Kill me slowly

[Deleted]

@zean - @eriiz

Regnen slog mod de høje, farvet vinduer, der indrammede den store, prægtige hal. Som alt ved vampyrerne, var det antikt, prangende, og en anelse for meget efter Eriz’s smag. Lyden af latter, klingende glas, sladder, og intrige-skabende hvisken fyldte luften, så man næsten kunne skære i den.
Det var en af de magtfulde og adelige vampyrer, som holdte denne… banket, hvis det kunne kaldes det. Hvis man skulle være ærlig, ville Eriz hellere kalde det en fest, der kun var til, for at vampyren, kunne prale med sin rigdom og besættelse af alt, der skinnede. Kedelig.
Musikken stammede fra et orkester, der stod på et lille podie i hjørnet. Folk dansede til iført deres store kjoler, fornemme jakker, og pyntet hår og ansigt. En korrupteret skønhed.
Andre stod i små grupper, for at diskutere hverdagens problemer, forretning eller blot sladre om hinanden med dømmende, hånende blikke. Der blev serveret utallige former for drikkelse og mad, så alle racer kunne få hvad de ønskede.
Officielt var det en protest. En protest imod den nye lov, som lige var kommet igennem om åbne skoler. Mange gav den nye rådgiver skylden, andre var her blot for syns skyld – ligesom Eriz.
Hun var her kun for at repræsentere Reis interesse i det politiske, mens han selv var et andet steds. Med et glas vin stod hun sammen med to andre kvinder – dæmoner - der lystigt snakkede om den nye mode i Rimshia, samt en eller anden fyrstedatter, som skulle giftes med… en eller anden. Hun lyttede kun efter med et halvt øre.
Den frodige, slanke krop var iklædt en flot, mørkelilla kjole, der sad stramt til hendes overkrop, og foldede sig så ud ved hendes hofter. Som alt hendes tøj var den med til at fremhæve hendes krop med de bløde hofter, og den dybe kavalergang, som så mange blikke hvilede ved. Det tykke hår, der var lige så sort som det dybeste mørke, var i en løs frisure med et par perler skinnende i den store lysekrone over dem.
De fængslende, isblå øjne vandrede rundt i salen, mens dæmonerne foran hende kvidrede løs.
Hendes skikkelse stjal mange blikke fra mændene omkring hende. Både gifte og ugifte. Mange kendte hende, men ikke i hendes nye rolle. Hun var kendt for sin forførende og stolte attitude. Det legende, provokerende smil var lige så frygtet, som det var ønsket. Som en regn kunne hun både skabe, som hun kunne drukne dem alle.
Hun kedede sig. En del. Selvom hun var vant til dette spil, så kunne det være utroligt trættende, at lytte til den samme snak igen og igen. Hvor ville hun dog give meget for liv sjov. Et lille drama. En affære der blev afsløret. En forgiftning, der satte ind midt på dansegulvet!
Hun drog et diskret suk, og rettede igen opmærksomheden mod de to dæmoner.

[Deleted]

Nu skulle man også vænne sig til dette. Det var et aspekt af livet han slet ikke havde overvejet, men for nu, vidste han ikke helt hvad han syntes om det. Det virkede på en gang spændende og kedeligt. I stedet for kun at modtage en regn af breve om økonomi og ressourcer, fra dødsenglene over alle landene og deres små stridighed og fedterøvs-attitude...Var han også begyndt at modtage invitationer til forskellige fester. For, som de skrev, 'kendte endnu kun få hans virkelige skikkelse og alle var ved at dø af spænding for at møde ham'. For Zean betød dette kun en friaften med mad og drikke, måske ligefrem nyttigt selskab, folk han kunne blive allierede med og resten som han kunne holde sig væk fra.
Jamen så fik han jo også besøgt vampyrerne by, endda med et løfte om at ingen ville suge ham tør i løbet af aftenen! Dette satte han pris på.
Han var faktisk kommet tidligt, for at kigge sig omkring i byen, førend han joinede festen, hvor han blot kom en anelse for sent. Det betød jo ikke noget.
Han havde været lige ved at sige nej tak til alle festerne, men en midlertidig rådgiver havde bedt ham tænke over de politiske aspekter. Hvilke racer ville han gerne være allieret med, have det godt med? At tage til sådan en fest var god af mange grunde. Og Zean havde sukket og sagt han nok skulle tage med til et par af dem.

Måske ville det blive sjovt alligevel.
Han var pænt klædt på, som det var normen. I aften var det en mørkeblå farve der prægede hans tøj. Først var der skoene, elegante og sorte. De sorte bukser af fint stof. Så endelig en pingvin-jakke, sort men med mørkeblåt mønster, af en masse ukendte symboler der spredte sig ud over hans jakke og dermed hans skuldre og ryg. Den havde en høj krave, som skjulte det sidste af forbindingerne, der endnu slyngede sig om hans krop. Han havde endnu et lille sår på den ene kind. De gjorde ikke længere ondt og han ventede blot, en smule utålmodigt, på at de skulle heale helt.
Om halsen hang medaljonen, skjult under alt tøjet.
Han var knap nok kommet ind, før en tjener tilbød ham enden frisk blod eller noget alkohol. Han tog et glas med champagne og nippede til indholdet, mens han skaffede sig et overblik over etablissementet. okay...Måske var han kommet meget for sent alligevel. Folk havde allerede lavet deres små kliker, som de foretrak at tale med eller savnede. Enkelte par eller enlige gik fra gruppe til gruppe. Tjenere, der vimsede rundt med drikkevarer og små snacks. Ovre i det fjerne hjørne stod nogle instrumenter, hvor et par musikere spredte en blid og stille musik. Ingen dansede.
Han vidste ikke om han skulle grine eller skynde sig væk igen.
Han nåede ingen af delene.
"Der er De jo!" Aftenens vært slog sin arm om Zeans skuldre med en lidt for hård kraft, der fik Zean til at tænke taknemmelig til at han intet havde taget i munden, for i så fald ville han være vel at kvæles.
"Godt De kunne komme! Jeg troede i et øjeblik De havde fortrudt..." manden grinte svagt for sig selv, som var han en meget morsom mand. Zean sendte ham et anstrengt smil.
"Lad mig introducerer Dem for de finere Herre! Og sig endelig til. Alt De måtte ønske kan skaffes!" Manden slog endnu en gang en let latter op og trak Zean med sig ned mellem folk.

[Deleted]

En kølig hånd lagde sig flygtigt mod hendes arm, og hun drejede hovedet mod den vampyr, der var listet op bag hende med sine læber lige ud foran hendes ene øre.
”Der er han. Dødsenglenes nye leder,” hviskede han, og gjorde et hovedkast, for at vise hvilken vej hun skulle kigge. De isblå øjne gled søgende rundt, indtil at de landede på personen, der var fængslet i grebet på deres vært. Hun hævede glasset op til sine læber, mens at hun indgående studerede ham.
”Han ser ikke ud af meget, gør han vel?” spurgte den mandelig vampyr lavmælt bag hende. De to kvindelige dæmoner havde nu også fulgt deres blikke, og fået øje på den høje dødsengel.
”Åh der er han! Mh... ham kunne jeg godt slå kløerne i!” hvinede én af dem, og fnes mod sin veninder, der grådigt fugtede sine læber.
Eriz tog sig i at himle med øjnene, inden at hun rakte den mandelig vampyr sit glas.
”Undskyld mig,” sagde hun, og forlod den lille gruppe.
Deres elskede vært stod med dødsenglen i armen, og var i gang med at præsentere ham for en række af folk, der arbejdede for hoffet i Rimshia. Jo tættere Eriz kom, jo mere kunne hun se af den populære dødsengel, hvis navn var på alles læber for nyligt – deriblandt Reis.
Med sine vuggende hofter nærmede hun sig, indtil at hun kunne træde op på siden af værten, hvis blik med det samme blev draget af hende. Hele hans ansigt lyste op i et bredt smil.
”Eriz! Herligt du kunne komme! Herligt! Har du mødt Mr. Forsyth? En ambitiøs mand på vej op i hierarkiet!” udbrød han, og trak Zean frem mod Eriz, som var de to små børn, der skulle præsenteres for hinanden, så de kunne lege fredeligt sammen resten af dagen.
Et lille smil krudsede Eriz' læber, da hendes blik endelig kunne mødes Zean. Han var alt, hvad hun havde hørt, og mere til. Så frisk, så rå, så fyldt med et mørke, der kun kunne tiltale hende.
”Jeg har hørt om ham,” svarede hun blødt, og bøjede hovedet let for ham.
”Eriz er vores alle sammens yngling! Så fascinerende er hendes kræfter! I aften er hun dog for at repræsentere Salore, ikke sandt min kære?” Værten lod flygtigt en hånd glide over hendes arm, som om han hungrede efter at have mere fysisk kontakt med hende, men ikke turde. Hun ikke så meget som kiggede på ham.
Alt hendes opmærksomhed var vendt mod dødsenglen foran hende. Hendes smil voksede sig bredere, så de perlehvide, lige tandrækker kom til syne. Hun var forfængeligheden selv. Mange år og timer havde hun brugt på sit udseende, for at kunne fængsle den mest standhaftige person. Rei havde erfaret dette på den første nat, de havde mødtes. Og nu stod hun foran denne dødsengel, som han nærede så høje tanker om. Gad vide om Zean overhovedet kendte til hende? Ikke desto mindre ville han vide, at de havde ham som fælles ven.
”Rei er meget ked af, han ikke kan være her i aften,” svarede hun høfligt. ”Jeg har hørt at De kender ham, Mr. Forsyth?”

[Deleted]

Så gik de ellers i gang. Zean glemte navnene samtidig som han hørte dem og hans lidt anstrengte smil mødte alle de andres smil. Hans hånd gled fra hånd til hånd og han fandt det yderst ubehageligt. Det var som om alle forgudede ham og tvivlede på ham, samtidig. Han havde det som om han burde se sig over skulderen, samtidig som foran sig. Ingen havde forberedt ham på dette her! Hvordan skulle han udnytte så mange folk på en gang? Han måtte vel bare slappe af og være sig selv...Og så tage dem, gruppe efter gruppe. Efter et kort øjeblik begyndte han at gøre modstand, men værtens vampyrstyrke skubbede ham ubønhørligt videre. Det var virkelig ikke nemt at sætte hælen i gulvet! til sidst følte han sig næsten frustreret og vred.
Og så vendte de rundt...Og Bum!
Han havde mødt flere kvinder ved denne forsamling, mest folks koner og kærester og døtre. Men dette, dette var en selvstændig kvinde. Dette kunne tydelig ses, for der var ingen halsende mand der prøvede at forfølge hende og hun havde en hvis bestemt ydre, et blik, er vidnede om det samme. Hun var ikke blot en kvinde i snor. Blot derfor kunne han allerede bedre lide hende, end nogen af de andre ved dette møde.
På vej op af hierarkiet? Come on! Denne sætning gav ham sådan lyst til at piske manden. Piske manden, til han udnævnte Zean til en gud! Med en lettere irriteret bevægelse rystede han værtens arm af sig, der endelig slækkede lidt, nok fordi værten var mere interesseret i kvinden foran dem. Og han måtte give værtens grådige øjne ret. Hun var...eye-candy. Ganske delikat at se på. Faktisk kunne han blot studerer hendes hvide tænder i flere timer, uden problemer, og dertil kom så resten bagefter.
Han lyttede venligt efter. Kræfter? Spændende. Det der først fik ham til at tabe kæben, metaforisk, var navnet Salore.
Ved navnet var det som om han glemte alt om værten og de omkringstående gæster, kun for at kigge på Eriz. Hun havde hans udelte opmærksomhed, præcis som han fornemmede at han havde hendes.
Hendes smil voksede et smil frem på Zean, et smil der voksede sig noget nær lige så bredt og åbent, som hendes, som var de hinandens spejlbillede. Navnet Rei...Ingen tvivl var tilbage. Dette var den kvinde han ville tilbringe aftenen med og ingen af de andre skulle prøve at ændre det.
Hans krop bevægede sig, næsten automatisk. Hans arm gled ud og tilbød hende at gå arm i arm.
"Lad os gå lidt rundt" foreslog han. Blot for at komme væk fra værtens irriterende personlighed, så de kunne være lidt dem selv.
"Det er mig en stor glæde at møde Dem" hans blik gled kort over deres omgivelser, men fandt hurtigt Eriz igen...Han havde ikke lyst til at se på andet end hende i aften. Og næste aften. Han kunne grine af det, så absurd var det! Dog var der på ingen måde tale om følelser...blot en dyb og stærk tiltrækning. Af hendes ydre, af det hun afspejlede. Viljestyrke, beslutsomhed, styrke, intelligens...
En der ville lege lidt.
"Jeg kender Rei og jeg er da ked af han ikke selv kunne møde op i aften...Men jeg må sige hans repræsentant er mere end velkommen i hans sted. Hvordan kender De Rei Salore, hvis jeg må spørge?" Hans hånd gled frem og stillede hans glas på et af de fade, som tjenerne gik med. Han ville gerne have begge hænder fri. Det var lidt et puzzlespil. Var de i familie? Der lå noget mystisk og hemmeligt over Reis familie og de ting han vidste, ting han gerne ville vide mere om, kunne det lade sig gøre. Eller var de blot bekendte eller venner. Måske...Åh, der var mange muligheder. Det gav ingen mening at tænke over det, hvis han måske snart fik svaret alligevel.
Han var fuldstændig uopmærksom på at visse kvinder elskede hans udseende i aften.
"Jeg må rette vores...kære...vært." nikkede han pludselig.
"Jeg er ikke på vej på i hierarkiet. Jeg er allerede ganske højt. Og det er blandt andet takket være Rei. Du må videregive mine hilsner til ham" bad han.

[Deleted]

Det var dybt tilfredsstillende at se Zeans glæde og opmærksomhed blive rettet mod hende, da Reis navn blev nævnt. Med det samme viftede han den irriterende blodsuger væk fra sig, og hun tog lettet hans arm, for at komme væk fra de andre, der alle stjal sig til misundelige og nysgerrige blikke mod dem.
Hendes slanke, lange fingre tog et let tag i hans arm, men denne gang, var hun ikke den, der førte. For en gangs skyld lod hun en anden føre hende rundt i den store sal, og med en mand som Zean, havde hun intet imod det.
”Jeg ved godt du allerede er dødsenglenes leder. Vores vært er en arrogant blodsuger, der nyder, at trampe folk ned, uden at give dem den ros, som de fortjener. Jeg er dybt imponeret over Dem og Deres arbejde, Mr. Forsyth” svarede hun ham beroligende, mens at hendes øjne gled rundt i folkemængden foran dem. De alle var så ens. Så kedelige. Heldigvis havde hun fået sine fingre i lige akkurat den person, som hun havde håbet at se i aften, og som nok var den eneste spændende person til denne... protest.
Hendes gang ved hans side var flydende. Ligesom en kats elegante skridt, fulgte hun ham rundt, mens kjolen flød over gulvet efter hende. Et øjebliks tavshed for at finde et svar til hans spørgsmål. Et passende svar, der beskrev bedst, hvad Rei betød for hende. Teoretisk set vidste de det jo ikke helt selv endnu. Dog havde hun vundet hans tillid, hans lyst og hans interesse.
”Rei og mig er... tætte,” svarede hun ham glat, og vendte først nu sit beregnende blik op mod ham. ”Vi nyder hinandens selskab, og planlægger et fremtidigt bånd mellem os.”
Det var kryptisk, men Rei ønskede det skulle være sådan, indtil at de havde fået tingene på det rene. Med Marvalo i hans hæle, kunne han godt lide at være diskret – specielt når det kom til hende. Zean kendte dog Rei, så hun regnede ikke med, at han ville have noget imod, at hun gav Zean lidt guldkorn. Hvordan kunne hun undgå det? Zean var ikke andet end dragende for hende, og hun kunne ikke lade være med at nyde, at gå ved hans side. Deres skridt en ren synkronisering med hinanden. Så vidt hun havde hørt, var de ens på mange punkter. Begge havde kæmpet sig op fra ingenting, og solede sig nu i frugterne af deres arbejde.
Diskret gled hendes blik ned af hans fornemme skikkelse. Alt den mørke vildskab, fanget i disse klæder. Hvor ville hun dog give meget, for at opleve ham udenfor dette cirkus. Flygtigt fugtede hun læberne, og rettede igen blikket frem for sig. Hun kunne ikke lade være med at smil, og grebet i hans arm blev fastere.

[Deleted]

Det var som at høre en en af disse små spilledåser, trukket op, med en blid lød af flere klokker og strenge der blev slået eller hevet i, i en passende, simpel men forførende melodi. Han kunne høre den, denne melodi, i det bagerste af hans hovedet og se barnet, der lagde hovedet på puden, med lukkede øjne, og faldt trygt i søvn. Uanset om hans forældre så blev slagtet inden var siden af, ville han sove der, til melodien, så fredfyldt. Melodien kørte videre, mens han blik studerede stedets udsmykning og flere ukendte ansigter af folk, der åbenbart skulle være værdige nok til at blive samlet under samme tag. Flertallet var vampyrer, bemærkede han, karakteristisk med deres blege hud og glødende øjne. Der var også nogle dæmoner, der stod og fnes, som to små skolepiger. En af dem var ublu nok til at pege mod dem. Fandt de dem morsomme?
Han stoppede melodien og så tilbage på Eriz. Melodien var til dels blot det at hun havde snakket så pænt om ham og hans arbejde. Det var jo rart at høre på.
"Jamen nogen burde så opdrage lidt på ham" Sætningen faldt ham så normal, at hans stemme end ikke ændrede sig, ja, det lød næsten som om han netop havde kommenterede udsmykningen. Men var dette ikke hvad folk gjorde...Lagde planer bag hinandens ryg? Hvis ingen af dem kunne lide ham og han ikke gjorde noget godt arbejde, hvorfor skulle de så ikke bruge deres magt til at...forme deres selskab? Folk der forsvandt eller døde. Det skete jo hver dag. Og hvad så?
"Jeg takker for din ros. Det lyder som om du ved en masse om mig, men jeg intet om Dem" kommenterede han med et svagt smil og lagde op til at hun fortælle mere om hvad hun lavede.
Så de var tætte? Og planlægger et fremtidigt bånd...Jamen hvis de ikke var i familie, kunne det så være at blive gift hun mente? Han kendte Rei godt nok til at han nok ikke ville få noget mere klart svar, selv hvis han spurgte ind til det endnu en gang. Så Rei skulle giftes...I et øjeblik overvejede han om manden mon ville have sin medaljon tilbage, sandelig måtte manden foretrække at kunne komme i kontakt med en der var tæt på ham eller langt væk? Til sin forundring følte sig næsten...tilsidesat. lidt...utilfreds ved denne tanke. Om Rei, gift.
"Jamen tillykke med det. Jeg forventer en invitation, skulle der blive nogle fester. Sandelig må jeres fester være mere underholdende end denne begravelse" han gjorde en let gestus mod rummet og de summende folk, med et svagt smil, der på ingen måde afspejlede hans lille utilfredshed. Det var jo også dumt. Han forstod det end ikke selv og han kunne ikke bruge det til noget. Eriz virkede til at være en spændende kvinde. Mere var der ikke i det. I det mindste havde Rei fundet en i hans egen liga og ikke en eller anden tæve.
Det virkede som om folk flyttede sig fra dem, når de kom gående. Måske var det fordi ingen af dem tog sig af de omkring-stående. Måske var det fordi de, sammen, arm i arm, virkede stærkere end før og selve denne dominans fik folk til at flytte sig. Zean nød det...Det var som at gå i Rimshia med Cathlin, hans ynglings vampyr.
Han så på hende igen med et svagt smil. Hvor var det dog ærgerligt de skulle nøjes med at gå her, til udstilling. Det ville næppe være passende de lavede ballade her...Kastede drinks og glasskår i hovederne på folk eller væltede dem omkuld i et øjebliks kådhed. Sjovt...Men uklogt. Ingen af dem ønskede vel at ødelægge deres rygte eller omdømme. Det kunne skade. Og Zean var bevidst om sit ansvar...Han var her jo ikke kun som sig selv, men som repræsentant for hele hans race.
Hans ledige hånd gled op på hendes, da han mærkede hun klemte til. Han havde ført dem rundt i lokalet uden noget klart mål, men han så nu de nærmede sig nogle døre, hvor to vagter stod vagt. Dørene var åbne og førte umiddelbart ud til andre dele af huset. Måske det var meningen folk kunne trække sig lidt tilbage? Eller måske lå toiletterne bare den vej...uanset hvad gav det dem en mulighed for at stikke af...Hvis Eriz altså var lige så spændende som hun gav udtryk for.
Han havde i den grad beskidte tanker. Men hun var jo heller ikke gift endnu...Så han behøvede vel ikke bekymre sig om hvorvidt Rei blev utilfreds?
Han førte dem den vej. Så måtte hun ændre kurs, skulle hun havde andre tanker. Det stolede han på hun ville...Hun var jo en kvinde med en vis form for bevidsthed over for den magt hun ejede og kunne eje.

[Deleted]

De var som to gamle venner, der endelig have fundet hinanden igen, på trods at ingen af dem havde set hinanden før, og kun Eriz havde vidst om hans eksistens. Alligevel var de som to brikker, der endelig faldt på plads, efter ubevidst at have søgt efter den anden. Eriz forstod hvorfor Rei var så interesseret i Zean. Åh hun forstod det glimrende!
Hans kommentar om at irettesætte deres vært, fik hende til at smile djævelsk, og hun mærkede sit hjerte banke en smule hårdere. Han var akkurat, som hun ville have det. Nådeløs, farlig og med lysten til at dræbe ethvert ubetydeligt insekt, der var så uheldig, at stå i hans vej.
”Nogle burde... ja,” svarede hun ham let tilbage, og vekslede et sigende blik med ham, inden at hun grinede klingende, og de forsatte frem.
Et let suk forlod diskret hendes læber, ved hans usagte forespørgsel om at vide mere om hende. Sådan var det altid. Folk mødte hende, og begyndte med det samme at spekulere på hvem hun var, hvor hun kom fra, og hvilken rig familie hun stammede fra. Selvfølgelig kunne hun ikke unde deres nysgerrighed. Ingen – ikke engang Rei – vidste hvor og hvem hun var, før hun pludselig var dukket op ved en rig adelsmands side. Mange bed mærke i det manglende slægtsnavn, men alle der spurgte, fik den samme åleglatte løgn, der fortalte alting og ingenting på samme tid.
”Jeg er ikke så interessant igen,” svarede hun med et let skuldertræk, selvom mange ville sige hende imod ved denne påstand. Bare hendes optrænet evner, kunne få de fleste til at stirre åndeløst på hende. ”Mit arbejde består i mange ting. Rådgiver, selskabsdame, assistent, og så min hobby der består i at opkøbe samt sælge antikke vare til samlere.”
Det var sandt. Det var hvem hun var nu. En ressourcestærk kvinde, der aldrig slog sig fast til én ting. Gennem flere års slid, havde hun kravlet sig op til toppen. Nogle negle var knækket, men hvad man ikke ofrede for rigdom og indflydelse? Tilgengæld havde det derfor været nødvendigt, at kvæle hendes fortid. Kvæle den, dræbe den og destruere alle, der kunne fortælle sandheden om hvem hun engang var. Arrene var blevet skjult med salver, som efterlod hendes hud urørt som nyfalden sne. Ingen beviser var at finde om hendes sørgelige fortid.
”Selvfølgelig vil du blive inviteret!” udbrød hun, og sendte ham et sødt smil. ”Du må også komme til middag på et tidspunkt, lige så snart Rei har fundet et sted til os. Han er så kræsen. Jeg vil høre alt om jer to. Alting” Smilet voksede.
Da han førte hende med sig mod de åbne døren, fulgte hun frivilligt med. Et sidste blik gled over skulderen mod de festende cirkusklovne, inden at hun lod fest være fest, og efterlod det hele bag sig. Der var intet hun hellere ville, end kun være Zeans i aften, og tilbringe tiden med ham. Hun nød at have hans fulde opmærksomhed. Hånden ovenpå hendes var varm. Diskret strøg hun en tommelfinger over hans håndryg.
Hvor de var på vej hen var lige meget. Bare de kunne være alene. Væk fra distraheringer og overvågende blikke, som hun dog ikke kunne være mere ligeglad med. Hvad skulle de kunne gøre?
Den høje snak og musik fra festen forstummede sig mere og mere, jo længere ind i palæet de gik. Lysestager oplyste de dunke gange, som de lydløst befærdede sig i arm i arm.

[Deleted]

De var enige og han nød dette. Enige...Og hvem vidste, om det så nogensinde blev til noget? I sandheden følte han sig...opstemt...ved tanken om de to, der mødte hinanden et par aftener, og udtænkte planer, som kom til virkelighed de næste par månevendinger efter. Folk der forsvandt, andre der kom til magten, værdier der blev givet videre, ejendele og ejendomme der blev givet eller taget fra andre...Det kunne være så sjovt! og han ville nyde sit arbejde meget mere. Dette dog, ville også være et farligt spil, trods han vidste de ville være så stærke sammen. Eriz, skjult under sit arbejde med gamle ting og sin mand, Rei. Zean, som leder. Alle vidste godt nok at en leder fik ting til at ske...Men ingen ville anklage for højt eller tydeligt. Der var trods alt mange ledere i verdenen. Hvem var egentlig skyldig?
De kunne drive gæk med dem, lege med dem, som var de et dukkehus.
Han vidste godt hun var interessant. Men han forstod også at hun som sådan ikke havde noget svar til hvem hun var eller hvor hun kom fra...Men han huskede heller ikke at have spurgt ind til disse ting? Faktisk slet ikke. Han havde et navn at kalde hende, Eriz, og han var derfra blot interesseret omkring hvad hun arbejdede med, hvad hun da også svarede på. Og så var han godt tilfreds.
Han nikkede let.
"Lyder interessant" Hvem hun var rådgiver for, assistent for...Dette var spørgsmål som han ikke stillede. ikke i aften, i hvert fald, hvis nogen sinde. Måske opdagede han det selv en dag? Uanset hvad klædte mysterier hende og han gad ikke tænke over det mere. Pyt med det. Hun var underholdning og endda af ganske udsøgt kvalitet. Det skulle nydes!
Han smilte let til hende.
"Med glæde. Men jeg må beklage at vores historier ikke er mange eller specielt interessante" svarede han tilbage.
De forlod rummet og Zean så sig end ikke tilbage. Hvis folk ville skabe rygter, gjorde de det nok uanset. Ingen af dem var gift, selv om folk vidste Eriz var sammen med Rei. Og hvis det endelig var...Hvem sagde at man ikke kunne gå for sig selv, som venner, og snakke forretninger og bekendtskaber?
De kom ud på en lang gang og ingen stoppede dem. Så snart han så en trappe, førte han hende hen til den og op ad den...Ovenpå ville ingen gå, det var her værterne havde de mere personlige rum, så de ville kunne være i mere fred der. Væk fra dem alle, og alligevel upassende nok til at snige sig op på værtens værelser, som uartige teenagere. Det var spændende i sig selv.
Her var endnu en lang gang. Manden havde en stor ejedom, åbenbart. Og masser af gæsteværelser. På ingen tid havde han fundet et passende rum...
Det bestod af en mindre opholdsstue og derfra var der rum til både en altan og et soveværelse. Som...et minihus i et palæ. uanset hvad, ville det være et passende sted at slå sig ned og snakke...Eller lave uartige ting.
Han slap hendes hånd og slog let ud med armene, mens han snorede rundt, da han gik ind i rummet, opholdsrummet. Pejsen var kold og rummet køligt, men fuldt møbleret. Stole, bord, reoler med genstande. Gulvtæppe og stearinlys, der ikke var tændte. Men for hans vedkommende så han fint i det svage lys, der kom fra glasdørene til altanen.
"Hvem kan være kræsen, hvis man boede et sted som her?" han smilte svagt og vendte sig om mod glasdørene. Ja, manden var uden tvivl en rig fyr. Og skide irriterende.

[Deleted]

Et legende smil var dukket frem på Eriz's fyldige læber, jo længere væk de kom fra festen og alle de andre gæster. Der var ingen tvivl om at det her ville blive set på med misbillighed, hvilket blot øgede spændingen. Hende og Zean var åbenbart at samme kaliber på det punkt. Gad vide hvilken narrestreger de kunne lave senere? Hvis Zean var ven af Rei, kunne de forhåbentligt mødes igen. Måske endda lave planer, der var deres egne, og som kunne tippe magtbalancen en smule. Åhhh hvor ville det være underholdende! Mens Rei rendte rundt i det større politiske magtspil, kunne hun danse rundt med Zean i kulissen, og lave deres egen sjov.
”Jeg er sikker på I har bare lidt historier at fortælle. Jeg vil sætte pris på at høre mere om Rei,” fortalte hun med et skævt smil, inden at han begyndte at lede hende op af en trappe. Her var stille og øde. Da de trådte ind i opholdsrummet kiggede hun undersøgende rundt. Hendes øjne var ikke så gode i mørke, og hun blev stående hvor hun var, for ikke at gå ind i noget. Det svage lys der kom ind fra glasdøren gjorde at hun kunne se nogle omrids af møbler. Zean var en sort skikkelse foran hende, som han gik mere ind i rummet med armene spredt ud. Det var et flot palæ, det måtte hun indrømme. En skam en mand som deres vært, skulle eje sådan et smukt sted.
”Jeg tror de fleste folk, der ejer sådan et sted her, er grådige efter mere,” svarede hun, og tog et forsigtigt skridt, mens hun rakte en hånd ud, for ikke at støde ind i noget. Mange warlocks havde trænet deres evner til at kontrollere mørket, men ikke hende. Hun brugte sine evner til noget andet, og havde ikke lært at dominere mørket, der omgav sig hende.
Zean var tydelig, som han stod der foran glasdøren, og hun gik hen mod ham, som var han et fyrtårn, og hun et vildfaren skib.
Hendes fremstrakte hånd, nåede ham endelig, og de slanke, edderkoppe-fingre kunne gribe ud, og få fat i hans overarm. I et par forsigtige skridt, var hun nået op på siden af ham, hvor hun stod ligeså med fronten mod glasdøren, men hun havde ikke sluppet hans arm endnu. De isblå øjne lyste næsten op i mørket, så klare var de. Konkurrerede mod den blege hud, der fik hende til at ligne et spøgelse i det tomme lokale.
”Du bor ikke selv i et palæ eller slot?” spurgte hun ham, uden at vide præcist, hvad dødsengle yndede at sove i. Mange så dem som barbariske, uciviliseret bæster, men Eriz havde altid kunne lide råstyrken og vildskaben, der lå gemt i deres natur. Kulturen var fascinerende, rå og bygget på kamp. Hvem kunne ikke elske den slags?
Hendes blik vandrede fra ham, og ud mod horisonten, der strakte sig foran dem udenfor glasdøren. Rank stod hun ved hans side med kun en meter mellem dem. Hun lod hænderne møde hinanden bag hendes ryg.

[Deleted]

Hans ene hånd gled ud og lagde sig mod det kolde glas. Hans hånd afsatte noget fugt på glasset, som omringede hans hånd, så når han fjernede den, kunne den ses i nogle sekunder, før den forsvandt. Glas var et fantastisk materiale, så skrøbeligt, hvis man ramte det rigtigt, men så stærkt, hvis man ikke gjorde. Et materiale du kunne se igennem, men stadig være beskyttet af. Og det kunne have så mange farver og former! Han elskede glas. Han havde personligt revet sine glas ud af sin uduelige butlers hænder, derhjemme, og pudset dem ordentligt. Butleren endte jo bare med at ødelægge dem alle sammen, den idiot! Nej, han måtte virkelig snart finde sig en bedre butler, som kunne finde ud af ting. Men ingen turde arbejde i hans hus, takket være familien blev brutalt myrdet. Og her boede man i Dvasias, hvor folk burde være van til sådanne ting!
Han lod hånden falde ned langs siden, da Eriz nåede op ved siden af han og tog hans arm, som var det en af de mest naturligste ting i verdenen og som havde de altid været sammen. Et par der kendte hinanden ud og ind. Han følte sig allerede godt tilpas med Eriz. Ikke at han direkte stolede på hende, men han havde intet imod at lave visse ting med hende.
”Vi har et par stykker” svarede han roligt. De havde...to. Deres møde og deres senere møde, for at overtage dødsenglene sammen. Den første historie var nok ikke så interessant som den anden var.
Han drejede hovedet og så op mod loftet et øjeblik, før han kiggede ud af glasset igen, for at se hvad han kunne af udsigten...udsigten over vampyrernes by.
”Jeg er i hvert fald grådig” svarede han.
”Og jeg ejer intet palæ!” han grinte svagt. Hvilket bragte ham til hendes sidste spørgsmål.
”Jeg ejer intet palæ eller slot. Jeg drømmer om at eje min egen by en dag...Men for nu, ejer jeg intet mere end mit fine hus i Atterlin. Nej...Dødsenglene har intet. Et par ejendomme, spredt ud over tre af landene og et enkelt i Procias, tror jeg. En kæmpe hule, med en miniby i sig...Men jeg har lovet dem frihed, så det vil ikke virke at bygge bjerget om. Hvad der uden tvivl også vil blive dyrt...Nej, jeg leder efter et større sted, hvorfra jeg kan bo luksuøst og samtidig kontrollerer min race, som et hovedkvarter for os. Stort, prægtigt, så de bliver motiveret for at kæmpe, kæmpe for også at få det sådan” han smilte let til hende. Ville hun kunne forstå disse ting? Nok i overfladen. Men det var ikke sikkert hun kunne forstå de følelser dødsenglene lagde i det. Frihed. Storslået. Prægtigt...Og magtfuldt.
”Jeg har store planer for min race...” sagde han tænksomt, da han så ud af vinduet igen, med et svagt smil. Til sidst rystede han svagt på hovedet.
”Men lige nu ligger det hele et godt stykke ude i fremtiden. Der er ikke mere jeg kan gøre lige nu, end at vente på min race bliver samlet og organiseret. Folk er ikke så glade for at efterlade alle deres ting, trods jeg har sagt de godt må vende tilbage bagefter...” han smilte let. Hans ene hånd gled op og lagde sig mod hendes kind, da han vendte sig om mod hende. Hendes udvidede pupiller fortalte ham at hun næsten intet kunne se i mørket. Det tænkte han jo slet ikke over...Han var jo van til at se forholdsvis godt i mørke. Ikke som en vampyr, men stadig. Han ville aldrig, trods han ønskede sig det, få sanser som en vampyr.
Hans tommelfinger gled over hendes kølige kind, da han var helt tæt på hende. Hun var skøn. Fantastisk. Han elskede ideen om hende, hendes fremtoning. Og så...
Trådte han et skridt væk.
”Lad mig tænde lidt lys. Folk vil ikke tænke over det...Og hvis de gør...Jamen så har vi blot lid rygter at slås med. Det gør kun folk mere nysgerrige omkring os” han smil voksede en smule, da han gik over til det lille bord. Han fumlede kun et øjeblik, før han fandt en æske med tændstikker og strøg en. Han begyndte at tænde lysene der stod i holdere på bordet og rundt om i værelset, så Eriz kunne finde rundt i rummet, uden at brække benet undervejs. Se det ville være en skandale!

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Eriz til hvad Zean havde at fortælle, mens hun betragtede byen nedenfor slottet. Den kunne ses som utallige, små stjerner, der lå samlet på jorden. Nogle gange gik én ud, eller en ny blev tændt. Det lød til at Zean havde store planer med dødsenglene, og lige nu var fanget i zonen, hvor man skulle administrere, vente og skabe indflydelse, inden at man kunne lede. Ikke mange havde den tålmodighed, og ville fejle. Hun håbede inderligt, at Zean ville finde succes i hans planer.
"Det lyder som noget af en opgave," svarede hun stille ud i mørket, og lagde armene over kors, mens hun tænkte over det han sagde. Dødsengle. De største racer havde en by for dem selv her i Dvasias, og hvad det lød til, var det hvad Zean havde brug for til sit folk. En hel by til dødsenglene, hvor de kunne bo i fred med friheden til at strække vingerne, når de havde lyst. Det ville kræve et stort arbejde... og mange penge.
"Du burde købe noget land," forslog hun, mens de finpudset mekanismer i hendes sind, allerede var i gang med at udregne, hvor meget der skulle til, for at sådan en opgave kunne lykkes. Hun var trods alt god til sit arbejde - også selvom Zean ikke havde bedt om hendes hjælp. Eftertænksomt bed hun sig i tommelfingeren. "Gå til Dronningen, og tal din sag. Med mindre hun vil have dødsengle til at flyve rundt over Rimshia, så må hun give jer et sted. Du kunne lave en banket, lig med den her -" Hun viftede ligegyldigt med hånden, for at vise hendes uinteresse i værtens arrangement. "- hvor du finder sponsorer, allieret, og folk, som vil hjælpe med at skabe en by til dit folk. Måske et sted tæt på nogle bjerge."
Da han vendte sig mod hende, gled hendes dovne blik op mod ham og mødte hans. Et lille smil voksede sig frem om hendes røde læber, mens hun ligeledes vendte sig mod ham, og hun lod ham træde helt hen til sig, så deres kroppe næsten blev trykket sammen. Tavst stod de tæt, mens hans hånd lagde sig mod hendes kind. Hun trådte stadigvæk ikke væk. Afventende blev hun stående, for at se om han havde modet, eller ville han bakke væk med den svage illusion om, at han ville forråde en ven, hvis han erobrede hende.
Hun måtte indrømme for sig selv, at hun ville have ham. Den styrke, der lå gemt hos ham, var mere end nok, til at vække hendes interesse. Hans ambitioner, hans ligegyldighed overfor alle andre end ham selv. Hvis ikke det var fordi, det ville være så frydefuldt, at han selv gav efter, ville hun have krævet ham. Om han så ville eller ej. Hun var god til at overtale.
Da han trådte væk, drog hun et opgvende suk, men vendte sig dog mod hans sorte skikkelse, der bevægede sig gennem rummet, indtil lyset endelig spruttede frem. Kort hun måtte blinke med øjnene, for at afvænne sig til mørket, mens at han gik rundt, og tændte resten af værelsets stearinlys.
"Jeg har ikke noget imod rygter. Hvem elsker ikke den slags?" spurgte hun ham tilbage, og kastede et sidste blik ud af glasdøren, inden at hun slentrede hen, for at sætte sig op af armlænet på en sofa. Det tunge blik fulgte ham, som et grådigt rovdyr, der betragter sit bytte, inden det angriber.

[Deleted]

Mens han gik rundt, lyttede han til hendes ideer. Han stoppede op halvvejs i sin lystænding og så over mod hende med en tænkende mine, før han fortsatte. Hun lød allerede meget bedre end hans midlertidige rådgivere...Men selvfølgelig bestod hans rådgivere også af dødsengle, der havde haft overblik over deres situation de sidste mange år og de havde ingen ide om hvad verdenen havde at tilbyde dem. Han havde brug for en rigtig rådgiver...Men hvem? Han stolede på ingen og de få han stolede på, havde travlt med andre ting eller var af så høj magt, at de ikke ville degraderes til en rådgiver.
Han overvejede det med dronningen...
Prinsen hadede ham, vidste han og han ville under ingen omstændigheder snakke med prinsen. Dronning måske...Han lod blikket glide rundt i værelset, som var han allerede en del af denne blanket hun foreslog. Kimeya var gode venner med Dronning og burde have snakket med hende om deres fælles planer...Hvis dronning var positiv over for disse...Og hvis han snakkede med Macaria om det først, så hun kunne påvirke dronning og fortælle hende hvilken god ide det var...Med de ting taget i betragtning måtte dronningen jo næsten give ham noget! Trods alt var dronningen snart dronning af tre lande, i stedet for et. Der måtte være masser af land hun kunne give af! Det var en henrivende ide! Hvis de fik land...Hvis de skaffede sig ressourcer...De kunne bygge det hele selv, som de ville have det.
Han smed æsken med tændstikker på bordet. Rummet var rimelig oplyst nu, i en dunkel men varmt skær. Han så over på hende med et smil, før han gik helt hen til hende igen...
Åh...Det var ikke fordi han ville være loyal over for en ven...
”Du er fuld af gode ideer. Mine midlertidige rådgivere er ikke engang tæt på en løsning, men de består også af dødsengle der har skjult sig de sidste mange år...Jeg vil følge dine ideer. De virker lovende” svarede han. Faktisk...Uvurderlige! Faktisk havde hun nået nær reddet ham...Han havde været som en slange uden hoved, ude af stand til at vælge en vej at snige sig ned af, men nu havde han et mål igen. Det måtte være derfor folk havde rådgivere, så de kunne skubbe en i den rigtige retning. Han ville snakke med dronningen så snart han havde udstået sin 'straf', for så ville han være 'ren' og dronningen ville da måske bedre accepterer ham. Hvis hun var enig i sin latterlige prins, det var.
Hun var allerede en andens. Og derfor var det blot endnu sjovere. Han kunne end ikke forestille sig hvordan Rei mon ville reagerer. Måske en smule ligegyldigt? Det ville han selv gøre. Uanset hvad, som en god ven, måtte han jo godkende kvinden for ham, så han ikke trådte i nogle...fælder...
Hans hænder gled over hendes hals, gled op af den, som ville han skubbe hende op at stå, blot ved denne bevægelse. Han ville have hende tættere på sig...Faktisk...Ville han bare have hende.

[Deleted]

Et lumsk smil sneg sig vej over hendes læber, og hun hævede hovedet for hans bevægelse. Det morede hende, at se ham gå frem og tilbage mellem hende, som overvejede han fra eller til. Måske prøvede han hende blot af? Ville se hvordan hun reagerede? Hun havde intet tilovers overfor tests af hende. Kimeya havde opdaget det.
"Du er ikke den første leder, som jeg har rådgivet," svarede hun ham med et et hævet øjenbryn, inden at hun i en flydende bevægelse, rejste sig, så de stod overfor hinanden. Hende fanget mellem sofaens armlæn, der skubbede hende i knæhaserne, og Zean, som stod helt op af hende. Skyggerne lå hen over hans ansigt. Dybe og mystiske. Specielt omkring øjnene, der hvilede på hendes ansigt. Hun kunne se begæret efter hende i hans blik. Fingrene gled ned over hans jakkekant, så hun kunne hive ham en smule tættere på sig. Hvis nogle kom ind lige nu, ville der ikke være nogen misforståelser at hente. Kort vandrede hendes blik hen til døren. Hvis nogle kom ind af døren lige nu, ville hun ikke lade sig forstyrre. Ikke med ham her. Lige meget hvordan sladren ville gå.
Igen kiggede hun op på ham. Hans brystkasse blev presset mod hendes bryst, så tæt som de stod. Hendes ansigt løfte mod hans.
"Jeg er ret dyr, men hvis du er interesseret, kunne jeg overveje at blive din," hviskede hun op mod ham med et sigende smil. "Du vil hurtigt opdage, hvor fyldt med ideer jeg er. Du vil helt klart sætte pris på mig, samt det jeg kan gøre for dig." Hendes smil voksede sig en smule bredere, og det var lige før, hendes læber strejfede hans. Så tæt at hun kunne mærke varmen og sødmen fra dem på grund af champagnen, han havde drukket tidligere. Dobbelt betydningen i hendes ord, var en lille leg, som hun yndede at bruge en gang imellem. Det var et spændende spil, der krydrede en ellers kedelig fest. Hun håbede det ville blive ved. 
Rei havde hjulpet ham så langt, men hun kunne føre ham hele vejen i mål. Hun havde alligevel ikke andet at lave i øjeblikket, og Zean var bestemt en mand, som hun ikke ville have noget imod at være tæt på. Helt tæt på. 
Hun sukkede let mod hans læber, mens hendes isblå øjne gled ned til dem. Fingrene om hans jakkes kant, strammede deres greb. 

[Deleted]

Nej, hun havde jo nævnt at hun var en rådgiver og han havde ikke tvivlet på det. Men nu havde han i sandheden kunne mærke hvor god hun var. Så let som ingenting var hun kommet på en løsning han ikke selv havde tænkt over...Han havde mere troet man bare tog land, ikke så meget at man kunne spørge efter det eller købe det. Gad vide hvor dyrt det var? Han havde jo penge, omend han jo ikke ligefrem havde skatkamre fulde. Han måtte jo prøve sig frem og se om han ikke kunne skylde et par tjenester, skulle det være for dyrt igen. uanset hvad måtte han ofre sig, for at få racen op at stå...Og det ville han da også gøre, blev det nødvendigt. Han tvivlede ikke på han ikke var den eneste...Spørgsmålet var bare hvem hun ellers rådgav om det var imod ham og hans interesser.
Hun rejste sig op, som han ønskede, og de stod så tæt at de åndede hinanden i hovedet. Ikke at nogen af dem så ud til at have noget imod det. Hendes krop var varm og...havde former. Gode former, han kunne mærke dem mod sin krop og han fik sådan...lyst.
Han ville gerne arbejde sammen med hende. Men spørgsmålet var om hun var for dyr og gjorde ham fattig, så han ingen midler havde til resten. Men hvis hun blev hans rådgiver...Kunne hun vel også finde på ideer til at få pengene ind, så hun selv kunne blive betalt. Det gik vel lige op?
Ikke nok med det. Han ville have en god grund til at snakke mere med Rei. Han ville se Eriz...Og mærke hende. De kunne være et kønt partnerskab.
Hans vejrtrækning blev tungere og det var som om hans hjerte satte farten op. Hans arme gled rundt om hendes krop...Og væltede hende, ned i sofaen. Hans ene arm om hendes ryg, den anden om ryglænet på sofaen, til sammen sikrede de at hun ikke faldt med hovedet først og faldt ubehageligt ned og ligge.
Hanshanshans...På alle måder hans. Måske knyttede hun bånd med Rei, men han ville også have en bid af kagen. Det ville han sikkert ikke have noget imod...Og Kimeya ville blive rød i hovedet. Åh, han kunne grine! Det ville virkelig ikke passe den mand så godt. Det i sig selv talte også godt for det...Han ville gerne se en utilfreds Kimeya, trods han snart gav manden et land.
Hans arm gled væk under hende, han stod næsten på alle fire hen over hende, dog med et ben på gulvet. Han var tæt på...og kom tættere med et svagt smil. Og han tøvede end ikke, da han lod sine læber møde hendes. Ikke blidt, ikke sukkersødt, men krævende,hungrende. Hans ene hånd gled op til hendes kind, hendes hals og ned over hendes krop.

[Deleted]

Han svarede hende ikke, men lod blot en arm glide rundt om hende, så hun blev presset mere imod ham. Det føltes fantastisk. Hans krop mod hendes. Det fik næsten hendes åndedræt til at skælve en smule. I hans sikre greb, blev hun væltet ned på ryggen i sofaen, hvor hun rykkede lidt mere op, så hun kunne ligge behageligt, inden at Zean lænede sig ned mod hende. En af hendes slanke hænder hævede sig, for at gribe fat i hans jakkes krave, så hun grådigt kunne hive ham mere ned, indtil at han endelig kyssede hende. Det var et fantastisk kys. Akkurat sådan et kys som hun fortrak. Et kys der fik hendes læber til at brænde og blusse op. 
Nydende lukkede hun øjnene, mens hun trak ham mere ned mod sig. Hun ville mærke hans krop helt, helt tæt på hendes. Alle tanker om det var en god ide, eller om Rei ville syntes om det, var blot brændsel til hendes lyst efter Zean. Jo mere forbudt, jo større skandale, jo bedre. Hun frydede sig over at han var enig. At han var lige så twistet som hende. 
Et nydende suk blev kvalt i hendes strube. De fyldige læber masserede hårdt hans. Benene gled op på hver side af ham - snigende og langsomt - indtil de viklede sig om hans hofter, så hun kunne presse hans underliv mere ned mod hendes. Kjolen faldt fra hendes lår, for at samle sig i folder omkring hendes underliv. Varmen fik hendes kinder til at brænde. Med sin frie hånd strøg hun fingrene igennem hans hår, for at få det væk fra hans ansigt, inden hun greb fat i hans hårlokker i nakken, så hun kunne kontrollere ham i kysset. Han ville ikke kunne hive hovedet væk, selv hvis han ville. 
Selv hvis der var nogle, som kom ind af døren, og opdagede dem nu, ville hun ikke kunne stoppe sig selv. Lysten og begæret efter dødsenglen var alt for stor. Hans vildskab og frihed fik blodet til at bruse i ørerne, mens hans kærtegn af hendes krop, fik endnu et suk til at sætte sig fast i hendes hals.