A war is upon us...!

[Angelique Amalani Darcy]

Alle de følelser af had og foragt var følelser som hun havde bearbejdet efter hun var kommet tilbage. Hun ville det ikke, hun ville bare have et liv hvor hun kunne se sin far og det kunne hun nu. Hun var lykkelig for at hun kunne sidde sammen med ham på denne måde og føre en normal samtale uden bare at ønske sig langt langt væk. Det var virkelig skønt og hun elskede det virkelig. "Det tror jeg du har ret i. Vi vokser jo alle med alderen, gør vi ikke?" sagde hun og lod et lille grin undslippe hendes læber. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Hun blinkede let drillende til ham. "Se lige nu er han blot en bekendt men hvis det bliver mere så skal jeg nok tage ham med hvem sådan så du kan se ham." Der var intet mellem hende og Carlisle men hun fandt ham utrolig spændende selvom hans intimiderede hende en smule med sit intellekt. Han var utrolig klog.

Angel kunne mærke frygten i hans indre. Det var virkelig ubehageligt at det var hendes skyld at han havde det sådan men hun kunne bare virkelig ikke blive siddende hjemme når hun kunne gøre noget stort derude. At han disideret nægtede hende at tage afsted denne gang fik hende til at ryste stille på hovedet. Hun kunne mærke på ham at han var ved at blive desperat. Før i tiden ville hun have råbt og skreget af ham og så bare være taget væk men nu så ønskede hun virkelig bare at kunne snakke det ud med ham. "Du har aldrig været ligeglad med mig. Hver gang jeg har løbet ud har du været bange for at jeg ikke skulle komme hjem. Det er sådan en far skal have det men det ændre ikke på det faktum at jeg er nød til at tage derud og hjælpe. Du elsker det her land selvom dets indbyggere kigger på dig med foragt for din race. Du vil beskytte Procias fordi det er dit hjem ..... Det er også mit hjem. Det er også mit folk, mine venner hvis liv bliver hærget af denne krig. Hvorfor skulle jeg slippe når de ikke kan? Jeg vil ikke bare sidde tilbage og se til mens mit hjem bliver overløbet af nogle magt gale skabninger som kun ønsker at se os lide. Hvis der var en fredelig løsning på det her så ville vi søge den men det er der ikke og derfor er jeg nød til at søge ud. jeg vil give Procias den bedste mulighed for at forsvare sig ...... sådan så vi begge to kan komme hjem igen" endte hun roligt og sendte ham et beroligende smil. Hun var stædig som han var men denne gang også standhaftig. Hun ville det her, hun ville ikke bare blive siddende hjemme om det så var med eller uden hans velsignelse.

[Marius Amalani Darcy]

At snakke løst og fast med sin elskede datter om tingene, var selv for Marius utrolig rart. Det var det som han havde manglet dengang hun havde været yngre. Et stille smil passerede hans læber, selvom han stadig for alt i verden, forsøgte at holde tænderne mere skjult. Han ville jo heller ikke ende med at gøre det ubehageligt for hende eller noget lignende. "Du er bare blevet en kende for stor, min pige," sagde han med et let smil. Han følte stadig at han havde misset så forbandet meget, og det var det, som virkelig var underligt. At hun så derimod havde mødt en mand, som tilsyneladende var spændende nok at nævne for ham nu, var det vel fordi at det var en mand som hun kunne lide? Det var det eneste, som rent faktisk betød noget for ham. "Jeg må sande, at jeg er spændt på hvad det er for en mand, min pige.. Du gør mig nysgerrig nu," sagde han med et stille smil på læben.

Krigen var oppe over dem, og at hun ville deltage, var bestemt ikke en tanke som Marius brød sig om i det hele taget! Faktisk var det noget, som han var stik imod lige nu! Han rystede på hovedet, inden han vendte blikket mod hende. Hun havde sin argumentation i orden. Hvor han dog hadede det! Han trak vejret dybt. "Jeg har forståelsen for, at du gerne vil beskytte hvad du holder kær, Angel... men så lad mig gøre det samme.. Jeg har dig kær, og jeg vil virkelig ikke have, at noget skal ske dig.." Han vendte blikket mod pejsen. Hans hud var virkelig askegrå.. var det blodet? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han igen vendte sig mod hende. "Jeg vil bare ikke have at noget skal ske dig.. Jeg vil ikke kunne klare at lægge dig i graven igen. Jeg ved at folk i forvejen ser skævt til mig, og jeg tager ikke derud med mine frie vilje. Jeg har bare ikke noget valg." Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hans hænder var så knyttet, at de var begyndt at ryste. Han ønskede slet ikke, at det var noget som skulle ske.. det var hun simpelthen for værdifuld for ham til.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig godt lide det her. Det var lidt ligesom at have fået en ven som man bare kunne fortælle alt til, eller næsten i hvert fald. Hun havde savnet at have sin far da hun var lille, også savnet at have ham at komme til for råd. Nu var hun voksen og havde måske ikke nær så meget brug for ham mere men dog behøvede hun ham stadig. "Jeg tror bare jeg slægter min far på i visdom" sagde hun drillende og løftede let sin ene hånd og prikkede ham på næsen. Angel havde mødt en og det var ikke fordi hun som sådan havde nogle følelser eller noget for denne mand men der var alligevel noget som tiltrak hende ved ham. Hun ville endnu ikke fortælle hvem det var fordi hun endnu ikke vidste hvad det ville føre til og så var han jo en mand af høj status. "Lige nu er han bare spændende, ikke så meget mere. Jeg håber dog på at se ham igen næste gang jeg søger ud for at læse. Han er nemlig ikke herfra egnen" fortalte hun roligt.

Krigen var ved deres dør og hun ville ikke bare sidde og se andre dø for hendes beskyttelse. Hun ville kæmpe, hun ville slås for sit land. Hun var ikke voldelig anlagt, hun afskyede vold men hun ville gøre alt for at holde Procias sikkert. Hun vidste at det pinede ham at det var det hun ønskede, han ville beskytte hende og det kunne hun godt lide men hun var ikke et barn mere og hvis hun havde været en dreng skulle hun med under tvang. Det var ikke anderledes. Hun så hvordan han blev helt grå i ansigtet. Var det virkelig så slemt for ham eller var der noget andet der trykkede? Hun gik roligt hen til ham og tog fat i hans rystende hænder. "Du er nød til at sætte dig ned. Du ser ikke ud til at have det så godt" mumlede hun stille og begyndte forsigtigt at hive ham med sig hen til sofaen sådan så han kunne dumpe ned i den. "Jeg ved at du er bange, jeg ved at du bare gerne vil have at jeg skulle blive hjemme og lade Chili beskytte mig men det kommer ikke til at ske. Det er ikke den jeg er. Jeg er færdig med at smide ansvaret fra mig og færdig med at lade andre kæmpe mine kampe. Denne gang er det min tur til at kæmpe for det jeg har kært. Jeg ved at du intet valg har, jeg ved at du hellere ville blive hjemme. Jeg har et valg og jeg tager det valg i min hånd. Jeg vælger et liv med lyset i mig, i stedet for et liv hvor jeg vil miste lyset." Hun bed sig stille i læben og vendte blikket i hans retning. "Mit valg er at jeg ønsker at kæmpe for lyset, for mit land, for min familie, for dig" hviskede hun stille og lod sine blå øjne møde hans.

[Marius Amalani Darcy]

Selvom Angel nu var blevet stor, så var det betryggende, at vide, at hun endnu havde brug for ham, og det var det, som han synes var lidt det vigtigste af det hele. Han sendte hende et smil. "Giv mig et øjeblik, til at finde ud af, om det er en god eller en dårlig ting," sagde han med et smil på læben. Sandt at sige, at han jo elskede og forgudede sin datter, og det havde han altid gjort, selvom det ikke havde været gengældt før nu, vel og mærke. Hans arme hvilede omkring hendes skikkelse, inden han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Selv nu hvor hun pludselig var blevet så stor, at hun faktisk så sig om efter mænd, var nok lidt det, som pludselig måtte komme lidt bag på ham. "Og du vil ikke fortælle mig, hvem denne mand er? Særligt når det er en du har mødt i Apterta.." endte han sigende.

Marius var begyndt at ryste, hvilket ikke rigtigt var noget, som han kunne gøre noget ved. Det var egentlig ganske frygteligt, at det var på den måde, for han kunne ikke gøre noget ved det! Tænderne bed han fast sammen, inden han lod hende tage hans hånd og førte ham tilbage til sofaen, hvor han satte sig. Hvad var der galt med ham? Han havde det egentlig heller ikke godt, men en vampyr kunne da ikke blive syg, kunne de? Han lukkede øjnene for et kort øjeblik.
Marius' blik hvilede på hendes skikkelse. Kunne hun ikke forstå, at han ikke ønskede at der skulle ske noget med hende? At han ikke ville have hende ude i fronten i frygten for, at han ville miste hende, og særligt fordi at han vidste, at chancerne for at det skulle ske, i forvejen var utrolig store. "Jeg respekterer dig for dit ønske om at gøre en forskel for dem som du elsker og holder af, men krigsmarken er bare ikke stedet, som jeg ønsker at du skal gøre det på, Angel.. Det er virkelig farligt derude.. og jeg vil ikke miste dig en gang mere." Sandt at sige, at hun var noget af det sidste som han havde. Han havde Cassie, hende og hans barnebarn Marcianus.. Resten havde han jo allerede mistet, og det var bestemt ikke meningen at fædre skulle gravlægge deres børn! "Jeg vil ikke have at du tager derud.." fastholdt han med en mere stædig stemme. Han ville bare ikke have det.

[Angelique Amalani Darcy]

På nogle punkter lignede Angel virkelig sin far og selvom hun aldrig havde sagt det før så kunne hun godt lide det. Hun var stolt af at hun var som han fordi det betød at hun var på vej en smule i den rigtige retning. hun grinte mildt og puffede let til ham ved hans kommentar. "Det er da en god ting altså!" sagde hun morende og gav ham et kram. Hvor var det virkelig dejligt at tilbringe tid sammen med ham på denne måde. Det var helt rart at have et forhold til sin far igen. Hun kunne ærligt sige at hun havde savnet ham. Hun kunne mærke at han gerne ville vide hvem denne fremmede var men hun gjorde ikke andet end at blinke til ham. "Det er min lille hemmelighed lidt endnu. Du må vente." Hun ville egentlig gerne søge til Apterta for at læse igen, det var jo ikke meget hun fik læst sidst. Hendes blik søgte ham igen og hun bed sig kort i læben. "Jeg har egentlig haft lyst til at spørge dig ..... ligner jeg egentlig mor? Jeg kan slet ikke huske om vi nogensinde snakkede om det før min bortgang" sagde hun stille men nysgerrigt.

Krig var farlig. Chancen for at man ikek vendte hjem igen var stor og denne gang så de ud til at være endnu mere voldsom. Alle vidste at der blev pønset noget i mørket og deres overtagelse af Manjarno havde virkelig kun gjort det hele meget værre. Det var også derfor Angel ønskede at hjælpe til. Dette var en kamp som nok ikke kunne vindes og hvis den skulle så skulle alle ledige hænder hjælpe til. Hun var ledig og hun kunne hjælpe go det var det hun ville gøre. Hun førte ham tilbage til Sofaen og lod hånden glide over hans pande. Selvom alt dette healing stadig var nyt for hende så havde hun fået fingerfærdighederne rigtig hurtigt men hun kunne ikke fornemme noget galt med ham. Han var ikke som sådan syg, ikke fysisk i hvert fald og ikke hvad hun kunne mærke. "Far, dette er mit valg og mit valg alene. Jeg gør dette fordi jeg er i stand til det. Jeg ønsker ikke at Procias falder og jeg og Chili kan hjælpe" sagde hun stille og strøg hans kind som hun stod foran ham. Hun sukkede stille, hun ville virkelig ønske at han forstod det. "Du kan ikke bestemme over mit liv mere, det er mit liv og mit valg. jeg kan kun håbe på at du ikek vil have mig når jeg tager dem. Jeg er nød til at gå i seng. Jeg skal ud og læse igen, min sidste tur til Apterta City var ikke så berigende angående min læsning. Du burde hvile dig. Du har det ikke godt." Hun sendte ham et smil. Gav ham et kram og begyndte så roligt at gå mod døren for at søge op til sit værelse. Dette emne var udebatteret og hun havde brug for søvn hvis hun skulle den tur igen snart. "Godnat" lød hendes blide stemme før hun forlod rummet og søgte til sin seng.

//OUT

[Marius Amalani Darcy]

At have fået et bånd og et forhold til sin datter, var uden tvivl det som betød mest for Marius lige nu, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Han havde savnet det. Armene gled om hende, og med et smil på læben. Han kunne nemlig godt styre blodlysten. Det var han faktisk god til. "Det må jeg jo finde ud af," sagde han drillende. Nu hvor hun altså ikke ville fortælle ham hvordan de ting med denne yndige og hemmelighedsfulde herre måtte hænge sammen, så måtte han altså godt drille hende lidt! "Jeg forventer og kræver, at du fortæller mig det," sagde han med et smil. Dette falmede dog en anelse, som hun endte med at snakke om sin mor. Han trak vejret dybt, dog selvom det ikke var ham en nødvendighed. "Du er som en tro kopi af din moder i hendes unge dage, Angel. Det er noget som du kan være stolt af," sagde han med en rolig stemme. En mere hjertevarm kvinde, skulle man godt nok søge længe efter.

Krigen var oppe at vende for dem alle sammen, og det var slet ikke en tanke som Marius brød sig om, og da slet ikke hvis hans datter havde tænkt sig at deltage i den! Han bakkede tilbage til sofaen, hvor han satte sig. Han havde det ikke godt.. Kunne en vampyr blive syg? Ikke som han kunne huske i hvert fald.. Ikke som han havde erfaret på denne her måde. Han lukkede øjnene let, mest i et forsøg på at samle sig bare en smule om tingene. "Jeg ønsker ikke at noget skal ske dig... Angel, du er virkelig noget af det mest værdifulde jeg har.." Han vendte blikket mod hende. Han var normalt ikke så nemt til følelser, men lige dette, var uden tvivl noget, som gjorde forbandet ondt, og det kunne han heller ikke ligefrem gøre noget ved. Han kunne ikke bestemme over hende.. hun var voksen, og alt, så hun havde endda også sin egen stemme nu. Hvor var den tanke da direkte forfærdelig! "Det vil slå dig ihjel, Angel... det må du ikke.." Hans blik gled mod hedes skikkelse, som hun valgte at kutte den af, for at komme i seng. Han rystede let på hovedet og tog sig til det. "Godnat.." endte han dæmpet. Den sag var bestemt ikke uddebateret for ham endnu!

//Out