Konflikter alle vegne! Og hvad vil du?

[Deleted]

”Tror du selv det der virker?” snerrede Daelis sammenbidt. Det blev mest bare til en mumlen. Han forsøg på at redde den var tabt. Gik han i gang med at betjene dem, der havde været vidne til at de snakkede om? Det måtte være en spøg. Nej, det kunne han ikke mene.
Hun skubbede sig langsomt op af stå og børstede sine klæder af. Det blod der havde sat sig på hendes hænder malede nu hendes jakke med fine røde strøg. Når blodet begyndte at størkne kunne man ud over den metalliske aroma også lugte hvilken tilstand folk havde været i. Om de var syge. Hvad de havde spist. Hun vidste ikke hvad, men lugten af blodet fra denne mand fik hende til at rynke stærkt på næsen. Med hurtige, lange skridt trådte hun op til ham og lænede sig forover, over bardisken.
”HVAD… er det du tror du laver?” Blikket hun sendte de forskellige bægere var yderst kritisk, og hun holdt sin arm hen foran sig, som hvis han var ved at række noget usmageligt ækelt op imod hende.
"Hold det der stads for dig selv"
Hun rømmede sig og sænkede sin stemme yderligere.
”Du, ødelægger af byer. Bare… Hvem er du? Hvad er din plan?”
Et øjeblik holdt Daelis sit blik fastlåst til hans, næsten benægtende. Der var ikke chok at finde i hende, men snarere forvirring og irritation. Hendes attitude og udstråling skiftede til aggression, og opmærksomheden blev vendt imod folkene der stadig kiggede på dem. De kunne fornemme hendes sindstilstand, og de fleste drejede nervøst siden til… Men det var for sent nu.
”De skulle have stukket halen mellem benene, som alle de andre. Nu skal jeg rydde op efter dig..”
Massakre eller ej. Daelis var nået et punkt i sit liv hvor hun havde givet op på sine omstændigheder og nu blot stod med armene over hovedet, klar til at tage hvad livet nu ville smide efter hende. Hun var allerede efterlyst. De kunne vidst ikke gøre andet, så hun spurgte sig selv hvad hun havde at miste.
I øjeblikkeeeet – ingenting.
”Døde sladrer ikke.” De hvide tænder knasede imod hinanden, og en langskaftet kniv blev trukket frem fra jakken. ”Her er ingen steder at løbe hen”…
En ny glaskugle blev trukket. Den indeholdt noget der lignede pulver. Idet den ramte vægen i modsatte ende af lokalet, begyndte en tyk støvsky at rejse sig hurtigt.

[Deleted]

Oh! selvfølgelig! Nu var han da virkelig tykhovedet. Måske burde han gå hjem i seng? Det ville uden tvivl være bedst for dem alle. Ja, han kunne i hvert fald ikke tænke klart! Han gjorde hvad der faldt ham ind, i stedet for at finde på en eller anden snedig plan, uden huller. Han sukkede svagt og lænede sig op af baren, begge albuer på bordet og hovedet i hænderne, mens han med dovne øjne begyndte at følge hende.
"Selvfølgelig!" udbrød han.
"God ide! Jeg er slet ikke van til samarbejde. Jeg tænkte jeg ikke selv havde råd til en massakre så tæt på slottet, men for dig ændre det jo ikke noget!" han smilte let til hende og var blot spændt på at modtage folks smerter og se dette pragtfulde...hvad?...Denne pragtfulde...massakre? Kunstværk? Whatever. Noget interessant. Døde sladrede ikke. Det var præcis hans tanke!

Hvem han var og hvad han planlagde? Det var alt for store spørgsmål og han ville vente med at besvare dem, til folk var døde. Til han havde hendes opmærksomhed og hun bedre kunne fokuserer på ham og ikke alle andre. Ellers gik hun jo glip af de vigtigste detaljer! Nånå...Men godt hun gjorde dette nu, uanset. Han fandt det ikke særlig generende, at hun mente hun ryddede op efter ham. Det var han jo van til! Var det måske ikke andre folk der tog sig af ligene fra hans ofre og alt det der?
I stedet fandt han noget vand...Og drak det, efter at have sikret sig han ikke havde forgiftet det med et eller andet. Vandet var godt, mærkede han, men smagte en del tynd og kedeligt i forhold til de andre væsker baren havde at tilbyde. Men uden tvivl noget der var godt for ham. Måske burde han endda gå udenfor og få lidt frisk luft?
Han rystede sig svagt, før han svang sig over baren igen. Hans ryg smertede ved bevægelsen og han sukkede svagt for sig selv. Hvem havde lagt en dæmper på det hele? Kun en. Ham selv.
Han satte sig på en stol og lignede en der havde sidder der hele tiden.
Til sidst kunne han dog ikke tie stille længere.
"Mit navn er Zean Forsyth. Uanset min fremstilling her til aften, er jeg mere magtfuld end man skulle tro. Jeg er dødsenglenes nyeste leder, faktisk ikke mere end...et par dage på tronen, intet mindre!" han grinte let, som var dette noget morsomt.
"Min plan lige nu er at prøve at overbevise dig om vi bør arbejde sammen, for jeg kunne bruge dine våben. Du vil få midler til at lave dem, teste dem og udvikle nye og jeg vil kunne, til en hvis grad, holde dig sikker. Jeg løg ikke, da jeg sagde at jeg kunne få folk til at flyve rundt og samle ting ind. Endnu er racen ikke samlet og derfor endnu lidt sårbar. Mange kan prøve at undgå vi samles og gøre front mod os...Og mange kan senere komme imod os, af hver deres grunde. Til begge dele kunne jeg bruge et godt arsenal af våben, specielt nogen andre ikke har set endnu og specielt nogen der giver så god smerte, som kan styrke mit folk i deres kampe" han holdt inde lidt for at se på hende og hvad hun end lavede i dette øjeblik.
"Af andre planer har jeg mange, men ingen jeg vil indvie dig i, som tingene ligger lige nu. Blot for at være lidt mystisk" han trak let på den ene skulder. Han var træt...så træt. Det var som om nogen havde lukket luft ud af ballonen. Og har var han begyndt at føle sig hel igen! Åh, det var dumt. Men alligevel rakte han ikke ud efter en ny flaske. I stedet blev han bare pænt siddende.

[Deleted]

Som røgen begyndte at brede sig, trådte Daelis et par skridt tilbage imod baren. Næsten som af refleks rullede hun med øjnene. Og hans tone var ligefrem overordentligt glad, at det ikke ændrede noget for hende. Røgen kom langsomt tættere på dem. Krybende. Som en slange. De folk der allerede var i tågen begyndte at hoste og gispe efter vejret, som om pulveret selv blokerede deres iltoptag og irriterede deres lunger. Hun sparkede hårdt til nogen der forsøgte at kravle væk, så de trillede tilbage i den grå tåge.
Daelis trak kanten af sin top op over næse op mund. Hendes blik låste sig til hans igen, og hun bukkede kort med hovedet.
”Endnu en, endnu en leder. Oi´, Zean Forsyth.”
En stakkels, gispende sjæl fik hendes støvle og vægt sat på på hovedet, så ansigtet blev tværet ned i gulvet. ”Mine våben er ej endnu uden mangler. Jeg har endnu ikke fundet opskriften på at bøje magi til min vilje. Jeg har ikke den medfødte evne som warlocks og magikere har, skønt jeg arbejder med artefakter og ting jeg skaffer. For at kunne blive så brugbare, som du ønsker, vil jeg skulle besidde denne evne. Enten skal vi bruge en warlock, eller yderst dygtig alkymist. Begge ville være optimalt, eller også vil det tage meget lang tid at gøre våbnene sikre.”
Hun trak vejret dybt igennem stoffet et par gange, og begyndte at gå mod udgangen, men hun skævede til Zean over skulderen.
”Jeg er bange for at jeg må takke nej til dit tilbyd, dødsengel. Jeg har nogen, som jeg skal styrte først. Et lille opgør, så at sige. Din ide’ om at bruge mig til masseproduktion passer ikke ind i planen… Tag hvad du skal bruge. Du vil ikke komme i nærheden af røgen. Det giver stenlunger. Jeg har blot øget intensiteten. Vi bliver nød til at forsegle udgangene. Jeg kender kun til hovedindgangen. Ellers kan de reddes.”

[Deleted]

Det passede ham ikke. Dette nej...Det rungede i hans ører og truede med at skære sig ind i hans hjerne og spolerer mange nye ideer, mange nye planer, triumfkortet! Nej. Dette var ikke noget han kunne accepterer. På ingen måde. Men først...Alt til sin tid! Hvad hun måske ikke vidste, var hun selv var kommet med svaret på dette enkle problem! Eller...At blive enige var måske enkle. At gøre tingene ville blive lidt svære, taget i betragtning hans race endnu ikke var samlet og organiseret...Men igen, alt til sin tid!
Endnu en leder? Sandt. Det vrimlede med ledere. Selv havde han ikke brug særlig langt tid på at lære de fleste kongelige at kende...Og alle, med undtagelse af Dvasias', kunne lide ham eller bruge ham til noget. Det var i sig selv ikke noget fantastisk. Altså måske med undtagelse for ham selv, der fandt det ovenud fantastisk!
Han viftede let med hånden.
"Vise versa! ikke færdig, masseproduktion, blablabla!" tilkendegav han, da han hoppede ned af stolen igen. Han havde hurtigt indset at det var bedst at blive væk fra denne røg-tåge af dårligdom og at folk, der var i tågen, begyndte at hoste, hive efter vejret, hvortil folk snart besvimede af iltmangel. Og sikkert, kort efter, døde af det selv samme. Og...Ved at lukke dem inde...Så hvad? Ville de også selv dø? Genialt! Han lavede en svag grimasse og sukkede svagt. De kunne vel bare lade dem ligge der og dø, kunne de ikke? De havde jo snart ikke energi til at kravle nogen steder...
Hans fod fandt endnu en person der prøvede at kravle væk og skubbede denne ind i bunken af folk og røg. Deres død var ikke...det bedste han havde oplevet. Men deres panik, når de rev sig på halsen efter luft og deres død var om ikke andet fine nok. Men langt fra fantastisk. Omend, endnu en visning af hendes våben, som folk ikke ville kende meget til og kunne bruges i baghånden i en kamp...
Tænk engang, Kimeya ville få det nemt med at invaderer Imandra, hvis han også havde disse våben, og dermed Zean, ved sig!
Så mange gode ting ved det...At de få ting der kunne betegnes som negative, næsten ikke nåede hans tankestrøm. Han havde altid været hurtig til at gribe muligheder og lægge planer.
"Oh, Sylaar!" kaldte han for at påkalde sig hendes opmærksomhed, inden hun helt forsvandt fra hans hørevidde. Sikke travlt hun havde!
"Jeg tror ikke dette vil blive et problem alligevel" bekendtgjorde han og smilte en smule bedrevidende, en smule...Lumsk.
Warlocks. Han kunne snakke med Kimeya om dette og så fat i en. Han havde selvfølgelig tænkt over Rei...Men hvis hun søgte en warlock til at forsøge sig med, skulle det ikke være denne mand. Desuden var manden alt for betænkelig til at gå med til sådan noget her. Nej, han ville tale med Kimeya om at få en warlock. En dygtig alkymist...Han havde hørt om en. I Manjarno. Men han vidste ikke hvor manden var, og han havde heller ikke mødt manden. Dette ville være et problem. En warlock var nemmest at finde og få fingrene i. Kimeya måtte vel have nogen han ikke kunne bruge alligevel.
"Du har stor viden og våben og sådanne ting. Men jeg er åbenbart den eneste der ser en oplagt mulighed. Hvis du fortæller mig om dit lille oprør, hvem der skal styrtes, kan jeg jo vælge at hjælpe dig...Mod at du også hjælper mig?" foreslog han ganske uskyldigt.

Åh der var selvfølgelig en bagdør. Han lod Sylaar tænke over dette forslag og forsvandt igen. Han gik om ved siden af baren og forsvandt umiddelbart ud af syne...Og hvad så man! En person der var stukket af og næsten var henne ved døren. Dette gik da ikke!
Dolken var trukket...Og kastet på ingen tid. Den ramte manden, for manden faldt forover med et svagt støn af smerte, omend han ikke havde ramt manden helt som han ville. Men nu var han vel også stadig lidt småfuld eller noget i den stil. Han gik over til døren, ved at træde fordi den stønnende og grædende mand, og låste bagdøren. Job done!
Bagefter trak han dolken til sig og satte den på plads. Han greb manden i det ene ben og begyndte at trække ham over til den giftige røg. Manden prøvede forgæves at gribe fat i stole- og bordben, men Zean rev ham fri og hev ham med over til røgen. Manden blev kastet ind i røget, mens han holdte fast i en stol, som han dog slap, da han endte i røgen. Han klappede i hænderne som var han godt tilfreds med sit arbejde. Hvad han på sin vis også var. Sikke interessant denne aften var blevet!

[Deleted]

Som navnet på hendes lånte identitet blev kaldt, stoppede Daelis op. Hun svarede ikke på hans tilbud, men kom med nogle små smask, som om hun skulle vende og dreje det hele i munden. Hun vendte sig helt imod Zean og stillede sig med armene over kors.
”Hvor længe har du tænkt dig at vandre rundt der inde? Der er ikke en kendt kur for stenlunger. Det ses tit hos folk der arbejder i miner, for at finde mineraler. Det gør vævet hårdt… Nogle gange er det bare bedst at gøre rent bord. Du synes måske ikke at her er blod nok i forvejen?”
Illustrativt åbnede hun døren og tittede ud. Der så ikke ud til at være nogen… Men hvis de blev der for længe kunne vagterne komme. Eller flere unødige tilskuere, som også skulle have taget deres liv. Men man kunne også blot fratage dem deres tunge, eller øjne. Så ville det ikke blive så let for dem at videregive informationen.
”Kudos… Er du færdig med at lege nu?” Hun trådte udenfor. Lygter glimtede og lyste gaden svagt op. Straks kunne hun mærke hvordan kulden bed i huden. Stjernerne skinnede specielt kraftigt i det vejr. De så ud til at være så langt væk, og så uvisse. Ligesom hendes fremtid. Turde hun tage risikoen? Der kunne følge så meget godt med, hvis hun sagde ja, men der kunne også gå så meget galt. Hun mindede sig om at hun havde overlevet så meget indtil nu. Hun var stærk. Ikke fysisk, men rent mentalt. Hun havde en stædighed, større end en flok æsler… og alligevel var hun skrøbelig indeni. De ting der havde sket med hende havde sat sig dybt. Hun ville aldrig glemme den dag hvor hun stak af.
”Jeg gjorde noget dumt. Noget som de andre i byen ikke forstod. For de lever efter gamle love, og de tør ikke se ud over dem… Og for det… tog de en meget særlig person, vis lige verden aldrig vil se igen – tog ham fra denne verden.”
Daelis inhalerede nattens luft dybt og lukkede øjnene. Et sted havde hun lyst til at græde, men hun var sikker på at hun havde grædt tårer for et helt liv over ham. Hun kunne ikke mere. Det ville ikke hjælpe på noget alligevel. Hun måtte være stærk og holde hans minde i live.
”Jeg vil vælte kahlien, jeg vil pille hende i stykker langsomt… Og alle de der vover ikke at se som jeg, de skal brænde med hende, eller møde fremtiden.” Bitterheden var tydelig i hendes stemme, som solen.
”Her er to store vintønder. Vi kan lave en barrikade af hoveddøren udefra. Så kan de ikke slippe ud.”

[Deleted]

Han tog det ikke så tungt. Han havde hele tiden holdt sig lidt på afstand og blot skubbet folk ind. Han var jo slet ikke van til denne slags våben, at skulle flytte sig for ikke at blive slået af en usynlig...Eller, næsten usynlig...fjende, var ham ikke vant. Om ikke andet kastede han et sidst blik på tingene, før han skyndte sig ud af døren, efter Daelis. Han ville endnu ikke miste hende af syne. Udenfor trak han vejret dybt og mærkede straks den opkvikkende effekt af frisk, kølig luft. Han fik et kuldegys, som fik hele hans krop til at ryste, før han vendte sig om mod hende og døren. Sikke sentimental hun pludselig blev. Men det var bedst at kende historien, hvis han skulle hjælpe hende. Ellers ville han jo slet ikke vide hvem der skulle væltes!
Mørkelverne...Tja, han havde levet tæt på dem længe, men aldrig haft særlig meget med dem at gøre. Selvfølgelig lidt, men de havde aldrig brudt sig om hinanden. Alt i alt, var hans relation til elverne lige nu neutral og han kunne jo vælge den side han havde lyst til. Han vidste ikke hvad Sylaar havde af planer eller muligheder, men uanset hvad kunne man vel altid bruge en styrke, en hær, til at nå nogen som helst steder. Han kunne sende sine tropper til hendes disposition, når Imandra var indtaget? Hvis dette var måden det skulle ske på, selvfølgelig.
Han nikkede svagt og hjalp hende med at rulle tønderne ind foran døren, mens han tænkte over dette.
"Min relation til mørkelverne er neutral. Jeg har ingen forbindelser med dem, ingen venner, ingen fjender og kan vælge at støtte den jeg nu vil. I dette tilfælde, hvis du takker ja, ser jeg store muligheder for os begge. Jeg vil få et bedre arsenal af våben, fysiske som biologiske, og du vil få en større styrke bag dig, du kan slå til med. Jeg ved ikke om du allerede har allierede, men en ekstra kan i hvert fald ikke skade. Uanset hvad kan et oprør, som det du taler om, ende med krig. Eller også skal du have nogle spioner og begynde at udøve dine ting i skyggerne og spille dem op mod hinanden...Men uanset hvad er en hær og ressourcer et godt kort at have på hånden,hmmm?" svarede han endelig. Det var klart han ønskede dette...Fordi han selv fik noget ud af det. Og det var faktisk det eneste. Måske ville, hvis Daelis nåede det hun ville, han endda få nogle allierede hos mørkelverne bagefter og det var jo ikke helt surt. De boede et godt sted, skjult i skoven og tæt på bjergene...Det kunne være et godt sted for dødsenglene at skjule sig.
Han rettede sig op og så på hende, for at tolke hendes reaktion.

[Deleted]

Hårdt skubbede Daelis sin ryg imod tønderne og begyndte at bakke dem hen foran døren med sin vægt imod dem. De var tunge, så hun lod Zean tage det meste af slæbet og lod som om hun lagde alle kræfter i.
”Jeg er ligeglad. Jeg er fuldstændig ligeglad om de ser det.” fremhvæste hun anstrengt.
”Om det så end bliver ved højlyst dag! Om det ender i krig… Det gør det sikkert. Men der er alligevel krig alle steder. Du og jeg – Mest mig! Har lige slagtet civile på et værtshus. Ingenting giver mening længere, så jeg vil bare have det overstået. En gang for alle. Jeg har ventet længe. Og se nu! Nu kan jeg ikke engang vise mit fjæs offentligt. I starten skulle jeg bare holde mig fra de mest befærdede områder og…”
Holde lav profil… For måske aldrig igen at smide sin forklædning. Daelis bed sig i læben ved tanken. Hun følte sig som en skygge af den kvinde hun var og gerne ville være. Det gjorde ondt.
Da tønderne var trykket op mod døren børstede hun sit tøj.
”Inden jeg siger ja til noget som helst, agter jeg at få helt og holdent at vide hvad du er ude på.. Godt så. Du kan fortælle det på vejen. Jeg skal hjem til de små. De savner mig”
Der blev skævet til ham.
”Desuden mangler jeg et nyt tilholdssted. Det er kun spørgsmål om tid før nogen får mistanke om hvor jeg er.”
Daelis begyndte at traske fra Zean, længere ind i mørket og gadelygternes skær. Hun regnede med at han fulgte med.

[Deleted]

Han fulgte efter hende. Tønderne havde været lidt tunge, men han syntes faktisk ikke det havde så slemt igen. Han havde tippet dem og ladet dem rulle på kanten det meste af tiden, det værste var når de skulle skubbes helt op til døren. Det havde hevet og trukket i hans sår på arme og ben, ryggen, men intet alvorligt, mente han. Ellers fik han bare Macaria til at se på dem igen.
Så hun var ikke en person der opererede i skyggerne, men mere en der gerne ville vise hun stod bag det. I hvert fald angående dette. Det var også fint nok.
Hvorvidt tingene gav mening, svarede han ikke, for han var ikke sikker på han forstod hvilke ting hun snakkede om. Alle ting? ingenting? Mord og drab, eftersøgning og planer? Det måtte være som det var.
De små? Var hun mor eller havde hun dyr?
"Jeg er ude på at få mere magt og flere ressourcer" svarede han ærligt. I et øjeblik var han stille, mens hans blik gled ned over jorden foran dem. Han tænkte. Men hvis de skulle udnytte hinanden, hvis hun skulle producerer våben til ham, måtte hun vel også vide til hvad. Der var ingen grund til at hun ville smutte til Imandra og ødelægge det hele, var der?
"Jeg har planer med en anden magtfuld mand om at vælte Imandra" svarede han så. Umiddelbart lød det som en stor og måske ligefrem latterlig ide.
"De har ingen fast leder og den kvinde, der står til at blive valgt som dronning, er svag. At skubbe hærene ind i landet nu er oplagt. Men der vil jo altid være modstand, uanset hvor svag den er. At bruge et par nye våben kan være et plus. De vil måske endda miste den smule kampgejst de har, sige vi er hekse der kan unaturlig magi og stikke af, når de bruger disse våben. Det er ikke sikkert...Men ellers vil de dø på forskellige måder. Uanset hvad, ville de forhøje vores chancer for succes. Der ud over vil du også få ressourcer til at lave våben, der kan gøre det nemmere at vælte mørkelverne" fortalte han. Han så frem for sig et øjeblik, mens han tyggede på noget. Sin tunge. Så trak han let på den ene skulder.
"Det er mine planer i øjeblikket" sagde han og smilte svagt til hende.

[Deleted]

Daelis traskede med en nonchalant mine fremad. Hun havde hænderne i lommerne og den typiske lettere hængende holdning, med hovedet bøjet en anelse nedad. Det kunne ligne at nogen havde pryglet hende. Det var dog ikke tilfældet. Hun var blot doven og lettere mut anlagt. De sten der vovede at stille sig foran hendes vej fik et spark, eller et tramp, og sådan gik hun og studerede grunden på sin vej. Af og til skævede hun til Zean under hans forklaring. Nogle gange nikkede hun, andre gange spærrede hun øjnene lidt op i vantro. Til sidst slog hun en latter op og et lille smil.
”Vanvid! Det er vanvittigt… måske endda nok til at lykkes. Men du siger noget, og det ligger heller ikke så langt væk fra mine egne ideer. Man kan altid bruge magt, kan man ikke? Og jeg kunne godt bruge nogle testsubjekter.”
Pludseligt sprang Daelis ind foran Zean med hævet stemme og prikkede ham truende i brystkassen op til flere gange, i takt med de ord der kom ud af hendes mund.
”Fint. Mig kan du regne med. Men HVIS du laver numre og vender mig ryggen, så vil. Jeg. IKKE. Acceptere! Det fra din side, og jeg vil bruge dem på dig i stedet… Deal? Hmm... SNUSKE!?”
Fra hans bryst langede hun sin hånd op og holdt fast i hans kæbe. Der var et på en gang udfordrende og lettere truende glimt i de brune dådyrøjne.

[Deleted]

Hun var den anden kvinde der, ingen for kort tid, havde fundet hans købe uimodståelig og bare måtte tage fat i den. Tiltrak den opmærksomhed eller prøvede de at sikre, at de faktisk havde Zeans opmærksomhed? Måske understregede de noget. Men der var dog forskel...Macarias hånd havde været blid og drillende, hvor denne var hård og beslutsom. Måske med et twist af trussel?
Og dog...Trods han endnu kunne mærke ubehaget fra hendes prikkende, borende finger, vred han alligevel sin kæbe fri og grinte! Grinte, hvad ellers?! Jamen alle truede ham og han fandt det ikke særlig forstyrrende. I stedet morede det ham. Det måtte man accepterer, hvis man arbejde med Zean...Intet var sikkert. Og han ikke tog tingene helt så alvorligt, omend han inderst inde alligevel tog det alvorligt. Men var han virkelig en snuske? Hvad var en snuske egentlig?
Han så på hende med skinnende øjne.
”Lad mig være ærlig. Alle truer mig og siger jeg skal makke ret og aldrig gør jeg det. Jeg gør det jeg har lyst til og ikke 100 trusler kan få mig til at ændre det” han så lidt på hende.
”Der er ingen garantier, sådan arbejder jeg bedst, med en hvis potion frihed. Men du kan stole på at så længe tingene er, som de er nu, kan du regne med mig” han nikkede svagt for sig selv, før han blot grinte svagt igen.
”Jeg ændre sjældent planer, medmindre de store brikker ændre sig” tilføjede han, for at understrege at hun godt kunne stole på denne aftale, trods han ikke tog trusler særlig seriøse. Pludselig så han på hende og hans øjne var en smule mere stikkende.
”Selvfølgelig...” hans hånd gled op og greb hendes hage og ruskede den i en eller blid bevægelse. Han ville faktisk intet andet med denne bevægelse, end give gengæld.
”...Forventer jeg det også af dig. Intet med at gå ud over aftale eller ødelægge tingene for mig” han slap hende. På det punkt var de vel enige.
”Så hvor begynder vi? Vi må have et fællessted at være. Et sted at mødes, et sted du kan arbejde i fred og hvor mine undersåtter kan bringe dig de ønskede materialer. Jeg ved allerede hvor jeg kan høste en warlock. Har du nogle ideer til disse ting eller skal jeg finde på noget brugbart?”

[Deleted]

Manglen på seriøsitet omkring sine trusler fik Daelis til at danne en række rynker på næsen og knibe øjnene betragteligt sammen. Den slags opførsel ville hun ikke acceptere. Det havde hun aldrig, og det ville hun heller ikke. Hendes slaver havde altid fået en pæn behandling, specielt dem hun tog til elskere, og hun havde aldrig været en streng herskerinde i forhold til så mange andre af mørkelvernes kvinder. Hun forkælede dem, men hun regnede bestemt også med at de respekterede hende. Belønning gik hun mere ind for end straf… Men Zean var ikke mørkelver. Han havde aldrig lært hvordan man opførte sig iblandt en af deres kvinder, så hun havde vel intet andet valg end at lære ham det, eller synke dybt.
”Måske gør du hvad der passer dig, Zean, men det gør jeg måske også. Det vil du lære. Hold dig til mig og jeg vil ikke give dig dårligdom.”
Hendes blik fulgte hans hånd. Han nåede kun at gribe fat i hendes kæbe i ganske kort tid, så smilte hun sukkersødt til ham. Blødt strøg hun blommerne af sine fingre langs hans hals, læber og kind. Hendes fyldige læber nærmede sig hans, som hvis hun skulle til at kysse ham. Hun lukkede sine øjne.
Og understregede sine ord ved at give ham en lussing og trække sig et par skridt fra ham.
”Kommer du, hvalp? Det er dig der vil have mine våben, det er dig der må hoste op.”

Foran dem var der en lille bygning, der var lettere faldefærdig. Hun ledte Zean om i gården. Vinduerne var blevet smadret for neden.
”De små ser ud til at have savnet mig”
Hun nåede kun at åbne døren, så sprang tre store skygger frem. Det var hunde, men de så ikke normale ud. De havde børster på ryggen, spidse ører, hjørnetænder så store at de stak ud af deres mund, og de savlede derfor. Deres pupiller var hvide, næsten som mennesker med grå stær. Havde man ikke vidst bedre, ville man tro at de engang havde været døde… Og det havde de sikkert også. De var specielle. Hun havde fået dem på det magiske marked. De stod i bure med tremmer tykkere, end hvis man skulle tilbageholde fængselsfanger.
Deres gøen lød som brøl, og de løb i kor imod Zean.
”DÆK!” snerrede Daelis. Med et blev de stille. I stedet for at se ud som om de skulle til at dræbe dødsenglen traskede de rundt om ham i cirkler og forsøgte at opfange hans duft fra afstand. En af dem begyndte at jagte en skade, som hoppede rundt i nogle rosenhække.
”Det her er mine børn. Søde, ey?” grinte Daelis, da den kom tilbage. Den gnaskede på skaden, så den lyserøde hjernemasse løb ud af munden på den. Daelis klappede den på hovedet og kiggede på Zean med et sådan forventningens blik at man skulle tro det var normalt.

[Deleted]

...Holde sig til hende? Pludselig var der en klokke der ringede. Og han var ligeved at bryde sammen af nye latterkramper, omend han pænt blev stående hvor han var, med intet andet end et stort smil. Det var sådan det hang sammen! Hvor latterligt. Hun havde tydeligvis ingen fornemmelse for hvordan verdenen var, uden for hendes mørkelver-by, at mænd var lige så lige som kvinder. Han tænkte på hvordan hun måtte have det i Procias, hvor kvinder faktisk lå lavere end mænd. Han lod sin hånd falde ned langt siden og lod hende røre ham...
Slaget kom ud af det blå. Og det fik ham til at overveje hvor langt han ville gå, hvor langt han ville synke, for at få den styrke han ønskede.
"Du misforstår noget, mørkelver...” svarede han. Hvor han før havde været ved at grine, var han nu så kold og udtryksløs som kun en statue kunne være det.
”...Du er ikke længere i din sølle, lille landsby og mænd er ikke længere dine slaver. At behandle mig sådan er en meget dum ide”
Han ville faktisk ikke følge hende længere. Mere havde han med et mistet al interesse for hende. Hun var som en dukke, der havde været sjov at lege med i starten, men havde vist sig at være kedelig i længden. Hun var ikke den eneste opfinder i verdenen og han havde allerede set visse af hendes ideer. Der ville være mulighed for ham at udvikle andre våben selv, fandt han de rigtige personer.

Han fulgte med. Mest fordi han var nysgerrig. Endelig var de der og han lod blikket glide over disse hunde...Hundene var i sandheden groteske og næppe født sådan. Mon hun også havde ændret på dem? Det ville ikke undre ham. Hun ændrede og smed om sig med ting og sager. Uanset hvor spændt hun måske var på at vise ham sit lille menageri, gav han ikke efter for nogen form for tilkendegivelse af hans indre tanker og følelser. Han var født mester i ikke at have følelser og i at være kold, det lå til hans race, og blot at tage 'ansigtet' på var han en leg.
”Nå. Pæne hunde. Men jeg tror ikke vi kan arbejde sammen alligevel. Farvel!” han vinkede let, før han vendte om...Og gik. Og han ville vitterlig gå, medmindre hun stoppede ham. Han havde ingen planer om at forklare sig. Hvorfor skulle han spilde tid på det?

[Deleted]

”Ja er det ikke? Han sagde at de var…”
Daelis fortsatte med at snakke, næsten som om hun havde overhørt Zeans ord. Hun nåede at træde ind med et skridt indtil hun fornemmede at der var for stille og så sig over skulderen. Det var lidt som om hans ord fra tidligere gav genlyd, og det betød 1 at han havde udregnet hendes køn, da han gik ud fra at hun havde haft en slaveflok tidligere. 2… Han var ikke i et alt for godt humør.
”Oi! Ey, Zean! Hvor skal du hen? Zean!”
Hendes ansigt var før udtrykte en vis form for selvtilfredshed blev hurtigt udtryksløst, og hun spærrede sine øjne op. Hun tabte næsten hagen. Hvad skete? Han forlod hende. Den måde at afvise hendes stolthed på brændte hende dybt. Skønt hun udtrykte at han var den eneste med interesse i dette felt, var det ikke sandt. Daelis kunne sagtens se hvilke positive ting det kunne føre med sig at have ham som allieret.
For et par minutter stod hun og overvejede om det var værd at følge efter ham. Hendes tænder blev kværnet imod hinanden, og hun rev sig i håret.
Forbandet!
”STOP!”
En dirigering med hånden og hundene løb ind foran Zean og spærrede hans vej. Igen var de klar til at bide til, hvis deres herskerinde bad om det. Daelis kom løbende kort efter og greb fat i ryggen på hans tøj, med den anden svøbende rundt om hans liv.
”Hvad går der af dig?” Hendes stemme var halvt knækkende, halvt snerrende. Situationen påvirkede hende og hun blev vred. Mest af alt på sig selv og at hun nu blev nød til at nedværdige sin person ved at tigge om bede på den måde.
”Zeaaaaan..” Grebet blev mere til en omfavnelse, og hun nussede ham blidt på armen, som for at få ham til at køle ned. Så hurtigt hans humør kunne skifte! Sjældent havde hun set dets lige hos andet end kvinder.
"Hvad er det du tror du laver?"

[Deleted]

Han var i dårligt humør. Han ville ikke finde sig i at blive behandlet som en gemen slave! Og aldrig ville han arbejde sammen med en person, der ikke respekterede ham. Han var ikke blevet leder, for at lade sig få en lussing fra en flabet kvinde. Hans hænder knyttede hinanden, da han snorede rundt på hælen og satte sig i bevægelse. Han blev sjældent vred...Men lige nu følte han sig vred. Og han var på ingen måde i humør til at give efter for hendes sødladenhed, som kun kvinder kunne komme med. Det var latterligt. Ja, selv han havde grænser, trods man til tider kunne blive i tvivl herom.
Og pludselig...Var der hunde! Og inden han kunne nå at ødelægge sit tøj og så sine vinger frem, pressede hun sig ind mod hans ryg, som om en omfavnelse ville gøre alt bedre. Om hun prøvede at forføre? I så fald var det et dårligt forsøg. Han var ikke engang tæt på at have lyst til hende.
Som han så det...Havde de ikke mere at tale om. Nogensinde. Så han hende igen, ville hun være ligegyldig, noget nær ikke-eksisterende. Ingen bestemte over ham på den måde. Som en hund.
Hans arme gled ud til siden, da hun maste sig ind mod hans smertende krop og fik ham blot til at miste endnu mere af den smule tålmodighed der var tilbage.
Uanset om der var hunde.
Hans hænder greb fat i hendes underarme med en knusende kraft. Han tvang hendes arme fra sin krop. Bagefter slap han den ene arm, omend han vedblev at holde fast i den ene, da han vendte sig om mod hende...
Og hans ledige hånd gled frem og fandt hendes hals, medmindre hun på nogen måde undveg. Fik den fat, ville den langsomt klemme til. Hans øjne ville skinne på en noget kold og sindssyg måde.
Og latteren var kold og en smule rå. Lyden var flænsende...Åh, han havde virkelig ingen selvkontrol. Ikke særlig meget, ikke lige nu. Dræbe, dræbe, dræbe!
Vingerne brød forbindinger – som han konstaterede borede sig ind i hans hud og sår, da vingerne pressede sig ud – og tøj, flænsede det op og brød frem. Som altid, når han mistede selvkontrollen, kunne han ikke holde dem inde, da det krævede en vis form for kontrol over sig selv. Vingerne var store, sorte og næsten slugte lyset omkring dem. Fjerne skinnede i det svage lys, flotte og velplejede. Og han slog sine vinger ud, blot for at virke større og mere intimiderende.
”Alle...Alle mangler respekt...” stemmen var lav, indædt.
”...Fornærmer mig, truer mig...Slår mig...” hvis han havde fat i hendes hals, ville han, ved det sidste ord, klemme endnu mere.
”Jeg er ikke blevet leder for en gemen mørkelver kan gå og slå på mig, forstår du det? Vi kunne udnytte hinanden og begge opnå mere magt, opnå flere mål. Men tydeligvis...” uanset om han kun havde fat i hendes arm eller også i halsen, slap han hende, ja, nærmest skubbede hende fra sig, som var hun noget ulækkert.
”...Er visse folk ikke lige så åbne for muligheder, som jeg er. Jeg ønsker ikke at arbejde sammen med en, der tror hun kan slå mig og sætte mig på plads, som en gemen slave, for sandelig er jeg mere end det” han så ned på hende. Hans ansigt fortrak i en noget nær vred grimasse. Så var det som om hele hans krop slappede af igen. Hans vinger trak sig sammen, hans ansigt blev mere udtryksløs.
”Hvorfor ødelægger du tingene for dig selv? Hvis du ønsker at gøre alle tingene selv, så sig det, men før mig ikke bag lyset og tvivl ikke på at jeg er en farlig mand at kende”

[Deleted]

Aldrig før havde Daelis prøvet at se en dødsengel folde sig ud. Hendes første reaktion, da hans vinger brød frem var at bakke. Gøre sig så lille som muligt og bakke virkelig meget, og virkelig hurtigt, men Zean greb fat i begge hendes arme. Hendes øjne kiggede ængsteligt op på ham.
”S-slip mig…” Hendes stemme var pludselig yderst lav.
Da Zean rakte ud efter hendes hals slog hun instinktivt knivkløerne imod hans håndled, for at undvige. De var så skarpe som barberblade, og i det øjeblik var hun ligeglad med om han kunne blive skadet fatalt. Hans vinger gjorde ham større, og intimideringen virkede. En teknik hun brugte selv, men nu kunne hun selv fornemme hvordan det føltes.
Grebet om hendes arm fik hende til at skrige. Det gjorde modbydeligt ondt. Daelis fysik var ikke beregnet til at holde til nærkamp. Hendes krop var atletisk af at løbe i skoven, men lettere spinkel. Hun havde ikke meget at stå imod med. Og nu følte hun sig fanget og mærkede hvordan sit hjerte galoperede af sted i sådan en fart at en dråbe blod begyndte at løbe fra hendes mund, som havde hun løbet virkelig hurtigt.
”DET GØR ONDT! Du skader mig, Zean!” Hun måtte skrige igen og rykkede sin krop bagud i et forsøg på at få ham til at slippe. Hendes teknik havde været at skjule sig og holde sig væk fra offentligheden øjne, derfor havde hun også undgået mange konflikter.
Da Zean slap hende trådte hun to meter tilbage og tog sig til armen. – Jo, hun kunne bevæge den, men der var kommet en dybrød blodforsamling efter hans hånd, der lagde vidne til hændelsen, som lige var sket.
Forpustet var hun og hæs af at skrige så højt. Hele byen kunne have hørt hende nu. Hendes stemme havde givet genklang i gaderne. Hun følte sig magtesløs og som om en klap var gået ned, som forhindrede hende i at tænke helt klart. Hele hendes krop rystede og var forpustet.
”Du forventer at jeg yder dig respekt, men jeg har set hvordan I behandler kvinder her. Som et pund kød, der blot kan skubbes rundt. Tror du at du kan lave sådan en frækhed over for mig uden at reagerer? Og tiltal aldrig mit folk sådan. Jeg forventer at du behandler mig vel i det her, hvis du vil have min assistance. Jeg er ikke en man bare skubber til... Så kan du se hvad dit væsen vil afspejle hos mig. Jeg respekterer dig, om du respekterer mig” fik hun fremhvæst hæst. Hendes hals gjorde ondt, blot af at have brugt sin stemme sådan. Hun turde ikke tænke på hvad der ville ske, hvis han fik fat i et af hendes mest vitale punkter.