Manjarno will fall! (åben)

[Deleted]

I langt de fleste krigssituationer, var formationen afgørende. De var nødt til at holde sammen. Det var den strategi som han alle dage havde kørt, så det her var ikke noget undtag! Igen kastede han en kugle afsted. Denne gang var den så lille, og hurtig, at den skød direkte igennem brystet på en soldat og fløj videre på den anden side. Han faldt død til jorden.
Pilene fløj om ørene på dem. Hurtigt vendte Evan blikket op. Noelle var ankommet. Fantastisk! Lidt backup fra den dvasianske hær havde han dog formået at skaffe sig, så det passede ham perfekt! Han stillede sig i position, også selvom hans opmærksomhed hurtigt blev afbrudt, da de store vinduer blev knust, og den store drage søgte direkte ned i den store have. Det var uden tvivl et større væsen, end det som han havde regnet med, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
"Åh gud..." endte han med en fast tone. Det var et lidt større væsen, end hvad han lige havde regnet med. Ligesom alle andre, sprang han kraftigt til side, i det at dragen åbnede ild, og den var jo voldsom! Varmen bredte sig, hvor selv Evan måtte gemme ansigtet. At Noelle bare blev stående, fik ham til at stirre på hende, for hun blev jo bare stående?

Zean gik igang med dragen. Evan hævede blikket mod dem. Han satte hænderne i jorden, for at komme op, hvor han selv blev mødt af et spark i siden af en manjansk soldat, hvilket slog luften ud af ham. Han greb hastigt efter kniven, som han havde siddende i et bælte tæt ved hans sko, hvor han kraftigt svang de op mod vagten.. Han ramte struben.. Det tog ikke lang tid før vagten faldt i jorden. Han tvang sig denne gang op på benene igen. Han tog sig til brystet og bakkede lidt. Den drage var altså enorm!
Han gjorde en let bevægelse med hånden, hvor han igen fik sværdet op i sin hånd. Han kneb øjnene let sammen. Hvor gjorde det dog ondt! Lugten af brændt kød og død spredte sig for alvor over det hele.. Græsset blev mørkt og brændt, og det bredte sig over hele pladsen. Han vendte blikket mod toppen af tårnene hvor bueskytterne førhen havde stået. Denne gang smed han sværdet fra sig. Ved hjælp af magien, som han skabte i sine hænder. En bue dannede han ved at trække hænderne fra hinanden, hvorefter han lagde en magisk pil på strengen. Han skød den ene ned efter den anden. Selv var han fortræffelig med våben, og hvis Zean havde styr på det store bæst af en drage, så burde det vel ikke være helt utænkeligt?
"Macaria... NU!" endte han med en fast tone.

[Deleted]

Daelis fik travlt. Hun havde aldrig været oppe imod så mange væsner før. Hun havde haft mørkelviske mænd til det. Nu blev hun jagtet rundt, og så endda af flere soldater. Hendes opmærksomhed var vidt spredt, og hendes hjerte bankede fast. Adrenalinen pumpede. Lige som hun skulle til at få vejret igen blev det næste sværd hugget imod hende, og lyden af metal mod daggert klingede. Tre soldater stod og slog ivrigt ud efter hende. Hun bed tænderne sammen. Aggressionen og irritabiliteten steg i hendes krop.
Epileptisk afværgede hun slagene med alt hun kunne. Benskinner, knive. Hendes hoved var blottet, for hvis hun bar for meget panser ville det sænke hendes fart.
Det lykkedes hende at få sparket hjælmen af den ene og give vedkommende en uppercut på næsen. Hans faldt om. Næsebenet blev slået op i den grå masse, men de to andre fortsatte med at hugge løs på hende.

Lyden af splintret glas genlød, så en brøllen og hele jorden rystede. Daelis blegnede øjeblikkeligt, men soldaterne fortsatte, og i takt med daggertens hug skreg hun af frustration.
”En drage?! Ing-en! Har! Fortalt. Mig. OM NOGEN DRAGE!!! Så hold dog op!!”
Burde den slags væsner ikke være døde? Hun havde kun hørt om dem fra bøger. Den trak vejret? Hun spærrede sine øjne op. Den trak vejret – ret så meget. Det kunne ikke være godt! Og med et kom resultatet. Ild. Med frustrationen i stemmen sparkede hun alt hvad hun kunne til de to soldater.
”Farvel!”
Daelis sprang alt hvad hun kunne og greb efter det nærmeste, gigantiske skjold fra de faldne. De to andre brugte hun som afsats og skubbede ind mod ilden, for at få mere fart på og et muligt kødskjold til at tage det værste af varmen. Skjoldet trak hun ind foran sig i sit fald.
Da hun ramte brostenene trillede hun rundt med en grimasse. Hun tog sig til hovedet. Torden bragede og oplyste kampens hede. Med armen fik hun skubbet sig halvt op. Hun kiggede fra vampyrkvinden til den dødsengel hun knapt lige have mødt og tilbage igen.
Hendes stemme blev hviskende. Hun følte sig næsten kvalt. Havde de tænkt sig at?
”Zean…” Bitterheden blev tydelig i hendes ansigt. Vampyrkvinde, deres leder – ville altså bruge ham som lokkemad. ”Skøre kælling, han bliver jo brændt til aske!”
Havde hun bare tænkt sig at han skulle lede den væk, helt alene? Det gjorde ondt at indse at de måske ikke havde andet valg.
”Amen.” Hvis der var nogen guder i hendes liv. Guder, der af en eller anden grund altid havde været der, men havde glemt hende i verdenen, så ønskede hun inderligt at de skulle høre hende nu. Hendes læber bævrede, som hun sprang op og bakkede lidt væk for at få overblikket.
Et velkendt mantra slog igennem Daelis hoved, som hun stod der midt i blodbadet.
”Zean… Du er gal. ALLE ER GALE!”
Op fra sit bælte trak Daelis tre glaskugler, fyldt med pulver. De blev kastet op til bueskytterne og splintredes. Røgbomber. Den grå tåge ville dog ikke være der længe, men den ville danne tåge nok til at give de invaderende et forspring. Fordi de var tættere på himlen ville folkene på jorden kunne se dem som skygger, men da der var begrænset lys ved de kæmpende, ville bueskytter have svært ved at se og ramme.

[Damien Nathanael Adams]

Damien så rødt. Det kunne godt være, at den manjanske modstand ikke var den mest optimale, men der var folk, som ønskede sit land, og sine frie grænser, og det var det som han selv ønskede at ivaretage.
Som folket spredte sig som myrere, idet han kastede ilden direkte mod dem. At der så derimod var en kvinde, som valgte at blive stående... og selv stod fint, som altid, var det første som fangede hans blik. Han blinkede med øjnene, hvorefter han kneb dem sammen. Han ville have dem væk, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok. Han brummede arrigt, idet han igen landede på alle fire foran hende, så det rungede i jorden.Han brummede irriteret og med blikket hvilende på denne dæmoniske kvinde. Han stirrede på hendes ansigt, hvorefter han blottede tænderne. Hvem pokker var hun? Han fandt sig slet ikke i at nogen skulle gøre det der og bare kunne blive stående. Han gabte kraftigt endnu en gang, idet at en pil ramte ham i ansigtet. Han brummede arrigt, idet han kraftigt bakkede. Hvor mange han måtte træde ned bag ham, tog han sig ikke af. Denne gang var det dog dødsenglen som han fik øje på. Han skulle bestemt ikke have lov til at rende rundt og tirre ham på den måde! Igen brølede han kraftigt op, inden han kraftigt satte af med forbenene, i et forsøg på at hapse direkte ud efter ham, selvom han missede. Han vendte kraftigt om, hvor han slog med halen, som var det en kraftig pisk.
De store og sylespidse tænder blottede han i det kraftig og massive gab, inden han endnu en gang med en kraftig bølge af ild. Mørkelveren som stod der, fangede hurtigt hans interesse, i og med, at hun bare stod og råbte op. Hvor irriterende, var det ikke lige! Pupillerne trak sig sammen, idet han endnu lod en bølge af ren ild komme mod hende, inden han satte direkte efter Zean. Den dødsengel skulle ned med nakken, og det skulle være nu! 

[Noelle Jaceluck]

Varmen fra flammerne brændte på hendes hud. Ikke som den ville på mange andres, den ville ikke slå hende ihjel. varmen fyldte hende med styrke og hendes sværd blev rødglødende. Da flammerne endelig foretog sig, stod hun tilbage. Hendes klæder var mere eller mindre brændt væk, det røg stadig visse steder fra, en lille ild som hun ret hurtigt fik slukket.
Flere steder var hendes hud sortsveden og der var kommet små forbrændinger. I det øjeblik, troede Noelle at faren var mere eller mindre forbi, og hun så op på Evan der lod til at se lidt forbavset ud. Man kunne se antydningen af et smil igen, der bevidnede at hun nød dette. Endelig skete der noget mere spændende end de forudsigelige kampe på slagmarken som hun i morgen ville vende tilbage til igen, hvis alt gik vel, vel og mærke.
Det store 'bump' der lød da dragen tog et skridt frem. Langsomt vendte hun sig om og vrængede på næsen af dens elendige ånde. "Godt jeg ikke skal kysse dig," mumlede hun. Noegt af sværdets skæft var smeltet og føltes nu bare lidt underligt i hendes hånd. Det var ret skræmmende at stå overfor et så stort væsen, men det lod ret hurtigt til at den mistede interessen til fordel for en af de andre. "DUK DIG!" råbte hun til den fremmede mørkelver og så til med store øjne. Drager var sjældne.. og farlige, ikke et væsen som hun havde lyst til at lægge sig ud med. Noelle så overvejende på sit sværd og op på dragen. Ned skulle den, sværdet ville næppe være nok, men det var en start. Hun hævede det og kastede det med den styrke hun nu engang havde, i håb om at den ville ramme. I samme øjeblik slog noget hårdt hende flere meter tilbage. Hun nåede ikke at se halen der kom imod hende, før luften blev slået ud af hende og hun i stedet fandt sig selv liggende på det kolde, våde græs, mens regnen silede ned over hende. "Forbistrede...." hun stønnede og forsøgte at komme op uden videre held. Hver en nerveende skreg i smerte og der lå hun, badet i en fremmede mands blod og uden et våben, og egentlig var hun mest sur og stædig efter at komme op igen.

[Deleted]

Zean løb afsted, for at komme på vingerne, mens Evan tog sig af bueskytterne. En mørkelver stod og råbte af Macaria, men hun var optaget af at holde et par soldater fra livet. Hun havde tabt sit sværd i faldet, og måtte bruge sin vampyriske hurtighed, til at undgå de drabelige hug med soldaternes sværd. Når hun tog et hårdt skridt, sprang vand op af hendes ben, så hun var fuldkommen gennemblødt. Larmen fra de kæmpende omkring hende, var overdøvende, for hendes sarte øre. Duften af blod hang i næsen.
I en hurtig bevægelse fik hun fintet sig ind på livet af den ene soldat, greb fat i hans hoved, og fik vredet nakken om på ham, så han livløst faldt om som en slap dukke for hendes fødder. Med en hvæsen sprang hun på den næste, inden han overhovedet nåede at blinke med øjnene. De faldt om på jorden, hvor hun rev hjelmen af ham. Kort stirrede et par rædselsslagne øjne op på hende, inden at hun satte tænderne i struben på ham. Blod væltede ud i hendes mund. Desværre var der ikke tid til at drikke. Hun kom gispende på benene, og kiggede rundt for at få et overblik, mens hun tørrede sig om munden med bagsiden af hånden.
Folk havde travlt med enten at dræbe eller dø. Regnen skyllede blodet af folk, men gjorde det svært at se noget som helst. De fleste var sorte, gennemblødte skikkelser, der kæmpede rundt på gårdspladsen til musikken af metal og magi, som blev kastet.
Evan råbte hendes navn, og hun opdagede, at der var frit. Bueskytterne var væk, og Zean havde distraheret dragen. Hendes blik faldt på indgangen til slottet. Når først hun havde sat sig på den forbandet trone, var Manjarno hendes. Hun ville være den nye dronning.
Sammenbidt satte hun i løb over slotsgården. Regnen og vinden piskede hende i ansigtet, mens hun sprang afsted over lig, og twistede forbi kæmpende. Sværd blev hugget ud efter hende, men hun undveg. Fast besluttet på at ende den her kamp, havde hun kun øjet for indgangen til slottet.
Hun nåede trappen op til den store hoveddør, og begyndte at løbe op af den to trin af gangen. Målet var så tæt på, at hun næsten kunne se tronen for sig. De var så tæt på.
Bag sig kunne hun høre nogle skrig og råbe.
Et halvkvalt gisp brød hendes læber, og hun stivnede midt i et trin. Noget gjorde ondt i ryggen. Ufatteligt ondt. Langsomt vred hun hovedet bagud med en smertefuld grimasse. Rædslen og forundringen malede sig i hendes ansigt ved synet af spyddet i hendes ryg. I et øjeblik forstod hun ikke, hvorfor det gjorde så ondt, eller hvorfor kødet ikke allerede nu var begyndt at heale. Så fangede hendes øjne skæret i spyddet. Det var lavet af sølv. Et sølvspyd.
Med et støn faldt hun ned på knæ. Hun kunne smage blod i munden. Svajende blev hun siddende på trappen med hovedet hængende. Der lød en hvislen. En pil borede sig ind mellem hendes skulderblad, så det gav et ryk i hende. De manjanske soldater havde fundet ud af, det var hende som ledede slaget, og prøvede nu at gøre alt for at standse hende.
Øjenlågene var tunge. Rigtig tunge. Med en kraftanstrengelse kiggede hun op mod døren ind til slottet. Så tæt på. Hun havde været så tæt på.
En manjansk soldat kom ind i hendes synsfelt. Hans ansigt forvrænget i had og raseri. Tavst pressede han spyddet mere ned i hendes ryg, indtil at hun blev tvunget ned på maven. Hun var pludselig træt. Rigtig træt. Lydene fra kampen virkede så formumlende og langt væk.
Spyddet blev trukket op af hendes ryg. Ud af hendes øjenkrog, kunne hun se soldaten hæve det, for at gøre det af med hende én gang for alle. Hele hendes ryg var lammet af smerte, og hun havde kvalme. En vampyr med kvalme? Hun var ved at grine.
Men det her var ikke overstået... langt fra. Hun nægtede at dø på trappen til hendes mål. Hun nægtede.
Med en kraftanstrengelse rullede hun væk, da spyddet kom flyvende ned. Hårdt borede det sig ned i trappen trin, så sten sprang til alle sider. I en snerren var Macaria sprunget på soldaten. De faldt ned på trappen, hvor hun sad øverst på ham. Hårdt greb hun fat i hans hår, og bankede resolut hans hoved ned i trappens kant, indtil at blodet sprøjtede, og han ikke spjættede længere.
Kanten til besvimelse truede med at vælte hende omkuld, men hun fik kæmpet sig på benene. Med usikre skridt nåede hun døren. Træt og med blod sivende ud af sine såre, stødte hun skulderen mod døren, og pressede til. Langsomt gik den op.
”Kom nu... kom nu...” hvislede hun mellem de sammenbidte tænder, indtil den stod akkurat på klem nok til at hun kunne smyge sig indenfor.

[Deleted]

Til hans forfærdelse var han ikke helt hurtig nok. Dragen var kommet bag på de fleste og det var klart at dette gav dragen et øjeblik at reagerer på nogle ting, de andre ikke var opmærksomme på. Zean bandede for sig selv og følte en knude i maven.
Daelis stod der. Foran dragens ild. Han havde set den anden kvinde, men han var ligeglad med denne fremmede kvinde, der blot stod og rystede sine afsvedne tøjstumper af sig. Nej, Daelis...Forbandet! Han havde brug for den kvinde! Hvem skulle ellers lave ham et arsenal af nye våben, ingen havde set før? Han havde taget hende med så hun fik erfaring og kunne få nye ideer til våben! Ikke for at hun skulle blive grillet!
En dum drage skulle ikke ødelægge hans planer.
Han gik til angreb og skød pilene af sted, tirrede dragen og fik heldigvis dens opmærksomhed. Desværre var den ikke i luften endnu og kunne endnu skade mange af dem der stod omkring den, enden ved at træde på dem, svinge halen eller spy ild. Men for hver gang dragen var opmærksom på andre end Zean, tog han chancen og skød nye pile af sted.
Det passede fint. De sidste bueskyttere forsvandt og Zean havde undgået deres pile næsten perfekt. En pil havde ramt ham tværs over hans gode kind og han blødte, men det var overfladisk. En anden havde ramt hans ene skinneben, men det var bare et lille kødsår. Så vidt han bestemte, altså. Det var lige meget.
Da dragen gik til angreb mod Daelis, fløj Zean ned mod hovedet af den. Bagfra fløj han direkte ind i hovedet på den og klamrede sig fast til de hårde skæl. De var virkelig hårde og alligevel så flotte, selv i kampens hede og drivvåde af regnen. Når det lynede, lyste de op i fantastiske farver. Han kravlede over dragen og trak en pil.
”Ikke gå efter min ven!” udbrød han, da han i en vovet handling slap dragen med hænderne og gik efter at bore pilen ind i dragens ene øje. Hvis ikke nogen stoppede ham eller dragen vippede ham af, ville han ramme.
Han vidste ikke hvordan Daelis havde det og han havde ikke tid til at tage sig af det. Han bad en stille bøn til at han ikke havde fået hendes dræbt og hun kunne redde sit eget skind. Se at komme væk!
I stedet skyndte han sig selv ud i luften...Han sprang fra dragen, medmindre den havde slynget ham af, og bredte vingerne ud for at komme væk fra den igen.
Han følte sig forpustet, utrolig nok og hans hænder rystede let, da han spændt buen og fløj højt oppe, i håb om dragen nu var så sur af den faktisk ville følge efter ham.
I det samme fik han et øjeblik til at overskue situationen. Mange var døde og mange kæmpede endnu. Dragen havde dog gjort et godt indhak på begge sider og det så faktisk ud til de endnu både kunne tabe og vinde.
De vigtigste personer var endnu i live...
Netop som han tænkte dette og fandt Macaria, så han det. Spyddet skinnede i det svage lys fra lynene og fra de buske, der endnu ulmede rundt om dem, som regnen endnu ikke havde slukket helt. Det skinnede lidt for meget til at være almindeligt metal...
Og det ramte Macaria. Midt i ryggen. Zean vidste allerede at mindst flere vigtige organer måtte være ramt. Hendes mave, måske hendes lever og måske endda en af hendes lunger, medmindre hun var heldig. Pilen kom kort tid efter. Zean var som fortryllet af scenariet af han i et øjeblik glemte alt om dragen. Han følte sig kold, da han så Macaria falde om.
Hun kæmpede dog stadig. Hun var endnu ikke død. En soldat var på vej mod hende med en stor hammer, som ønskede han at mase hendes hoved. Hans pil gennemborede manden gennem halsen og han faldt om, inden han kunne gøre det af med Macaria. Han ville gerne hjælpe hende...Men han kunne ikke...ikke lige nu...
Måske for sent kom han i tanke om dragen igen...

[Deleted]

Loups skarpe blik havde fulgt dragen, men det varede ikke længe før han var nødt til at fokusere på kampen omkring sig. Dragen havde efterladt flere døde i slotsgården, og lugten af brændt kød og død fyldte hurtigt hans næsebor. Lyden af kamp og død var overalt omkring ham, til de grader hvor det næsten ikke var til at se hvem der havde overtaget længere. Han så både dvasianske og manjarnske soldater ligge døde eller døende omkring sig, men dragen var stadig den største trussel – men det virkede som om dødsenglen havde fået dragens opmærksomhed. Det gav Loup en åbning han ikke havde tænkt sig at lade gå til spilde.
Hans tænder var blotlagte, og han havde endnu en gang udsat sig for et nyt offer. En manjarnsk soldat som havde været lige så tryllebundet af dragen midt i slotsgården som de fleste andre var. Loups tænder begravede sig i struben på ham, og med et kvalt skrig faldt manden om under ham, og gav nogle sidste dødsspjæt fra sig, før han lå stille.
Loup lod sig distrahere. Mens han havde været travlt optaget med at nyde følelsen af død omkring sig og lugten af blod og røg, havde han mistet oversigten over soldaterne omkring ham. Det var først da han mærkede en dolk blive boret ind i siden på ham at han blev bragt tilbage til virkeligheden, i takt med at smerten spredte sig i kroppen på ham. Han gav et brøl fra sig da han vendte sig mod soldaten, og hurtigt gjorde kort proces af ham. Først da soldatens blod fyldte Loups mund lod han ham ligge. Smerten nåede ham rigtigt, da adrenalinet så småt forlod ham. Han bed tænderne sammen med en klynken. Dolken lå på jorden, og blodet flød fra det åbne sår. Men han havde ikke tænkt sig at dø dér. Han bed smerten i sig, og fortsatte. Hvordan han fandt styrken til det anede han ikke, men han gjorde det. Havde han haft evnen til at tale i denne form, ville hans knurren være erstattet af en konstant banden. Den hvide pels var blevet plettet af blod, og det var ikke længere til at sige hvad der var hans, og hvad der var hans fjenders.

[Deleted]

Endnu en gang måtte Evan kaste sig direkte i jorden, for ikke at blive ramt af dragens hale, da den vendte om. De skulle bare have taget tronen, så de kunne ende det her! Og gerne så hurtigt som muligt, inden det ville ende flere liv! Han vendte blikket direkte mod Noelle, som blev kastet adskillige meter bagud. Han bed tænderne fast sammen. Han havde ondt.. Det var en kamp, som uden tvivl var hårdere, end hvad han lige havde regnet med, og det var ikke noget som han kunne have!
"Noelle..! Er du okay?" kaldte han med en fast tone. Denne gang vendte han sig direkte mod en af de manjanske soldater, som endnu kunne holde sig på benene. Denne gang tog han det mentale i brug. Han søgte direkte ind i mandens sind, for at tage kontrollen over hans tanker, så han kunne tage kontrol over hans handlinger. Han vendte sig pludselig om, og gik straks igang med at angribe sine egne mænd, hvilket tydeligt overraskede dem. Han tog sig til siden. Han havde uden tvivl ondt, og det gjorde ondt at trække vejret!

Evan søgte efterfølgende hen til Noelle, for at hjælpe hende op. Uanset hvor tungt og hårdt det var, så skulle de op på benene. Lige nu så det ud som om at dragen var travlt optaget med andet, hvilket var noget som passede ham fint. Den mørkelviske kvinde, som stod og råbte, var bestemt ikke noget som gjorde det nemmere. Han vendte sig væk, da dragen endnu en gang åbnede for ilden. Igen var det stank det af brændt kød over det hele, og det var virkelig ubehageligt.
Dragen var voldsom og stor.. og ikke mindst hurtig for en af sin størrelse, så det var svært at gøre noget. Skællene var hårde.. dog var det et smukt dyr. Han trak vejret dybt. Hans hår dryppede af regnen og de var koldt. Der var ikke mange tilbage nu.. Så langt, så godt! Han bed tænderne fast sammen, inden han igen gled ned på jorden. Det blødte fra siden.. lagde han først mærke til nu. Dragen havde taget alles fokus, og hans også. Han gispede svagt.
"Forbandede...!" endte han sammenbidt, inden han igen forsøgte at rejse sig op. Hvor var det dog belejligt!

[Damien Nathanael Adams]

Det kraftige brøl forlod Damines dybe hals, mens han kraftigt forsøgte at bide ud efter den forbandede dødsengel. At han så derimod måtte fejle i at grille den mørkelver, som stod og råbte og skreg, var da uden tvivl direkte irriterende!
Sværdet som blev kastet mod ham, satte sig mellem de massive skæl ved det ene bagben, hvilket kraftigt fik ham til at brøle op af den smerte, som han måtte føle. Dødsenglen som pludselig tog pladsen bag hans hoved, fangede omgående hans opmærksomhed. Varmen strømmede fra ham og med røgen som steg op af hans massive næsebord, befandt vedkommende sig i en position, som gjorde det umuligt for Damien overhovedet at ramme ham. Han klemte øjnene kort sammen, idet han kraftigt forsøgte at ryste med hovedet, for at få vedkommende af sig.

Kort åbnede Damien øjnene, kun lige tidsnok til at se det gnistrende metal bore sig direkte ind i øjet, som mørkelagde det med det samme. Pilen havde ramt sit mål, hvilket fik ham til at rejse sig på bagbenene og kraftigt slå med de store og massive vinger i et forsøg på at komme op i himlen, og derved væk fra det som kun gjorde skade på ham. Igen gjorde han et forsøg på at kaste rundt med hovedet, for han ville bare have vedkommende af.
Da Zean endelig forlod ham, vendte han blikket direkte mod ham, også selvom halve hans synsvinkel nu var mørkelagt. Denne gang var han i luften. Han brølede kraftigt, inden han endnu en gang åbnede for ilden.. Bevidst mod denne dødsengel. Alle fire ben landede fast og tungt på jorden, selvom bagbenene måtte give efter for vægten under ham. Han skreg.. peb, af den smerte som han følte, inden han igen vendte blikket i retningen af slottet. Var hun derinde? Han kæmpede sig denne gang op på alle 4. Han trampede med den massive vægt, og den store krop.. Halen piskede efter ham og han blødte. Fra øjet særligt, som den forbandede dødsengel havde ødelagt, og endnu med pilen siddende i det. Han åbnede igen for ild.. Alt for at holde dem væk fra ham og slottet særligt!

[Deleted]

Det hele var et stort kaos. Hun var chokeret. Selvfølgelig råbte hun! Hun blev angrebet af en forhistorisk slange, med vinger. Det her var bestemt ikke det hun havde regnet med.
I et øjeblik stod Daelis som forstenet. Kunne det virkelig passe at dvasianerne var ved at blive opløst? NEJ! Det fyldte hende næsten mere med skræk end noget andet i slagmarken. Deres leder… Hun flygtede? Fejere end en gemen hund var hun. Ville hun virkelig lade dem alle i stikken? Uden dem, så var hun intet! Det fik det til at boble inden i.
Daelis ansigt blev fortrukket i vrede. Men dragen.. Dragen var ikke nede endnu. Kvinden, der havde stået som en statue i ilden, hun råbte. Det lød så fjernt. Duk dig? Hun kunne mærke varmen længe før og vidste hvad klokken var slået. Hun kunne ikke nå at komme væk, men hun kunne komme i dækning. Generalen havde styr på den slåede kvinde. Hun måtte bestemt ikke blive ramt, når hun bar den evne.
Skjoldet hun bar før! Daelis kastede sig tilbage og greb ud efter det store skjold. I sidste øjeblik nåede hun at komme i sikkerhed. Flammen kom, og hun knælede bag det. Den ekstreme varme fik tårerne frem i hendes øjne. Flere soldater bag hende, der ikke var nået væk blev forbrændte. Hun kunne høre skrig. Det hele gik så langsomt, så det føltes som om tiden gik i stå. Det orange flammehav var blændende og fik hende til at bide hårdt sammen. Skjoldet var stort og metallisk. Nok til at dække hende, men stadig kunne hun mærke den ekstreme varme. Hun kunne lugte sin jakke blive svedet, og hun følte at hun ikke kunne få vejret. Hendes hænder begyndte at smerte ekstremt af at holde det opvarmede metal, men alligevel holdt hun fast. Jo længere tid der gik, jo mere ondt gjorde det. Til sidst måtte hun slippe et højt, skingert skrig, der gav ekko i borgens mure.
Endelig stoppede det. Regnen ramte hende og hun faldt sammen til siden og slap sit tag i skjoldet. Hun kiggede på sine håndflader. Der var kommet en blodig flænge i midten, hvor håndtaget havde været holdt fast, som hvis i krampe. Zean var gået i luften. En pil var ikke nok til at skade det gigantiske monstrum.
Stønnende fik hun skubbet sig op. De soldater der havde været i hendes nærhed var enten døde, eller rullede frem og tilbage i pine for at slukke ilden i deres krop. Og sikke en larm den drage kunne lave! Hvis bare den ville klappe i!...
Klappe i? Der tegnede sig pludselig et smil i Daelis ansigt. Ja, hvad nu hvis man KUNNE få den til at klappe i, så den ikke længere kunne spye ild?
”Zean, pas på!” Hun trådte et par skridt tilbage og klemte øjnene sammen. Flere glaskugler blev nu taget op. Hvis hun kunne time det, så kunne hun få knust syren ned i dyret hals, når den inhalerede igen, og kuglerne ville ikke nå at blive smeltet i flammen. Dens lunger ville blive fyldt med det ætsende materiale. Af syreholdige kugler havde hun syv. Fem af dem kastede hun. Nogle af dem med lidt afstand, bare i tilfælde af at den skulle undvige. Hele tiden rykkede hun sig rundt, så hun ikke ville blive et nemt bytte for flyvende spyd og våben.

[Noelle Jaceluck]

Det her var et af de øjeblikke hvor hun mistede overblikket. Hele kroppen gjorde ondt og det var svært at få vejret på grund af det hårde slag. Hun så gispende op på Evan der lå ikke langt fra hende. "R-ramte je-jeg?" fremstammede hun og overvejede ikke et øjeblik at bede om hjælp. Nogle af de manjanske tropper var ret tæt på og Evan lod heller ikke til at være særlig stabil lige nu. Det havde sine fordele at have en mental dæmon på sin side.
Hvor resten af selskabet var henne, havde hun nu ingen idé om. Stønnende faldt hun om på græsset og så op på den regnfyldte himmel. Det var ret koldt selvom hun netop var blevet svitset af en drage, hun følte sig stiv i kroppen og tung, så det at komme op virkede nærmest umuligt. Først da Evan kom hen for at hjælpe hende, så hun op og tog imod hans hånd med et lidt overdramatisk suk. Det skar, man kunne se at hun var i smerter, men bed det i sig som hun gjorde så mange gange på marken. Noelle frygtede lidt at hun ikke kunne gå, men det virkede som et nederlag at sige det højt, så hun kom på benene men vaklede trods han holdt om hende. "E-Evan.. jeg t-tror a-at jeg ha-har mistet p-pusten lidt," mumlede hun og så op med et lidt bekymret blik.
Der var ikke noget udadtil, men utilpasheden blev større for hvert øjeblik. Hun klamrede sig lidt til ham og så op på Dragen der væltede rundt. Det var lykkes. En del af det. "Hvad nu?" spurgte hun. Hun anede intet om hvad det næste skridt i processen var, det foregik overhovedet ikke efter hendes hoved og hun hadede det!

[Deleted]

Blod dryppede efter hende, mens hun tog det ene usikre skridt efter det andet mod tronen. Gang på gang sortnede det for hendes øjne, så benene var lige ved at give efter under, men hun forsatte frem. Kampen rasede udenfor. Hun kunne høre dem på den anden side af murerne. Brølende fra dragen, fik næsten hele salen til at ryste, og gjorde det endnu sværere for hende at blive på benene. Regnvand dryppede fra hårspidserne og tøjet. Alt føltes så koldt. Herinde var der stille.
Et par skridt før hun nåede tronen, jog et spyd af smerte igennem hendes krop, og hun faldt ned på det ene knæ, da våde host rystede hende. Blod blev spyttet ud på gulvet. Fandens. Hvordan kunne det her da også ske? Havde sølvet allerede forgiftet hende? Hvorfor lige sølv?
Et par trin førte op til selve tronen, og hun måtte klatre derop på alle fire, da hun ikke havde kræfter til at rejse sig igen. Hun skulle bare tænke på noget andet. Tænke på noget andet end mørket, der langsomt pressede sig på. Tungt lukkede hun øjnene.
Hun måtte tænke på gode ting. På Harris, som nervøst, ventede på at høre fra hende. Han var sikkert ved at drive Aron til vanvid med spørgsmål. Aron med hans skæve smil, og trøstende ord, som kunne få hende til at tage en dag mere. Hun tænkte på Enrico, der fortalte hende, at hun nok skulle klare den. At hun var den bedste til jobbet. Marcellus og hans mørke øjne. Han ville have været her nu, hvis ikke det var fordi, at han var stukket af. Hun tænkte på sin skaber, og alle sine søskende, der sikkert ikke anede, hvilken planer hun havde haft. Hvor måtte de blive overrasket, når nogle engang gav dem besked om det her. Zean som havde ligget og puttet med hende, efter hun havde renset hans sår. Han havde spurgt, om de skulle have sex. En tør latter var lige ved at udløse endnu et hosteanfald, så mere blod kom op i hendes mund. Så var der de royale. Mattheus og dronningen. Gad vide hvordan de ville reagere, når de hørte besked om alt det her? Forhåbentligt ville Evan fortælle dem det hele.
Med et ansigt der var fortrukket i smerte, hævede hun en hånd, og lagde den tungt på tronens sæde. Endelig... ENDELIG! Gispende og jamrende fik hun med hjælp fra armene, hevet sig op på den, og kunne endelig sætte sig.
Med et tungt suk lod hun sig glide om, så hun lå overskrævs på den med hovedet hvilende mod det ene armlæn, og benene over det andet. Endelig. Øjnene gled i. Kampen forsatte udenfor, men hun kunne ikke mere. Blodet dryppede stille fra hendes skader, og ned på gulvet, så det gav ekko i den store sal. Kulden lammede hver en muskel. Hvis bare hun måtte blive liggende her. Bare i et lille stykke tid. Sove lidt. Fred. Nu havde hun nået tronen, og det var hendes mål. Alt andet kunne være lige meget.
Igen tænkte hun på dem alle, og hun smilede svagt. Lyden af en violin, der spillede lullede hende til ro. Mørket bølgede ind over hende, og opslugte alt.

[Deleted]

Ud af øjenkrogen så han dragen vende sig mod ham...Og han bandede. Han havde været travlt beskæftiget med at redde de få folk, på kamppladsen, som havde en betydning for ham. Nu stod han selv for skud. Det var jo også kun et spørgsmål om tid, trods alt. Han havde det farligste legetøj og for nu var han kun i live, fordi han fløj, hvor de andre løb rundt. Havde han ikke kunne flyve var han nok blevet trampet ned for længe siden. Han rette buen mod dragen...Mod ilden kom lige imod ham og dragen var i luften. Han opgav at skyde efter den, ethvert forsøg ville brænde op i gabet på den, i stedet drejede han omkring og prøvede at undgå ilden.
Han fik øje på Daelis der stod og kastede bomber, trods han ikke så om hun ramte eller hvor skadet hun var. Men at hun sloges var et godt tegn. Alligevel havde han det dårligt. Ikke for sig selv, men for Macaria. Hun var indenfor, alene, og blødte fra dødelige sår. Hun skulle jo have hjælp nu! Nu og ikke om lidt! Hvordan var der ingen healere med? Han havde jo for guds skyld ikke haft sex med kvinden endnu. Hvad han, lige nu, faktisk mente han godt ville. En dag.
Han skreg. Der var ingen anden måde at give udtryk for smerterne. Hvor andres smerter varmede ham og styrkede ham, var disse ødelæggende. Hans hans væsen trak sig sammen, hele hans krop, så han næsten blev en kugle. Han skiftede retning midt i det hele, undgik resten af ilden og fløj direkte ned mod denne satans drage, der skabte så mange problemer. Han kunne nok ikke dræbe den, men han kunne prøve at uskadeliggøre den og måske var der nok soldater til at stikke den ihjel, så den ville ligne et pindsvin af sværd!
Han tog flere pile i sin hånd. Han landede tungt og det hele virkede en smule sort for ham, som kunne han ikke længere se farver. Landede tungt mod dragens øje, borede resten af sine 5 pile ind i øjet på den, på en gang, mens han skreg som en gal. Skrig, der ville gøre ham hæs flere dage efter.
Og så faldt han...
Han landede på ryggen, lidt fra dragen. Til folk der endnu ikke vidste det, havde dragen ramt ham...Hans ben. De smertede. Over det hele. Han kunne lugte brændt kød, men kunne ikke bedømme om det kom fra ham selv eller alle andre. Men han var ikke færdig endnu.
Han stønnede og trak vejret dybt, før han skubbede sig. Han var ligeglad med dragen nu, han havde gjort det bedste han kunne. Han fik sat sig op og så sig omkring, til han opdagede denne fremmede mand, som Macaria havde haft med. Evan.
”Stik den nu! Jer alle! I maven! Tøv ikke!” skreg han med det sidste af hans stemme. Samtidig fik han stablet sig på benene. Han kunne ikke rigtig mærke sine ben. Et par fjer faldt fra ham og han bed tænderne hårdt sammen, da han balancerede sig ind i bygningen, så hurtigt hans skadede ben kunne bære ham.
Han burde køle dem ned. Lægge dem i isvand i flere timer for at redde så meget af sine ben som muligt. Han så ned af sig selv et øjeblik. Hans støvler var næsten brændt væk, men trods det gjorde ondt, mere end noget andet, var det vidst kun hans fødder der var ramt og ikke hele hans ben, som han først havde troet. Og så spidsen af hans vinger. Han håbede virkelig hans fjer ville vokse ud igen...Han ville gøre alt for at få sine vinger pæne igen!
Han kom ind, fulgte blot blodsporet. Han så hende, før han nåede hende...Hun hang ud over tronen, som hun havde kæmpet sig op på. Han smilte svagt for sig selv. Hun havde klaret det. Selvfølgelig havde hun det. Om det så krævede hendes liv!
En ny respekt voksede i ham, for denne kvinde.
Han kom helt op til hende. Og hun...hun hang. For meget...Hun hang for meget!
Han blev tør i halsen da ham fumlende fandt hendes hals og mærkede efter pulsen. Og åndede lettet op. Den var der, men svagt! Forbandet, hun skulle bruge blod! Meget af det! Ellers ville hun virkelig snart være død.
Han maste sig op og satte sig ved siden af hende på tronen. Han kunne næsten ikke mere, men han måtte. Han stønnede regelmæssigt af smerte, da han flåede resten af sine bukser og trøje i stykker for at bruge dem som forbindinger. Han fandt sin pose med urter frem. De ville ikke rigtig hjælpe, men han kunne ikke gøre andet og i ren desperation maste han både urter og kreative forbindinger ind i Macarias sår. Holdte om hende med sine arme, for at stoppede blødningerne, til nogen kunne komme og hjælpe dem. Og sådan sad de, begge på tronen, Zean næsten med Macaria på skødet og med armene om hende, mens han holdte hende tæt, for at stoppe blodet med sin egen krop.
”Macaria...” hans stemme var hæs. Han prøvede...Han kunne prøve at give hende hans eget blod...Men han havde intet skarpt på sig til selv at skære hul på hans hud. Ingen måde han kunne tvinge blodet i hende...
Og der sad de så.

[Jarniqa Dynithril]

Tiltrukket af al larmen var Jarniqa blevet, hvilket havde ført til, at hun havde løbet ud i virvaret på den åbne gade. Skrig, rædsel og kaos var, hvad der bedst kunne beskrive situationen. Tungt trak hun vejret, som hendes hjerte galoperede af sted. Undersøgende så hun sig omkring, som hun søgte efter rædslens kilde. Der. En mægtig drage som kæmpede for sin tilværelse, men som tydeligvis var ved at falde. Som de smaragdgrønne øjne betragtede den rædsel, som udspillede sig foran dem, fornemmede hun, hvordan følelserne vældede op i hende. Vrede og sorg. Hvorfor bragte disse personer al den rædsel? Hvem var de? Hvad var deres plan? Hvad gjorde de dog ved Damien? Glødende begyndte hun at føle sig.. En glød, som hun aldrig før havde følt så koncentreret i sig. Et øresønderrivende skrig lød fra hendes læber! Et skrig af hjertets smerte og vrede. Som skriget ej ophørte, lod det sig i stedet magisk forstærkes. Småstenene i gaderne begyndte stødt at klirre mod brostenene. Ej stoppede den skingre lyd fra hendes læber, som den derimod blot syntes at brede sig. Højlydt lød det i gaderne adskillige metre fra hende, hvor vinduernes glaspartier i alle gader begyndte at splintre. Revner opstod i alle byens vinduer, inden de blot syntes at eksplodere. Et virvar af glasskår skabte det, hvor der også var de skår, som rev sig igennem Jarniqas arme. Skriget fortsatte ustoppeligt, som følelserne blot tog til.. Himlen begyndte nu at åbne sig, så gnister faretruende begyndte at forekomme. Det første lyn som slog ned fra himlen, slog direkte ned i et af slottets spir. Øjeblikkeligt begyndte tagsten og murbrokker af falde fra hinanden, som tårnet begyndte sin faretruende gang mod jorden. Mange sekunder gik der dernæst ikke, før de næste lyn begyndte at slå ned! Advarende rumlede jorden nu, som slottet nu måtte begynde at falde fra hinanden, som det andet lyn valgte at slå ned i midten af slottet, hvor det tredje lyn tog det andet tårn. Stødt begyndte det at ryge, som lynenes hede havde sat brand i tekstiler og møbler inde på selve slottet. Flere lyn begyndte dernæst at slå ned, hvor selve ydremuren og indervæggene begyndte at falde fra hinanden. Neutraniums fald. Mange sekunder ville der ej gå endnu, før hele Neutraunium ville ligge til grunde og tage dem med sig, som endnu ville befinde sig derinde. ”Kom med, pigebarn.. Det er ej sikkert herude!” råbte en middelaldrene mand, som han valgte at gribe fat i Jarniqas arm. Fortumlet blinkede hun med de tårevældede smaragdgrønne øjne, alt imens hendes ben helt måtte skælve under hende. Uforstående så hun fra manden og over mod det der engang havde udgjort Neutranium. Var det hendes gøren? Havde hun knust sin modes gamle hjem? Havde hun virkelig ødelagt hver en mur og hvert et møbel? Længe nåede hun dog ikke at stå, før hun blev trukket bort af manden.

// Out.
Neutranium ligger nu i ruiner. Der er intet tilbage andet end massive stendynger.

[Deleted]

Evan kollapset blodig på jorden, og en let gispende vejrtrækning. Macaria var kommet indenfor, og han håbede virkelig at det gik som hun gerne ville det, og det var det eneste som egentlig havde nogen betydning. Han søgte ned at sidde. Den manjanske hær, var stort set slået tilbage.. Det eneste som egentlig manglede, var den store drage, som tilsyneladende bare ikke ville lægge sig ned! Hans blik gled mod Noelle, hvor han lod armene glide om hende, så han kunne holde hende ved sig. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket mod dragen, som selv så ud til at have det skidt.
"Du ramte.. du ramte den.." Sværdet kunne man skimte ved det ene bagben, som dragen tilsyneladende ikke var meget for at støtte på. Hvilken glæde! Blind på det ene øje, uden tvivl, sådan som den ovenikøbet blødte fra ansigtet. Han trak vejret dybt, også selvom han meget hurtigt fortrød det.. Hvor gjorde det ondt!
"Hun tager tronen.. dragen skal fældes.. Den skal fældes.." Han nåede ikke at sige mere, før det hele begyndte at ryste.. Murbrokker faldt fra Neutranium, som om at det hele var ved at kollapse. Macaria var for pokker da derinde!

Dragen vaklede og brølede kraftigt op, også selvom det pludselig ikke var det, som havde Evans store bekymring lige nu. Han tvang sig op på benene, selvom det var en noget smertefuld affære, at det skete! Han gispede svagt, inden han endnu en gang bakkede.
"F-fæld det bæst..!" endte han fast, inden han selv søgte mod Neutranium, som nærmest kollapsede om ørene på dem. Folk og soldater flygtede nærmest fra de faldne murbrokker. Hvad pokker var det nu der skete?!
"MACARIA!" kaldte han med en fast tone. Han tog sig endnu en gang til siden. Han havde svært ved at trække vejret, og denne gang måtte han hoste. Støv havde lagt sig.. meget var faldet sammen om ørene på dem. Havde hun nået det? Havde hun nået den store tronestol?