Long time, No See

[Deleted]

Marcel lyttede til hendes ord. Han var halvt Warlock, Warlocks troede altid de over toppen af fødekæden. De mægtigste væsner i verden. De så altid ned på andre. Marcel var ikke sådan, men han havde dog en del af det. Han var en stolt person. En der havde svært ved at bede andre om hjælp med hans egne problemer. Dog var hans intelligens større end hans ego. Han lukkede sine øjne og stod lidt og samlede sine tanker. Man kunne næsten se ham gennemgå alle tænkelige senarier. Lidt efter åbnede han sine øjne. Han havde et beslutsomt blik i sine øjne. Hans blik faldt over på Macaria og han sagde roligt '' På hvilken måde kan hun hjælpe.. Med folk eller med at forøge mine kræfter . Ser du.. Hvis hun kan skaffe en hær, så skal jeg kæmpe imod min Fader og der vil jeg tabe.. Selv hvis jeg vinder, vil prisen for hendes hær være for høj med sikkerhed.. Hvis du siger hun er ligesom ''. Marcellus smilede skævt '' Mig ''. Han gav hende et forførende blik og fortsatte '' Så kan jeg ikke bruge mine tricks imod hende.. Prisen bliver for stor hvis det er en hær hun kan skaffe.. Hvis hun kan træne mig og forøge mine allerede mægtige kræfter,  så vil det tage tid.. Tid jeg skal tilbrige med hende.. Tid hvor jeg måske kan komme ind under huden på hende.. Ser du, nu ved jeg hun er god til at komme ind under huden på folk, men hun ved ikke jeg har den egenskab. Hvis jeg spiller dum og naiv.. Så har jeg måske en chance for at komme ud af det med en bedre deal, ud over det så vil jeg have styrken til at tage min Fader ned. Når vi snakker hær, hvis jeg kan få audiens hos dronningen.. Så kan jeg vise hende at jeg er stærkere end min Fader og lave en aftale med hende om at få hendes hær, så kan jeg tage ham ud og overtage hans post som en af Dvasias fyrster.. Og dronningen får en loyal fyrste hos sig.. I mit hoved er den eneste plan der ville være alt den risiko værd ''. Marcel lagde en hånd på Macarias kind '' Jeg nægter at indgå en aftale der ikke gavner mig.. Jeg er handelsmand.. Det er ikke i min natur ''. Dette beslutsomme glimt i Marcels øjne, var ikke et han havde haft før. Hele hans holdning var forandret, han næsten udstrålelede mod og karisma.  

[Deleted]

Kælent gned hun sin kind ind mod hans håndflade, mens hun lagde begge sine hænder ovenpå hans. Kort lukkede hun øjnene, for at sanse følelsen af hans kærtegn. Hvor ville hun ønske, det hele ikke skulle være så besværligt, og at hun var så… magtesløs.
”Jeg ved ikke hvad Eriz, kan give dig,” sukkede hun, og kiggede på ham. En hær? Næppe. Sådan arbejde Eriz ikke. Hun var en slange. Man opdagede ikke at hun var en trussel, før hun stod med en dolk mod hendes strube. Ligesom hendes evner. Forræderiske, manipulerende, bittersøde. ”Hun har både indflydelse og magt. Hvis hun finder dig interessant, og du kan give hende noget, som hun vil have, vil hun hjælpe dig på den måde, du finder bedst. Bare…bare lad være med at undervurder hende. Ligesom dig har hun sans for….” Macaria trak på skuldrene med en grimasse. ”… forførelse og manipulation.”
Hun brød sig ikke om, hvor meget Marcellus og Eriz mindede om hinanden. Måske var det bare sådan warlocks var. Dog kunne hun ikke lide tanken om Marcellus i nærheden af Eriz. Uden tvivl vil de begge finde hinanden interessante, og med Eriz… hvem turde så gætte på, at Marcellus ikke ville lyste efter hende ligesom alle de andre mænd? Macaria havde sin tiltrækningsevne, men Eriz… Eriz havde noget andet. Stærkere. Farligere.
”Vil du gøre mig en tjeneste?” Hun stillede sig helt tæt på ham, så deres kroppe blev trykket mod hinanden, mens hun lod armene glide op omkring hans nakke. Det var lang tid siden, de havde stået så tætte. Hun kunne huske duften af ham. Varmen fra ham. Deres blikke mødtes. ”Når du ser hende, så hold mig opdateret. Jeg er ligeglad, hvor meget tid du har brug for, for at gøre dig klar mod din far, men hvis du har behov for min hjælp på en eller anden måde, så kontakt mig. Også bare så… jeg ved du er okay. Please gør det for mig,” bad hun stilfærdigt, og hævede sig lidt op på tæerne, så hun kunne lægge sin pande mod hans. Deres næsetipper strøg mod hinanden. ”Glem mig ikke.”

[Deleted]

Marcel havde aldrig set Macaria sådan her. Hun nussede ham ligefrem. Hun holdt ham tæt. Han lukkede sine øjne og slappede af. Han åbnede sine øjne og kiggede alvorligt på hende. Han sagde med en rolig og blid stemme '' Bare rolig. Jeg glemmer dig ikke.. Jeg skal nok lade være med at undervurdere hende.. Hvis du lover at lade være med at undervurdere mig ''. Marcel smilede og sagde '' Du må hellere sætte mødet op.. For jeg agter at tage afsted med det samme og Macaria.. Hvis jeg vender tilbage.. Er det som en fyrste.. Ikke en flygtning.. Hvis jeg vender tilbage ''. Han smilede og gik ned og kyssede hendes kind og holdt hende ind til sig og hviskede '' Så skal jeg ikke kravle ind af vinduet mere.. Så tager jeg hvad jeg vil have.. Og det vil også sige dig ''. Marcel slap og sprang op i vindues karmen og sagde '' Jeg vil vente på torvet i morgen klokken 15. Jeg forventer at få koordinater til denne kvindes lokalisation ''. Marcel kiggede på hende igen en sidste gang. Denne gang flygtede han ikke. Han blev siddende og kiggede lidt på hende. Han måtte tage et mentalt billede af hende før han forsvandt. Han kunne ikke blive længere, han havde for meget lyst til at blive. Det gjorde det bare sværere for ham at tage afsted. 

Marcel sprang ud i natten. Han havde savnet hende så meget og næste gang han så hende. Så ville hun se den Marcellus han ville ønske han var første gang han havde lagt sine øjne på hende. En kriger frygtet af de fleste, en fyrste af noble vampyrer, en med magt nok til at tage hvad han ville have, en folk respekterende og frygtede. Sandheden var at disse ting ikke betød meget for Marcel, men hvis han skulle beskytte Macaria og holde hende sikker så var han nød til at opnå disse ting. Han havde aldrig haft lysten til at lede, han havde aldrig stræbet efter magt, men lysten til at blive mere, lysten til at få disse ting var langsomt ved at komme op i ham. Hun bragte det frem i ham.

[Deleted]

Med lukket øjne nød hun at stå trykket ind til ham, efter at han havde kysset hendes kind. Følelsen af hans læber brændte på hendes hud.
"Du vender tilbage," sagde hun fast, og ville slet ikke tro på andet. Selvfølgelig ville han vende tilbage til hende! Han kunne ikke dø! Hvis hans far slog ham ihjel, ville hun komme efter ham. Om det så skulle gå ud over hendes status som rådgiver. Hun nægtede at miste flere. "Og når du kommer tilbage, vil jeg være der. Det er dig, som jeg vil have."
Flygtigt nåede hun lige at kysse ham på læberne, inden at han slap hende, for at kravle op i vindueskarmen. Bare synet af ham siddende der gjorde ondt. Hun ville ikke have han tog afsted. Hvem vidste hvornår de ville ses igen, og om de overhovedet ville? Hvor hun dog ønskede, at han kunne blive. Bare natten over. De kunne ligge i sengen sammen, snakke sammen, lære hinanden bedre at kende. Dog vidste hun, at han var nødt til at tage afsted. Måske en dag, ville de kunne ligge sådan i hinandens arme.
"Please kom tilbage hurtigt igen..." hviskede hun til ham, og lagde armene om sig selv, som ville hun give sig selv en omfavnelse. Hun savnede allerede hans arme omkring hende. Da han forsvandt ud i natten, måtte hun bide sig selv hårdt i underlæben, for at tilbageholde et hulk. Hvorfor skulle alting være så svært lige nu?
Fortabt dumpede hun ned og sidde på sengekanten, og stirrede ud af vinduet, hvor han var forsvundet. Hun følte sig så håbløs. Der var intet hun kunne gøre nu, end at vente. Vente på manden, der lige havde stjålet hendes hjerte.