I saw fire!

[Deleted]

@zean
________________________________________

Grotten genlød af brag, der gav ekko i væggene.
Daelis havde fået sit eget lille tilflugtssted i bjergene, hos dødsengle. Et bord var blevet fyldt med tegninger og opslåede bøger, med notater. Flere af rullerne var trillet på gulvet, så mange var der. For at gå ind og ud af porten, havde Daelis fået en tjener… Det var lidt som i gamle dage, syntes hun, men dødsengle var ikke vant til den behandling, der sås blandt mørkelverne, og hun måtte derfor holde sig igen mange gange.
Langs en klippevæg og drypsten var der forkullede huller.
Efter slaget i Manjarno var Daelis taget hjem. Hendes hænder havde fået 2. grads forbrændinger. Tykke, røde mærker med væskefyldte blærer gik tværs over hendes håndflader og længere ud over hendes håndled. Blodcirkulationen var næsten normal, men sårene væskede konstant. Hun havde ikke søgt læge, og det havde resulteret i at hun måtte behandle sig selv… Men Daelis havde aldrig været i nærheden af forbrændinger før. Hun havde smidt alt sit tøj, på nær sine bukser, og havde forbundet sig langt op af armene. Hun holdt stadig sin overkrop snoet sammen, så hun lignede lidt en mumie.
Hendes tjener, Phobos, var sprunget op på bordet, mens de monstrøse hunde snappede ud efter hans vinger. De logrede med halen, som var de blot store hvalpe. Fugl fugl fugl fugl!
Han fremstammede Daelis kaldenavn, Sot, men hun ignorerede ham.

Forbandet!
Hendes hænder skreg, men alligevel stod hun og fyrede løs med sit gevær. Hver gang det ramte genlød braget i hele hulen. Hun var stadig vred. Dragen var faldet, men den levede stadig der ude et sted. Den udgjorde en fare for dem alle! Og hun… Macaria var hendes navn.
Hvordan kunne han gøre det?!
Endnu et skud blev affyret. Der lå en stor bunke af brugte patroner, ved hendes føder.
Macaria havde været afhængig af dem. Det havde været hendes mål at indtage tronen, men hun gjorde det mens de alle stod der og kæmpede for livet kært! Hvis de døde, så ville dragen have forfulgt hende, ædt hende og taget tronen til sig igen. I Daelis øjne, ja, så var hun en kujon…
Hun stoppede op et øjeblik og stirrede ud i luften. Det var jo hendes eget øgenavn… Også hun var løbet væk fra fare før. Og på bekostning af andre… En bloddråbe kom frem, da hun borede sin hjørnetand ned i læben. Men! Det havde da været anderledes. De havde indtaget stedet som en gruppe, der skulle kæmpe for hinanden. Daelis eget tilfælde var anderledes.. Det var hende imod verdenen.
Og Zean valgte at flyve til hendes redning… Hvilket fjols. Han overlevede kun med nød og næppe, og nu havde hun ikke set ham i flere dage!
Geværet blev kastet ned i jorden, med et skrig og hun kiggede på sine hænder. Forbindingen var allerede gennemblødt af lyserød væske. Da hun tog bandagen af, forsvandt det nye lag hud og sad fast på bandagen. Hendes krop var fyldt med blå mærker. Bestemt kunne man ikke sige at hun var sluppet vel, men hun havde livet i behold, og hun fortsatte med at kreere på sine værker.
Hun faldt ned på sine knæ og gispede af den magtanstrengelse det havde krævet at skyde med geværet konstant. Phobos skulle til at åbne munden, med et bekymret udtryk, men det blik som Daelis sendte ham fik ham til at tie.

[Deleted]

Der var gået flere dage nu og Zean kunne ikke sige han havde lagt på den lade side. Det gjorde han aldrig, om hans krop så skreg efter det...Hvad den bogstavlig talt gjorde. Det praktiske ved dette var at det gjorde så ondt at gå, selv med krykker, at han faktisk blev i sengen hele dagen.
Rei var kommet til hans hjælp og havde hjulpet ham. Derefter have han tilbragt nogle dage med at slappe af, før han var rejst til Macaria i Manjarno igen, for at snakke med hende. Og nu, endnu et par dage efter, var han hjemme hos sin egen race, endelig hjemme til...Mere arbejde. Han sukkede svagt, da han i en pludselig, frustreret bevægelse skubbede det tunge træbord, med alverdens papirarbejde ovenpå, væk fra sig. Bordbenene skreg, da de gled over bordet og hans midlertidige rådgiver så op fra et pergament og hen på ham med en overrasket mine. Han kunne jo ikke læse særlig godt selv, så han havde været nød til at finde en der kunne læse tingene højt for ham og som respekterede ham nok til ikke at lyve. Og en som ville skrive for ham. Han var blevet bedre til disse ting, men...Der var endnu lang vej til perfektion. Og i dag orkede han ikke at øve sig på flere bogstaver eller høre flere beklagelser.
"Jeg gider ikke mere! Jeg har smerter og er træt..." Rådgiveren smilte svagt. Han vidste det godt...Hans rådgiver sad og nød hans smerter. Sikke en grotesk race han var leder af! Han sukkede svagt og lod hænderne glide over hans ansigt.
"Er Daelis her?" spurgte han så. Rådgiveren rejste sig og lagde pergamentet fra sig. Hun rettede lidt på sit altid flot opsatte hår, mens hun gik over for at rydde op i papirerne, der var faldet til gulvet. Altid så skide tålmodig.
"Hun er her. Må jeg sige min mening?" Hun fortsatte inden Zean svarede.
"Hun er...Alternativ. og ikke en af os. Tilmed hundser hun rundt med en af os, en fra den ædle race. Folk mumler derude og det er ikke gode ting" Hun så ikke op på ham. Men dette var Zean også ligeglad med. Han så ud af vinduet med et betænksomt blik. Så nikkede han svagt.
"Jeg er ligeglad. Fortæl folk hun skal være her og hun skal arbejde i fred. Hun har nogle evner vi har brug for, for at skabe en masse våben og dermed en stærk hær" svarede han så. Rådgiveren nikkede svagt.
"Men...At give hende en tjener..."
"Er det rigtige! Hun kan ikke komme ind og ud selv og hun skal have nogen at bestille materialer hos." sukkede han en smule opgivende. Kunne de ikke være ligeglade? Det var for alles bedste og folk havde selv sagt at Phobos ikke var den kvikkeste. Noget skulle manden bruges til.
"Find hende og bring hende herind...Jeg ønsker at tale med hende" svarede han så og vinkede affejende. Rådgiveren lagde favnen af papir på bordet, sørgede for det ikke faldt ned og forlod rummet.

Rådgiveren begav sig ud af den store bygning, der udgjorde en for form rådhus i denne lille by, inde i bjerget. Små lys over det hele fortalte at nogen lavede mad eller lavede andre ting, der havde brug for lys. De fleste af husene var beboet nu, fordi folk kom på Zeans bud og der var ikke længere så tomt. Daelis havde fået et af de små huse i udkanten, hvor hun kunne arbejde i fred og uden at forstyrre nogen, skjult bag nogle klipper. Zean havde lovet racen frihed, men det var klart det tog tid, før de alle kunne flytte ud under åben himmel og her var de i det mindste i sikkerhed. Dem og denne kvinde. Så vidt hun havde hørt var hun kriminel og ikke til at stole på.
Hun stoppede op på god afstand. Her var ingen vind eller andre vejrforhold der kunne forstyrre en, så man havde rig mulighed for at arbejde inde som ude af sit hus. Hun stoppede op et par meter fra Daelis og samlede hænderne foran sig, så højtideligt på Phobos med kolde øjne og rank ryg. Så så hun væk fra denne dødsengel og hundene, til kvinden, der virkede en del...oprørt.
"Lederen er hjemme og ønsker at se dig" kommenterede hun. Der var vel ingen tvivl om at lederen var Zean?
"Er du interesseret i at besvare denne hidkaldelse? Kender du vejen til hans værelser eller skal jeg vise vej?" spurgte hun videre, uden at vise hvor meget hun hadede at Phobos blev behandlet sådan her.

[Deleted]

Da den kvindelige stemme dukkede op gik der et sæt igennem hendes krop. Daelis havde ikke regnet med pludselige besøg. Hun rejste sig op og var egentlig ligeglad med den stand hun stod i. Halvnøgen, eller ej. Hun regnede ikke Phobos og mange af dødsenglene for noget i sådan en grad, at hun følte et behov for at skjule sin krop. De vidste at hun var kriminel, så undercoveret havde ingen betydning her. Kun for hende selv og sit eget selvbillede var det noget hun ønskede at opholde og på en gang ville give slip på.
Hun vidste bare ikke helt hvordan og kunne selv.
Vaklende kom Daelis op af stå og nikkede. Hun svarede ikke sekretæren direkte, men gik hen og trak læderjakken over sig. Hendes krop vred sig så snart den gled ned i klæder, der blot var det mindste tætsiddende, så det det eneste hun kunne udholde uden at skulle bande og vræle.
”Meget vel, det var på tide. Jeg har ventet længe! Jeg var ikke helt sikker på at jeg skulle høre fra ham igen, eller hvornår. Selvfølgelig vil jeg have vist hvor han er. Du regner da vel ikke med at jeg har inspiceret alle bygningerne i grotten her, har du?”
En dyb indånding og furerne i hendes ansigt løsnede op. Det kunne ikke gå at hun gjorde sig alt for upopulær hos dødsenglene. Det her var hendes hjem nu.
Hun skævede til Phobos, der havde travlt med at manøvrere Daelis hunde. Endelig satte han af og begyndte at flyve rundt i huset, men hundene fulgte efter ham, så nu kunne han ikke lige så nemt lande et sted. Den stakkels dødsengel endte med at hænge sig i en slukket fakkel, næsten oppe ved loftet. Han trykkede sine vinger så langt ind mod kroppen så muligt og hylede, da hundene nu begyndte at bide ud efter hans ben i stedet.
Det fik Daelis til at grine en anelse hånligt.
”Ja, nu hænger du på den. Bogstaveligt talt. Jeg sagde det jo. Du skal ikke være bange for dem. De kan lugte det. Du må sætte dig i respekt. Godt de kan lide dig og at i enes så vel! Farveeeel, Phobos.”
-”Men Sot!” Hundene var holdt op med at springe og stirrede op på ham. I det øjeblik blev det ganske klart hos Phobos at han ikke kunne lide hunde. Og bestemt ikke dem der. De skulle ikke sættes i respekt. Det ville de ikke. Faktisk ville han slet ikke sætte sig nogen som helst steder i deres nærhed.
De var forpustede, og når de åndede var deres næser så flade, så de gryntede.
Daelis gik hen imod sekretæren og himlede med øjnene.

[Deleted]

Rådgiveren så mod Phobos med et blik af resignation. Manden var tydeligvis mindre begavet og Lederen havde nok haft ret i at manden ikke duede til meget andet end efterkomme denne kvinde. Men han var stadig en dødsengel og det pinte hende stadig at se ham hænge der, så sølle, med udsigten til at blive revet i stumper af hundene under sig. Hvis Daelis mistede ham ville hun ikke få en ny, det var hun ret sikker på, så hun håbede at hun satte pris på ham og passede på ham!
Hvad angik kvindens flabede svar, var hun ligeglad. Mange folk var flabede i Dvasias og dødsenglene kunne så sandelig også være det. Det var intet problem. I stedet gjorde hun om og gik, forventede at denne kvinde fulgte hende. Hun havde ikke flere ord at dele med kvinden. Nød blot, stille, kvindens smerter med en hvis tilfredsstillelse.

Det bankede på døren. Kontoret var ikke det største. Faktisk var det en kombination af kontor og soveværelse. ved væggen, længst væk fra døren, stod en enmandsseng, som lige nu var redt. Mens rådgiveren var væk, havde Zean forladt sin stol og humpet over i sin seng, trods smerterne. Han turde slet ikke tage forbindingerne af. Det var stadig grimt, fuld af vabler og åbne sår. Der ville gå lang tid før det var ovre...Og Rei ville være sur over han overhoved arbejdede og ikke blev i sengen!
Nu var han dog i sengen, med ekstra puder i ryggen, så han kunne sidde op. Hans hånd gled op til hovedet, hvor en sårskorpe gemte sig under hans hår, som et mindre om den sten der havde ramt ham. Han havde også en lille sårskorpe på den ene kind, men den var lille og ubetydelig i forhold til resten af hans sår.
Han havde taget en stak papir med sig, dem der stod mindst på eller som havde billeder på sig. Han gav sig til at studerer dem, mens han ventede på sin gæst.
Endelig var der, foran det ene store vindue der var i rummet, et stort, solidt skrivebord og foran det to stole. Den ene til Zean, den anden til rådgiveren. Bordet var dækket af papirer, pergamenter, blæk, fjer og endda tørrede urter i en stor pærevælling. Et par stearinlys sad i deres holdere rundt om på væggene og lyste rummet op, sammen med en lanterne på bordet, så man kunne arbejde i belysningen. Gulvet var uden gulvtæppe og lidt slidt. Af mørkt træ, mens vægge og loft var af udhugget sten, som det meste i grotten var.
"Ind!" kaldte han, da nogen bankede på. Som forventet var det rådgiveren.
Zean var klædt i nogle lette bukser og en løs trøje. intet andet. intet bælte, ingen sko eller sokker. Kun forbindinger lå om hans fødder. Nåe, ja, medaljonen var som altid skjult under hans tøj.
Hans blik gled op til døren i den anden ende af rummet. Rådgiveren kom ind og lod Daelis komme ind.
"Tak. du kan gå" bad han rådgiveren og viftede lidt med den ene hånd. Rådgiveren tøvede et kort øjeblik...så bukkede hun let for ham, før hun gik og lukkede døren efter sig...Vel at mærke, hvis Daelis stod i rummet og ikke ude på gangen.

[Deleted]

Da Daelis var gået ind i lokalet skænkede hun sekretæren et sidste blik. Den stramme og formelle attitude passede hende ikke. Tvært imod stak den til alle hendes rebel gener, og hun fik lyst til at lave vrøvl og ulykker. Lidt selvkontrol havde elverkvinden dog. Heldigvis, måtte man nok sige.
Så snart hun så Zean gav hun ham et elevatorblik. Et dybt suk forlod Daelis mund, som var hun mor til et ustyrligt barn.
Der var ikke lige så koldt, så jakken blev smidt over et af skrivebordene. Zean var jo en redelighed. Det tog hende ikke mange skridt at nå hen til sengen, skønt hun gik langsomt for ikke at bevæge sine skader for meget. Hun sagde ingenting. Blot stod hun og stirrede ned på Zean. Så kravlede hun hen over ham, med et ben på hver side af ham. Armene udstrakte på hver side af hans hoved. Deres næser var næsten duttet ind imod hinanden. Det brune dådyrblik havde fastlåst sig ind i hans grå. Hendes ansigt var ganske neutralt, og hendes stemme lige så, men man kunne ane en vis form utilfredshed.
Hovedet på sømmet.
”Hvorfor gjorde du det?” Ingen blink, ingenting. Kun et univers af uendelig brun i mange nuancer var at finde, næsten som var det et forhør. Hun var stille igen. Hun ville lade stilheden stikke til ham, ligesom hendes blik gjorde det.
”Du kunne have stillet træskoene. Hvad er det der er så vigtigt for dig ved den kvinde, hmm? Hvis du vil lede dit folk, så kan du ikke gå ud på sådanne selvmordsmissioner.” brummede hun. For en stund med den samme upersonlige stemme, som sekretæren.
Daelis så sin bror spejlet i Zean. Visse gange kunne hun se ham i hans smil, hans vittige kommentarer og hans kåde facon. Det havde gjort utroligt ondt at se ham komme til skade i Manjarno. Kun kort tid havde hun kendt dødsenglen, men hun så en masse kvaliteter i ham. At se ham dø ville være uhåndgribeligt og som at miste Sylaar igen. Lige for øjnene af hende.
”Du er sjælden Zean. Mere end hvad du ved af.”
Elegant satte hun sig op på hans skød, hvilede hænderne på hans brystkasse og så ned af sig selv. Det korte, sorte hår var rodet. Med alle bandagerne lignede hun et levende pestoffer. Zean blev betragtet med køligt overblik. Så de´r antydningen af et smil. Hun vidste at det kunne have kostet hende livet sidst. Hun vidste at hun havde lovet at hun ikke ville slå ham og træne ham som en hund. Men…
Hun førte en rystende hånd op og lagde imod hans pande. Hun kneb øjnene sammen, så de havde et vist lusket spil, ligesom en ræv.
”Jeg har lyst til at give dig en lammer!” lød hun højtideligt.
Fuldstændig uhensigtsmæssigt og uden at skænke det en tanke at Zean var øm. Måske endda mere end hende, begyndte Daelis at bumpe, ryste og ruske Zean og sofaens madras i sin vægt. Det var ikke direkte at gøre skade og pine på ham. Hun sad blot på ham og bevægede underlaget han lå på. Hendes bløde lår trykket ind imod hans hofter. Han havde altså ingen ret til at sige noget. Det var velfortjent!
Der var mange måder at dressere et dyr på end med pine.

”Og aldrig, ALDRIG undgå at fortælle mig om gigantiske krybdyr, der vil æde mig! Nåå, hvad vil du sige du sige til dit forsvar, hmm!!?”

[Deleted]

Han slap papirerne og lod de fleste af dem falde ned på gulvet, som de gjorde i gyngende bevægelser og alt andet end i en pæn, lige bunke. Mere var de gledet ud over det hele. Hans blik gled op til Daelis og over hendes krop. Hendes hænder var bundet ind og hendes bevægelser fortalte ham at hun havde smerter. Uden tvivl havde hun brændt sine hænder slemt, men han tvivlede ikke på hun nok skulle komme sig. Hun var en sej lille dame. Det undrede ham ikke at hun satte sig oven på ham, trods det gjorde lidt ondt, da også hans fødder blev presset lidt længere ned i madrassen. Han viste det dog ikke. Med så mange smerter, så mange dage ad gangen, vænnede man sig til ikke at vise det alt for meget og han havde trods alt fyldt sig selv med smertestillende urter.
Han sagde intet. Han kunne se det og mærke det på hende. Der var ballade under opsejling. Med en lille sans for situationen holdte han mund og lod hende starte...Og få afløb for hvad end hun måtte gemme på.
bump! Pande mod pande, så de hinanden i øjnene. Det var underligt, men det var trods alt Daelis og han fandt sig i det.
Roligt lod han hende tale ud. Han ventede ikke før til aller sidst, trods hendes ord både var forventede og forundrende.
Hans blik gled over hendes bandager, da hendes hænder hvilede mod hans brystkasse.
Han kunne næsten ikke lade være med at smile, da hun højt og tydeligt fortalte ham at hun gerne ville slå ham. Noget havde hun altså forstået...Her gik man ikke og slog hinanden! De kunne måske alligevel nok lære noget af hinanden.
Hendes udbrud af hopperier og slag i madrassen kom en smule uventet. Zeans hænder gled ned til madrassen for at holde ham stabil. Han skar ansigter, da også hans fødder gav sig til at hoppe og danse over madrassen og gav ham flere bølger af usigelige smerter...
Nej, ingen slag, men stadig smerter i store mængder.

Til sidst faldt tingene næsten til ro. Han trak vejret dybt og ventede på hans dunkende fødder holdt op med at dunke så voldsomt og gøre så ondt.
Til sidst så han på Daelis igen. Nu var det vidst tid til at han sagde noget.
"Først og fremmest er det også mig en fornøjelse af se dig igen" svarede han og mønstrede et meget lille smil, trods hans ynkværdige tilstand.
"Jeg kan se du nåede sikkert tilbage og har taget hånd om dine sår..." han lod blikket glide over hendes hænder.
"Nuvel. Krigen handlede om at indtage Manjarno for at udvide Dvasias grænser og gøre landet stærkere. Macaria, vores leder i slaget, er dronningens rådgiver og den der førte slaget. Hun er ingen forræder, men løb tværtimod, med dødelige sår, ind til tronen for at sætte sig på den. Tronen er et symbol på magt. Den der sidder på den har magten. Hun gjorde det både for at tage landet og tronen, men også for at forhåbentligt at stoppe krigen" han så lidt på Daelis for at se hendes reaktion på disse ting.
"Dragen var mit ansvar. Jeg var med som...En straf. Prinsen af Dvasias hader mig og ville se mig død. Macaria reddede mig faktisk, ved at sige jeg kunne deltage i kampen. Overlevede jeg, var jeg en fri mand. Og her er jeg jo!" han slog kort ud med armene og sendte hende et lidt større smil.
"Jeg tog dig med, fordi du havde en masse gode våben du kunne afprøve og så du kunne få flere erfaringer med krig, så du måske kunne få nye ideer til nye våben. Jeg håber ikke jeg fik dig skadet for slemt. Jeg har også en belønning til dig...Men den må vente lidt" havde han svaret på det hele? Det vidste han faktisk ikke rigtig om han havde...
"Hvad angår jeg er sjælden...Har jeg absolut ingen ide om hvad du mener. Hvis du tror vi skal være elskere, må jeg skuffe dig" tilføjede han så og sukkede svagt, da han igen lænede sig tilbage i de nu lidt umage puder, takket være de var blevet rystet rundt af hendes anfald af voldelighed. Han så afventende på hende.

[Deleted]

Zeans mørke røst prøvede at komme med saglige argumenter for dette vanvid. Alt imens gav hun sig til at tegne usynlige mønstre på hans mave, med sine fingre. Trods alt havde de næsten gået fri af brandsårene. Hun nikkede roligt, for så igen at bøje sig ned over ham, dog denne gang mere på afstand.
”Wuuuh, og sikke en præstation.” Zeans baghoved blev prikket, så der kom en hul lyd.
”Tsch, dragen kunne også have ædt hende, det havde stoppet krigen! Så kunne en af os andre kræve tronen for Dvasias.”
Daelis øjne blev himmelvendte.
”Har du egentlig forstået hvad jeg har sagt, er der nogen hjemme? Du overlevede, men du valgte at følge hende. Du valgte at gå ind i slottet – I en blindgyde! Mage til stupiditet er svær at finde. Du kunne have været død af iltmangel, da heksekunsterne flækkede himmelhvælvingen. Du KUNNE have været død. Og alle dine planer kunne have været ligegyldige”
Dybt suk. Hun satte sig op og gav sig til at massere sin ene overarm. Hvis nu en vis person havde valgt at fortælle mere inden missionen, kunne hun have været mere forberedt. Han formåede da bestemt at få såvel hendes mere personlige våben ud af hende, som dem hun ikke havde tænkt så meget over.
”Ja, men du fortalte mig stadig ikke om nogen som helst drage. Hvis det havde lykkedes dig at få mig med kunne jeg havde beregnet mine våben til formålet. Og måske have taget noget andet på end en læderjakke, der går op i flammer, hmm? Prinsen må virkelig hade dig, når nu han vælger at sende dig ud på den slags. Hvad har du gjort?” smilte Daelis bredt. Hun glædede sig næsten til at høre om hvad han havde gjort at unoder for at komme så skævt ind på prinsen. Det kunne jo næsten blive underholdende.
I den seneste tid havde hun været rundt for at lede efter nye materialer, som ikke var blevet brugt før. Det kunne hun ikke sende Phobos ud efter, og hun var faldet over den sorte sø. Eksperimenter var startet efterfølgende.
Hun begyndte at nusse ham i håret med et grin.
”Det er fint… Du kan jo knap komme op. I hvert fald ikke når jeg sidder her. Du må indse det, Zean. Du er ved at blive gammel! Din styrke er ikke hvad den har været, og din præcision – mmm. Som et ødelagt ur! Jeg har også en gave til dig. De negleforlængelser du har efterspurgt efter er blevet færdige. Og så har jeg en lille overraskelse.”
Elverkvinden skulle til at åbne munden igen, da Zeans kommentar omkring hendes kompliment kom frem.
Zean var da en flot mand, men aldrig havde tanken strejfet hende at have ham som elsker. Alligevel kunne man se at hans ord ikke passede hende, for hun begyndte at misse med øjnene og fnøs. Hun hævede sit ene øjenbryn. Mage til frækhed! Det var OVER HOVEDET ikke det hun mente.
”HA! Åh, vær ikke bekymret, min lille dødsengel. Du holder ingen kvalifikationer, som gør dig velfortjent til at ligge hos mig, eller som skulle give mig lyst til pumpe dine vridende muskler tørre for dit kogende frø, i mit underliv... Selv om det sikkert ville være utroligt mindesværdigt at få dig til at skrige mit navn.”
En pude blev banket legesygt imod hans brystkasse, og det irriterede udtryk løsnede op.
”Vær glad for at jeg kan lide dig, knægt.”
Puden blev lagt på hans mave og hun lagde sig ned over ham. Hendes kind hvilede på puden og et glimt var at finde i hendes øjne.
”Jeg har på det seneste lavet eksperimenter på nogle generationer af mus..” Daelis holdt en kunstpause, blot for at se om det fangede ham.

[Deleted]

Daelis forstod ikke det politiske eller personlige aspekt. Og hvad angik det personlige, ville han heller ikke forklare hende det. Som tingene stod havde han på det tidspunkt på sin vis...Haft en interesse for Macaria. En interesse der var faldet stort efter han var vendt hjem fra sit møde med hende. Tanken fik hans ene hånd til at knyttes. Det var på tide at fortælle Daelis nogle detaljer, så de kunne komme videre med deres planer. Han havde, mere end før, brug for hendes våben. Han havde også fået de dødsengle, der var smede, til at udarbejde nogle skitser af våben og rustninger, som han havde godkendt - dødsenglenes skulle jo have deres egne våben og de kunne lige så godt være specielle - og sat dem til at arbejde fuldtid. Der lød konstant banken af hammer mod metal i hulen og hulen var langsomt blevet varmet op, så selv om det var koldt udenfor og sne, var der varmt i hulen. Åh ja...Dødsenglenes kampe var først lige begyndt.
Han foldede hænderne og så tålmodigt på Daelis, omend hans øjne glødede.
”Som tingene står nu kendte jeg ingen der kunne tage tronen i hendes sted. Selv var jeg ikke interesseret...Selv om jeg overvejer om det ikke havde det bedste.” han lod den sætning hænge lidt i luften og forhåbentlig gøre hende nysgerrig.
”Er der nogen hjemme i dit hoved?” spurgte han lige så flabet tilbage.
”Det er politisk! Når man ikke er gode venner med de kongelige, må man være gode venner med deres rådgiver, for at få nogen indflydelse. Hvis Macaria var død kunne det hele være gået anderledes og ikke for det bedste.” Mere ville han ikke sige...For grunden til at han var løbet med hende var for at redde hende. Fordi han ønskede hun levede.
”Vi kan alle dø når som helst. Hvis jeg skal dø foretrækker jeg at gøre det kæmpende” kommenterede han så. Hvad var problemet? Vidste hun ikke at dødsengle havde en formidabel evne til at holde sig i live? Han sad jo her, med lidt sår, og var aldeles i live!
”Jeg beklager jeg intet fortalte. For det første var dragen mit ansvar og min straf. Jeg ville ikke have det skulle gå ud over andre...Især ikke dem jeg selv havde taget med. Jeg tænkte ikke over du også ville ønske at bekæmpe den. Til en anden gang vil jeg fortælle mere om det. For det andet havde jeg ikke deltaget i planlægningen af kampen, jeg var simpelt...Bare med. Jeg vidste ikke om Macaria havde nogle planer for at tage dragen ned. Hvad hun så åbenbart ikke havde...En stor fejl, hvis du spørger mig. Men der går nok en del tid før den angriber igen, for den er blind nu” han så lidt frem for og trak let på den ene skulder. Noget havde han da opnået, trods han intet havde fået ud af kampen, andet end sår og erfaringer.

Han grinte. Hvordan kunne han andet? Han var gammel? Han var 33 år gammel, stadig en baby i visses øjne! Nej. Han havde så vidt en god alder, men han var stadig uerfaren på en del punkter. Som at lede en race eller tage i krig. Ting han mente han blev bedre til for hver dag der gik. Han forstod ikke hvor denne kommentar kom fra, men han forfulgte det ikke yderligere. Han var også glad for hun ikke regnede med at de skulle have sex. Trods hendes personlighed, var hun så vidt ikke hans type.
”Jeg havde brændt en by af i Manjarno, sammen med Macaria. Og slagtet nogle børn. Men når det kommer til børn, er både Macaria og kongehuset nogle tåber! De mente børnene var uskyldige og ikke skulle dø. Vi havde det jo bare lidt sjovt!” han sukkede svagt og skar en grimasse.
”Mine erfaringer på det punkt...Prinsen er latterlig. Og meget vel er dronningen det måske også. Det finder jeg ud af. Ellers flytte jeg nok til et andet land. Imandra, f.eks., hvis det bliver underlagt Kimeya. Så kan vi bo ude foran hans vindue og minde ham om vores tilstedeværelse. Det ville han simpelthen bare æææælske” han sukkede svagt og lænede sig godt tilbage i puderne, så hans blik blev rettet mod loftet. Det var næsten rart at ligge der, med Daelis oven på sig. Han havde absolut intet imod det.
Han holdte sine hænder op foran sig og forestillede sig dem med neglene på. Han glædede sig allerede! Et svagt smil gled over ham.
”Jeg glæder mig til neglene” kommenterede han så.

[Deleted]

Den tætte nærkontakt hun havde med Zean nød Daelis. Det var behageligt og trygt. Noget hun ikke havde følt meget længe. Så skønt det kunne have været grænseoverskridende, fortrød hun intet. Han kunne have sendt hende væk eller skadet hende, hvis han ikke syntes om det, men han lå tvært imod stille og lagde sig endda bedre til rette. Hans krop var dejligt varm at ligge op af, og hun kunne dufte ham når hun trak vejret.
Alle detaljerne i kontoret gav hun sig til at studere. Der var noget lidt terapeutisk og afslappende ved det. Blev hun ved var hun sikker på at hun faldt i søvn.
Blommen af hendes fingre strøg ned over Zeans næseryg og endte på hans mave. Efter at have aftaget sine egne metalliske negle kradsede hun ham blidt hen over det løse stof. Han mindede hende om en fuldfed, tilfreds hankat, med det smil. Hun var stille imens hun betragtede Zean og gengældte smilet sløvt. Sine ben gjorde hun sig umage med at lægge, så de ikke trykkede på eventuelle skader.
”Tror du at det er muligt for dig at styre et rige og dine engle? Måske endda to riger. Pas på at det ikke bliver for meget. Det var den der med at leve uden konsekvenser. Det kan man ikke som herre af alverden. Så, spil dine spil og leg dine rankelege, men der er taktik i døden, det siger jeg dig. Og tænk dig om før det bliver alvor og ikke længere er lege. Det lyder som om du måske fortryder at du ikke havde taget tronen i Manjarno?”
Hun skævede til jakken og dens lommer. Når hun havde det så rart, så så alt meget mere uhåndgribeligt ud og længere væk end det var. Det bedste lige nu, det var bare at ligge op af Zean og nusse ham.
”Dit bæst!” grinte Daelis højt. Hans historie var vovende. At slagte børn? Hun trak på skuldrene. Aldrig havde hun haft mindre søskende, eller børn selv, så hun havde svært ved at sætte sig ind i den smerte forældre til de små måtte føle. Det var dog almenviden at forældre ville gøre hvad som helst for deres djævleyngel… Og personligt, ja, så syntes hun aaat -
”Børn er irriterende. Flere indbyggere kan være behjælpeligt, når vi udvider Dvasias, men på et tidspunkt kan vi blive for mange. Og så bliver det nødvendigt at tynde ud. Stakkels Zean. Jeg kan ikke forstå at den fæææle prins vil gøre den slags imod dig. Du gjorde sikkert familierne en tjeneste, ha!... Kimeya, det er ham warlocken, ey? Understøtter du ham?... Pas på, Zean. Pas på hvem du allierer dig med, eller der kan komme slag internt i dit styre. Jeg har hørt vandrehistorier om ham.”
Langsomt rejste hun sig op og gik hen imod sin jakke. Da hun vendte tilbage til Zeans skød, holdt hun en lukket glasbeholder med sort boblende slim.
”Og apropos negle, våbenførsel og den slags.” Glaskuglen blev kastet fra hånd til hånd hos hende.
”Jeg går ud fra at du kender til den sorte sø. Jeg var der ude for nylig og indsamle friske prøver. Det der er med søen er at den er giftig. Ingen viser interesse for den, for den har ødelagt meget af naturen omkring. Kun de mest hårdføre sorter af lavlands urter vokser der. Men jeg har undret mig hvad det egentlig er for noget. Den har været der siden ældgamle tider. Den er unaturlig. Fra søen strækker der sig kilder ned i jorden har jeg set.
Her er hvad jeg har fundet ud af: Jeg har tilsat små doser af slammet i foderet til mus og krydset dem hinanden. Jeg fortsatte med at give dem doser af slammet. I starten skete der ikke noget, men snart begyndte de at blive større, mere aggressive og de muterede. Nogle af dem fik hugtænder, mens andre ændrede pelsmønster og endte med at se monstrøse ud. En del af afkommet døde. Kun de stærkeste overlevede. Dødeligheden faldt med generationerne. Der blev dannet en form for modstandskraft.
Hvad nu hvis der er mere end hvad øjet ser omkring den sø? Jeg kender ikke til dens oprindelse, men måske er giften ikke kun i området, men har spredt sig i hele Dvasias. Hvad nu hvis søen er skyld i alle de racer der florerer her… Så som dig selv? Som vampyrer. Måske som mørkelvere. At vi på et tidspunkt var få stammer, der kom andetstedsfra. Da racerne var dannet, startede vi også vor egen kultur.”
Kuglen henlagde hun på puden. Hendes blik var spændt og funklende, som det mødte Zeans.
”Zean, er du klar over hvor stort det her er?! Hvad tror du der ville ske, hvis man tog slammet fra den sorte sø og hældte ned i Procias floder? Ser du hvor jeg vil hen, min basse? Søen kan være oprindelsen til hele Dvasias! Mulighederne er uendelige. Vi kan sprede Dvasias på en helt anden måde!... Det er næsten som om stadset i søen er bevidst. De ting jeg tilføjede i slammet så ud til at blive en del af det. Jeg tilføjede fjer fra en kongeørn. Rotterne der fik den mikstur så ud til at blive mere dunede end pelsede.”
Daelis stemme var mættet med højtidelighed. Man kunne næsten se hendes sind gå igennem uopdagede verdener i takt med at hendes pupiller blev mere opspærrede. Hendes smil var stort, som hun kastede sig hårdt ned over hans krop og kyssede dødsenglens pande.
Kuglen trillede ned på gulvet og sprang. Slammet begyndte strakt at syde og boble sig vej ned igennem gulvet. Daelis stoppede øjeblikkeligt op og begyndte at trykke Zean ind til sig. Hun puffede til hans ben og arme, så intet hang ud over sofaen. Hendes basse skulle ikke komme i kontakt med massen.
”Eller jeg kan bare have mistet sans og samling. Måske er det bare mig. Måske er det ikke noget… Oh og lad være med at røre det der foreløbig, ey basse?”

[Deleted]

Det var utroligt som folk var fulde af gode ideer og en hel masse råd, lige nu. Alle havde en mening om hvad han burde stile efter og hvordan han skulle løse problemerne...Nogen, som Macaria, prøvede at ødelægge alt for ham og få ham til at stå venneløs. Andre, ville han erfare, foreslog han overtog en by i Manjarno og kaldte den sin egen. Dette var dog en ide han først ville høre om et par dage...Men pointen var den samme: Alle havde planer for hvad han burde gøre, om ikke andet, i hvert fald råd til det. Og Daelis havde også. Det var som om hun var en form for bodyguard, uden fysisk at beskytte ham. En kvinde han kunne slappe af med og diskuterer tingene stille og roligt.
Han så lidt på hende. To riger? Nej. Han kunne ikke styre to riger. Han havde ikke engang opfyldt sine løfter for dødsenglene endnu! End videre stabiliseret dem og organiseret dem ordentligt. Nej, som tingene var nu, ville det være som at vandre rundt på budding. Overhoved ikke stabilt og med risiko for at grunden åbnede sig under en og slugte en.
”Jeg vil ikke kunne styre to riger. Jeg har nok problemer med englene. Mit problem ligger i jeg ikke har fundet noget sted for dem endnu, som de kan være. Et sted de kan være i fred...” han så op i loftet og lukkede øjnene lidt.
”Macaria var værd at støtte...Men hvad har jeg fået ud af den?” En bitterhed sneg sig ind i hans stemme.
”Nej. Hun ville ikke hjælpe mig, når det kom til stykket. Hun ville ikke engang prøve. Hun vendte mig og dødsenglene ryggen og for det...” han sukkede svagt. Måske havde Daelis ikke helt fejl i at Macaria var en forfærdelig kvinde.
”Hun foreslog jeg slog den eneste kvinde, der støtter mig som rådgiver, ihjel. Altså ikke hende der...” han pegede mod døren, som pegede han direkte på den kedelige kvinde der havde hentet hende herop.
”...Men en warlock. Hun er fuld af gode ideer der kan hjælpe mig” han luftede hvad der nagede ham. Dette var det største problem lige nu.
”Hvis jeg havde Manjarno ville det i det mindste ikke være et problem!” meddelte han og smilte svagt, trods det hele var en ganske ubehagelige affære.

Han havde intet at sige om børnene. Hvad det angik, var de så sandelig enige. De var irriterende, men...alle var jo børn på et tidspunkt. Faktisk havde han jo også sin egen...En pige, der var blevet overgivet til nogle af kvinderne i hulen, så de kunne passe hende sammen med de andre børn. Når alt kom til alt ville dødsenglene gøre alt for at beskytte og opdrage deres egne børn så godt som muligt. Simpel overlevelse. Se på et dyr...Og overfør det til en dødsengel. Man kunne være ret sikker på denne ville reagerer på samme måde, omend man kunne tale med en dødsengel om det, hvortil en bjørn nok ikke lyttede...
Han smilte svagt.
”Jeg stoler ikke på Kimeya. Hans slægt fik i sin tid dødsenglene til at falde. Nu har han hjulpet dem op igen, næsten, men han er stadig hunderæd for os. Han holder os som allierede, fordi jeg skal hjælpe ham...Men du har ret i at ingen af os ved hvad han vil gøre, når han faktisk får magten. Måske vil han jagte os som alle andre?” Aldrig var noget sikkert. Han havde brug for noget sikkert. Men det eneste der var sikkert...Var faktisk deres lager af våben og denne hule. Det var ikke videre motiverende.
”Men jeg har andre allierede af warlocks. En kvinde, der kunne fungerer perfekt som min rådgiver, en mand, der hjalp mig til magten og som ser på fra siden...” han så på Daelis. Trods alt var warlocks deres eneste rigtige allierede og han kunne ikke bare vende dem ryggen, specielt ikke når de havde hjulpet ham så meget.
Sandt var det flere dødsengle ville se en død Kimeya...Kun hans ordre holdte dem fra det. Men hvor længe endnu?

Han så på hende, da hun pludselig bevægede sig og hentede noget. Endnu en af hendes kendte glasbeholdere. Indholdet var grusomt, sort, boblende. Lidt som...troldebussemænd. En slags slim eller slam. Han ventede spændt på hvad hun nu ville fortælle ham...Trods alt elskede han hendes ideer.
Denne gang, dog...
En ting kunne man sige. Hun gjorde tingene grundigt og var observerende. Mus? De havde sikkert en del mus i grotten trods alt, så ved at hun eksperimenterede med dem, hjalp på det problem. Han ville måske bede folk om at fange mus og rotter, for at give dem til hende. Han kunne lige se det...Daelis, med alle hendes ting og flere bure fulde af mus. Det var lidt morsomt.
Han kiggede på indholdet, mens hun fortalte. Han kendte godt søen, det var her der blev lavet ritualer en gang om året, til ære for...Azrael, mente han det var. Aldrig været en for religion. Hadede det nok nærmere. Men som mindre var han blevet tvunget med og det havde været usigelig kedeligt. Dog havde han været rundt om søen flere gange for at plukke urter og for sjovs skyld. Det var også her han havde mødt Gabriel, Procias konge, i sin tid. En tid der virkede så længe siden...
”Da jeg var barn faldt jeg i søen” fortalte han og så op på hende.
”Jeg blev hurtigt reddet op, jeg kunne jo ikke svømme og min mor skyllede mig igennem...Ja, i flere dage. Tror aldrig jeg har været så ren før” han smilte svagt, som var det et sjovt minde. Ikke fordi han ville blive nostalgisk. Det var bare...Det han tænkte på, når man snakkede om søen.
Hendes teori var måske ikke særlig realistisk...Men den var også sjov og han ville være den sidste at vende ryggen til hendes fantastiske, anderledes ideer og tankegang.
Men det var spændende hvad der var sket med musene, måtte han indrømme. Men hvad skulle han gøre ved det, bruge det til?
”Det er en fin teori. For nu, dog, må jeg beklage at jeg ikke kan bruge den til særlig meget...” kuglen faldt til gulvet. Hans blik fulgte den, til den klat den lavede på gulvet...Og de ætsende lyde. Altså ætsende.
Afslappet blev han liggende i sengen uden rigtig at tage sig af dette.
”Forresten!” Udbrød han pludselig og hans smil voksede en smule.
”Jeg vil klargøre soldaterne og give med en masse våben. Jeg vil sende folk af sted. Mest til Manjarno. De skal sprede lidt frygt og sådan. Men mest af alt...Jeg har en fornemmelse af der snart skal ske noget større for dødsenglene og vi må hellere have våbene klar. De almindelige våben har jeg styr på...Men har du nogle af din slags, der kan bruges eller vil der endnu gå længere tid?” spurgte han. Trods alt...Havde hun været optaget af krig, sår og ventetid på materialerne. Og så hvad end hun ellers brugte tiden på. Men han gad alligevel godt vide om disse var til rådighed...skønt han ikke vidste hvad der skulle ske. Han vidste bare noget. Han ville ikke sidde stille...Han ville få dødsenglene til at provokerer Dvasias. Som han havde lovet Macaria, trods alt. Det trængte de også til, at blive luftet lidt.

[Deleted]

Det der gik ikke. Hun havde brug for at tænke, og en af hendes bedste måder at gøre dette på var at sløve verdenen omkring sig.
Forsigtigt! Yderst, yderst forsigtigt. Daelis strakte sit ben uden om den sorte masse og ned fra sofaen. Allerede nu havde den brændt et lille hul i grottens mineralholdige stenbund. Op fra sin jakke fiskede hun neglene, et fyrtøj og nogle af de velkendte røde cigaretter, imens hun tænksomt kløede sig i det pjuskede, sorte hår.
Cigaretten blev antændt og den hvirvlende, sorte røg gled langsomt ud i rummet. Hun sukkede. Det hjalp lidt. Nu begyndte omgivelserne at forringe sig en anelse. Det var ironisk, men det var i denne forvredne, isolerede verden at hun fandt de fleste af sine ideer. Måske var det også derfor hun havde evnen til at trække så meget sært og nyt tilbage.
Hendes fødder var bare, og grunden under hende fremstod utroligt kold, men lige før så hun gnisten af en ide’. Den forsvandt, så hvis hun gik frem og tilbage i det samme mønster, ville hun måske finde den igen.
Hun udspyede røgen, som var hun en forurenende drage. At det kunne påvirke Zean tænkte hun ikke over. Så slemt kunne det vidst umuligt være, og han var jo en hårdfør mand.
”Du gør dig utroligt mange bekymringer, Zean. De fleste lyder lettere ubetydelige og unødvendige. Jeg fatter virkelig ikke at du gider.”
Kulden imod sine fødder fik Daelis til at fryse, og den strakte sig op i hendes ben. Hun gjorde et spring og hoppede let og elefant tilbage til Zeans varme favn. Uden at spørge begyndte hun at trykke de små knivblade fast rundt om hans negle. Hendes ansigtsudtryk var koncentreret. Eksperten var jo på arbejde.
”Den - Macaria kvinden. Glem hende dog! Hun hiver dig ud i meget besvær...”
Da neglene var fastsat på Zean gav Daelis hænder ikke slip på ham. I stedte begyndte hun at nulre og massere hans håndflade, med en tænksom mine.
”Sådan som jeg ser det er hendes gruppementalitet ikke den samme som din. Hun har et anderledes ’os’, og derfor prøver hun at bøje dig derefter. ’Vi’ bør skabe vores eget, og hyppigt inddele folk i ’dem’, hvis ikke de kan tilføje noget brugbart til din vision” – Og MIN vision. Daelis havde underkastet sig at være en del af Zeans alliance, og hun havde da bestemt også tænkt sig at smadre alt der stod i vejen, for så kunne det forhindre at hun ikke kunne få en styrke stor nok til at ændre Maerimydra, eller vælte kahlien. Så at se Zean gå forvildet rundt og forsinke foretagende, det nægtede hun at lade ske.
Hun begyndte at ryste let. Hendes krop faldt i temperatur, som en respons til de gifte der påvirkede hende. Hun ville så tæt ind til Zean som muligt, så hun trykkede sig imod hans krop. Alligevel fortsatte hun med at indhalere røgen, med et smil og et lettere fjernt blik. Vægen på den anden side at rummet… Det var en fiiiin væg!
”Synes du også her blev koldt lige pludseligt? Hvor underligt… Jeg må sige at hvis slammet i den sorte sø har evnen til at korruptere, så overrasker det mig ikke at du faldt i den.” gnækkede hun. Også hendes ansigt mistede kulør.
”Jeg har fået lavet omkring 40 syrebomber, 15 bomber med kvælende pulver og 7 røgbomber. Og så har jeg en favorit du endnu ikke har set. Det er ligesom en bue og en kanon på samme tid, men den er mere destruktiv. Jeg har gemt den i et stykke tid, for de har beskrevet den løst på efterlysningerne. Alt efter hvad man skyder med er der forskellig effekt. Den har jeg dog kun min egen af… Det lyder som om du planlægger noget stort.” Daelis kiggede indgående på Zean, som invitation til at han fortalte.
”Macaria kvinden har måske noget imod den warlock du vil rådføre dig med. Deres pil går imod deres gruppementaliteter, og hun ønsker dig til at bane vejen for sig. Vær opmærksom… Warlocks konkurrerer meget internt. Du kan ende med at få en krig i dine ranker, hvis du involverer mange uden at kende til deres indbyrdes forhold. Der er ingen svige lige med en vred kvindes. Men hvis det skulle ske, så læste jeg noget spændende om det magiske element og brugerne der kan bøje det af race. Magikere og warlocks har nogle kanaler i kroppen, som der gør at de kan manipulere magi. Hvis man trykker dem bestemte steder på kroppen bliver disse kanaler blokeret midlertidigt, og de er væsentligt bare mennesker… Lyder det ikke sjovt?”
Sjovt... Sjovt som i det sadistiske smil der pludselig viste sig på Daelis læber, og Zean burde der vide hvad klokken var slået. Hun ville elske at afprøve det!

[Deleted]

Daelis kunne ikke ligge stille mere. Hans dovne øjne fulgte hende, som hun gik over det kølige gulv og røg en af hendes underlige cigaretter. Han kommenterede det ikke...Han havde overlevet det sidste gang og ville det sikkert også nu, trods rummet var mindre. I et øjeblik var der stilhed og han havde været lige ved at lukke øjnene - han var lidt søvnig - da hun begyndte at tale igen og han fokuserede på hende. Han grinte lidt. Hvordan skulle han andet? Han holdte allerede af Daelis. Måske fortjente hun stillingen som hans faste rådgiver! Hun fejede de små bekymringer til siden og påpegede de større af dem. Han havde ikke glemt det...Han skulle nok hjælpe hende. Men han kunne først hjælpe hende, når hans egen race var mere stabil og stærk. Det kunne hun vel nok forstå?
Ubetydelige...Var nogle af hans bekymringer så små og ubetydelige? Havde han mistet sansen for de vigtigste og største ting og begyndt at trille tommelfingre, mens han tænkte over de mindre ting? Det var en ubehagelig tanke. De små ting var altså også vigtige, vigtige for udfaldet af det store ting. Men ikke lige så vigtige, at de burde opsluge ham helt. Var det sådan det var?
Han var virkelig begyndt at ændre sig...Og han var ikke sikker på om han kunne lide den nye Zean, der tronede frem. Han havde brug for at finde sin gamle side frem, den havde fået ham så langt som til at blive leder, uden at blive stoppet af store problemer. Den Zean der snoede sig om folk, som en glat ål. Han trak vejret tungt. Det måtte vel være sådan det var.
Hvad angik hendes syn på tingene...Han kunne lide det. Han nikkede let. Det var jo det...identitetsproblemerne. Ikke bare hans egne, men også dødsenglenes samlede. Hvem var de? Hvem burde de være? Hvad skulle de stile efter? Daelis havde slået hovedet på sømmet uden at slå sig. Dette var problematikken. Og det var op til ham at vælge hvordan de skulle være. Han havde jo sine værdier og forestillinger om racen. Han måtte lede dem i den vej der var nødvendig.
Hvad skulle han gøre uden Daelis? Men hvor han glædede sig til også at have mørkelverne, i hvert fald nogle af dem, som allierede! Han var træt af kun at have de mystiske og manipulerende warlocks.
”Vi er os. Hun er dem” kommenterede han. Men var det så simpelt? Han manglede at koble de rigtige betydninger til 'os' og 'dem', men dette var ikke noget han kunne overskue lige nu. Han måtte overveje hvordan dødsenglene skulle være senere. Deres værdier.

Han smilte svagt. Koldt? Dette havde nok noget at gøre med hendes urter. Og dog, alligevel, gled hans ene hånd hen over panden på hende. Bare kort, hånden var næsten væk lige så hurtigt, som den havde været der, ganske blid. Nej, der var ingen feber...Det var virkelig kun hendes urter. Så var hun også selv skyld i det og han ville ikke hjælpe hende med løsninger på temperaturen. Hun vidste det jo også godt selv, trods hun måske havde en for sløret verden til at tænke over det.
Men hvad betød det nu? Mente hun at han var korrupt?
Han lod det være som det var.
I stedet lyttede han til hendes optælling. Det lød godt. Meget godt. Han nikkede svagt for sig selv. Selvfølgelig var det ikke et helt lager, men det var nok til at sprede død og kaos i en lille by i Manjarno. Han smilte svagt for sig selv. Han måtte vel hellere fortælle hende det denne gang, ikke?
”Jeg vil overtage en by. Vi får ingen forærende af vores alles dronning af Dvasias. Så må vi jo selv tage det. Når jeg har overtaget byen kan jeg bedre opbygge noget stabilt for dødsenglene og gøre dem stærkere. Derefter kan vi snakke om hvordan vi vælter mørkelverne og gør dig lige så tilfreds, som jeg forhåbentlig snart bliver” kommenterede han og så på hende. Blot så hun vidste han ikke havde glemt deres aftale.
”Jeg ved de konkurrerer internt. Jeg har allerede taget et parti, selv om jeg til tider overvejer om det er det rigtige...” han så op i loftet igen.
”...Men jeg har formået at holde det hemmeligt, så ingen warlocks har vendt sig imod mig nu,...Mere ved jeg noget der kan vende dem mod hinanden og holde dem beskæftiget et stykke tid. Jeg er bare i tvivl...Skal jeg forstyrre Kimeya med nyhederne nu og risikerer han ikke er sig selv, når Imandra skal indtages, eller skal jeg vente?” Dette havde han ikke snakket med Eriz om. Måske burde han heller ikke snakke med hende om alt. Han måtte også selv tage nogle valg, trods alt. Han sukkede svagt.
Warlocks og deres magi. Så mystisk, så magtfuldt. Rei havde flyttet ham fra et lokation til den anden, vidst hvor han var og at han havde brug for hjælp, blot igennem en medaljon. Han forstod det ikke og han frygtede lidt hvad de kunne gøre...og derfor foretrak han også at have dem på sin side af en krig. Han kiggede lidt på Daelis.
”Hvis det er sandt er det noget mine soldater skal lære, så vi bedre kan beskytte os...” sagde han tænksomt. Han så godt hendes smil. Han havde endnu ikke skaffet hende en warlock hun kunne lege med...Han måtte se om han huskede at spørge efter en, når han besøgte Kimeya...Spørgsmålet var om Kimeya overhoved ville overlade en warlocks som forsøgsperson i kløerne på dødsenglene. Men hvis han nu kun sagde noget af det...og fik det til at lyde som en god ide...Så måske.
Han holdte sine hænder op foran sig og studerede hans nye negle. Det føltes underligt at have dem på. Hvis de blev flået af? Ville han så miste sine negle?...
Han lod fingrene følge deres kanter og kolde ydre. De var flotte...Han glædede sig til at afprøve dem. Han elskede dem! Han mærkede en fryd vokse op i sig...De skinnede så flot i lyset! Så...truende!
”Fantastisk...” han var helt opslugt af at studerer dem, at han blev helt fjern.

[Deleted]

Efter et stykke tid, hvor hendes mave var blevet varmet op af Zeans, rykkede hun puden. Den lagde hun op, så den dækkede det øverste af hendes skuldre og ryg. Det varmede ikke meget, men hun havde ikke lyst til at bevæge sig så meget mere, og jakken var så frygteligt langt vægt. Hun kørte sine fingre hen over dødsenglens kinder og nikkede bestemt.
Det glædede hende at han i alt kaosset ikke havde glemt hende. For hende var det vigtigt. Et spørgsmål om ære at hævne sig på kahlien Det havde ikke været broderens ønske, om han havde levet, men det fik hende til at få det bedre… For en stund. Det ville også vise hvor stærk og vedholden Zean var, hvis han holdt kursen. Og når nu hun aldrig havde stødt på andre der havde en lignende interesse for våben, så ville hun sige at hun havde et fast tag i ham. Sine fingerspidser arbejdede hun i cirkler imens hun fastholdt hans blik intenst, dog blødt og legende. Næsten som om hun troede at det kunne få ham til bedre at lytte og forstå, hvis hun blev ved.
”Præcis. OS! Nu, tænk ikke mere på det. Det kan være overstået, hvis du lader det blive i glemslen og fokuserer på det der er vigtigt. Det hjem du vil give din race, så de ikke skal bo her inde, som gemene flagermus for eksempel. Jeg har allerede sagt at du har min loyalitet, hvis du bliver ved med at holde vores aftale. Du har været forvirret, forstår du, hmm? Jeg kan nå at skabe flere våben, men jeg må vide præcis hvornår du vil slå til. Agter du at splitte dine alliancer imod hinanden op til indtagelsen? Dreng, jeg tvivler på at det er en god ide’. Men du bør have det i baghånden i tilfælde af at en af dem skulle stikke dig i ryggen… Du bør holde dig til det parti der ikke udgør en trussel for dig. MEN jeg elsker hemmeligheder. Fortæl!”
Hun betragtede Zean og den fascination han fik af de nye negle. Han var jo som et bar juleaften, og med den hånd der endnu ikke havde fået aftaget dem, hun begyndte at klikke sine egne imod hans. Hans fordybelse alene var det værd og tak nok.
”Det er ikke så simpelt. For at afbryde strømmen af magi skal man være forsynet med et magisk objekt, eller have fået overført magi i kroppen selv. Eftersom almene folk ikke har den medfødte evne til at kanalisere magi er dette kun midlertidigt… Endnu en grund til at du finder mig en samarbejdsvillig warlock, basse”
Igen tillod hun sig at gøre det, skønt det havde udløst deres konflikt sidst. Hun tog fat i hans kæbe og tippede hans ansigt lidt op. Denne gang var det dog ikke hårdt, men legende, og et smil kunne hun ikke tilbageholde.
”De får det til at lyde så nemt i bogen, men montro de kære små warlocks ikke bliver sure på os, hmm? Måske du kunne præsentere mig for disse kontakter af dine. Jeg vil gerne se hvad jeg løber iblandt. Det kunne jo ske at de kom ud af kontrol.” kommenterede Daelis sukkersødt og truttede med munden.

[Deleted]

Hun masserede hans hånd og talte så afslappet, mens hun lå op af ham. Hun virkede slet ikke så kold, som hun påstod hun følte sig. Han var virkelig ved at blive træt...Man skulle næsten tro han havde fået noget beroligende, men hvor skulle han have fået det fra? Han havde ikke spiste eller drukket noget i...Det var snart flere timer. Nej, det var nok bare en normalt reaktion, som han lå her i sengen og snakkede afslappet med en person, han ikke frygtede ville skære halsen over på ham med det samme. Hun havde jo vist det, trods alt, ved kampen...At hun ønskede ham i live. Var det ikke bevis nok?
Hun havde ret. Han havde, og var vel et eller andet sted stadig, ganske forvirret. Men han havde flere ting at tænke over nu, flere ting der ville gøre ham mere klar på hvem han var, hvem dødsenglene var og hvilken vej de alle skulle gå.
Til tider glemte han det...At Daelis ikke ville være der altid, men forhåbentlig en dag selv en slags leder. Så ville hun ikke længere lave våben til ham eller side her, på hans seng, og fortælle ham at han var den forvirrede. Han smilte svagt. Var det sentimentalt?
”Selvfølgelig vil jeg holde vores aftale...” hans øjne gled i. Han ville ikke sove, ikke mens de talte...Men hvor var det tæt på!
”Jeg ved ikke præcis hvornår jeg vil slå til...Men snart...Jeg vil tage mit eget sted...Du kan komme med, ved du jo...Jeg vil allerede fra start få brug for dine våben til også at beholde byen...Måske vil dronningen sende en hær efter os...På den anden side...Hvem kan blive sur, hvis du vælger at blive her? Hvis en større hær kommer efter os vil vi nok dø...Og dertil skal jeg bruge warlocks. Som allierede, til at gøre hæren større og til at overbevise os om at det ikke kun er dødsenglene de rammer....” Det gav jo fint mening!
”Måske vil jeg ikke drille dem endnu...Kimeya er den der har magten nu, men Rei er den der vil have magten i fremtiden. Det er ingen nem balance. Men Rei er en meget tålmodig, klog og accepterende mand. Også hård...Han vil nok forstå jeg hjælper Kimeya først” han smilte svagt for sig selv. Hvis ikke...Jamen så vidste han ikke hvad der ville ske. Eriz holdte ham i snor...Det gik nok alt sammen.
Han smilte svagt og så på Daelis et øjeblik. Kunne det skade? Ikke medmindre hun løb i forvejen og sagde det, så han selv kom i dårligt lys.
”Yuuki”

I stedet gav han sig til at lytte til hendes fortælling om warlocks og deres magi. Ja, han forstod bedre hvad hun skulle bruge en warlock til nu og han skulle nok prøve at skaffe en! Men de var altså ikke nogen der voksede på træerne. Og han ville jo ikke ødelægge sine alliance med warlocks samtidig.
Det lød sjovt at få overført magi til sin krop...Faktisk lød det rigtig sjovt. Hans øjne gled op og han drejede hovedet og så på hende.
”Magi? Siger du alle kan have og bruge magi...Omend, kun for en kort tid?” spurgte han. Magi...Han kunne få flere evner! Det var i hvert fald sådan han tolkede det.
Han lå bare helt stille og dovent, selv da hun vendte og drejede hans ansigt, som en læge der studerede en patient. Han kunne ikke se hvorfor han skulle have noget imod det. I stedet gled hans finger frem og prikkede let til hende. Selvfølgelig uden at prikke hul på hende samtidig.
”Måske møder du nogle af dem en dag...Nej, hvad jeg virkelig er interesseret i...Lad os begynde at planlægge angrebet på din by. Jeg skal bruge et kort over byen, alle smutvejene ind og ud. Jeg skal bruge...Alt du husker om deres vagter og disses bevægelser og våben. Alt du ved om deres strategi og militær. Deres ressourcer. Måske kan vi forhindre dem i at modtage ressourcer og gøre dem svagere inden et angreb” han smilte svagt. Dette var ting de kunne begynde at tænke over og planlægge. Hvordan de ville gribe det hele an og angribe. Dette ville også gøre Daelis mere fokuseret og overbevise hende om at samarbejde med ham. Trods alt.

[Deleted]

Hun vidste det jo godt. At forandringen krævede ravage for at ryste Dvasias, og det kunne føre til vrede horder der ville tage deres liv. Det fik hende til at skæve væk og gemme sit ansigt imod Zean. Hun ønskede ikke at kommentere det. Aller helst ville hun undgå at tænke på den mulighed at hun kunne miste sit liv, men hvorfor skulle det ske?
Indtil videre havde hun været utroligt dygtig og rejst sig igen hver gang hun var blevet klippet ned, ligesom det ukrudt der drænede andre flora i folks haver. Hun havde overlevet et overfald af skovelvere, hun havde overlevet sin egen henrettelse, og nu havde hun været med til at bekæmpe en drage. Måske var hun nød til at flygte, som før. Det var trods alt nødvendigt for at holde sig selv i live, og det var en af hendes specialiteter. Nødvendigt var det, at hun holdt sig selv i live, hvis hun skulle redde Zean fra det der kunne vente. Hun håbede et sted at han forstod, skønt det aldrig var med stolthed at hun spurtede af sted.
Hendes hånd pjuskede blidt Zeans kraftige mange i cirkler.
”Meh, jeg finder på noget, det gør jeg altid. Du skal ikke tænke over det. Der er intet jeg ikke kan! Hvis det sker – hvis vi bliver fanget, så finder jeg dig og hiver dig med mig. Det vigtigste er at du overlever af alle dødsengle, når du er hovedet i dette her. Forstår du?”
Der var lidt foruroligelse at finde i elverkvindens ansigt. Zean trak i så forfærdeligt mange snore, at han begyndte at blive viklet ind i dem, hvis han ikke var påpasselig. Bare han vidste hvad han lavede. Fik han for mange spillere på banen kunne han miste overblikket, og skønt han virkede til at have forståelse for det hun sagde, så var der noget der ikke føltes helt rigtigt. Alle de folk hun absolut ikke kendte. Hun kunne ikke lide det.
Daelis satte sig op og puffede til Zeans brystkasse, med flade hænder. Som om det ville hjælpe hende noget at forsøge sig med at være afpressende. Ikke at det lykkedes specielt godt. Siden hun stødte ind i Zean, havde hun aldrig haft et så afslappet øjeblik med ham, som nu. Det var vigtigt at indtage Marimydra, men måske nåede hun aldrig så langt, hvis hun lavede de forkerte træk iblandt alliancemedlemmer.
”Yu wuh? Denne person er mig ikke bekendt. Zean! Det her er vigtigt. Jeg vil vide hvem jeg arbejder side om side med i skyggerne. Jeg vil kende deres mønstre, så intet kan overraske mig. Jeg INSISTERER, jeg… beder dig, Zean. Det gør mig utryg. Du skal ikke ændre emne.”
Daelis så rynkede på næsen og begyndte at ruske let i madrassen igen.
”Se på mig!”