Bargaining

[Deleted]

Interesseret så hun til mens Aron fortalte, mens hans ansigt blev opfyldt af mere og mere iver. Det var tydeligt han elskede det han lavede, og den lidenskab fik hende næsten til at snappe efter vejret. Han havde forstand på tingene. Kunne endda det hele i hovedet.
En lille, klar latter undslap Eriz læber, og hun trak på skuldrene. Igen den der søde naivitet. Tænk at en person med så meget drabelig viden, kunne være så… uskyldig.
”Jeg må indrømme mine kræfter også er sjældne at møde. Mange vil hellere kunne påføre smerte, herske over mørket, eller få ting til at bevæge sig,” fortalte hun, og lænede sig ligeledes frem, støttende på underarmene. Deres ansigter var kun få centimeter fra hinanden. Hun smilede smørret til ham.
”Er du sikker på du ikke har lyst til at prøve?” spurgte hun lokkende, mens hendes ene finger lavede små mønstre i bordpladen. ”Det vil ikke gøre ondt. Som et lille, frisk pust i din bevidsthed.”
Hun ventede ikke engang på svar. Det lå ikke til hende at spørge om lov.
Smilet voksede sig bredere, inden at hendes hånd hævede sig, for at glide om bag hans nakke. Hun lænede sig frem, lukkede øjnene, og lod sine bløde læber møde hans i et inderligt kys. I et stykke tid holdte hun det. Hendes læber smagte af vinen. Sød og bitter på samme tid. Begærligt masserede de andre. Hånden holdte ham fast. Fingrene begravede sig i hans nakkehår. Mere og mere inderligt, indtil at hun pludselig – forsvandt. Som sort røg, der blev pustet væk, og derefter forløst.
Eriz sad tilbagelænet i stolen med et sødt smil på læberne, og glasset i sin ene hånd. Hendes isblå øjne hvilede afventende på hans ansigt, efter at have ladet illusionen falde.

[Deleted]

Da Eriz gentog sit tilbud om at lade ham mærke hendes magi, skulle Aron lige til at ryste afvisende på hovedet. Så længe han ikke selv var sikker på hvad hendes magi var i stand til, var han ikke meget for at skulle være prøvekanin.
Eriz lod ham dog ikke få et ord at sige i den sag. Før han havde nået at ryste på hovedet, havde hun grebet fat om hans hoved, og trukket ham ind til sig i et kys. Aron spærrede øjnene op, så snart han mærkede Eriz’ læber mod sine, og smagte den bittersøde smag af vinen fra hendes mund. Selv hvis Aron forsøgte at trække sig fra hende, hindrede hendes greb om hans hoved det. Det slog ham at han havde holdt vejret fra det sekund hun havde trykket sine læber mod hans, og han måtte hive efter vejret, når hendes læber mod ham.
En varme havde bredt sig i kroppen på ham, og i takt med at sekunderne gik, slappede Aron mere og mere af. Hendes læber føltes varme og bløde, og smagen af vinen fik kun kysset til at føltes desto mere berusende. Han var lige gået i gang med at gengælde kysset efter bedste evne, da hun forsvandt.
Det føltes som om Aron vågnede fra en trance. Han så sig vildt omkring, inden hans blik fæstede sig på Eriz, som sad overfor ham med sit uskyldige smil om læberne. Havde han været offer for hendes magi? I så fald, hvornår havde hun kastet sin magi på ham? Han fugtede sine læber; smagen af vin var der stadig. Han vidste det måtte stamme fra da han havde drukket fra sit glas, men alligevel…
”Okay.” startede han tøvende, da han lod sig falde tilbage i stolen. Forlegenheden strålede ud af ham. ”På en skala fra 1-10, hvor tåbelig så jeg ud lige nu?” Gennem forlegenheden sendte han hende et skævt smil. Han havde ikke taget fejl af hendes evner; de var i sandhed bemærkelsesværdige. ”Jeg troede aldrig mine sanser ville bedrage mig på den her måde… Det føltes fuldstændig ægte.” kommenterede han, målløst.

[Deleted]

Eriz trak på den ene skulder, inden hun drak en smule af sit glas. Evnerne var nogle hun havde trænet, siden hun havde været ganske lille. Ofte havde hun stået foran spejlet, for igen at igen at skabe en illusion. Nu kunne hun bryde igennem næsten alles forsvarsbarriere, bore sig ind i deres bevidsthed, og skabe deres mest inderligste drømme eller mareridt.
”Du så ikke mere dum ud en folk omkring dig,” fortalte hun ham over glasset, og blinkede til ham. Det var en normalt reaktion. Specielt når hun havde ladet ham indse det var en illusion. Gad vide om han stadigvæk kunne mærke varmen fra hendes læber? ”Jeg har øvet mig i mange, mange år på at kunne gøre mine illusioner næsten fuldendte. Så længe du ikke gjorde nogle pludselige bevægelser, ville jeg kunne holde dig fast. Og så længe jeg ikke selv bevægede mig.”
Hun betragtede den dybe farve på vinen, mens at hun tænkte på, hvordan han havde været ved at besvare kysset. Den uskyldige alkymist havde åbenbart også lyster. Det granskende blik forlod vinen, for at lande på Aron i stedet for.
Hun kunne ikke lade være med at gengælde hans smil. Han så både forvirret og fortumlet ud.
”Drik noget vin. Det plejer at hjælpe, at man oplever sine sanser igen,” sagde hun, og strøg fingrene igennem sit hår, inden at hun igen lænede sig lidt frem. Hun kunne se på ham at han var forlegen. Selvfølgelig var han det. Ikke nok med at illusionen for ham havde været ægte, så havde han også afsløret velviljen ved at gengælde et kys fra hende. Gad vide hvor langt han ville have været gået?

[Deleted]

Lidt vin. Det lød som et godt råd. Aron tog sit glas til sig, og tømte den resterende mundfuld der var tilbage deri, og slugte det grådigt. Han var ikke sikker på om han nogensinde ville kunne drikke denne vin, uden at se Eriz for sig. Allerede nu kunne han næsten mærke følelsen af hendes læber, bare ved at smage vinen på sine læber.
Han fyldte sit glas op igen. Han følte sig allerede en tand roligere, og mere i kontakt med sine sanser. Det var underligt, at have sine sanser så grundigt narret af magi. Han havde ikke haft nogen anelse om hvornår hun havde brugt sin evne på ham, kun hvornår hun havde ladt ham slippe fri fra den. Han måtte hellere være ekstra opmærksom når han var i nærheden af Eriz. Hvis hun var i stand til at gøre det så overbevisende, havde han ikke lyst til at give hende nogen grund til at vise ham den mørke side af hendes magi.
”Øvelse har tydeligvis gjort mester.” roste han hende med et let grin. Endnu en lille tår af vinen forsvandt i hans gab, før han satte glasset fra sig igen. Måske kunne det være en effekt han kunne genskabe gennem sin alkymi. En eliksir som kunne føre den der drak den ind i en drømmeverden hvor man ikke engang kunne stole på sine egne sanser. Det var bestemt værd at undersøge. ”Men du havde ret i at det ikke gjorde ondt.” indskød han med et smil i hendes retning. Han kunne ikke lade være med at lade blikket finde hendes læber. Mon de føltes sådan i virkeligheden, som de havde føltes for ham? Han rystede tanken af sig. ”Jeg går ikke ud fra det er en evne du sælger? Jeg er sikker på der er mange der ville betale godt for at kunne bruge en med dine evner til sin fordel.” Måske var det en idé han kunne lufte for Macaria. Hvis vagterne i Manjarno var underlagt Eriz’ magi, kunne de i teorien bare spadsere indenfor. På den anden side ville det betyde at de ikke ville behøve hans gift. Det var måske smartere at forholde sig til Macarias nuværende plan.

[Deleted]

Et smørret, hemmelighedsfuldt smil spillede sig om Eriz’s læber, mens at hun tømte sit vinglas. Da hun hældte mere op til sig selv, kunne hun ikke lade være med at fortælle ham om sine yngre dage.
”Hvor ved du fra, at jeg ikke har gjort det?” spurgte hun ham, mens den røde, dybe væske fyldte glasset op endnu engang. Hun tænkte tilbage på de forskellige mænd og kvinder, hun havde mødt gennem årerne. ”Jeg blev engang betalt for at hver uge, møde op hos en magtfuld mand – ingen navne – og henlægge ham i en fantasidrøm, som han kunne tilfredsstille sine lyster til. Jeg blev godt betalt af det. Ligeså har jeg undgået mange ydmygelser ved at bruge mine evner, samt opfyldt mine sexpartners dybeste ønsker. En døende mørkelver, har ligeså sovet ind til en drøm, som jeg skabte for hende, så hun kunne dø i lykke.”
Historierne var mange. Eriz var god til det hun gjorde, diskret, og dømte aldrig, lige meget hvor specielle folks ønsker var.
Hun lagde mærke til at Arons vin forsvandt hurtigt. Gad vide om oplevelsen, havde gjort ham helt forfjamsket? Det morede hende. Tændte hende en smule. Flygtigt fugtede hun sine læber, som en slange, der smager på luften.
”Hvis du har nok penge, kan jeg gøre det samme for dig,” tilbød hun ham lokkende, og lænede sig lidt frem mod ham. Et udfordrende øjenbryn hævede sig. ”Hvilket som helst du vil have.”

[Deleted]

Aron stirrede på hende ved hendes svar. Han vidste ikke hvad han forventede, men han havde ikke forventet at hun ville have talt om sine sexpartnere så åbent. Ikke at der ville have været nogen omkring dem, som ville have lagt mærke til det. Krostuen var efterhånden blevet fyldt endnu mere op siden de var ankommet, og i takt med at flere gæster var kommet, var lyden af snak og latter blevet højere.
”Din evne er virkelig… alsidig.” Denne kvinde blev ved med at overraske ham. Hun havde klæderne og attituden til at være adelig, men så samtidig havde hun noget over sig som Aron aldrig før havde set hos en adelig – og han havde da tilbragt tid i selskab med adelige før, i forbindelse med sit arbejde. En eller anden grevinde som var blevet forsøgt forgiftet havde engang tilkaldt ham. Han kunne ikke forestille sig hende tale om sine sexpartnere sådan som Eriz gjorde.
”For mig?” spurgte han med et let grin, og formåede denne gang at ryste på hovedet. ”Jeg skal ikke nægte for at det er fristende. Meget fristende.” At påstå noget andet ville være en direkte løgn. ”Men lige for øjeblikket må jeg afslå. Jeg må reservere mit guld til andre ting end min egen personlige nydelse.” Han smilede et skævt smil. Det havde dog sat visse tanker i gang i hovedet på ham. Hvilke fantasier kunne Eriz være i stand til at opfylde? Og hvilke ville han have opfyldt, hvis han fik chancen? ”Men hvis du er i nærheden når jeg en dag dør – ikke at jeg planlægger at det skal ske foreløbig – vil jeg måske tage imod dit tilbud, hvis det stadig gælder.” tilføjede han med et glimt i øjet. ”Er du så også blevet bedt om det modsatte?” spurgte han nysgerrigt. ”Har nogen betalt dig for at placere et uvidende offer i sit personlige helvede?” Nok en gang dukkede den ivrige nysgerrighed frem i hans blik, og han lænede sig nok en gang lidt over bordet, og tættere på hende.

[Deleted]

Lysten og overvejelsen var tydelig i hans blik, men hun sagde ikke noget til det. Når man fik sådan et tilbud, var det ikke unormalt spekulationerne begyndte. Hvis man kunne få serveret alt – hvad ville man så have?
Hun bøjede hovedet til ham, for at vise, hun hørte og accepterede hans valg. For at være ærlig over for sig selv, ville hun ikke have noget imod, at tage den unge alkymist med sig op på et værelse, for at lade ham gennemleve den fantasi, han ønskede mest af få udfyldt. Den uskyldige, naive, søde alkymist i en position, som var det fuldkommen modsatte.
Da han spurgte ind til hendes kræfter, tog hun en tår af sin vin, for at overveje hvad hun skulle svare.
”Jeg er blevet hyret til det modsatte også ja,” fortalte hun med en ubekymret tone, mens at hun lod glasset falde fra sine læber igen. ”Den kan bruges til mange forskellige former for natur. Enten for at vise offeret hans væreste mareridt – kæreste, forældre, børn der dør for øjnene af dem – eller lader dem tro, de bliver sat fri, blot for at narre dem, og de opdager de er tilbage i lænker. Eller også kan jeg lade dem tro, de bliver tortureret på væreste tænkelig måde, uden der rent faktisk sker dem noget.”
Selvfølgelig var der også den slags. Mange gange. Det var trods alt Dvasias, hvor folk yndede den slags ting. Mange fanger var begyndt at græde hysterisk, bare ved synet af hende, fordi de vidste, hvad hun kunne gøre.
Med et tankefyldt blik kiggede hun ud mod krostuen, på de mange festglade og ubekymret mennesker, der for en gangs skyld, kunne drikke deres problemer væk.
”Mange tror det væreste, der kan ske dem er fysisk,” mumlede hun næsten ikke høreligt. ”Men når du oplever intens, fysisk smerte, kan du forsvinde ind i dig selv… hvad nu hvis det er det indeni, du skal frygte. At det du skal frygte er dig selv. Så har du ingen steder at gemme dig. Ingen steder at flygte hen.”
Hun tav. Fordybet i sine egne tanker.

[Deleted]

Det kom ikke som nogen overraskelse at Eriz’ evner var blevet brugt til det formål. Specielt fordi det netop var i Dvasias, hvor folk lod til at have en lavere tolerance for fornærmelser end ellers. Alligevel kunne han ikke lade være med at lyttede, fængslet, til hvad Eriz fortalte ham. Henad vejen virkede det faktisk som om Eriz selv lod sig rive med af sin fortælling; hun virkede i hvert fald pludselig lidt mindre opmærksom på ham, og krogæsterne omkring dem. Ikke at det lod til at gøre en forskel. De berusede gæster formåede stadig at gå i en lille bue omkring deres bord, så hvis det havde noget med hendes magi at gøre, måtte det stadig være noget hun var i stand til at gøre ubevidst.
”En god grund til at holde sig fra at blive placeret i en fangekælder.” kommenterede han med et skævt smil. Han havde ikke selv udført noget som kunne placere ham i sådan et sted – i hvert fald indtil Macaria havde rekrutteret ham til sin sag. Men hun havde overbevist ham om sikkerheden i planen til de grader hvor han ikke kunne se hvordan den kunne slå fejl. Så længe hans gift virkede efter hensigten. ”Jeg vil i hvert fald foretrække at se de gode sider i din magi.” tilføjede han med et sigende smil, for derefter at tage endnu en tår af vinen. Han var begyndt at slappe mere af, i takt med at mere og mere af vinen forsvandt. Men selv gennem afslappelsen, tænkte han videre på hvad Eriz havde fortalt ham. Hvad ville hans største frygt være? Han anede ikke hvad han ville se hvis hun skulle opfylde hans fantasier, ligesom han ikke anede hvad han ville blive vist hvis han skulle se sit værste mareridt. Han skød underlæben lidt frem i en overvejende mine, Men også den tanke skød han fra sig. ”Planlægger du at blive her længe?” spurgte han, som en måde at skifte emne på. ”Altså… her i området. Du slår mig som typen der rejser rundt omkring.”

[Deleted]

Langsomt blev Eriz bragt tilbage til nuet ved Arons næste spørgsmål, og hun blinkede lidt med øjnene, for hun vendte dem mod ham. Han var ved at få lidt rødmen i kinderne. Det var en stærk vin. Lækker men stærk. Selv drak hun den mest om aftenen, efter en lang og hård arbejdsdag, der fortjente en smule forkælelse. Hun havde pengene til det.
Gavmildt hældte hun mere vin op til Aron.
”Jeg bliver her til i morgen,” fortalte hun ham med et svagt smil, og hældte også mere op til sig selv. Glasset var godt nok langt fra tomt, men det var sådan høfligheden nu engang var, når man skænkede op. Hun havde aldrig mødt en person, der var så interesseret i at lære om hende, som Aron. I de omgangskredse som hun befærdede sig i, var egoerne så store, at man måtte kæmpe sig til at blive set og hørt. Praleri var en normal sag. Kedelig – men normalt.
At sidde her med en person, der oprigtigt interesseret, spurgte ind til hende var uvant, men behageligt. Hvis ikke han virkede så uskyldig, og drak så afslappet af vinen, ville hun være mistænksom overfor nysgerrigheden.
”Jeg tager afsted i morgen tidelig med en vogn. Har dog ikke andet at lave indtil da, så dit behagelige selskab er mere end velkommen,” uddybede hun med en lille smigren til sidst, hvilket udløste at hendes smil voksede. Det var normalt for hende, at møde fremmede, for blot at forlade byen, og ikke se dem igen. Et flygtigt bekendtskab. Mange ville kalde det et ensomt liv – men hvad skulle man også med andre?
”Har du et sted her i byen, eller skal du også videre?” spurgte hun ham, og hvilede hovedet i sin ene hånd, mens hun lod blikket vandre rundt på hans ansigt. Han kunne godt ligne én, der rejste meget rundt. Kappen havde han ikke engang taget af. Måske fordi han håbede, snart at forlade hende igen? For en gangs skyld i sit liv, kunne hun godt savne selskabet.

[Deleted]

Et taknemmeligt smil gled over hans læber da Eriz fyldte hans glas op endnu en gang, og han bragte roligt glasset til sine læber for endnu en gang at smage den bittersøde vin. Det var en vin han sagtens kunne vænne sig til at drikke mere af – hvis det ikke havde været for prisen. Han ville kunne betale sig fra det denne gang, men det var ikke en luksus han regnede med at unde sig ofte.
”Jeg tror godt du kan regne med at have mit selskab lidt endnu.” svarede han hende med et glædeligt smil. Han kunne mærke kinderne brænde, men om det var vinen eller effekten af hendes magi der stadig hang fast ved ham, kunne han ikke længere sige med sikkerhed. Arons foretrukne drik var whisky, og vin var efterhånden en sjældenhed. Til tider glemte han hvor potent det kunne være. Men han følte sig da stadig ved sine fulde fem, så indtil videre var der vel ingen fare i at drikke ud med hende. ”Jeg har et værelse i en kro lidt herfra. Hvis jeg kender min lærling rigtigt, ligger han og snuer lidt til, men selv hvis han er vågen, har jeg efterladt en besked til ham om at jeg kommer tilbage senere. Jeg har ikke noget hastværk.” Han smilede et lille, skævt smil. Han var ikke sikker på at Macaria ville bifalde at han lod Harris være alene på kroværelset, men Aron kunne heller ikke have knægten rendende i hælene af sig døgnet rundt. Han havde da taget sine forholdsregler. Værelset havde to nøgler; han havde den ene, og Harris den anden. Og Aron havde låst døren da han forlod kroen. Både han og Harris havde holdt lav profil da de kom til kroen, og han kunne ikke se hvorfor nogen skulle ville opsøge ham alligevel. ”Men udover det, regner jeg ikke med selv at blive her længe. Jeg har ærinder rundt omkring i Dvasias som må passes. Hvis vi begge to er rejsende, er det ikke utænkeligt at vi støder på hinanden igen.” tilføjede han, og mærkede hvordan hans smil voksede sig et hak bredere. Eriz var interessant selskab. En warlock der forstod sig på alkymi, og som ovenikøbet havde interessante historier at fortælle. Det var ikke ofte Aron tog sig tiden til disse sociale sammenstød, men denne gang var han glad for at han havde gjort det. ”Hvor skal du hen? En adelig som vil have en drøm vist for sig?” Hans ord var halvt i spøg, halvt alvor.

[Deleted]

En lærling?! Det undrede Eriz, og hun kunne ikke lade være med at studere ham med fornyet intensitet. At forestille sig en person som Aron, havde en lærling, var ikke ligefrem noget man ville regne med. Måske fordi han ikke virkede gammel nok? Det kunne sagtnes være en forældet forestilling fra hendes side.
Det glædede hende dog at finde ud af, at han ikke ville gå lige nu, samt hans kommentar, om at mødes igen med hende. Hans smil voksede sig endda bredere. Det fik hende til at smile en smule smørret. Måske havde den illusion givet ham blod på tanden?
”Jeg vil elske at støde på dig igen,” kommenterede hun ærligt med en lille latter. ”Indtil videre må vi nyde hinandens selskab så længe det vare, inden du skal afsted til din lærling.”
Let klingede hun sit glas mod ham. Selv måtte hun nok finde et kroværelse også, inden natten og kulden faldt på. Gad vide hvordan Aron ville have det, hvis hun fik et værelse tæt på hans? Åhhh det var næsten for uimodståeligt. Et værelse tæt på hans, kunne resultere i, at hun kunne nå ham i hans drømme. Hvordan han ikke måtte være næste dag, når han havde ligget en hel nat med hende i sine dybe, varme drømme? Det ville ikke være første gang hun gjorde det trick.
Ved hans spørgsmål blev hun trukket ud af sine spekulationer, men kunne ikke skjule det djævelske smil, der næsten nåede øjnene.
”Jeg skal over og mødes med en gammel ven, faktisk,” svarede hun ham, og lod en tungespids glide over læberne, for at opsamle smagen af vinen. ”Han har et problem med én handel, der ikke vil gå igennem, så jeg må jo tage med ham, for at hjælpe til, så godt jeg kan. Måske skal en ide plantes i forhandlerens sind?”

[Deleted]

Aron kunne ikke lade være med at grine stille for sig selv. At påvirke en handel ved at plante en idé i en af parternes hoved kunne ikke ligefrem beskrives som etisk korrekt – men det samme kunne man vel også sige om hans tjenester. I disse tider var det svært at leve godt på etisk korrekte tjenester, og man var nødt til at udnytte hvad man kunne tilbyde. Havde han været i hendes sted, havde han uden tvivl gjort det samme.
”Det er da en god måde at bruge din magi på.” kommenterede han, stadig med en let latter over læberne. Han havde ladt sit glas møde hendes, og taget endnu en slurk af den søde vin. Han var fristet til at spørge ind til hvad det kunne være for en handel hun skulle hjælpe til med. Men han vidste bedre end at spørge. Han kunne trods alt ikke selv gå ind i detaljerne for hans egne ærinder i Dvasias, og kunne derfor ikke forlange at hun skulle gøre det for ham. ”Jeg ville bestemt heller ikke have noget imod at støde ind i dig igen. Indtil videre har jeg fået en gratis bog og godt selskab ud af det. Så længe du selv får noget ud af det, har jeg ikke noget imod at gentage det.” Endnu et skævt smil trak i hans mundvige.
Hans blik blev mere granskende, da han næsten synes at kunne se at hun tænkte på noget. Som alkymist kunne Aron som regel aflæse folk, men det var ikke meget han fik ud af at se på Eriz. Det meste han kunne få ud fra hendes aura, var at hvad hun end tænkte på, lod til at more hende. Han tænkte ikke videre over det. ”Hvis du først skal afsted i morgen tidlig, kan vi sikkert nå at mødes igen i aften, når mine ærinder her i området er færdige. Jeg skal nok gøre mit bedste for ikke at holde dig for længe oppe.” tilføjede han med et glimt i øjet. Det måtte være vinen der havde påvirket ham. Ikke desto mindre havde han lyst til at se Eriz igen; hun var et bedre selskab end hvad han havde haft i det sidste stykke tid. Det bedste selskab han havde haft var Harris og Macaria, når han havde givet hende hendes doser modgift, men det var Eriz der havde en interesse for alkymi der kunne måle sig med hans egen. ”Måske på kroen hvor vi bor? Det har måske ikke den samme gode vin, men der er ikke lige så mange folk der. Ikke at det ser ud til at være et problem lige nu.” indskød han sigende. Han gik ud fra det var hendes magi som havde sørget for at de berusede mænd nærmest havde danset uden om deres bord.

[Deleted]

Nu var det hendes tur til at studere ham indgående. Hans invitation lagde op til et møde, der normalt ikke forgik med mindre man sov om dagen. Et møde om aften på en kro, hvor han havde et værelse. Det lød som noget hun havde prøvet før. Ikke desto mindre kunne hun godt bruge selskabet, og havde alligevel ikke andet at lave før i morgen, hvor hun tog afsted igen.
Et smil formede hendes læber, og hun nikkede godvilligt.
”Det vil jeg se frem til, Aron,” svarede hun, og mente det oprigtigt, selvom denne sætning mange gange var blevet udtalt med en løgn. Aron var dog behageligt selskab - overraskende nok.
”Måske kan jeg få et værelse i kroen såvel. Vil din lærling slutte sig til os, eller låser du ham væk på værelset?” spurgte hun, og skjulte sin nysgerrighed over denne lærling, som måtte være meget ung, for at følges med én som Aron. Der var noget ved det hele, som pirrede hendes interesse. Det var dog ikke til at sige hvad. Hun havde dog nogle gode instinkter overfor den slags, og de var de instinkter, der havde bragt hende til der, hvor hun var i dag.
Et uskyldigt smil dukkede frem, mens at hun lænede sig frem mod Aron, og rakte en hånd ud, for at ligge den ovenpå hans. Kontakten var mobiliseret.
”Jeg ville elske at møde din lærling. Han må have så mange spændende ting at fortælle om dig, samt det arbejde i laver,” spandt hun med en blød og smigrende stemme. ”Det vil være søn, bare at holde ham udenfor, låst inde på værelset. Vi kan altid sende ham væk hvis samtalen bliver mere... privat... eller forsætte den op på mit værelse?” Hendes smil blev bredere. Fingrene strøg hans håndryg, så neglene let skrabede over huden.

[Deleted]

Aron vidste faktisk ikke om han skulle inkludere Harris i sådan et møde. Han var stadig ung, og selv om at han stolede på Eriz, havde han et ansvar overfor knægten. Macaria ville aldrig tilgive ham, hvis der skete ham noget. Men ville det være tryggere at lade ham være alene på kroværelset hele dagen? Ikke desto mindre var han nødt til at instruere Harris i ikke at nævne Macaria overfor Eriz – ingen måtte kende til deres forbindelse. Det havde han lovet hende.
”Han vil sikkert have godt af andet selskab end mig. Han har kun været min lærling i nogle ugers tid, men i al den tid har jeg næsten været hans eneste selskab.” Han smilede et skævt smil, som for at antyde om han ikke var sikker på om det var en god ting eller ej.
Smilet fortog sig en anelse, da hun lænede sig frem, og lagde sin hånd over hans. Han stivnede hvor han sad, og følte sig pludselig som fluen i et net. Hans hånd sitrede hvor hendes fingre strøg ham. Hendes negle skrabede over hans hud, og sendte en gysen ned af ryggen på ham – men han fjernede ikke hånden. Det ville være løgn at påstå at det var ubehageligt.
Hendes ord efterlod ikke meget tvivl til den dobbelte betydning, og tanken fik hurtigt varmen til at stige Aron til hovedet. Han var pinligt klar over hvor forfjamsket han måtte se ud – men det var bestemt ikke den slags tilnærmelser han var vant til fra kvinder. Men måske læste han for meget ind i det? Måske havde illusionen hun havde vist ham simpelthen givet ham blod på tanden, og givet ham viljen til at læse for meget ind i den slags antydninger? Han bragte vinglasset til sine læber og slugte endnu en mundfuld, og tømte dermed sit glas endnu en gang. Det var dog mest af alt for at finde en beroligelse for sig selv, mere end det var for at stille en tørst. ”Jeg kan ikke se faren i at introducere jer for hinanden, og se hvor samtalen fører os.” svarede han derfor, og lod nok en gang det skæve smil brede sig over hans læber. ”Men jeg ved nu ikke hvad slags historier han har at fortælle. Det vil nok mest blive om midler han har lært at lave, eller væsner han har set. Han levede vist et rimelig indelukket liv før jeg tog ham som lærling, selv til menneske at være.” Han trak let på skulderen med et skævt smil.

[Deleted]

Smilet blev triumferende, da han indvilligede i at lade sin lærling slutte sig til dem, og hun trak sig langsomt tilbage igen. Det sidste der forsvandt var hendes fingre, der let strøg over hans.
”Jeg er sikker på han har mange interessante historier,” svarede hun ubekymret, og tog om stilken på glasset, for også at tømme sit glas. En dråbe dvælede ved hendes røde læber, så tungespidsen måtte fange den. Hun havde godt lagt mærke til hvordan han hade reageret ved hendes berøring, hvilket gjorde hende endnu mere sikker i sin teori om at han ville have hende. Ikke desto mindre så havde han fanget hendes forførende hentydning, og kastet den videre til overvejelse, som tiden ville vise. Hvordan kunne han også andet? Han vidste hvilket farligt spil, som hendes slags omgav sig med – et spil, som hans slags ikke anede, hvordan man dansede med i.
I en flydende bevægelse rejste hun sig, så stolen blev skubbet tilbage fra hende. Det var på tide at komme videre – specielt hvis hun skulle tilbringe aftenen i selskab. Hun trak sin kappe over skuldrene igen, og hæftede den fast med sølvsmykket ved brystet.
”Jeg siger tak for vin,” sagde hun høfligt til Aron, og udglattede tøjet, inden at hun gik rundt om bordet, for at hilse ham farvel. ”Heldigvis ser vi hinanden i aften, hvis ikke andet kommer i vejen. Jeg vil glæde mig til endnu nogle timer med dig.”
Hun smilede smalt til ham, og ventede til han rejste sig op, så de kunne tage afsked for denne gang. Indtil videre havde hun været reserveret overfor ham med kun høflige fraser, blandet med nogle legende gestuser, som det så ud til at han havde nydt. Gad vide hvilken flere lege, hun kunne have med ham? Det var jo næsten underholdende.