjorde lige nu. Han ville utroligt gerne, men hele hans krop dirrede af et skærende ubehag. Minderne væltede ind over ham igen og igen. Det havde givet ham mareridt hver gang at en kvinde havde taget fat i ham helt uopfordret. Han kunne ikke have det! Ellie var han så glad for, så han kæmpede en kamp for ikke at lade det skinne igennem. Dog kunne han ikke undgå at ånde lettet ud så snart at hun havde trukket sig fra ham. Begge hænder blev solidt placeret på hvert knæ, så han kunne finde støtte. Hun misforstod ham... hvad havde han forventet?
"Jeg vil gerne, men jeg kan ikke..." Svarede han beklageligt og lod hovedet sænke forover i skam. Hans værdighed smuldrede og paraderne faldt sammen. Kun fordi at han ikke ønskede at virke misvisende overfor hende. Dog havde han heller ikke nogen som helst planer om at dele en så væmmelig oplevelse med hende. Tanken om at hun selv havde gennemgået det samme, faldt ham slet ikke ind.
"Det har intet med dig at gøre, Ellie. Det bare... et dårlig minde, intet andet." Bortforklarede han og sad efterfølgende bare tavs og lyttede til hendes ord. Hvis noget kunne skære igennem det virvar af rædselsfulde billeder der fløj gennem hovedet på ham så var det i den grad ordet 'elsker'. Han så op på hende igen og rynkede let i panden, som forsøgte han at tyde det hun sagde i stedet for bare at tage det for gode vare.
"Du... du, elsker mig? men ikke på samme måde som Elijah? Hvordan.. ?" Slået tilbage af en pludselig indskydelse endte han bare med at stirre forbløffet på hende. Hun havde aldrig haft let ved at lade ham komme nær og ALDRIG havde hun ytret nogen ord om hvad han betød for hende, ud over at hun ikke ønskede at han skulle komme galt af sted, men det var jo langt fra det samme som at sige 'jeg elsker dig'. Nu vidste han knap nok hvad der hev mest i ham. Mindet om Angelera, eller det at Ellie direkte sad og gav ham de tre store ord. Han sank en meget stor klump og kiggede helt forstenet på hende. Hørte han overhovedet rigtigt!?