Work And Pleasure

[Deleted]

Marcellus havde gjort klar til at mødes med Macaria igen. Deres sidste møde havde været, specielt for at sige det mildt. Han havde afsluttet handlen med hans tidligere klient, så dette var det perfekte tidspunkt for ham. Han var imellem jobs. Han havde set frem til at se Macaria igen. Der var noget over hende han ikke helt kunne ryste af sig. Hun var interessant. Marcallus var iført finere tøj end før. Han havde ikke længere sin læder rustning på, dog var han stadigvæk klædt i sort tøj. Han havde en finere og nyere sort kappe på som passede til tøjet. Hans sværd hang dog stadigvæk i dens skede i hans bælte. Han kiggede på det store slot. Dette var første gang siden han flygtede fra sin faders, at han havde været på et slot hvor han ikke skulle snige sig rundt i. Han var faktisk ventet her. Han gik langsomt op imod slottet. Han vidste at dette ville blive underholdende, dog vidste han ikke på hvilken måde. Han havde overholdt deres aftale og ikke afsløret Macarias planer. Han havde tænkt sig at holde sit ord. Han kiggede op på slottet en gang mere før han besluttede sig for at begive sig ned af denne vej. Der var ingen vej tilbage nu. Han var en del af en hær, en del af en krig. Denne gang havde han rodet sig ind i noget stort. Men belønningen var det værd. Normalt holdt han sig langt fra sådan noget her, men Macaria havde været en mester til at forhandle og det havde givet pote for hende. Da han nåede op til vagterne stoppede han og kiggede på dem med et smil og sagde med hans bløde, charmerende stemme '' Lady Macaria venter mig.. Bring hende ord at jeg er ankommet ''. Marcellus stillede sig klar. Nu var der kun en ting at gøre og det var at vente. Han vidste ikke hvad denne nat ville bringe, men han var klar på alt.

@eriz

[Deleted]

Macaria havde akkurat gjort arbejdet færdig i tronsalen. Den sidste nobel havde forladt salen, og hun kunne næsten lettet glide ned i tronen, som hun havde for vane med, når dronningen ikke var til stede. Det havde været en lang nat. Den ene stenrige nobel efter den anden, der havde klaget sine harme ud overfor hende, som om hun rent faktisk tog sig af deres småproblemer. Hvis hun havde været menneske, havde hun sprunget ud af vinduet, for at ende sine pinsler.
En vagt kom ind til hende. En af hendes vagter. Han smilede sødt til hende.
”Hård dag, M’lady?” spurgte han, og bukkede for hende, selvom hun havde bedt ham hundrede gange om at lade være.
”Tør siges. Fortæl mig ikke, at der er kaldt efter mig,” svarede hun, og hvilede træt hovedet i hånden. Hvis hun skulle høre på endnu en arrogant, selvfed idiot, ville hun dræbe ham eller hende.
”Jeg er ked af det. Der står én ved porten, og spørg efter dig. Fin i tøjet, høflig mand, sværd ved hans side.”
Med et suk skubbede Macaria sig op fra stolen. Enrico havde haft ret. Denne her stilling gav ikke meget fritid eller fred til fornøjelser. Hun glattede sin kjoleskørter. Eftersom hun havde været i selskab med dronningen, havde hun været iført pænt tøj, som en rådgiver burde. Kjolen var dog knald rød, som stærk kontrast til alt det grå og sorte i den store tronsal. Det tykke, kastanjebrune hår var blevet tæmmet i en elegant frisure med perler. Hun kunne faktisk ligne en helt adelig person, hvis ikke det var for de nøgne fødder.
Det var én, som havde spurgt direkte efter hende, så det kunne ikke have noget med de royale at gøre.
”Send ham hen til mit kontor. Jeg tager imod ham derhenne,” fortalte hun, og begav sig straks derhen, for at tage imod denne mystiske gæst. Måske var det Aron med en ny portion?

Hendes kontor lå ikke langt fra hendes kammer. Det var et flot rum med tykke gulvtæpper, en stor kamin, reoler fyldt med bøger og pergamenter, og et dominerende skrivebord for enden af rummet. Her tog hun imod sine gæster, som de royale ikke skulle tage sig af.
Hun fyldte et glas op med blod til sig, inden at hun læende sig op af skrivebordskanten, for at vente på vagten, havde ført gæsten op. Hvor hun håbede, det ikke var noget alvorligt.

[Deleted]

Marcellus havde så længe drømt om frihed fra hans fars klør at det næsten virkede uvirkeligt at det snart var sandhed. Dog skulle han kæmpe sit livs kamp for en sag der ikke var hans egen. Det var prisen han måtte betale for frihed. Det var en pris han var villig til at betale. Da vagten kom tilbage nikkede Marcellus til ham. Vagten gjorde tegn til at Marcellus skulle følge efter ham. Marcellus smilede svagt et øjeblik og fulgte efter. Han kiggede på det storslåede slot og hvordan det var indrettet. Dem der havde indrettet det havde bestemt stil. Han havde forestillet sig at Macaria ville bo sådan et sted her, men alligevel. Han rørte dog ingenting her. Han vidste godt hvad det kunne resultere i. Vagten ledte Marcellus hen til Macarias kontor og gik derefter. Marcellus bankede let på døren og gik derefter ind. Da han kom ind kiggede han elegant rundt og derefter faldt hans blik på Macaria. Et skævt smil viste sig på hans læber og han sagde med hans sædvanlige rolige og rug stemme '' Lady Macaria.. Er det blot mig, eller er de blevet smukkere på de tre dage jeg har været væk ''. Et drilsk glimt viste sig i hans øjne. Han stillede sig op af væggen som han havde gjort sidst de havde set hinanden. Han satte sine arme over kors og stod der med hans charmerende smil og et glimt i hans mørke øjne. Han var i godt humør, men så igen hvem ville ikke være det hvis enden på deres pinsler var inden for synsfelt. Han kunne dog se hvor træt hun så ud. Det var ikke fysisk, det var jo ikke muligt for en Vampyr, men hun så psykisk træt ud. Hvis han kunne gøre noget ved det ville han ændre det. Dog vidste han ikke hvordan hun reagerede på at se ham igen. Der havde jo været visse tidspunkter sidst de havde mødtes hvor det kunne være endt meget galt. Dog endte det i noget godt. Noget han ikke helt kunne sætte en finger på. Han havde grebet sig selv i at tænke over hvad der var sket og hvordan det var sket. Dette var normalt ikke noget han spildte sin tid på, men dette måtte være en af disse sjældne undtagelser.

[Deleted]

Da Marcellus dukkede frem i døren, kunne Macaria ikke holde et skævt smil tilbage, og hun mærkede lettelsen skylle ind over sig, over at det ikke var en snobbet adel, som skulle brokke sig til hende. Var der allerede gået 3 dage, siden de sidst havde set?
”Mr. Black…” hilste hun med et lille grin, og vidste hvor anderledes hun så ud fra da de sidst havde mødt hinanden. Dér havde hun været iklædt dæmpet, simple klæder, så hun nemt kunne have lignet en hvilken som helst person i den kro. Nu var det anderledes. Nu havde hun lige været på arbejde, som tit krævede, at hun var omgivet af royale og noble. Men han havde også ændret sig. Tøjet var fint, nydeligt og pænt. Stadigvæk sort. Mr. Black.
Hans charmerende smil havde dog ikke ændret sig, og hun fandt sig selv i at lade blikket hænge ved hans ansigt, inden at hun endelig fik løsrevet det.
”En fornøjelse at se dig igen. Som aftalt har jeg en gave til dig,” fortalte hun, og gik rundt om skrivebordet, for at rode rundt i sine skuffer, indtil hun fandt pergamentrullen. Hun havde underskrevet papirerne, lige så snart kontrakten var blevet skrevet. Kontrakten på førsteret til magiske genstande, samt en adelstitel. Immuniteten lå stadigvæk gemt til efter angrebet på Manjarno var sket.
Hun viftede lokkende med pergamentrullen, og slentrede hen mod Marcellus. Han stod langt nok fra kaminen, til at blive henlagt i skygger, men hendes øjne så lige så godt i mørke som i lys. Med en meter i afstand mellem dem, rakte hun ham rullen.
”Som lovet…” sagde hun stilfærdigt.

[Deleted]

Marcellus gengældte smilet hun sendte ham. Han havde modtaget træning og undervisning i nobles affærer. Han vidste at hun havde en af de mest krævende jobs i kongeriget. Han kunne ikke lade være med at tænke på og han selv var endt i noget ligende hvis han var blevet hos hans fader. Hvis han havde dræbt sine søskende og omfavnet hans faders ønsker for ham. Havde han mon så været i samme situation?. For første gang i lang tid var Marcellus glad for at han havde stillet sig op imod sin Fader. Marcellus var intelligent men han havde ikke den drift og lyst der var krævet for at lytte og opvarte uintelligente og krævende nobelmænd. Han ville miste tålmodigheden på et punkt og så ville der rulle hoveder. Da Macaria holdt pakamentrullen frem, kom det skæve og charmerende smil atter frem på hans bløde læber og et drilsk glimt kom frem i hans øjne. Han trådte et enkelt elegant skridt frem imod Macaria. Han førte elegant sine arme om bag på sin ryg og stille sig rank og ret. Han sagde en smule flirtende '' At straffe mig ved at de stiller dem i skyggerne så jeg ikke kan betragte deres skønhed.. Er det sådan de byder en allierede velkommen.. Kan det være rigtigt at jeg behøver at komme helt der over og trække dem ud i lyset så jeg atter har noget smukt at betragte? ''. Marcellus fik et drilsk glimt i hans øjne. Han kunne selv se godt i mørket, men sikkert ikke helt så godt som Macaria. Dog ville han ikke sige at han kunne se hendes ansigt som hun stod der. Det ville ødelægge det sjove. Han kunne lige så godt se om han kunne skabe lidt sjov nu hvor han var her. Det var så længe siden at han havde haft det sjovt på et slot. Han kunne huske de gamle dage før hans sjæl blev kold og ond, da han legede med sine søskende på hans Faders slot. Hvordan alt var godt. Disse dage var på vej tilbage, hans humør var højt og det var til at se på ham. Skønt han ikke smilede meget eller at hans ansigt bar en mimik der afspejlede denne glæde, så var det alligevel til svagt at føle på ham. Kontrakten kunne vente lidt. Lige nu ville han lege lidt, få gang i den dans de havde haft sidst de var sammen.

[Deleted]

De stod nu så tæt på hinanden, at hun kunne høre hans hjerte pumpe blodet rundt, samt dufte ham. Varmen fra ham, var som lokkende fingre, der prøvede at trække hende nærmere på ham. Helt uden tiltrækningskraft var han vidst ikke. Det var lige ved at hun havde grinet af hans smigrende ord, der som altid ikke havde nogen effekt på hende, andet end et legende smil. Han havde stadigvæk ikke taget imod pergamentrullen, som hun holdte frem imod ham. Tungt lod hun armen falde.
”Faktisk behandler jeg dig bedre, end mine andre allieret,” svarede hun med et let hævet øjenbryn. ”Normalt kysser jeg ikke, dem som arbejder for mig.” Hun blinkede til ham. Deres kys for 3 dage siden, var skam ikke noget, hun lige sådan glemte. Mindet fik hendes blik til kort at flakke ned til hans læber, inden at hun vendte ham ryggen, for at gå vandre hen til sit skrivebord igen. Flammerne fik hendes hår til at stråle i en symfoni af rødelige nuancer. Kjolen var åben i ryggen. Den fulgte hendes overkrop tæt, indtil den ved lænden bredte ud over hendes stærke lår.
Ligegyldigt smed hun pergamentrullen fra sig på skrivebordet, og lænede sig igen tilbage op af kanten af det stabile bord. Hendes øjne hvilede på ham.
”Du ser glad ud. Gladere ud end sidste gang,” kommenterede hun, og trommede med fingrene mod skrivebordet. ”Har jeg æren af at være den eneste grund?”

[Deleted]

Marcellus betragtede hende som altid. Han vidste godt at Macaria var for klog til at lade ord og smir påvirke hende så let. Han regnede også med at de var meget ens på dette punkt. At det var handlinger og intelligens der var tiltrækkende. Men det stoppede ham bestemt ikke i at skrue op for charmen. Faktisk så han det lidt som en udfordring nu, han ville se om hans tale gaver var gode nok til at påvirke hende på et eller andet plan. Hans blik fulgte hende i det hun gik over til bordet. Han smilede skævt da hun sagde hun behandlede ham bedre. Han var glad og bestemt i et drilsk humør. Han trådte over til hende så han stod tæt på hende og kiggede på hende og sagde '' Og jeg arbejder normalt ikke for andre.. Men nu hvor jeg gør.. Så er det kun at forvente at jeg.. Ønsker ~speciel~ behandling.. Især når jeg arbejder for.. Dem, M'lady ''. Dette blev sagt med en forførende undertone. Imens han sagde M'lady lænede han sig tæt op af hende og lænede hans hoved hen imod hendes. Før deres læber nåede rørte hinanden, tog han pergamentrullen og lænede sig tilbage imens han blinkede og gik et skridt tilbage og sagde '' Percellius Enci ''. En fjerpen dannede sig i hans hånd og han underskrev rullen. Kort efter blev fjerpennen til sort røg og forsvandt. Rullen lagde han i sin inderlomme. Han kiggede udfordrende og drilsk på hende og sagde '' Vi aftalte vist noget med underholdning når jeg kom og underskrev? ''. Han grinede lavt og kort og smilede derefter skævt til Macaria. 

[Deleted]

Da han stillede sig helt op af hende, rykkede hun sig ikke ud af stedet, men lagde blot nakken tilbage, så deres blikke ikke blev afbrudt. Et legende smil forblev om hendes læber. Hun kunne dufte ham. Mærke hans krop let trykke sig mod hendes, da han bøjede sig en smule ned. Deres læber var tæt på hinanden. Så tætte at hun kunne mærke varmen fra dem mod sine egne. Øjnene flakkede ned til hans mund, men hun bevægede sig hverken tilbage eller frem.
En lille latter undslap hende, da han trak sig væk igen med et blink til hende. Utroligt hvordan de dansede frem og tilbage med hinanden. Desværre vidste hun, at på et tidspunkt, måtte den tage en alvorlig drejning, efter det hun havde gjort, efter deres sidste, lille møde. Hun betragtede ham, putte pergamentet i sin inderlomme. Smilet var forsvundet til en stiv grimasse. Et valg havde udformet sig for hende. Et valg som hun helst ville være fri for, men hun ikke kunne flygte fra. En skam – hun var virkelig begyndt at kunne lide ham.
Hun rømmede sig, da han spurgte til underholdning, og trak på skuldrene.
”Der er kroer nede i byen,” fortalte hun, og rejste sig op, for at gå om bag skrivebordet, så hun kunne rykke lidt rundt på nogle dokumenter. Hun tøvede, inden at hun hævede blikket op til ham. ”Der er både alkohol, blod og piger til selskab, hvis du er interesseret. De er ikke så vanvittige dyre.”

[Deleted]

Deres lille smil fik kun Marcellus til at undre sig mere over hvad de havde gang i. De legede på grænsen til noget helt andet og han vidste det godt. Han kiggede kort på hendes læber og opdagede hvordan hendes smil forsvandt og blev erstattet af en alvorlig mine. Han tænkte i logiske baner, dette var ofte grunden til hvorfor han var en ensom ulv. Der skulle utroligt lidt til før han mistede tilliden til en person. I hans hoved var dette et tegn på hun havde tænkt sig at forråde ham, eller at noget var galt. Grunden til denne analyse af hans havde rod i det faktum at Marcaria, efter de var kommet på god jord ikke havde afgivet en alvorlig mine. Hun havde altid smilet. Han vidste at der kun var en grund til at finde ud af dette på. Han kiggede undersøgende på hende og sagde roligt med en lettere alvorlig undertone '' Hvad går dem på? ''. Marcellus kunne ikke se logikken i at hun ville forråde ham. Hun ville intet vinde på det. Han kunne ikke se fordelen i det, dette var den basale grund til at han gik med til planen. Dog vidste han at der kunne være variabler han ikke havde taget med i hans beregningen. Som eksempelvis at Marcaria havde fundet ud af hvorfor han søgte immunitet og valgte at tage hans Faders side. Dog viste han det ikke. Han regnede med at hendes ord holdt, han var her og han havde tænkt sig at overholde sin del. Men han vidste at hun sad med alle kortene til at snyde ham. Dog grinede han lidt og svarede på hendes tidligere spørgsmål '' Jeg ønsker ikke en kro med sådan underholdning.. Jeg kom for at... Vi to.. Kunne blive underholdt ''. Han smilede flirtende og blinkede til hende '' Sammen ''. Inde i ham selv frygtede han for om hun var ham loyal, for hvis han var i hendes sted var han ikke sikker på om han ville have forrådt hende.

[Deleted]

De dybblå øjne mødte åbent hans. Hendes skikkelses omrids blev lyst op af flammerne bag hende, der vred og twistede sig bag hende, som straffet syndere. Hans spørgsmål var blevet besvaret med et nedslået blik mod dokumenterne på hendes skrivebord, men da hans seriøse ord, blev erstattet af de andre, kiggede hun på ham. Studerende, analysende, eftertænksomt. Hans tone sagde alt. Man behøvede ikke at være menneskekender, for at vide hvad han hentydede til, og hun kunne stadigvæk mærke varmen fra hans læber mod sine, inden han havde trukket sig væk.
Hun rettede sig op, og lagde armene over kors. Ansigtet var alvorligt. Intet lille smil gemte sig i mundvigen, og hun lignede hvad hun var – En dronnings højre hånd. En magtfuld spiller i et farligt spil, som kun få kendte, og kunne overleve.
Endeligt rystede hun lidt på hovedet, og kiggede bort.
”Du har ikke lyst til at underholde dig sammen med mig,” svarede hun ham, og hævede hænderne, for at løsne sit lange hår. Det faldt som et vandfald ned og indrammede hendes ansigt, da det kom løs. Med en hånd roede hun op i det. ”Jeg er ikke en god person, at komme tæt på. Det ville være bedst for dig, hvis du forlader kontoret med din aftale, og lader være med at se på mig med det der blik.”
Hun sendte ham et trist smil, inden at hun igen gik rundt om skrivebordet, så det ikke længere var imellem dem. Hun holdte sig dog på afstand af ham. Hvert ord hun sagde mente hun. Intet godt var der kommet ud med dem, der var kommet tæt på hende. Folk havde det bedre, af at holde sig fra hende. Marcellus nød hun at være sammen med. Han kunne udfordre hende. De var meget ens. Netop derfor ville hun sørge for, han ikke kom tæt på hende, så han skulle komme til skade.

[Deleted]

Han kiggede på hende og gik overforan skrivebordet og sagde fast sine hænder på bordet, så det gav en mellemhøj lyd og han lænede sig ind over bordet imod hende. Han havde et beslutsomt blik i hans øjne. Normalt var det ikke til at se meget følelse i denne mand, men i dette øjneblik var der en stålfast beslutsomhed fæstning i de dybe mørke øjne. Han kiggede gennembrorende på hende og ikke ned på dokumentet. Han sagde med en dog kun let a'vorlig og fast tone '' Med alt respekt M'Lady.. Så er valget mit.. Bliver det min ende, så er det mit valg og ikke deres ''. Han smilede kort for at symbolisere  taknemmelighed over at hun havde advaret ham. Men han vidste de nok var ens på dette punkt og hvis rollerne var byttet om så havde hun sikkert stået som han gjorde nu. Han lænede sig langsomt væk igen og fjernede hænderne fra bordet. Hans blik skar imod hende med en brændende pasion og beslutsomhed. Hvis hun havde tænkt sig at forråde ham, så måtte hun sige det. Han anede ikke hvorfor han havde det på denne måde. Normalt ville dette have været mere end nok for ham til at forlade dette lokale og aldrig se sig tilbage. Men noget i ham havde taget dette standpunkt. Han var en smule forbavset over sit passionenrede udbrud og over hvorfor han overhovedet dog dette standpunkt. Det gav ikke logisk mening for ham. Han burde gøre som altid, forlade aftaler der virkede til at gå galt. Men han gjorde det ikke. Hans blik forsøgte at skære ind til hendes indre, så intenst var det. Han sagde roligt men bestemt, med et lavt toneleje '' Marcaria.. Noget æder dem op.. Hvad er det? ''. Aldrig havde Marcellus haft lyst til at hjælpe en person. Men af en eller anden grund havde han lyst til at hjælpe hende i dette øjeblik. Dette kunne sikkert ændre sig, alt efter hvad hendes svar blev.

[Deleted]

Hans lille udbrud gav et lille gib i hende, så hun forbavset blinkede med øjnene mod ham. Endnu engang var det lykkes ham, at forbløffe hende, samt gøre noget hun ikke havde regnet med. Det kom så meget bag på hende, at hun ikke vidste hvad hun skulle svare. Den måde han sagde hendes navn på, gav hende kuldegysninger ned af ryggraden.
”Jeg… der er… ingenting galt,” svarede hun tøvende, uden at se væk fra ham. Hans intense blik borede sig ind i hendes, men hun kiggede ikke væk. Kiggede aldrig væk. Utroligt at han havde opfanget hendes tanker, hvilket tydeligvis havde gjort ham mistænksom. Normalt var hun bedre til at skjule sine inderste følelser. Hun vidste dog, at hun ikke ville kunne holde det væk fra ham. Med et opgivende suk bøjede hun hovedet med en rysten. Normalt ville hun danse sig udenom med hjælp af løgne, distraheringer og undvigelser, men… hun kunne lige så godt sørge for, at han ikke kom for tæt på, ved at fortælle ham det. Så måtte han flygte ud af kontoret, og hendes plan gå i vasken. Han var alligevel kommet for tæt på hende. Alt for tæt på, til at hun kunne ignorere hans charmerende smil, det intense blik, og deres lille dans.
”Fint. Hvis du aboslut vil vide det…” begyndte hun, og gik rundt om bordet mod ham. Hendes ene finger fulgte bordpladsen rundt. Denne gang var det ham som stod med skrivebordet i ryggen, og hende foran sig. ”Jeg blev mistænksom, hvad du skulle bruge immuniteten til, så jeg undersøgte det, da jeg kom tilbage til slottet. For at finde ud af mere, sendte jeg folk ud, og…” Forsigtigt pillede hun lidt ved hans trøje med et par fingre, uden at kunne se op på ham. Tankerne svirrede rundt i hendes hoved. Hun tog en unødvendig indånding, og tog sig endelig sammen til at kigge op, for at møde hans blik. Fast men alvorligt. ”… din far opsøgte mig, Marcellus. Han var her i går.”

[Deleted]

Han lyttede og da hun kom tæt på han blev han stående. Han bar stadigvæk det alvorlige og faste blik i hans øjne. Hendes første ord vidste han var en forsvars mekanisme. Han lyttede til hendes ord. Da hun kom over og stod foran ham drejede han hovedet svagt til højre. Han analyserede hendes kropssprog og hendes ansigts mimik. Han vidste at der var noget galt før hun sagde det. At hun ikke kunne se ham i øjnene igen. Det var tegn nok. Det begyndte at gå op for ham at det nok ikke ville være så let at få den frihed han i så lang tid havde rakt ud efter. Evnen til at gå uden at se sig over skulderen hele tiden. Da hun legede med hans skjorte kunne han ikke lade være med at smile en smule, blot et øjeblik. Det gjorde ham glad at selv når hun bragte ham en nyhed der ville gære ham sur eller trække ham væk fra hende så var hun der. Han forstod dog ikke hvorfor. Han var en Varyl, en flygtning og en der havde dræbt en borger i hendes by. Alligevel så hun på ham med andre øjne. Da hendes blik mødte hans og hendes ord kom ud var det til at se i et øjeblik. Den glæde og frihed han var kommet ind i rummet med forsvandt. Det glade glimt i hans øjne forsvandt og blev erstattet med det normale mørke. Hans kæbe blev spændt og hans puls steg. Han stod et par sekunder uden at sige noget og bare stirrede Macaria i øjnene. Da det så ud til at han havde besluttet sig for hvilken vej han ville tage, fik han atter et fast blik i hans øjne. Han lagde blidt en hånd på hendes kind og sagde med hans altid rolige og rug stemme '' Din ærlighed.. Hvorfor?.. Hvorfor advarer mig.. Advarer mig om at de er nød til at tage hans side? ''. Han vidste nu hvorfor hun var som hun var. Hun ville jo ikke være sådan her hvis ikke hans Fader havde fået sin vilje. Hans blik fik en nysgerrighed i sig da han så i hendes øjne. Dog kunne hans øjne ikke lade være med at vige blot et sekund ned på hendes læber før de mødtes med hendes igen.

[Deleted]

Hun havde været lige ved at åbne munden for at svare ham, da han pludseligt kyssede hende. Endnu engang mødte deres læber hinanden. Hånden mod hendes kind var varm i forhold til hendes kolde hud. Ligesom sidst var hans læber bløde og søde. I et øjeblik tøvede hun, inden at hun lod armene glide om hans nakke, så hun kunne trykke sin krop tættere på hans.
Det her kys varede i længere tid end det andet. Macaria havde skilt sine læber ad, og lagt hovedet lidt på skrå, så kysset kunne blive dybere. Hendes læber masserede inderligt hans. Langsomt afsluttede hun kysset, og trådte et par skridt væk fra ham. Læberne brændte.
Svagt rystede hun på hovedet, og holdte hænderne op foran sig.
”Vi kan ikke gøre det her,” sagde hun både bestemt, men også fortvivlet. Hendes blik var bedende, som en stille bøn til ham om ikke at forfølge det mere. ”Det burde du da kunne se. Din far er en vigtig person, og hvis – Marcellus for pokker, jeg kan ikke vælge side på den måde! Jeg er Dronningens højre hånd. Vi kan ikke… du kan ikke bare…” Hun så ud til at opgive sine stammende, forklarende ord, samtidigt med at hendes ryg nåede reolen bag hende, efter at hun havde bakket så langt væk fra Marcellus, som overhoveder muligt.
”Det var bare meningen, du skulle hjælpe mig i Manjarno. Intet andet, men nu… hvorfor skulle du gøre det her?” spurgte hun frustreret, og slog ud med armene. Hun var ikke vred på ham. Ikke rigtigt. Hvis det havde været en hvilken som helst anden person, havde hun både sovet med ham uden tøven, samt forrådt ham lige bagefter Manjarno var hendes, men det kunne hun ikke… ikke over Marcellus. Pokker stå i det!

[Deleted]

Marcellus rystede på hovedet da hun trådte væk. Han kørte en hånd gennem sit hår. Der stod han. Den evige flygtning som lige havde fået at vide at hans friheds planer var gået i vasken og alligevel bar han et skævt smil. Han gik over og satte en hånd fast på reolen ved siden af hendes hoved. Han sagde med en rolig og flirtende stemme '' Underligt.. For hvis de ikke ønskede at jeg skulle sætte dem i denne situation.. Hvorfor gengældte de så kysset?.. Hvorfor advarer mig? ''. Han lagde blidt sin anden hånd på hendes kind igen. Han stillede sig således at hun sagtens kunne gå hvis hun ønskede. Han stod lidt og kiggede hende i øjnene '' Din pligt ville have været at forråde mig til min Fader.. Pligten til dit land.. Din Dronning.. De valgte at advarer mig.. De kan ikke give mig hele skylden.. De skal huske en vigtig detalje.. Hvis ikke jeg udfører din opgave.. Så kunne dronning fatte mistanke til at de, Macaria har advaret mig.. Jeg tror min Fader ville hviske i Dronnings øre.. Macaria, de har stillet mig i en lige så slem situation.. Hvis de intet havde sagt.. Intet gjort.. Så ville jeg være blevet forrådt og udlevet til min fader og de ville have fået deres sejr.. Nu skal jeg vælge om jeg vil sætte dem i farer eller mig selv.. Jeg tror vist vi er lige gode om dem her ''. Marcellus kiggede op og ned af hende og bed sig selv let i underlæben og sagde så roligt som altid '' Vi er i dette sammen nu.. Vi må sammen finde en vej ud af det.. Eller så må de råbe efter vagterne og sige at jeg allerede havde luret planen.. og jeg slap væk.. Ud af vinduet.. Tro mig.. Hvis de vælger det.. Så lover jeg.. At dette ikke bliver sidste gang jeg ser deres underskønne ansigt.. Og bestemt ikke sidste gang jeg stjæler kys fra deres fortryllende læber ''. Han trådte et skridt tilbage og rakte sine arme ud til siderne og sagde med en drilsk og forførende stemme '' Hvad bliver det så.. Sammen.. Eller i det skjulte ''. Da han havde sagt dette kom et skævt charmerende smil frem på hans læber og han gav hende et lokkende blink.