Konflikter alle vegne! Og hvad vil du?

[Deleted]

De stak. Hendes negle stak som tusind små nåle. Han trak sin hånd til sig, uden at tænke over hvorvidt hun overhoved havde såret noget af den. Den anden hånd havde endnu fast i hendes arm, holdte fast med en styrke man fik, når man følte sig vred.
Skader hende? SKADEDE HENDE? Åh, han ville grine, han ville fejre det! Han nærede sig på smerte, han levede på andres smerter. Han kunne næsten høre violinerne i baggrunden. Sangen fra et kor, som sød musik, mens han vimsede rundt og stak til hende. Nej...Hun var slet ikke tæt på at have ondt. Ikke nu, ikke nogen sinde, medmindre han besluttede sig for at gøre noget ved hende. Alle hendes hallucinerende urter ville ikke kunne redde hende. Hun ville skrige højere end nu og tigge for sit liv! Han grinte. Han kunne vitterlig ikke lade være. Han løftede sine arme, trods det blødte jævn fra det ene håndled. Blodet gled ned over hans arm...Og han lagde slet ikke mærke til det. Han lod sig rive med...
Han trak vejret dybt. Det gik ikke han lod sig rive med, helt ud af fatning. Påkaldte sig unødig opmærksomhed. Godt nok sov mange...Og endnu flere var van til skrig i gaderne. Men visse folk stak stadig hovederne ud af vinduet for at kigge og det var han ikke interesseret i.
Han rystede svagt på hovedet. De snakkede forbi hinanden. Dette hjalp ikke nogen af dem...Og det hjalp ikke ham, skulle hun falde død om. Uanset om han forestillede sig det eller ej. Hun var...nuttet...Som hun stod der og beskyttede sig selv med ord.
Han sænkede armene igen. Og snorede rundt, som var han i stedet legesyg og kåd. Til sidst stoppede han blot op og så hen mod hende.
”Du forstår det jo slet slet ikke...” kommenterede han næsten hviskende. Hans øjne skinnede endnu lettere sindssygt...Det var ikke til at sige hvad han ville gøre. Han pegede mod hende.
”Du startede. Helt fra start har jeg været åben for dine ideer og din fantastiske sære personlighed. Jeg har intet imod kvinder...Og intet imod mænd. Har folk noget der er det værd, respekterer jeg dem for det. Uanset køn. Jeg ved ikke hvor du fik den dumme ide fra...Men da du slog mig, viste du mig at jeg intet andet var for dig end en slave. Du snakker om at behandle kvinder dårligt...Når du selv ser en mand som slave. Sig mig..Hvortil er dette fair?” Set fra hans perspektiv, slog hun ham uden grund og blot for at være den dominerende. Noget han på ingen måde ville finde sig i.
”Hvis du ønsker min respekt...” han trådte et skridt tættere på, trods han ikke gjorde anstalter til at gøre noget som helst.
”...Må du gøre dig fortjent til den. At slå løs på mig er ikke en af dem. Der gik det galt. Jeg respekterer dine evner...Men selve dig, har noget at rette op på” han trak let på skuldrene og lænede sig lidt bagud.
Han vendte siden til hende, som var han endnu en gang på vej væk fra hende...Så grinte han svagt igen og så ned på sin sårede hånd. Den gled op...Og han lagde læberne mod sit sår og slikkede det rent. Selvfølgelig havde hun negle som en kat. Hvad ellers? Hvilket formidabel ide! Sådanne nogle ville han også ha...Han holdte hænderne ud foran sig. Ville det ikke klæde ham? Ikke så lange, selvfølgelig. Blot nok til at bringe folk smerter, skulle de røre ved ham. Eller...Han ved dem!
Han vendte sig om mod hende igen og pegede svagt på hende, mens han truttede lidt med de nu blodrøde læber. Så smilte han igen.
”Skarpe negle. Elsker ideen! Se? Det går meget bedre sådan her. Jeg vil sende besked hertil en af de kommende dage med nogle detaljer, så vi kan begynde arbejdet...Skarpe negle! Dem må du skaffe mig næste gang” bekendtgjorde han.

[Deleted]

"Nnn-nej? Du kan… ikke blive slave. Fooor. Du er ikke en mørkelver og. Jeeeg, du… deeet. NEJ.”
Hun skævede ud til siden og begyndte at massere sin ømme arm. Han havde ret. Zean havde ikke gjorde noget som hun ikke allerede selv havde startet. Daelis vidste ikke helt hvad hun skulle sige til sit forsvar. Men hun ønskede absolut ikke at indrømme nederlag.
Hendes jakke faldt af hende, da hun havde travlt med at løbe efter ham endnu en gang. Det var koldt at mærke frosten bide mod sin hud, men det var intet hun kunne tage sig af nu. Mærket af Zean kunne rigtigt beskues, når nu den gamle jakke var smidt, og hendes lyse, fine hud var blottet til skue.
Hundene stod en anelse uroligt. Trods alt var det hele gået så forfærdeligt hurtigt. Da hun nåede op på siden af ham, greb Daelis fat i Zeans vinge og hev i den for at tilbageholde ham. Hun stirrede betuttet op på ham og skævede til hans sår. Fine, røde striber klædte hans hud. Zean blødte, men hun følte at intet var fortrudt. Hvor var han lige på vej hen? Et sidste forsøg på forsvar og comeback kom fra hende.
”Du rørte mig!”
Underlæben blev trykket frem og brynene rynket. Dobbeltmoralen lod hun sig ikke mærke af. Normalt havde hun intet imod det, men når en mand holdt hende fast på den måde, som hun havde grebet Zeans kæbe på, så kunne hun ikke tolerere det. Det stødte imod hendes verdenssyn. Og nu rørte hun ham igen. Igen. Igen og trådte ind i hans intimsfære. Og med det regnede hun egentlig med at diskussionen var lukket.
”HVOR!”
Hun tog sig i at råbe af ham igen og holdt sig for munden for at stoppe sig selv. For et øjeblik stod hun blot og holdt fast i hans utroligt bløde fjer, med fugtige øjne. Vinden blæste de sorte hårstrå rundt. Det var begyndt at trække op. Det svage lys kastede skær på hans fjerpragt og skygger i hendes ansigt. Hendes fyldige læber gispede efter vejret, så der kom hvide, små skyer af damp
”Ahem… Hvor skal du hen? Hvem giver mig beskeden? Jeg regner ikke med at jeg kan blive her meget mere. ”
Hun ønskede ikke at svare på hans kommentar om at hun skulle arbejde med sig selv. Der var intet galt med hende. Aldeles ikke… Det var blot verden der var forkert.
Sine negle klikkede hun imod hinanden igen. Hun brugte dem mere defensivt og til at pine folk der irriterede hende.
Hendes stemme mumlede ”Javel”, men stadig slap hun ikke hans vinge.

[Deleted]

Han så på hende. Øhm...Ja, han havde rørt hende? Lige som hun havde rørt ham først. Han brød sig ikke meget om berøringer, medmindre der var en grund. Som sex, f.eks. men almindelige berøringer kunne han godt finde lidt ubehagelige, som om folk kom for tæt på. Han havde faktisk været på vej væk, da han mærkede hende tage i hans ene vinge. Dette...Var ikke noget nogen som helst skulle gøre! Hans vinger var hellig grund. Intet betød mere for ham, end hans vinger. Han svang sig rundt og greb ud efter hende, af ren reaktion, end fordi han skulle planlægge at gøre noget ved hende.
"Du skal ikke røre mine vinger..." han rettede sig op. Før han havde kunne ændre det, hans stemme lød bestemt og røbede samtidig at han havde fundet det dybt ubehageligt.
"Rør ikke mine vinger!" Han var så beskyttende over for sine vinger. ingen måtte røre dem! Hans dejlige vinger...Hans ene hånd gled bagud og rørte ved fjerne på den vinge, hun havde klamret sig til. Var hun bange for at være alene eller hvad skete der? Hun var ynkværdig lige nu. Som et barn.
"Du skal ikke blive her. Du skal blot vende tilbage. Jeg vil få en af mine mænd til at komme med beskeden. Jeg vil først finde et sted du kan arbejde i fred, hvor du kan søge hen, hvis du bliver jagtet eller vil arbejde på våben. Tag derhen og lav en liste over de ting jeg skal skaffe dig. Vi kan altid snakke om at indtage din by en anden dag...Når dette er bag os" han så lidt på hende.
"Personligt vil jeg tilbage til slottet nu. Jeg er træt og irriteret..." han så på hende et langt øjeblik. Hans krop smertede faktisk en hel del...Det var lidt noget lort.
"Jeg skal også snart i krig. Hvis du vil deltage, vil jeg skrive sted og tid på papiret også. Det skader aldrig med erfaring i krigsførelse, når man skal lave våben" tilføjede han så, pludselig, ud af det blå. Han ved ikke hvor han havde fået ideen fra. Det faldt ham til gengæld ikke ind at nævne nogen detaljer.
"Og må jeg gå nu?" spurgte han så til sidst, en smule reserveret.

[Deleted]

Zeans stemme fik Daelis til at slippe, næsten omgående. Hun trådte lidt tilbage. Han skulle godt nok ikke kvase hendes lille arm igen, det var da helt sikkert. Hun ømmede sig stadig ivrigt efter hans tag og hævede så armene i vejret, som for at signalere at hun ikke havde tænkt sig at fortsætte med at holde fast i vingen.
Et sted undrede det alligevel hende. Gjorde det virkelig ondt? Aldrig havde hun berørt englefjer før, så hun kunne ikke sætte sig ind i det. Hun hævede et øjenbryn.
”Javel! Rolig, basse. Hvornår vil jeg modtage dette brev? Hvis du har nogle krav til de våben jeg skal skabe, så skriv det også. Det vil lette mit arbejde en hel del. ”
Da han begyndte at nævne noget om krig. Var hun ikke blevet informeret igen? Alligevel dannedes der små stjerner i hendes blik. Krig betød blod og mord. Af og til betød mord penge, og penge – Ja, det kunne man ikke få for mange af.
”Denne lille kamp… Er der en belønning, hvis jeg skulle beslutte mig at deltage? Ooog… Hvad går denne opgave ud på?” I stedet for vinger, greb hun blot fat i hans ærme. Han skulle ikke forsvinde, før hun havde snakket færdig!

[Deleted]

Han sukkede. Han var jo end ikke gået endnu, så der var vitterlig ingen grund til at hun klamrede sig til ham! Gid hun dog snart ville holde op!
"Jeg skal skrive det" kommenterede han kort, så hun vidste at han havde hørt det.
Det var ikke fordi det gjorde ondt, det var blot fordi hans vinge betød så meget for ham. Dette var dog ikke tanker han havde planer om at sætte hende ind i...Ikke at han troede hun ville forstå det, selv hvis han prøvede.
"Det er belønning i stil af erfaringer og at jeg lære dig bedre at kende. Hvordan folk kæmper siger noget om dem. Jeg har allerede tænkt mig at stille materialer til rådighed, så du kan udvikle og lave dine våben. Hvis du er ude efter en økonomisk gevinst, kan vi snakke om det bagefter" kommenterede han og prøvede at vifte med sin arm, for at få hende til at slippe.

[Deleted]

Der blev nikket langsomt fra Daelis side, og hun slap dødsenglens ærme.
”Det er en aftale så. Jeg vil se frem til at arbejde med dig. Du kan tælle mig med til kampen, hvis jeg får betaling bagefter, vel at mærke. Det har været… forfriskende at handle med dig, Zean.”
Der slap en lav klukken fra Daelis, inden hun vendte ryggen til ham og kiggede sig over skulderen en sidste gang. ”Vi ses… Partner” Det sidste ord blev udtalt med et smil på læben.
Jakken slog hun om skuldrene og begyndte at traske tilbage til sit værelse. Hundene fulgte med. I lampeskæret lignede hun blot en skygge. Det havde været en meget… Begivenhedsrig aften.

//Out