Long time, No See

[Deleted]

@marcellus - @eriz

Sted: Atterlin kro
Tid: Sent om natten

Atterlin. Macaria hadede den by! Ikke nok med at det var et mandestyret samfund, så var alting så anstændigt, formelt og blankt. Hun hadede det. Ikke desto mindre var hun som dronningens rådgiver nødt til at rejse rundt i Dvasias, for at deltage i møder eller andet, hvor hun skulle repræsentere dronningen. Dårligt nok var hun kommet hjem fra Manjarno, og så blev hun sendt afsted igen. Macaria havde på fornemmelsen, at dronningen gerne ville have hende væk fra hoffet, og alle de magtfulde personer. Det havde været noget af en overraskelse, da dronningen pludselig havde fået af vide, at hendes loyale rådgiver bag hendes ryg, havde erobret hele Manjarno. Selvfølgelig havde det efterladt hende både imponeret, men også urolig. Når Macaria kunne gøre det her, hvad var hun så ikke i stand til ellers? Det var prisen for at være kompetent.
Nu sad Macaria her i Atterlin på deres kro. Hun havde lejet et værelse for natten. Et møde med en rigmand, var lige overstået, og nu kunne hun slappe af inden sengetid. Hun var langt fra i godt humør. Rigmanden havde været ubehøvlet, dominerende og respektløs. Kun fordi at hun var en kvinde. Derudover værkede ryggen en smule. Sølvspyddet der havde ramt hende i ryggen i kampen om Manjarno, havde efterladt hendes ryg som et kort med snoede floder af ar. Det var ikke pænt. Dog var der intet at gøre ved det. Healerne sagde at det aldrig ville gå væk, men på et tidspunkt ville smerterne gå helt væk.
En ringe trøst.
Macaria var lige trådt ned af trappen fra sit værelse, for at hente et glas med blod, som hun kunne tage med op igen. Det kastanjebrune hår bølgede frit ned over hendes ranke ryg. En dybblå kjole, der matchede hendes øjne, dækkede hendes slanke krop. Den var simpel, så hun ikke pådrog sig for meget opmærksomhed. Mange ville udbringe hendes skål, som erobreren af Manjarno. Hun var på ingen måde i humør til den slags nu. Tværtimod.
Lige siden Manjarno, havde livet været et helvede. Enrico, der var blevet beordret til at blive i Manjarno. Zean, som ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke kunne gøre mere for ham politisk. Ryggen. Steriliteten, der dog stadigvæk var en hemmelighed. Og så selvfølgelig…. Marcellus. Det havde været før Manjarno, men der gik ikke den dag, hvor hun ikke tænkte på ham. Nogle gange, når hun vågnede skrigende om natten, fordi at hun havde haft mareridt om at være levende begravet, håbede hun på at se hans sorte skikkelse i vinduet. Men nej… han havde taget et valg, og efterladt hende alene. Ligesom Enrico.
Der var mange folk i den varme krostue. Folk der skålede, råbte, dansede, flirtrede og sang. Macaria dansede sig imellem folk, som var de blot statister i den forfærdelige tragedie, som hun udlevede. Hun ignorerede alle. Levede i sin egen verden. Bitter og ensom.
Hun kom over til baren, hvor det tog lidt tid, før hun fik den travle kroværts opmærksomhed.
”Et glas blod tak,” bad hun, og rakte ham en guldmønt. Han skyndte sig afsted, for at finde det frem til hende, og hun måtte tålmodigt vente. Træt hvilede hun panden i sine sammenfoldet hænder. Alt hun ville var at forsvinde op på det stille værelse igen. Her var alt for mange personer. Deres hjerter hamrede i hendes øre, de stank af sved, og deres åndedrag af alkohol. Hun ønskede bare at forsvinde.

[Deleted]

Marcellus var endelig vendt tilbage til ladet han var eftersøgt i. Han havde bestemt ikke tænkt sig at vende tilbage. Men han havde hørt at Macaria var vendt tilbage og ikke i et godt humør. Ville han virkelig bringe hans liv i fare for at se hvor dybt denne smerte i hende sad? Ja han ville. Marcellus var normalt ikke en person der gjorde sådan. Hvis han havde været sådan en person havde hans fader for længst fanget ham. Men lige denne kvinde, denne vampyr havde en plads i ham som han havde svært ved at kaste af sig. Marcellus havde haft mange bolde i luften, men ikke så store bolde at han vakte for meget opmærksomhed. Rejsen hertil havde været hård, de veje og ruter han måtte tage for at komme hertil uset var bestemt ikke for alle. Han var sågar blevet nød til at besejre et par dusørjægere på vejen, men endelig var han fremme. Endelig kunne han se hende igen efter alt den tid. Måske var et enkelt glimt nok, bare for at se om hun var okay. Det overbeviste han i hvert fald sig selv om. Da hun kom ned og bestilte sit blod sad han der og ventede, i skyggerne. Han var bedre end nogensinde til at forblive uset. Han var efterhånden blevet en ekspert til at blænde ind med folk. Han betragtede hende imens hun tog blodet og gik igen. Han rejste sig langsomt op og gik ud af kroen. Han stillede sig udenfor og skulle til at gå. Efterlade hende nu hvor han kunne se hun hold sig selv sammen. Men hans ben ville ikke. Han havde set smerten i hende øjne. Han sukkede *hun dræber mig.. Men jeg kan ikke efterlade hende sådan her.. Første gang var.. Hun har bedst af ikke at være i nærheden af mig.. Jeg er ikke.. God for hende *. Hendes sørgmodige blik sad fast i hans tanker. Han sukkede igen og gik over bagved. Han kiggede op på hendes vindue og sprang op. Det begyndte langsomt at regne og i det han bankede let på hendes vindue, slog et lyn ned og oplyste i et øjeblik hans omrids, hans charmerende skæve smil og de dybe mørke øjne, før natten igen opslugte ham.

//undskyld det tog lidt tid. Har haft meget travlt//

[Deleted]

Værelset var ikke noget stort. Der var en dør, ind til et badeværelse, en seng, en pejs, et skrivebord, og et enkelt natbord. Alt hvad man behøvede for at overleve.

Macaria havde lige smidt sig i stolen ved skrivebordet. Et hær af arbejde ventede foran hende. Der var ingen hvile, og hun nød det. Det distraherede hende, så hun ikke tænkte for meget på alt det andet. Hun hævede glasset op til sine læber, men nåede ikke at tage en slurk, før der lød en banken. Forvirret hævede hun blikket mod døren. Det havde ikke lydt som en banken mod træ. De dybe midnatsblå øjne vendte sig mod vinduet, lige da et lyn flækkede himlen i to. Chokket var tydeligt i hendes ansigt. Det var lige ved, at hun havde tabt glasset med blod i bare overraskelse. Næsten så hurtigt, så det røg ud over kanten, stillede hun glasset fra sig på bordet, mens at hun sprang på benene. I få, lange skridt var hun henne ved vinduet. Mørket havde allerede opslugt Marcellus igen, så alt hun så var hendes egen genspejling i glasset. Dog var hun sikker. Hun havde set ham! Akkurat som hun huskede ham!!

Hvis hun havde været levende, havde hjertet hamret afsted i hendes bryst.

Alle tanker var gået i stå i hendes hoved. Alt der var tilbage, var synet af Marcellus i vinduet. Please... være der. Please bliv.

Med fumlende fingre fik hun åbnet vinduet, inden at hun rev det op, for derefter at stå ansigt til ansigt med manden, som hun havde savnet så inderligt den sidste måned. Alt i hende stod stille. Der var ikke andet for hende at gøre, end stå og stirre på ham, som var han et spøgelse. Det var lige før hun skælvede. En klump havde sat sig i halsen.

Så mange gange havde hun forestillet sig, hvad hun ville gøre, når hun så ham. Spioner havde lagt rapporter på hendes bord om ham. Hun vidste det meste, han havde lavet, dog uden at vide noget detaljeret. Englen, som var blevet set med ham. Elveren. Han havde været bredt rundt, men ikke i Dvasias. Ikke hos hende. Ikke med hende.
Forsigtigt strakte hun en hånd ud mod ham. Fingerspidserne strejfede hans ene kind, så hun kunne mærke den varme, faste hud, inden hånden trak sig tilbage. Det var ham. Ikke en drøm. Ikke et synsbedrag.
"Hvad... laver du her?" spurgte hun, som det eneste, hun kunne få ud af munden. "Du har ingen ret til at komme her. Du... du kan ikke bare komme.... komme her, og... og..." Hun gik i stå. Chokket og sorgen var for stor. Hun rystede febrilsk på hovedet, inden at hun vendte ham ryggen. I alt den tid, og han havde holdt sig væk, uden at hun kunne opsøge ham eller komme i kontakt med ham. Ud af vinduet var han forsvundet, og taget et valg for dem begge to, som hun ikke havde været enig i. Nu var han her igen.
Med en dyb indånding, strøg hun fingrene gennem håret, og prøvede at få styr på sig selv. Hvorfor også lige nu, hvor hun var mest sårbar?
"Hvorfor er du her?" fik hun spurgt mere fast med en kølig stemme. "Du burde ikke være kommet her."

[Deleted]

Han betragtende hende lidt før han trådte ind. Han tog sit hat af og kastede den blidt over på stolen. Elegant og rolig som altid. Der var ikke meget følelse at se på hans ansigt. Han vidste at han aldrig skulle være kommet. At han aldrig skulle være kommet hvis ikke andet, så blot for at stjæle et enkelt glimt af hende. Men han kunne se hun havde været meget igennem. Så meget at han ikke bare kunne gå. Han stod lidt og betragtede hende ordenligt. Det charmerende skæve smil sad som ofte plantet på hans læber. Han kørte en hånd gennem hans hår og med det forsvandt smilet, Marcellus fik en meget mere bekymret mine. Han sagde blidt, med et hint af omsorg i stemmen '' Dit blik siger mere end ord kan.. Jeg kunne ikke gå igen, når først jeg havde set det ''. Han ville ikke sige det, men hvis han havde set det samme blik i hendes øjne da han var sprunget ud af vinduet dengang, så var han vendt tilbage. Da hun spurgte hvorfor han var kommet, smilede han svagt og kiggede på hende med hans dybe mørke øjne '' Du erobrede landet uden mig.. Du viste min Fader at du ''talte sandheden'' da du sagde jeg var flygtet fra dig.. Der ud over har han sikkert fået reporter om at jeg er blevet set i selskab med andre kvinder.. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at overbevise hans folk om at du på ingen måder var andet end en fjende ''. Marcellus stod stille og rakte ikke ud efter hende som han havde gjort før. Han blev stående med et bekymret blik i hans øjne. Han vidste at han dengang havde truffet et valg. Men hvis hun virkelig var såret og havde brug for ham. Så smed han gerne alt for at være der for hende. Han ville ikke undskylde hans valg. Han havde truffet det for hende, han havde været yderligere på flugt på grund af det valg. Men vigtigst af alt, han havde skaffet sig nogle brugbare allierede mens han var på flugt, nogle han ville få brug for i fremtiden. Marcellus lukkede sine øjne og sukkede kort og sagde så blidt, næsten hviskende '' Hvis du ønsker mig væk, er alt du skal gøre at sige det.. Du ved jeg vil dø for dig, det vil jeg stadigvæk.. Men jeg nægter at bringe dig i fare på grund af noget jeg har gjort ''. Igen talte han sandheden. Marcellus havde altid brug hans ydre, sin charme og sin flirtende natur til at få hvad han ville have fra det andet køn. Men med Macaria var det anderledes, meget anderledes.

[Deleted]

Macaria fnøs, som om hans ord betød ingenting for hende. Stående med ryggen til ham, var hun fri for at se på ham, og han kunne ikke se de tårefyldte, stædige øjne. Hvor vovede han….
”Jeg kan passe på mig selv,” svarede hun sammenbidt, og lagde armene over kors. Hun huskede hans far, men nu kunne han ikke røre hende længere. Dronningen af Dvasis havde gjort hende til en af de mest elsket og magtfuldeste personer i både Manjarno og Dvasias. Hvad skulle en fyrste kunne gøre hende? Ikke nok med at hendes tunge var af sølv, så var hendes venskab med dronningen, nok til at sikre hende, aldrig at kunne blive skubbet af pinden.
Hun havde lyst til at slå ham. Som så mange gange, havde hun lyst til at slå ham. Måske var han vant til at kvinder ikke kunne passe på sig selv, men han stod foran en kvinde, der var mere end kompetent. Hun behøvede ikke en eller anden ridder på den hvide hest, til at beskytte hende. Ikke længere. Det hele virkede bare, som en dum undskyldning.
”I slaget mod Marnjarno…” begyndte hun, og drejede hovedet mod den ene skulder, så hun kunne se på ham ud af øjenkrogen. ”… jeg var tæt på at dø. Rigtig tæt på. Jeg har fået ar, som vil kunne ryste den mest erfaren soldat, og de vil aldrig gå væk. Hvis du havde været det… Marcellus for pokker…” Hun rystede opgivende på hovedet, og kiggede frem igen, så han ikke kunne se hendes ansigt. Nu hvor han endelig stod ved hende, havde hun ikke lyst til, at han skulle være til stede.
Så meget smerte. Så mange bekymringer. Alt sammen fordi at han ikke ville give hende et valg.
”Var det en sød engel, som du sov i telt med?” spurgte hun ud i det blå, og tænkte på den rapport, som én af hendes spioner var kommet med. ”En engel? Virkelig? Jeg får kvalme ved tanken. Håber hun var god.”
Først nu vendte Macaria sig om imod ham. Øjnene lynede, og læberne var presset sammen til en lige streg. Hele kroppen var spændt som en bue, der truede med at sprænges.
”Du efterlod mig! Du forsvandt!” For hvert ord tog hun et skridt nærmere og nærmere mod ham. Raseriet og sorgen var som en varmebølge omkring hende. ”Intet ord fra dig! Jeg sagde, at jeg ville være sammen med dig! Jeg tog et valg! Fortæl ikke, at du vil dø for mig, efter alt du har gjort!! Efter alt den smerte, du har givet mig!! Du er ikke andet end et egoistiske, forræderisk svin!” Hun var kommet tæt nok på ham, til at kunne prikke ham hårdt i brystet med en finger. Alt smerten og sorgen siden han forsvandt, eksploderede i dette sekund, hvor hun så på ham. Alt det hun havde savnet. Alt det hun havde længtes efter.
”Lad være med at lade som om, at du bekymre dig for mig! Hvis du virkelig holdte af mig, havde du blevet, eller besøgt mig noget før!! Tænk jeg faldt for dit smil, og alle dine søde ord, som var jeg en dum, bondepige! Jeg burde have vidst bedre!” Vredt gik hun forbi ham, så hendes skulder stødte sig hårdt ind i hans på vejen, så hun kunne gå hen til vinduet. Regnen plaskede ned udenfor, mens tordenbrag rullede gennem landskabet. Vred på sig selv, tørrede hun hidsigt en tåre væk fra kinden. Ryggen gjorde ondt. Alt gjorde ondt.

[Deleted]

Han nikkede til hendes første ord. Han var ikke i tvivl om at hun kunne passe på sig selv. Faktisk var han overbevist om at hun kunne klare de fleste når det kom til overlevelse. Han stod og lyttede til hendes ord. Hendes ord om at hun var tæt på at dø fik ham til at kigge ned i jorden, på trods af at hun ikke kiggede på ham. Tankerne fløj gennem hans hoved. Hvordan ville det være endt hvis han havde været der, ville han kunne have forhindret det. Marcellus var en kriger, en taktikker. Men han var bestemt ikke en der opsøgte kamp og krig. Han lukkede sine øjne og forstillede sig situationen for sig. Da hun snakkede om Jessica fnøs han. Han rystede på hovedet og gik over til vinduet igen. Han kiggede ud af det og gjorde sig klar til at sætte den første fod op. Han sagde med en rolig, dog kold stemme '' Du ved lige så vel som mig hvordan jeg får den information jeg ønsker og hvordan jeg skaffer mine allierede.. Måske skulle dine spioner have set hvad der skete i det telt.. Intet af sådan natur.. Der er steder jeg ikke kan betræde, folk jeg ikke kan handle med.. Englen er den perfekte elev, en jeg kan sende til disse steder og  udfører mine handler ''. Han stoppede med at tale. Han knugede sine hænder og kiggede over hans skulder med et mørkt blik i hans øjne '' Jeg stolede på dine ord.. Det du sagde.. Men jeg kan se du stolede så lidt på mig at du sendte spioner til at holde øje med mig ''. Hans næste ord bar en undertone af vrede '' Jeg forstår ikke hvorfor jeg har gennemgået alt det her for dig hvis du stoler så lidt på mig.. Hvis du ikke kan se forskellen på dig og de andre.. Så er du ikke så klog som jeg først troede '' Marcellus fnøs og satte sin første fod i vindues karmen '' Tror du virkelig jeg ville sætte mit liv i fare for at besøge en uintelligent og kedelig bondetøs.. Jeg tror du har fået et meget forkert syn på mig.. Hmm.. Det ser ud til at jeg er den der begik fejlen ved at komme her.. Jeg ser dig med et respektfuldt syn, som en intelligent, stærk, snu, smuk, snedig, magtfuld og veltalende kvinde.. Du ser åbenbart ikke mig som andet end en omvandrende charlatan der boldre sig med dumme og lavtstående væsner ''. Marcellus rystede på hovedet. Han burde have set at det var hendes vrede og skuffelse der talte. Men hans følelser var også i klemme her, han kunne ikke se tingene klart som han normalt gjorde med hans observante og logiske blik.

[Deleted]

”Hvor vover du?!” Hendes stemme rystede af vrede, da hun greb fat i hans skulder, og rev ham rundt, så de stod ansigt til ansigt. Det bitre blik mødte hans.
”Jeg stolede på dig! Det var dig, som ikke stolede på, at jeg kunne klare situationen med din far!” råbte hun, og greb ud, for at tage om hans ene arm, så han ikke igen bare kunne stikke af ud af vinduet igen som en kujon. ”Selvfølgelig sendte jeg spioner ud efter dig! Jeg ville prøve at opsøge dig, men du flyttede for hurtigt rundt! Jeg ville være sikker på, du var okay! Du skrev jo ikke, eller kontaktede mig. Hvad hvis jeg var død i slaget, Marcellus, eller dødeligt såret? Så ville du have hørt det på en eller anden kro, og hvis der skete noget med dig, ville jeg slet ikke kunne vide det.”
Hun havde været så bekymret hele tiden. Så fyldt med bitterhed, og nu hvor han var der… de skændtes. Råbte af hinanden. Han var ved at forlade hende igen. Akkurat som han havde gjort sidste gang.
Fingrene om hans arm, greb hårdere fast, så han ikke kunne rive sig fri. Han var en varyl – hun var fuldblodsvampyr. Hvis det kom til stykket, ville hun være stærkere end ham, og hell, hvis hun lod ham slippe og stikke af igen!
”Du gav mig intet valg. Du stak af fra mig. Jeg ved ikke om det er, fordi du er bange for følelser, eller fordi du bare er bange for din far,” forklarede hun, og først nu slap hun hans arm. Fingrene løsnede sig, og gled ned over hans underarm, inden de faldt fra ham. Blikket ændrede sig fra vrede til sorg. Næsten bedende kiggede hun op på ham. Det gjorde så ondt, at kigge op på hans ansigt. Se de mørke øjne, og de læber, som så inderligt havde kysset hende. Hans ansigt havde været én af dem, hun havde set, da mørket var kommet over hende i slaget om Manjarno. Da hun havde ligget på tronen, blødende, og kæmpende for at beholde bevidstheden, havde hun set ham - men det var ikke ham, som havde været der, da hun åbnede øjnene igen. Det var ikke ham, som sad med hende i favnen, begravet under murbrokkerne. Det var Zean.
"Du lod mig i stikken, Marcellus. Hvad skal jeg tro?" hviskede hun fortabt.

[Deleted]

Da hun tog fat i ham, vidste han at han ikke kunne komme væk, fysisk rå styrke var hun ham overlegen. Han lyttede til hendes ord. Da hun snakkede om at han flygtede fra hans følelser, det var først der hans blik slap hendes og han kiggede ned i jorden. Hun havde ramt en nerve i ham. Hun havde bestemt ret. Hver gang en person kom for tæt på ham havde han taget afstand. Dette var på grund af hans fader. Han vidste at hvis nogen kom for tæt på han ville de blive et mål for hans fader, de ville ende med at dø. Derfor havde han altid stoppet sine følelser før de nåede for langt. Macaria var den eneste der var kommet så tæt på. Så tæt på at han var bange for at miste hende, hun var kommet for tæt på. Han kiggede på i hendes øjne igen '' Du har ret.. Jeg er bange for min fader.. Jeg er bange for at mine problemer vil skade dig.. Eller få dig dræbt.. Du taler om min fader som om han er en simpel fyrste.. Hvem tror du har lært mig at tænke, tale og slås?... Ham.. Han er mig overlegen på alle tænkelige måder.. Hvis han fandt ud af hvordan jeg har det med dig.. Han ville udnytte det.. Skade dig.. Hvis han i bare et sekund havde troet vi to havde noget..Ville han havde sikret sig at hans folk havde taget dig i det sekund du faldt såret om.. Ser du det ikke.. Jeg ved du er stærk og klog.. Men du kender ham ikke som jeg gør.. Jeg ser stadigvæk op til ham.. Han er kold og forladt for alt følelse.. Han er logisk ud over alle grænser og han ser alle muligheder og bruger alle folks følelser imod dem ''. Marcellus missede med øjnene og lukkede dem derefter og sukkede '' Du har også ret.. Jeg er bange for hvad jeg føler '' Han åbnede sine øjne igen '' Bange fordi jeg aldrig nogensinde skulle have ladet dem blive så dybe.. Jeg kunne ikke.. Da jeg så dit bedrøvede blik.. Jeg kunne ikke gå.. Du er.. Du er ved at blive min svaghed.. Nej ikke ved.. Du er min svaghed.. En svaghed han aldrig må vide findes ''. Marcellus havde et så forskruet syn på følelser, han så dem ikke som andet end en svaghed. Dette var bestemt hans faders skyld.

[Deleted]

”Marcellus…” Macaria hævede sin hånd, og lagde den mod hans ene kind. Det var forfærdeligt at se ham sådan her, og høre hvor meget han frygtede sin far. Selvfølgelig forstod hun det, men han måtte snart lade være med at leve i skyggerne af den. Hun gik et skridt tættere på ham, så de stod op af hinanden, inden hun lod armene glide omkring ham i en tæt omfavnelse. Kinden lagde sig mod hans brystkasse, mens hun indsnusede duften af ham. Alting gik så galt for tiden. Hun var så alene.
”Jeg er Dronningens Højre Hånd. Hvis noget skete mig, ville dronningen selv, sætte himmel og jord i bevægelser, for at finde mig,” forklarede hun stilfærdigt, og trykkede sig mere ind til ham. ”Der vil ikke ske mig noget. Du bliver ved med at undervurdere mig.”
Den ene hånd kørte beroligende op og ned af hans ryg, men hun vidste, at lige meget hvad hun sagde, ville han aldrig ombestemme sig. Der var ikke plads til hende i hans liv. Hun bed sig i underlæben, da det sank ind, men hun nægtede at vise ham, hvor ondt det gjorde.
I stedet lagde hun nakken tilbage, så hun kunne kigge op på ham. Hvor ville hun ønske, at han havde modet til at være hos hende. Hendes blik fangede hans endnu engang.
”Jeg acceptere dit valg, dog må jeg fortælle, at jeg er imod det, og tror du tager fejl. Ud over dronningen er jeg den person med mest magt i hele Dvasias, og jeg har lige overtaget et helt land,” fortalte hun, og lagde sin pande mod hans, mens hun lukkede øjnene. Det hele gjorde så ondt indeni. Hvorfor skulle alting gøre så ondt? ”Hvis du må afsted, forstår jeg det dog godt. Jeg håber bare, at vi ses igen snart. Jeg… savner dig, når du ikke er her.”

[Deleted]

Marcellus kiggede på hende. Det karismatiske skæve smil kom frem på hans læber. Han grinede en smule og rystede på hovedet. Han lagde en hånd på hendes kind og sagde '' Jeg undervurdere dig bestemt ikke.. Havde jeg gjort det, så var jeg taget med dig i kamp.. Jeg holdt mig væk, fordi jeg vidste at du ville overleve.. Jeg holdt ikke øje med dig fordi jeg ved hvor stærk du er.. Jeg gik den gang.. Delvist fordi jeg vidste du er stærk nok til at klare dig uden mig ''. Han sagde sin anden hånd på hendes ryg og tog et dybt åndedrag. Dette var bestemt et besluttende sted i hans liv. Mange tanker fløj igennem hans hoved. Marcellus havde altid set sig selv som en stærk og modig person. Men sandheden var at han havde flygtet for alle sine problemer. Problemet med sin far og Macaria. Altid fandt han en undskyldning til at flygte. Var det mon på tide at han stoppede op og vendte sig om for at kæmpe?. Han var langt fra den person han gerne ville være, men bliver man nogensinde den person man drømmer om at være, eller skal man kæmpe hele sit liv for at blive så meget den person som man kan?. Var det hun gav ham nok til få ham til at stoppe. Hun gav ham frihed, forstod hvorfor han ønskede at flygte igen. Men Marcellus var vokset mere som en person end han selv troede. Han kunne mærke at hver eneste muskel i hans krop ønskede at tange chancen, at flygte. Gemme sig bag undskyldning om at han måtte afslutte ting med hans far før han kunne tænke på andet. Men kunne han gemme sig bag en løgn igen?. Kunne han virkelig byde hende det?. Han holdt hende tæt og hviskede '' Hemmeligheden og problemet er.. Det er ikke dig jeg undervurdere.. Det er mig selv ''. Han var delt i to, den ene del ønskede at flygte. Ønskede at tage sig mere tid, men den anden så den styrke hun lagde i hans hænder. Så hvordan hun ikke tvang ham, men troede på ham. Hun troede han var stærkere end han selv gjorde. Måske havde hun ret. Marcellus lænede sig ned og duftede til hendes hår. Lidt efter tog han et fast greb i hende og klemte hende ind til ham '' Fortæl mig.. Hele historien.. Hvorfor er du bedrøvet ''.

[Deleted]

Saligt åndede Macaria ud, da han trykkede hende ind til sig, og hun nød det i fulde drag. Nød at være tæt ind til ham igen, selvom der var gået så lang tid. Hun nød hvordan han kunne give hende myrekryb, af at hviske i hendes øre, og hvor varm hun følte sig, så han holdte hende.
”Som om du ikke er grund nok?” spurgte hun ham med et svagt smil, og stod bare med kinden ind mod hans brystkasse. Jo… han var en stor grund til hendes bedrøvelse, men han havde ret. Hun kunne overleve uden ham. Over en måned var gået, og det var gået mere eller mindre smertefrit. Problemet var at de andre ting, som var kommet ovenpå, truede med at kvase hende.
Hun drog et suk, og lukkede øjnene, mens hendes hånd blev ved med at stryge op og ned af hans ryg i gentagende bevægelse.
”Min ryg – den du holder på nu – den er skadet. Selv nu gør den ondt. Healerne kan ikke gøre mere. Jeg blev ramt med et sølvspyd under kampen om Manjarno,” startede hun med et skuldertræk. ”Derudover så en af mine eneste venner på slottet, er taget til Manjarno, for at være ambassadørren for landet. Min gode ven og jeg kom op og skændes, og nu vil han ikke se mig. Ooooog jeg har fundet ud af, at jeg –” Her måtte hun standse, for at synke en klump. Det forblev et hårdt emne. ”- at jeg ikke kan få børn.”
Hun skammede sig. Følte sig forkrøblet og ødelagt. Hvordan skulle en mand nogensinde elske en kvinde, som ikke kunne give ham børn? Det var for meget. Specielt at sige det til en mand som Marcellus, som hun nærede følelser for. Hun gjorde sig nænsomt fri af ham, men kunne ikke møde hans blik.
”En healer scannede min krop, for at være sikker på, jeg ikke havde indre skader, og opdagede den biologiske fejl,” uddybede hun med en klump i halsen, men nægtede at lade sorgen overmande sig. Tænk ikke at kunne være i stand til at gøre det, som var en kvindes job…. Få børn. Det havde været hendes drøm i så mange århundrede. Hun elskede for pokker børn! ”Der er intet man kan gøre. Jeg vil aldrig blive mor, eller ville kunne give en mand arvinger. Jeg er i stykker.”
Bitterheden smagte så grimt i hendes mund, at det skæve smil, som hun ville sende til Marcellus, mere blev en grimasse. Hun gik hen til skrivebordet, hvor hun med to fingre flyttede lidt på et dokument. Hvorfor skulle det hele være så forbandet uretfærdigt? Enrico forlod, Zean forlod hende, Marcellus forlod hende. Ryggen ville aldrig blive glat og fin igen – og hun ville aldrig nogensinde holde sit eget barn i sine arme. Hun kunne ikke se på ham. Kunne ikke. 

[Deleted]

Marcel kiggede på hende med et undrende blik. Ikke medlidenhed eller sorg i hans blik. Han blev stående lidt før han nikkede en smule. Han sagde blidt '' Det er første gang du har fortalt mig om dine svagheder.. At du er såret, det bliver vi alle.. Et ar er et ar ikke andet. Det er ligesom en tatovering, et minde der fortæller en historie.. Et minde der minder dig om at du kan blive bedre, at du må gøre det bedre næste gang ''. Han havde en krigers synspunkt på dette. Han mente at ar blot var en del af livet, en del mange så som fejl. Han så det som styrke. Et ar var tegn på at man havde været stærk nok til ikke at dø, stærk nok til at overleve. Han satte sine arme over kors og rystede på hovedet '' Hør nu her.. Jeg kan ikke tale for andre mænd.. Kun for mig selv her.. Jeg vælger da ikke en kvinde for om er i stand til at føde børn.. Jeg vælger hende fordi det er hende jeg vil være sammen med.. Er det en simpel tankegang?.. Ja det er det.. Men i mit hoved er det den eneste rigtige tankegang.. Hvis man finder ud af at sin kvinde ikke kan få børn og man ønsker at gå fra hende.. Så elskede man hende ikke nok til at starte med ''. Marcel vendte sig om og kiggede ud af vinduet '' Børn og arvinger er bestemt ikke alt.. At have en at dele livet med.. Det er det vigtige.. Resten er bare en bonus ''. Marcel kiggede mod stjernerne. Han havde tit set kæreste par gå rundt, han vidste at han aldrig kunne få sådan noget på grund af hans fader. Dog havde han let ved at forføre og manipulere kvinder fordi han netop ikke lagde følelser i det. Når han endelig gjorde det, så havde han derfor ingen ide om hvad han skulle gør og hvordan han skulle takle det. Han sukkede og kiggede mod himlen og sagde med en kold stemme imens han lukkede hans øjne '' Du fortjener en der kan give dig mere end mig.. Jeg er en rebel på flugt.. Jeg er stærk og klog.. Men jeg har ingen magt.. Ingen indflydelse af betydning.. Ingen drømme om at blive konge.. Ingen storslåede ambitioner.. Du fortjener en konge.. En med ambitioner om at rejse sig over alle andre.. Min Fader trænede mig til at blive sådan en person.. Men jeg har ingen drivkræft og derfor ingen lyst til at blive sådan en person ''.

[Deleted]

Hans ord hjalp faktisk. Det var første gang, at hun oplevede at ord healede de sår, som havde sat sig, efter hun havde fået af vide om sin sterilitet. Overrasket vendte hun sig om imod ham, imens at han snakkede omkring, hvordan at han ikke ville være god for hende. Sjovt han nævnte, alle de ting, som hun ikke tog hensyn til, hvis hun spekulerede i mænd.
Det fik hende faktisk til at smile en smule, mens at hun gik over til ham. En let hånd, lagde sig mod hans ryg.
”Marcel… lige så meget, som du er ligeglad med kvinder og deres avlsdygtighed, så er jeg altså ligeglad med mænd og deres ambitioner,” fortalte hun, og stillede sig hen på siden af ham, så hun kunne prøve at fange hans blik. ”Jeg er ligeglad med hvad race de er, hvor de kommer fra, hvad deres baggrund er, og hvad de vil i livet. Bare jeg elsker dem.”
Hun rakte op til hans hage, så hun kunne dreje hans hoved mod sit. De dybblå øjne mødte åbent hans helt mørke. Blidt lod hun tommelfingeren glide ned over hans underlæbe. Smilet på hendes egne læber, voksede sig bredere.
”Alt hvad du kan give mig, er dig selv. Jeg vil ikke have andet. Har ikke brug for andet,” tilføjede hun kærligt, inden at hun smøg sig ind i hans favn, så armene kunne glide omkring ham endnu engang. Hun vidste det ikke kunne blive de to. Marcellus ville aldrig gå med til, at være sammen med hende, så længe at hans far var derude, og deres forhold måtte forblive hemmeligt, selv hvis de kom så langt. Af den ene simple grund at han var eftersøgt, og hun var Dronningens Højre Hånd.

[Deleted]

Marcel smilede og kiggede på hende, lyttede til hende. Lukkede hans øjne når hun berørte ham. Han lagde hans arme omkring hende og sukkede. '' Du er klar over hvad jeg må gøre nu.. Jeg må tage i kamp imod ham.. For jeg vil ikke se dig sådan her længere.. Det vil være sådan her hver gang jeg ser dig.. Jeg vil blive nød til at rejse rundt, gemme mig, flygte.. Jeg er træt af det. Det føles som om jeg har flygtet i en evighed. Jeg må samle mine søskende og drage i krig ''. De sidste ord blev sagt meget usikkert. Han havde ingen hær, men han vidste hvad der ville ske når denne kamp nåede enden. Han ville stå overfor hans største frygt, nemlig hans Fader. Han åbnede sine øjne og kiggede ned på Macaria. Hun fik ham faktisk til at overveje ikke at flygte. Hun gav ham lyst til at stoppe op og kæmpe for det de havde. Ingen havde nogensinde fået det frem i ham. Han følte sig stærkere end nogensinde før. Han nikkede lidt '' Efter i aften.. Der vil jeg drage afsted.. Jeg er færdig med at flygte, færdig med at blive set ned på af alle. Jeg er ikke svag og det skal min Fader nok få at føle!.. Men desværre tror jeg ikke at jeg overlever det.. Min Fader, han er stærkere end nogen jeg nogensinde har mødt før. Hans nærvær alene er nok til at få de stærkeste til at tøve. Hans kamp teknik er fejlfri. Jeg ville kunne træne i hundrede år og ikke nå hans stadie. Men Macaria.. Du.. Du giver mig viljen og styrken til at prøve.. Du inspirere mig.. Får mig til at ønske jeg kunne være den mand du gerne vil have.. For det er den mand jeg gerne selv vil være! ''. Hvert ord var sandheden.

[Deleted]

Hans ord var tæt på, at få hende til at blive rørt til tårer, men hun lyttede opmærksomt på hvad han sagde. Hun vidste hvor svært det her var for ham, og vidste bedre end nogen andre, hvordan det var, at skulle stoppe med at flygte, for at konfrontere det man var mest bange for af alting. Dog mærkede hun et vrid i brystet, da han fortalte, at han måske ikke ville overleve det. Fuck no…! Hun havde ikke overlevet alt det her, bare for at miste ham til døden!
Men hvordan skulle hun kunne hjælpe? Selvfølgelig kunne hun altid prøve at gå til Jaqia. Ligge hans sag op, og spørge hvad hun kunne gøre? Om der var noget at gøre? Dronningen kunne lide hende, så mon ikke, hun hvert fald kunne få lidt hjælp derfra…. Og så var der selvfølgelig…. Hende.
Macaria tog en dyb indånding. Det her var på ingen måde, noget hun syntes om, men hvis Marcellus skulle have hjælp, var der én person, som kunne give ham den. En kvinde hvis evner og magt indenfor warlocks var problemfrit. Hvis han kunne overtale hende til at hjælpe sig, ville hun kunne give ham en del. Ting som Macaria aldrig selv, ville kunne gøre, fordi hun var bundet af politiske grunde.
”Marcellus… hvis du har brug for hjælp, er der én, som du kan gå til,” startede hun, og fortrød næsten med det samme, at hun bragte det op, men hun vidste, at det var nødvendigt. ”Der er en warlock i Marvalo City. En kvinde. Eriz hedder hun. Hun har kontakterne og magten til at hjælpe dig. Hvis du undlader at nævne mig, vil hun måske kunne overtales til at hjælpe dig.”
Eriz… kvinden der havde slået hele Macarias søskendeflok ihjel. Eriz. Da Zean havde nævnt hans bekendtskab med hende, havde Macaria været så panisk og rasende, at hun havde ødelagt et vindue, og skreget af ham. Eriz. Hvad gjorde hun nu? Sendte manden hun nærede følelser for, direkte i armene på den mest farligste kvinde i måske hele Dvasias. Hun måtte virkelig være desperat på hans vegne.
”Du skal dog vide, at hun er farlig. Hun er som en slange, og kan sno sig under huden på folk. Hun er mester i manipulation og illusioner,” advarede hun alvorligt, og bed sig let i underlæben, mens blikket flakkede rundt på hans ansigt. ”Hvis du møder hende, så være forsigtig. Please være forsigtig.”