A war is upon us...!

[Marius Amalani Darcy]

Angelique Amalani Darcy - Marius Amalani Darcy

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Marius endelig kunne slå øjnene op igen. De var fuldstændig blodrøde.. Han vidste ikke hvad der skete med ham for tiden, men han havde det bestemt ikke særlig godt. Tænderne bed han fast sammen, inden han tvang sig ud af kisten. Cassie sov ved hans side, så han forsøgte at gøre hvad han kunne for ikke at vække hende. Endnu var der meget som hun skulle vænne sig til, og den nye døgnrytme særligt.
At vågne ved hendes side, var ganske enkelt en fantastisk følelse. Han elskede den, og han følte sig.. elsket.. For første gang i utrolig mange år. Særligt efter alle de problematikker, som han havde haft at skulle slås med, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.

Huset var stille, da Marius endelig kom nedenunder. Her var mørkt, også selvom det ikke var noget problem for ham at se i det hele taget. Faktisk kunne han godt lide det, og det var noget som fik ham til at slappe af. Selvom han stort set var død, når han gik i seng og skulle hvile, så var han præget af uroen, og særligt efter alt det som var sket i Manjarno.. som nu ikke rigtigt hed Manjarno længere. Han kunne bestemt ikke lide den tanke!
Han nåede pejsestuen.. Her var stille.. Næsten for stille. Igennem de sidste dage, havde han da om ikke andet, kunne høre Chili udendørs, så han vidste, hvad han havde at forholde sig til. Generelt i landet her, var stemningen frygtelig tung, og det var noget som selv måtte vække en uro og bekymring ved Marius. Særligt fordi at han jo nu havde en familie, som han også skulle beskytte, og det ikke var noget som bare kom af sig selv. Han var virkelig bange for hvad konsekvenserne ville være. Hans mimik var alvorlig.. men dog næsten tom for følelser. Han var præget af en uro, som han ikke vidste han skulle gøre med. Den blodrøde kåbe lukkede han tæt omkring sig, selvom han ikke frøs. Det var stadig helt underligt for ham, at have det på denne her måde.

[Angelique Amalani Darcy]

Mørket var faldet over landet som et tæppe selvom Angel ikke havde bemærket det. Hun havde ligget op af Chili og var endt med at falde hen. Hun var endelig vågnet igen med søvnige øjne og et lille gab. Hun havde sagt godnat til Chili, kysset hans snude før hun havde søgt indendøre igen. Der var stille, der var altid stillen om natten far det var kun hendes far som var oppe på denne tid. Hun gabte en gang mere mens hun søgte op på sit værelse. Hun havde brug for at få noget andet tøj på. Mens hun gjorde sig klar til at gå i seng begyndte hendes tanker at vandre. Krigen kom nærmere, Procias var i fare. Hun ville gøre noget, hun ville ikke bare sidde stille. Hun bed sig stille i læben og stoppede op. Hun ville ikke bare se til mens landet blev angrebet. Hun kunne gøre noget for folket og det var det hun ville. Hun knyttede næverne, greb sin kåbe og søgte mod døren for at komme neden under. Hun ville se sin far, snakke med ham om det selvom hun ikke regnede med at det ville falde i god jord overhovedet. Hun smed kåben oversig og søgte neden under.
Hun gik stille frem rum til rum. Hun kunne ikke umiddelbart fornemme hvor han var før hun nåede pejsestuen. Hun stoppede op i døren og betragtede ham igennem mørket. Hun kunne ikke se så meget, hendes syn var ikke forstærket i mørket mens hun kunne dog svagt se hans omrids. "Far?" spurgte hun dog alligevel mildt før hun trådte indenfor og lukkede døren efter sig. Hun lænede sig roligt op af dem og sendte ham et lille smil, hun vidste jo at han ville være i stand til at se det.

[Marius Amalani Darcy]

Dagene var lange, og nætterne var det samme. Egentlig en ganske ensom og trist tilværelse for Marius, hvis han selv skulle sige det, men det var bedre end alternativet. Han var et hadet væsen i forvejen, selvom Procias i princippet var direkte afhængig af hvad han kunne skænke dem, og det var lidt det, som var hans trumfkort.
Selv blev han stående nede i pejsestuen. Lyden af hjerteslag, var det første som ramte ham. Det var ikke Cassie, for han kunne genkende det. Hendes havde en ganske særlig rytme. Han hævede hovedet en anelse. Selvom det var mørkt, så havde han intet problem i at se. Som stemmen lød, drejede han blikket. Det var hans datter.. Den eneste, som han rent faktisk havde tilbage. "Angel.. Jeg troede, du lå og sov nu," sagde han roligt. Han sendte hende et smil. Selvom man ikke kunne påstå at hans liv med hans familie havde været præget af glæde, lykke eller noget som bare måtte mine om det, så var det rent faktisk hårdt. Stort set alle havde arbejdet imod ham på den ene eller den anden måde, ellers havde han mistet dem undervejs. Af en eller anden grund, så havde der aldrig været nogen gylden mellemvej i det henseende. Han vendte sig om, og stillede sig i stedet for med fronten mod hende. "Lad mig tænde op.." sagde han endeligt, inden han søgte til pejsen, som han begyndte at arbejde med. Selvom han ikke var meget for ild, så gjorde han absolut alt hvad han kunne for den lille familie som han havde, dog selvom man bestemt ikke kunne påstå, at den var særlig stor længere, for det var den da godt nok heller ikke. Det tog ham ikke lang tid, at få den første flamme til at tage fat, og inden længe, ville en varme brede sig i rummet. Han tænkte jo ikke rigtigt over det. Hverken kulde eller mørke generede ham eller hans levevis.. Kun den absolutte stilhed. Han vidste jo godt, hvad de havde i vente efterhånden.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at hendes far virkelig ikke havde det let. Befolkningen hadet ham som de hadet alle andre mørkevæsner i landet. Selv havde hun været en af dem men nu så ville hun bare gerne tilbringe tid sammen med ham. Det var virkelig svært for hende, hun ønskede jo at være oppe med ham, snakke med ham og være sammen ham. Hun ønskede at indhente noget af alt det som hun havde forsømt i sin barndom men hvis hun også skulle sørge for Chili og med alt det andet hun ville så var det svært at få det hele presset ind i en hverdag. Hun vidste at han havde bemærket hende allerede inden hun havde sagt noget. Det var noget de kunne, vampyrer. Hendes smil blev en smule større da han snakkede til hende. "Jeg faldt i søvn op af Chili tidligere og er først kommet indendøre nu. Jeg var egentlig på vej i seng men jeg synes det var så længe siden jeg havde snakket med dig så jeg gik nedenunder igen" sagde hun blot og kørte hånden igennem håret. Hun gabte på ny, hun var stadig træt men hun var nød til at snakke med sin far om det og jo hurtigere, jo bedre. At han så ville tænde op blev hun kun glad for. Selvom han ikke bemærkede hverken mørket eller kulden så gjorde hun det så sandelig. Hun slog armene om sig selv og fandt vej hen til sofaen foran kaminen selvom det var mørkt. Hun satte sig ned og trak benene op under sig mens hun blot kiggede på ham imens han fik tændt op. Hun smilede stille mens hun betragtede ham. Hun havde misset så meget i sin barndom, hun havde virkelig behandlet ham dårligt. Hun var ked af sin opførsel og hun ønskede at finde en måde hvorpå hun kunne gøre det godt igen. Hun bed sig fortsat i læben mens hun faldt hen i tanker. Der var så mange ting i hendes hoved, det var virkelig svært for hende at finde hoved og hale i dem.

[Marius Amalani Darcy]

Selvom Marius måske ikke bed sig fast i mørke og kulde, vidste han jo godt, at han havde andre her i huset, som gjorde det, og dem forsøgte han uden tvivl at tage hensyn til. Med det liv som han nu skulle leve, og særligt et hadet liv af så mange, var det uden tvivl også frygtelig svært for ham. Han ville jo meget gerne bare accepteres.. Om ikke andet, så af de folk som han havde haft omkring sig. Angel særligt havde haft det svært med det, dengang hun havde været lille. Og det havde knust ham. At blive fravalgt af sin egen datter var uden tvivl, det værste, som han nogensinde havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, mens han tændte op. Det tog ham ikke lang tid, at få tændt op.
At hun tog pladsen i sofaen, glædede ham dog.. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle rende rundt og være bange for ham, for han kunne slet ikke finde på at gøre hende noget.. Aldrig nogensinde! Hun var hans datter, og det var hans lod i livet, at sørge for at hun havde det godt, og det var det, som var det vigtigste af det hele for ham! Han rejste sig, kun for at søge hen til sofaen, hvor han tog fat om tæppet som lå på kanten og lagde det om hende. Det var jo heller ikke meningen at hun skulle sidde og fryse. Han ville jo bare gerne have, at hun havde det godt. "Jeg ved godt, at min nye døgnrytme, er det stik modsatte af hvad din er, Angel.. Bare du ved, at du til enhver tid kan komme og snakke med mig, hvis det er noget du har brug for," sagde han med en rolig stemme. Han lod hånden ganske let stryge over hendes kind, inden han trak den til sig igen. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse. Han havde det ikke godt.. hans ansigt var mere askegrå og han så mere syg ud, end han så bleg ud, og det kunne han heller ikke rigtigt gøre noget ved. "Hvad er det du vil snakke med mig om?" spurgte han med en alligevel ganske nysgerrig stemme. Han ville naturligvis gøre hvad han kunne, hvis der var noget galt. Han ville jo bare gerne have at hun havde det godt, og det var det eneste, som havde nogen betydning for ham.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig været grim ved ham den gang hun havde været lille. Hun var på et punkt blevet traumatiseret af det som var hændt på den nat hvor han valgte at lade Melody forvandle sig. Hun havde været bange, bange for hvad der ville ske med hende med to så mørke væsner i huset. Som lille i mørket havde det virkelig været en forfærdelig tanke og hun havde hadet ham for det. Selv da hun blev ældre og måske ønskede at komme videre kunne hun bare ikke. Hun havde forkastet ham og hans kærlighed. Hun havde ikke villet ham, ikke kunne håndtere ham. Det var noget hun beklagede nu, hun brød sig virkelig ikke om de ting hun havde gjort. Hun skammede sig.
Varmen begyndte at brede sig i rummet da han fik tændt op men hun frøs dog stadigvæk en del. Hun sad med ben oppe under sig for at få noget mere varme. Et taknemmeligt smil bredte sig på hendes læber da han tog tæppet og lagde det over hende. Hun puttede sig ind i det og betragtede ham som han satte sig ved hendes side på sofaen. Hun prøvede virkelig at finde noget tid til ham sådan så de kunne få et forhold. Det manglede hun virkelig. "Der er så mange ting jeg gerne vil. Jeg har søgt ud for at læse, Elanya er jo ikke ligefrem lærdommens hovedstad og en rejse tager en hel dag og gør mig træt og så er jeg bare udmattet når jeg er hjemme. Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at se dig, Far. Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig. Jeg har jo brug for dig" sagde hun blidt og sendte ham et kærligt smil. Hun holdt af ham, den lille smule forhold de havde fået opbygget var dyrebart for hende og det ville hun gerne vise ham. "Den ulmende følelse af krig hænger over Procias. Når krigen kommer ... søger du så ud?" Hun kunne godt se at han ikke havde det så godt, det havde han ikke haft i et stykke tid. Hun kunne virkelig ikke lide tanken men hun vidste ikke hvad der var galt.

[Marius Amalani Darcy]

For Marius var det svært at skulle tage valg på sine egne vegne, og særligt når han havde set hvordan Angel havde taget på det efterfølgende. Tanken om hvor meget hun direkte havde hadet ham for det valg han havde taget, da hun havde været yngre, var noget som stadig lå dybt i ham. Hvor meget hun havde hadet og foragtet sin far.. sit eget blod. Den tanke kunne han slet ikke have med at gøre.
Tæppet lagde han roligt omkring hende. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle sidde her og fryse, hvis han kunne blive fri for det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, og med et svagt smil på læben. Han ville jo ikke have at hans egen datter skulle rende rundt og være bange for ham. Blodtørsten kunne han godt holde i skak... særligt sådan som han havde det i disse tider. At høre hende sige ordene.. at hun havde brug for ham, var noget som fik ham til at vende blikket helt mod hende. Mente hun virkelig det? Det var ord, som han virkelig længe havde gået og drømt om, at hun ville give ham! "Ord som det, havde jeg slet ikke troet, at jeg skulle høre dig sige," sagde han direkte. Han ville jo gerne have et forhold til sin datter, og meget gerne et af slagsen, hvor hun ikke gik rundt og var bange for at der ville ske noget, for det kunne han da aldrig ngoensinde drømme om!
Som hun nævnte krigen, måtte smilet dog falme igen. Af hvad han vidste, ville det tvinge alle mænd, og unge drenge ud, som kunne hæve et sværd i sine næver.. Det involverede vel egentlig også ham? "Af hvad jeg ved, så vil selv jeg blive indkaldt, Angel... Og sker det, så har jeg ikke noget andet valg, end selv at søge derud," sagde hun endeligt, som hun igen lod blikket hvile på hans skikkelse. Naturligvis var det trist at skulle tænke i de baner, men han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det. Krigen ville ramme på et tidspunkt, og selv han vidste, at det nok ville skille dem ad.. om ikke andet, så i hvert fald for en periode, og det var næsten det som skræmte ham mest. Han vidste jo ikke om han ville komme hjem igen.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at hun havde været forbandet hård ved sin far igennem de mange år hun havde levet. Hun havde virkelig været grim og decideret ond. Hun havde hadet ham, foragtet ham og hans væsen. Hun ville intet have med ham at gøre og søgte bevist væk fra ham. Hun havde trukket sig og som hun had nu så hadet hun tanken. Hun kunne virkelig ikke tro at hun havde behandlet ham sådan. Hun ville bare gerne gøre det godt igen, hun ville bare så gerne være sammen med ham.
Tæppet som han lagde om hende varmede hende rigtig meget. Det var dejligt at få den faderlige omsorg som hun havde nægtet sig selv da hun voksede op. Hun sendte ham et lille smil og lod hovedet søge let på sned. De ord hun tildelte ham mente hun virkelig. Hun vidste at han nok aldrig havde forventet at høre det fra hende men hun ønskede at give ham det. Hun havde brug for ham, hun havde brug for sin far. Hun mærkede hans blodrøde blik vendt mod sig. Han virkede forundret og hun bebrejdede ham slet ikke. "Jeg har ikke været den bedste datter førhen. Jeg har virkelig været styg og det er jeg ked af, virkelig ked af far. Denne chance jeg har fået i form af et nyt liv har fået mig til at indse hvor tomt mit liv har været uden dig. jeg har haft Chili og jeg elsker ham men han ville aldrig være min far. Jeg vil rigtig gerne have et forhold til dig" endte hun stille. Hun sad lidt og bed sig i læben før hun rørte på sig. Hun rejste sig en smile op og endte med at kravle helt over til ham putte sig let op af ham. Hun havde brug for ham. Det havde hun virkelig.
Krigen var nogen som trykkede dem alle. De frygtede krigen alle sammen og hun var bange for hvad der ville ske ikke bare med hende men også med ham. Hans ord skræmte hende, han skulle i krig? Hun ville ikke skilles fra ham, ikke nu hvor de endelig var begyndt at snakke sammen. Hun bed sig stille i læben. "Jeg kan ikke lide at du skal i krig. Det er en skræmmende tanke men ....." Hun tav en gang og vendte blikket i gulvet. Hun havde tænkt længe over det her, hun var sikker i sin sag men hun vidste virkelig ikke hvordan han ville tage den nyhed. ".... Men jeg har tænkt på at melde mig på slottet til Rådighed. Jeg og Chili. Jeg vil ikke bare se til mens mørket taget lyset og udsletter det" endte hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde været mødt af ekstremt meget modstand, og særligt fra familien, hvilket jo nok var den som rent faktisk slog hårdest på ham, og det var den tanke, som rent faktisk måtte gøre ondt. Når det nu var sagt, så var det ting, som han nu måtte få bearbejdet.. Og han klandrede jo end ikke Angel for det. Hvorfor skulle han dog gøre det? At høre hende sige, at hun ønskede et forhold til ham, og at hun ønskede at gøre op for det, som var sket dengang, var jo så ikke noget som han ønskede. I hans øjne, var der virkelig ikke noget at undskylde for.. eller tilgive for den sags skyld. "Det eneste du gjorde, var at passe på dig selv, Angel.. og selv det, er noget som jeg under dig.." Han tav, da hun rokkede på sig, og... rykkede tættere på ham, og krøb i hans favn, hvilket hun rent faktisk ikke havde gjort, siden hun havde været ganske lille. Armene lod han ganske roligt glide omkring hendes skikkelse, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Et svagt smil passerede hans læber, inden han plantede et stille kys mod hendes pande. "Altid vil du have mig i ryggen, Angel.. Misforstå mig ikke, men du er min datter, og der findes ikke det i den her verden, som jeg ikke vil gøre for dig.. Det er dig som jeg selv ønsker et forhold til.. hvis du kan leve med mig, som jeg er," sagde han endeligt. Nu var han det væsen, som han var.. og han forsøgte for alt i verden, at sørge for, at det var noget som ville holde ved, og uden at det skulle ændre ham alt for meget.

Krigen ville nok kalde Marius i marken. Det var i hvert fald, hvad han selv var indstillet på. Han var en mand, og han besad en temmelig stor position her i landet, og derfor vidste han jo bare, at det var oplagt, at selv han ville ende med at få en indkaldelse, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han følte sig trist alene ved tanken. "Jeg ved det godt min pige, men.." Han tav, som hun selv sagde, at hun selv overvejede at deltage. Det var slet ikke noget som han ønskede skulle ske! Ikke på vilkår! Let, men dog fast rystede han på hovedet. "Det kommer slet ikke på tale, Angel.. Krig er farligt, og jeg ønsker ikke, at du skal komme til skade.. Hjælp til som healer eller andet.. men jeg vil ikke høre eller se noget af dig, eller Chili i fronten når krigen hærger.. er det forstået?" Han sendte hende en meget stram mine. Han ville jo ikke have, at der skulle ske hans datter noget!

[Angelique Amalani Darcy]

Hans ord var beroligende men hun ville ikke høre det helt. Hun følte sig forfærdelig skyldig over det hun havde gjort den gang, hun ville virkeliggerne gøre det godt igen for hun havde bare ikke været venlig ved ham. Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. "jeg var en forfærdelig lille møgunge. Jeg prøvede at ramme da for at få dig til at ændre dig tilbage da jeg var mindre. Det var først da jeg blev ældre og forstod at du ikke kunne vende tilbage. Jeg trak mig helt fordi jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle håndtere det" forklarede hun stille og puttede sig ind i hans favn. Det var virkelig behageligt. Hun havde savnet denne følelse, det at være ham nær fik hende virkelig til at føle sig tryg og rolig. Hun sendte ham et lille smil. Hans ord glædet hende rigtig meget. "Det er jeg glad for at du siger. Jeg er rigtig glad for at jeg har dig. Da jeg vågnede igen frygtede jeg virkelig at lede efter dig. jeg var bange for at du ikke længere var til og hvis du stadig var at du så hadet mig." Det var virkelig noget hun havde frygtet og det var også derfor hun ikke havde søgt ham noget før. Hun havde virkelig været bange for at han ville hade hende for det hun havde gjort.

han reagerede som hun havde regnet med. Hun kendte ham for godt efterhånden. Et lille smil bredte sig på hendes læber og hun lænede sig let frem og gav ham et lille kys på kinden. Hun rejste sig fra sofaen og stilte sig op foran ham med hænderne foldede foran sig. "Jeg er en voksen kvinde, far. jeg er ikke længere en lille pige som du kan bestemme over. Jeg ønsker ikke at se til mens dem og det jeg elsker bliver udryddet. Vi ved begge at Procias' hær ikke kan hamle op med den Dvasianske og da slet ikke nu hvor Dvasias også har overtaget Manjarno. Chili ville kunne give os en lille fordel. Jeg spørger dig ikke om lov til dette. Jeg informere dig blot om mine tanker." Hun var ikke sur, hun hævede ikke stemmen eller noget som helst. Om noget så var hun ligeså rolig og fast som han havde været det. Hun sendte ham et lille opmuntrende smil. Hun vidste at han ikek ville kunne lide det men i sidste ende ville det ikke være hans valg, det ville være hendes og hendes alene.

[Marius Amalani Darcy]

Aldrig nogensinde vil Marius være i stand til at hade sin datter. Aldrig ngoensinde, og det var jo heller ikke nogen hemmelighed. Det var det at være forælder, så det var heller ikke noget, som egentlig kunne komme bag på nogen som helst. Hans blik gled mod hende, som hun sad der i hans arme. For ham, var det rart, at hun var så.. bekræftende, og kom med en undskyldning, selvom han ikke følte, at han havde noget at sige undskyld for. "Mange af de problematikker, som opstod, er jeg selv skyld i, Angel.. Det er ikke noget som du skal undskylde. Du ønskede din far.. og du gjorde det så brændende, at du.. ikke kunne se, hvad det egentlig krævede. Så lang tid, du kan leve med det, som det er nu, så er jeg glad," sagde han ærligt. Modstanden fra landet her, var stor nok.. Bare at han havde lidt støtte i hjemmet, så var han sikker på, at han nok skulle klare det alt sammen.
Blikket vendte Marius roligt mod hende. Han havde brug for sin datter, og han var heller ikke bange for at stå ved det, selvom det var hårdt. Det var jo heler ikke ligefrem nemt, når man havde en datter, som direkte havde nægtet at have noget med en at gøre, på baggrund af et valg, som man havde taget. Nu forholdt livet sig ganske anderledes, og det var han heller ikke bange for at stå ved. Cassie var i deres hjem nu, og selv det var virkelig rart.. det var rart med noget levende. Han sendte sin datter et stille smil. "En far vil aldrig kunne hade sin datter.. Aldrig," sagde han endeligt.

At hun havde tænkt sig at deltage i krigen, var slet ikke en tanke som Marius brød sig om. Det kunne godt være, at hans datter nu var en voksen kvinde, og selv han ikke kunne tage de valg på vegne af hende mere, men.. i krig? Han ønskede jo for pokker heller ikke at ende med at miste sin elskede datter i denne omgang, og det burde hun vel også godt kunne forstå? Tænderne bed han let og fast sammen, inden han igen vendte blikket væk fra hendes skikkelse. Han valgte selv endeligt at rejse sig. Han ville ikke hidse sig op, selvom det var så dejlig nemt pludseligt. Han rystede på hovedet. "Du er voksen og i stand til at tage dine egne valg.. Jeg beder dig bare om at tage de ordentlige og fornuftige.. Krig er aldrig fornuftigt.. Kunne jeg, så ville jeg til enhver tid selv slippe for det, Angel. Krig koster liv.. Og jeg har lagt nok af mine egne børn i graven," fortsatte han. Han ønskede jo bare at passe på hende, og det var der vel heller ikke nogen skam i? Han elskede hende.. ønskede at passe på hende, og beskytte hende fra alt det onde, som kunne ramme hende. Var det virkelig så.. forbudt?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig frygtet at hun havde været hadet. Hun havde gemt sig i byen, bare holdt sig for sig selv. Ingen kunne huske hende længere og hun fandt ud af at det var på grund af de mange år hun havde ligget i graven. Det havde egentlig været meget længere end hun havde troet til at starte med. Det forhold hun havde haft med sin far som lige havde virkelig præget hende, hun havde virkelig svært ved ikke at tænke over tingene fra den gang og det gav hende så dårlig samvittighed. For hende var det jo ikke ret lang tid siden at det var sket. Hun undskyldte igen, kunne slet ikke lade være. Det var bare så svært for hende. "Det er bare så svært. For dig er det mange år siden at jeg gik bort, for mig er ingen tid gået. For mig var det sidste år jeg hadet dig, var efter dig og ikke ville dig på nogen som helst måde. Det er virkelig en forfærdelig følelse at sidde med. Jeg er så ked af det som er sket. Jeg kan sagtens leve med det som det er nu. Jeg vil aldrig skilles fra dig igen" sagde hun med et lille smil.
Han havde brug for hende som hun havde det for ham. Hun ville gerne hjælpe ham og støtte ham så godt som det var hende muligt. Hendes frygt havde virkelig taget overhånd tidligere. Hun havde været så bange for hvad der ville møde hende hvis hun kom hjem og dog så tog han imod hende med åbne arme. Det var dejligt, hun kunne virkelig godt lide det. Hans bekræftelse fik enkelte tårer til at trille ned over hendes kinder mens hun gav ham et lille klem. "Tak far. Jeg elsker dig" hviskede hun stille og puttede sig ind til ham.

Hun vidste at det ikke ville falde i god jord hos ham. Hun vidste at han ikke ville kunne lide tanken om decideret næsten at nægte hende det var måske lige i overkanten ville hun mene. Hun sukkede stille, hun havde rejst sig men ikke fordi hun søgte væk fra ham. Hun havde bare brug for at kunne kigge på ham og måske for at han kunne se at hun altså ikke var et barn mere. "Jeg ved at krig ikke er fornuftigt. Jeg er bange, det indrømmer jeg gerne men jeg har en mulighed for at hjælpe. Chili kan slås, jeg er en god bueskytte og jeg kan helbrede vores krigere. Det er ting som vores hær har brug for. Jeg ved at du ikke har lyst til at ligge mig i graven, jeg ønsker heller ikke at ende i den men ikke nok med at jeg frygter for hvad mørket vil gøre med vores land så er jeg også bange for hvad der skal ske med dig. Du er påtvunget derud. Jeg vil have en mulighed for at kunne hjælpe dig derude hvis noget skulle ske" fortsatte hun roligt. Hendes stemme var blevet betydeligt mere fast. Hun mente hvert et ord hun sagde, hun havde bestemt sig, hun ville hjælpe Procias i krigen. Også selvom dette ikke var noget som behagede ham overhovedet.

[Marius Amalani Darcy]

For Marius havde året før, hun var gået i graven, utrolig hård.. Den modstand.. den foragt, og det at hun havde nægtet at vedkendes ham, været noget af det hårdeste, som man kunne udsætte ham for. Et eller andet sted, var det vel.. utroligt, at han stadig den dag i dag, formåede at smile? Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han rystede endeligt på hovedet og uden at se væk fra hende. Hun skulle virkelig ikke stå der og undskylde. Han ville til enhver tid åbne sine arme for sin datter, og der var hun ikke noget undtag. "Tiden var længere i den tid, hvor du brugte ordet 'had' overfor mig. Jeg ønsker ikke at tænke tilbage til den tid. Jeg ønsker i stedet for, at se frem og gerne med dig som en del af det familiebillede. Så lang tid, at du agter at bære mit navn.. så er du min datter," sagde han med en rolig stemme. Der havde jo altid ligget en stor stolthed i Darcys navn, og dette var ikke noget undtag, hvilket var noget som han gerne stod inde ved, hvis det endelig skulle være det. At høre hende give ham de ord, var noget som virkelig måtte lette ham, hvor han selv lagde hovedet tæt ind mod hendes, hvorefter han forsigtigt trykkede hende ind mod sin skikkelse. "Jeg elsker også dig, min pige.." sagde han med en ærlig stemme. Hvor var det dejligt, at kunne give hende dem!

Selv var Marius på ingen måder enig i hendes beslutning om at skulle drage i krig. Det ville naturligvis være en klar fordel, at de havde Chili med, men frygten for at han skulle ende med at gravlægge sin datter, var slet ikke en tanke som han kunne overskue på nogen måde! Han ville ikke miste hende en gang mere! Hans blik gled ned mod hans hænder, hvor han let knyttede dem. Han ville ikke gøre det til et skænderi. "Jeg beder dig, Angel.." begyndte han denne gang, inden han atter måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt, og chancen for det, var virkelig, virkelig stor. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg vil ikke kunne klare at skulle gravlægge endnu en datter i graven. Det er farligt... livsfarligt, Angel.. Jeg beder dig udtrykkeligt om at blive her, så jeg selv ved at jeg gør godt i at beskytte stedet.. Jeg vil ikke have dig på marken.. Det er farligt.." fortsatte han. Det var vel noget, som selv hun var i stand til at se? Han ville bare ikke have, at noget skulle ske hende, og det var virkelig ikke ngoen skam i det!

[Angelique Amalani Darcy]

Hun følte sig lille mens de snakkede om det her. Det var virkelig ikke noget hun var det mindste stolt af. Hun havde været et skarn, en lille uvorn unge som egentlig bare burde have fået sig en endefuld for at blive rettet ud. Hun havde foragtet ham så meget, denne dejlige mand ved hendes side og hun havde end ikke set sig tilbage da hun havde søgt væk da hun blev gammel nok. Det at hun blev tvunget tilbage efter hun var blevet forvandlet til Spide havde langt mere med Chili at gøre end nogen anden. Det at hun var blevet forvandlet havde kun ført til mere sorg fra hendes side af. Hun havde det forfærdeligt med det hele. "Jeg vil aldrig nogensinde sige at jeg hader dig igen. Aldrig nogensinde. Jeg vil gerne være en del af familien, hele familien og at jeg skifter navn lader ikke til at komme til at ske forløbigt. jeg har ikke en gang mødt ....." Hun tav kort og tænkte sig en smule om. Det var jo ikke fordi der var noget i mellem dem men hun fandt da Carlisle meget interessant. "..... Eller, jeg har faktisk mødt en som jeg finder spændende men ikke mere end det" sagde hun og bed sig let i læben. Hun kunne ikke lade være med at blive en smule genert. Angel valgte at skænke ham de ord fordi hun vidste at han havde brug for at høre dem. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. "Det ved jeg du gør, far" sagde hun mildt.

Angel vidste at hun sikkert ikke ville få overbevist sin far om at hun skulle have lov til at kæmpe. Hun vidste at hvis det stod til ham så blev hun hjemme men hvordan kunne hun dog det når hun vidste hvad der ville ske med alle folk. Der var folk der kunne bruge hendes hjælp og hvis hun bare sad herhjemme så ville hun slet ikke kunne leve med sig selv. Hun gik hen til ham og lade en hånd lidt trøstende mod hans kind. "Det er livsfarligt at gå i krig. Med kampen føre død og ødelæggelse. Jeg ved at det bliver forbandet farligt at tage derud og jeg er bange ...." Hun tav og vendte blikket i jorden mens hun tænkte lidt. Hun løftede det igen, denne gang mere beslutsomt end før. "Men jeg kan ikke leve med mig selv hvis jeg bare sidder herinde og gemmer mig når jeg har styrken og viljen til at hjælpe. Hvis Dvasias overtager og jeg intet har gjort ville jeg ikke kunne se mig selv i spejlet. Jeg ønsker ikke at se dig lide igen, jeg ønsker ikke at du skal ligge mig i graven igen men jeg kan ikke bare sidde her og trille tommelfinger og beskytte mig selv når der er andre jeg kan beskytte derude. Jeg vil ikke spilde dette liv på bare at sidde og gemme mig. Jeg vil kæmpe for dette land som jeg holder så kært, ligesom du altid har gjort" endte hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde tilgivet Angel i det øjeblik, han havde lagt hende i graven, og havde troet, at det sidste som han nogensinde skulle høre fra hendes side, var at hun havde hadet ham. Det var jo det sidste, som hun havde fortalt ham, siden han havde set hende sidst. Nu var de ved at bygge et forhold op igen, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. "Jeg tror vi begge er vokset på det her, min pige.. Bare lad det ligge. Der er ikke mere at undskylde for," bad Marius med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Hun havde.. mødt nogen? Der var tilsyneladende noget, som han havde misset. "Virkelig..? Og hvem er det helt præcist?" spurgte han videre. Han var jo nysgerrig, og igen, så ønskede han naturligvis at gøre hvad han kunne, for at passe på hende, så det var jo heller ikke fordi at der lå nogen skam i det. Han elskede hende, og det havde han gjort siden den dag hun var kommet til verden. Hånden lod han kort stryge over hendes kind, inden de røg ud i den store snak hvad angik den kommende krig. En krig som de alle sammen vidste ville ramme på et tidspunkt.

Marius ville ikke kunne koncentrere sig, hvis han vidste at hans datter rendt rundt på slagmarken! Frygten for at skulle lægge hende i graven igen, var tydelig og stor i ham. Han vendte blikket mod hende. "Du får ikke lov, Angel..!" endte han denne gang med en mere bestemt tone end tidligere. Hånden mod hans kind, satte en sitren i ham.. Bare tanken om, at det kunne være en af de sidste gange.. Nej, hun fik altså slet ikke lov til at tage derud. Han tog bestemt ikke chancen. "Alle ved vi, at krigen vil ramme før eller siden.. Det er kun et spørgsmål om det er Imandra eller Procias først.. Jeg vil bare ikke have dig derude.. bare tanke om at du skulle komme noget til... den.." Marius tav igen. Det var virkelig noget af det værste af det hele, og det var han nu heller ikke bange for at stå inde ved. Det var direkte grotesk at det var på den måde! Han trak vejret dybt. Hans krop begyndte at ryste. "Nok er jeg et mørkt væsen, men jeg er ikke koldblodig og ligeglad.. Jeg vil ikke kunne.. nej.. Angel, det må du ikke.." Han havde jo ikke noget modargument, og det var næsten det som var ham det værste af det hele.