We need to move.

[Deleted]

@myrina

Solen var stået op over horisonten men det var stadig voldsomt koldt. Nyhederne var kommet allerede aftenen forinden, Manjarno var faldet og Dvasias havde overtaget landet. Der var ingen tvivl om at deres blik snart ville vende sig mod Imandra og Det Mørke Morgengry. De kunne ikke tåle at blive meget længere, det var for farligt. Elijah havde ikke lyst til at forlade stedet her, han kunne godt lide det og det var blevet som et hjem, et hjem han havde savnet så længe. Han sukkede stille. De gjorde det rigtige for de små. Børnene skulle beskyttes og det kunne de ikke blive her. Det faktum at Elmyra var blevet syg på ny og ikke kunne forsvare det hele selv så havde de ikke andet valg. Med rolige skridt begyndte Elijah sin vandring igennem den snedækkede have. Den var så flot, hvid og skinnende i solens orange stråler. Han nåede til et træ som han valgte at stoppe ved og læne sig op af. Elmyra var syg, han kunne ikke gøre noget, Nathaniel kunne intet stille op og den lille møgunge til Demian var ikke til at finde nogen som helst steder! Vreden boblede i ham. Han havde virket så hellig, som om at han virkelig bekymrede sig om Elmyra og så havde han bare holdt sig væk i så mange måneder. Med et vendte han sig mod træet og han placerede hurtigt et hårdt slag mod dets stamme. Hans massive styrke var ikke til at tage fejl af. Det lød et højt knæk og hans blik søgte op ad. Resten af træet stod og svajede før det tippede over, væk fra ham, og endte på jorden med et højt brag. Et irritabelt suk undslap hans læber og han tog sig til hovedet. Dette var da bare ikke det rette tidspunkt til at smadre ting og sager på.

[Deleted]

De tykke støvler var på hendes fødder, den lange frakke var også tyk, hun havde et tørklæde om halsen og hun var i det hele taget pakket godt ind. Intet hun havde oplevet før, hendes første behagelige vinter, hun nød det så godt hun kunne, trods det kaos som herskede omkring. Folkene i byen havde snakket, hun havde aldrig oplevet krig, og at høre et land var faldet, var ikke ligefrem rart. Nu ville hun ikke kunne komme til Procias lige forløbig, hun ville ikke kunne se om Jack var okay. Tænk hvis han havde været der. Hun havde kun lige sat i fod udenfor da et brag ramte hende og hun så et træ vælte? Hun stirrede derhen, skræmt fra vid og sans, åh bare det ikke var den pokkers dødsengel. Men skikkelsen sagde hende noget andet da hun alligevel havde valgt at træde nærmere. Hun så bekymret mod ham, hun kunne genkende ham så let som ingenting. Elijah. Et suk brød hendes læber, det måtte være en svær tid han gik igennem og hun var selv ramt, men på ingen måde som han var. Hans mor, hans hjem. Nok var det også blevet hendes, men hun havde været van til aldrig at have et, så det gik jo nok. Frygten var størst i måske at skulle skilles fra Elijah, den tanke kunne hun slet ikke have.
"Elijah..." Kom det stille fra hende, hun så mod ham med et bekymret blik, hun ville så gerne hjælpe, men hun kunne jo intet andet end at være der for ham med sine ord og sit væsen.

[Deleted]

Der hvilede så mange ting på Elijah lige nu. Det var virkelig bare svært det hele. Han mistede et hjem og hvis han ikke passede på så mistede han sin mor også. Hendes sygdom havde efterhånden nået alle folkene på slottet også selvom hun kæmpede imod symptomerne. Et kort øjeblik tænkte han tilbage på hvordan han havde fundet hende første gang. Dengang var hun næsten druknet i sit eget blot og han havde fået forbud mod at rykke hende af den satans knægt. Han sukkede igen, hvorfor var Demian her ikke når der var brug for ham. Et sted var der intet at gøre ved det. Elmyra havde en ide til hvordan hun skulle kunne rede sig selv men hun ville ikke fortælle ham hvordan hun ville gøre det hvilket kun kunne betyde at det var farligt. Han kunne ikke lide det, han kunne virkelig ikke lide det.
Træet som han havde slået til gav efter for hans kræfter. Han kunne ikke gøre andet end at se det vælte med et højlydt brag. Perfekt, så kunne han også rende rundt og ødelægge tingene. Det var da bare genialt. Han stod lidt i sine egne tanker da en velkendt stemme lød i hans øre og han kiggede hurtigt op. Et smil bredte sig på hans læber ved synes af Myrina. Det var ikke meget tid han havde haft at tilbringe sammen med hende og det var han selvfølgelig rigtig ked af. Uden at sige så meget bevægede han sig over til hende. "Du burde ikke være ude i det her vejr. Det er stadig meget koldt, du kunne blive syg" sagde han blidt da han endelig nåede hende. han sendte hende et roligt smil før han løftede den ene hånd og blidt strøg hende over kinden.

[Deleted]

Der kom et sødt grin fra hende, hun rystede på hovedet og lod sin hånd glide op mod hans kind, hun nussede den kort og stilte sig helt ind til ham.
"Så må du jo holde mig varm, jeg har jo slet ikke nok tøj på." Hendes stemme var drillende i tonerne, hun blinkede til ham og puttede sig stående ind til ham. Hvor havde hun dog savnet ham, og nu, fandt hun ham i en lidt håbløs situation. Myrina havde ingen fornemmelse af hvordan krig havde indflydelse på at folk blev bange her, hun vidste ikke helt hvad der foregik, hun havde altid levet i sin egen lille verden jo. Blikket hvilede på ham, han bekymrede sig om at hun blev syg, det var forståeligt nok, men hun var altså pakket godt ind og hun havde været langt mindre klædt på hele sit liv.
"Det gør ondt på mig at se naturen lade livet Elijah, vil du ikke tale med mig en anden gang?" Sagde hun så stille, det havde gjort ondt, hun havde naturen kært og det var ikke ligefrem noget hun kunne se bort fra. Hendes blik gled mod træet, hun anede ikke han havde så mange kræfter, det var faktisk en smule skræmmende.
"Jeg er her for dig, det ved du. Fortæl hvad der sker indeni, det vil måske hjerte lidt."Hendes stemme var blid og kærlig, hendes arme gled blidt om ham som hun krammede ham. Han betød så meget for hende, det gjorde ondt på hende at se han var sådan.

[Deleted]

Elijah kunne ikke andet end at smile da han nærmede sig Myrina. Det var ikke meget tid han havde haft sammen med hende så disse stunder var ekstra særlige for ham. Han nussede hende roligt på kinden og han kunne tydeligt mærke hvordan varmen steg i hans kinder da hun rørt ved ham og stilte sig ind til ham. Han kiggede ned på hendes skikkelse før han så lagde armene om hende og gav hende et lille klem. Hendes lille kommentar fik ham til at grine en gang. "Nej det kan jeg se. Du må hellere stå helt tæt på mig" sagde han morende og dog var der en kærlig undertone i det han sagde. Selv var han iført en stor kappe, lidt ligesom hende så han frøs absolut heller ikke.
Krigen var skræmmende, det ville han ikke benægte. Han havde aldrig været med i en større krig, han havde aldrig været med til noget så stort som det lagde op til nu. Han sukkede stille. Krigen ville bringe død og ødelæggelse med sig alle vegne. Dvasias hær var lige blevet en stor del større ved overtagelsen af Manjarno. Imandra stod for tur næsten gang og så var der kun Procias tilbage. Lyset ville ikke kunne stå imod alt for længe, det var helt sikkert. Ved hendes kommentar på træet vendte han blikket tilbage imod det. Det havde jo ikke været med vilje han havde gjort det og dog havde han alligevel en smule skyldfølelse. "Undskyld Myri. Det var ikke min mening at lade træet lade livet. Fustrationerne tog bare lige overhånd i en stund. Jeg beklager" sagde han undskyldende mens han strøg hende blidt over håret. Han havde virkelig savnet at være sammen med hende. Hun bragte sådan en ro med sig som han ikke helt kunne forklare.
Han stod lidt og holdt om hende og lyttede til hendes ord. Han ønskede at dele det her med hende, han havde brug for at fortælle det til nogen. Han bøjede sig ned og gav hende et lille kys i håret og sendte hende et lille smil. "Der forgår så mange ting lige nu. Det er en stressende tid, ikke kun for mig men også for min mor" startede han roligt.

[Deleted]

Hans ord fik hende til at grine sødt, hun så op mod ham, han var jo en del højere end hendes lille skikkelse. Det var skønt at stå ved ham, op af ham, mærke hans varme skønt tøjet var det som fyldte mest. Her havde hun bestemt mere ro, og selvom hun gik og var lidt utryg en gang imellem, hjalp det altid at være sammen med ham. Det var efterhånden længe siden at de sådan havde haft tid til en rigtig samtale, så hun var glad for det egentlig bød sig nu. Selvom et træ måtte lade livet under omstændighederne. Hans undskyld fik hende blot til at smile og ryste på hovedet, hun lagde sin hånd blidt mod hans kind og strøg den et par gange med sin tommel.
"Det sker, men næste gang må du altså finde mig først og få snakket dem ud inden du tager den med træet." Fniste hun, så han vidste det var okay og at hun forstod. Ikke at det gjorde mindre ondt på hende, men hun forstod hans grund og at det ikke havde været med fulde overlæg, nærmere en impuls handling. Kysset i hendes hår fik hende til at smile varmt for sig selv, hun nød den tryghed han gav hende og hun havde brug for den lige nu, for sandheden var jo, at hun var bange. Krig havde hun aldrig oplevet før, men hun havde hørt om det og at de blev drevet fra deres hjem fik hende til at indse alvoren ved det og hun frygtede lidt hvad der skulle blive af alle børnene på børnehjemmet. Elmyra virkede til at have det under kontrol, men fulgte Myrina med? Og hvad med Elijah? Hvor stod han henne i alt dette?
"Jeg ved det.... Alle render forvirret rundt og skynder sig, jeg føler mig mere i vejen end noget andet, det var faktisk derfor jeg søgte ud. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Ved du hvilke tanker din mor har gjort sig om det hele?" Spurgte hun så roligt, hun ville gerne kunne følge med, men lige her, følte hun sig så lille og uviden. Det var vidst ikke helt første gang, men sådan var det nu altså.

[Deleted]

Myrina fik ham til at føle sig tryg og rolig når hun var ved hans side. Han kunne ikke helt forklare hvorfor men han kunne virkelig ikke andet end at smile når hun var nær. Det var en helt anden følelse for ham end den han var vant til at have omkring folk. Han smilede let ved hendes søde grin og strøg hende over håret. Det var virkelig længe siden at de havde kunnet snakke ordenligt sammen så dette var i sandhed en ganske særlig lejlighed. Den måde hun kærtegnede hans kind på fik ham til blidt at læne hovedet mod hendes hånd med et lille nydende suk. Det var en dejlig følelse når hun gjorde det, han elskede det virkelig.
"Det skal jeg nok huske til en anden gang. Dog vil jeg påpege at det var træet der begyndte" sagde han drillende. Han gav hende endnu et lille kys før han løftede den ene hånd og begyndte at nusse hendes kind. Han kunne virkelig godt lide hende, han holdt meget af hende selvom han egentlig kun havde kendt hende relativt kort. Tanken om krigen der var på vej var ham skræmmende. Han kunne ikke lade være med at tænke på alle de mennesker som ville lade livet. Hans mor tog sine forholdsregler, hun ville søge væk med ungerne og sørge for at holde dem sikre. Han ville tage med hende især nu hvor hun var blevet syg igen. Han frygtede virkelig at sygdommen ville tage hende denne gang. "Hun vil søge væk med ungerne. Krig er intet sted for børn. Hun er blevet syg igen, Myri. Hun kan ikke forsvare os hvis krigen kommer til vores dør. Sidste gang hun led på denne måde fik vi hjælp af en, en som jeg ikke kan finde denne gang. Hun står alene med det. Hun har en plan, et sted hun kan tage til men hun vil ikke fortælle mig detaljerne. Jeg er bange for at hun ikke overlever." Hans frygt var stor. Han ønskede virkelig ikke at miste sin mor for ellers så havde han ingen familie tilbage. Han kunne ikke klare tanken om endelig at havde fundet hende bare for at miste hende igen.

[Deleted]

Foruden Jack som stod hende nær, var Elijah nok den person som betød mest for hende. Hun elskede at være omkring ham, høre ham tale, dufte til ham, der var noget ved hans duft som gjorde hende tryg. Her hos ham, lige her i hans arme, det var hjem for hende. Ikke en bygning, nej Elijah var der hvor hjem var. Da han sagde træet begyndte, lo hun igen, han var skøn, helt igennem dejlig. Hvordan skulle man ikke kunne lide den mand? Myrina lyttede knugede sig ind til ham, som et forsøg på at vise hun var der.
"Jeg tager med hende, jeg vil gerne være der for børnene og hjælpe til. Det gør mig ondt at hører sygdommen igen er kommet frem. Men hun er en stærk kvinde hvad jeg har set af. Hun skal nok klare den Elijah." Lød det stille fra hende. Hun frygtede selv alt det som ville komme, men den kvinde havde en styrke hun beundrede og så op til. Det skulle nok gå.

[Deleted]

Elijah var virkelig glad for at han havde mødt Myrina. Hun var dejlig, han kunne ikke andet end at beundre hendes optimisme og hendes væsen. Når han var sammen med hende følte han sig fri, han følte sig beroliget. Hen sendte hende et kærligt smil som hun knugede sig ind til ham. Han kunne virkelig godt lide hende. Han holdt af hende, han ville gå så langt som til at sige at han faktisk elskede hende selvom dette ikke var noget han var i stand til at indrømme endnu. Hendes grin var smittende. Han begyndte selv at grine mens han blot holdt hende ind til sig. Hun var så dejlig, et forfriskende pust i en ellers så fustrerende tid.
"Hvad min mor ikke har i styrke har hun i stædighed. Jeg håber at hun klare det for jeg ønsker ikke at være alene igen .... dog, når du er her så føler jeg mig ikke så alene længere." Det sidste var ikke andet end en blid hvisken så det kun ville være hende der kunne høre det selvom der ikke var andre. Hun betød virkelig meget for ham og det skulle hun vide. "Jeg er glad for at du tager med. Vi flytter børnene op til bjergene men hvor i bjergene er mig ukendt. Min mor kender et sted, som ville være et godt sted for os at slå lejr og ride denne her krig af" forklarede han roligt. Han var lykkelig for at hun ville tage med. Han ville slet ikke vide hvad han skulle gøre af sig selv hvis hun valgte at blive her.

[Deleted]

Længe havde hun jo vidst med sig selv at hun var småforelsket i Elijah, efter at have snakket med en som det, omkring hvordan hun egentlig havde det med ham. Men hun følte ikke det var passende, at det hørte sig til lige nu og her, han virkede ikke til at skulle være parat til hun slyngede ud hun egentlig var smask forelsket i ham og virkelig ønskede at finde rundt i det, sammen med ham. Myrina havde holdt sig tilbage, hun havde holdt afstand og lært ham at kende lidt i stedet, begrænset på den korte tid, men hun havde da forsøgt. Vinden gled koldt hen over alt omkring dem, hun gemte sit ansigt ind mod ham og rystede kort, kuldegysninger. Den blide hvisken fik hendes hjerte til at kickstarte, hun mærkede det fast inde bag brystet og det gjorde hende faktisk overrasket, hun havde næsten glemt den effekt han havde på hende. Roligt så hun op mod ham.
"Jeg forsvinder ikke Elijah, jeg ønsker at være hos dig, jeg vil aldrig forlade dig og lade dig alene, ikke med mindre du ønsker det." Hendes stemme var stille og blid, hun bed sig kort i læben, hun havde så forbandet meget lyst til at prøve at kysse ham igen, men hun vidste ikke om det var passende, der var så meget at lære endnu. Et sted følte hun sig slet ikke civiliseret nok til at være i nærheden af nogen andre, tværdigmod og for det, skammede hun sig faktisk. Bjergene, der havde hun aldrig været, hun havde aldrig været på eller ved et bjerg, det ville hun glæde sig til at opleve, tage det hele med sig og på den måde også holde børnene oppe. Det måtte også være hårdt for dem at skulle væk lige pludselig, fra det de kendte eller lige havde lært af kende. Hun ville gøre sit bedste for at hjælpe til og støtte alle så godt hun kunne, men specielt Elijah.
"Jeg ville kun være i vejen her, og ende med at få mig selv slået ihjel. Jeg kan ikke engang flygte ordenligt uden at komme til skade." Kom det stille fra hende, småtrist, og med et, så kom hun egentlig i tanke om at hun aldrig havde fortalt nogen om den nat med Zean, så hun kiggede hurtigt væk og gav sig selv en mental skideballe. Åh bare han nu ikke tog det som om det var noget hun havde prøvet, men blot noget hun gik ud fra. At tale om at hun rent faktisk var blevet skubbet hårdt i jorden, jagtet rundt som et lille lam af en ulv, og derfor slået sig så slemt, det kunne hun ikke, ikke nu. Desuden, vidste hun hvem han var, det var den healer som havde hjulpet Elmyra, og hvilken ballade ville hun ikke få for at holde hemmeligt hvad han egentlig var for en. Og så igen, hun havde jo håbet at han ville kunne på Elmyra i bedring, ja rask faktisk.

[Deleted]

Elijah vidste ikke hvordan Myrina havde det, han kendte ikke hendes følelser helt og holdent og dog så måtte han erkende at han så småt var begynde at opfange nogle vibrationer fra hende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle takle det eller om det bare var noget han forstillede sig eller ... måske var det nogen han håbede på? Han vidste det ikke helt, det forvirrede ham, gjorde ham ør i hovedet. Hun var vigtig for ham, hun betød så forfærdelig meget for ham og dog så vidste han endnu ikke hvordan han skulle udtrykke det for hende. Ikke helt. Han følte sig magtesløs, holdt tilbage af sine egne kvaler. Han ville hende jo gerne, han elskede at være sammen med hende men endnu var hendes nærvær ikke nok til at bløde hans hårde skal op. Han ville så gerne åbne sig noget mere op for hende men sandt at sige så var han virkelig bange for at hvis han lukkede op for sig selv at han så ville skræmme hende væk.
At hun stod med en lyst til at kysse ham igen anede han virkelig ikke. Han havde ikke taklet det alt for godt sidste gang at hun gjorde det og dog så kunne han stadig mærke hendes læber mod sine egne. Sandt at sige så savnede han den følelse en smule. Han ville rigtig gerne prøve det igen og dog så måtte frygten holde ham tilbage. Hendes blide stemme beroligede ham. Han kunne mærke hvordan han kort lukkede øjnene og bare nød at hun var der sammen med ham. "Det er jeg glad for. Jeg ville aldrig ønske dig væk. Du er mig utrolig vigtig, Myri, hvis du ikke havde været det så havde jeg ikke taget dig med hertil. Jeg vil aldrig skilles fra dig" hviskede han ligeså blidt som hun havde gjort det til ham. Han ville virkelig gerne vise for hende at han ønskede at hun var der sammen med ham. Han havde brug for hende, han følte sig glad sammen med hende. Gladere end han gjorde med nogen anden.
Hendes ord var nogle han bed mærke i med det samme. Hvad mente hun med det? Flygte? Havde nogen været efter hende? Han lod forsigtigt den ene hånd glide ned under hendes hage og løftede let op for at føre hendes blik mod hans. Han betragtede hende lidt før han flyttede hånden og lod den glide til hendes kind. "Myri .... Lov mig at du vil fortælle mig hvis der er nogen der gør dig noget, ikke? Det er ligegyldigt hvem der har gjort det eller hvad de har gjort? Det er meningen at du skal være i sikkerhed her og hvis nogen gør dig noget så skal der tages hånd om det" sagde han stille. Hun skulle ikke gå med sådan noget alene, det ville han da virkelig ikke have. Han sendte hende et lille opmuntrende smil. "Skal vi ikke gå indenfor i varmen? Jeg ved at der er tændt op i den ene af pejsestuerne endnu?"

[Deleted]

Den dejlige stemme i hviskende toner, åh hvorfor pokker kunne hun ikke bare tage sig sammen og give ham det kys som hendes læber nærmest skreg efter! Hun havde næsten opgivet sig selv, hun var håbløs. Helt igennem håbløs! Hun mærkede hvordan hendes blik blev tvunget op mod hans i det han løftede hendes ansigt, hun så mod ham, hvor fik hun dog dårlig samvittighed! Det var en grim smag at have i munden, hun fik næsten tåre i øjnene af det.
"Det er lang tid siden, det er ikke noget som har nogen betydning, han havde ret, jeg burde ikke være ude om natten. Jeg kunne bare ikke sove, og haven så så smuk ud i månens skær. Det var dumt af mig." Mumlede hun så fraværende, som prøvede hun lidt ikke at mindes de grimme billeder, og så kæmpede hun lidt imod gråden, for hun var virkelig ked af hun havde holdt det skjult, men hun turde ikke andet. Desuden havde Zean talt godt for sin sag i at det hele havde været hendes egen skyld, faktisk var hun så småt begyndt at tro på det og det kunne man jo også tydeligt høre på hendes ord. Myrina var ganske nem at manipulere rundt med, hun var jo ikke ligefrem den mindst naive person, tværdigmod.
"Det lyder godt at komme ind i varmen." Sagde hun så med et lille skævt smil, hun lod sine fingre få lidt styr på nogle vildfarende totter hår, inden hun lod hånden falde igen. Hun turde næsten ikke røre ham, trykke sig mere ind til ham, bevæge sig, hun var bange for han ville være sur på hende. Myrina fik flere og flere tanker om hvor forkert hendes handling egentlig havde været og at Elmyra kunne have været i fare, og hun alene måske sad med den viden at han var en skidt fyr. Hun sank en klump, den samvittighed var virkelig slem lige nu, hun havde det virkelig ikke godt.

[Deleted]

Han hviskede blidt til hende som hun havde gjort det til ham. Han ønskede virkelig at vise hende at han godt kunne lide at være sammen med hende på denne måde. Det var hyggeligt. Dog måtte hyggen ændre sig en smule. Han kunne mærke at der var noget på færde, noget som han virkelig ikke kunne lide. Han fik virkelig en dårlig følelse af det her. han kunne se at tårerne næsten måtte melde sig i hendes øjne. Hvad var der sket hende. Bekymringen blomstrede i hans indre som hun åbnede munden. Hun havde holdt det hemmeligt, gemt det for ham. Han kunne virkelig ikke lide tanken for han kunne jo se at det pinte hende. Han studerede hende en smule mens hun fortalte. Et lille suk undslap hans læber før han krammede hende tæt ind til sig. "Imandra er farligt om natten men slottet skulle være sikkert. Jeg er ked af at der skete dig noget på denne side af muren. Jeg er ked af at du ikke fortalte mig det. Du skal ikke gå med sådan noget alene. Jeg er her for dig, Myri" sagde han beroligende. han var ikke vred på hende, mere bekymret og trist på hendes vegne. Det lod til at hun havde gået med det selv rigtig længe og det virkede som om det tærrede på hende.
Han sendte hende et svagt smil som hun sagde at hun gerne ville med inden for. Han lod emnet ligge lidt. Han kunne se at det plagede hende men de skulle indenfor først. Han førte hende roligt med sig ind på slottet igen, ned gennem lange gange og hen til en pejsestue hvor der ikke var andre. Han førte hende indenfor og lukkede roligt døren efter dem. Der kunne de være alene. Han sendte hende et roligt smil mens han smed sit overtøj og gik hen foran ilden. Der lå en lille bunke tæpper, det var her nogle af af de små havde holdt til i de kolde måneder. Han foldede tæpperne ud foran ilden og endte med at smide sig ned på det på ryggen mens han roligt ventede på hende. Under den store kappe havde han blot et par lyse bukser og en hvid skjorte hvor de øverst knapper var åbnet.

[Deleted]

Her stod hun og var bange for han ville blive vred, men han krammede hende ind til sig, hun åndede næsten lettet op og knugede sig ind mod ham, gemte sig fra de minder som truede med at vise sig så tydeligt som skete det nu og her. Det var til at få kvalme af, for hun havde husket alt, så tydeligt, ja faktisk havde hun stadig mareridt om det, men hun forblev tapper, alene. Og nu var hun ikke alene i det mere, hun ville hjertens gerne dele det med ham, katten var sluppet ud af sækken og hun var ikke i tvivl om at Elijah ville beskytte hende. Selvom Zean jo havde sagt det skulle have været deres hemmelighed. Kvalmen måtte melde sig, hun huskede hvordan han havde slikket blod fra hendes rifter. Hvis de ikke havde været begyndt at gå, ville Elijah tydeligt kunne have set det på hende, hvordan hun nærmest mistede al glød i huden, skønt hendes kinder havde været godt røde af kulden. Alt forsvandt. Føj det havde været en forfærdelig oplevelse, specielt for en der aldrig havde oplevet ondt nogen dage i sit liv. Myrina lod tankerne søge på andre ting, varme, det skulle ind og varme sig, det ville blive godt. Hun fulgte blot med i stilhed, hun havde faktisk ikke så meget at sige, hun kæmpede blot sin indre kamp mod minder og prøvede at komme i tanke om noget andet at få ind i hovedet. Endelig stod de i den varme pejsestue, hun stod kort fraværende og beundrede ham bevæge sig rundt, inden hun selv tog sit overtøj af og lagde det pænt til siden. Inden under havde hun et par strømpebukser, dejlig varme, samt en langærmet kjole i tykt stof, med en god underkjole som også holdte hende varm. Ork, hun havde pludselig muligheden for at passe på sig selv og det gjorde hun bestemt. Så godt hun nu formåede. Hendes blik gled rundt i lokalet, før det faldt på ham, der lå han, så flot og dejlig, hun gik roligt hen til ham og endte med at ligge sig ned ved ham, op af ham og så tæt som hun nu kunne komme. Hendes fingre gled i små cirkler på hans overkrop, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Noget måtte hun da komme på!
"Din mors healer." Fik hun fremstammet, hun så tryllebundet, eller fraværende, hvad man ville kalde det, på sine fingre der kørte i cirkler mod hans bryst.
"Han.... det... kan du huske den flænge jeg havde i læben?" Kom det så stille fra hende, hun valgte at fokusere på noget, for hvis hun lukkede øjnene så hun det bare så tydeligt for sig.

[Deleted]

Elijah ville ikke blive vred på hende, dette var ikke hendes skyld men derimod havde den som havde gjort hende noget hele skylden. Han kunne virkelig ikke lide tanken om nogen havde gjort hende noget som helst. Der gjorde helt ondt på ham at vide at han ikke havde kunnet beskytte hende. Han havde dårlig samvittighed, det gjorde ondt helt ned i hans mave selvom dette ikke var noget han viste hende. Hun skulle ikke tænke på det det mindste!
Han havde ført hende indendøre, mest fordi det ikke var sjovt at stå udenfor i længere tid men også fordi at de begge kunne bruge varmen. Han havde smidt overtøjet og lå nu så lang han var foran ilden og ventede på hende. Han kunne ikke lade være med at sætte sig en smule interesseret op da hun begyndte at klæde sig af. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile en smule charmerende til hende som hun begyndte at nærme sig og jo længere ned mod ham hun kom, jo længere lod han sig falde tilbage på tæppet indtil de begge lå ned. Hun krøb helt ind til ham og det at mærke hende helt tæt på sig igen fik hans hjerte til at hamre. Han forstod det virkelig ikke, han kunne virkelig ikke få styr på sine følelser omkring hende det var mildest talt forvirrende. Han vendte blikket mod hende som hun begyndte at køre sin finger rundt i en cirkel på hans brystkasse han nød det, han nød det virkelig meget!
Ordene som kom ud af hendes mund fik ham næsten til at eksplodere! Den dødsengel havde haft fat i hende?! Han vidste at den mand var problemer, han vidste at den mand skulle have været sparket ud på røven med det samme men Elmyra ville det noget andet og se nu? Han tøjlede temperamentet og kiggede stille ned på hende. "Flækkede han din læbe?" spurgte han næsten åndeløst. Han havde det virkelig skidt. Det onde væsen havde haft fat i Myrina? Tanken var ham næsten ulidelig. Han ville ikke vide noget bedre end at få fingrene i den dødsengel og få vingerne af ham.