Im going to kick your ass!

[Deleted]

Det var en lettelse for ham at slippe hende hvilken næsten gjorde helt ondt på hende. Deres roller var byttet om. Sidst der havde han siddet med det brændende ønske om at holde om hende og være der for hende men hun havde ikke kunnet. Nu var det omvendt og føltes virkelig dårligt. Hun mærkede hvordan hjertet næsten sank ned i hendes mave. Hvor ville hun ønske at hun kunne putte sig ind til ham. Selvom det havde været ubehageligt for ham så havde hun alligevel nydt den nærhed som han havde givet hende. Hans ord fik hende til at lade hovedet søge let på sned. Han kunne ikke? Tankerne kredsede i hendes hoved. Hvad kunne dog have været sket med ham siden han ikke kunne? Hun kørte en hånd igennem det lange røde hår og lyttede til hvad han sagde. Det fik hende til at stivne. Et dårligt minde? Hvad var der sket? Hendes blik søgte hans ansigt med det samme. "Hvad er der sket, Demian. jeg kan ikke lide at se dig sådan her? Hvad pokker er der hændt dig?" spurgte hun roligt. Hun kunne tydeligt mærke vreden ulme under hendes overflade. Hun havde jo allerede ytret et ønske om at hjælpe ham og være der for ham ved deres sidste møde og nu sad han der og der var sket noget og han sagde intet. Det var skræmmende og fustrerende.
Hun var rød i ansigtet. Hun havde sagt ordene til ham som hun egentlig havde følt længe. Hvorfor vidste hun ikke men det havde bare føltes så let for hende at sige dem. Forsigtigt hævede hun hovedet ved hans spørgsmål. Hvordan skulle hun forklare det her? Hun sukkede svagt og lukkede øjnene. "Jeg elsker Elijah ..... fordi han er min søn eller plejesøn nærmere. Jeg fandt ham da han var helt lille og jeg tog ham med til børnehjemmet hvor han knyttede sig til mig. Jeg har været hans mor siden da. Dig ...." Hun tav og knyttede næverne en gang. Skulle hun sige det? Fortælle ham hvordan hun egentlig havde det? Hun åbnede øjnene og vendte blikket stille mod ham. ".... Jeg ... Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Det er mere end bare ønsket om at beskytte dig, mere end blot det at være sammen med dig. Jeg savner dig når du ikke er her. Jeg savner at mærke din tilstedeværelse. Jeg følte mig altid alene når du var nød til at rejse før. Jeg har ikke let ved at fortælle folk at jeg holder af dem. Der er meget få jeg holder af når de når over den nuttede barnealder. Du er en af dem. Jeg ønsker ikke at miste dig på nogen som helst måde. Det ..... Det er derfor det gør ekstra ondt at du ikke kan udholde at røre ved mig for alt jeg vil have er dig" endte hun stille, næsten åndeløst. Hun vidste ikke om hun gjorde det rigtige lige nu. Hun vidste ikke om hun bare skulle have ladet være med at sige noget. Nu var katten ude af sækken og så måtte det briste eller bære.

[Deleted]

"Ellie.. lad det ligge... jeg beder dig.." Endte han stilfærdigt og kastede for så vidt muligt tanken om det minde fra sig før det gav ham en dårlig smag i munden. Til al held var der helt andre ting der hev i hans opmærksomhed - hendes kærlighedserklæring. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle tage det. Hånden lagde han for munden for at skjule sit måbende udtryk. Elijah var hendes søn? Havde hun født ham? Ah.. okay gennem børnehjemmet. Det havde givet ham sved på panden at høre om dette. Et sted følte han sig en smule forvirret, frastødt, usikker og undrende. Tanken om at han faktisk havde følelser for Elmyra, der var mor til Elijah.. han vidste ikke hvor han skulle stille sig selv henne. Var det derfor at Elijah hadet ham så meget?
Han lukkede øjnene og pustede ud gennem næsen da hun forsøgte at uddybe sine følelser for ham. Han måtte give sig og sige at hendes udtalelser gav mening i forhold til at hun ønskede at holde ham fra at konfrontere Kimeya. Han fjernede hånden fra munden og sagde...
".. jeg sagde aldrig at jeg ville kaste mig selv i døden. Selv uden min vampyriske styrke vil jeg være i stand til at gå op imod ham. Jeg... det lykkedes mig næsten at få ham ned med nakken da jeg kun var et par år inde i tidsforløbet på kontrakten... måske at jeg har udtrykt det forkert, men jeg har ikke i sinde at ofre mit eget liv... ikke så længe jeg stadig har folk omkring mig der betyder rigtig meget for mig." Han tav for en stund og kiggede op på hende.
"Min mor er ikke den eneste der betyder noget for mig. Laqisa, Nathaniel, Amaya... og dig med... men hvordan har jeg kunne forvente at du så mig i samme lys, som den gang? Jeg vidste ikke engang at du stadig var i live." Endte han stilfærdigt og forblev siddende på sine knæ.

[Deleted]

Hans bøn fik hende til at bide sig i læben. Hun kunne virkelig ikke lide det her! Hun ville vide hvad der var sket ham. Et sted så følte hun sig et sted skyldig over at hun ikke havde været der til at hjælpe ham. Et svagt suk brød hendes læber som hun vendte blikket i jorden. "Jeg beder dig, Demian. Snak med mig. Jeg kan virkelig ikke lide at du går og har det sådan her" pointerede hun sigende. Han skulle ikke sidde med det alene. Hun havde jo læsset alle sine problemer over på ham og hun ønskede virkelig at han gjorde det samme. Hun ville jo gerne være der for ham.
Det var langt at gå. Hun vidste at hun burde holde sin mund og gemme det hele væk og dog så kunne hun ikke. Han var nød til at vide hvordan hun havde det med ham og det hele. Om han ville hende eller ej var op til ham bagefter men hun ville gerne ham. Hun bed sig stille i læben og rodet let med en tot af det røde hår. Hvorfor skulle forhold bare altid være så besværlige? Måske Zean alligevel havde ret i at kærlighed var en dårlig ting. Hun så ud af øjenkrogen hvor overrasket han blev men hun kunne ikke se direkte på ham. Roligt lukkede hun øjnene ved hans ord og sukkede stille. "Jeg ved godt at du ikke ønsker at gå i døden mod din far. Det er de færreste i denne verden som ønsker døden men jeg frygter alligevel for dit liv. Kimeya er stærk, meget stærk endda. Desuden må du tænke på at du ikke længere er vampyr. Vampyrer er meget mere holdbare end ...." Hun tav og åbnede øjnene. Han var warlock nu. Han var præcis det samme som hans far og den race som hun slet ikke kunne tolerere det mindste. Havde dette været under normale omstændigheder ville hun havde været gået for længst men nu var det ikke normalt. Det var Demian som sad ved hendes side og det faktum fik hende til at blive, også selvom han var en warlock. Hun besluttede sig for at lade det ligge igen. Han sagde at hun betød noget for ham. Det vidste hun jo godt men hvad var spørgsmålet. Det gjorde næsten helt ondt ikke at vide det. "Jeg ... Jeg forventer ikke noget af dig Demian. Jeg havde bare brug for at fortælle dig hvordan jeg havde det med det hele. Følelser som ikke bliver kontroleret er ikke ligefrem de bedste i en ilddæmon som du sikkert husker. Jeg havde brug for at du i det mindste vidste det og så ..." endnu en gang tav hun og kom på benene. Hun begyndte at blive restløs. Denne her samtale var lettende men også ekstremt ubehagelig for hende. Armene lagde hun roligt om sig selvom som hun søgte en smule væk fra ham. "... og så må jeg bare tage det som det kommer" endte hun stille.

[Deleted]

"Jeg ville gerne... hvis bare jeg kunne. Det er ikke så enkelt som det måske lyder. Det-..." Han afbrød sig selv igen og sundede sig inden han rettede blikket op mod hende igen,
"Alene tanken om det.. jeg kan virkelig ikke håndtere det... Jeg forstår slet ikke hvordan du i det hele taget har kunne holde ud at forklare mig om det der skete med dig dengang." Han bed sammen og hans blik flakkede for et kort øjeblik inden han valgte at rejse sig på stedet med knyttede næver. Hænderne faldt om nakken og han vendte rundt på hælen for at søge til vinduet. Støtten fandt han hurtigt ved vindueskarmen og hovedet sank ned mellem skuldrene hvor han bare stod og trak vejret dybt.
Hvad havde det dog ikke krævet af ham at bare være i stand til at se en kvinde i øjnene efter det overgreb. Han huskede det godt - den dag hvor Ellie åbnede helt op for ham og fortalte ham om de grusomheder hun havde gennemgået.
"... end Warlocks? Jah.. takket være min onkel så er det hvad jeg er blevet til." Svarede han kort for hovedet og flyttede sig ikke ud af stedet, mens han hørte at hun rejste sig fra gulvet og søgte på afstand af ham ligesom han selv havde gjort det. Dog rettede han sig op da hun valgte at stille sig en smule neutral overfor hvad hun kunne sætte af forventninger til ham. Han rettede sit fokus mod hende ganske stille og vidste ikke om det ville være jordens bedste idé, men måske at det var for det bedste hvis hun fik kendskab til de ting der plagede ham lige pt? Hvem ved... måske at det faktisk ville løsne op for anspændelsen han rendte rundt med? Hvis hun vidste hvorfor at han ikke kunne håndtere en kvindes hånd længere...

[Deleted]

Hun studerede han en smule. Hvad var der sket med ham? Hvem havde gjort ham noget. Tanken tændte hende helt af inden i. Hun havde altid været hidsig men det her tog kagen. Hun brød sig virkelig ikke om når folk gjorde dem som var hende nær ondt og han var især inden under den kategori! Som han begyndte at snakke en smule lyttede hun. Selvom han sundede sig forblev hun tav og lyttede til hvert et ord. Slugte dem, tyggede på dem. Det gav et sæt i hende da han bragte emnet om hendes liv ind i billedet. Var der sket noget af det sammen med ham. Hun stivnede næsten et kort øjeblik før hun tog en dybt indånding. "Jeg .... Jeg fortalte dig det som skete med mig fordi jeg stolede på dig. Jeg ønskede dig så brændende nær og du forstod ikke hvorfor jeg afviste dig. Jeg var nød til at forklare mig om end blot en smule" sagde hun stille og snurrede en tot af det ildrøde hår om sin finger. Hun bed sig let i læben og lukkede kort øjnene før hun igen åbnede dem og vendte blikket mod ham. "Er ... Er det samme sket for dig?" Hun kunne ikke lade være med at spørge. Et sted var hun nød til at vide det. Hun om nogen vidste da hvad han havde været igennem.
Hun betragtede ham som han rejste sig og forlod hendes side før hun selv gjorde det samme. Han var en warlock nu. Den mørke magi gjorde folk korrupt. Hun vidste ikke om han ville kunne modstå det mørke som fulgte med hans nye race. Hånden kørte hun igennem sit hår mens han snakkede. Hun sukkede svagt. "Warlocks er og bliver ikke lige så holdbare som Vampyrer. Det kommer med racen. Det ved alle" endte hun stille og pustede en smule tungt ud. Hun knyttede næverne en smule og bed sig i læben. Skulle hun sige det? Fortælle ham det? Måske det var for det bedste. Bedre at have det ude i det åbne. Hun tog en dyb indånding og vendte blikket mod ham. Hun endte med at slå armene en smule beskyttende om sig selv. "Demian jeg ... Jeg har det ikke ret godt med Warlocks. Jeg har altid hadet racen, hadet det mørke som hviler over dem. Jeg bryder mig ikke om at være dem nær .... og dog er det anderledes med dig. Jeg vil ikke miste dig over noget så simpelt som at du er warlock. Jeg vil bare gerne have at du ved det. Jeg vil ikke holde noget skjult for dig. Det er anderledes med dig. Jeg vil bare gerne være dig nær." Hun var ærlig. Lige nu var tiden til det. Hun havde brug for at komme af med det hele og så måtte det briste eller bære.

[Deleted]

Det her var et forbandet tungt emne at snakke om for ham. Det havde været fint nok for ham hvis bare han skulle lytte til den slags ting, men han duede slet ikke til selv at skulle snakke om det. Ellie var en fantastisk kvinde i hans øjne og han holdt ufatteligt meget af hende, men han... skulle han bare sige det til hende? Hendes direkte spørgsmål kom helt bag på ham og det fangede ham lige med det samme. Her sad han og overvejede at fortælle hende om den hændelse og så prikkede hun direkte til det ved at negle sig fast på det bedste spørgsmål der overhovedet fandtes dertil.
Han forholdt sig helt tavs, alene fordi han var så forbløffet over hendes situationsfornemmelse. Det gik dog efterhånden også op for ham hvorfor at hun ikke virkede til at være særlig glad for at være i nærheden af ham. Så hans race var hvad der holdt hende på afstand? Hvorfor skulle hun også altid give ham lysten til at gøre det stik modsatte af hvad der var respektivt!? Et flashback poppede ind i hovedet på ham og mindede ham om den tid hvor han så inderligt havde siddet med ønsket om at hjælpe hende.
Han bed tænderne sammen og kastede for sidste gang et blik ud af vinduet, som tyggede han en ekstra gang eller to over overvejelsen om hvor vidt han bare skulle fortælle hende sandheden eller ej. Uden at vide om det var den ene løsning eller den anden valgte han blot at vende sig mod hende med faste skridt hvor han i sin egen frustration bare valgte at ignorere hendes ubehag mod hans egen race og bare hev hende ind til sig. Han havde fat om hendes overarme med et svagt skælvende greb fordi han var usikker på om hun ville lægge hånd på ham. Han lod panden glide mod hendes hvor han bare stod i et par sekunder inden hans tanker bare spandt af sted.
"Ellie jeg... jeg beklager virkelig, men... jeg kunne intet stille op. Hun havde allerede kastet sig over mig da jeg kom til bevidsthed igen.. Det føltes som en evighed af intet andet end tortur, pinsel og... et rædselsvækkende behag. Jeg havde det så dårlig med mig selv bagefter at jeg ikke nænnede at opsøge dig igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at se dig i øjnene igen efter hvad der var sket ..." Hans ord var hviskende og meget skrøbelige. Han ønskede ikke at skade hende, men han ville heller ikke blive mødt med hendes pludselige bevægelser, netop derfor holdt han hende fast i sit greb.

[Deleted]

Hun kunne godt se på ham at have havde det voldsomt svært. Hvorfor skulle det også være så svært? Hvad var der sket. Tankerne for rundt i hovedet på hende. Hvis hvad der var hændt hende ligeså var hændt ham hvem havde så gjort det? Det var en forfærdelig tanke. Lysten til at finde vedkommende og slå denne ihjel faldt hende næsten naturligt og det var lidt i dette øjeblik at det gik op for hende hvor meget hun egentlig elskede ham. Der var ikke den ting hun ikke ville gøre for Demian. Et sted så skræmte det hende hvor meget hun egentlig holdt af ham. I mange år havde hun holdt af Nathaniel, hun havde elsket ham men det havde aldrig været gengældt. Efter hendes møde med Demian så havde hun indset at de følelser hun havde haft for Nathaniel ikke havde været de samme. Hun havde elsket ham, ja, men aldrig på samme måde som hun gjorde det med Demian. Denne opdagelse af hende selv og egne følelser gjorde hende snot forvirret. Hun vidste egentlig ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Svagt rystede hun på hovedet af sig selv. Nej, lige nu var ikke tiden til at tænke over sådan nogle ting.
Som han kom hende nærmere og decideret greb fat i hende fik hende næsten til at miste pusten. Han brød sig jo ikke om at røre ved hende og alligevel stod han her. Først have hun lyst til at trække sig fra ham. Han skulle ikke røre ved hende hvis han ikke havde lyst til det dog måtte hun stoppe fuldstændig med alt da han lagde sin pande mod hendes. Det satte en tydelig sitren igennem hendes krop. De blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse som han endelig åbnede munden og begyndte at snakke. Hun lyttede til det og ordene han sagde gjorde ondt. Han havde ikke opsøgt hende fordi han ikke havde turde se hende i øjnene? Tanken var næsten knusende for hende. Hun bed sig svagt i læben. Hun understod sig i at røre ved ham. Hun ville ikke skræmme ham på nogen som helst måder. Hun knyttede let hænderne sammen som hun tænkte over hvordan hun skulle håndtere det her. Et svagt suk gled over hendes læber. "Du skal ikke skamme dig overfor mig, Demian. Du gjorde intet galt. Det er ikke din skyld" endte hun i en stille hvisken. Tankerne gled stadig rundt i hendes lille hoved. "Jeg forstår hvordan du har det så meget bedre end så mange andre. Du er mig ekstremt vigtig. Du kan altid komme til mig hvis der sker noget." Hun stoppede og bed sig svagt i læben. Hendes tanker endte med at falde på en bestemt person .... Docuz. Det var hans knægt hvilket ville sige at ..... Hendes tanker stod stille i et kort øjeblik. Vreden begyndte at boble i hendes indre. Hun havde stået overfor det kvinde menneske som havde gjort ham ondt men hun havde intet vidst? Det var virkelig en fustrerende tanke!
Dog var dette ikke tiden til det. Nu var ikke tiden til vrede. Hendes blik gled mod hans og hun sendte ham et undskyldende smil. "Jeg er ked af hvis jeg pressede dig til noget som du ikke var klar til. Jeg .... Jeg holder bare pokkers meget af dig. Tanken om at nogen har gjort dig ondt er mig næsten sygelig. Jeg kan slet ikke have det. Der er virkelig ikke det som jeg ikke vil gøre for dig .... Det håber jeg at du ved." Hun tav og sukkede endnu en gang. Hænderne knyttede hun endnu en gang før hun tog sig sammen igen. "Men nu er det tid til hvile. Tag med mig tilbage til mit skjulested. Dig og Amaya er i sikkerhed hos mig indtil du finder din mor og Nathaniel. jeg skal nok tage den første vagt. Få noget søvn" bad hun stille. Selv havde hun brug for søvnen men lige nu tænkte hun blot at det var vigtigere for ham. Han havde virkelig brug for det også.