Bargaining

[Deleted]

@aron - @eriiz

Det magiske marked florerede af liv. Magikere, warlocks og alkymister, såvel som 'normale' folk vandrede rundt mellem de mange boder og betragtede de mange genstande, planter og urter som var til salg. Luften var fuld af snak og højlydte forhandlinger, og skænderier om hvorvidt eller ej en genstand var ægte eller ej. Varer som enhjørningehorn, drageskæl og havfruetårer blev vist frem, og guld og sølv blev udvekslet mellem sælger og beundrende kunder.
Aron var glad for at han havde ladt Harris sove længe den morgen. At lade knægten slappe af på kroværelset gav Aron muligheden til at se sig bedre omkring på markedet, uden at skulle trække drengen efter sig. Han huskede selv første gang han havde været ved det magiske marked, og hvor hurtigt han var blevet distraheret af de mange genstande - og hvor mange gange han var blevet snydt af en og anden overbevisende sælger. Han havde én gang købt en pose knuste urter, i den tro at det var knust drageknogler. Han var kommet langt siden dengang.
Han stod ved en bod med gamle bøger, og skimmede gennem de gamle sider i en særlig bog, som så ud til at handle om gifte. Smilet om hans læber afslørede hans interesse; det var svært at lade være, når man fandt noget man havde ledt længe efter. Han lagde en maske over sin iver, og vendte i stedet sin opmærksomhed mod sælgeren.
"Jeg giver dig to guldmønter for den."
"To!?" Sælgerens stemme buldrede over markedspladsen. "Er du klar over hvad du står med i hånden? Det er en antik bog fra en af Dvasias' hofmagikere! Den er flere hundreder år gammel! Ti guldmønter, intet mindre!" Aron løftede et skeptisk øjenbryn.
"Næppe. Den er slidt, men ikke flere århundreder gammel. Jeg kan være gavmild og gå op til to guldmønter og fem sølvstykker." Sælgeren virkede stadig ikke tilfreds, og bombarderede Aron med nok en bølge af skældsord. Alligevel rokkede Aron sig ikke. Faktisk så det mere ud til at more ham, hvordan sælgerens ansigt blev rødere og rødere.

[Deleted]

Som en slange gled hun igennem folkemængden, der ikke tog den mindste notits af hende. Hun var ellers nem at ligge mærke til, hvis hun ønskede det. I forhold til alle andre bar hun en hvid kappe, hvis kant blev hevet over jorden. Hætten var trukket lidt tilbage, så man kunne se det slanke ansigt, der var indrammet at tunge, sorte lokker. Sorte som den sjæl hun havde. Tøjet var fornemt og smukt. Den dybe kavaler gang blev tilpas afsløret, og taljen gjort tydeligere af korsettet hun bar.
Som et spøgelse i folkemængden betragtede hun uinteresseret boderne, hun gik forbi. Der var ingen magiske objekter, der så ud til at være værd at købe, så hun kunne sælge dem videre. Pligten skulle dog gøres.
Hendes opmærksomhed blev fanget da en buldrende købmand, begyndte at vise sin utilfredshed, næsten lige foran hende. Han slog så voldsomt ud med armene, at han var lige ved at ramme hende, hvis ikke hun var stoppet op.
De fotryllende, isblå øjne gled over scenariet. En simpelklædt, ung mand stod med et lille smil, og lyttede tålmodigt til købmanden, der tydeligvis ikke var tilfreds med handlen. Eriz lyttede med et stykke tid, inden hun besluttede sig for at blande sig. Bare for at sætte købmanden på plads, der var så larmende og respektløs.
I en enkelt, elegant bevægelse trådte hun frem bag den unge mand, mens hun brød besværgelsen omkring sig selv, så folk kunne lægge mærke til hende. Hendes arm gled omkring den unge mands.
”Der er du, kære. Har du fundet den bog endnu? Ah fantastisk! Kan vi så komme videre? Jeg fryser, og her er virkelig ikke andet af interesse,” sagde hun med et let smil, og rakte forbi hendes sidemand, for at tage bogen. Imens hun gjorde mødte hendes blik købmandens. Han stod som lammet, da hendes edderkoppespindende tankestrøg rakte ud efter hans bevidsthed. Et saligt smil voksede sig frem på hans læber.
”I må have en god dag M’Lady!” udbrød han næsten lykkeligt. ”Og Dem sir! Det var en ære! I sandhed en store ære at handle med dem!”
Eriz smilede selvtilfreds, inden at hun førte den unge mand med sig væk fra boden. Uden at se på ham, rakte hun ham bogen.
”Jeg går ud fra det her er Deres?”

[Deleted]

Aron havde været forberedt på at fortsætte sine forhandlinger af bogens pris, da han mærkede en arm snige sig om hans, i selv samme sekund som det føltes som om al hans opmærksomhed blev vendt mod kvinden, der næsten ud af det blå var dukket op ved hans side. Forvirret så han til mens hun talte med sælgeren, og på en eller anden måde fik ham til at give bogen fra sig.
Han forsøgte at aflæse kvinden med blikket, men det føltes som om hans tanker blev vendt andre veje, hver gang han forsøgte at koncentrere sig om hende. Der måtte være tale om magi – og med måden den blev brugt, kunne han kun konkludere at det var tale om mørk magi. Han fortrak dog ikke en mine da hun førte ham med sig væk fra boden – om det så var mørk magi eller ej, sikrede det ham trods alt bogen uden at han havde behøvet betale for den!
”Tak.” svarede han hende da han tog imod bogen, vendte og drejede den i sin frie hånd, og lod den dumpe ned i sin kappes dybe lomme. Han var pinligt bevidst på blikkene der hvilede på de to. Han bebrejdede dem ikke: med hans egne simple klæder, deriblandt en slidt kappe, hvor folderne var beskidte af alskens skidt og smuds han var gået igennem på sin vandring, så han ikke ud som typen der ville stå arm i arm med en kvinde som hende. Han kunne ikke lade være med at lade blikket vandre over hende – når man gik klædt som hun gjorde, var det svært at lade være. Hans blik fandt dog hurtigt hendes ansigt igen, og et smalt smil gled langsomt over hans læber igen. ”Jeg regnede med at kunne få ham ned i pris, men aldrig at han ville ende med at give den fra sig gratis. Du har sparet mig for nogle guldstykker, frøken…?” Han så spørgende på hende. Med hendes antræk og adfærd, kunne han næsten mistænke hende for at vandre rundt i de højere klasser i samfundet. Men samtidig var der noget over hende som han ikke helt kunne sætte fingeren på. Men om igen omgik han da selv Dvasias’ kongelige rådgiver, til trods for at han gik klædt som han gjorde. ”Mit navn er Aron.” tilføjede han, både som en høflighed, men også som en motivation for hende til at sige hvem hun var.

[Deleted]

Først nu vendte Eriz sit blik mod den unge mand – Aron – og betragtede ham, nu hvor han var tættere på. Med hans spørgende blik lignede han en lille hundehvalp. Det var næsten kært. Hun havde lagt mærke til, hvordan han først havde kigget på hende. Det var ikke noget nyt. Sådan som hun så ud, gik og opførte sig, var der mange hvis blikke blev stjålet af hende. De bløde hofter vuggede dovent fra side til side, og hun havde ikke sluppet hans arm.
”Eriz,” svarede hun kortfattet, og brugte ligesom ham kun sit fornavn. Selv hvis hun ville tage sig tid til at vælge et af de mange efternavne, hun kunne vise sig med, så ville han alligevel ikke kende dem. Han lignede hvert fald ikke én, der omgik den slags mennesker.
”Undskyld jeg forstyrrede, men han virkede så uhøflig og respektløs,” fortalte hun med et lille smil spillende i mundvigen. ”Jeg så bogen handlede om gifte. Et emne som jeg selv er meget interesseret i, og kan finde ud af til hverdagsbrug. Er du alkymist, eller leder du blot efter et middel til at slå din kone ihjel?”
Hun havde nået at læse bogens titel. Selv stod den selv samme bog i en af hendes reoler derhjemme, og hun havde da tit kigget den igennem i søgen efter inspiration. Folk der havde den bog var enten alkymister, eller ligesom hende, brugte den slags værktøjer, til at komme frem i verden. Mange var faldet for de fascinerende kombinationer af de forskellige urter.

[Deleted]

Hendes svar fik ham til at trække let på mundvigen, og han nikkede langsomt.
”Jeg er enig med dig. Jeg troede de bedste sælgere forstod sig på at tale med kunder. Ham her er bedre egnet til at jage dem væk end noget andet.” Han lo dæmpet.
Det gjorde ham ikke det mindste at Eriz, ligesom han selv, kun brugte sit fornavn. Han så ikke selv nogen grund til at give sit fulde navn. Hun havde måske hjulpet ham, men det virkede mest af alt til at have været noget fuldstændig spontant, og mest sandsynligt ville de ikke se hinanden igen efter dette møde. Hvad skulle man så bruge et fuldt navn til?
Hendes spørgsmål til bogen fik hans smil til at vokse sig en anelse bredere, og han rystede stille på hovedet. ”Jeg er en alkymist. Jeg bruger meget af min tid på gifte og modgifte, og den her bog så meget brugbar ud. Kone har jeg ikke tid til.” tilføjede han med et skævt smil. Han havde knapt mærker hvordan de var fortsat gennem markedspladsen, uden at Eriz’ arm havde sluppet hans. Det var som om hans ben førte sig selv – eller så var det hende der førte ham. ”Hvad med dig selv? Det er ikke ofte man møder nogen der bare tilfældigvis har en interesse i gifte. Men så er du heller ikke en normal kvinde.” Det var intet spørgsmål. Blikket han sendte hende var granskende, men samtidig bekræftende. ”Du har magi i dig, kan jeg mærke. Og at dømme efter hvordan du håndterede købmanden, er du ikke ligefrem uerfaren.” Smilet hvilede stadig om hans læber. ”Hvad er du? Warlock? Magiker? Du slår mig ikke som en alkymist.”

[Deleted]

En lille, glædeløs latter forlod de fyldige læber, og Eriz mødte kort hans blik med et muntert glimt i de hårde øjne, inden at hun kiggede frem igen.
”En normal kvinde? Nej… det kan man vel ikke kalde mig,” sagde hun underfundigt, og måtte trykke sig en smule tæt på Aron, for ikke at støde ind i en person, der kom imod dem. Det morede hende at høre hvordan han lagde sine observationer sammen, for til sidst at komme frem til en konklusion. Han var bestemt ikke dum.
”Jeg er en warlock,” forklarede hun ham, og trak let i ham, så de drejede ned af en anden vej. Lugten af kandiseret æbler blandede sig med duften af forskellige urter, da de passerede én herbalist. Et par børn rendte legende forbi dem, så de kort måtte stille sig ind til siden. Eriz løftede her blikket, for at møde Aron’s. Et lille smil legede i hendes ene mundvig.
”Dog er jeg ikke en af de traditionelle,” fortalte hun, og lagde sin anden, slanke hånd på hans arm, for at holde ham ind til siden, da børnene spurtede forbi. ”I stedet for at have evnen til at forme mørket omkring mig til at lave… det ved jeg ikke… forbandelser og den slags, så bruger jeg mørket i folks sind til at skabe illusioner, drømme… ønsker.”
Hendes smil voksede, og hun hævede et af sine slanke øjenbryn, mens hun holdte hans blik. Hånden på hans arm, strammede sit greb en smule.
”Jeg nyder at twiste folks virkelighed. Det får dig selvfølgelig til at tænke… er det her så rigtigt? Eller ligger jeg på jorden et sted, og er blevet bestjålet for alt hvad jeg ejer, af hvad jeg troede var en rig, ung kvinde?”
Hun blinkede drilsk til ham, og førte ham videre ned af gaden med rolige, langsomme skridt.

[Deleted]

Aron blev gjort tavs af Eriz’ forklaring af sin magi. Han havde hørt om warlocks som var i stand til den slags, men han havde aldrig selv set det med sine egne øjne – men måske var det ikke det eneste han gjorde lige nu? Hun havde ret: hvordan kunne han vide om alt det her ikke bare var noget som skete i hans hoved? Kunne alt det her bare være en illusion?
Han lod hende føre ham med sig ned af gaden, mens han vågent granskede sine omgivelser. Alt virkede ægte. Lydene, lugtene, selv en af ungerne som flygtigt var stødt ind i hans ene ben da hun løb forbi ham føltes ægte. Hvis det hele var et produkt af Eriz’ magi, måtte hun være langt mere magtfuld end han havde troet. Men det ville da forklare købmandens reaktion overfor hende.
”Jeg vælger at tro på at det her er ægte nok. Jeg er mere interesseret i hvad du fik sælgeren til at se.” indskød han med et skævt smil. Hans smil til trods, var han nu mere opmærksom på hende end han allerede var; hvis Eriz virkelig var i stand til den slags, var det ikke en kvinde man skulle undervurdere. Som alkymist havde Aron et medfødt talent for at læse mennesker og mærke deres aura, men hvordan kunne han være sikker på at informationen han fik derfra ikke ville være et produkt af hendes magi? Han var opmærksom på hendes stramme greb om hans arm. Han ville ikke kunne trække sig fri fra hende sådan uden videre. ”Er det derfor du er herude? For at finde folk, hvis virkelighedsbillede du kan lege med?” spurgte han. De fleste havde en grund til at tage til Det magiske marked, og det var sjældent at folk med magiske evner bare passerede forbi det. Men hun lod til at have forladt sine planer – hvad de så end havde været – for at vandre der med hans arm i sin.

[Deleted]

Overrasket en smule forurettet kiggede Eriz op på ham. Brat var hun stoppet på, og eftersom hun havde fat i ham, måtte han gøre det samme. De stod midt på åben gade. Folk strømmede forbi dem som det vilde hav omkring en klippeblok. Hun førte ham rundt, så de stod med fronten mod hinanden. Hendes isblå øjne skar sig ind i hans. Selvom at han var et halvt hoved højere end hende, så virkede hun længere med sin ranke ryg, og den stolte fremtoning.
”Undskyld, hvad sagde du?” spurgte hun med en ildevarslende tone, der tydeligt viste hendes misfornøjelse ved hans sidste par ord, der var dem, som havde gjort hende oprørt. Hvor vovede han at snakke sådan til hende? Hun var både overrasket over at han havde gjort det, forvirret over hvorfor, og fornærmet over ordene.
”Hvis du vil vide det – Aron – så er jeg her ikke for at fordreje folks virkelighed, bare fordi jeg kan. Selvom jeg kan fjerne alle dine barndomsminder bare ved et fingerknips,” svarede hun lavmælt næsten uden at bevæge læberne, og trådte helt tæt på ham, så deres kroppe blev presset sammen. Hendes hånd havde grebet fat om hans arm, så han ikke kunne træde tilbage, selv hvis han ville. Blikket borede sig ind i hans.
”Jeg er her for at se efter eventuelle antikke ting, jeg kan købe til min samling. Det vil sige, at jeg er her for fornøjelsens skyld, ligesom alle andre folk. Undskyld, hvis jeg har taget af din tid.” Hendes fingre slap hans arm, og hun vendte om på hælen, så kappe og kjole flagrede om benene på hende, inden at hun forsatte ned af gaden - denne gang uden ham. Hun ikke så meget som kiggede sig over skulderen, eller ventede på ham. Tydeligvis med den mening at efterlade ham, da hun ikke havde mere at sige til en person som ham. Magen til utaknemmelighed.

[Deleted]

Lige så overrasket som Eriz, måtte Aron standse da hun gjorde. Blikket hun sendte ham gjorde ham øjeblikkeligt overbevist om at han måtte have sagt noget forkert, men det var først da hun uddybede det for ham at han forstod hvor han havde jokket i spinaten.
”Eriz, jeg-” nåede han at sige før hun havde trukket sig fra ham, og vendt ham ryggen. Hun så sig ikke engang tilbage. Han blev stående et enkelt sekund og så efter hende, før han blev enig med sig selv om at han måtte undskylde – ikke nødvendigvis fordi han mente at han havde begået en fejl. Men en warlock som Eriz var ikke én, han havde lyst til at være en torn i siden for. Det var sådan en warlock han foretrak at være på god fod med, så han kunne være nogenlunde sikker på at hun ikke ville ende med at bruge sin magi mod ham en dag. ”Eriz, vent!” kaldte han, idet han indhentede hende og placerede sig foran hende, og afskærmede hende fra at gå videre. ”Jeg beklager. Jeg tænkte mig ikke om, da jeg sagde det.” Han trak svagt på smilebåndet; et lille, beklagende smil. ”Hør. Du gjorde mig en tjeneste med den bog, og det sætter jeg stor pris på. Jeg har ikke lyst til at belønne sådan noget på den her måde. Der er mange boder her omkring, der må være et eller andet du har lyst til herfra. Eller en kro i nærheden du kan lide at tage til. Et eller andet.” Han var alt for klar over hvor ynkelig dette måtte få ham til at se ud. Men hun havde gjort noget godt for ham, og han følte en obligation til at gengælde det – foruden det faktum at det kunne være en fordel at være på god fod med hende. ”Jeg har bare aldrig mødt en warlock med magi som din. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Sandt at sige er jeg nok mere nysgerrig efter at se det. Det lyder fascinerende.” indrømmede han.

[Deleted]

Selvom at hun hørte ham kalde hendes navn, stoppede hun ikke, før han pludselig kom op foran hende, og spærrede hende vejen. Opgivende standsede hun op, og lyttede til hans undskyldning.
I et langt øjeblik kiggede Eriz bare op på ham, inden at hun sukkede let, og lod blikket vandre rundt omkring sig. Der var ikke nogle, som lagde mærke til dem. Langsomt fugtede hun sine læber.
”Der er en kro et lille stykke væk, hvor du kan få en glimrende vin…” fortalte hun med et let skuldertræk, inden at hendes blik igen fandt hans. Et lille smil voksede sig frem. Der var noget ekstremt kært ved ham –næsten naivt. Næsten pinligt var ærligheden i hans ord med at han aldrig havde mødt en warlock før med hendes kræfter. En person i det hele taget, der var som hende. På hans tøj var det jo tydeligt, at han ikke var vant til folk i den højere ende af samfundet. Derfor vidste hun også godt, det ikke havde været hans hensigt at fornærme hende, men det var vigtigt at lade folk vide, når de gik for vidt, så de tænkte sig om næste gang. Specielt folk som Aron.
Der var noget ved hans måde at være på, der tiltalte hende. Måske fordi han var så anderledes end det hun var vant til med hans uskyld, der næsten strålede ud af ham. Gad vide om han nogensinde havde haft blod på hænderne? Spillet magtens leg eller overhovedet rørt en kvinde? Den sidste hånlige tanke var lige ved at få hende til at grine, men hun skjulte det til perfektion.
I et kort sekund tænkte hun sig om, inden at hun tog et skridt tættere på ham. Et legende smil spillede sig i hendes ene mundvig.
”Hvis du stadigvæk er nysgerrig efter at se det, kan det være jeg lader dig opleve det, hvis du opføre dig ordenligt,” hviskede hun sigende til ham, inden at hun blinkede, og tog hans arm. ”Skal vi?”

[Deleted]

Et lille, lettet smil bredte sig over Arons læber, da Eriz lod til at gå med på hans tilbud. Han lod hende tage fat om hans arm igen, og begyndte nok en gang at gå ned af gaden med hende, mens han overvejede hendes forslag. Han vidste at der var en kro i nærheden, og gik ud fra at de tænkte på den samme.
”Det er et stykke tid siden jeg sidst drak vin. Men jeg burde kunne unde mig den luksus for denne ene gang.” svarede han med et skævt smil. Normalt var vin lidt udenfor hans prisklasse – og sådan som Eriz gik klædt, kunne han kun gå ud fra at en vin hun beskrev som ’glimrende’ måtte være i de højere prisklasser end hvad han var vant til. Men så virkede Eriz generelt til at være alt andet end det han var vant til. ”Angående din magi vil jeg nu helst foretrække at se den blive brugt på andre end mig selv. Jeg foretrækker at være ved mine fulde fem, og vide hvad der er ægte og hvad der ikke er.” indskød han med et spøgefuldt smil. Det anede ham nok at hendes magi kunne bruges på både godt og ondt. Hvis hun kunne forme en persons virkelighedsbillede efter eget ønske, kunne hun mon få en person til at opleve sit personlige paradis såvel som sit personlige helvede? Bare tanken sendte en gysen ned af ryggen på ham, som han håbede Eriz ikke ville lægge mærke til. Men med hendes arm svøbt om hans, var det næsten ikke til at undgå at bemærke den svage rykning der løb gennem ham.
Det havde ikke taget dem lang tid at komme gennem folkemængden, og til kroen Eriz havde talt om. Der var ligeså folksomt derinde som der havde været på markedspladsen, dog i en mere ukontrollerbar skala. Mængden på markedet havde i det mindste ikke rendt berusede rundt. Kroens kunder sad for det meste ved de spredte borde, men der var i tide og utide en og anden beruset person som havde rejst sig og gået nogle skridt, og kommet til at støde ind i den forkerte person, for derefter at starte et mindre slagsmål. Disse kunder blev dog hurtigt smidt ud af den bredskuldrede krovært, som med lethed tårnede over Aron og Eriz.

[Deleted]

Selvom folk var fordrukne, ustyrlige og større end Eriz, virkede det som om det lå i deres natur, at undgå at støde ind i hende. Det var som de underbevidst vidste, at man ville brænde sig. Ingen forstyrrede dem, stoppede dem, eller så meget som snakkede til dem, selvom man sendte dem lange blikke. Nogle stoppede endda op midt i et slagsmål, for at se efter det umage par.
Med samme værdighed som en dronningen, førte Eriz, Aron igennem krostuen, indtil de fandt et bord, hvor de kunne sidde nogenlunde i ro. I en glidende bevægelse satte hun sig, og knappede kappen op. Som en lavine af sne, faldt den fra hendes skuldre, og ned over ryglænet. Hendes sorte hår var langt. Det gik helt ned til hendes lænd, men i forhold til den mere normale kvindes lange hår, havde Eriz midlerne til at pleje det. Hun var forfængeligheden selv. Med olier holdte hun det skinnende og blød, mange timer gik med at børste det, og sørge for, det lå udglattet ned over hendes skuldre og ryg.
Da en kropige tøvende nærmede sig bordet, bestilte Eriz den flaske vin, som hun havde ønsket af Aron. Det var en fin vin. Sødt og bitter samtidig. Hun syntes den smagte som et forbudt kys.
Med et suk satte hun sig til rette, mens øjnene gled rundt i lokalet. Uheldigt kroerne nu til dags, skulle være sådan et gedemarked. Stanken var næsten ulidelig.
”Så… Aron…” startede hun, og vendte sig opmærksomhed mod den forhutlet alkymist. ”Hvad skal du bruge bogen til, hvis ikke en irritabel elsker eller kone? Et job?” Hun smilede imødkommende til ham. Et smil der ikke indeholdte varme eller naturlig glæde. Blot en kølig høflighed blandet med en smule nysgerrighed.

[Deleted]

Det gik ikke Aron hus forbi, hvordan selv den mest fordrukne krogæst nærmest dansede i en bue uden om ham og Eriz. Som om han blev styret at en kraft som Aron ikke var i stand til at se. Han kunne dog hurtigt gå ud fra at det havde noget med Eriz selv at gøre. Det havde været præcist på samme måde på markedspladsen, hvor Eriz også havde formået at undslippe uden at nogen stødte ind i hende – noget som normalt var en utrolig sjælden forekomst på Det magiske marked. Specielt når hun gik klædt som hun gjorde; hun ville være enhver lommetyvs ønskedrøm.
Han satte sig ned overfor hende ved bordet og lod et skævt smil brede sig over læberne. Kappen beholdt han på, simpelthen af en gammel vane af ikke at stole på krogæsterne i en fuld kro. Han havde ikke tænkt sig at risikere at miste bogen Eriz så venligt havde anskaffet ham helt gratis.
”Et job, ja.” bekræftede han, med et overvejende blik ud i luften. ”Og lidt personlig interesse. For en alkymist er det altid praktisk at have så mange resurser for hånden som mulig. Jeg har forstået det sådan at bogen du skaffede mig, skulle være meget brugbar.” Han kunne ikke fortælle Eriz for meget. Hvis han talte over sig om hvad han egentlig skulle bruge bogens informationer om gift til, kunne det sætte Macarias planer i fare – og dermed også ham selv. Men et eller andet måtte han jo give hende som svar.
Han nåede ikke at tænke videre over det, før kropigen kom tilbage med en flaske vin og to glas. Hun fyldte dem begge op, placerede dem foran Aron og Eriz sammen med flasken, og undskyldte sig hastigt. For Aron virkede det som om hun ikke kunne komme væk fra Eriz hurtigt nok, og han havde svært ved at bebrejde hende. Hun virkede rimelig intimiderende. ”Har du erfaring med forgiftning af irritable elskere eller ægtefæller?” spurgte han med et spøgefuldt drag om læben, før han tog sit glas til sig, og hævede det mod hende, som i en skål.

[Deleted]

Eriz lagde det ene ben over det andet, mens hun lyttede til Aron med en intens opmærksomhed, som man sjældent mødte hos andre. Et job. I et let greb tog hun om vindens stilk, og løftede glasset op for at gengælde skålen.
”Jeg har en del erfaring med gifte,” svarede hun glat, inden hun tog glasset mod sin underlæbe. Vinen gled over hendes læber, og ned i halsen. Et let suk lød fra hende, da hun sænkede glasset igen. Et forbudt kys. Følelsen af det kolde glas mod hendes læber, dvælede stadigvæk. Hendes fængslende blik landede igen på Aron.
”Jeg har selv leget lidt med alkymi,” fortalte hun uddybende, og bevægede glasset i små cirkler, så vinen blev hvirvlet rundt. ”Intet er så interessant som Moder Naturs skjulte våben, er der? Der må være mange penge at hente i den branche, vil jeg gætte på. Mange yder vel den service, som du tilbyder. Findes der en bedre måde at tilintetgøre en fjende på, end en skjult, smertefuld død gemt i et glas med vin?”
Hun smilede drilsk til ham over sit vinglas, inden hun tog en tår. Det var ikke ofte hun sad med en mand som Aron på en kro. Faktisk slet ikke. De var langt fra hinanden i hierakiet, men alligevel fandt hun ham interessant, eftersom de åbenbart havde samme interesse for gifte. Mange kunne ikke følge med hende i den passion, og hun havde langt fra de samme egenskaber, som en alkymist, da tiden aldrig havde været på hendes side. Aron var så interessant. Så anderledes.

[Deleted]

Aron havde været ved at tage en tår af vinen ved hendes drilske kommentar, og havde i et kort sekund standset for at se overvejende på vinen i glasset. Han måtte minde sig selv om at han havde set kropigen åbne flasken, og han havde set Eriz drikke af dens indhold. Det var umuligt at nogen gift kunne have sneget sig ind i flasken uden at han havde set det, eller uden at Eriz selv var blevet påvirket. Han smilede, lettere opgivet over sin egne mistanker, og tog endelig en tår af vinen. Han smagte let på den i nogle sekunder før han slugte det, og smilede rosende til hende.
”Du forstår dig på vin, det må jeg give dig.” kommenterede han med et træk på smilebåndet.
Han havde lyttet opmærksomt til hendes uddybende forklaring om hendes interesse for alkymi, og han kunne ikke lade være med at smile glædeligt. Det var sjældent man mødte nogen som ikke selv var alkymist, som så ud til at forstå sig på alkymi – langt mindre en som så ud til at forstå det til de grader Eriz så ud til at gøre. ”Der er nok til at jeg tjener til livet og vejen, i hvert fald.” svarede han med et skuldertræk. Macaria havde sørget for at hans kundekreds var blevet betragtelig indskrænket, men der var heldigvis altid nok at lave i Dvasias. Der var altid en eller anden konflikt, én af parterne mente kunne løses gennem gift – og som regel betød det at den anden part hastigt havde brug for modgift, og den korte tidsramme plejede at give Aron gode muligheder for at presse deres pengeposer for deres indhold. ”Det er ikke ofte man møder folk der forstår det. Hvordan de smukkeste blomster kan påføre smerter der varer flere uger, måneder, før man langt om længe bukker under. Eller hvordan fjer fra en engel, pels fra en varulv eller en vampyrs hugtand kan bruges til at kurere den selv samme gift.” Bare at tale om det fik Arons ansigt til at lyse op, og det var først da hans blik igen mødte hendes at han så ud til at blive klar over det. Nok en gang måtte han lade et skævt smil glide over sine læber. ”Til gengæld er min egen viden om en warlocks magi meget begrænset. Det er ikke noget jeg selv kan genskabe gennem alkymi – specielt ikke magi sådan som din.” Han lænede sig let ind over bordet, og betragtede hende nok en gang med et granskende blik. Som om han forsøgte at aflæse hendes magi med sit blik.