Jeg er ikke religiøs...Men måske vil jeg overveje det.

[Deleted]

@kayleight

S: Dvasias, et tempel for tilbedelse af Azrael.

Af alle steder...
Templet var større end han havde troet. Det ene tårn, der prydede bygningen, stak langt op i luften. Store vinduer i alverdens farver og mønstre. Bygning var gotisk, uden tvivl, med alle de dimser der sad på dens kanter og linjer, med den måde den var bygget, højt og tynd, og med de høje, hvælvede vinduer. Uden tvivl noget der normalt ville være en beundringsværdig bygning...Og også derfor den havde fået hans interesse. Han var jo ikke religiøs, faktisk langt fra. Da han var mindre var han blevet afbrudt i sine sjove lege, for at blive tvunget med til at ofre - et offer der ikke fik lov at lide, men blev slået ihjel hurtigt - og tænde lys. Han ønskede ikke at tilbede nogen som helst! Han havde nok i sig selv. Han nægtede at tro på der skulle komme en guddom og hjælpe ham med noget som helst. Nej. Religion fik ham ikke til at stå her foran denne store bygning. Azrael og alle hans ritualer og symboler var blevet afmønstret i vinduerne...Men det var ikke disse ting så. I stedet så Zean med beundring på bygning og dens vinduer. Sådan et hus ville  han have en dag...Et der rakte op mod himlen, med storslået vinduer i alverdens farver. Men de skulle fortælle en anden historie, en historie om hvordan dødsenglene var kommet til magten igen. Han elskede glas. Og disse vinduer var jo, åbenlyst, af glas.
Hans stålgrå øjne gled op...op...op, til han til sidst stod og så direkte op i luften, for at se spiret af tårnet. Her i natten, disse tidligere nattetimer, virkede bygningen meget dyster, ikke at det skræmte ham. Tænk at folk samledes her til forskellige ting...Ritualer...Eksperimenter måske lige frem...For ham havde religion altid havde noget ukendt og underligt over sig, som han ikke brød sig om.
Bygningen virkede ensom. Der lå ingen bygninger omkring den, som om ingen turde bo tættere på eller fordi...Hvad vidste han? Måske krævede Azrael meget plads. Måske var det fordi folk havde opgivet religion? Men selv om denne tanke var behagelig, tvivlede han stærkt.
Den virkede så efterladt og tom. Og dog så han lys et sted, inde bag vinduerne, skønt han ikke kunne se noget klart igennem det formede,farvede glas.
Han var næsten lige landet. Han var kommet flyvende fra Rimshia, på vej hjem, da han havde set bygningen. Han var fløjet forbi et par gange, men denne gang havde nysgerrigheden været for stor. Så nu stod han her, i de knælange støvler, sorte bukser og en sort, varm trøje. ingen jakke denne gang. Han havde ikke haft brug for den. Blot noget varmt, så han kunne flyve uden at fryse. Hans store vinger var fremme, skønt de var slået sammen. De var endnu lidt pjuskede i kanterne, efter de var blevet ramt af lidt drageild under krigen. Skønt var det dog, han faktisk kunne gå næsten normalt nu, mens han fødder var dog langt fra kønne...Og det blev de nok heller aldrig igen.
Medaljonen hang om hans hals. Bæltet med pisk, dolk og små punge hang skævt om hans hofter. Han stod på græsset foran bygningen...
Måske var den tom. Hvis den var det, ville ingen blive sure eller bemærke hvis han gik ind og kiggede...Vel? Han ville blot se bygningen indefra. Se om det var sådan hans fremtidige hjem skulle se ud.
Han forlod græsset, gik over grusstien og over til de store døre. Han så sig over skulderen, før han skubbede den ene op...Og trådte ind i et prægtigt rum!

[Deleted]

Det var nat og denne nu var det tid at vågne op Kayleight havde været oppe siden solen havde været gået ned men efter som det var vinter så var det rigtig mange timer og hun havde i løbet af aftenen valgt at søge til sit lille værelse for bare at slappe af men som timerne gik så skulle der ordnes en masse ting i templet. Hun var den eneste vampyr der var præstinde her så derfor var det hende som tog sig af nattetimerne. Der kom som regel ikke mange mennesker til templet på denne tid men et par uheldige sjæle fandt hendes vej i ny og næ. Hun stod inde i det store tempel rum oppe foran alteret. Rummet var smukt dekoreret, statuer, malerier og glaskunst var over det hele og alt sammen tilbedte Azrael. Et sted var det egentlig en sjov tanke. Kayleight havde tænkt meget over hvor folk valgte at tilbede dødens gud. For hende var det en naturlig ting men for alle andre? Det virkede en smule underligt, ja hvis ikke sært.
Hun ordnede lidt omkring alteret, ryttede op efter præstens cermoni tidligere og fik styr på tingene til morgendagens cermoni. Det var ikke noget hun kunne være med til. Ikke nok med at hun sov så ville hun heller ikke kunne befinde sig i denne smukke sal om dagen fordi den ville være badet i lys. Hun stoppede lidt op med hånden på det smukke alter. Hun kendte virkelig ikke til andet end dette liv, kendte ikke til andet end det at være fri og bare leve som hun ønskede det. Den seneste tid havde hun følt sig en smule ved siden af sig selv. Sandt at sige så synes hun at hun hørte stemmer, en stemme der lød fuldstændig som hendes egen men ønskede nogle meget voldlige ting fra hende. Medaljonen som han roligt mod hendes kolde hud pulsede næsten. Hun havde fået afvide af sin lærermester at der inde i den gemte sig et forfærdeligt monster som aldrig skulle lukkes ud. Hun prøvede at holde det inde men som årene gik så begyndte det at blive svære. Meget svære.
Ved lyden af de store porte bag hende som måtte gå op vendte hun sig rundt med et smil. "Velkommen til Azraels tempel, Sir" sagde hun med silkeblød stemme. Hun var iført en tynd hvid kjole med en ret dyb V-udskæring som sad tæt til hendes krop. Den var ærmeløs og ligeså slisset ned i siderne. Om maven havde hun et bælte som holdt sammen på kjolen. Det var altid den hun havde på i templet. Det var hendes præstinde kjole. Det lange sorte hår hang løst ned over hendes skuldre og hun var på bare tæer. Hun bøjede sig for manden der kom ind og så derfor ikke de store sorte vinger som han bar på.

[Deleted]

Stedet var prægtigt. Uanset hvem denne Azrael var eller ikke var, forstod han at holde et pænt hus. Men der var så højt til loftet...Helt naturlig, for ham i det mindste, blev han betaget af detaljerne, før han overhoved så om der var nogen i rummet. Statuerne, søjlerne, glasvinduerne...Lysene der var spredt ud over hele rummet og badede det i en dunkel skær, der gjorde man kunne sidde i fred og gøre...hvad end man nu gjorde. Det var så fantastisk. Døren gled let i bag ham, da han trådte længere ind i rummet, mens han snorede rundt. Hans blik var rettet opad og sådan stod han i noget tid og blot studerede detaljerne...Han havde aldrig i sådan en religiøs bygning som denne.
Han ville også have sådan et sted.
Endelig kiggede han ned og blev opmærksom på at han ikke var så alene, som han havde håbet. En præstinde, gættede han på, da her ingen andre var. Enkelt klædt, med lydløse fødder og bleg hud, som kun en vampyr kunne have det. Det sorte hår der stod i kontrast til hendes marmor-hud, den måde hun nærmest bukkede for ham...Gjorde alle præster og præstinder det, for dem der besøgte stedet? Mærkværdigt. Han troede de ville være arrogante og kalde sig meddelere af selveste Azrael, og dermed mene de var bedre end andre.
Hans blik gled forbi kvinden og op mod alteret. Alteret...Centeret for opmærksomheden, centeret for tilbedelse og forgudelse. Han trådte forbi hende, sagde end intet til hende. Som nævnt var han her ikke for at tilbede nogen som helst. Men det behøvede præstinden ikke at vide...Trods alt ville hun måske bare smide ham ud og han var ikke færdig endnu. Hvad kom folk her egentlig for? Trøst? Håb? Mod? Ingen af disse ting...Trøst, i hvert fald, lød ikke som noget en dødsgud ville give nogen som helst...Andet end flere sorger, måske.
Han gik langsomt op mod alteret, til hans ene hånd langsomt gled hen over overfladen på det. Hans øjne gled over de små figurer, alterdugen i en flot rødlig farve, lysene...Og de andre ting der måtte ligge der. Det var jo...spændende. Hvem ville ikke tilbedes her?
Han følte sig overmodig. Dette var ikke hans domæne, men han fyldte alligevel trang til at fylde stedet ud med hans tilstedeværelse. Her var jo lidt for stille og måske præstinden kedede sig?
Han smilte svagt, stadig med ryggen til hende.
”Tempel...” hans stemme var lav, men han tvivlede ikke på hun ville høre ham.
”...Jeg tror ikke på nogle Azrael. Men stedet er overdådigt...Så mange detaljer, at man må blive nysgerrig og vil se det hele...” hans blik forlod alteret og gled op mod det store vindue, der var bag alteret. Var det månen han kunne se skinne derude bagved?

[Deleted]

Det var ej mange sjæle som besøgte hende og templet på denne tid af natten. Hun plejede at have det hele for sig selv og kunne bare tuller lidt rundt uden rigtig at have meget at tage sig til uden sine pligter. Manden som måtte beære hende med sit selskab var ikke en hun havde set før, dog var det ikke meget hun nåede at se før hun bøjede sig for ham. Sandt at mange præster og præstinder følte sig højt hævede over alle andre men der var nogle som Kayleight der ikke anså sig selv som værede bedre end alle andre. Hun havde ingen direkte kontakt med Azrael men hun kunne lære folk om hans idealer og hans værdier og for at kunne det skulle man ikke være højrøvet. Hun bemærkede at han gik forbi hende, dog uden at ytre et ord til hende. Hun fandt det besynderligt men tænkte at denne sjæl måske blot var anderledes end de andre hun havde hjulpet. Hun rettede sig roligt op igen og vendte de røde øjne i hans retning. Overraskelsen måtte dog stå tydeligt i hendes ansigt herefter. Hun stoppede op og stod bare og betragtede hans vinger. Hun var betaget. Var dette virkelig et af Azraels sendebud? Dte var næsten ikke til at tro at sådan et skulle komme dumpende midt om natten. Hovedet søgte let på sned da han åbnede munden. Han snakkede lavt, ja faktisk uhørligt for hende. Hendes sanser var dulmede fordi hun havde lukket monsteret inde. Hun kunne høre lidt bedre og dog så virkede det ikke som om at han ønskede at hun skulle høre hans mumlen.
"Det glæder mig at du kom forbi. Hvis jeg ej tager meget fejl er du en dødsengel, en af Azraels sendebud vil jeg gå ud fra?" spurgte hun næsten forhåbningsfuldt. Deres gud havde været stille i meget lang tid, der havde ikke været et sendebud længe. Det ville næsten være et sandt mirakel hvis han var et sendebud, hun ville blive lykkelig. Hun foldede forsigtigt hænderne foran sig og sende ham et blidt smil. "Hvis du er et sendebud så vil jeg byde dig hjerteligt velkommen til dette tempel som er opført for din gud. Du må endelig sige til hvis der er nogen som helst jeg kan gøre for dig eller Azrael. Jeres bud skal blive lov." Hun bøjede for ham igen og vendte så de røde øjne i hans retning på ny da hun rettede sig op igen. Hun var spændt på at vide om denne dødsengel virkelig var et sendebud for hendes gud. Hun ville så gerne høre hvad han havde at sige hvis han virkelig var.

[Deleted]

Kvinden var en vampyr, men alligevel hørte hun ham ikke? Dette var underligt. Eller måske ignorerede hun det han sagde, fordi det ikke var ønsket. Hans hånd gled over det lidt bløde og alligevel grove alterdug, før han vendte ryggen til alteret og så på denne kvinde, der...Stod og kiggede på ham. Nærmeste beundrende, hvis han ikke tog fejl. Ikke at han fandt det ubehageligt...Han kunne lige forestille sig bygningen fuld af præster og præstinder, med almindelige borgere, der ikke bare godkendte ham som deres leder, men også som deres...religiøse sendebud? I et øjeblik var han bare stille, mens han så på hende. Sendebud? Hvad skulle det sige...Azrael var gud af død. Ganske fascinerende, men ikke videre interessant. Det virkede næsten som om...hun ville gøre alt for ham!
Hurtigt som altid, for det var sådan hans hjerne fungerede – at opdage muligheder og udnytte dem – var flere ting pludselig gået op for ham.
For det første var størstedelen af Dvasias tro mod Azrael og udførte hans ritualer året rundt. Dette kunne falde til hans fordel...Hvis de troede han var et sendebud. Han kunne få folket i Dvasias til at støtte ham, selv om kongehuset ikke gjorde. Måske ville de knække og tillade ham at komme til magten, få de ting han ville have? En ting ad gangen. Han var måske lidt for optimistisk.
Han ville kunne få folks donationer, soldater og tilbedelse. Han var trods alt dødsenglenes leder...Selvfølgelig var han den, der var sendebuddet!
Og som en bonus ville denne kvinde måske ikke bare dele hans bud med de andre præster og præstinder, men også give de af hans engle, der var religiøse, en præst eller præstinde, så deres religiøse bygning hjemme i hulen – og snart Paggeija – ikke ville stå tomt. De ville blive glade...Og han kunne måske få denne kvinde til at hjælpe ham, hvis han udnævnte hende til den eneste præstinde han ville tale med. Alle disse ting blev overvejet og planlagt på kun kort tid. Og et svagt smil gled over ham. Aldrig havde han overvejet religion kunne have en magt...Men den havde lidt!
Han smilte og lagde begge hænder mod alteret og hvilede lænden mod det. Han så lidt på kvinden.
”Vores kære Azrael” Gav han hende ret. Han kendte intet til det...Han håbede ikke det ville bide ham i hælen senere.
”Jeg ved ikke meget om jeres religion, men jeg har haft disse drømme...Denne stemme...Der har fortalt mig jeg skulle komme her, i aften, og snakke med den der var her. For den præst eller præstinde der var her, havde fået hans interesse og skulle være hans udvalgte...præstinde” han havde tøvet og sagt præstinde til sidst...For hun var en præstinde og det var vigtigt hun forstod det var hende der blev talt om.
”Han har store planer for os...” svarede han så.
”Vil du følge hans ord, hans lov?”

[Deleted]

Kayleight havde tilbragt mange år i dette tempel, så mange at hun end ikke huskede sin barndom og hun havde ikke fået meget at vide om den. Sandheden var at hun havde været for stærk, for kold og for ond til at hendes forældre ønskede at have hende hjemme. De var bange for hvad der skulle ske og derfor gav de hende til templet med et håb om at de monster de havde lavet ville kunne blive tæmmet. Det var det. Hendes læremester havde låst bæstet inde i en armulet om hendes hals. Hun kunne ikke tage den af om hun så ville det. Den var en del af hende. De fleste af hendes vampyriske træk var låst inde i den. Hun havde fået dette af vide for ikke ret lang tid tilbage. Hun havde været bange for denne anden personlighed i medaljonen, da fortalte hende forfærdelige ting når de var alene selvom dette var noget hun lagde skjul på overfor alle andre. Hun ville virkelig ikke anses som værende sær.
Hendes blik hvilede roligt på dødsenglen for hendes blik. Hun var spændt, virkelig spændt på hans svar. Hun håbede så inderligt at han var et sendebud for hun ville så gerne snakke med et, vide mere om hendes gud. Dette var en mulighed som hun aldrig havde fået før og hun var sikker på at hvis hun havde haft et bankende hjerte så ville det næsten have hoppet ud af brystet på hende. Han trak spændingen ud, det var forfærdeligt, næsten smertefuldt for hende at vente på. Tiden virkede som om den gik forfærdelig langsomt, ja næsten som om den stod stille. Da han endelig sagde noget var det ikke en fuldkommen bekræftelse men dog var det noget som fik smilet frem på hendes læber. Hans ord ... Var det sandt? Var hun blevet udvalgt af selveste Azrael? Dette sendebud vidste ikke meget om deres religion og dog så havde han fået drømme, beskeder fra deres gud om at han skulle indfinde sig her. Det var fantastisk! "Azraels ord er lov. Hvis han ønsker mere af mig vil jeg give hende mere. Det lader til at du er blevet sendt her til mig for at guide mig tættere på min gud og sådan så jeg kan guide dig i vores tro" svarede hun roligt og betragtede ham nysgerrigt. Det var første gang hun stod overfor et sendebud og det var virkelig spændende ja næsten ophidsende! "Alt hvad Azrael ønsker skal ske og alt hvad du, som hans sendebud, ønsker skal ligeså ske. Hvis det kan bringe mig tættere på min gud så er jeg villig til alt." Det var jo sandheden. Helt og holdent sandheden. Hun ville virkelig gøre alt for at komme tættere på den gud som hun igennem så mange år havde tilbedt.

[Deleted]

Hende? Var Azrael en kvinde? Han havde altid tænkt på Azrael som en mand. Det passede ham ikke at det skulle være en kvinde...Ikke fordi han havde noget imod kvinder, men han ville ikke have en til at bestemme over ham...Hvis de lod som om der fandtes en gud altså. Hendes bekræftelse gjorde ham næsten helt glad...Azraels ord var lov og han var Azraels ord! Det kunne ikke blive bedre. Det var bedre end han havde troet. Tanken om at blive udnævnt til Azraels sendebud over hele landet...Eller, det kunne i hvert fald være sjovt og give ham en hel ny magt, han kunne udnytte. Han var lige ved at smile over det, et smil der ville fortælle præcis hvor meget han nød dette, men han nåede at lægge bånd på sig selv og nøjedes med at sende hende et lille smil. Gad vide hvor vrede de ville blive, hvis de fandt ud af sandheden? Men det gjorde de jo ikke. For tro handlede om...Tro. Og så længe han overbeviste dem nok, ville de tro på det. Det var det nemmeste at manipulerer med!
”Azrael har sagt det tydeligt til mig. Kom her, find hendes udvalgte...Du er udvalgt til at guide mig og jeg er udvalgt til at guide dig. Azrael sagde til mig og viste mig fremtiden. Jeg er sendebuddet, jeg vil blive kendt over hele landet og guide jeres tro, for Azrael fornemmer nye problemer, jeg skal hjælpe med. Vi har indtaget Manjarno og der er mange der ikke tror på Azrael, jeg skal guide jer til det nye Dvasias og sprede troen” han håbede ikke han fik spændt ben for sig selv nu.
”Først må Vi opbygge en styrke. Dødsenglene er Azraels personlige favorit og jeg er deres leder. Azrael har sagt at hun støtter os og at I skal erklære i støtter dødsenglene, så folket i Dvasias ved de ikke skal gå i vejen for os, for vi gør Azraels arbejde!” sagde han. Så tog han sig til hovedet og lukkede øjnene lidt.
”ååh...Det er så meget Azrael ønsker af os...Jeg kan næsten ikke forstå det hele og dette er meget forvirrende. Beklager hvis jeg bare siger en masse sære ting...Det er hårdt at have denne vægt på sine skuldre” erklærede han og masserede sine tindinger, som fik han hovedpine af...Et eller andet. Hans skuldre sank lidt, som om vægten på dem var blevet større. Han trak vejret dybt og så over på præstinden.
”Lad os starte et nemmere sted. Hvad skal jeg kalde dig, Azraels udvalgte?”

[Deleted]

Kayleight var optimistisk. Hun troede inderligt at denne mand var hvad han gav sig ud for at være. Hun ønskede så brændende at det var sandt for det ville være en fantastisk mulighed for hende, også for at hun kunne komme ud af dette tempel. Hun var glad for at være her, hun elskede det men hun ville også så gerne ud og se verdenen. Hvis hun var blevet udvalgt af Azrael så var der da en mulighed for at det kunne lykkes for hende. Smilet hvilede let på hendes læber. At han fyldte hende med intet mindre end løgn var ikke en tanke som faldt hende det mindste ind. Hans lille smil til hende bekræftede blot at han havde gode intentioner. Det var dejligt!
Hun lyttede til hans ord. Det gav mening, meget endda. De var udvalgt til at guide hinanden, til at hjælpe hende med forståelse af deres fælles gud. Følelsen af lykke blomstrede i hendes indre. Hun kunne virkelig ikke tro sit held. Hun nikkede blot roligt ved hans ord. "Jeg vil guide dig i din religion som du vil guide mig mod vores Gud. Jeg er glad for at du kom. Jeg er sikker på at Azrael er glad for at du har fundet mig. Som sendebuddet er din opgave klar. Du skal guide folket og jeg vil støtte dig. Manjarno og Imandra er begge uden den rigtige tro og der er intet bedre tidspunkt til at vende dem til vores side end nu. Troen skal spredes og de skal nok give efter i Manjarno, de vil indse at Azrael er den eneste rigtige gud" medgav hun roligt. Han var klog og vis. Azrael havde gjort klogt i at vælge denne mand til hans sendebud.
Hun nikkede blot. "Dødsenglene er og vil altid være Azrael's folk. Det er kendt over hele Dvasias. Præsterne og Præstinderne vil støtte op om jer og især om dig som deres leder og sendebud. Hvad du ønsker skal ske, som sagt så hvis det bringer os tættere på vores gud så er de fleste villige til det meste, personligt så er jeg villig til alt." Han så ud som om han havde hovedpine. Det måtte være hårdt for en almindelig dødelig at være i så tæt kontakt med sin Gud. Hun kunne slet ikke forstille sig hvor hårdt det måtte være for hans sind. "Azrael ord må være hårde for dig at modtage. Du er vigtig for dette fortagende. Du må ej overanstrenge dig for meget. Jeg ved at det må være hårdt for dig. Kom med her over og sæt dig ned. Din rejse må ligeså have været lang. Du har brug for hvile" sagde hun bekymre og greb roligt fat i hans arm og førte ham med over til den ene af de mange bænke som folket kunne sidde på når de lyttede til præsten. Hun gjorde en bevægelse som opfordrede ham til at sætte sig ned sådan så han kunne slappe lidt af. "Mit navn er Kayleight Corventia. Hvad er dit?"

[Deleted]

Hendes ord gjorde ham så godt tilpas. Det hele passede sammen! Om noget tid, når de alle havde vænnet sig mere til det og han havde fået læst op på sin forsømte religion, ville ingen tro på han ikke var det. Ikke var sendebuddet. De ville tro så meget på det, at de ville følge hans mindste vink og skabe borgerkrig. Åh ja, Macaria og kære dronning. Det var forkert at undervurderer dødsenglene! Sandt var at dette ikke var planen fra starten, men det var en mulighed der var kommet til ham. En hel absurd tanke nåede ham...Måske var der faktisk en gud? En gud der ville hjælpe sin bedste race til storhed! Måske var han blevet guidet hertil, så han kunne få flere ressourcer mellem hænderne. Denne præstinde troede inderligt på sin gud og på Zeans ord. Hun var naiv og nem...Og han nød det. Han så på hende. Han havde næsten lyst til at strække det til grænsen, lave andre ting med hende, blot for...At nyde denne magt han havde over et andet individ. Men snart ville alle præster og præstinder vel tilbede ham og lystre ham, skulle han få andre lyster.
Men hun så virkelig ud til at nyde det. Så det var vel ikke helt skidt...når han gav folk håb og glæde?
Han sukkede svagt og lod sig føre over til en bænk. Langsomt satte han sig ned, som var han i sandheden træt i krop og sind.
”Undskyld et øjebliks svaghed. Jeg vil give alt for vores Azrael, men jeg er intet end blot en person i denne store verden. Det kræver tid...at vænne sig til dette” Han følte sig god. Dette måtte være skuespil på højt niveau.
Han sendte hende et blegt smil.
”Du må...Åh ja,...” han lukkede øjnene et øjeblik, som erindrede han noget.
”Du må fortælle det til folket. Og du må fortælle de andre præster og præstinder det, også de mest magtfulde inden for jeres orden. Jeg vil møde dem, hvis de kræver det. Azrael siger...Åh ja, han siger der vil være tvivl. Selv de mest troende vil tvivle. Men han vil ikke svigte os...” hans hænder gled ud og tog en af hendes kolde. De var sammen i dette og det var vigtigt hun troede på det.
”Måske vil de ikke lytte, men du må være vedholdende og stærk. På et tidspunkt vil de være tvunget til at lytte, specielt hvis folket støtter dig.” hans øjnene skinnede nærmest vanvittigt. Vanvittigt...af flere ting.
”Han siger også at det vil blive hårdt. Jeg tvivler stadig på om jeg er den rette til denne opgave...Selve kongehuset af Dvasias kan ikke lide mig, hvad skal jeg kunne gøre? Men ak...Hvem siger nej, når Azrael har besluttet sig?” han lænede sig tilbage, som var han endnu selv en person med tvivl. Hans ledige hånd gled over hans ansigt et øjeblik.
”På intet tidspunkt må vi tvivle. Vi er hans soldater, hans mest betroet...” han så på hende. Sandelig måtte hun forstå dette? Men hvad skulle de gøre først?...Først måtte folket tro på det. Og så måtte de overbevise resten af præsterne og præstinderne.

[Deleted]

Kayleight ønskede at hjælpe ham og at han ville hjælpe hende. Sammen havde de et mål, at brede Azraels ord og få folk til at støtte op om sagen. hun ville gøre det til bedste evne men sandt at sige så var hun ej den bedste til at brede budskabet i hendes tilstand. Hun var vampyr, fanget i mørket og kunne ej betræde jorden som så mange andre kunne. De fleste var ude i dagstimerne i Manjarno og det kunne hun jo ikke være. De ville skulle bruge andre præster og præstinder men der var folk der ville tvivle. De var nød til at overbevise alle at der faktisk var et sendebud i blandt dem. Hun kunne virkelig slet ikke tro at hun var så heldig. Hun ville gøre alt for at han havde det behageligt, alt for at han kunne gøre sit bedste for deres Gud.
Hun førte ham hen til bænken og blev lykkelig da han satte sig ned. Han havde brug for at slappe af, det måtte da virkelig kun være hårdt for ham det hele. Efter han havde sat sig placerede hun sig foran ham hvorefter hun gik ned i knæ og satte sig til rette. Hun var underdanig, det var ham der havde kontrollen i denne her situation, hun var jo blot en præstinde og derfor her for at tjene ham. Hans undskyldning fik hende til at ryste på hovedet. "Du skal ej undskylde. Jeg er slet ikke i tvivl om at de må være meget hårdt for dig at være i sådan en kontakt med vores Gud. For Azrael er du ikke blot en person, du er hans sendebud, hans stemme hernede på jorden. Du har en stor opgave foran dig. Det vil tage tid for dig før du uhindret vil kunne kommunikere med Azrael men jeg er sikker på at det vil ske. Du virker allerede meget stærk" sagde hun roligt og sendte ham et opmuntrende smil. Han skulle vide at hun troede på ham og at hun var sikker på at han nok skulle klare det.
"Jeg vil gøre mit bedste for at så mange folk som muligt vil følge Azrael. Jeg vil fortælle de andre præste og præstinder at du er sendebudet og at vi skal følge dig. Jeg ved at tvivlen kan sås i selv den stærkeste men jeg er sikker på at når de møder dig vil de ligeså indse at du er den ægte vare." Hun mærkede hvordan hans varme hånd lagde sig hen over hendes. Hun sagde intet til det, lod ham bare gøet helt præcis som han ønskede. HUn var her for at tjene Azrael og lige nu kunne hun gøre det igennem ham.
Hun sendte ham et lille smil. "Du skal ej tvivle. Du skal være stærk for din Gud. Han tror på dig og jeg tror på dig og sammen skal vi nok få resten til ligeså at tro på dig. Du burde slappe lidt mere af. Lad mig hjælpe dig." sagde hun blidt og rejste sig i en let bevægelse. Med rolige skridt gik hun om bag bænken hvor han sad og meget blidt lagde hun hænderne mod hans skuldre. Med rolige bevægelser begyndte hun at massere hans skuldre, hun var god til det, tydeligvis noget som hun havde gjort før. Hun fandt de mindste infiltrationer og fik dem løsnet så let som ingen ting. "Bedre?" spurgte hun roligt og fortsatte roligt. "Du fortalte mig aldrig dit navn."

[Deleted]

Hun var en rar lille en. Af hans vampyriske bekendtskaber, var hun nok den han brød sig mest om, måske fordi hun ville gøre alt for ham, når blot han sagde det. I Dvasias var det i sandheden svært at finde allierede og arbejde sammen, for alle havde deres egne planer og ønsker om magt og intriger. Han havde mærket dette tydeligt...Man kunne ikke være en leder i Dvasias uden at være stærk, for ellers knækkede man, kun få timer på magten. Han havde klaret det godt, selv om han havde næsten intet at rutte rundt med. Men snart...Snart havde han meget mere og det var langsomt ved at gå op for landene at dødsenglene var samlet og en ny magt, der var i spil. Hvem ville komme og gøre krav på dem? Endnu ingen. De passede sig selv. Støttede intet land, omend de hellere ville se mørke og kulde end lys og kedsomhed, i form af Procias.
Han elskede hun kaldte ham stærk. Og at han skulle være stærk. Hun havde mere ret end hun troede og han nikkede let ved hendes ord. Selvfølgelig havde hun jo ret! Alt tog tid at bygge op, men når blot man havde et mål, havde man hele tiden noget at kæmpe for, selv om tingene måske ville virke umulige. Hvis man blot ventede lidt, kom mulighederne helt naturligt til en og Zean var en sand mester i at tage imod disse muligheder. Han smilte svagt til hende, som styrkede hendes ord og vilje ham.
Hun rejste sig...Hvad havde hun i tankerne? Svagt drejede han hovedet, så han kunne blive ved med at fornemme hendes bevægelser og dermed gætte sig til hvor hun gik hen...Lidt efter mærkede han hendes hænder mod hans skulder...Og han nød det. Han slappede automatisk mere af og hans skuldre sank lidt sammen. De sidste tiders frustrationer og problemer sad i hans skuldre, men hendes fingre fjernede de fysiske knuder, det havde givet og for hver infiltration der forsvandt, jo lettere følte han sig. Nogle af dem var ømme, men han beklagede sig ikke. Det var rart...Hvorfor var der ingen der opvartede ham sådan her derhjemme? Han kunne bruge det. I Paggeija skulle han ikke blot have et storslået hjem, men også modtage massage og druer, uden selv at gøre noget. Det var vel kun fair man havde brug for afslapning, som en travl leder?
”Det er bedre, tak” svarede han.
”Åh, det er rigtigt. Beklager, jeg havde mine tanker på helt andre ting. Mit navn er Zean Forsyth. Jeg er en vildfaren dødsengel, som blot har gjort som jeg har haft lyst til. Men Azrael har tålmodigt først mig tilbage i hans fold. Dette ved jeg nu. Hvad er bedre end at han får en person der tvivler, til at tro? Et lille mirakel...Og et symbol på fremtiden, hvor flere vil føle denne magt han ejer” han sukkede svagt og lænede sig hovedet tilbage mod hendes krop. Hans øjne gled i. I sandheden en magtfuld og klassisk historie...Men folk elskede gode historier.
Til sidst gled hans hænder op til hendes.
”Vi må være som en person, I Azraels navn. Sammen er vi stærkest. Jeg, med viden om verdenen udenfor for denne bygning og magt derude. Dig som min guide og med din viden om livet herinde. Jeg vil kunne rejse fra by til by og vise dem at jeg er ægte” Han rejste sig op og vendte sig om mod hende, trods der var en bænk imellem dem...Så tog han hendes hånd og førte hende ud på midtergangen, mellem bænkende og op mod alteret, uden at slippe øjnene fra hende. Guidede hende.
”Vi må give ham bevis for det. Noget håndgribeligt. Noget ægte. Hun var godt nok vampyr, men Dvasias sov aldrig og hun ville stadig kunne påvirke folk. Med vigtige meddelelser, kunne folk vækkes hele natten.
Han trak hende tættere på sig...Og placerede sin hånd på alteret.
”At vi er hans og kun hans” hans stemme var lav, næsten hviskende, men hun ville være tæt nok på, til at høre ham.

[Deleted]

Hun var godhjertet og meget venlig som regel. Hun ønskede at gøre alt hvad han ønskede fordi det ville behage hendes Gud. Hun ønskede at hjælpe ham, guide ham igennem troen sådan han kunne finde den. Han var en tabt sjæl som Azrael havde set noget fantastisk i. Han var stærk, hun kunne mærke det. Hele hans aura lyste af styrke. Hans hang til død og pinsel kunne hun også fornemme og hun elskede det. Azrael var Gud over døden og selvom hun var sød og rar så elskede hun stadig at se andre lide. Den smerte der kunne påføres et individ i hendes Guds navn var noget af det bedste hun vidste. Ofringer var et af hendes specialer men hun kunne også sagtens prædike og forklare folk om troen. Hun havde blot mere lyst til det andet. Det var sjovere. Hvad han tænkte på som hun sad der foran ham anede hun ikke. Hun ønskede at opvarte ham, få ham til at slappe mere af. Hun nød at kunne give ham, sendebudet, alt det han ville. Hun var villig, naiv men det gjorde hende intet. Hvis det kunne bringe hende tættere på hendes Gud så ville hun gøre alt. De små komplimenter så ud til at gå lige ind selvom det ikke blot var ment som gemene komplimenter. Hun mente det virkelig. Han var stærk og han virkede også som om der sad et godt hoved på hans skuldre. Han var vel leder af en grund ville hun da gå ud fra.
Han fulgte hende med blikket som hun valgte at rejse sig. Hun gik om bag ham og begyndte at massere hans skuldre. Han måtte være øm, ikke nok med at han skulle styre en hel race så havde hen også modtaget alle disse beskeder fra Azrael. Det måtte være hårdt for ham. Hun smilede roligt som han lagde hovedet ind mod hendes krop. Det var ikke ofte at der var nogen der var hende så nær. Selv i Dvasias var vampyrene en frygtet race og dog så så han ikke ud til at have problemer med det. Det glædet hende. At hendes massage fik ham til at få det bedre gjorde hende glad. Hun ville så gerne behage ham og gøre det så godt som hun kunne.
Han præsenterede sig. Zean Forsyth, flot navn til en yderst flot mand. Da han forklarede om sig selv kunne hun virkelig ikke andet end at smile. "Det var Azraels vilje at føre dig til hans tempel på denne nat, Zean. Du har måske været vildfaren og rendt rundt som det passede dig men alligevel er du vendt hjem. Den rejse du har taget indtil du kom her har gjort dig stærkere og du ved meget mere om Verdenen. Din rejse har gjort dig vis og det var derfor Azrael lod dig tage den. Han lod dig lære sådan så du kan lære disse ting videre til andre vildfarende sjæle." Hun strøg kort hans kind med den ene hånd før hun begyndte at massere ham igen. "Du var stærk nok til at overvinde vildfarelsen. Der forventes meget af dig men jeg er sikker på at du vil leve op til det hele" sagde hun blidt.
Hun mærkede hvordan hans varmen hænder gled op til hendes under hans ord. De måtte være som en, det ville gøre det langt nemmere at overbevise folk om hans ret. Han var sendebudet og folk skulle respektere ham for det. Han var Azraels stemme i denne verden og hun ville gøre alt for at han ville blive anset som noget større. Hun nikkede blot ved hans ord. han havde jo helt ret. De røde øjne hvilede på hans skikkelse som han rejste sig op og tog om hendes hænder. Han guidede hende ud på midtergangen og hun fulgte roligt med mens hendes blik hvilede på hans skikkelse. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne som han førte hende op til alteret hvor hun havde stået da han var kommet ind. Hun lod ham føre sig, hun var spændt på hvilke andre ting han kunne sige. han var vis, det beviste han med hvert et ord han undslap fra sin strube. Hun lod ham trække sig helt tæt på sig mens han placerede en hånd mod alteret. "Vi er hans, kun hans" gentog hun hviskede som han. Den frie hånd lod hun roligt søge op og finde hvile ved hans brystkasse. Hun kunne mærke hans hjerte slå inde under tøjet. Det var en af de bedste følelser i verdenen. "Hvilket bevis kan vi give ham som vil være håndgribeligt nok til at han ej vil betvivle vores tro?" spurgte hun roligt. Det var ham der styrrede showet, ham der vidste bedst. Hun var blot hans præstinde, hans følger.

[Deleted]

Hun fulgte ham og var rede til at gøre alt for ham. Hvordan kunne det ikke være tiltrækkende og fantastisk? Hun var god til massage, hun var godt til at komme med de..Ja, rigtige ord. Men var hun lige så god i handling? Kunne han stole på hun var den rigtige, bare fordi hun tilbedte ham og hans krop? Uanset hvad havde han intet valg. Her var ikke andre, der kom sikkert ikke andre, hvis dette skulle fungerer som en plan, var han nød til at stole på hun kunne gøre det. Men styrket af ham og sin tro, vidste han at folk kunne finde på hvad som helst. Han smilte til hende. Hun havde så inderlig ret...Måske var han en vildfaren og hele denne plan var Azraels måde at lokke Zean til sig? Den eneste måde han kunne fange et meget vigtigt får...Når man fangede får skulle man kun bekymre sig om at fange lederen af flokken, resten ville automatisk følge med deres leder.
Vi er hans, kun hans. Det lød som et citat der kunne blive gentager igen og igen. De var hans og kun hans. Om det så var Azrael eller ham man mente var ligegyldigt! Hun var han.
De var de udvalgte. På denne nat, i denne storslået bygning, i en ligegyldig dag på året. Ingen vidste det, men her stod to personer så tæt, som man kunne være. Sammen...Kunne de ikke slås. Sammen kunne de ikke blive slået tilbage. Det var som om en hel ny verden var gået op for Zean! Dette var ikke den religion han havde kendt...Dette var meget bedre. Som om han altid havde savnet et eller andet i sit liv.
Alteret, lige her ved siden af dem. Azraels alter. Så symbolsk. Han elskede når det var symbolsk.
”Vores tro, vores sammenhold.” han lænede sig ind mod hende...Men hans læber mødte ikke hendes. I stedet gled de ned til hendes hals og kyssede hende. Blidt, som et fingerstrøg, gled hans læber over hendes kolde og blege hud.
”På hans alter vil vi blive forenet. Og han vil vide at vi er enige med ham, at vi vil gøre alt for ham. Vi vil være som en person og vi vil nyde hinanden, som vi nyder hans tro og magt” hviskede han så overbevisende han kunne. Hans arme gled om hendes krop...Og uanset om hun mente dette var en god ide eller ej, havde han løftet hende op og sidde på alteret.
”Hvad andet kan bevise det tydeligere? At vi sætter vores egne behov til side og viser ham hvilken nydelse hans tro giver os. Hvilken styrke og sammenhold!” hans hænder gled over hendes simple, hvide kjole, men endnu bevægede sig ikke steder, hvor de ikke burde. Blot over hendes tøj, som var hun noget fint der skulle nydes eller passes på. Som man gled fingeren over det papir der gemte på noget slik, velvidende det indeni var sødere og bedre end noget andet.
Han så lidt på hende, før han stillede sig helt op ad alteret og kom helt tæt på hende. Sandelig ville hun da ikke sige nej til dette?
Han lænede sig frem og lod sine læber møde hende. Grådige, hungrende, men alligevel bløde og kærtegnende. Det føltes bare så...Naturligt.

[Deleted]

Hun fulgte ham uden tøven. Hun betvivlede ikke sin tro eller ham. Som Azraels sendebud var hun der for at tjene ham, for at servicere ham. Hun ønskede at han skulle vide at hun var beredt på at gøre hvad det krævede af hende. hendes blik hvilede på hans skikkelse. Hun var ej bleg for at erkende at han var en flot mand, pæn og nydelig, dog var det slet ikke de tanker hun gjorde sig i lige nu. Hun tilbad ham fordi han var sendebudet og ej fordi han var flot. Hun var ligeglad med hans udseende, ligeglad med hvem han var ud over det. For hende var han sendebudet og det var virkelig det vigtigste i hele denne verden. Han var den direkte forbindelse til hendes elskede Gud. Hun skænkede ham alle de ord hun kunne. Han var ej blot en vildfaren sjæl. Han var den udvalgte, den som skulle videreføre Azraels ord på denne jord. Folk ville se ham og vide at han fulgte dødsgudens ord og lov. Det var en fantastisk følelse. Hun ønskede at sprede religionen i hele verdenen. Både Dvasias, Det gamle Mnajarno og Imandra skulle ligge under denne religion og tilbede Azrael og hans sendebud Zean. Sætningen som hun gentog kunne næsten ikke blive bedre. Hvis man gentog det nok gange kunne det næsten blive helt okkult. Sammen var de om denne her opgave, at sprede religionen og forene folket under dødens gud. De skulle være som en, tænke og handle som en. Med hans forbindelse til guden og hendes forbindelse til folket skulle det nok lykkes dem. Det var hun absolut ikke i tvivl om.
"Sammen er vi stærke. Sammen vil vi vise folket den rette tro og dem som ej vil tro vil få Azraels vrede at føle" hviskede hun blidt. Hun mærkede hvordan hans varme læber løb ned af hendes kolde hals og satte en tydelig sitren igennem hendes krop og sind. Han havde magten, havde den fulde kontrol. Selvom det ikke var anset at være så intime på dette hellige sted så var det noget han ønskede. Som Azraels sendebud ville hans ord blive lov, hans vilje skulle ske. Reglerne galte ikke for ham, han var noget særligt. "Nå vi nyder hinanden nyder Azraels os. Han vil vide at vi, sammen, vil kunne udføre de opgaver han stiller os for" hviskede hun mildt mens lille suk af nydelse undslap hendes læber. Hun mærkede hvordan han løftede hen op og sidde på alteret. Hun gjorde ingen indvendinger. Hun lænede sig let frem mod ham og lod sine hænder glide op over hans skuldre og den ene hånd gled ind igennem hans hår. "Azrael ville ej have ført dig hertil hvis dette ikke var meningen. Han ønsker at vi viser at vi kan være én." Som han kom hende nærmere lod hun blot sin slanke ben sno sig om hans hofter for at så ham tættere på sig. Hvis det var Azraels ønske at de var som en så ville hun indfri det med alt hvad det indebar. Hun mærkede hvordan han søgte længere ind mod hende og hvordan hans varme læber denne gang søgte hendes. Hun lod ham gøre det og gengældte kysset som var det det mest naturlige at gøre. Hans varme krop mod hendes var en fantastisk følelse, hun elskede lyden af hans hjerteslag som nåede dybt i hendes indre. Hun mærkede hvor grådig han var, hvor hungrende han var og dog formåede han stadig at være blid i sine handlinger. Hun nød det. Hun ønskede ham tæt, helt tæt sådan så de kunne blive forenet i deres guds navn.

[Deleted]

Hvis dette var at tro, hvis dette var at have en religion, fortrød han at han ikke havde udforsket det noget tidligere. Dette var helt igennem noget nyt for ham, noget nyt for fantastisk. Han følte ikke bare han havde sex, bare for at have sex og han følte ikke den samme, store trang til at være grov, være hård eller kradse hendes hud i stykker, som han normalt gjorde, når han nød det. I stedet var dette specielt, der hvilede en stemning over hele stedet, som var dette i sandheden noget religiøst, noget okkult. Og hun modtog ham, havde lyst til ham, samtidig som han havde lyst til hende.
Hun forstod ham. Han skulle ikke gøre sig så umage, for at sikre hun forstod det, for hun forstod det udmærket, det kunne han høre på hende, når hun gentog hans ord og vilje.
Det ville blive første gang med en vampyr.
Hendes krop var hold, i kontrast til hans varme, men det gjorde ham intet, for han vidste hun var i live, han kunne mærke hendes muskler spændtes og hendes hænder, der vandrede over hans overkrop og igennem hans hår, som en kærtegn. Her på alteret ville de blive en.
Han havde lyst til hende.
Dem der ikke troede...Han ville have en god grund til at føre dødsenglene frem for at pine og plage. Folk ville kalde dem onde...Men de ville have en grund og folk kunne ikke længere påstå det var meningsløst. Alle ville kalde sig religiøse, blot for at undgå lidelse og død, for at de tog alle deres ejendele, som en form for donation til Azrael. De ville løfte det at tro til helt nye højder!
De ville styre masser på helt andre måder, måder Dronningen ikke kunne sige nej til, for så gjorde hendes folk oprør. Hvor var det vidunderligt! Endelig kunne han...Gøre visse ting...Nej, undervurder aldrig dødsenglene.
Hans hænder holdte sig ikke tilbage. De gled over hendes ryg, helt ned til bordet, for at glide op igen. Selv om hun sad på alteret var de helt tætte op ad hinanden. Hans hænder studerede hendes krop, følte den, lærte den at kende. Hans mund beskæftigede hendes, der var ikke længere brug for ord. Hans åndedræt blev mere overfladisk, hans puls sted og hans krop reagerede på disse signaler.
Azrael ville lovprise dem, støtte dem. De ville bryde moralen og træde ud fra boksen, for at gøre nye ting. Og de ville dræbe alle der stod i deres vej. De ville hugge dem ned, som de forhindringer de var og revolutionerer troen! Han glædede sig allerede. Aldrig havde han følt sig mere religiøs i sit liv...Hans religion. Hans version af den. En version hvor lidelser, hvor død, var en stor og betydelig ting, en man ville lovprise og ikke føle sig skræmt af. En hvor man støttede hinanden og tilbedte dødsenglene, især ham. Det var...Perfekt. Han krøb ind under hendes tøj, ivrig efter mere.