Kill me slowly

[Deleted]

Hun var vild og grådig, som ham selv. Det var fantastisk! Dixie havde blot levet af det, trods hun havde i sin tid havde lært Zean alt han kendte til det seksuelle. Hun havde været god, som enhver første gang ville være. Seraphiel havde været fantastisk! Åh ja...Seraphiel...Denne søde dødsengel der var forsvundet. Havde hun endnu været her, ville han måske have giftet sig med hende, blot for at nyde hendes fantastiske personlighed og sadomasochistiske tendenser. Hun havde hjulpet ham til magten og var forsvundet. Siden dem havde der været et utal af ukendte kvinder. Bare lidt til at holde sig i gang og øve sig i en kunst Zean ikke rigtig gad til hverdag...Men som om ikke andet var underholdende.
Og nu Eriz...Han vidste at dette også ville blive en tur han huskede. For hun skilte sig ud fra alle de andre kvinder med største perfektion.
Tankerne forsvandt lidt efter lidt...Og pludselig helt. Alle tanker om magt, om løsninger, om Rei, om rygter og om andre kvinder. Til sidst var der kun Eriz og hendes krop, han begærede så meget. Hun styrede det mere og mere, låste ham fast, som var han hendes offer, som var de ikke hinandens. Han kunne mærke at han ikke ville have mulighed for at vende sig væk nu, trække sig tilbage...Men hvorfor skulle han ønske dette?
Han gengældte dem. Kyssene. Hans hånd gled over hendes nu blottede lår. Dette var en skandale. Og de elskede det!
Hans hånd begyndte at løsne hendes kjole og få den af hende. Blotte mere og mere af hendes krop, så han kunne komme til den. Selv om han ikke havde muligheden for at lade munden gå nogle steder, gled hans hænder ivrigt over hendes dejlige krop og hendes varme hud. Hans vejrtrækning blev mere og mere overfladisk og han fik varmen, hans puls var høj, men disse ting var ikke noget han tænkte over, præcis som andre dele af ham også reagerede automatisk til disse ting. Klar til kamp.

Tjeneren sukkede svagt. Hun var træt i sine ben af at gå rundt i det store rum, mellem alle de betydningsfulde folk, hele tiden. Herren havde jo drukket af hendes blod aftenen før og hun var endnu ikke kommet sig over det. Hun var øm i benene og havde ondt i halsen.
Med sløve skridt forlod hun det store rum og satte fadet med de tomme glas på et trappetrin. Herren havde bedt hende finde nogle gæster, der var faret vild. De havde forladt rummet sammen og var endnu ikke kommet tilbage, men Herren var ikke klar til at slippe sit nye legetøj, i form af denne dødsengel. Tjeneren kendte den rigtige grund. Herren ville se kvinden igen. Det ville alle mænd vel?
Hun var startet med underetagen og haven, men der var ingen. Vagtene sagde de ikke havde forladt stedet. Så nu var der kun overetagen tilbage.
Hun gik op af den med tunge skridt. Hun kunne tage et værelse af gangen, de der var aflåst...Ja, der var de jo nok ikke. I hvert fald havde hun ingen mulighed for at opdage det.
Ved en indskydelse bankede hun ikke på dørene, men åbnede dem blot svagt på klem...
Til der var bid.
De hvide fingre lå om dørhåndtaget, den anden gled op til hendes mund for at kvæle et gisp. Hendes øjne udvidede sig, som hun så dette scenarie for sig...Og hun håbede inderligt det ikke ville give hende problemer også, som det ville give dem. Burde hun sige noget til nogen?
Hun lukkede døren igen uden at forstyrre og løb ned af gangen og ned af trappen...Det var jo en skandale!

Zean opdagede intet. Han havde ryggen til rummet og hans opmærksomhed var udelt rettet mod Eriz, som han kom længere og længere ind bag hendes tøj og ind til de ting, der betød noget. Selv hjalp han også til med at få sit eget tøj af, så meget som nødvendigt, han gad ikke spilde tid med resten. Han ville have kvinden!
*En scene udfolder sig. Zean er ikke blid på noget tidspunkt og elsker at sætte neglene dybt i Eriz hud, uanset om hendes hud er så perfekt. Lidt smerte gør kun Zean endnu vildere.*

[Deleted]

Stadigvæk en smule stakåndet efter den vilde, intense tur de lige havde haft, stod Eriz foran glasdøren, for at kunne se sin refleksion. Grundigt var hun i gang med at sætte sit hår op igen. Kjolen dækkede de væreste, blodige kradsemærker, der fyldte hendes ryg, hofter og lår. Han havde ikke været blid, hvilket havde været intet mindre end fantastisk! Selv havde hun givet Zean et par bidemærker og kradsemærker tilbage. Op til flere af hans skader på ryggen, var sprunget op. Hun havde været grådig, beruset i begær. Aldrig havde hun mærket nydelsen på den måde, som Zean havde givet hende. Flere gange måtte hun holde sig for munden, for ikke at skrige højt i en blanding af fryd og smerte. Kroppen sitrede stadigvæk fra alle de gange, Zean havde båret hende over kanten.
Hun gjorde håret færdig, og vendte sig mod resten af rummet, hvor Zean var ved at tage tøj på. Et lille, selvtilfreds smil lå om hendes læber ved synet. Et par malerier var røget ned fra væggen. Stuebordet var rykket næsten helt over i den anden side af rummet, og nogle puder var blevet flænset. Småting var faldet på gulvet, efter de var blevet skubbet ned. Han havde taget hende overalt, uden sans for andet, end at få mere af hende. Hvor var det dog ophidsende. Selv stod han midt i alt ødelæggelsen. Dødsenglen af kaos. Og han havde været kun hendes i den tid, det hele havde taget. Hun havde krævet ham. Det hele af ham. Desværre var hun nødt til at give slip på ham igen. Hendes fantastiske, vilde dødsengel.
Med vuggende hofter slentrede hun hen til ham, for at hjælpe ham med at trække hans jakke på. Let bed hun sig i underlæben, mens at hun rettede på hans tøj, inden at de isblå øjne gled op til hans ansigt. Hvis de havde haft tiden og energien, havde hun taget ham igen. Fået ham til at stønne hendes navn nok en gang. Desværre havde de nået grænsen, og de måtte tage afsked med hinanden.
Hendes hænder gled over hans brystkasse Gad vide hvor mange mærker, han nu havde til samlingen på grund af hende?
”Husk at gå til dronningen omkring noget land,” sagde hun lavmælt, mens hun knappede hans jakke for ham. ”Jer dødsengle fortjener friheden til at herske over jer selv.”
Der var ikke meget andet at sige på nuværende tidspunkt. Det var ikke til at sige, hvornår de ville ses igen, eller om det ville være på samme kompromisser som denne her gang.

[Deleted]

Det havde været helt igennem en fantastisk oplevelse. Fantastisk til det sidste! Han havde ikke bare begæret hende, men hun havde i den grad også begæret ham. Og jo mere hun havde begæret ham, jo mere havde han begæret hende. Han havde kradset og bidt i hende og hun i ham. De kvinder foretrak han mere end andre! Dem der bed igen. ikke dem der bare modtog og sagde 'puha, voldsom tur!' bagefter. Og til sidst var de færdige. De havde været over alt i rummet, i så mange stillinger, at han tvivlede på de alle var kendte. Ting var faldet om ørerne på dem, som havde der været et jordskælv. Det var utroligt ingen havde hørt dem og kommet løbende, men han var også glad for de ikke var blevet set...Forstået på det den måde at det blot havde været de to og ingen andre. Om nogen sladrede om det, faldt ham ligegyldigt.
Nu stod han midt på gulvet og fik tøjet på igen. Hans sår på ryggen sved og blødte lidt, men det var der intet at gøre ved. Han rettede på jakken og bad blot til det ikke ville bløde igennem, så han ville modtage dumme spørgsmål resten af aftenen. Resten af aftenen...
Han hånd gled igennem hans hår for at lægge det lidt ned igen. Han måtte tilbage til selskabet og yde lidt indflydelse. Måske planlægge værtens død. Trods alt var han en dum type ingen af dem kunne bruge til nogen. Hans blik gled over stedet, men han følte ikke for at gøre noget ved det. Lad det være en overraskelse til værten. Han ville sikkert give tjenerne skylden.
Han var næsten færdig, da Eriz kom over til ham, som en doven slange. Hun var endnu mere skøn at se på nu. Hun hjalp ham med tøjet og han lod hende. Hvis han nogensinde skulle giftet, skulle det være med en kvinde som Eriz. Intet andet kunne gøre det!
Han smilte let til hende. Åh ja...Dronningen. Det ville han da ikke glemme. Han smilte dovent frem for sig. Så hun stemte også for dødsenglenes frihed? Hvor havde den kvinde været hele hans liv?
Han grinte svagt og trak let på skuldrene for at få jakken til at sidde noget nær perfekt. Hans hænder gled frem og over hendes arme. Det var afsked. Det lå i luften. I et øjeblik stod han bare der og så på hende.
"Jeg vil huske dronningen" svarede han så og lod hænderne falde ned langs siden. Det var på tide at joine festen endnu en gang.
"Lad os mødes igen, en dag, og diskuterer en mulig fremtid for os begge" han gik over til døren. Ingen farvelkys, ingen kram, ingenting. Han så blot på hende et øjeblik mere.
"Jeg kunne godt bruge en rådgiver" nikkede han svagt. Han åbnede døren og forlod afslappet værelset. Afslappet, men med en selvtillid der aldrig havde været bedre.

//Out