Work And Pleasure

[Deleted]

Den måde han bed i sin underlæbe på, fik hendes krop til at sitre, og hun betragtede hans læber længselsfuldt. Hvis hun havde haft et åndedræt, havde han gjort hende åndeløs med hans charme og smil.
Valget han satte op for hende, var næsten lige så svært, som det hans svar havde givet hende. De var meget ens de to. Begge farlige, charmerende, og sørgede altid for deres rygge var frie.
Frustreret kiggede hun mod døren, hvor hun vidste, der stod vagter ude, som kunne høre hende, hvis hun råbte på dem. Blikket flakkede over til ham, til vinduet, og tilbage til døren.
For første gang i sit liv, var hun fanget mellem pligt og sin egen meninger. På den ene side kunne hun råbe efter vagterne, som ville komme løbende ind. Marcellus ville flygte, og hun vidste ikke, om hun ville se ham igen. Hun ville have gjort sin pligt overfor dronningen, sit land, og sin stilling. Ryggen ville være fri.
På den anden side kunne hun tie stille. Planerne ville forsætte, hun ville se Marcellus igen, og intet ville være forandret. De ville finde en løsning på problemet! Når han skulle blive udleveret til sin far, kunne de finde på noget, så han kunne flygte! Måske kunne hun udtænke en plan – hun var god til den slags.
Men hvad hvis det blev opdaget? Hvad hvis det blev opdaget, at hun hjalp ham?
Sammenbidt tog hun sig til hovedet, inden at hun med et frustreret støn, marcherede over til vinduet. Vredt hev hun gardinerne fra, så nattehimlen kom til syne udenfor. Stjernerne blinkede hende i møde. Hun åbnede vinduet på vid gab. Natteluften strømmede hende i møde, så håret dansede omkring hende, inden hun trådte til side.
Bedrøvet kiggede hun på Marcellus, inden hun gjorde en håbløs håndbevægelse mod vinduet.
”… jeg giver dig et forspring, inden jeg råber på vagterne,” hviskede hun næppe hørligt. Bitterheden smagte surt på tungen. ”Du behøver ikke bringe dig selv i fare for det her.”

[Deleted]

Marcellus betragtede hende. Hendes valgt kom bag på ham. Der var første gang at han oprigtigt kunne se på en person der ikke var hans bror eller søster at han betød noget. Han lod aldrig folk komme tæt på. Han lyttede og igen havde hun med et enkelt ord lagt det tilbage i hans hænder. Hun var virkelig som ham. Han vidste det ville blive svært. Han vidste at selv hvis han hjalp Macaria, så ville han ikke blive fri. Når han havde hjulpet hende ville han ikke blive givet immunitet og han ville ikke blive adel. Han ville blive set på som en der forrådte hans land. Han ville stadigvæk være lige så jaget som før. Dette føltes mere og mere som det valg han havde stået for med sin Fader. Han var den ældste. Han var den stærkeste, han ville have vundet og dræbt sine søskende, men han valgte sin egen vej. Måske kunne han også det denne gang. Han blev stående lidt og gik så over til Macaria. Hendes ord valg. Det ene ord ~behøver~. Han kunne hoppe ud nu, lade som ingenting og fortsætte hans jagt på frihed. Men de var så ens at han forstod hvad hun mente med at bruge det ord. Hun havde ret, han behøvede ikke at sætte sit liv på spil for dette. Men for første gang i lang tid. Så havde han nu faktisk lyst til det. Han smilede skævt til hende og satte en hånd på vinduet og lukkede det igen. Han smilede skævt og sagde '' Nej det behøver jeg ikke.. Da vi først mødtes vidste jeg at vi enten ville blive de værste af fjender.. Eller de bedste venner.. Men dette her.. Det havde jeg ikke forventet ''. Han kiggede ud af vinduet '' Men hvis dette er hvad de ønsker.. At jeg tager vejen ud af vinduet ''. Han kiggede tilbage på hende og grinede svagt '' Så bliver jeg nød til at insistere på at de trækker det ord tilbage.. Jeg behøver ikke sætte mit liv på spil.. Men det ord betød de er villig til det Macaria.. Vi er meget ens ''. Han følte ikke han behøvede at fortsætte med at snakke. Han regnede med at resten var til at regne ud.

[Deleted]

I et langt øjeblik var Macaria stille, mens hendes analyserende øjne hvilede på Marcellus’ ansigt. Hun havde ikke besvaret hverken hans smil eller hans svage latter. I sit sind tænkte hun alle tanker igennem. Enhver lille en, for at være sikker på, at hun havde overblik over hele situationen. Hun vidste hvad han mente. Vidste at han havde opfanget, hvad hun havde følt. Nej… hun ville ikke bringe ham i fare, men hun var villig til det, hvis han tog det valg. Hans liv ville hun ikke bestemme over, så han måtte selv tage det valg, og nu hvor han havde gjort det.
Handling var stærkere end ord.
Hun greb fat i hans skjortekrave, for at trække ham ned mod sig, for igen at placere sine læber mod hans. Inderligt kyssede hun ham, mens hun pressede ham tilbage mod vindueskarmen, så deres kroppe blev trykket tæt sammen. Hun kunne mærke varmen fra hans krop mod sin. Dufte ham, smage ham, føle ham.
Det var deres tredje kys, men denne gang brød hun det ikke. Hendes fingre slap hans skjortekrave, for at vandre ned over hans stærke brystkasse, mens at hun gjorde kysset dybere. Der behøvede ingen ord fra hende. Ikke nu. Ikke endnu.

[Deleted]

Han stod afventende og betragtede hende. Hun havde forstået ham som han havde forstået hende. De var på bølgelængde, det var der ingen tvivl om. Han blev dog overrasket da hun tog styringen. Han lukkede sine øjne og lod sig falde med i kysset. Imens de stod og kyssede fløj tankerne igennem hans hoved. Hun satte sit job og liv på spil for ham. Hvis hun betød bare lidt for ham. Så kunne han ikke tillade det. Hvis det blev opdaget, hvis de blev opdaget så ville hun dø sammen med ham. Hvis de ikke blev opdaget hvad ville så ske. De ville kun kunne være en hemmelighed, hvis hans Fader fandt ud af det. Eller dronningen ville de kunne ligge to og to sammen. Med mindre at Macaria selv blev Dronning så havde de ingen fremtid. Han var jagtet og han ønskede ikke samme skæbne for hende. Han vidste nu at hun betød noget for ham og han betød noget for hende. Han gik ind i dette kys med liv og sjæl for han vidste at hun ville hade ham for denne beslutning. Medmindre hun forstod den. Han tog hendes anden hånd med hans egen så de flettede fingre. Men da han så i hendes øjne kom der et glimt af håb i hans egne. Det ændrede sig til et fast og bestemt blik. Han gav hende et blidt og ømt kys og hviskede til hende '' Du ved nu.. Jeg vil bringe mit liv i fare for dig.. Men så skal du også vide dette.. Jeg vil ikke tillade at du bringer dit liv i fare for mig.. Selv om vi ikke har haft meget tid sammen.. Så, så jeg dit blik da din plan var komplet.. jeg husker hvordan du pasionfyldt fortalte mig om din plan.. Hvis vi gør det her vil jeg bringe din plan i fare.. Hvis vi bliver opdaget vil vi begge dø.. Bliver vi ikke opdaget vil vi gøre dette i skyggerne.. Og selv der vil det blive ødelagt for dig hvis vi bliver opdaget.. Du betyder allerede for meget til at jeg vil byde dig det ''. Han holdt Macaria ind til sig så hun kunne føle hans varme og hans hjerteslag før han slap hende. Han havde besluttet for dem * Hvis nogen er vigtig for dig.. Så er de vigtige nok til at give slip på*. Han skubbede hende væk og sagde '' Måske en dag.. Finder vi en måde.. Men lige nu.. Er dette den eneste rigtige ting at gøre.. Andet ville ikke være fair overfor dig Macaria ''. Han gav hende hans flirtende blik og et oprigtigt kærligt smil og sprang mod vinduet og hvis det lykkedes for ham ud i natten. han håbede hun ville forstå. Forstå han ville kæmpe for at finde en måde. En måde de kunne løse problemet på, uden at bringe hende i fare.

[Deleted]

Med en begynde uro i kroppen, hvor det her førte hen, mærkede hun ham afslutte kysset, for derefter at trykke hende ind til sig. Hans hjerte bankede mod hendes øre, men hun hørte hvert et ord, han sagde. Uroen voksede sig større. For første gang var de ”dus”. Han kaldte hende ved hendes navn, og henvendte sig til hende i ental. Det her førte ikke til noget godt.
Hendes bekymringer blev til virkelighed, da han skubbede hende væk, sendte hende et sidste smil, og forsvandt så ud af vinduet. Hun vidste i det sekund, natten greb ham, at han havde taget beslutningen for dem begge to. En beslutning, hvor de ikke kunne danse længere. Han havde afsluttede sine dansetrin. Musikken var stoppet.
Fuldkommen i chok stod hun, og bare stirrede ud i mørket, hvor han var forsvundet. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre…
Han havde taget en beslutning. En beslutning, hvor hun ikke kunne være med. En beslutning, hvor hun ikke havde en plads, fordi han hellere ville beskytte hende end, at prøve at blive ved med at danse deres farlige dans. Flakkende kiggede hun rundt, inden at hun til sidst, fik sig vendt væk fra vinduet.
Forvirret strøg hun fingrene igennem sit hår. En begyndende vrede begyndte at boble frem i hende. En vrede over så pludseligt at blive efterladt. At han havde taget den beslutning! At han havde skubbet hende væk på den måde, fordi han mente, hun ikke kunne passe på sig selv! Hvor vovede han! Havde han ikke lært noget som helst om hende!
Med en snerren vendte hun tilbage til vinduet, for at lukke det hårdt i, samt rive gardinerne for. Som et rastløs rovdyr vandrede hun rundt i kontoret, uden at kunne finde ro i sine tanker og følelser.
Højt bandende slog hun hænderne ind i pejsen, og gav sig til at stirre intenst ind i flammerne, der oplyste hendes ansigt. Hun pressede panden ind mod pejsekanten. Kontrol. Ro. Hun måtte genvinde kontrol og ro.
Dybt tog hun nogle unødvendige åndedrag, inden hun lukkede øjnene. Dette her måtte ikke gå ud over hendes dømmekraft. Okay… det havde været en fejl. Hun havde gjort en fejl med hensyn til den charmerende varyl, men hun kunne overleve det. Det var blot endnu en erfaring.
Langsomt åbnede hun øjnene, for at kigge ind i ilden. Flammerne spejlede sig i hendes øjne. Grebet i kanten på pejsen blev hårdere, indtil noget sten begyndte at smuldre.
//out