Konflikter alle vegne! Og hvad vil du?

[Deleted]

S: Dvasias, Rimshia city, Den dansende flamme
T: Aften
V: Frost, sne, mørkt og koldt.

Så var det altså endnu en gang aften og endnu engang bevægede Zean sig rundt i Rimshia city. Der var intet at sige til det, trods alt tilbragte han meget tid der, nu hvor han var tvunget til at tjekke ind på slottet hele tiden. Macaria og alle hendes problemer og planer! Men det gik nok, han skulle nok overleve det. Det gjorde han jo trods alt altid, uanset hvor hårdt det var. Havde han måske ikke netop overlevet et eller hårdt møde med hans egen race? Jo. Og dette kunne tydeligt ses på ham.
Ikke nok med at Zean var pænere klædt på, end han ellers var normalt. Støvlerne, dejlige varme i dette snevejr, var knælange og sorte. Bukserne var sorte og hans indertrøje var sort og af noget varmt og blødt stof. Jakken, han havde over skuldrene og som gik ham til omkring knæene, var mørkerød med gyldne mønstre og gyldne knapper hele vejen ned. Det brune hår strittede noget nær til alle sider, men det gav han virkelig ikke tage sig af lige nu.
Ud over dette, havde han sår over hele kroppen, men de eneste man så, var det der trak sig hen over hans venstre kind og venstre side af halsen...Og venstre håndryg. Der ud over var hans ene øje en smule blåt. Han lignede en der var løbet ind i en slåskamp med våben. Alt i alt var han nu blot løbet ind i en nihalet kat med jernstykker, anført af Deimos, en dødsengel der nu var død.

Zean havde været ganske træt, men det havde faktisk været rart at sove hele dagen væk på slottet. Han havde mange ting at tage sig af, at planlægge og få styr på og hans tanker var endnu blot et stort rod. Han var kommet tilbage til slottet om morgenen, talt med Macaria og sovet nogle timer. Han følte sig stadig ikke helt på toppen, men det var bedre end for blot et døgn siden.
Med et suk skubbede han døren op og trådte ind på den dansende flamme, det selv samme sted han i sin tid havde mødt Macaria. Han håbede ikke han ville møde endnu en person, der gav lige så mange problemer. Han var travl nok!
Øm i kroppen begav han sig op mod baren for at bestille noget stærkt at drikke. Normalt var han ikke til det, men han havde glemt alle sine smertestillende urter derhjemme og han kunne virkelig bruge noget lindrende!
Nåe ja...under jakken var hans bælte, som for en gangs skyld sad lige om hans hofter, i stedet for skævt. Han havde nemlig ladet pisken blive på slottet og nøjedes med at tage sin dolk med sig.
Han smed sig i en af stolene ved baren og bad om noget at drikke. Snart blev det serveret til ham og han drak det hurtigt. Den stak hele vejen ned! Men han mærkede med det samme den lindrende fornemmelse og sukkede med velbehag.
Sådan forsvandt hurtigt en lille mængde for stærke drikke. Ikke fordi han ville være fuld. Blot for at lindre og få alle de påtrængende tanker til at fortrække et øjeblik. Bare et skide øjeblik! Det var jo til at få hovedpine af!
Hvad han ikke vidste af...Var at der var optræk til ballade. Zean var ikke typen der blandede sig i ballade. Men hans nye tøj viste han var højere på strå og knap så neutral og undseelig som han plejede at være. Og nogen folk mente det var nok til at provokerer. En lille gruppe på tre, store brød af nogle mænd mente Zean skulle være deres offer, for som han sad lige der, så han virkelig ikke ud af særlig meget. Og hvem ved...måske var der mønter for dem at stjæle?
"Hey, du der!" de kom gående over til ham og omringede hans stol. Zeans blik gled en runde, himlede med øjnene, da han uinteresseret så på dem. Virkelig? Stupide mennesker.
"Hvad vil i?" svarede han ligegyldigt. Hvad der selvfølgelig var en fornærmelse for disse lave organismer.
"Hvad vi vil?" Han grinte til sine venner med et indforstået glimt, alle ville forstå.
"Vi vil have de værdier du har på dig. Og derefter tæske dig. Det ligner nogen allerede har haft fingrene i dig, ikke din heldige uge, ha?!" Truede manden og knyttede sine hænder, blot for at knække med sine knoer.
Aha. Så de tolkede hans sår som om han var svag, og ikke at han i det mindste var kommet ud af en kamp i live og måske som sejrsherre? Nogen folk var virkelig dumme...

[Deleted]

Det var risikabelt. Nogen ville endda sige dumt. Dumt at vende tilbage til den bar, hvor man lige havde været kilden til ballade, og dumt at vise sit ansigt, når der nu var efterlysninger af en over alt. Pergamentet hang på væggen, krøllet og mørk:

”Utraditionel af udseende. Mørkt og kort hår, som en mands. Iføre sig mandeklæder. Klæderne er tætte, men ej afslørende, samt kamuflerende med tanken på livet i skoven. Besidder smalle øjne og en bleg hud. Ligner umiddelbart ikke en kvinde af høj stand. Vandrer omkring i skoven med ulvelignende hunde. Bære et ukendt våben, der beskrives som; skinnende, aflangt og larmende. Ej et umiddelbart set våben før.

-Kvinden har tidligere udvist stor interesse for våben, samt mænd. Særligt deres beklædning og hårpragt”

Nej, Daelis var sandelig ikke som en traditionel elver. Hun havde gået i sin broders skygge så længe at hun var begyndt at glemme hvad hun selv elskede, og hvad hun plejede at drømme om. De fleste elvere, af mørket eller ej, de bar gylden hud samt elegance. Hun havde haft den, men ikke i person. Der havde hun altid været så vild som en dreng fra barnsben af. Nu havde hun blot fuldført det for at kunne overtage Sylaars identitet.
Geværet havde hun efterladt i det værelse hun lejede i byen. Hun frygtede at det ville blive mistænkeligt, eller stjålet, og hun agtede stadig at videreudvikle våbnet. Det var hendes opfindelse! Bygget på broderens papirer. Det ville være fremtiden, og hun var sikker på at en dag ville alle have sådan en, og hun ville være på bjerge af guld og æde sig fed i steg. De store hunde fra det magiske, sorte marked var også blevet bundet i hjemmet. Det korte hår var blevet dækket af en ny paryk, og hun færdedes ikke længere i skoven.
Sådan!, så var hun vel klar til at tage ud i byen igen. Hendes forklædning var ikke bare lige til at udregne var falsk, så mon ikke det ville gå? For alt i verden, så nægtede hun helt at stoppe med at gå i Sylaars klæder og bruge hans identitet. Det havde kun været midlertidigt. Inde i det låste skab havde han bedt hende om at tage hans klæder, stikke af og leve…
Ja, hvis mørkelvere fangede hende og opfattede mistanke, så ville det sidste i hvert fald ikke komme til at ske. Hun ville komme på huggeblokken, præcis som ham, og hans offer ville være forgæves. Det sikreste ville være at blive en helt ny person, men hun kunne ikke.
Hvis hun gav slip på de få stumper og minder hun havde fra sin bror, så var det som at miste ham for anden gang og endeligt. Tanken kunne få hende helt til at bryde sammen. Bryd sammen af savn. Savnet efter at føle omsorg, at føle sig elsket og ikke længere at være alene. Og mest af alt.. bryde sammen af skyld.
Han havde ikke haft en plads. Det havde ikke været hans hoved der skulle trille. Han havde det lyseste væsen hun nogensinde havde set, og han var den der viste hende ømhed og tog skraldet, uanset hvad hun havde gjort galt. Den kærlighed og egenskab havde ført til hans død.
Hvis ikke Daelis havde accepteret nåde fra en skovelver, og hvis ikke hun havde dræbt blandt sine egne på grund af magt og jalousi, så havde han stadig været der…
Men det var nok også derfor at hun aldrig stoppede med at dræbe de kvinder, som ejede slaver hun havde fået et godt øje til, og derfor hun ikke tog sit eget liv, trods påkrævet ved det forfejlede attentat. Fordi hun elskede at leve. – Noget de i Maerimydra ikke forstod sig på.
Alle ville hun give valget mellem friheden og livet, eller omvæltningen og døden.
Når hun fangede teksten i øjenkrogen plejede hun altid at udgive et misfornøjet grynt. Jo, hun syntes da om mænd. HVIS! de havde potentiale, men den afhængighed hun havde, var ikke ligefrem noget hun ville stå ved, skønt hun var bevidst om den. Den samme lyd undslap hende, som hun skænkede papiret et sidste blik inden hun imod alskens fornuft trådte ind i det lille larmende lokale, med alverdens lugte. Beskrivelsen irriterede hende, og den mand der havde efterlyst hende - ja, havde ødelagt hendes liv mere end det var i forvejen. Hun havde haft en høj stand i Maerimydras samfund. Hun havde haft alt! Nu var hun blevet fredløs, nu havde hun absolut intet. Hun kendte ikke til lande ude for Dvasias mure, så hun fortsatte med at færdes i området med omhu.
Tanken om det ukendte var langt mere skræmmende for hende, end tanken om at blive fanget af ’folket i mørket’.
*Eeeeeey’, så let på tråden var jeg da ikke?! Ikke om jeg vil røre nogen af de savlende båtnakker. Det er ikke afhængighed, blot belønning af gode dyder. Det er der absolut intet galt med!* vrængede hun indvendig, inden hun pustede sig lidt op og betragtede sine omgivelser.
Skønt hendes mest destruktive våben ikke var for hånden, var hun ikke ubevæbnet. Det var hun aldrig.
Hendes negle skinnede metallisk, og i hendes bælte var der de forskellige glasbeholdere med de mange interessante væsker.

En lok af den røde paryk blev pustet til side, og hendes brune øjne faldt over en flok mænd der valgte at true en herre – der i nuværende tilstand lignede noget af spedalsk afstamning!…
Oi, men jakken var da meget pæn!

*Nej. Nej, nej, neeeej. Hvis du absolut SKAL stjæle, så gør det dog tyst, du klaphjerne og fjern dig venligst fra området omkring min favoritstol, så jeg kan trække vejret for din ånde!*
-Altså, ikke at der var noget galt i at gøre det.

”He…” Lad festen starte, det skulle nok blive underholdende.
Ganske diskret gabte hun, strakte sig, og spændte så i et hurtigt spark ben for den forreste.

[Deleted]

Om folk var eftersøgte eller ej. Zean var blot ganske tilfreds at det ikke var hans karikerede ansigt der afspejlede sig på disse posters, der var at se over alt. Selv levede han lidt af et dobbeltliv. I det ene øvede han sig i at være en mand af magt og med svære valg, i det andet flænsede han folk og, dumt nok men han kunne ikke lade være, satte sit eget tegn på hans lig. Han var jo stolt af sit værk, af det han havde udsat ofrene for og ligene bagefter. Han kunne ikke lade være med, som en kunstner, at sætte sine egne symboler på ligene. Åh, men trods de ingen posters havde af ham, gik samtalen jo stadig, en samtale han altid nød at overhøre. Om denne skræmmende person der piskede og skar i sine ofre, efter sigende hele natten! For at efterlade ligene til at rådne om morgenen, så familien kunne samle stumperne op. Zean ville da blot smile og gå sin vej, inden nogen tænkte han var mistænksom. Men alt dette var ikke i aften. Pointen var blot at han måske kiggede på de forskellige wanted-posters, men ikke tog sig af om han faktisk mødte personerne. Normalt.

Så han skulle virkelig smide ud på hale og røv, før de fattede noget som helst. Han var virkelig ikke i humør til det her og som en sjælden gang, for Zean var normalt ganske ligeglad og tålmodig, følte han vreden opbygge sig. Han var træt, han havde smerter og han havde meget på sine skuldre i disse dage. Disse idioter skulle med glæde blive udsat for Zeans indre frustrationer. Faktisk...Et svagt smil gled over ham. Måske var det netop andres smerter han trængte til! Vidunderlig ide! Perfekt! Ja, han havde næsten lyst til at grine.
Trods hans smerter var han stædigt overbevist om at han ville bevæge sig som en abe og lege lidt med disse...Ja, mænd kunne man nødigt kalde dem. Et eller andet ondt. Indsæt selv et passende ord.
Han drak væsken i en slurk, som glasset ramte bordet, gled hans hånd elegant ind under hans nye-gamle jakke og trak hans skinnede dolk. Han var hurtigt, for det var han nød til at være. Han tog fat i bordet foran sig og brugte det som afsats. Han skubbede sig op med fødderne, til de stod på stolen, så slap han bordet og snorede rundt...Kun for at hoppe på skuldrene af en af mændene. Dolken skinnede i lyset, før blodet flød. Manden var blevet et smil rigere!
Men dette var jo dumt. Alt for dumt. Hans sår sprang op og gjorde ondt, men fra tidligere eksperimenter som barn vidst han at hvis han blot beskæftigede sin krop med bevægelser og andre ting, samt tænkte på noget helt andet, ville han næsten ikke bemærke det. Nej, problemet var at folk i baren nu rejste sig og mumlede og skreg. Ingen kunne rigtig, ud over dem der havde siddet tættest på Zean og mærket hans aura, vidste hvem havde startet det hele.

Det var jo ganske behageligt, trods alt. Manden faldt forover og Zean greb sig selv med benene, omend det stadig endte i et lidt kluntet rullefald. Til sidst sad han numsen og så på denne person, der tydeligvis havde blandet sig. Hans første konstatering var at personen havde en flot hud. han kunne ikke gøre for det. Urtespecialisten i ham kom altid i spil, når han så folk for første gang og huden var et godt tegn på om man var syg eller ej. Dog måske lidt bleg? Men det var der nu mange i Dvasias der var, en kombination af døde vampyrer og et land uden meget lys.
Han lod den mand, hun eller han - han var faktisk i tvivl - tage sig af den mand personen havde fældet...og vendte sig om mod den tredje. For den han havde leget med lå på gulvet, hvor den røde masse spredte sig under liget og malede gulvet.
Han grinte. Hvad ellers? Nok ville han blive forfulgt, men disse mænd var ikke uskyldige og hvis prinsen endelig hadede ham, hvad han var overbevist om, ville Macaria nok redde ham. Den sidste mand så bange ud. Det lille pus. Og desværre, inden Zean kunne nå at gribe fat i ham, var han også løbet...

[Deleted]

Den ellers noget tilskadekomne mand så ikke ud til at være så tilskadekommet og ynkværdig længere. Det imponerende spring dragede Daelis øjne i sådan en grad at hele hendes hoved rykkede sig og fulgte ham i bevægelsen. Dog rykkede hun ikke selv ud af stedet. Hun stod og betragtede hele scenariet, som havde det været den fineste kunst, der i hver detalje skulle nærstuderes.
Selv da blodet af den ene mand sprøjtede på den store læderjakke ændrede hendes ansigtsudtryk sig ikke. Enten var hun vandt til det, eller meget langsom til reagere, og en klap var gået ned for hende.
Hun tørrede en lille fin bane af bloddråber af sin kind, lukkede øjnene kort og hævede det ene øjenbryn. Hun piftede lavt. ”Wow… Det må jeg sige. Imponerende.”
Fra jakkelommen trak hun en cigarret, med rødt papir. I et øjeblik stod hun blot og holdt den op lyset, som om hun beundrede den. Hendes gang var traskende, som hvis hun var ligeglad hvordan andre betragtede hende. Støvlerne sjoskede hun rundt i. To lange skridt, og hun holdt cigaretten ned i flammen af det stearinlys der stod ved nærmeste bord.
”Aldrig har jeg set en nålepude gøre krumspring. Kudos”
Så snart ilden begyndte at sætte sig i cigaretten spredte der sig en sær, bitter og sur lugt af brændte giftplanter. Der iblandt belladonna.
Hun satte den til sine læber og inhalerede dybt. Røgskyen havde en næsten sort farve. En praksis der længe var blevet udført hos hende. Røgen dulmede hendes sorger, og satte tankerne på afstand. Til gengæld blev hun lettere fjern og ligeglad med ting omkring sig. Mere end hun plejede i det mindste. I starten var hun blevet modbydeligt syg. Hun fik blodforgiftning af det, men efter tid hos en dygtig læge fortsatte hun i mindre doser. Nu var hendes krop bare svækket af det, men for Daelis var fordelene større end de risikoer der kom med det, skønt der var mange.
De mørke pupiller udvidede efter de næste mange åndedrag af røgen.
På gulvet skulle den fældede mand til at rejse sig igen. Han nåede kun at støtte op på armene inden hun spyede røgen ud som en drage og trådte ham tungt på ryggen. Denne gang blev han liggende.
Om han var kommet til skade ragede hende en høstblomst. Hun orkede ikke at tjekke, men hvorfor skulle hun også det?
Skrigende fra folkene der så på syntes at forekomme som fra langt væk. Alting gik langsommere og lyset begyndte at ændre farve. Ansigtet på nålepuden, der betragtede hende, begyndte at blive forvrænget til et gyseligt væsen, som ville få de fleste til at spærre øjnene op.
Daelis smilte og trådte tættere på. Hun satte sig på en af de stole der ikke var for langt fra ham og begyndte at stirre ind i vægen, hængende over bordet. Intet blev sagt for et par minutter. Hun smilte stadig, som var hun kommet et fantastisk sted hen. Lydene brusede, lidt ligesom havet.
Vægen var grå og revnet. En eller anden klistret substands sad fast oppe ved jagttrofæet. Der kravlede en kakerlak op af den.
...
Det var en fin væg.
”Oi´… De sår du har. De ser ud til at gøre ondt, knægt.”

[Deleted]

Og bum! En var død, en var flygtet og en lå der bare. Folk skreg, folk flygtede, folk råbte spydigheder eller reagerede på andre forståelige måder, i forhold til det der var sket. Forståelige...Men ligegyldige, vel at mærke. Zeans største bekymring lå i om vagterne snart ville overrande stedet og lægge ham i jern. Se det ville være et problem og ikke noget lille af slagsen! Det orkede han da virkelig ikke. Prinsen havde vidst sig at være en åndssvag person alligevel, ikke værdig til at være konge og slet ikke værdig til at få Zeans loyalitet og lydighed. Medmindre valget stod på at lytte eller dø, altså.
Han så på dolken i hans hånd, som gik det først op for ham nu at han stod med at våben med blod på sig. Så trak han let på skuldrene og gik over til sit offer, hvori han tørrede dolken af i mandens tøj. De havde været direkte dumme og døden havde blot ventet på dem, uanset om det havde i form af Zean eller en anden naturlig event. Først nu gad han tage sig af den person, som uden grund, havde valgt at blande sig. Og hvorfor? Nogen var vel tiltrukket af ballade. Nogen ville selv have æren af at gøre offeret til et offer. Nogen havde en forvokset fornemmelse af retfærdighed, eller mente de havde. Nå ja, så var der sikkert også grunde han ikke kunne komme i tanke om. Om det var et problem? nah...
Dolken gled på plads.

Udseendet var underligt, opførslen underligere og lugten forfærdelig. Han tog sig den frihed at vrænge på næsen af lugten. Nok holdte han af urterne, men det var udelukkede for at bruge dem mod andre og ikke for egen fornøjelse, omend han havde urter nok til ikke bare at dø, men at ødelægge sig selv for resten af livet. Mange giftige, på hver deres måder. Han genkendte nogle af lugtene, der var blandet til en stor lugt. Noget Belladonna og nogle andre planter han kendte. ikke sunde, langt fra, omend visse af dem, som Belladonna, faktisk kunne være god mod visse sygdomme, under den rigtige dosering. Om personen brugte disse som sjov eller medicin, var dog et gætværk og ikke et han gad at bruge lang tid på. Lad endelig folk gøre mod dem selv, hvad de fandt underholdende. Han var blot glad for han ikke skulle modtage ordre fra nogen hallucinerende skævhoved!
Han sukkede svagt og gav sig i stedet til at analyserer sin egen krop. Godt nok havde han fået ros for sit spring, hvad der i sig selv jo nok ikke var så fantastisk, omend hans krops tilstand jo påstod sig sin del af opmærksomheden. Måske så de værre ud end de faktisk var, men hvor slemme alle sårene var, kunne han ikke bedømme, for han havde ikke lært at se sig selv på ryggen. I forhold til Macarias hjælp med at rense sårene og smerten havde han selv bedømt dem til at være...Ikke så slemme, omend slemmere end overfladiske. Og hvem spurgte?
Han slikkede noget blod af sine fingre. Hans krop værkede, gjorde ondt og han havde ikke længere alkohol i sit system til at dulme dem. Hvem der end havde stået bag baren havde trukket sig tilbage, hvornår han kom tilbage var ikke klart...
Så Zean gik hen til baren, lænede sig ind over den og rakte blindt ud efter en flaske, til han fangede en. Den første han fik fat i indeholdte en gylden væske. Igen gled en ligegyldig trækning over hans krop, da han vred proppen af og tog en god tår. Når man tænkte på han hadede stærk alkohol til hverdag, havde han næsten været en alkoholiker de sidste to dage. Måske burde han snart stoppe...Eller ikke. Hvem ville klage? Folk var jo skide ligeglade!
Han placerede sig på den samme stol som før, efter at have rejst den op. Hans blik gled også op på væggen og kakerlakken, som i virkeligheden var et ret renligt dyr. Gad vide om folk huskede det, når de brugte kakerlakker som indikator på noget klamt?
Han placerede hovedet på sin ene hånd, satte flasken på bordet ved siden af sig. Umiddelbart uden at tænke over at dele. Det lå ham ikke så naturligt.
"Jeg kommer fra et cirkus" svarede han ligegyldigt, som svar på tingene.
"legede med mors katte. Disse...tigermisser og løvekatte" Et lille smil gled over ham. Hans sår var langt fra så fine, som sår fra katteklør kunne give...Hvis de lod som om der var et cirkus med disse pragtfulde dyr i nærheden. om ikke andet, var det blot for at undgå. Denne person behøvede ikke at vide hvad sårene stod for, selv om det var noget ganske stort! Og noget han faktisk var lidt stolt af.
"Og hvad er du så for en?" spurgte han direkte. For sandt var det personen klædt sig og virkede anderledes...men alligevel med noget feminint over sine træk. Han så det. Kæbens linje, næsen. Øjnene. Der sad noget feminint over personen, som dog klædte sig og udtrykte sig en del mandligt. En underholdende blanding.

[Deleted]

”Endelig…” Manden tog benene på nakken og forsvandt. Daelis fjernede sit blik fra den yderst interessante væg og skævede efter dem. Den sidste mand der lå ned skænkede hun ikke en tanke.
”De var irriterende… Mage til pest skal man lede længe efter, men de har altid en sær vane med at samle sig sådanne steder som her… Men larmen...”
De råbende stemmer lød som en irriterende summen. Næsten som vrede dræberbier. Det lyse ansigt trak sig i irriterede rynker, og hun tog sig til ørerne. Hendes øjne lukkede sig i en anstrengt grimasse. Hvorfor var det hun havde ladt geværet blive i værelset igen? Det var så smart og enkelt, de ting den skønhed kunne udrette. Der iblandt ro. Høje skrig, men så den mest fantastiske stilhed man kunne forestille sig. Sådan en man kunne føle langt ind i sjælen.
En af de zummende lyde kom nærmere. En kvinde, en prostitueret – ET ELLER ANDET. Kom løbende. Og skreg, eller brummede. Det lignede en bølgende skygge, men hvad det var, var Daelis også ligegyldigt. Skyggen var ikke lige så behagelig, som den forvrængede nålepude. Skyggen var mindst lige så irriterende som de mænd der før havde stået hende i vejen. Den slags væsners tilstedeværelse i sig selv var hende en pine. Mænd som dem, der ikke var blevet skolet og aldrig havde haft en ejer. Der aldrig var blevet straffet i sådan en grad at de tænkte sig lidt mere om, inden de kastede sig over folk. Det var de så nu. Om de så blot troede at de havde været heldige, vidste hun ikke. Det var de nu altså ikke denne gang.
Elverkvinden rejste sig med den ene hånd på sin tinding. Den anden hånd slog ud efter et reb der sad fast loftet. Rebet var tilknyttet en gammel, halvknust lysekrone. De små knivblade, som sad fast på Daelis negle strejfede alle rebet i slaget.
Lysekronen faldt ned lige foran kvinden. Hun nåede at træde tilbage og dække sig med armene. Glasset splintredes og sprang rundt i lokalet. For Daelis lignede det hele det smukkeste stjernestøv, der gik i slow motion. Hun vendte ansigtet fra, så glasplinterne ikke kunne ramme hendes øjne.
Da det hele havde lagt sig åbnede hun de mørke øjne, og de fyldige læber satte sig i et smil. Skyggen opgav nogle hulkelyde og kravlede baglæns. Der efter hørte Daelis ikke den store zummen mere. Ahh, fredfyldte stilhed. Det var dog aldrig til at kunne forudsige for hvor længe.
Langsomt satte hun sig ned igen. For en stund skævede hun hen til vægen, som om den talte til hende, betragtede de metalliske forlængelser af sine negle, men drejede sig så om og vendte opmærksomheden til nålepuden. Han var selv i gang med at rense sig for blod, med en præcision som en kat. Hun var nu smurt ind i det, fra øjeblikket hun trådte ind i stedet og skænkede det ikke yderligere tanker. Blodudgydelser var hverdagsmateriale for hende.
”Jeg ville ej spise det der, hvis jeg var dig…” Hun holdt en pause, som om hun skulle til at indikere hvor yderst usmageligt det var at indtage blod.
”Du ved ikke hvor han har været.”
Aldrig havde hun været ude for at der ville komme vagter til. Barkampe var normalt, men det kunne jo tænkes at den sidste mand havde blævret hen og sladret. Det var dog ikke vigtigt. Trods alt kendte hun sine smutveje. Det blev hun nød til med den nyerhvervede status. Hvis hun blev fanget og ført hjem til kahlien, ville det ikke blive kønt.
”Katte… Tsh, det lyder ikke rart. Men der er jo så mange sære typer rundt omkring.” kommenterede hun malplaceret og rykkede på skuldrene. Et springbræt, der havde udfoldet sære lyster på nogen katte. Hvad desperation og kedsomhed dog ikke kunne føre til...
Hvem hun var?... Hvornår havde det været relevant. Han var nysgerrig. Spændende! Det var hun også.
Hun spidsede munden og skød læben frem med en vurderende mine.
”Åh, ingen af betydning. Blot en simpel forbipasserende, der kommer for at hvile trætte ben og ligesom dig har et ønske om at fjerne megen smerte. Der er mange måder at gøre det på…”
Det ene ben blev krydset hvilende over det andet, og hun tog den frihed at fiske en romflaske op, som stod på bordet, hvor ejeren før havde været. En røgsky blev pustet i hovedet på ham.
”Jeg har evnen og midlerne til at fuldføre hvad som helst… Hvor stort er dit ønske om at stoppe din smerte, hmmm? Jeg kan gøre det, men det kommer an på hvilken smerte du besidder… Du kan give mig de ting, som fedtklumperne alligevel ville have taget fra dig.”

[Deleted]

Han grinte. En kold, lidt rå lyd. Og hvad ellers? Grine kunne han og han nød det. Hele dette skuespil med folk der blev slagtet. Det var absurd, som om det ikke rigtig var virkelighed, men noget der skete langt væk og han blot var tilskuer. Lidt som en drøm, faktisk, for dette tilhørte hans drømme. Folk der blev udsat for smerte han kunne nyde og lappe i sig, som var han en vampyr på jagt for blod.
Måske var det smerterne. Måske var det blot en masse ting på en gang, der skubbede ham lidt ud over kanten af normalt tilstand. Det blev skyllet ned med denne væske, han desuden var skide ligeglad med hvad faktisk var. Bagefter lod han en finger glide over såret på hans ene kind og ned over hans ene side af halsen. Sårskorpen var hård og forbindingerne sad godt nok. De mærkedes ikke våde eller på anden måde problematiske.
Han sad med ryggen til og mærkede hvordan glasskårene slog mod hans tøj, omend intet satte sig fast i hans hud, derfor sad han for godt beskyttet eller for langt væk, måske begge dele. En kvinde stoppede med at skrige...Men hendes sidste smerte var lækre! Ret udsøgte, desværre kun korte. Han lukkede øjnene og nød dem mere end han nogensinde ville elske sex. Endnu en gang grinte han, da han åbnede øjnene og så på hende. Virkelig?
”Jeg ville ikke ryge det der...Ved aldrig hvad der kan ske” svarede han flabet tilbage og slikkede provokerende det sidste blod af fingrene. Han havde tidligere fået ondt i maven af blod. Ikke fordi han ligefrem drak eller spiste det, men han var ikke så sart at han ikke kunne slikke det af sine fingre eller måske våben. Det var det værd. Der var noget...specielt over det. Han var netop ikke vampyr og alligevel slikkede han blodet op. Han kunne lide det. Den specielle smag og konsistens. Og hvis nogen i hans omgivelser fandt det ulækkert, var det blot endnu bedre.
Han var skam ligeglad med hvor manden havde været.
Katte eller ej...

Han lyttede, men købte den ikke. Det forventede denne hun-ham vel heller ikke at han gjorde? I princippet var det vel ligegyldigt. Det betød først noget, hvis man ville finde hinanden bagefter eller ville finde ud af om man allerede havde hørt om personen.
”Åh, altså bare endnu en ingen der er blevet hængt op på disse...plakater...i hele byen. Dem er der nogle stykker af. Jeg forstår ikke hvorfor vi alle skal se deres latterlige billeder. Så aftegn da nogen der først er rigtig kønne!” smilte han drillende.
Smerter. Fjerne dem, lad dem blive, betale, lad være. Dette var de valg han skulle tage stilling til lige nu, hvoraf...Han blev mistænksom. Denne person var fremmed. Og tydeligvis glad for det...grænseoverskridende og hallucinerende. Han var da ikke interesseret hvis det inkluderede at han røg sig skæv. Så hellere drikke hele flasken og brække sig om et par timer. Hvis det til gengæld bestod af underholdning i form af flere de flænsede...Ville han nok takke ja. Andres smerte var styrkende og han glemte sin egen. Og hvad ellers? Han havde sin egen medicin i form af normale urter. Det kunne hun ikke tilbyde. Men han var dog nysgerrig.
Han smilte let til hende.
”Smerter?” kommenterede han.
”Og hvad kan du tilbyde imod det? Ud over...” han slog ud med hånden, som var det tydeligt hvilke ting han hentydede ting.
”Hvad angår deres søgning for guld, gik de forgæves. Jeg har ikke så meget på mig...Mere...” han tog en af sine punge og tømte dens indhold på bardisken. Nogle tørrede urter, nogen rullede sammen i små kugler, nogle i hele, tørrede blade og blomster, gled ud på bordet og dansede lidt, lette som fjer. Han havde ikke valgt en almindelig pung. Det ville blot kede hende og ham. Hun havde vist interesse for giftige planter med specielle indvirkninger og dette var en blanding af nogle giftige nogle, hvoraf en enkelt ikke voksede i Dvasias. Lidt efter samlede han nogle af dem op og proppede dem i pungen igen, som han satte tilbage i bæltet. Resten lod han ligge.
Sådan forholdte det sig.

[Deleted]

Han slikkede sine fingre igen. Tonefaldet og det blik han sendte hende imens var alene indikator nok.
Virkelig? Nej, vel? Hun hævede det ene mørke bryn.
Ha! Som et barn var han jo. Havde han været Daelis’, ville hun skulle afstraffe ham for den åbenlyse provokation. Men et sted morede det hende. De viste sig at have mere og mere til fælles.
I starten var hun stille. Hendes mund blev en stram, lige linje, og hendes øjne klemte sig sammen til to smalle sprækker. Så smilte hun lusket, så man kunne blive i tvivl om hvad hendes intention ville blive. Mest af alt var
De var to der kunne lege den leg! Hun lænede sig tilbage langs bardisken.
”Gør man ikke? Du aner virkelig ikke hvad du går glip af… Men ligesom smerte er det individuelt. Las os finde ud af det.” Endnu en røgsky blev pustet imod Zean. Denne gang større end den sidste. Den sorte røg gled rundt om hans ansigt og skuldre, næsten som var det levende og med egen vilje i måden det bevægede sig på. Hendes smil blev bredere Åh… Han havde altså opfattet at det var hende der stod beskrevet på en af efterlysningerne. Kvik ville man nok sige at han var. Måske liiige kvik nok.
Som han nævnte det blev hun en anelse blegere. Der var stille, mens hun stirrede frem for sig med et tomt udtryk. Så grinte hun. Meget, meget højt og længe, indtil hun af krampe blev nød til at bøje sig fremover og holde på sit lår for at indhente luften. Endnu et blik skænkede hun ham, rettede sig op og tørrede en tåre væk med fingeren. Så blev hendes smil mere oprigtigt.
”Det var da utroligt!... Hvalp” Hun blinkede til ham. ”Jeg fandt et legetøj, som jeg vidste ikke var mit… Vi havde en god tid. Det var legetøjet ikke enig i, og nu leder chefen efter mig” sagde hun, som havde det været en bagatel. Hun skævede op i loftet, som hvis hun havde været det mest uskyldige englebarn.
Som hun åbnede for flasken. ”Du kan kalde mig Sylaar… Bare Sylaar”
Manden var ikke en elver, så der var ikke stor risiko for at han ville vide hvem han var, eller havde været. Hendes identitet var ukendt for dem der ledte efter hende, så med mindre han kom ind og ud af Maerimydra i levende live, så ville han nok heller ikke finde ud af det.
Med hænderne på bardisken skubbede hun sig op. En stor del af rommen blev bundet, og cigaretten blev smidt, inden hun spankulerede helt hen ved hans side. Hun havde alligevel mere, hvis hun skulle blive trængende.
”Ja, smerte. Svaghed, der som en orm kan inficere legeme og sjæl.”
Hendes hånd gled hen langs hans skuldre, imens hun betragtede skrammerne. De var healet pænt, men han haltede stadig som en forslået hun.
”Du lider tydeligvis af det.” Op fra sit bælte førte hun en glaskugle, på størrelse med hendes håndflade. Indholdet var orange og tilsyneladende tykt flydende.
”Den her lille sag… Det skal blot føres på sygt kød, og alle smerter forsvinder. Faktisk vil du ikke kunne mærke noget som helst.” Det var gift. For meget af det kunne slå en ihjel, eller give en ætsende effekt. Kuglen trillede hun rundt i hånden, næsten som hypnose. Der blev skævet til urterne og hun lænede sig længere frem. Hendes interesse var tilsyneladende fanget yderligere.
”Mmmm-hmm… En urtekyndig. Men åbenbart ikke særligt dygtig. Så må du jo skylde mig en tjeneste.”

[Deleted]

Han smilte blot svagt. Hun var spændende og anderledes. Ikke en der løb blindt med strømmen og satte sig til at græde, når dråberne fra livet ramte hende i ansigtet. Noget sagde ham hun måske havde oplevet, og måske stadig gjorde, sin del af modgangen i livet. Hun var i hvert fald stærk, bedømte han, af person. Men var jo van til dette...stærke personer. Spørgsmålet var blot hvor underlig personen var og det var en tankegang han kunne og gad følge. Det samme spørgsmål som altid dukkede op...Hvad kunne hun og var det noget han kunne udnytte?
Hvad angik disse røgskyer, blinkede han næsten ikke engang. Han havde prøvet noget svagt lignende før. Når urterne blev puttet på ilden for at skabe en bedre lugt i hjemmet derhjemme, eller når olier blev putter i badevandet, ikke blot for at styrke, men også for at berolige. Disse ting var i luften, af en eller anden grund, og hendes røg kunne vel lokke en form for virkning frem, omend det ville komme mere snigende, end hvis han selv havde røget det. Jamen i så fald ville det jo blot snart blive sjovt, ville det ikke? Hvem ville klantre ham...Han skulle vel fejre visse ting i livet. Så som at nå sit største mål.
I stedet var han mere optaget af hendes stilhed. Ja, for nu kaldte han hende en hende. Også selv om en hende måske var en ham. Det tog han ikke så tungt, det var ganske enkelt for langt at sige ham-hende eller hende-ham hele tiden.
En overfladisk forklaring der kunne lyde som hans egen. Legetøj, alle vegne, og folk der blev sure når man brugte det. Som om der var navn på! Det kunne han relaterer til og han syntes allerede hun var en ganske underholdende person. Mærkværdig...Men disse mærkværdige folk var vel også dem der var bedst til at se ud over samfundets snærende reb og komme med nye meninger og nye opfindelser.
Sylaar blev det. Det klingede en smule...elvisk. I et øjeblik tænkte han på hytten, hvori han var opvokset, lige ud for elvernes by. Hans mor havde fået lov at bo der, fordi hun var blevet venner med elverne, takket være deres fælles interesse for urtemedicin. Da hun så fik en familie, blev hun bedt om at bo uden for byen, hvor hun også bedre kunne passe sine planter og være tæt på naturen. Især når hendes søn var en dødsengel...En ballademager.
Han gættede på ingen af dem kunne lide hans far.
Han trak næsten umærkeligt med den ene skulder, som var hele dette minde-værk ligegyldigt, denne association. I stedet kiggede han på hende igen.

Inficerer sjæl og legeme? Som en sygdom? Han havde set folk blive forkrøblede, ligge stille i deres senge eller halte rundt, ude af stand til at leve en normal hverdag af bare smerter. Men spørgsmålet var i den grad også om man lod smerten styre ens liv...Eller om man selv ville det. Hvad angik disse smerter ville de være der den næste uge eller to. Men derefter ville han kunne bevæge sig og gøre som han ville, uden smerter. Faktisk var han stolt af sine sår. Og han ønskede dem ikke fjernet, omend gerne lindret. De var symbol på så meget...Så meget, som kun de andre dødsengle ville forstå. Ikke noget han ville sætte andre ind i.
Hans øjne blev draget mod denne ting. Denne kugle med udefinerbart indhold. Hun var som en reklame! Stod der, lokkede med kuren på ens sorger og problemer, umiddelbart uden bivirkninger eller uden nogen pris. Men der var altid noget af dette. Og hvad ville det blive? Han var ikke dum. Han var sin egen medicinmand. Og han stolede ikke et sekund på hvad der var i hendes mystiske beholder.
Hendes fornærmelse...
Han grinte. Grinte, som var ham der snart skulle trille ned af stolen og trille rundt i skidtet og det størknede blod. Virkelig? Var det det bedste hun kunne komme med? Ej...Altså...Hvor sjovt!
Han stoppede op og sendte hende et lidt for stort smil.
”Fornærmelser om evner, du end ikke har set i brug. Det er altid nemt at undervurderer folk omkring sig og selv udnævne sig til mester” kommenterede han roligt, omend tydeligt at han stadig morede sig.
Det havde stukket ham et ømt sted. At kende til urter og deres brug var hans største evne, omend han ikke tilbød lindring til særlig mange. Han havde da tjent lidt penge på det, men for det meste brugte han evner til at charmere sig ind hos de mere indflydelsesrige. Han var stolt af sine evner og han vidste at han var god. Han havde flere beviser på dette! Gik Procias' rådgiver måske ikke i kælderen, i stand til at kunne fungerer som en normal vampyr igen? Gik Serenity ikke på sine ben, trods sine store forfrysninger? Var Elmyra ikke i bedre, trods denne magiske og mystiske sygdom? Og var hun ikke snart svag igen, takket være skumle planer? Han ejede stor viden. En viden som personen her foran ham ingen fantasi havde til at gengive. Måske vidste hun selv meget om urter...Men det gjorde Zean så sandelig også.
”Bedømmer du mine evner på hvor mange smerter jeg har? I så fald er din verden uhyggelig lille og indsnævret” bekendtgjorde han og mistede mere og mere af sin interesse for hende og hendes...midler. Han reagerede på hvad folk sagde og gjorde mod ham. Fornærm ham og han mistede interessen eller slyngede en fornærmelse tilbage, kombineret med manglede samarbejde. Vær venlig eller hjælpsom og Zean ville med større sandsynlighed gengælde det. Øje for et øje, tand for en tand. Simpelt, som Zean foretrak det.
”du gætter jo mest af alt. Du har ingen ide om hvordan jeg har det, men går ud fra at sår er lig med smerte, for det er det normalt” kommenterede han, en smule mere filosofisk, omend en smule koldt og ligegyldigt.
”Og det er det!” tilkendegav han og sendte hende et lidt for stort smil, endnu en gang.
”Og jeg har intet imod det. I stedet...Vis hvad du kan på andre end mig. Jeg er nysgerrig, men ikke dum nok til at stole på en fremmeds medikamenter, der kommer ganske uønsket” sluttede han og tog en tår af sin flaske, smaskede svagt med velbehag, trods han kunne mærke den stærke væske hele vejen ned gennem hans svælg.

[Deleted]

En tanke slog hende, da herren begyndte at le hysterisk. Manden var jo gal. Mangel på selvironi havde hun nok af. Det sjove kunne hun ikke få øje på. Efter hans lange tale sad hun blot en anelse foroverbøjet og støttede hovedet til sin hånd. Hun smilte, men valgte ikke at svare noget særligt.
”Skål” Hun bundede det sidste af flasken og kasten lerbeholderen over skulderen.
”Jamen dog, lille lommefilosof. Sikke du kan. Måske er dit kald just at være en skjald.”
Fornærmelser og spydigheder var fra Daelis side ikke noget hun tænkte over. Det lå i hendes natur at være provokerende. Af samme grund kom hun meget tit i mundhuggeri og fysisk kamp med andre. Alligevel fortsatte hun og tænkte aldrig over sit sprogbrug. Det var direkte og uden formaliteter. Hun brugte heller ikke udtryk som herre og frue. Folk der udtrykte at være bedre end hende degraderede hun tværtimod og viste med største glæde at hun ikke var tilfreds med dem. Og deres reaktioner morede hende altid. For Daelis var fornærmelser og hård tale blevet lige så ubevidst som det at trække vejret. Sådan spillede hun.
Mændene i mørkelvernes samfund havde ikke rettigheden til at svare igen, så der viste sig nok nogle betuttede træk i hendes ansigt, men kun for få sekunder. Hans attitude gav hende blod på tanden, og det var nok også grunden til at hun endnu ikke havde rejst sig, eller givet ham en knyttet næve i maven.
Hendes opmærksomhed fandt vej til kuglen. Hun kastede den fra hånd til hånd.
”Hvem gætter, hmm? Din udstråling fortæller alt. Alt -” Glaskuglen blev duttet mod hans næsetip. ”Det som jeg har behov for at vide. Det er det med alle der sidder her inde. Alle er her af en grund… Og borer man dybt nok, vil man se at alle er her af smerte, men af forskellige slags. Og du bæller stærke midler, som en spædekalv.”
Daelis vidste allerede at de fleste af de frelsens sager hun havde på sig var farlige, men hun trodsede alligevel stadig fornuften. Hun var kommet så langt ud at hun kunne eksperimentere med deres virkning på sig selv. Hendes krop havde opbygget et naturligt forsvar imod det meste, fordi hun havde brugt planterne så længe. Så hun blev nød til at øge doserne. Doser der kunne slå store dyr som heste ihjel, men som kun lettede hendes hverdag for hende.
”Det var da utroligt kedsommeligt… Men helt dum er du nu ikke. Jeg har ikke testet den her. Det ville måske være en god mulighed.”
Delikat skubbede hun to fingre ned imod kuglen og begyndte at skrue, indtil en lille cirkel af et låg løsnede sig. Manden lå stadig nede på jorden. Hun kiggede eftertænksomt ned på ham og tyggede lidt på sin tommelfinger. Mens hun bed i dens blomme begyndte hun at smile, næsten ligesom et lille barn der vidste at det havde gjort noget det ikke måtte og holdte det hemmeligt.
”Men sådan er det med så mange aspekter af livet.” Glaskuglen blev tippet og den gyldne masse begyndte langsomt at flyde, som tyk honning.
”Overraskelser kan forekomme. Hvad der virker på mig vil ej med sikkerhed virke på dig. Og for meget af det gode kan drive til vanvid og dårligdomme på ens færd.”
Dråben ramte manden på hovedet, så blev det til en strøm. Hun holdt en pause. Der skete intet, så hun fortsatte.
”Jeg frier ham for en pine i morgen.”
Manden der havde fået Daelis sko at føle begyndte at krampe og vride sig.
”Da kan man se… Han lever endnu.”
Hun blev ved indtil bægeret blev halvt tomt. Der kom en sydende lyd og hans hår begyndte at lugte brændt.
”Mon der vil gå lang tid før det kan smelte hul i knoglefibre…”

[Deleted]

Skjald? Ja hvorfor ikke. Visse folk fandt ham nok direkte underholderne. En undervurdering, men noget han kunne leve med, trods alt var underholdning ikke det værste og det var også ofte sjovt for ham selv. Men det ændrede ikke på at han havde ment hvert en ord, uanset om hun havde forstået dem eller ej. Man kunne godt tro hun ikke forstod meningen og måske lå hendes evner ikke i at forstå noget over sig selv. Og hvis hun havde ret i sin ide, hvorfor var hun her så selv? Hvor havde hun ondt?
Han lod blikket glide over det næsten tomme lokale. De fleste af stukket af og af en eller anden grund var ingen vendt tilbage endnu. Ventede folk? Eller var de nervøse for hvad ville møde dem? Bangebukse, hele bundtet. Men han var ikke enig i at alle var her af smerter. Han var her ikke altid af smerter. I dag var han, men normalt kom han her for at søge underholdning, ikke noget der kunne adsprede ham for smerter, han ikke havde. Og på den begrundelsen affejede han hendes ide som ikke værende sand. Men et gæt.
I stedet satte han flasken frem mellem dem, som ville han vise hende den. Vise hende hvor flot den var, eller dens indhold, eller...et eller andet.
”Flasken er fuld af alkohol af en slags jeg ikke drikker til hverdag. Grunden til jeg drikker den er for at tage smerterne og få alle disse tanker...” han gjorde en let gestus mod hans eget hovedet.
”...Til at forsvinde. Men jeg drikker det også for at fejre med mig selv og have det sjovt. Min erfaring er folk enden drikker det for at slappe af, for at glemme eller for at have det sjovt. Af de tre muligheder opfylder jeg to af dem” han trak let på den ene skulder og tog flasken til sig igen. Gad vide hvornår alkoholen ville virke? Der gik nok ikke lang tid. Hele verdenen virkede allerede en hel del absurd. Absurd, sjov, til at grine af og gøre kaos af. Åh, han havde jo lyst til at grine endnu mere! Og blive ved og ved og ved, til han gylpede sine egne indvolde op og ud på gulvet, af bare latterkramper. Men det ville være ubehageligt og han havde meget at leve op til nu. Han kunne ikke slå sig selv ihjel på denne måde. Men hvis han virkelig en dag skulle dø, ville det blive grinene. Det var sikkert.
Hvad angik hendes egne medikamenter, var han urokkelig. Uanset hvordan hun prøvede at provokerer ham, ville han ikke tage imod det, og da slet ikke betale, uden at vide om det virkede eller gjorde alt værre.
Desværre var dette præcis som han havde forestillet sig. Skidt.
Han sad stille på stolen og kiggede, med hovedet let på sned, på manden, der lå på gulvet. Han mærkede mandens smerter længe før han krummede sig sammen. Og han lukkede øjnene og trak vejret dybt, mens et veltilfreds smil gled over ham. Disse smerter var så rene! Så ren smerte...Det var sjældent han oplevede så rene smerter. Så ætsende, så stikkende, så...Perfekte! Åh...Det var det bedste han vidste. Og endnu en gang greb lysten ham, lysten til at gøre sære ting og udvide folks opfattelse af hvilken verden de boede i. Men hvor skulle han begynde?
Men for at være seriøs..Var han glad for han ikke bare havde sagt ja. Hele hans ryg ville måske mangle nu og hvis han døde her, af simpelt dumhed, nu hvor han var nået så langt? Det ville i sandheden havde været forfærdeligt. Nej, han stolede ikke på denne kvinde og for nu havde hun kun vist ham en ny måde at pine folk, men ellers intet nyttigt. Dette måtte være under kategorien underholdning. Hvilket var præcis hvad han foretrak lige nu. Planer og skumle tanker over alt...Enhver kunne få brug for underholdning, for ikke at falde ned af stolen af stress og det der var værre.

”Du er vidst selv lidt af en lommefilosof” kommenterede han senere, flere minutter senere, hvor han blot havde siddet og nydt mandens smerter. Hans øjne gled dovent op, da hans stålgrå blik gled over den lidende mand på gulvet. Lad ham endelig ligge! Og resten? Det gav ikke synderlig mening. Alle disse ord om...dårligdom eller godhed, om i morgen, om at virke eller ej. Gav det virkelig nogen mening, for nogen som helst?
Hvilken hjerne skulle man have for at finde på at blande urter – og guderne vide hvad ellers – i en honningtyk væske, som umiddelbart ikke så ud til at gøre andet end give smerter? Det kunne være en god biologisk bombe. Kast dem ind over murerne, folk ville grine, kastede de med honning? Få minutter senere ville de græde. Af smerter, altså. Krympe sammen og være til ingen nytte. Hey! Måske skulle han spørge om hun solgte det. Måske kunne Macaria bruge det til den der drage...Nej vent, måske kunne han bruge det til dragen. Trods alt havde han fået ansvaret for at underholde dragen, mens de andre kæmpede. Han sukkede svagt for sig selv. Fantastisk verden de levede i. Og måske ville han få nogle brandsår og blive grillet. Måske ville han komme kravlende hjem og få brug for hjælp...Fra hvem? Ingen vidste det. Men dette var negative tanker og de gjorde ham mut. Det gad han virkelig ikke. Skulle dette ikke være underholdning, trods alt?
”Er man opfinder eller prøver du blot at bikse lidt af alt sammen og se hvad der sker?” spurgte han ved en ny indskydelse. Et nyt forsøg på at finde den vej hendes tanker vandrede. Umiddelbart virkede det som om de havde forfærdeligt meget til fælles...Ud over visse ting, selvfølgelig Men resten...ja, resten havde de til fælles.
”Det ser ikke ud til at gøre andet end ætse ham. Og sikke en dejlig smerte! Så ren. Det er sjældent. Jeg får lyst til at skaffe flere beholdere af din honning og kaste den ud over en lille by, blot for at opleve deres smerter...” hans lille smil var næsten sagligt, hans blik blev en smule fjernt, da han forsvandt ind i sin drømmeverden af noget så fantastisk!

[Deleted]

”Opfinder kan man godt kalde mig. Jeg videreudvikler ideer, der har været mig arvet. Men man bliver jo også nød til at eksperimentere… Jeg arbejder med våben. Og jeg er opvokset i naturen. Der er så meget man kan bruge, der lige er for hånden.”
Da Daelis sidekammerat igen valgte at blive fjern, rejste hun sig og traskede hen ved hans side. Hun tyggede på hans ord om at lave et bombardement. Muligheden var der. En del af glaskuglerne brugte hun jo til det formål. Hun havde endnu ikke udviklet nogen eksplosiver, men røgbomberne og syren brugte hun hyppigt til sin flugt, eller til at smelte ansigtet på folk, så de kunne blive lige så grimme udenpå, som de var indeni. – Altså af hvad hun lige syntes.
Hun bøjede sig ned og stirrede over hans skulder, som ville hun dele hans vision og også kunne se den. Analyserende blev der nikket, hun hævede kritisk det ene bryn og tiltede sit hoved, med en hånd på hans skulder. Næsten som om det hang der som et fysisk maleri på vægen. Deres lille samtale om smerte og hans svar var noget hun måtte tænke mere over.
”Potentielt kunne det gøres… Uuh, sikke forfærdeligt mange materialer det dog ville kræve.”
Hun flyttede sin hånd op på hans skulder og nærmede sig langsomt tættere og tættere på hans ansigt. Hendes stemme var hviskende og blid. Der var et udfordrende glimt at finde i hendes øjne, sammen med det kattevenlige smil.
”Og det kan ikke være sammenhængende, tror du? Du ved måske ikke hvordan man gør... Har det sjovt. Men det er jo der i morskaben ligger. Glemslen.”
Bløde læber strøg mod kanten af hans øre. Knivspidserne på hendes fingre blev taktvist klikket og knipset imod hinanden og kørt igennem hans hår.
”At kunne gøre absolut alt hjertet begærer uden eftertænksomhed og samvittighed for eftertiden.”

[Deleted]

Hun var så mystisk og uden viden om hans person. Disse var dog ikke ting han sådan rigtigt tænkte over, ikke lige nu, i hvert fald. I stedet løb folkene frem og tilbage for hans blik, den ene fuld af smertende blærer og vabler, andre med store, væskende sår. Ætset. Der herskerede kaos og snart var bygningerne gået i brand også. Han kunne næsten lugte røgen og høre skrigende, mens han fløj over byen, opspændt af nydelse og glæde ved blot synet! Det var næsten som med Iceila, byen i Manjarno. Byen der brændte, han havde hørt folk sige. Og folkene han kastede ud over ilden for at blive fortæret. Kombiner denne oplevelsen med folk der blev ætset og ville gøre alt for at slippe? Våben! Det var et godt våben og et dødsenglene ville elske. De ville være ivrige efter at bruge det, efter at skaffe sig fjender de kunne straffe på denne måde. Og de ville elske ham, deres leder, for at give dem disse våben. Våben ingen havde set før, ingen kendte og ingen kunne gøre noget ved. Det ville være et godt kort! Denne åbenbaring fyldte ham med glæde og iver.
Materialer? Hvem snakkede om tid, om penge? Det ville kunne blive skaffet og hvis hun holdte sig til naturen, ville det måske kunne blive samlet ret let. Dødsenglene ville få deres egen produktion af våben og nye opfindelser. Var han virkelig den eneste der så det seje og nyttige i det, hvilket fantastisk ide det var?
Alt dette var da meget sjovt!

Og dog...Hviskede stemmen. Blandet med lyden af metal, hviskede lyden og sendte en form for kilden op langs hans rygrad. Det kildede.
Først nu blev han opmærksom på hvor forfærdelig tæt på hun var, på hendes særprægede lugt, på hendes hviskende stemme, som en bedragerisk slange! Eller blot...noget andet.
Han fandt det faktisk ikke fornærmende. Han vidste hvordan han skulle have det sjovt, men han kunne jo ikke altid flyve ud og sætte ild til hele byer. Sidst havde prinsen af Dvasias givet ham en straf...Omend, det var nu mere på grund af hans partner in crime, end fordi manden var ked af at miste en by i Manjarno. Glemsel...Nah. Betød intet. Hvad skulle han ønske at glemme? Han kunne ikke komme i tanke om noget. Visse ting var ikke så behageligt...Men der var ikke noget af det han ikke ønskede at huske. Tingene drev ham frem, var hans drivkraft. Åh vent! Snakkede de stadig om smerter? For han havde i sandheden glemt dem et øjeblik. Hvorfor skulle hun minde ham om dem?
Sadist.
Hun var nærmest lokkende. Han vidste ikke hvad hun ønskede...Måske ønskede hun at stjæle hans ting, måske prøvede hun at lokke ham til at sige, til at blive hældt over med honning. Måske ønskede hun noget, han slet ikke var opmærksom på endnu. Men...Hendes sidste sætning var dejlig at høre på. Den kildede ham, psykisk, og ansporede ham til nye, større ideer! Var det ikke en beskrivelse på den måde han ønskede at leve sit liv? Han ønskede skam at påvirke sin verden og folkene i den, men han ville kun stilles ansvarlig for de sjove ting og ikke dem der gav problemer. Men dette var vel kun logisk. Han ville blot have et langt, sjovt liv, med alt hjertet kunne begære og uden begrænsninger og folk med løftede pegefingre!
Han grinte. Han sprang på benene og greb hendes arme, hvorefter han svang hende rundt i en pludselig dans, uden musik. Efter et par omgange, hvor han blot havde grint endnu mere, slap han hende og snorede selv rundt, som en lille sejrsdans.
”Kan du ikke se det?” udbrød han og vendte sig om mod hende med åbne arme. Hans øjne skinnede og alle tanker om hans egne smerter og problemer var som blæst væk. Hun havde jo næsten kureret ham for hans sløvsind! For at han havde siddet fast i det hele. Nu kørte det hele igen!
”Det er fantastisk!” hans hænder gled op over hans hoved og lavede en buet bevægelse, som forestillede de sig noget specielt, en form for himmel eller genial plan. Zeans øjne udvidede sig en smule og hans smil var stort. Han var begejstret!
”Folk der skriger og løber rundt i ring, som rotter! Husene der brænder! Det er så smukt...” Han sukkede svagt og sænkede armene lidt.
”Jeg kan skaffe det hele! Nævn hvad du har brug for og jeg får nogen til at flyve verden rundt for at finde hvad du skal bruge. Masser af det! Denne ide, andre ideer, flere våben...Dødsenglene vil få en ny storhedstid og folk vil frygte os, for vi har våben de ikke har set før! Alle vil komme løbene for at blive vores venner eller udnytte vores viden. Det hele kan ske! Du vil kunne få sikkerhed, hvis du har brug for det! Og blive godt betalt. Kan du ikke se hvor godt det passer sammen?” Han var begejstret. I sandheden kunne hun da ikke sige nej til dette?!

[Deleted]

… Hvad? Denne pludselige glæde – hun forstod intet af den. Den iver. Hun havde forstået så meget at de delte en vis form for rus ved at skade andre og at han heller ikke lod sig træde på. Det havde den blodige mand fået at føle. For Daelis var det at opfinde våben og nye ting der kunne hjælpe hende i hverdagen noget hun brugte til at bryde grænser og forme verdenen Og egentlig var det ikke hendes egen interesse. Det var Sylaars drøm. - At revolutionere fremtiden. Nu tog hun blot den ide’ og brugte til egen fordel, med hans papirer. Hvis hun blev indfanget, eller planlagde at vælte kahlien skulle hun bruge dem. De gav et overraskelsesmoment. Det var det hun måtte benytte for at overleve, altid, for hun havde intet andet.
Hun blev dog revet ud af alle sine tanker, og med et meget kvindeligt hvin blev samlet op og svinget i ring, som var hun intet lettere end en lærredssko.
”O-o-oooooi! Ey´. Hey-hey!”
Endelig blev hun sluppet, og efter at vakle lidt frem og tilbage med hånden til hovedet, væltede hun om på det beskidte, blodige gulv. Snavset trykkede hende ikke. Hun var i forvejen beskidt af slagsmålet tidligere, men havde hun været forvirret var hun det kun mere nu.
”Er Du gal! Du er gal, er du ikke? Jo. Du kan ikke være andet. Folk kan høre dig!” udbrød hun. De brune øjne vendte og drejede sig halvpanisk frem og tilbage i baren. Der var så godt som dødt, og der lugtede også sådan. De resterende havde klumpet sammen i den anden ende af lokalet. Hun skar tænder og endte med at rive parykken af sig selv og bruge den som kasteskyts. Bare han dog ville tie stille! Den blev sendt mod hans ansigt, og de spidse ører og kortklippede, sorte hår blev synlige. Nu kunne det også være lige meget. Det de havde snakket om var blevet afsløret for halvdelen af de tilstedeværende. Inkluderet at hun var efterlyst.
De våben havde hun tænkt sig at bruge i sin egen kamp. Det havde aldrig slået hende at finde allierede. Og folk der kom løbende for enten at stikke hende ned i bogstaveligste forstand, eller stikke hendes hemmeligheder ud af hende… Hun blev lidt bleg ved tanken. Det sidste Daelis ønskede sig var på sit dødsleje at blive ramt af sine egne uhyrligheder. Tyvstjålet og tilgængelig, fordi de var blevet masseproduceret og sendt ud over hele landet.
Hendes hoved snurrede stadig rundt. Dødsengle? Der var da slet ikke så mange af dem. Og hvorfor skulle de destruere noget som helst? Der var noget gået under hendes næse, men hvad vidste hun ikke helt, skønt alt den snak om magt lød meget godt… Og at hun ingen ville have mulighed for at gemme sig bag kødskjolde, som i gamle dage. Selv om… Hun nu godt kunne klare det selv. –selvfølgelig. Hun var blot kommet lidt ud af form.
”Hvilken by?”

[Deleted]

Åh! Nu blev han vidst glemsom...Han havde fuldstændig glemt hvor de var og at der endnu var folk i rummet. Ikke så mange, men stadig nogen og de ville helt sikker sladre senere. Han krympede sig, lidt som havde hun slået ham i maven, ved denne konstatering og hans blik gled over de få folk der var der. Et par var venlige nok til at se ignorant ind i en væg eller på hinanden, som havde de intet hørt. Resten, dog, havde deres opmærksomhed mod disse to personer, som Zean og ham-hende her udgjorde. Som om de havde glemt at de netop lige havde dræbt nogen. Åh, den eneste måde han var genial, var ved hans gode ideer. Men det havde et dumt træk, ikke mindre. Spørgsmålet var hvordan han ville klare problemet. En paryk ramte ham og faldt til gulvet, da han ikke greb den. Hans blik gled over på denne...elver...og han var lige ved at grine. Selvfølgelig var hun elver! Og nu en sur en. Ups!
Ej, men det var måske ikke så alvorligt igen. Hun var selv kommet med løsningen: Han var gal. Og det sagde ikke så lidt. Han vendte sig om mod de resterne personer. Han legede faktisk lidt med tanken om at dræbe dem...Men så ville det hele blive kendt som en mindre massakre og folk ville også begynde at jagte ham og vise versa. Det måtte ikke ske. I stedet kunne han måske få folk til at opgive dette.
”Jeg mener selvfølgelig rent teoretisk. Selve tanken er grotesk...” hvad skulle man sige for at få folk til at glemme lidt? Kun døden var i sandheden fuld af glemsel.
Han så lidt på folkene, som var de rotter der helst skulle dræbes, inden de spredte en klam sygdom. Og sukkede så dramatisk. Hvorfor forsøgte han? Det lå jo ikke til ham. I stedet rystede han på hovedet og gik over til baren. På ingen tid var han hoppet hen over den og stod nu bag baren.
”Barmanden er taget hjem. Kom og få en drink! Virkelig...Jeg er ganske ufarlig. Beklager forskrækkelsen!” han sendte dem et opmuntrende smil, da han begyndte at lave forskellige ting bag baren. Drinks, krus med øl og des lignende. Det eneste var bare...At nogle urter blev blandet i dem alle. Hvis han blot fik dem til at drikke ville alle deres problemer være væk i løbet af ingen tid! Åh ja, han var fuld af gode ideer.
”Kom nu! Det er gratis, jeg giver!”

Hun havde ikke svaret på om hun ville arbejde for ham, men med denne forskrækkelse, kunne det være hun var blevet for skræmt til at tænke over det. Måske skulle han give hende lidt tid eller vente til at de ikke længere fik hele opmærksomheden. Hans blik skinnede stadig, men denne gang var der noget sært seriøst over det, som slet ikke havde været der ellers.
Hans drag om munden havde også ændret sig lidt. Et par af folkene var blevet tiltrukket af udsigten til drikkevarer, men resten så ikke ud til at ville komme. Han så ingen anden løsning end at tvinge dette i dem. Det ville ikke dræbe dem, blot få dem til at glemme et døgn eller to, alt efter hvor modtagelige de var for urterne.
Han så på hende et øjeblik. By? Huh? Hvilken by? Godt spørgsmål. Han forstod slet ikke hvad hun snakkede om. Åh, nu forstod han det! Han måtte være lidt fuld. Var det derfor han opførte sig så dumt og uforståeligt? Ikke at det forklarede det med byen, dog...
Han tog sig selv en drink, uden urter, for at opildne folkene i baren til at drikke. For at vise der intet farligt var over dem og han også selv ville drikke af det. Og så forbi han var lidt tørstig, trods alt.
”Kan jeg byde på noget?” tilbød han hende. Han var ikke bartender og hans evner var primitive, men han fik alligevel blandet nogle ting sammen der da ikke smagte helt forfærdeligt.
”By?” han lukkede endelig op for den forvirring hun gav ham.
”Nejnejnej...” han tjekkede der ikke var nogen i nærheden og sænkede stemmen, omend han ikke kunne holde et svagt smil tilbage.
”...Jeg skal ikke ødelægge flere byer lige med det samme. Men dine evner, dine våben. De kan bruges til at ødelægge byer! Og det er netop pointen, syntes du ikke?”