Glowing

[Deleted]

Macaria Lamizia

En fugl kredsede på himlen langt over hovedstaden. Sollyset havde for længst kastet sine sidste stråler over slottet udenfor byens centrum, og mørket havde fyldt himlen. Det eneste der oplyste den mørke baggrund var månen, stjernerne – og fuglen. 

Den kredsede over byen som en glødende plet mod den mørke baggrund, og hvis man havde et skarpt nok syn, kunne man se at pletten havde vinger. Den gav et dæmpet skrig fra sig. Et skingert skrig, som ville have gået gennem marv og ben hvis man stod tæt nok på. Fuglen dykkede, suste mellem bygningerne og over markedspladsen, før den hævede sig over torvet og ned mod jorden igen – tilbage til sin herre. 

Deacon stod tålmodigt på markedspladsen og så op af den enorme, mørke silhuette, som slottet udgjorde i udkanten af byen. Slottet var mørkelagt, med undtag af de oplyste vinduer. Han forestillede sig aktiviteten derinde, men han kunne ikke komme tættere på end han var. Han havde allerede nærmet sig slottet, men var blevet standset af de to vagter der stod ved porten. Til trods for at de begge var blevet imponerede, betagede af den prægtige fugl Deacon havde haft på sin skulder, havde han ikke kunnet give dem nogen gyldig grund til at lukke ham ind på slottet. Hvad skulle han påstå? Han havde intet egentlig ærinde. I hvert fald ikke som han kunne gå ud fra at nogen på slottet kunne bistå ham med. Men det gjorde ham intet. Vagterne havde set føniksen, og han var sikker på at et sådant syn hurtigt ville sprede sig blandt de andre vagter på slottet. En føniks var en sjældenhed, og han kunne ikke tro at nogen af vagterne havde set en levende føniks så tæt på sig. En af dem havde været fuldstændig betaget af fuglen med den glødende fjerdragt. Deacon havde gjort sig bemærket, det var der ingen tvivl om. Og han var fuldt tilfreds med det. 

Men indtil videre, kunne han ikke komme indenfor slottets mure. Han havde derfor bestemt sig for at se sig omkring i hovedstaden i stedet for. Byen var mere livlig end Marvalo City havde været. Torvet og markedspladsen var tæt befolket, og stemningen i byen virkede positiv og glædelig. Det havde været indtrykket Deacon havde fået, lige siden han ankom Dvasias. Selv efter en måned, virkede det som om hele landet endnu fejrede sejren over Manjarno. 

Føniksen landede på Deacons skulder, og gav en lav nynnende lyd fra sig da han strøg sine fingre over den glødende fjerdragt. Ignis føltes varm under hans fingre, og et let smil gled over Deacons læber, da han fangede fuglens blik med sit eget. Som om de havde en samtale gennem deres blik.  

[Deleted]

Træt bevægede Macaria sig gennem Rimshia, for at komme op mod slottet. Hun var udmattet efter sin rejse. Specielt på grund af ryggen, der stadigvæk værkede en gang imellem. Den eneste skade tilbage fra slaget om Manjarno. Dog en stor skade, som aldrig ville gå væk.
Kappens kant hvislede over brostenene, mens hætten var slået ned. Folk på gaden genkendte hende nu. De hilste på hende, skålede mod hende - nogle endda bukkede. Var måske ganske normalt for Dronningens Rådgiver, men hun var blevet så meget mere nu. Hun gjorde hvad hun kunne for at smile eller vinke tilbage, selvom energien var ved at blive brugt op. Gnavenhed og utålmodighed var en ofte følgesvend med ubehagelige smerter.
Hendes kastanjebrune hår bølgede som et vandfald ned over hendes ryg. Tøjet indenunder kappen vidnede om, at hun havde været et møde - et fint et af slagsen, det vil sige et kedeligt og frustrerende møde for Macaria's side. Mange var utilfredse med hendes måde at have overtaget Manjarno på, mens andre var henrykte! Selv ville hun bare gerne glemme det meste. Livet havde været hårdt efter kampen, som om en eller anden gud, ville straffe hende for det.
Hendes dybblå øjne vandrede ligegyldigt over festlighederne på gaden, uden viljen til at slutte sig til dem. Det var sjovt. Lige efter slaget havde hun været utilfreds med, at hun ikke kunne være med til festerne, og nu... nu ønskede hun bare, at blive ladet være i fred. Efter alt det der var sket...
Hendes blik fangede noget, hun først troede var en ildkugle på en mands skulder. Flere folk kiggede derhen med nysgerrige øjne, men ingen opsøgte ham. Hvorfor... havde han en ildkugle på skulderen?
Langsomt stoppede hun op, da hun opdagede, hvad det egentlig var. Øjenbrynene fløj i vejret. En Fønix?! Det var et sjældent syn! Hun blev stående, og betragtede det fantastiske væsen, indtil folk begyndte at lægge mærke til hende. Alle ville hilse på hende. De råbte hendes navn, og flokkede sig omkring hende. Hurtigt trak hun hætten op over hovedet. I et kort øjeblik mødte hendes øjne mandens, hvis skulder føniksens sad på. Og så satte hun sig selv i bevægelse igen.
Ved hjælp af sin vampyriske hurtighed, lykkes det hende, at springe over nogle tage, forsvinde ind mellem nogle smalle passager, indtil hun til sidst, kunne stoppe i en gyde.
Folkene havde mistet hende.
Hun hvæsede med sammenbidte tænder, og lænede sig op af den beskidte væg. Hovedet lagde hun tilbage mod muren. Ryggen gjorde ondt. Hun måtte vente, indtil smerterne var stoppet igen, før hun kunne gå videre.

[Deleted]

Ganske gradvist lagde Deacon mærke til hvordan folkene omkring ham én efter én begyndte at tale om det samme emne. Eller nærmere bestemt, han hørte det samme navn blive nævnt. Nogen råbte det, som for at få en persons opmærksomhed. Han hørte nogen klirre sine glas mod hinanden udenfor en kro, mens de sagde navnet. Det gik op for ham at det var en kvinde, som lod til at have fået al den opmærksomhed. Han mødte flygtigt hendes blik, sekundet inden hun forsvandt over tagene og forsvandt. Deacon rynkede brynene en anelse, og han vendte sig mod den nærmeste forbipasserende – en ældre udseende mand som stank af alkohol og manglede flere tænder.
”Hvem var det?” spurgte han manden. Enhver som kunne opsamle en sådan opmærksomhed, måtte være en person af betydning. Måske var det lige sådan en person han havde brug for at komme i kontakt med. Manden så op på Deacon med slørede øjne, og satte i et skingert grin. ”Ved du ikke det?” lo han. Hans blik flakkede mellem Deacons stenansigt, og den glødende fugl på hans skulder. Et kort øjeblik havde Deacon set en beundring i mandens gamle øjne, men en let rømmen bragte mandens opmærksomhed tilbage til sig. ”Det var lady Macaria! Den kongelige rådgiver. Erobreren af Manjarno!” Han sagde det så højtideligt som om han skulle til at udbringe en skål til hendes ære. Et smil gled over Deacons læber, mens han fiskede en guldmønt op fra sin lomme, og stak den i mandens benede hånd. ”Jeg takker for Deres hjælp. Tag Dem endnu et glas.” Med disse ord forlod han manden, som havde udstødt en glædelig lyd før han forsvandt ind i den nærmeste kro. Deacons blik havde vendt sig mod føniksen på hans skulder, og med et nik, lod han fuglen lette. De enorme vinger, som i sig selv lignede flammer fra den glødende krop, hævede den højt op over byen, mens Deacon med rolige skridt fulgte efter på jorden.
Det tog ikke lang tid før Ignis havde opsporet Macaria fra sin placering oppe på himlen. Den kredsede let over hende, som for at markere hvor hun havde søgt tilflugt. Det havde dermed ikke været svært for Deacon selv at finde frem til hende, på trods af de smalle passager som i denne del af Rimshia City kunne forme en mindre labyrint.
Han fandt hende lænet op af en mur, med et smertefuldt udtryk i ansigtet. Han betragtede hende tavst et enkelt sekund, før han med afmålte skridt bevægede sig tættere på hende. ”Er De uskadt?” Hans ord var høflige, og hans smil venligt. Hans ansigt blev kortvarigt oplyst da føniksen igen søgte ned mod hans skulder. De mørkebrune øjne havde fået et næsten gyldent skær fra Ignis’ glødende fjer. Dette var erobreren af Manjarno? Historierne han havde hørt havde fortalt om en kvinde, den kongelige rådgiver. Men efter en sådan gerning, burde hun vel fejre sin sejr?

[Deleted]

Ved lyden af en stemme, drejede Macaria hastigt hovedet mod manden ved indgangen til gyden. Manden med fønixen. Kort gled hendes blik over til det vidunderlige dyr, for det igen rettede sig mod manden. Om hun var uskadt? Det fik hende næsten til at grine. I stedet var det et hårdt smil, der aftegnede hendes læber, og hun drejede ansigtet op mod himlen igen.
"Jeg har det fint," svarede hun, og klemte øjnene kortvarigt sammen, da et jag af smerte gik igennem hendes ryg - og så var det overstået. "Det er bare en gammel skade."
Hun vendte sig rundt, så hun stod med fronten til manden, støttende til væggen med en underarm. Under hendes hætte kunne man se øjnene skinne i skyggerne, inden det lykkes hende til sidst at rette sig helt op. Musklerne trak i ryggen, men det var ved at gå over igen. Hun måtte til at skåne den noget mere. Ikke flere flugte over hustage, hegn og andet gejl. Dronningen ville være utilfreds, hvis Macaria ikke kunne bevæge sig rundt på slottet, på grund af den forbandet skadet, som slaget i Manjarno havde givet hende.
Nu stod hun som en sort skikkelse foran manden med hans Fønix. Rank, truende og mørk. Lidt usikker på hans intentioner, lagde hun hovedet lidt på skrå.
"Ved du ikke, det er en dum ide, at være alene i en mørk gyde med en vampyr?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn. "Selv én som mig, kan let miste kontrollen. Du burde VIRKELIG overveje om et håndtryk fra mig er det værd."

[Deleted]

En gammel skade. Et smalt smil gled over Deacons læber. Hvis historierne passede, var han sikker på at skaderne stammede fra hendes angreb på Manjarno. Hun måtte være en umådelig stolt kvinde, hvis hun ikke ville vedkende sig skaderne hun havde pådraget sig, under det som uden tvivl måtte være den største dåd hun havde gjort i sit liv. Og som vampyr, forventede han næsten automatisk at hendes liv måtte have været langt.
”Jeg forventede at De kun ville miste kontrollen hvis jeg gav Dem nogen grund til det.” svarede han godmodigt. Han havde fanget hendes blik, der hendes øjne skinnede under hætten. Han mødte det villigt, og holdt hænderne fremme som for at vise at han kom ubevæbnet. Hvorfor skulle han også gøre hende noget? Han var ikke taget til Dvasias for at lægge sig i kamp med den kongelige rådgiver. Det ville da kun give ham problemer med dronningen! Hun havde støttet sig op af væggen, før hun havde rettet sig op overfor ham. Skaderne plagede hende tydeligvis mere end hun gav udtryk for. ”Mit navn er Deacon Vulcan.” præsenterede han sig selv med et lille buk med nakken. Som på en lydløs kommando sænkede ligeledes føniksen på hans kulder hovedet, før den igen betragtede hende med sine kulsorte øjne. ”Historien om Deres invasion af Manjarno har spredt sig over havet, lady Macaria. Det var faktisk på grund af det, at jeg nu er taget hertil.” Han ville have taget hendes hånd, havde hun gjort mine til at hun ville lade ham. Men der var intet i måden hun så på ham, som indikerede at det ville være en smart idé. ”Det var beundringsværdigt, hvad De gjorde. Virkelig.” På hans skulder gav Ignis en lav, nynnende lyd fra sig, som om han selv stemte i med Deacons rosende ord. Den lave nynnen blev belønnet da Deacon hengivent strøg en finger over fjerene på Ignis’ bryst. ”Men De burde virkelig ikke løbe over hustage på den måde efter sådan en hændelse, min lady. Hvis De er skadet, kan Ignis måske tilbyde sin hjælp?” tilbød han, og Ignis besvarede tilbuddet ved at nynne en tone højere. Deacon lod sit smil vokse en anelse. ”De har vel hørt om fønikstårer, og deres helbredende kræfter?” uddybede han.

[Deleted]

Ohhhh dear. Èn af dem. Macaria hævede en hånd, for træt at massere sin tinding, mens at hun prøvede, at stoppe sig selv fra at rulle alt for meget med øjnene. Tålmodigheden var lige ved at blive brugt op. Hun havde ikke besvaret hans smil, og eftersom han tydeligt vidste hvem hun var, behøvede hun heller ikke at præsentere sig selv.
Dybt tog hun en indånding, og strøg hætten væk fra ansigtet, så det kom til syne i det varme lys fra fønixen.
"Hør her... Deacon. Jeg er glad for, at du syntes det et beundringsværdigt, og jeg er beæret, at du vil hjælpe mig, men jeg behøver ikke hjælp," svarede hun ham opgivende, mens hun slog ud med armene. Der havde været hundrede af dem. Folk som ville hjælpe med skaden, folk der ville lykkeønske hende. De første par dage, havde hun snakket med dem alle, indtil hun nu var blevet træt af det. Skaden var healet, men gjorde stadigvæk ondt. Intet andet end frisk optaget blod, kunne lindre det. Sådan var en sølvforgiftning.
"Lige nu er jeg træt, gnaven og vil virkelig gerne hjem, og drikke mig fuld, indtil jeg falder i søvn, så hvis du vil lykkeønske mig, så skriv et brev eller noget," forklarede hun, og vendte ham ryggen, for at ville gå ud ved den anden side. Hvor smuk en Fønix han end havde, var hun ikke i humør til den slags. Før i tiden havde hun måske fundet tålmodighed og interesse, men ikke længere. Nu lod hun ingen komme ind under huden på sig igen. Fingrene var blevet for meget brændt.

[Deleted]

Smilet forsvandt gradvist fra hans læber. Allerede da hun havde gnedet sin tinding, havde det været tydeligt for ham at hun ikke ville tale med ham. Han var ikke sikker på om det gjorde ham skuffet eller fornærmet. Det ville ikke blive let at få hende til at tale med ham. Faktisk havde han knapt nået at tænke tanken færdig, før hun havde vendt ham ryggen, og var på vej væk fra ham gennem gyden. Efter et sekunds tøven, fulgte han efter hende.
”Jeg tog ikke hertil bare for at lykønske Dem eller tilbyde min hjælp med Deres skader.” fortalte han hende. Han holdt sig på en vis afstand bag hende, så hun ikke skulle føle at han pressede hende. Men om igen, ville det være meget bedre at få hende til at føle sig forfulgt? Sikkert ikke, men hvad andet kunne han gøre? Han havde mødt den kongelige rådgiver, kvinden som egenhændigt havde taget initiativet til at overtage et land, og endvidere givet det videre til dronningen hun tjente. Han vidste ikke om han ville få den mulighed igen, og han var nødt til at udnytte den, mens han havde chancen. ”Jeg kom for muligheden De har skabt for mig her. Muligheder, som jeg håber vil komme til at gavne Dem i sidste ende.” Han måtte vælge sine ord med omhu. ”Lad mig byde på en drink. Bare giv mig muligheden for at tale med Dem. Efter det kan De tage af sted når og hvis De ønsker det.” Han standsede op. Han forlangte ikke mere af hende, end muligheden for at tale med hende. Han drejede blikket mod Ignis, og efter at have givet fuglen endnu et nik, lettede fuglen fra hans skulder og forsvandt mod himlen. Det ville gøre det nemmere for ham at gå ubemærket rundt, og hvis Macaria gik med på hans tilbud, virkede det som om hun selv ønskede at gå ganske ubemærket.

[Deleted]

Med en udmattet lyd drejede Macaria rundt på hælen, så de stod overfor hinanden. I få skridt, havde hun udlignet afstanden imellem dem, så hun pludselig stod foran ham. Der var dog ikke noget truende over det. Folk der kendte Macaria, vidste at hun tit gjorde den slags. Hun var indgående på den måde. Specielt hvis nogle irriterede hende, og skulle have det tydeligt at vide.
Øjnene gled op, og mødte hans. Et hjerte bankede i hans bryst. Han lugtede ikke af noget specielt. Der var intet arrogant over ham, og han havde endnu ikke pralet. Altså... dæmon. En ambitiøs én af slagsen, men han var langt fra den første, som var kommet til hende, for at bede om et job. Langt, langt fra.
Øjnene vandrede op og ned af ham, inden at hun med et suk, gjorde et kast med hovedet.
"Jeg kender et stille sted, hvor vi kan få noget at drikke. Du betaler," svarede hun ham kort for hovedet.

Hun førte ham med sig gennem byen. Lige så snart de var tråd ud af gyden, havde hun trukket hætten over sit hoved, så hun ikke ville blive genkendt. Berømmelse havde sin pris.
Der var et gammelt sted. Det var knap en kro, men måske mere bare et sted over en skobutik. Macaria havde fundet det på én af sine mange søvnløse nætter, hvor arbejdet havde efterladt hende fyldt med tankestrømme.
Man skulle ind i en smal passage, op af en trappe, og så ind af en stærk egetræsdør, før man kom ind. Ikke mange kendte til stedet. Slet ikke adelige eller rige folk. Her kunne Macaria være sig selv, uden dømmende blikke eller politiske stridigheder. Dem der drak her, kendte hende. Hun havde danset med dem, sunget med dem, drukket med dem.
Da hun trådte ind med Deacon efter sig, hilste de smilende på hende, men pressede sig ikke på... som visse andre.
"Vernon! Et glas blandet til mig - så stærkt som du tør, og en whisky til dæmonen," råbte hun tværs gennem stedet, og bartenderen hævede det glas, han havde været ved at tørre af, som tegn på han havde hørt hende.
Macaria satte sig ved et bord tæt på et vindue, hvor de kunne kigge ud på byen under dem, hvor folk festede. Hun trak hætten af, og løsnede kappen.
"Så... hvad vil du snakke om? Jeg lytter kun indtil mit glas er tomt, så...du må hellere gå i gang," fortalte hun ham, og lænede sig godt tilbage i stolen med armene afventende over kors. Det hjalp lidt på hendes humør, at være i et fredeligere sted.

[Deleted]

Måden Macaria hastigt var trådt tæt ind til ham lod ikke til at røre Deacon det mindste. Eller så var han bare god til at skjule sine reaktioner. Ikke desto mindre så han ned på hende med et mildt udtryk i ansigtet, som bredte sig i et smalt smil da hun så ud til at give efter. Han fulgte efter hende ud af passagen, og lod hende vise vej.
Vejen til det noget afsidesliggende værtshus – eller hvad man nu skulle kalde stedet – havde for Deacon virket som en sand labyrint gennem Rimshia Citys smalle passager og gyder. Men han havde lydigt fulgt efter Macaria, og da de trådte indenfor den tunge egetræsdør, blev han omgående rammet af lyden af musik og sang. Der var folk der dansede midt i rummet – nogen mere succesfulde end andre – og manden Macaria havde kaldt Vernon havde tilsyneladende været i en samtale med en anden kunde, da de trådte ind. Det var tydeligt at Macaria havde været derinde før. Og han kunne dårligt bebrejde hende for det. Det virkede som et afslappende sted. Og måske var det lige præcis det, Dvasias’ kongelige rådgiver i tide og utide behøvede?
Han satte sig ned på pladsen overfor hende, og lod selv kortvarigt blikket glide ud af vinduet på byen under dem. Det fandt dog hurtigt vej tilbage til Macaria igen. Hun virkede lidt mildere stemt end hun havde gjort i gyden. Han håbede den udvikling ville fortsætte.
”Jeg er som sagt kommet hertil på grund af udvikling mellem Dvasias og Manjarno.” startede han med et roligt smil, mens han lænede sig lidt hen over bordet. ”Jeg ved hvordan det er i et land som lige er blevet invaderet. Ligesom jeg ved hvordan det er i et land som lige have lykkedes i en invasion. Der er fester og fejring, ja – men der er også kaos. Specielt i Manjarno.” Hans blik vendte sig mod Vernon da han kom med deres drikke, og placerede en whisky foran Deacon og et glas foran Macaria. Deacon stak Vernon betalingen, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til Macaria. Hun havde givet ham en tidsramme, og han havde ikke tænkt sig at forspilde sine chancer. ”Kaos udgør en mulighed for mig. Jeg er en forretningsmand, blandt andet. Jeg håbede på at kunne tilbyde Dvasias min hjælp med at gendanne orden i det gamle Manjarno. Jeg er sikker på at De og Dronningen allerede er i gang med det arbejde, men jeg håbede De ikke ville sige nej til en ekstra hånd.” Han var ikke vant til at skulle gå så direkte til sagen. Men Macaria virkede som typen der mente, hvad hun sagde. Og hvis hun nåede at drikke ud før han nåede til sagens kerne, ville hans chancer være spildt.

[Deleted]

Et støn forlod Macarias læber ved hans ord, og hun tog glasset op til munden, for at tage nogle store slurke. Fantastisk. Ikke mindre end fantastisk! Hun sænkede glasset fra sine læber. Drikken var den perfekte blanding af blod og alkohol. Stærk så hun rent faktisk kunne smage spritten, men blandet tilpas op til at hun ikke ville kaste op af det.
"Okay... okay..." sukkede hun, for at få ro på sig selv, mens hun strøg fingrene igennem håret. Selvfølgelig var det her spild af tid. Det meste var. Hun lænede sig frem over bordet, og støttede sig til bordet med underarmene.
"Hvorfor tror du jeg er her i Dvasias, og ikke i Manjarno?" spurgte hun ham utålmodigt, og vendte sine håndflader op. "Fordi at jeg ikke regere over Manjarno, eller har nogen bemyndigelse over det længere. Jeg gav det hele væk til Dronningen, som gav det videre til Enrico - hendes tidligere rådgiver - der agere, som hendes repræsentant. Hvis du vil snakke om Manjarno, skal du kontakte ham. Ikke mig."
Bare det at sige hans navn, fik hende til at mærke den kolde klump i maven, men hun prøvede på at holde den skjult for Deacon, bag en utilnærmelig maske. Enrico var i Manjarno sammen med Noelle, mens hun var her i Dvasias. Alene, forkrøblet, og skadet. Livet var uretfærdigt.
Hun trak sig tilbage, greb om glasset, og tog nogle store slurke. Hvis bare hun kunne drikke så meget, at hun ville glemme det meste, inden hun faldt i søvn. Drømmene havde været alt for meget mareridt på det sidste. Selvfølgelig ud over den drøm, som Ian havde skabt til hende. Forbandet magiker.
"Så... jeg kan ikke hjælpe dig. Beklager. Jeg arbejder KUN indenfor Dvasias områder," afsluttede hun med et bittert smil.

[Deleted]

De store slurke Macaria tømte i sig bekymrede ham. Det gjorde kun hans tid med hende så meget kortere. Endvidere så det ikke ud til at han havde valgt sine ord med nok omhu. Han tog en slurk af sin whisky, mens han betragtede hende. Hun så ud til at være i sine egne tanker, men han kunne ikke se på hende hvad de indebar. Det var dog tydeligt på hendes bitre smil at der var noget der gik hende på. Og måden hun havde sagt ’kun’ havde gjort ham opmærksom. Måske havde hun ikke selv lyst til at sagerne var, som de var? Var hun blevet begrænset til kun at have en indflydelse i Dvasias, og ikke i det gamle Manjarno?
”Hvis jeg udelukkende ville have samlet stykkerne op i det gamle Manjarno, ville jeg have taget direkte til Manjarno i stedet for Dvasias.” svarede han. ”Manjarno er blevet en del af Dvasias, det har De selv sørget for. Jeg kan ikke tilbyde mine tjenester i Manjarno, uden at det kommer til at påvirke Dvasias. Jeg har allerede tilbydt at drive forretninger med en meget ambitiøs dødsengel.” Han smilede let for sig selv ved tanken. Zean havde været noget nemmere at tale med en Macaria var. Men som rådgiver måtte hun vel også være desto mere påpasselig med hvad hun sagde og gjorde – og ikke mindst hvem hun indgik nogen form for aftaler med. ”De har måske ingen myndighed i det gamle Manjarno – hvilket jeg ærlig talt synes er en fornærmelse overfor Dem – men De har i Dvasias. Alt jeg beder om er en udstrakt hånd. Hvad der gavner Manjarno, vil gavne Dvasias. Det er vel hvad De selv ønsker?” spurgte han sigende.

[Deleted]

En ambitiøs dødsengel? Det fik med det samme Macaria's opmærksomhed, og hun rettede blikket direkte mod ham. Et lille smil bredte sig over hendes læber. For at være ærlig kunne hun ikke se, hvad det var Deacon ville have fra hende, men det at han havde gjort forretninger med Zean, betød at han var okay.
"En ambitiøs dødsengel..." sukkede hun med en lille latter. "En hvis Zean Forsyth, går jeg ud fra? Well... hvis han laver forretninger med dig, kan jeg vidst også sikkert gøre det. Jeg ved dog ikke, hvad du vil have fra mig, eller hvad du vil?"
Hun kunne mærke hvad det her gjalt om. Arbejde. Det var arbejde. Derfor kunne hun ikke drikke sig fuld i alkohol, hvis hun skulle tænke klart omkring det her. Pokker stå i det! Deacon havde virkelig ikke fanget hende på den gode side. Langt fra.
Hun hvilede sig tilbage mod stolens ryglæn, for også at skåne ryggen, mens at hendes blik hvilede tung på Deacon. Selvom han smilede en del, gengældte hun dem aldrig. Ikke nok med at han ville snakke arbejde, når hun lige havde fået fri, så gjorde ryggen ondt, hun havde haft en dårlig uge, og var på ingen måde interesseret i selskab på nuværende tidspunkt.
"Vil du lave handel mellem Dvasias og Manjarno? I kontakt med købere? Hvad vil du have, og hvad tror du jeg kan gøre ved det?"
Faktisk var hun blot rådgiver. Hun gik til dronningen med sager, fik accept, og gik så tilbage og fik det ordnet. Det var hendes job. Frem og tilbage. Men hun var fandens god til det! Derfor havde hun sagt nej til Manjarno. Hun var ikke en hersker. Hun var en skyggedanser.

[Deleted]

Et øjenbryn fløj i vejret i panden på ham, da Macaria, ganske korrekt, sagde Zeans navn. Hans smil voksede alligevel en smule, og han betragtede hende let over kanten af sit glas da han tog nok en slurk af sin whisky.
”De kender ham.” Det var mere en konklusion end et spørgsmål, men tonen i hans ord var varme. Hun virkede med ét meget mere åben for at tale med ham. Det fik ham til at slappe mere af, og han satte sig lidt bedre til rette. Det fik ham dog også til at spørge sig selv om hvor godt hun kendte Zean? Han havde virket som en intelligent mand, når først man havde vænnet sig til hans højrøstethed. Det var svært at forestille sig en mand som Zean og en kvinde som Macaria i samme selskab.
Ikke desto mindre smilede Macaria stadig ikke. Det var kun det lille smil hun havde formet, da han havde nævnt Zean, og den lille latter hun havde givet fra sig. Efter det, var hendes ansigt nok en gang ulæseligt. Det var en god egenskab når man forhandlede med nogen – for hendes del. For Deacon gjorde hendes ulæselige mine det kun sværere at tolke hvad hun tænkte. Det var ikke til hans fordel.
”Handel, blandt andet.” bekræftede han. ”Men mine forretninger standser ikke dér. Jeg investerer mine penge i alle mulige foretagende. Jeg forventer at krigen har krævet af Dvasias’ ressourcer, og jeg er villig til at bidrage med at genvinde det tabte – og mere til.” Deacon vidste hvor tæt på Procias Dvasias pludselig var kommet efter at have overtaget Manjarno. Hvis der skulle opstå fuld krig mellem de to lande, ville det land som havde de bedste ressourcer – om det så var i form af kampdygtige soldater eller andre råvarer – være landet som kom sejrende ud. ”Men jeg kan ikke gøre det uden hjælp. Jeg må finde de steder hvor jeg kan investere mine penge, og tilbyde mine tjenester. Jeg forventer ikke at De udfører handlen for mig, blot at De peger mig i den rigtige retning.” forklarede han. Alt han behøvede var de rigtige navne. Zean havde været en god start, med hans plan om at overtage Paggeija som et nyt hjem for dødsenglene. At hjælpe dødsenglene ville placere ham i deres kridthus – men det var ikke godt nok. Hvis han derimod kunne gøre hele landet en tjeneste, kunne han håbe på at komme ind i kridthuset hos de kongelige. ”De er rådgiver for de kongelige. Dronningens højre hånd. De må vel vide hvor jeg bedst kan investere mine penge for at gavne Dvasias bedst?” uddybede han yderligere. Som rådgiver burde hun vel også have en vis anelse om hvem der kunne stoles på, og hvem han burde undgå. Der var intet han hadede mere end at spilde sine penge, eller sin tid – hvilket også gjorde at han håbede han ikke spildte hendes tid med dette.

[Deleted]

Macaria hævede et øjenbryn, mens at hun betragtede ham. Den her mand, havde virkelig ikke sine informationer i orden overhovedet. Det var næsten synd for ham. Hun drak af sit blod blandet med alkohol, inden at hun satte glasset fra sig.
"Dine fakta er forkerte," fortalte hun ham lige ud. "Dvasias mistede ingen ressourcer på slaget. Det var meningen med at det hele blev gjort sådan. Ingen hær, ingen langvarig kampe, ingen overproduktion af våben, eller transport af mad. Det hele skete på en nat. Ja... så god er jeg."
Hun drog et suk, og lænede sig tilbage mod stolryggen, mens hun flyttede blikket ud mod vinduet, hvor folk stadigvæk festede løs. Deacon var håbløs for hende, men nu hvor hun sad her, kunne hun lige så godt pege ham i den rigtige retning. Det her var dog ikke noget, hun plejede at bruge sin fritid på.
"Hold dig fra warlockerne - specielt deres forretningsfolk. De er farlige, og vil bruge det til deres eget formål. Dødsenglene var et godt valg. De trænger til støtten. Jeg vil også anbefale dig at lægge pengene i skolerne. Vi har brug for flere, åbne skoler, hvor børn af enhver status, kan få undervisning," fortalte hun, og lagde hovedet i den ene hånd, mens hun overvejede, hvilken råd hun ellers kunne give ham. "Manjarno er det sted, hvor vi mest har brug for pengene, derfor vil det være bedst, at du snakker til Enrico. Han har et overblik. Vi skal have fat i flere handelsruter mellem Dvasias og Manjarno, så de to lande, kan blive smeltet sammen til et. Lig også penge i våbensalget. Hvis Procias angriber, har vi brug for flere våben."
Hun tog en unødvendig, dyb indånding, og vendte igen blikket mod Deacon. Et lille smil bredte sig på hendes læber.
"Det er alt hvad jeg kan give dig, på stående fod, med alkohol i blodet, og uden mine notater. JEg ville anbefale dig, at du næste gang, holder dit til slottet, hvor jeg arbejder, i stedet for at opsøge mig i min fritid. Guder... jeg er lige kommet hjem fra krig." Hun grinede smittende.

[Deleted]

For én gangs skyld var overraskelsen synlig i Deacons ansigtsudtryk. Han stirrede på hende, som om han forventede at hun skulle afsløre at det bare var en spøg. Men i stedet satte hun sig tilbage mod stolryggen, og gjorde ingen mine til at sige mere om den sag. En enkelt nat? Til at overtage et helt land? Sandt at sige havde Deacons information om Manjarnos tilstand før overtagelsen været meget sparsom. Han havde kun hørt om selve kampen. Om dragen. Om hvordan slottet var faldet sammen i en samling murbrokker omkring alle som havde overlevet det. Han havde vel forventet at det havde været en længere operation, men her sad hun og fortalte ham at det kun havde taget en enkelt nat.
”Imponerende.” Det måtte siges. Hvis han havde været imponeret over Macaria før, var han det desto mere nu.
Han lyttede opmærksomt til hendes råd, og nikkede tavst. Warlockerne? Hvad kunne der være så farlige i dem? Sure, de havde deres mørke magi, men havde enhver race ikke deres farlige træk? Still, det ville måske være det klogeste valg at lytte til hvad Macaria havde at sige. Hun måtte vel vide hvad hun talte om.
Han måtte sluge et suk, og tømte sit glas med whisky. Så måtte han vel alligevel tage turen til Manjarno, og tale med denne Enrico. Der var vel ikke andet at gøre. Et let smil gled alligevel over hans læber ved hendes sidste kommentar. Hendes latter havde været befriende. ”Jeg vil nu påstå at jeg mere snublede over Dem, end opsøgte Dem.” Han sendte hende et sigende smil, inden han nikkede. ”Jeg forstår. Næste gang skal jeg nok kontakte Dem under mere… formelle forhold. Forhåbentligvis på et tidspunkt hvor jeg har mere at tilbyde Dem.” Han sendte hende et høfligt smil. Han kunne vel heller ikke forvente at havne i kridthuset hos alle så tidligt. Nej, han måtte arbejde for det. Ikke noget som gjorde ham det mindste. ”Jeg har sikkert taget nok af Deres tid, lady Macaria. Jeg vil benytte mig af Deres råd. At gøre noget andet ville være idioti.” Et kort, charmerende smil fløj over hans læber, men han trak det i sig igen. Der var ikke rigtig mere at tale med hende om. Ikke endnu, i hvert fald. Måske senere, når situationen havde ændret sig. ”Jeg går ikke ud fra at De behøver nogen eskorte tilbage til slottet.” Også dette var mere en konstatering end et spørgsmål. Han rejste sig fra sin stol, så på hende, og rakte roligt sin hånd frem til hende. ”Det var en glæde at møde Dem, lady Macaria. Jeg håber det kan gentage sig, under lidt bedre omstændigheder.” Han sendte hende et sigende smil. Hun havde været afvisende overfor ham helt fra starten – og han kunne dårligt bebrejde hende, hvis hun endnu ikke var kommet sig over skaderne.