Manjarno will fall! (åben)

[Damien Nathanael Adams]

Damien trampede over grunden. Han kunne næsten ikke se, og det ene bagben gjorde virkelig ondt, og det var hårdt nok for ham at støtte på det i forvejen! Han brølede kraftigt op. Han kastede omkring sig med ild, for at holde folk på afstand af sig. Han slog kraftigt med halen, og han kunne jo mærke, at han ramte adskillige. 
At Dødsenglen så måtte gå amok på ham, gik først for alvor op for ham, da han blev angrebet af pile - som endnu en gang måtte ramme sit mål. Øjnene klemte han omgående sammen, da han igen kraftigt måtte rejse sig på bagbenene og kraftigt slå fra sig med vingerne i et skrig. Han gjorde et kraftigt kast med hovedet. I det kraftige kaos og virvar, faldt han om på ryggen med et mindre brag. Han skreg igen. Hvor gjorde det ondt!

Lyden af skrig, var noget af det første som fangede ham. Det rungede over det hele.. Var det Jarniqa? Han forsøgte at vende sig, inden han kraftigt spredte vingerne. Det hele var sort for hans øjne. Han kunne intet stille op nu.. Det gjorde ondt i benet, som han i forvejen ikke følte at han kunne bruge til særlig meget.
Igen varmede han halsen op, for kraftigt at lade ilden komme, idet han satte af fra jorden. De skulle ikke have lov til at slå ham! Og da slet ikke sådan her! Forbenene trak han fast til sig, idet han søgte mod himlen.. hvor højt han måtte komme, og hvor han fløj hen, havde han ikke nogen anelse om.. Han måtte bare væk, og særligt hvis han ville beholde sit liv. Han havde stadig Jarniqa at tænke på.
Slagmarken i form af det som engang havde været en slotshave, forlod han.. kun for at kollapse på det som mindede om en bjergvæg et godt stykke derfra. Han var slået.

//Out

[Deleted]

Nu skete det! Endelig dragen faldt, men til hendes store skræk måtte Daelis sande at også Zean gjorde det. Han fik kæmpet sig indenfor. I sikkerhed. Det var godt, men kunne nogen bide hende i armen? Hvorfor fulgte han efter forræderen? Hende den svage. Hende der flygtede fra kampens hede og havde været ligeglad med dem alle sammen.
Daelis kunne mærke sin krop fyldes med begejstring. De havde sejret! Men Zean, stakkels Zean. Han var blevet ramt. Miksede følelser ramte hende. Så kom den. Den mest forfærdelige lyd hun nogensinde havde hørt. En sirene! En helvedes dæmon. Hun tog sig til ørerne. Skriget skar igennem marv og ben og fik hende til at skære tænder. Himlen åbnede sig. Lyn begyndte at slå ned.
Hun kaldte på Zean, men kunne intet høre, andet end himlens buldren. Borgen begyndte at falde sammen. Hun måtte flygte. NU! Ellers ville hun blive begravet i den. Det mål de skulle indtage var nu ved at falde sammen.
Adrenalinen fik på ny Daelis til at løbe, haltende, mens hele verden faldt sammen omkring hende. Hun nåede uden for den radius af de nedfaldende sten, og så til som det hele smuldrede. Hun spærrede øjnene op, og det blege ansigt skulle man tro ikke kunne blive blegere, men det gjorde det!
Ingen kaldte hun på Zean. Denne gang højere, og mere som et skrig. Den skingre lyd stoppede, og dermed gjorde borgens forfald også. De sidste sten smuldrede og lynene stoppede.
For den lede da! Hun skulle bruge den mand. Han kunne… Han kunne ikke bare forsvinde, når han lige var dumpet ind i hendes liv. Alle de muligheder, og alle de ting de ikke havde opnået endnu. Alt det de havde aftalt. Hvem der var levende, det vidste hun ikke. Hun var alene endnu en gang.
Daelis vejrtrækning blev hurtig og gispende. Hun kunne mærke noget trænge sig på i hendes indre, men hun tvang det til at blive inde.
Indgangen til borgen var ødelagt. Hun havde problemer med at komme ind, men hun skulle!
Forbandet være den dødsengel. Hendes hænder brændte endnu mere nu, hvor hun havde muligheden for rigtigt at føle efter, men det var ligegyldigt. Stædigheden tvang Daelis til at klatre hen over stenene og ind i borgens gård igen.
”VÆK! Væk!” Hun skreg igen. Hun skubbede til stenene, som var de individer der spærrede for hendes vej, og da hun nåede op over, faldt hun og trillede ned af alle stenene. Igen kæmpede hun sig op og imod stedet, hvor Zean kort inden var forsvundet. Det der havde været sikkert, var slet ikke sikkert længere.
Hun lagde ikke engang mærke til de soldater der havde overlevet. Hun var ligeglad med deres leder. For hendes skyld kunne hun brænde op.
”Zean! Zean, er du der inde? SIG NOGET!” Panisk begyndte hun at grave og forsøge at hive stenene til siden. De blev malet rødt af blodet fra hendes hænder. Imens begyndte hendes vejrtrækning af blive til hulk.
”Din idiot. Zean, hvis du lever. – snøft- Så slår jeg dig selv ihjel”

[Deleted]

Loup havde nået at høre det øredøvende skrig der fyldte slotsgården, og se hvordan slottet begyndte at falde fra hinanden for øjnene af ham. På daværende tidspunkt havde han allerede svært ved at holde sig på benene, men det føltes som om jorden under ham rumlede og bragede, som om jorden truede med at åbne sig under ham og sluge ham hel.
Omkring sig lå der flere døde. Hans egen krop var ikke upåvirket; flere af soldaterne havde fået snittet ham med deres daggerter og sværd, men det var dolken der havde været boret ind i hans side som havde hæmmet ham mest. Det gjorde ondt hver gang han trak luft ned i de kraftige lunger, og han bed tænderne sammen hver gang han bevægede sig. Den hvide pels var nu næsten fuldstændig rød af blod, og det var nu fuldstændig umuligt at fastslå hvad der var hans, og hvad der ikke var. Han lignede en sand vision fra helvede, med sine blotlagte tænder, vilde blik og blodrøde pels. Alt omkring ham var død og ødelæggelse, og for én gangs skyld virkede det næsten uoverskueligt for ham – han kunne kun tænke på sin egen overlevelse.
Han nåede dog aldrig at gøre noget ved det, før han ud fra øjenkrogen fangede en bevægelse alt for sent. Han blev ramt af dragens massive hale med en sådan kraft at han blev sendt mange meter tilbage, og direkte ind i en murbrok. Den enorme ulveskikkelse gav et klynk fra sig, før den lå stille på jorden. Det eneste der afslørede at han stadig var i live, var de svage åndedræt der kom fra ham, men udover det lå Loup fuldstændig stille. Det sidste Loup nåede at se var dragen der fløj sin vej med et brøl, før alt gik i sort for ham, og han mistede bevidsthed.

//out

[Deleted]

Alt var mørkt. Luften var tyk af støv og puds. Så meget at det hang i næseborene, hvilket gav én lyst til at nyse. Øjenvipperne klistrede sig sammen, da hun prøvede at åbne øjnene. Hele kroppen gjorde ondt. Specielt ryggen. Hvorfor gjorde det så ondt?
Med en kraftanstrengelse fik hun åbnet øjnene en smule, for at se hvor hun befandt sig. Mere mørke. Det tog lidt tid for hendes blik, at indstille sig, så hun kunne se skarpt igen. Alting virkede stadigvæk en smule slørret. Hun opdagede, at hun lå klemt ind mod en favn. Stærke arme holdte hende fast og tæt.
Med et støn drejede hun hovedet op, for at se hvem det var, og opdagede Zeans ansigt lige ved hendes. Hans øjne var lukket. Det stank af blod og brændt kød, samt alt det puds, der var i luften. Hun kiggede sig omkring, og opdagede til sin store forundring, at de var lukket inde. Murbrokker holdte dem indespærret. Over dem lå en søjle, der havde skærmet dem, for at det hele var styrtet ned over dem. Gad vide hvor meget de var begravet?
Kampen... havde de vundet? Hun havde sat sig på tronen, men hvad med dragen, og hvad lavede Zean her? Havde de tabt, og det her var sådan, Zean havde besluttet sig for at dø? Med hende i sine arme?
Der lå klodset forbindinger om hendes skader. Hvorfor? Hun healede jo. Og dog... ryggen. Den gjorde utrolig ondt. Sølvet måtte virkelig have trængt ind i hendes krop, og forgiftet hendes hud. Skønt... det ville tage uger, før en healer kunne få det helt væk. Det og en masse, masse blod. Blod... hvor var hun dog tørstig. Hvor meget havde hun blødt?
Hovedet dunkede slemt og smertefuldt. Hun hævede en dødsens tung hånd, for at ligge den mod Zeans kind. Den var stadigvæk en smule varm.
”Zean?” kvækkede hun med en hæs stemme og hostede. Rystelserne fik skaderne på hendes ryg til at give jag af smerte igennem hele kroppen. Bandende prøvede hun at holde sig i ro. Hun ville ikke kunne komme ud herfra uden hjælp. Hun lagde begge hænder mod Zeans ansigt, og drejede det mod hende. Hans øjne sitrede en smule.
”Zean?” kaldte hun mumlende, og lagde sin pande mod hans. ”Kom nu. Du er alt for stædig til at dø her.” Flygtigt kyssede hun hans kolde læbe, og det ene mundvig. ”Kom nu.. kom nu.” Hun måtte vende sig væk for at hoste, inden at hun igen lagde panden mod hans. ”Du kan ikke efterlade mig her alene.”

[Noelle Jaceluck]

Noelle klamrede sig fast til Evan med en hånd på hans side. Der gik lang tid før det gik op for hende at hendes hånd var blodig, og det var ikke malet af hendes eget. "D-du er s-skadet," påpegede hun og følte sig ret svimmel.
Regnen slørede hendes blik, hun blinkede overdrevet i et forsøg på at se gennem den tykke væg de mange stråler lavede. En mindre stolthed voksede ved synet af sværdet der var begravet i dragens ben, glæden varede dog ikke længe. Det sværd havde hun fået af sin far for mange år siden, hun havde aldrig kæmpet med andet, men med mindre dragen faldt, så ville hun næppe få det tilbage. "M-mit sv-sværd!" udbrød hun lidt bekymret og bevægede sig vaklende hen mod slottet, og slæbte Evan med sig.
Dette viste sig at være et direkte tåbeligt faldt. Murbrokker faldt, glas splintredes. Hun så op med rædslen i øjnene og forsøgte at skubbe Evan bagud så han ville komme væk fra det. Overlevede hun ikke, så skulle han overtage hæren på ny, der var ingen andre muligheder så én af dem måtte ud. Det tog kun en øjeblik, men føltes som en evighed mens hun så væggene falde sammen. Det ene øjeblik så hun op, det næste blev alt sort og hun gik ud som et lys, begravet under et hav af tunge sten og generende støv. Det var nok det tætteste hun kom på hvile i virkelig lange tider, og pludselig var alt bekymringsfrit. Der var ingen krig, ingen mord eller drab kun ren tomhed og mørke..

//Out

[Deleted]

Det hele rumlede. Han pressede Macaria ind til sig, velvidende at slap han hende mistede hun måske endnu mere blod. Hun måtte ikke dø, ikke lige nu, ikke lige her. Rumlede, raslede, bulrede. Hvad skete der? Havde dragen kæmpet sig op oven på slottet og nu faldt det hele sammen under dens vægt?
Han syntes svagt at kunne høre en skinger lyd, lidt som om nogen skreg, men alligevel for klar til at den virkede menneskelig. Små stykker begyndte at falde ned omkring dem og for sent gik det op for ham at stedet ville styrte sammen.
Åh, det var jo også lige hvad der manglede. Han sad her, med dårlige fødder og små sår, med en vampyr der var ved at bløde ud i hans arme og så ville stedet kraftedeme også falde sammen om ørerne på dem! Hvordan skulle han beskytte dem mod det?! Han kunne ikke bære hende ud og de ville aldrig nå udgangen, inden det hele alligevel var styrtet.
Det var smukt. Han havde opnået det han havde ønsket sig og kun et øjeblik ville han dø i et land han hadede, på en mission han var tvunget med på, med en blødende kvinde i sine arme, mens han sad på en trone. Det var absurd og et øjeblik var han ved at grine.
Han strakte sine ømme vinger og prøvede at beskytte dem begge mod støv og småsten der væltede ned omkring dem. Lagde vingerne om dem, lidt som et skjold.
Det bulrede og knagede, som om nogen slog på selve slottet hele tiden. Han vidste intet om at folk flygtede til alle sider, at Daelis snart ville græde over ham eller at en hvid ulv lå bevidstløs ved foden af det snart ødelagte slot. Alle de ting var han, af åbenlyse grunde, uden kendskab til.
Stenene blev større nu og tingene faldt sammen omkring dem. Han kunne intet andet end lukke øjnene og håbe...
Noget ramte ham hårdt i baghovedet. En halvstor sten faldt ned bag hans vinger og ramte ham, før den faldt videre ned på gulvet og fik i tusind stykker...Og alt var mørkt.

Stilheden larmede. Det lød som om små sten endnu raslede ned, men ellers var alt stille. Han kunne intet høre. Lidt efter lidt var det dog om om han hørte en vejrtrækning der ikke var hans egen, kombineret med en stemme. En blid stemme, der kom langt væk fra...
Langsomt kom han til sig selv. Som når Tornerose fik det kys der vækkede hende fra den evige søvn. Han stønnede svagt. Han havde så ondt...Ondt i kroppen, i sine vinger, i sine fødder...Og også lidt hovedet. Noget koldt mødte hans læber, men han var i tvivl om hvad.
Endelig blev han bevidst nok til at rette hovedet lidt op. Han følte sig svimmel. Da han åbnede øjnene var alt mørkt omkring dem. Ikke så meget som en svag stråle lys. Var de begravet levende? Var dette døden...Kold og sort? I så fald var han skuffet. Det var slet ikke som han havde forestillet sig det.
Han drejede svagt hovedet. Hans krop føltes tung. Macaria!
Pludselig kom han mere til sig selv. Han prøvede at ryste den tunge fornemmelse af sig. Levede hun endnu?
Det gik op for ham at hun var vågnet og sad ved siden af ham. Og han kunne ikke lade være med at smile svagt, trods deres håbløse situation.
"Vi kan stadig nå det, ved du..." hans stemme var hæs. Støv faldt ned fra hans hår og skuldre, da han bevægede sig lidt. Han hostede svagt.
"Drik lidt af mit blod, hvis du behøver..." han sukkede svagt og lukkede øjnene lidt, før han så på hende igen.
"...Så har du i det mindste kræfter til den der sex?"

[Deleted]

Kvinden som selv gav sig til at grave i murbrokkerne, var slet ikke noget som fangede Evans opmærksomhed. Selv havde han ondt.. han var svimmel, og han følte faktisk at han så dobbelt. Det havde måske været lidt hårdere end hvad han havde regnet med, og han havde jo ikke ligefrem de healende kræfter, som så mange andre, kunne siges at have.
Umiddelbart gik Evan ud fra, at de havde været i tronsalen. Hvem og hvad der havde fået det hele til at brase sammen om ørene på dem, vidste han ikke, og lige nu, var han i forvejen også ligeglad med Dragen, for han vidste, at den ikke havde noget som helst med det her at gøre. Han klemte øjnene let sammen. Han havde ikke styrken til det. Måske at det var adrenalin han kørte på?
"Flyt jer.." endte han med en fast tone. Ved hjælp af magien, begyndte han at flytte og fjerne de mange murbrokker som var der og lå i hans vej, for han kunne da slet ikke have, at det skulle være på den måde. Det var da ikke noget andet end en direkte pestilens for hans vedkommende.

Evans ben måtte give efter for hans vægt, da han nåede tronsalen. Han var træt.. dækket af småsten og støv, som bare sad over det hele på ham. Han bed tænderne hårdt sammen. Han måtte finde dem.. Zean vidste han ikke hvor var, men han vidste at Macaria måtte være her et sted.. Begravet under det, som engang havde været en prægtig og smuk tronesal.. stedet for mange fester og sammenkomster, og nu var det hele ødelagt.. Hvert et minde, som havde ligget i stedet her, var ødelagt og kastet i grus.
Igen ved hjælp af hans magi, begyndte han at fjerne sten og grus, for at finde dem. Han håbede virkelig, at han ville finde dem. Et tæt bånd skabt i form af en alliance, forhindrede ham i at vende ryggen til dem, og det var også lidt derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det.
"Macaria..!" kaldte han igen, også selvom det hurtigt døde hen i en form af hoste. Regnen dryppede fra hans hår.. Det blødte i hans side, og jo mere han begyndte at grave i stenen, så begyndte det selv at bløde fra hans hænder, af de skarpe sten som han fjernede fysisk med sin egen krop.
Der var der noget.. Svagt under sten, søjler og den tunge grus... Der var de! Evan trak vejret dybt og trak sig en anelse.. Ved hjælp af den energi han havde, og noget af den sidste, forsøgte han at fjerne det, uden at mere skulle falde over dem.
"Vi må ud..." endte han med en fast tone. Selv havde han ikke rigtigt muligheden for at bære dem.. andet end.. Han vendte kort blikket ned mod sine blodige hænder.. Badet af hans eget blod. Han klemte øjnene sammen.. Magien meldte sig igen... hævede dem fra jorden, hvor han selv kravlede over brokker, og lod dem svæve efter sig. Han førte dem med udenfor.. lig og døde lå så langt øjet nærmest kunne se. Men de havde klaret det. De havde vundet.

//out

[Deleted]

Daelis havde rykket sig, da Evan var begyndt at fjerne de mange sten. Hun så ned i mørket og overvejede at gå efter, men hendes krop smertede. Hun mærkede det først nu. Hendes hår lugtede af lejerbål. Det hele var hæsligt. Hendes krop faldt sammen oven på stenene, mens hun stirrede ind i mørket og trykkede sin kind flad mod en af murbrokkerne. Tiden brugte hun på at stabilisere sin vejrtrækning. Hun ønskede ikke at nogen skulle se hende sådan der… Så svag. Det kunne der ikke tale om.
Evan kom op igen. Hun åbnede sine øjne og fik skubbet sig op af stå. Bag dem kom vampyrkvinden, hende man skulle kalde anføreren, og Zean.
Hendes krop sprang frem, som en trold af en æske og knugede Zean ind til sig. Daelis ansigt var anspændt. Munden var trykket sammen til en tynd streg, og hendes bryn sænkede. Hun kiggede Zean ned i øjnene og børstede hans hår væk.
…
”Du er dum… Og jeg ser vores leder også lever. Fantastisk.”
Hun rejste sig og gik målbevidst imod vampyrkvinden. Med sine negle skar hun et par prikker i sin arm, så blodet begyndte at flyde.
”Det er godt… Åh, store leder. At du lever… Så jeg kan slå dig.” Daelis hånd strejfede ud efter Macaria i det der kunne blive til en lussing. Efterfølgende lagde hun sin arm mod vampyrens mund.
"Jeg ved ikke hvad der har været ideen med at overtage dette sted, men ingen leder efterlader sit følge, sådan som du gjorde..."

[Deleted]

Evan. Så meget havde han forstået, at han kendte mandens navn. Lige nu, dog, var han ligeglad. trods det endnu var nat, men nok tæt på morgen, var det alligevel som om lyset skinnede ind...Sammen med den kølige vind og regnen. I et øjeblik vidste han ikke hvordan de skulle komme ud, men Evan bar dem med usynlige arme udenfor. Han vidste Macaria havde forberedt et healer-team der kunne ankomme når som helst for at lappe dem sammen. Han besvimede næsten igen. Hans tøj var et kaos, af det der var tilbage, hans fødder gjorde ondt, selv om regnen og den kølige luft lindrede. Lidt efter lå de lige ud for slottet, stadig blandt murbrokker...
Og der var Daelis! Han var bevidst nok til at se hende. Dog havde han havde aldrig forestillet sig at hun ville være så...beskyttende...over for ham. Det virkede totalt absurd på ham.
Hans hånd gled frem og greb Daelis' ene hånd, inden hun kunne nå at lave for stor skade.
"Daelis..." hans stemme var hæs og træt.
"...Hvor er jeg glad for du er okay. Lad Macaria være" bad han. Han holdte slet ikke så godt fast, som sidst de var sammen, men han håbede hun lyttede alligevel. Han forstod slet ikke denne reaktion! Hendes blide bevægelser med at børste hans hår væk og det hele...Det var så forvirrende. De arbejdede jo bare sammen!
"Macaria er en vigtig person. Kun ved at sætte sig på tronen kunne hun overtage stedet..." sukkede han forklarende til Daelis. Som altid nøjede hun aldrig med at gøre noget, uden at kende historien bag. Det havde han også lært fra deres sidste møde. Han smilte svagt.
"Tag hjem Daelis...Jeg sender besked til dig eller opsøger dig snart..." Hans hænder fumlede efter noget under hans trøje og kogte læder, der havde beskyttet ham godt til aften.

En gruppe healere kom over til dem og han følte sig beroliget af at se dem bære af sted med Macaria. Dog...Takket han selv nej. I starten ville de ikke lytte, men Zean var alt andet end samarbejdsvillig.
"Tag jer af de andre...Tror der ligger en ulv derovre...Gå nu!" forlangte han. Til sidst fik han fred. Hans fingre fandt medaljonen. Der var kun en slags hjælp han ville tage imod...

//Out

[Deleted]

Grebet om sin arm fik Daelis til at gispe. Hun kiggede fra Zean, til vampyrkvinden, Macaria.
Hun rejste sig og beskuede slagmarken. Det regnede stadig og røg dampede efter lynnedslagene. I det fjerne skræppede en krage. Det var lyden af tomhed.
”Jamen jeg ønsker tillykke… Tillykke med erobringen af intetheden, Macaria. Nyd dit kongerige, og jeg håber inderligt at du syntes det var det værd.”
Mange gode soldater var faldet i den kamp. Dvasianere, der kunne have gjort nytte på anden vis. Og til hvad nytte? Nu var der ingen. Hvad betydning det havde haft, det forstod hun ikke.
”Pas på dig selv, dødsengel.”
Med de ord begyndte Daelis at drage væk.

//Out

[Deleted]

Kampen havde været forfærdelig at kigge på. Så meget død, så mange ting der var hændt. Emiley havde holdt sig på sikker afstand og virkelig bare prøvet at få så meget med som muligt. Neutranium havde ikke haft en chance. Der var ruiner og lig overalt. Det var skræmmende, ja næsten nok til at gøre hende helt syg og svimmel. Hun var stadig forvandlet til den gennemsigtige sommerfugl. Hun sad på en husmur og overvejede sit næste træk. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun tage afsted mod Procias med det samme eller skulle hun tage tilbage til værelset? Hun havde jo egentlig ikke betalt krofatter for denne nat endnu. Hun slog med vingerne kort og satte så af. Hun fløj tilbage til kroen og det åbne vindue som hun havde efterladt. Indenfor forvandlede hun sig tilbage til sin menneskelige skikkelse. Hun lukkede vinduet hurtigt og gik så igang med at pakke sine ting. På bordet efterlod hun en seddel og nogle mønter for at betale for værelset og så åbnede hun ellers vinduet igen. Som før sad hun i karmen og forvandlede sig til sommerfuglen og derfor fløj hun så hurtigt det var hende muligt mod Procias.

//OUT