Im going to kick your ass!

[Deleted]

@demi

Tiden var egentlig gået hurtigt. De havde fundet sig til rette i den store varme hule i bjergene men det var da svært for dem. Der var ikke ret meget mad i bjergene på denne tid af året og selvom de fik jagtet en del så var der mange ting de skulle bruge som skulle købes. Elijah, Elmyra og et par andre fra børnehjemmet var taget tilbage til New Dale for at købe de fornødne vare. Elmyra var gået sig en tur for sig selv mens Elijah holdte styr på tropperne. De fik købt det meste af det de skulle bruge, urter, grøntsager og tøj. Det var nogle af de ting de havde mest brug for. Heldigvis så kunne de få det meste hurtigt. De holdt sig for sig selv, prøvede ikke at skabe alt for meget opsigt inde på markedspladsen selvom det var svært. De var jo kendt i byen efter deres lille stunt på slottet. Elijah smilede til nogle mænd som prøvede på at snakke med ham om hvad de havde planer om men han kunne ikke svare dem. Hvad skulle han gøre? De var jo stukket af for at rede børnene men alligevel var de afhængige af byen og dens mange varer.
Timerne gik og solen viste ham at det snart var tid til at tage hjem af. De havde en lang rejse foran dem selvom deres rejse denne gang var betydeligt lettere. Alle dem der var med, på nær Elmyra kunne flyve så distancen og rejsetiden var meget kortere. Elijah stoppede op midt i en folkemængde og kiggede på sedlen som var nøje skrevet af Elmyra. Han manglede stadig nogle få ting, enkelt ting som var rigtig svære at få fat i lige på denne dag. Han vendte blikket op og kiggede rundt på de mange boder. Hvor mon han skulle begynde først?

[Deleted]

Tiderne var skiftet. Kontrakten der før i tiden havde drænet ham for det sølle liv han havde tilbage havde endelig fået bugt med ham, tvunget ham ned i et koma-stadie igennem frygteligt lang tid efterhånden. Et mirakel havde bragt ham tilbage, hans hjem var efterladt og folk talte om at de fleste var flygtet på grund af krigen. Selv hans mor.. Yuuki og hans yngste lillesøster Amaya var bosat i Dvasias. Ikke om han havde fået svar på noget før at han var vågnet op igen, fri af den kontrakt der bandt ham eller bare opslugt af den. Rei havde fortalt ham at mørket allerede havde opslugt ham så meget at der ikke havde været ret meget andet at gøre.
Roligt vandrede han ned gennem New dale. Sendt ud under opfordring for at se til hvad der skete her og om der var nogen chance for at modstands grupper var under bevægelse. Det passede ham ganske udmærket, for så vidt han huskede, så befandt Ellie sig vel stadig heromkring.
Børnehjemmet var nedlagt, slottet efterladt og dertil alle spor af hende. Han stoppede op for et kort øjeblik og blev fanget af en handelsmand som stod og solgte lommeure. Blikket faldt hurtigt over dem og et smukt rundt et i sølv fangede hans blik. Indgraveringerne snoede sig om hinanden og mindede mest af alt om blomster i en symmetriskudformning. Uden for megen snak betalte han for uret og stoppede det ned i sin lomme. Selv tiden var svær at holde styr på, så dette ville i den grad være en hjælp.

[Deleted]

Der gik simpelthen så mange ting igennem hovedet på Elijah. Først havde der været frygten for at miste Elmyra, derefter om de overhovedet kunne klare sig igennem vinteren selvom de boede varmt og nu havde han også Myrina at tænke på. Han var virkelig blevet glad for den pige, han ønskede at beskytte hende. Hun var noget specielt, den første som havde fået ham til at åbne sig op bare en smule og det var noget han for alt i verdenen ikke ville miste igen. Han stod der midt i det hele og kiggede rundt. De sidste ting var altid en smule svære at få om vinteren men de var nødvendige. Så mange forskellige boder men dog ikke nogen af dem han skulle bruge.
hans blik fangede en sælger som solgte lommeure og det var som om hele hans verden stoppede i to sekunder. Det var ej sælgeren som fangede hans interesse men den ene af hans kunder. Var det virkelig? Han stak de vare han havde i hænderne til en af de andre som var med ham. Hans øjne skød allerede lyn og vreden boblede i ham. Var det virkelig Demian der stod der? Han kunne næsten ikke tro sit held. han var virkelig vred på den lille møgunge! Elijah bevægede sig hurtigt over til urmageren men var ikke interesseret i hans vare. Uden for meget omsvøb nåede han op på siden af Demian, greb hårdt fat i hans tøj hen over brystet og drejede ham mod sig. Elijah havde en ondt, næsten tilfredsstillende smil på læberne. "Lige den mand jeg leder efter" hvislede han hvorefter han sendte en knytnæve lige i ansigtet på Demian. Vreden boblede i ham! Hvad den lille knægt ikke have formået at gøre! Det var virkelig for meget at han bare skulle vise sig på denne måde.
Drengen som havde været med Elijah anede hurtigt fare. Han brugte ikke meget tid på at blive på pladsen men søgte istedet ud for at finde Elmyra sådan så hun kunne hjælpe til.

[Deleted]

I bund og grund var der mange ting der gik igennem hovedet på ham. Hans mor boede nu i Dvasias under samme tag som en af hans pågældende forfædre, der faktisk havde reddet hans liv i udsangpunktet. Trods han havde hørt historierne fra sin mor, om hvordan Rei havde båret sig ad med at true hende og Nathaniel på livet ved at tage hans eget, så var det i denne sag fuldkommen ligegyldigt. De var allerede på flugt fra hans far Kimeya, så hvorfor ikke bare lade det ligge og lade en anden tage den kamp?
De nye kræfter han selv besad, var i hvert fald en stor hjælp. Træningen var stadig intens og han døjede ufatteligt med sit eget temperament.. stadig. Dog agtede han at efterkomme det løfte hans mor havde aflagt til Rei, selvom hun ikke var glad for tanken.
Uret hvilede i hans hånd inden det røg i lommen. Ret som han skulle til at bevæge sig videre mærkede han et fast greb om hans klæder og med en syngende knytnæve der slog ham ud af balance og fik ham til at dance et par skridt på afstand.
"Hvad i- !?" Endte han hvislende. Det var end ikke gået op for ham hvem han stod overfor før hans mørke øjne søgte uforstående og irritabelt tilbage mod boden. Mødt med et syn han længe troede han havde glemt, blev han revet tilbage til den dag hvor han havde stået ansigt til ansigt med ham sidst.
"Elijah!" Hvislede han spidst og strøg en tommel over læben for at tørre blodet fra flængen over læben. Han kneb øjnene sammen og betragtede kort sine omgivelser. Folk havde trukket sig en anelse tilbage af frygt for at komme imellem dem. Han knyttede sin næve og forholdt sig på afstand. Hvad var der overhovedet sket under hans fravær? Var Ellie overhovedet stadig i live?

[Deleted]

Vreden boblede i Elijah som han nærmede sig Demian. Han havde virkelig aldrig troet at han ville være så vred og dog så fandt han at fanden tog ved ham. Denne gang var det ikke Imandras flore og fauna som det gik ud over men den person som han var vred på. Knytnæven ramte Demian lige over kæben og flækkede hans læbe. Der var noget blod på hans næve men det var ligegyldigt. Han håbede på at der ville komme meget mere når han gik på den mand igen. Elijah lynede og han så farene ud. Det var tydeligt at Demian ikke havde set hvad der havde ramt ham men nu vidste han det. Armene gled overkors mens han kiggede på ham. han var ændret, Demian var anderledes end han havde været det sidst. Hovedet søgte let på sned. "Er du glad for at se mig? jeg har tænkt meget på dig i hvert fald." Det kolde smil hvilede stadig på hans læber som han lod sine hænder falde og begyndte at knække fingrene som han gjorde klar til at angribe på ny. "Jeg ved ikke hvad du laver her og jeg er også ligeglad. Elmyra er her ikke længere." Det var kolde ord, hårde. Et sted så håbede hasn vel at det ville få Demian til at stoppe med at kigge efter hende hvis det overhovedet var det han gjorde. Han vidste det ikke og han var ligeglad. Han greb på ny fat i Demians tøj og lagde an til at slå ham igen. Folket omkring dem trak tilbage og stod helt omkring dem som var de i en arena af en art. Han var ligeglad med hvem der så der her. Vreden og hævnen var det eneste som Elijah havde i tankene som han slog ud efter Demian igen. Denne lille møgunge skulle lide og det skulle være nu!

[Deleted]

Forfærdeligt mange ting havde opslugt Demian's tilværelse. Han havde i forvejen svært ved at huske hvor lang tid han havde ligget i koma - siden sidst han havde set Ellie og.. Elijah i det gamle børnehjem ikke langt her fra New Dale. Han havde ikke styr på hvor mange gange hun havde hjemsøgt hans tanker i den evige søvn. En evig og lang drøm havde udspillet sig for hans blik og efterladt ham ude af tid og sted op til flere gange. Hans kræfter var sluppet op og havde placeret ham i en situation hvor han end ikke var i stand til at være vågen i mere end kun ganske få timer ad gangen.. før han bare var drættet om igen. Hans sidste forsøg på at nå frem til Nathaniel igen, havde efter rygterne at siges været for at tage hjem til Marnjarno igen - uden held.
Nu stod han her med fornyet energi - fri af den kontrakt der bandt ham til et evigt sort hul, til der intet var tilbage af ham. Et helvede som hans onkel, Rei Salore havde hjulpet ham af med. Elijah derimod... vidste han ikke hvad han skulle stille op med. Det var nok i sig selv at han ikke brød sig om manden alene fordi han ikke kendte hans relation til Ellie.
Hans pupiller svandt ind ved Elijah's hånlige udtryk om at Ellie ikke var her mere. Der gik ikke ret lang tid før at tanken slog ham.. at Elijah havde stået uden midler til at helbrede hende og nu valgte at vende sit indebrændte had mod ham selv, taget i betragtning af at han selv havde udgivet et løfte om at passe på hende og gøre hende rask igen. Hans næver knyttede sig voldsomt da Elijah tog fat i ham igen - glødende af et vækkende raseri handlede han hurtigere end han selv havde regnet med og følte hvordan hans egen hånd instinktivt greb Elijas flyvende næve mens den anden hånd fløj til håndledet om den der havde fat i hans tøj. Et mørke rejse sig omkring dem begge og skubbede folk på afstand uden videre.
"Og det skal jeg have skylden for!?" Vrissede han banalt og rev Elijah rundt om sig, spændte ben for ham for at bryde balancen der holdt ham stående, så han ville drætte ned på jorden.

[Deleted]

Elijah vidste ikke hvor Demian havde været og han var også fuldstændig ligeglad. Han ville bare gerne have at han skulle have nogle bank og så forsvinde inden Elmyra dukkede op. Det var ikke helt unaturligt for hende at dukke op på de mest uventede tidspunkter og lige nu skulle hun helst bare blive væk. Om ikke andet så ville hun havde det meget bedre uden Demian i nærheden. Det var hans sikker på.
Elijah vidste at Demian ikke kunne lide ham, han vidste at han nok hadet ham ligeså meget som han hadet Demian. Elijah havde aldrig nogensinde nævnt for Demian at han var Elmyra's og Nathaniels adoptivsøn selvom de to aldre havde været sammen så kunne han ikke benægte at han lovligt set var Nathaniels søn. Han brød sig ikke om tanken men han kunne ikke gøre så meget. Heldigvis havde han ikke set manden længe. Det mørke som omsluttede den og skubbede folk væk var noget som Elijah aldrig havde set før. Han blev taget på sengen af det. Var Demian ikke vampyr og Animagus? Det var han da helt sikker på at Elmyra havde fortalt ham. Han blev forvirret et kort øjeblik og det var nok til at Demian fik vendt det rundt. Han mærkede hvordan han blev hevet rundt for derefter at vælte om kuld på jorden med et bump der slog noget af luften ud af ham. Hårde og kolde øjne vendte sig mod Demian mens han snakkede. "Var det måske ikke dig der sagde at du nok skulle helbrede hende, hva?! Var det ikke dig der sagde at du ville være der for hende og hvor har du været?? Alle steder end her ved hende!?" råbte han igen. Han sparkede ud efter Demians ben for at vælte ham ned i støvet. Efter han lå på jorden kastede han sig over ham igen. "Vi klarede det meget bedre før du kom til. Du fortjente ikke at kende hende. Skrub tilbage til Nathaniel hvor du høre hjemme. Du er ikke velkommen her!" Han placerede endnu en knyttet næve ned mod Demians ansigt. Han var så vred. Denne lille møgunge skulle bare ud og det skulle være nu!

[Deleted]

Hvad Elijah sagde angående Ellie og det at han direkte placerede skylden på Demian, var på ingen måder acceptabelt i hans verden. Han åndede tungt alene ved den anspændte stemning imellem dem, trods det blot var pur utilfredshed der fyldte begge deres tilværelse. Mørket omkring dem lagde sig igen, men folk var end ikke i stand til eller for den sags skyld interesseret i at komme tæt på. Han stod blot og betragtede Elijah for sine fødder, til det øjeblik hvor han blev fældet og skubbet i jorden selv. Han fik stødt fra sig i faldet og kom ikke nær så galt af sted, som det måske var forventet, dog var Elijah's opførsel noget som alligevel overraskede ham på visse punkter... næsten lige så meget som det irriterede ham!

"Du ved slet ikke hvad du taler om!" Vrissede han og stirrede tydeligt irritabelt op mod Elijah der havde kastet sig over ham for at vinde kontrollen. Hans hjerte hamrede stødt og han bed sammen udelukkende for at bide sin irritation i sig. Øjnene blev smalle og intensiteten i hans indre mørke energi steg for hvert minut, som begyndte det så småt at koge op lige under huden på ham. Han knyttede sine næver igen og greb ud efter kraven på Elijah, rev i mandens krave for at kunne sparke ham af igen.

"Hvis du virkelig ønskede at redde hende... så skulle du have handlet i stedet for at regne med andre omkring dig!" Demian hadede virkelig at blive holdt skyldig for andres mangel på selvstændighed. Elijah kunne være stukket af med hende bag om ryggen på ham, trods han ikke ville have synes om det i udgangspunktet. Og skulle det vise sig at det var ham der virkelig var skyld i hendes død.. så ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Da han havde fået Elijah om på ryggen igen gik der desperation i ham og kampen om at få mandens arme under sig ved at sætte sig over skrævs på ham, blot for at rive manden til sig i kraven.

"Jeg har ikke i sinde at ignorere dine flabede udtalelser om hvor vidt jeg var til stede eller ej! Uanset hvor meget du ønsker at skubbe skylden over på mine skuldre vil det ikke hjælpe noget hvis du ikke selv var i stand til at tage et konkret valg på egen hånd!!!" Hans stemme rungede gennem gaden og folk der før havde stået og mumlet endte fuldkommen tavs. Demian hævede sin frie hånd, formet som en klo, klar til at flå ham levende - en kugle poppede frem, som en lysende blå flamme. Blikket var hårdt og en folde over næsen viste sig, som var han et vildt snerrende bæst der ønskede at fortære sit bytte. Han ville elske at riste denne plage synder og sammen, til der intet var tilbage foruden aske!

[Deleted]

Ellie havde gået og passet sig selv det meste af dagen. Hun havde skaffet dem nogle af de ting som ikke stod på listerne og som man ikke skulle tale for højt om. Samtidig havde hun søgt til slottet for at se om der var nogen bevægelse. Det var der ikke endnu. Hun sukkede stille som hun kiggede op på de store mure. Hun havde nydt at have haft så meget plads men hun havde ikke egnet sig til at sidde på tronen. Hun var egentlig godt tilfreds hvor hun var i livet lige nu. Hun havde ingen bekymringer ud over at skulle passede på børnene. Det var herligt!
hendes stille øjeblik måtte dog blive afbrudt af en dreng der kom løbende. Han skreg hendes navn med panik i blikket. "Hvad sker der?" spurgte hun bekymret som hun lød drengen i møde. Han fortalte hende om hvordan Elijah havde skubbet tingene i hans favn og bare var gået over og havde angrebet denne fyr. Elmyra stivnede kort. Hun kendte virkelig kun en mand som Elijah ville tage fat i sådan uden videre og det var Zean. De tog skulle bare ikke riven knoppen af hinanden. Drengen vinkede hende med sig eftersom han allerede var begyndt at løbe tilbage hvor han var kommet fra. Hun fulgte med ham uden omsvøb.

Scenen der mødte hende da hun nåede pladsen chokerede hende. Elijah lå oven på en ukendt fyr og slog på ham. Hvad pokker forgik der. Hun nåede ikke ret meget før mørket fra den fremmede slog hende i ansigt. Warlock. Hadet blussede op i hende. Hun kunne virkelig ikke fordrage de skabninger! Det gik hurtigt. Elijah lå nederst og manden sad over ham. Hun hørte ikke de ord der blev udvekslet mellem de to drenge. Alt hun så var magien som formede sig ved Warlocken. Den magiske kugle ville gøre det af med Elijah, hun vidste det. Hurtigt bredte varmen sig fra hendes krop som vreden blomstrede i hendes indre. Ingen skule gøre Elijah noget! Det skulle hun nok sørge for! Hurtigt var hun henne ved de to der slås. Hun greb den fremmede hen over brystet og med al den kraft hun kunne mønstre flåede hun ham af og ned på jorden. Hendes vejrtrækning var tung som hun kastede sig over den fremmede. Hun placerede et knæ i hans bryst mens en ildkugle formede sig i hendes hånd. "Ingen skal røre ved min ....." Hun tav som hendes blik mødte den fremmedes ansigt og hendes vrede forstummede sig med det samme. Hun kunne genkende manden under sig med det samme. Hendes ellers så varme ydre forsvandt med det samme som ilden forsvandt fra hendes hånd. Hun var lamslået. Hun kunne fornemme warlocken under hende, hun havde set hans magi men Demian var ikke warlock. Han var vampyr og Animagus. Hun huskede det jo selv. Hun knyttede hænderne sammen hvor efter hun fjernede sig fra Demian og gik over til Elijah for at se om han var okay.

[Deleted]

Elijah magtede virkelig ikke det her lige nu. Demian havde lovet det, han havde været den eneste der kunne hjælpe og han var bare blevet væk. Det irriterede ham grænseløst, ikke fordi Elmyra døde for det gjorde hun jo ikke. hun havde overlevet men det skulle han ikke vide. Han skulle bare forsvinde. Elijah kom oven på og begyndte at banke på Demian selvom han ikke nåede ret meget før han lå på ryggen på jorden igen. Han fik luften slået ud af sig da han ramte og Demian var ovre ham med det samme. Han skulle til at give ham tilbage på hans dumme kommentar da han opdagede magien som formede sig ved Demian. Han var ikke dum. Han kunne tydeligt mærke at Demian ville gøre det af med ham med denne ene kugle. Realiteten gik op for Elijah og han overvejede sine muligheder. Hans styrke var forsvundet, han var paf. Han nåede dog ikke ret meget mere før varmen ramte hans ansigt og man mærkede trykket lette fra hans brystkasse. Det røde hår og vreden som omsluttede ham og Demian var ikke til at tage fejl af. Han kom op og sidde. Han vidste at han mor ville gøre ting og sager ved Demian for den magi han havde brugt hvis hun ikke genkendte ham. Det gjorde hun dog. Han kunne se det på hende, mærkede forvirringen som opstod i hendes sind. Han satte sig besværet op og vendte blikket i retning af sin mor. Flammerne forsvandt sammen med vreden og Elijah kunne ikke andet end at sukke. han havde virkelig håbet at han kunne slippe for at lade de to mødes igen. Hun havde været så ked af det mens Demian havde være fraværende. Elijah tog sig stille til hovedet. Han var øm men han skulle nok overleve. Hans blik gled op som Elmyra rykkede sig og kom over ved hans side. "Undskyld" mumlede hans stille til hende. Han burde ikke slås, han vidste det for det havde hun altid sagt til ham. Ville hun mon blive vred på ham over at han havde sloges med Demian? Han vidste jo at hun holdt af ham en smule og at det faktum at han var warlock ville forvirre hende utrolig meget. Han kunne se det på hende som hun kom over mod ham. Forvirringen stod som malet i hendes ansigt.

[Deleted]

Tiden virkede til at blinke forbi ham som et klart flash da i sin intense fokus forsøgte på at gøre det af med Elijah - indtil han blev revet væk endnu engang og stødt i jorden med en knæ i brystkassen. Havde det ikke været for overraskelsen i sig selv, så havde han ikke mistet pusten. Hostende kiggede han instinktivt op på den kvinde der havde afbrudt kampen. Den bløde klang der ramte hans øre gav ham næsten en større chock end det at hun ville til at flambere ham.
"E-Ellie..?" Endte han vantro og kiggede op på hende uden den mindste smule tro på at det var sandt. Han forblev liggende på jorden for et kort øjeblik til folk omkring dem begyndte at myldre forbi dem - stadig med en hvis afstand til dem. Blikket vandrede omkring indtil han kom op på sine ben igen og børstede sig af. I første omgang vidste han ikke hvordan han skulle tolke situationen. Han var åbenlyst irriteret på Elijah, men samtidig også en anelse forvirret. Hvorfor ville manden overhovedet gå til angreb på ham uden grund? Ellie var tilsyneladende stadig i live.. selv uden hans hjælp. Han sukkede og marcherede direkte over til Elijah, greb ham endnu engang ved kraven, ignorerede Ellie og rev Elijah op på sine fødder igen og nedstirrede manden på nippet til et mindre vanvid.
"Så hun er ikke mere, hah~!?" I et tilfælde som det her var hans frygt for hendes liv skyllet væk og erstattet med et klart had til at blive holdt for nar.
"Mr. Death!" Lød en stemme i det fjerne og en kvinde kom styrtende gennem mængden af forbipasserende folk med en lille pige i sine arme. Demian slap modvilligt Elijah igen og puffede ham let fra sig inden han vendte sig rundt for at blive mødt med synet af en gammel kending og...
"Amaya?" Et ord som han kun nænnede at hviske i offentligheden. Hun kom op til ham og han tog uden tøven imod den lille pige inden han spurgte indtil sin mor Yuuki. Den ældre kvinde fortalte ham at hun var stukket af med Amaya og havde bedt hende om at sende Amaya i sikkerhed hos Demian og dertil bede ham om at holde sig fra Salore Mansion. Demian stod et øjeblik med en tænksom mine og kiggede ned på sin kære søster.. ikke mere end et par år gammel. Han tog en dyb indånding og nikkede med en accept til den ældre kvinde og bad hende søge tilbare for at informere Yuuki og Nathaniel. Hun godtog hans ordre og forsvandt imellem mængden af pøblen...

[Deleted]

Ellie var chokeret og forvirret. Ikke nok med at hun ikke havde regnet med at stå ansigt til ansigt med en warlock så havde hun da slet ikke forventet at det ville være Demian. Han var jo vampyr og Animagus. Hun huskede selv hvordan han havde siddet på hendes seng som kat og ladet hende ae sig. Hun bed sig stille i læben som hun hoppede af ham. Hvad pokker var det her for noget? Det var forvirrende, uvirkelig. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op med sig selv som hun gik over mod Elijah. Hans undskyldning endte med at bringe hende lidt tilbage igen. Hvorfor havde han startet en slåskamp? Hun kendte jo godt svaret. Det fik hende til at sukke en smule opgivende. Elijah var så pokkers overbeskyttende. Der var virkelig ikke den ting som han ikke ville gøre for at hun selv kunne være glad og han anså åbenbart Demian som en der bragte smerte med sig. Hun nåede dog ikke at tænke mere før Demian havde fat i Elijah og med et had som lyste ud af ham. Hun skulle til at hive fat i og få ham væk men de blev afbrudt af en der kom med en lille pige. Hun vendte kort opmærksomheden mod Elijah. "Tag hjem med de andre. Nu." Det var en ordre mere end noget som helst andet. Hun ville ikke have at han skulle blive her. De havde brug for at komme tilbage til bjergene inden mørket faldt på. Hun sendte Elijah et bestemt blik før hun vendte sin opmærksomhed mod Demian, den lille pige i hans favn og kvinden han snakkede med. Nathaniel og Yuuki blev nævnt og Elmyra gættede sig til at den lille pige var Deres. Hendes blik faldt på pigens øjne, de lignede Nathaniels fra før han blev blind. Forsigtigt stod hun i baggrunden mens de snakkede. Da navnet Salore blev nævnt måtte hun dog stive en smule. Hun vidste at Demians far var Kimeya men han var åbenbart også forbundet til Salore slægten? Det virkede næsten helt uvirkeligt.
Da Demian havde sendt kvinden væk trådte hun lidt tættere på. "Har din mor og Nathaniel det godt?" spurgte hun bekymret mens hendes fokus hvilede på den lille skabning i hans favn. Den lille pige, Amaya, var lidt lettere at håndtere end det faktum at han stod der.

[Deleted]

Elijah ønskede virkelig ikke det her. Han ønskede ikke Demian i nærheden af Elmyra på nogen som helst måde og alligevel så stod de her og kiggede på hinanden. Hvor irriterende. Han nåede dog ikke at tænke ret længe før han blev flået på benene af Demian som ikke så tilfreds ud. Hans ord fik Elijah til at smile. "Du er den eneste som har nævnt at hun var været død. Jeg sagde blot at hun ikke var her mere, som i New Dale. Du burde lytte noget bedre efter. Det ville klæde dig" sagde han koldt. Han nåede dog ikke at gøre meget mere før Demian havde sluppet ham og fik en lille unge i hænderne. Pokkers. Så kunne han ikke en gang give ham et lag tæsk mere? Hvor irriterende. Han sukkede svagt som Elmyra kom helt hen til ham. De direkte ordre fik det til næsten at løbe koldt ned af ryggen på ham. "Men ....." Han tav og kørte en hånd igennem det brune hår. "Det tog dig så lang tid at komme over at han aldrig kom. Jeg vil ikke se dig sådan igen okay? Lad være med at lade ham påvirke dig. Han er det ikke værd. Vi ses derhjemme" sagde han stille. Han slyngede armene om sin mor og krammede hende ind til sig hvorefter han gav hende et kys på panden, et sted i håb om at hvis Demian så det at det ville irritere ham grænseløst. Han vidste jo ikke at Elmyra havde fået det bedre og faktisk kunne tåle at andre rørte ved hende igen. Han slap hende igen og forsvandt derefter ind i folkemængden for at finde de andre og tage hjem. Som de lettede fra New Dale for at søge mod bjergene kunne han alligevel ikke dy sig for at vende hovedet tilbage mod byen. Ville hun mon kunne klare sig med ham alene?

//OUT

[Deleted]

Demian vidste snart ikke hvor han skulle placere sig selv henne. Efter så lang tid.. efter at der var sket så meget.. så føltes det bare ikke som om at han egenlig havde noget tilbage længere. Kvinden forsvandt og ligeså gjorde Elijah, hvilket han blot åndede lettet ud til. Spændingen i hans muskler falmede lige så stille hen, som hans tanker jagtede sin mor. Det var i den graf bekymrende at hun nu havde valgt at tage flugten fra Salores Mansion, nu hvor han selv var ude.
Hans blik faldt til Ellie som hun kom nærmere og et skeptisk afvisende udtryk viste sig omgående. Han havde undret sig længe over hvad der var blevet af hende, men hun så ud til at være sund og rask. Uden at kigge på hende for længe vendte han sig væk fra hende. Hun var nok blandt de få han ikke kunne se i øjnene længere. Han ville også få svært ved at se Nathaniel i øjnene.. sådan som han var nu. Han skammede sig ikke rigtigt over hvem han var, men mere over hans handlinger. Overfor Ellie havde han mistet sin værdighed af langt flere grunde end hun var i stand til at forestille sig. Han sukkede lige så stille.
"Hvis det at de begge er i live... tæller som en god ting, så vil jeg gå ud fra det og sige at de har det fint," Svarede han en smule fjernt og mærkede Amayas tunge åndedræt, som hun lå indsvøbt i et tæppe.
"Jeg ville ønske at jeg kunne blive, men jeg er nød til at søge videre indtil jeg har fundet ud af hvor min mor og Nath opholder sig henne. Jeg ville ikke være i stand til at vandre frit omkring som det ser ud nu.. jeg er næsten sikker på at min onkel allerede har sendt spioner ud for at holde øje med mig," Hans ord var flygtige og blikket hvilede ikke ret længe det samme sted, som overvågede han området for at vide sig sikker på om der var nogen der lurede i skyggerne. Inden de igen faldt til Ellie igen, langt mere rolige og fokuserede end før.

[Deleted]

Elijah gik og det var næsten en lettelse. Han var sød og dejlig men hvor kunne han bare virkelig være overbeskyttende. Hun sukkede stille som hun så ham bevæge ind gennem folkemængden og forsvinde. Stille rystede hun på hovedet af ham hvorefter hun vendte opmærksomheden mod Demian. Hvad var der dog sket? Det virkede helt surrealistisk at stå i denne situation. Hendes blik faldt på den lille pige i hans arme. Hun var nu meget sød men hvorfor var hun her og ikke sammen med sine forældre. Der var noget i gære og hun kunne fornemme det meget tydeligt. Hun stoppede op henne ved ham og hendes blik søgte hans skikkelse. Det afvisende udtryk ramte hende hårdt og hendes blik søgte omgående væk. Hun havde savnet ham, ventet på ham og nu .... nu stod han der og virkede ligeglad? Hun bed sig stille i læben. Hun havde ikke følt sig i så dårligt humør siden før hun havde lavet det ritual. Hans stemme lød og hun lyttede stille. Han var fjern. Det var ikke den Demian hun kendte i hvert fald.
Det at han ville gå igen var næsten ikke til at bære. Han var lige kommet og nu ville han bare gå igen uden at forklare noget som helst? Det kunne han ikke og da slet ikke nu. Det ville snart nærme sig aften og Imandra var slet ikke sikekrt længere og slet ikke med sådan en lille pige. "Du kan ikke gå. Det bliver snart mørkt og Imandra er om muligt endnu farligere nu end det har været længe. Du kan ikke rende rundt med din søster. Jeg er ligeglad med hvor meget ny kræft du har, du er nød til at blive indtil det bliver morgen. Chancen for at i begge dør i natten er stor" pointerede hun fast. Han kunne ikke bare gå, hun ville ikke lade ham gøre det og slet ikke med den lille. Hun endte med at gribe let fat i hans arm og hive ham forsigtigt med sig. Han kunne ikke søge ud om natten. Alle dage havde det været ufattelig risikabelt og nu var det endnu værre. Hvis han ville beskytte sin søster og bringe hende tilbage til hans mor og Nathaniel igen så gjorde han som han sagde. Hun kunne virkelig kun håbe at han ville være smart nok til at lytte til hende.