Manjarno will fall! (åben)

[Deleted]

MANJARNO WILL FALL

En frisk vind ruskede op i træerne i byen, fik vinduer til at klapre, skilte til at knirke, og låger til at hamre. En stille regn faldt fra den mørke nattehimmel, og fik alt til at skinne i det svage skær fra husene, hvor folk stadigvæk var vågne. Alle opholdte sig dog indenfor. Natten havde lagt sig. Kold og våd. Ingen ønskede at forlade deres varme huse. At det var en god ting, hvis man havde sit liv kært, var der ingen som vidste, for ned af gaden, kom en lille gruppe gående. Ranke, stolte, truende og lige så sorte som deres hjerter. Viljefaste havde de kurs på Neutranium, der befandt sig i midten af byen, uden at tage sig af regnen, der for længst havde fugtet deres hår og øverste lag af tøj.

Nogle af væsnerne kravlede lydløst over tagene, andre smuttede rundt i de dybeste skygger mellem husene. Tavse med lysende, hungrende øjne. De var alle klædt på til kamp. Våben skinnede i bælter og hænder.

Forrest i gruppen, der gik hen af gaden, var Macaria. Hendes kastanjebrune, bølget hår var sat op i en lædersnor, så det ikke kom i vejen for øjnene, der var fast rettet mod Neutranium, der tårnede sig op over landsbyens små huse. Prægtig var slottet - og snart ville det være hendes.

For en gangs skyld bar hun et våben. Et sværd, der hang ved hendes side, klar til at blive revet frem, for at møde den modstand, de ville finde på slottet. Ikke fordi hun regnede med at den ville blive stor.

Zean – den kyniske dødsengel – gik ved hendes ene side, mens Evan – General i Dvasias – fulgte hende på den anden. Bag dem kom de andre soldater og frivillige, som var blevet håndplukket til denne opgave.



De nåede op til slottet, hvor den store port, stod som den sidste forhindring foran dem, og standsede deres vej frem. Macaria var dog tålmodig. Hun vidste at hendes spioner, nok skulle have fået det hele klaret inde i slottet. Indtil videre var de dog fanget udenfor slottet, uden mulighed for at komme ind. Hun hævede ansigtet en anelse, for at spejde op af den solide port. Lige så snart hendes infiltratorer fik åbnet porten, skulle de være hurtige. Det ville ikke tage lang tid for de resterende soldater, der stadigvæk var i live efter giften, at finde ud af hvad der forgik.

Hendes blik vandrede mod hendes to ledsagere på hver side af hende.
Regndråber dryppede fra hendes næsetip og hang i hendes øjenvipper. 
”Gør jeg klar,” sagde hun med en lav stemme. ”Lige så snart porten åbner sig, skal vi ind. Dræb alle. Skån ingen. Pres på uden nåde, uden stop.”

[Deleted]

Mørket var faldet på i Manjarno og Emiley tilbragte sin tid på et af værelserne i kroen. Der var en underlig stemning i luften, hun kunne ikke helt sætte sin finger på hvad det var der var i luften men hun brød sig virkelig ikke om det. Der var ingen mennesker på gaden, ingen folk i nærheden, det var underligt. Hun var blevet i Manjarno for en stund. Hun havde fået nys om at noget havde spredt sig på slottet og folk døde. Det var mærkeligt og hun valgte at blive for at finde ud af noget mere. Kun på denne dag havde det kommet hende for øre at det var gift. Hun sank en klump mens hendes blik gled op og ned af gaden. hendes blik faldt på en gruppe mennesker og de fik næsten hendes hjerte til at gå i stå. Hun vidste ikke hvorfor men de lod som om de ville skabe mange problemer. Hun bed sig lidt i læben som hun så dem gå forbi hendes vindue.
Hun sad lidt og studerede dem før hun besluttede sig for at hun ville finde ud af hvad de havde gang i. Hun rejste sig og kom i tøjet. Et par tætsiddende bløde bukser og et tætsiddende korset med ærmer og hætte på. Da hun følte det sikkert åbnede hun vinduet. Der virkede stille. Hun kiggede rundt et par gange før hun på vinduskanten forvandlede sig til en sommerfugl og begyndte at flyve i retning af gruppen af mennesker. Der var noget i gære og hun ville finde ud af hvad.

[Deleted]

Manjarno. Et land mellem det gode og lyse Procias og det onde, mørke Dvasias. En blanding af dem begge og normalt rimelig neutralt. Han brød sig ikke meget om landet, af ukendte årsager.
Dette var hans straf. Han havde dræbt nogle ligegyldige folk og nu skulle han straffes ved at nyde fornemmelsen af dødende folk under sig. Macaria havde haft ret, dette var slet ikke så tosset!
Han havde forberedt sig godt nok, mente han. Ikke at han havde fundet en ny leder til dødsenglene, skulle han blive brændt ihjel, for han regnede ikke med at dø, når han endelig var nået så langt. Måske få nogle grimme sår, men det var jo hvad man kunne forvente.
Han var iklædt noget beskyttende, men alligevel let sæt tøj. Kraftige læderstøvler, der knirkede let, når han gik. Nogle tykke bukser der holdte ham varm. En trøje, der skulle holde ham varm og noget kogt læder over sit bryst og rundt om ryggen. Hans vinger var fremme, omend de lige var foldede sammen. Det hjalp ikke for ham at have rustning på, for det første ville det blive meget hårdere at flyve og manøvre rundt i luften, for det andet ville han bogstavlig talt blive kogt, skulle dragen få ram på dem. Det ville ikke være et kønt syn.
Og dette var alt han tænkte på: dragen. Hans opgave, hans liv eller død.
Medaljonen var med, sad rundt om hans hals, men var skjult under hans tøj, så den ikke kom i vejen. I læderbæltet var pisken der. Dolken var der også. De mange små punge var der ikke. I stedet havde han en stor pung under alt sit tøj med healende urter, skulle nogen blive såret og han måtte se til dem. Eller sig selv. Intet sværd. Det ville sidde fast mellem hans ben eller det der var værre, når han fløj og han ønskede mere end noget andet at kunne bevæge sit frit omkring.
Han var spændt og hele hans krop sitrede. Hans stålgrå øjne gled over deres omgivelser, men de var stille og øde. Snart ville de nok myldre med folk der undrede sig over hvad der skete. Regnen gjorde han fugtig og fik hans pandehår til at dryppe ham i øjnene...Han håbede ikke dette ville ødelægge hans syn for meget. Han blinkede irriteret et par dråber væk og rystede svagt på hovedet. Hans fjer var vandafskyende, til en hvis grad, og denne smule regn ville ikke forstyrre ham. Hans blik gled op i himlen. Vinden, dog...
Han fulgte Macaria og nød på sin vis at gå ved hendes side, med alle de andre bag sig.
Porten var stor og solid. Når den blev åbnet, ville det være startskuddet. Han kendte sin rolle...Find dragen, få dens opmærksomhed og flyv!

[Deleted]

Hestens hove lød igennem byen. Evan sad på hesteryg. Han var iklædt klæder beregnet til krig, men stadig til at bevæge sig i. Pladsen som general avde han i den dvasianske hær, og selv han havde valgt at inddrage Noelle i dette henseende. Hun ville komme længere bagud.. Det var ham som havde det nære samarbejde med Macaria i den her situation.
Neutranium var deres første mål. Dette land skulle underlægges Dvasias. Selv gik han jo med drømme om at alle landene skulle forenes, så den evige krig kunne stoppes, for han var træt af den.. Den tog tid, kræfter og ressourcer, som i hans optik, skulle bruges andre steder, end hvor det egentlig gik løs.
Evan trak i tøjlerne, og hesten stoppede med det samme. Selv den var klædt til krig. Athena havde han efterladt derhjemme og med løftet om at han nok skulle komme hjem igen. Han gik bestemt ikke med tanken om, at denne kamp og denne strid, skulle blive hans endelige. Velvidende om at Neutranium var udner beskyttelse af en drage, hvilket i forvejen var noget som havde fået mange til at bakke ud, for de ønskede ikke at lade livet for sådan et stort bæst.
Ordren lød.. lad ingen overleve.. og som rådgiver havde hun en større autoritet over ham, så han kunne jo ikke sige noget til det. Hans blik gled mod slottet. "Javel," lød hans stemme. Han hævede den ene hånd. Som en stærk blanding af warlock og dæmon, havde han uden tvivl også sine fordele at benytte. Ved hjælp af den magi som han han havde i krop og sind, fik han de store porte tvunget op. Selve slottet henlå nærmest i stilhed.
"På din ordre.." Han vendte blikket mod hende. Vinden blæste.. det var tildels koldt, og hans egen kappe blafrede efter ham. Dertil hoppede han ned af hesten. For ham, var det bedst at kæmpe på egen hånd. Ved hans side, havde han sværdet. Det var dog bare sjældent, at fysiske våben, gik hen og blev nødvendigt for ham.

[Damien Nathanael Adams]

En kraftig brummen forlod de inderste sale i Neutranium. Krigen havde længe været undervejs. Damien havde gjort hvad han kunne for at beskytte det. Til Denjarnas minde.. En kvinde, som han havde holdt kær i sit liv.
I øjeblikket befandt han sig dog ikke i sin fulde størrelse. Som animagus havde han nemlig den fordel, at han kunne skifte form og størrelse, alt efter hvad der var nødvendigt. Han lå i tronstolen.. han vogtede nærmest om den med sit liv. Jarniqa var ude af denne sag, heldigvis, da han bevidst havde valgt at blande hende udenom. Hære havde søgt mere og mere mod det manjanske land, og nu var det kommet til den smukke hovedstad. Det havde jo kun været et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt. Dette var udelukkende til dronningens minde. Selv han vidste jo at hun var død. Han sprang ned fra tronstolen.. Folk var flygtet.. gaderne var tomme, og selv mange havde ladet livet på slottet af grunde, som var dem ukendte. Damien var en anden sag. Han havde opholdt sig i Benden, og havde derfor heller ikke været afhængig af den vandforsyning som havde forsynet slottet igennem den sidste tid.

På det store gulvareal, gjorde han sig større. Hovedet sænkede han.. røgen steg op af fra de tydelige næsebor, og han slog let med den kraftige og lange hale. Vingerne holdt han tæt ind mod sin egen krop, i frygten for at ødelægge mere end hvad der måtte være til gavn. Kløerne rev han over gulvet.. Han kunne blive større endnu.. meget større, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Han var bare ikke typen som ville give sig, og slet ikke på denne måde. Manjarno skulle på ingen måde underlægges det mørke land!

[Noelle Jaceluck]

Natten var stille, mere end den plejede trods det var en simpel advarsel før en større storm. Det hele var sket bagom ryggen på Noelle, frem til Evan havde valgt at tage hende med ind i det. I første omgang havde hun været fristet til at give besked videre til Jaqia, men hvorfor få spoleret en gerning som på sigt ville komme Dvasias meget til gode?
Manjarno var svagt, men med megen potentiale, det eneste Noelle var bitter over var den kvinde der stod i fronten af det hele, som i øjeblikket næsten følte som en større fjende en Procianerne.
De fleste soldater havde hun efterladt i lejren, kun en lille diskret gruppe var med af de bedste og mest loyale, en lille håndfuld mænd der var villige til at give deres liv for sagen, hvilket de formentlig ville komme til.
Hendes rødbrune lokker var bundet i en stram fletning, og hun var iklædt de samme klæder af læder som hun oftest bar på marken. Svært at trænge igennem, men ikke tungt at bærer som brynjer var, hun var trods alt kun en kvinde. I stilhed gav hun tegn til at mændene skulle opdele sig ved grænsen til Manjarnos hovedstad. Alene fortsatte hun diskret gennem natten og holdt øje med skygger i mørket. Hun fangede et par. Hendes sværd hvilede stadig i skeden, så det ikke ville vække unødvendig opsigt, Manjarno var vant til hendes små besøg, så ingen ville formentlig reagere hvis de så hende. Evan havde lovet at give besked om hvor der var behov for hende, så hun stoppede op inde i en gyde ikke langt fra slottet, lænede sig op af den kolde stenvæg og ventede...

[Deleted]

Ved Evans bud åbnede den først port sig. Tungt og langsomt. Macaria holdte en arm strakt op i luften, som tegn på folk skulle vente med at angribe. Hun kunne begynde at mærke deres iver og hungren efter blod, som de rørte rastløst på sig bag hende. Kort fugtede hun læberne. Regnvandet silede ned over hendes ansigt, og hun kunne mærke spændingen i sit bryst.
Endelig kom porten helt op, men jerngitteret manglede stadigvæk. Nu kunne de dog se ind i slotsgården, og hvilket syn, der mødte dem. Macaria smilede triumferende.
Giften havde virket. Som sorte klumper i mørket, lå livløse skikkelser rundt omkring på slotsgården. Deres ansigter forvredet i smerte med øjnene stirrende tomt og forvirret frem. Alle de folk, som havde drukket af slottets vandforsyningerne. Der lå tjenestefolk, vagter, stalddrenge, endda nogle dyr. Slottet var henlagt i mørke, som om ingen var hjemme, men det havde hun jo godt vidst. Dronningen og hendes rådgiver var væk. Derfor havde hun valgt dette tidspunkt, at angribe på.
Et par spinkle skikkelser kom til syne, rundt om et hjørne, og fløj hen over slotsgården. Dansende over ligene. Hun genkendte dem som hendes spioner, selvom de havde kutter over hovederne, så man ikke kunne se deres ansigter. Èn sprang mod stien, for at komme op til broen, hvor han kunne hæve jerngitteren, mens en anden løb hen til hende.
”Der er soldater! De er på vej!” fortalte han hende forpustet mellem tremmerne, og Macaria hævede blikket over hans skulder, for at lytte efter fodtrin.
”Hvor mange?” spurgte hun, og trak sværdet fri af skeden. Selvfølgelig ville der være modstand. Spørgsmålet var bange hvor mange.
”Flere end jer,” gispede spionen, mens gitteret med en knagen, blev hævet. ”Måske det dobbelte.”
Macaria kunne begynde at høre dem. Lyden af tunge fodsåler, råb og klirrende våben, gav ekko gennem slotsgården.
Hun vendte sig mod sit følge.
”Der kommer soldater!” råbte hun klart mod dem, så alle kunne høre hende. ”De vil være flere end os, men husk de er bange for os! Vi er mørket! Vi er døden! Vi er væsnerne i deres mareridt! Lad os vise dem, akkurat hvorfor de burde frygte natten!!”
Jernporten gled resten af vejen op, og hun vendte sig igen mod slotsgården med tænderne bidt hårdt sammen. Rundt om hjørner på staldene, våbenskuret og smedjen kom vagterne løbende. Mange havde nået at trække i deres uniformer. Råbende og med våben hævet, kom de direkte imod dem. Nogle stoppede op, for at frembringe magi, eller skiftede form, alt efter hvilken race de var.
Macaria greb hårdere om sit sværd. Det var nu, der skulle presses frem.
Hun gjorde tegn med sin hånd, inden at hun med et kampråb, stormede frem ind gennem porten, for at møde Manjarno's soldater. Et lyn flængede himlen.

[Deleted]

Porten gled op, som havde nogen trukket i nogle tråde. Jerngitteret stod tilbage. Hvor var det irriterende at være tvunget til at være til fods, i stedet for at flyve over murene! Men han var ene her, han havde ikke en hær af dødsengle bag sig, så at blive selv ville være en dødsdom. Der kunne endnu være bueskyttere tilbage...Og de sidste der måtte være, håbede han Macaria havde planer om at tage sig af hurtigt, for ellers var det ikke sikkert han kunne klare sin opgave særlig tilfredsstillende. Hele hans krop sitrede, hans fingre blev knyttet og løsnet hele tiden og han var overbevidst om at hans fjer måtte stritte, som havde nogen sat strøm til dem. Dette var som juleaften. Han glædede sig! Og før nogen af de andre kunne begynde med noget som helst, stod han lige bag Macaria og trak vejret dybt...Indsnusede det...Soldaternes smerter fra giften! Han følte sig stærkere. Klar. Mere klar end nogensinde. Smerten fyldte hans krop og styrkede ham, han kunne ikke rigtig stå stille og begyndte at skifte vægten fra det ene ben til det andet, mens et svagt smil lå på ham. Han var slet ikke opmærksom på folkene omkring ham, han havde kun syn for en ting!
Han fulgte efter Macaria, som en god lille hund, da hun gik tættere på jerngitteret. Hendes spioner kom nærmest svævende, som en gruppe munke, med deres hætter og skjulte ansigter. Soldater? På vej?
Hans hånd gled over hans pisk. Han var ligeglad med soldaterne, selv om han måske skulle forbi nogle, før han kunne finde dragen...Dragen. Hvor mon en drage gemte sig? Slottet var stort, men der var begrænset med store rum. Hans blik gled op af de tykke mure omkring dem. Den ville komme ud, når den hørte tumult. Ikke tale om at en drage, der kunne betyde meget for om man vandt eller tabte, ville blive liggende og sove.
Jerngitteret forsvandt foran dem og pludselig myldrede de ind. Han havde personligt ikke brug for Macarias lille tale. Men en leder skulle altid fortælle at de kunne vinde og give sine mænd et boost af selvtillid, så de ville kæmpe godt. Men hvor havde han lyst til bare at løbe i forvejen!
Dette var hans første, rigtige krig. Kamp.
Flere på kendt grund. Måske var nogle af dem svage af dårlig vand, måske ikke. Han scannede området.
”Vi er færrest. Vi bør ikke spredes for meget, et råd, Macaria!” han så over mod hende.
”Lad dem kom til os. Lad os stå fast og beskytte hinandens sider. Bliver vi omringet bliver vi slagtet” Det var hvad han ville gøre. Han vidste ikke om Macaria overhoved lyttede, men han ville ikke stå på den tabene side og han havde selv brug for at folk forblev i live, hvis de skulle tage dragen senere. Han ville stå fast og tage den værste storm et sted så beskyttet som muligt, f.eks. mellem nogle bygninger. Have folk til at stå og beskytte hinandens sidder, med bueskytter inderst eller oven på tagene. Selvfølgelig...Hvis fjenden ikke havde bueskytter til at dræbe dem også.
Selvfølgelig var det ikke hans plads at give råd...Men han tog ofte tingene som de kom. Resten var ikke hans problem. Fjenderne ville være optaget af en ting: Skub de indtrængende ud. Der ville gå lang tid før de opdagede hvor fast Macarias hær stod, men selv da var der gode chancer for de ville fortsætte, for soldater var trænet i at kæmpe og angribe. De var blevet taget på sengen og var måske med en svag følelse af panik eller spænding, der forhindrede dem i at tænke alt for meget. Måske.
Gad vide hvor mange generaler der var på modstanderens side, til at dirigerer dem rundt?

Og så løb de ind...
Zean løsnede ikke sine våben. I stedet undgik han den første soldat og sprang for en af soldaterne. Af den måde soldaten lå, var han faldet fra et højt sted. Benene stak ud til hver side. Manden var død og kold...Og bueskytte. Zean vred mandens pile til sig og satte dem fast mellem hans vinger, mens han tog buen i den ene hånd. Så så han op for at få et overblik. Han var ikke forberedt på at slås med soldaterne, med sværd. Nej, i stedet skyndte han sig tilbage i sikkerhed mellem Macarias soldater, mens hans scannede området. Hvor ville en drage gemme sig?!

[Deleted]

Porten var åbnet og flokken begyndte at gå ind. Hun sank en klump.
Daelis dannede en del af bagtroppen. Til dels kunne hun absolut ikke lide positionen. Hun skævede hele tiden nervøst bagud. Der var ingen til at tage slaget, hvis der kom et overraskelsesangreb, så hun måtte være vågen. Hun bed sig i læben og forbandede sig selv langt væk. Zean havde udtrykt at det var seriøst, men måden han havde sagt det på, fik det til at lyde som ingenting.
Det her var IKKE ingenting. Døde lå over alt i gården. Forgiftet. Hun hævede et øjenbryn.
”Kreativt”, hviskede hun. Det der kunne hun nok selv have fundet på. Der havde bare at være en god belønning for det her, når hun var færdig.
Hun havde trukket skulder- og brystplader, samt benskinner under noget løstsiddende tøj, der ikke var det hun normalt gik i. Ud over at hun også over iklædt en paryk fra samlingen. Så havde hun lidt lettere ved at fuppe modstanderne i slottet. Hun havde hun diverse slags af de fyldte glaskugler med, og det der svarede til daggerter og spidse våben. Hvis hun skulle falde – Hvilket NATURLIGVIS ikke ville ske. Haha.. Ha... Urgh – ville hun ikke lade geværet falde i de forkerte hænder, men væskerne i hendes bælte var også godt nok. Og hun kunne altid bruge testsubjekter, men alligevel var hun nervøs. En sidste gang skævede hun til Zean. Jakken blev lukket tættere sammen, og kraven blev trukket op. Kulden man kunne føle var ikke bare i luften, men også indvendig. Den lille tale fandt hun latterlig. Var det virkelig nødvendigt?

Dybt suk. Daelis tog sig til panden en sidste gang, inden hun med syre i glasbeholder og daggert i hånd løb efter. *Hvad er det dog jeg har rodet mig ud i?*
Og elverkvindens første nummer var at løbe rundt om to soldater, der havde opmærksomheden andetsteds og sparke den ene ind i den anden. Da de forsøgte at rejse sig igen, hoppede hun fra deres hoved til hoved, som var de sten i vand og jorden giftig, for så at skynde sig tilbage til formationen.

[Deleted]

Porten gik op, men jerngitteret stod endnu. En tanke som naturligvis irriterede ham. Ikke at han troede, at det at skulle tage Neutranium ville blive et problem. De var svækket, som han kunne forstå. Det eneste, som egentlig vækkede ham denne usikkerhed, var tanken om en drage, som skulle vogte om tronen.
Selv søgte han frem med Macaria. Der var vagter og modstand at spotte.. Ordren lød. Ikke at det var noget som kom bag på ham. Han trak sig let. Han var enig med Zean. Det var vigtigt, at de holdt stand og holdt sig samlet, ellers ville de for alvor blive slagtet! Selv var han ikke helt sikker på hvor stor krigserfaring Macaria havde i forhold til en som Evan selv.
"Hold hærene samlet, Macaria," sagde han kortfattet. Selv greb han om sværdet og hævede det. Jerngitteret forsvandt og tillod de mat søge ind. Den tale som blev dem skænket, var meget typisk hvad man kunne forvente af en kamp og strid på denne måde, og særligt med en mørk respræsentant for Dvasias. Han blev kort stående. Han gjorde en let bevægelse med hånden, hvorefter han sendte en mørk skygge op over Neutranium, som omgående tog form som en kæmpe ørn... der medfulgte et skrig, som et klart tegn til Noelle. Krigen var nu igang.

Evan vendte om på hælen og søgte direkte med indenfor og deltog i det voldsomme sammenstød. Overalt hvor man så, så man i forvejen nedfaldne tjenestemænd for den manjanske hær. Han svang sværdet kraftigt i et sving, hvilket tvang en mand til at falde i jorden for hans fødder. Han så sig om. Krig og slagmarken var som hans andet hjem, så det var ikke fordi at han var nervøs eller sådan noget, for det havde der aldrig været en grund til.
"Der kommer en gruppe mere!" annoncerede Evan med en fast tone. Denne gang dannede han en kugle i hans hånd.. Denne sendte han direkte mod flanken som kom mod dem med hævede våben, og eksploderede foran deres fødder. Med skrig, faldt de tilbage og mod siden, da de mistede balancen. Hvor dragen var, vidste han ikke, men det var faktisk den, som han var mest bange for lige nu. "Få fundet det bæst..!" endte han med en fast tone. Deres flanke blev mødt af fjendens. Lyden af klinger lød overalt id en store slotshave.. Folk faldt. Det var jo blodigt og morderisk!

[Damien Nathanael Adams]

Selvom Damien ikke deltog aktivt i de stridigheder, som skete udenfor, kunne han sagtens høre, hvad der foregik udenfor. Klørene rev han over gulvet, som han endnu en gang sænkede hovedet. Han gjorde det for Denjarna.. for Jarniqa og i håbet om at Benden også ville få lov til at leve i fred, så de kunne være der, uden at folk skulle genere dem!
En kraftig brummen forlod hans strube. Han kunne høre lyden af klinger.. Skulle han deltage i stridighederne? Han vendte sig mod de store vinduer, som var vendt ud mod haven. Han kunne se dem dernede.. Han tog en beslutning. Han spredte de store vinger, hvor han med et kraftigt brøl, slog hovedet ind mod de store vinduer, så de omgående måtte gå i stykker. Vingerne bredte han, hvor han selv på vejen ud, måtte indtage sin fulde og store form, så det nærmest rungede i jorden, da han landede. De sylespidse tænder viste sig i hans store gab, da han kom med det kraftige brøl. Den mørke modstand skulle slås tilbage, og det var egentlig det eneste, som han var ude på lige nu! Han spredte vingerne endnu en gang, hvor han denne gang rejste sig på bagbenene. Han varmede godt op i halsen.. Derefter kom den første bølge af flammer. Det varmede omgående, idet han tvang det i retningen af den mørke hær, som alle sammen.. af en eller anden fantastisk grund, måtte stå samlet på stedet. Så kunne han grille dem alle sammen på samme tid!

Med skæld tykke som skjold.. øjne gule og intense som ild, og med et gab så stort, at den kunne sluge en mindre hær, så fyldte han meget, og vakte kun grund til bekymring og usikkerhed! Klørene var lange, idet han søgte direkte i retningen af hæren med det store gab. Han ville have dem ud og væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Deleted]

Loup havde været at se i nærheden af gruppens bagerste parti. Det var faktisk kun ved et lykketræf at han havde fået færten af hvad der foregik; et rygte om at der var noget som skulle ske. Noget som ville involvere et sandt blodbad. Han havde opnået kontakt med Macaria og var blevet fortalt om planerne.
Hvordan kunne han sige nej?
Han havde ventet utålmodigt, mens han havde indåndet luften. Han kunne mærke det; spændingen, forventningen – frygten. Lugten af død og ødelæggelse hang i luften, og lyden af soldaterne omkring ham fyldte hans ører. Det, og lyden af den dybe brummen fra et sted i slottet. Det måtte være dragen han havde hørt så meget om. Han betragtede fronten af gruppen, hvor Macaria stod i ledelsen. Han var faktisk ligeglad med hvordan de gjorde dette, så længe han fik udløb for sin blodtørst, og kunne komme derfra i live. Hans skarpe blik var gledet over slotsmurene, men han kunne ikke se nogen deroppe. Han kunne dog høre soldaterne indenfor murene, og et forventningsfuldt smil, som blotlagde en række skarpe tænder, blev bredt over hans læber. Deres modstandere var flertallige. Men Loup havde altid elsket en god udfordring. Lugten af blod. Adrenalinet der pumpede i hans blod. Kampen for overlevelse.
På Macarias ordre bukkede Loup sig forover, og bed tænderne sammen da han gennemgik sin forvandling. Den førhen høje, bredskuldrede skikkelse, med det lange mørke hår som havde klistret sig til det hårde ansigt, blev erstattet af en enorm ulveskikkelse med hvid pels og sylskarpe tænder. Han satte i et hyl mod himlen i det sekund lynet flængede over dem, og satte i løb. Den store skikkelse banede sig vej forbi flere af soldaterne og til fronten af gruppen; hvor kampen var på sit mest intense. Med en knurren havde Loup fæstet sit stærke gab om halsen på en af de manjarnske soldater, og havde kun ladt ham komme med et smertefuldt skrig før han strammede sit greb, og brækkede nakken på ham. De kolde ulveøjne gled over slotsgården, på de mange lig som lå spredt rundt. Et offer af giften han havde hørt en hvisken om. Snart ville der ligge endnu flere lig. Loup spændte i alle sine muskler og blotlagde tænderne i nok en snerren. Han kunne smage soldatens blod i munden, og det gav ham kun lysten til mere. Et behov for mere. Han var som et frådende bæst, med smagen for blod.
Da dragen viste sig, løftede Loup blikket mod det store bæst. Men det var ikke frygt der fyldte ham; det var adrenalin. Han blotlagde tænderne til det store monster, til trods for at hans bid umuligt ville kunne gøre nogen skade på den skællede krop. Da dragen dykkede mod dem, sørgede Loup for at holde sig på afstand; han kunne tage sig af soldaterne, men det store bæst kunne han intet gøre ved. Lugten af ild var klar i luften, selv gennem regnen som faldt tungt ned over dem. Krigen var for alvor i gang.

[Deleted]

Fra hver side hørte hun Zean og Evan give det samme råd. Stå samlet. Spred jer ikke. Beskyt hinanden. Hårdt bed hun tænderne sammen, og sørgede for at stå tæt nok på hendes folk til at hun ikke kunne blive angrebet bagfra, dog med nok plads til at svinge sværdet.
Hun havde ikke meget træning med våben. Hvad hun kunne, havde Evan lært hende, efter hun var kommet til ham med sine planer. De havde øvet hver anden dag, når hendes pligter var færdige for de royale. Et held hun kunne heale.
Regnen slørrede hendes syn, så hun op til flere gange måtte ryste regnvandet væk fra øjenvipperne.
Elegant og smidigt dansede hun tilbage, hakkede en mand ned, sprang frem igen, fintede til siden, dukkede sig, parerede. Brug dine ben. Stå ikke stille. Pas på åbningerne! Hun kunne næsten høre Evans stemme i hendes øre.
En sort pil kom flyvende gennem mørket med en hvislende lyd, og borede sig drabeligt ind i hendes skulder. Med en smertefuld snerren rev hun den ud. Lidt blod silede ud, men hullet var allerede i gang med at lukke sig til igen. Vredt fór hendes øjne søgende rundt, for at finde bueskytterne. De skulle ned, inden at Zean, kunne komme på vingerne. Dér! Oppe på brystværnet.
”Evan! Oppe ved brystværnet! Få de skiderikker ned!!” råbte hun over mod Evan, der beskyttede hendes flanke, og pegede mod bueskytterne, som anså sig mål, de kunne skyde ned.
Pludselig lød der en brummen, der fik jorden til at skælve. Macaria måtte balancere med armene spredt ud, for ikke at falde, mens hun forvirret kiggede rundt, for at finde ud af hvad der forgik. Hun behøvede ikke at kigge længe rundt.
Dragen.
Hun var lige ved at tabe næse og mund, ved synet af det store bæst, som sprang ud af vinduet på slottet. Det tog hende ikke lang tid, at finde ud af, hvad den ville gøre.
”VÆK!” skreg hun, og viftede med armene, for at hendes folk, skulle springe til side. ”SPRED JER! Den åbner ILD!”
Nogle gjorde som hun sagde, og kastede sig desperat til siderne, lige akkurat i tids nok til at komme væk fra de brølende flammer, som åd alt om. Lugten af brændt kød, fyldte luften omkring porten.
Macaria havde ligeså kastet sig væk, og havde lige nået at trække Zean med sig. Begge to trillede de rundt på de våde brosten. Hun kunne mærke den intense varme fra infernoet lige bag hende. Ofrene nåede ikke engang at skrige.
Forsigtigt så hun frem fra sine arme. Dragen stod midt på gårdspladsen. Rasende og med åbent gab. Det ville være nemt for den at trampe dem alle ned, eller bruge sin ild igen, hvilket ville resultere i et nederlag fra hendes side.
Nu skulle det gå stærkt, hvis hun ville vinde det her slag! Hurtigt sprang hun på benene, og rev Zean med op og stå, inden at hun hårdt trak hun ham hen mod sig. En rift og hudafskrabning var kommet til syne på hendes ansigt efter faldet ned mod brostenene, men de var allerede ved at heale. Det eneste tilbage, var blodet.
”Nu! Flyv! Jeg tager mig af bueskytterne, bare få det satans uhyre væk fra os!!” råbte hun mod ham, for at overdøve lyden af kamp, der omgav dem. ”Nu! Kom så!”

[Noelle Jaceluck]

Ventetiden blev ret hurtigt for meget for Noelle der hadede at føle sig uden for. Hun forlod sit skjul og søgte ned af gaderne mod Neutranium, hvor slottet tårnede sig op. Ørnens hyl, fik hende til at vende blikket op og lod hende vide at det var ret perfekt tid hun var i.
Umiddelbart virkede der meget stille, man kunne i det fjerne høre små brøl og udbrød, men det var næppe noget der til at starte med ville vække resten af byen.
Noelle kom tættere på, tingene begyndte at tage form. De store porte der var gået op, og en mindre flok af dvasianere der tilsyneladende var ret beskæftiget i slotshaven.
Hvad idéen var med alt dette, havde Noelle endnu ikke helt opdaget, hun var god til at kæmpe, og god til at lægge strategier men eftersom hun ikke havde været inde over dette, besluttede hun sig for at gøre hvad hun gjorde bedst.
Med en metallisk raslen, trak hun sit sværd og bevægede sig mod sine medborgere, for at hjælpe. Hun kunne høre Evans stemme men ikke se ham, det var godt nok. En manjansk kriger kom imod hende, og med en kvindes elegance men en trænets soldats styrke, svang hun sværdet og efterlod ham blødende på jorden, hvorefter hun hensynsløst trådte over ham. Hvis nogle dog bare havde gidet fortælle hende om planen for dette, så ville det formentlig have været en del nemmere for hende at være en hjælp. Efterosm hun normalt ledte slagets gang, var det meget svært for hende at underlægge sig en kvinde der i øjeblikket synes at være en større fjende for hende end både Procias og Dvasias.
Den kvindelige stemme, fik hende til at se op. Modsat andre nåede hun ikke at flytte sig, men hendes krop blev brændende varm, og stod imod dragens flammer, hvor ellers brændt kød efterfølgende bredte sig.

[Deleted]

Han var blevet tvunget til at trække sig lidt tilbage. Han havde sikret buen om sin ene skulder, så han kunne slå fra sig med sin dolk. Dolken..ikke pisken. En pisk duede ikke mod mænd i rustninger. Folk blev skadet og døde omkring ham og for hver gang følte han sig mere og mere levende, som en mus, der farede over gulvet, hurtigere end katten kunne fange den!
Han fik fældet af par soldater. Han gjorde det ved at undvige deres slag, komme tæt ind på dem og gennembore åbningerne i deres rustninger. Under armene, ved halsen, i øjnene, nede ved lysken. Alle farlige steder, alle drabelige. Hans hænder blev helt røde af blod og dolken føltes glat i hans hånd. Han trak sig tilbage igen...
Og så rungede det hele ved et stort brøl, så det hele rystede. Det overraskede alle og i et øjeblik var der ikke mange der svang sværdet, i hvert fald ikke rundt om Zean. Mange så sig rundt for at finde grunden. Og der var den!
Zean var i den grad overrasket over hvor stort dette dyr var. Stor, stærk og farlig. Han havde set dem på afstand, når der fløj en drage eller to mellem bjergene. Men de var langt væk og havde virket som små prikker. Denne...Denne var stor. Og flot! Så fantastisk flot!
Han hørte Macarias råb og ville have reageret...Men, sikkert takket være hendes vampyriske reaktionshast, mærkede han hendes hånd om sin ene arm og grunden forsvandt under hans fødder og han faldt...
Han tog fra sig og mærkede hvordan hans næsten healede sår på ryggen peb af dette akrobatnummer. Han væltede rundt, oven på Macaria, før de begge endte lidt væk derfra. Inden han nåede at stable sig på benene, havde hun trukket ham op...Og, på bedste Macaria-stil, skubbede ham mod dragen. Kom så, du store helt, gør noget farligt!
Han snublede næsten. Ikke videre kønt. Han havde tabt sin dolk i faldet, men den ville han heller ikke få brug for nu. Han havde sikkert fået nogle små sår eller hudafskrabninger, men han mærkede dem ikke, til dels fordi smerterne fra folk omkring ham styrkede ham på en måde, så resten virkede ligegyldigt. Han kunne blive ved og ved og ved!
Hans største problem var, sjovt nok, bueskytterne. Tag jer nu af de forbandede bueskyttere!
Folk begyndte at komme på benene igen, men takket være Macaria, var Zean en af de første til at gå i aktion. Hvad der da også var påkrævet.
Han løb ud mod et af de steder hvor der var færrest folk. Han havde brug for plads til at lette. Hans vinger slog sig ud og han tog buen fra sin skulder i sin ene hånd...I et hop bar hans kraftige vinger ham op i luften. Han kunne mærke hvordan hans muskler blev spændte og kæmpede med at få ham op i højden, så ham op i fart, komme væk fra jorden. En mand greb ud efter Zeans fod, men et spark i ansigtet fik manden på andre ideer.
Han snerrede svagt for sig selv, desværre måtte hans første pil gå til en bueskytte der var alt for tæt på ham.
Mens han kom højere op, fik han bedre overblik over kamppladsen. Desværre var der ikke tid til at nyde det. Han måtte bevæge sig rundt, for ikke at blive ramt af de få bueskyttere der mente han var en trussel i luften.
Og så dykkede han...
Dragen var større end han havde troet. Men stor betød langsommere og mindre smidig. Han ville være som en flue for den!
Han dykkede ned foran dem. Det var selvmorderisk. Han spændte bue og tog sigte...De mange timer med at jage i skovene da han var mindre betalte sig i en situation som nu.
Han skød. Og han skyndte sig at få flere pile af sted, alle i retning mod dragens øjne. Øjne var et svagt punkt og den ville være svagere uden øjne. Det var også en måde at sikre dragen faktisk så ham. Han var fløjet næsten hen foran den, for at vise den at han var modstanderen der turde drille den. Det virkede umiddelbart dumt og han var da heller ikke for tæt på...Så ville han jo blive spist!
Og dog. Han måtte virkelig sørge for at dragen ville flyve efter ham! Alt afhang af det.
Til sidst tog han chancen og fløj helt hen til snuden af den.
”Dit tygge, dumme dyr! Så fang mig da!” råbte han, uden at vide om dragen hørte ham. Hvis dragen rettede sig opmærksomhed mod Zean og gjorde mine til at følge efter ham, ville Zean skynde sig væk og videre. Hvis ikke, ville han fortsat gøre alt for at få dens opmærksomhed.