It's so dark..

[Leonore Salvorique De Lochér]

@cadriel - Leonore Salvorique De Lochér

---

Det var ved at være sen aften, da Leonore bevægede sig ned af Molen. Her havde hun vandret utallige gange, når hun havde brug for at lufte tankerne. Selvom det var ved at være frygtelig mange år siden, at hendes søster var erklæret 'død', af hendes far, så var det stadig en tanke som kunne gøre ondt for hende at tænke på.
Med tanke på, hvad det egentlig var for et miljø hun var vokset op i, faldt hun fuldstændig udenfor. Hvad hendes forældre dog ikke havde gjort, for at beskytte og passe på hende, at hun måske ikke havde fået lov til at gøre sig de erfaringer om livet, som hun havde brug for. En tavs protest, så hun søgte ud.. hun havde brug for at opleve ting. Og ikke bare stikke af, og gemmes af vejen, som hun havde været, siden hun ikke havde været særlig gammel.

Bølgerne slog fast i retningen af Molen, når hun gik. Vinden var virkelig kold, så hun endte selv med at trække den mørke og varme kappe tæt om sig. Hun var heldig.. hendes var nemlig tyk og med en god og varm pelset krave, fremfor den tynde, som folk flest måtte gå rundt med.  Hendes gang var rolig.. næsten helt stille, som hun knapt bevægede sig. Hun endte med at stoppe op. I det fjerne og udover havet, kunne hun se stjernerne.. den store måne.. Uden tvivl et smukt syn, dog selvom den kun var halv i aften. Hun trak vejret dybt og med et svagt smil på læben. Hun var heldig at have den familie og de midler hun havde.. det spørges jo bare, om hun kunne udnytte det, når det virkelig gjaldt?

[Deleted]

Cadriel levede et ganske roligt liv, hvilket til tider, var på grænsen til det direkte kedelige. Han var en mand der elskede gang i den, som altid havde et charmerende smil på sine læber og som kunne lide at holde en god fest, for så at stå op på arbejde og arbejde hårdt. Men desværre var det jo ofte ikke sådan det endte, og Cadriel var de sidste par uger begyndt at tænke mere og mere på, at tage hævn over Leora for alt det hun havde fået ham til at gennemleve, bare fordi at hun mente han ikke var god nok til livet, hun havde prøvet at slå ham ihjel et utal af gange efterhånden, og Cadriel havde undgået hende alle gangene, hans mor var uden tvivl syg i hovedet, og han ville på ingen måde sammenlignes med hende.

Denne aften var Cadriel gået ned til molen, han havde stået et par timer og forsøgt at fange fisk, og det var da også blevet til to, halvstore fisk som han havde i en hvid spand. Pinden med snoren og krogen, gemte han roligt under nogen sten og han gik så afsted med sin spand for at komme hjem og lave aftensmad. Som han gik, fik han et stykke fremme øje på en ung kvinde, hvem gik dog alene hernede på denne tid? Han rynkede på panden og stoppede så op få meter bag hende: "Undskyld mig men... Har du brug for hjælp?" spurgte han en smule usikkert forsigtigt, og dog stadig med det flabede smil på sine læber.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore ville ønske, at hendes liv havde været hen af det mere kedelige, end hvad det egentlig havde vist sig at være. Ulykke på ulykke havde ramt hendes familie, og det havde drevet dem derud, hvor hendes mor var blevet direkte paranoid, og hendes far vågede over hende som en høg. Det var virkelig ikke ofte, at hun kunne komme nogen steder. Ikke at hun forstod dem, for det gjorde hun skam, og gud hvor var hun heldig, at have forældre som interesserede sig for hende på den måde! Til tider, blev det bare for meget, selv for hende. 

Fornemmelsen af nogen omkring hende, fangede hurtigt Leonores interesse, og afbrød de mange tanker, som hun egentlig gjorde sig til daglig. Hun trak kort på smilebåndet, inden hun hævede blikket og vendte sig mod manden. I forhold til ham, var hun jo meget fint klædt, men okay... hun var jo en adlens datter, så var det jo heller ikke så underligt igen. 
"Ej vil jeg påstå, at jeg har brug for Deres hjælp, min Herre," hilste hun dog med en meget høflig stemme. Hun opsøgte virkelig ikke problemer.. Hun havde bare brug for luft, og uden at have sin faders øjne i nakken hele tiden og så igen. Det var noget som hun hurtigt blev træt af. Og særligt nu hvor hun var ved at have den alder, som hun nu havde. 
"Men jeg takker mange gange for Deres tilbud," tilføjede hun med et stille smil på læben. Denne gang blev hun dog stående og med blikket mod ham. En fisker af hvad hun kunne se.. men uden en stang? Det var meget interessant.

[Deleted]

Cadriel lagde hovedet roligt på skrå som han kiggede i mod hende, han kunne ikke helt beslutte sig til om hun mest af alt lignede en skræmt lille fugl som var faret vild eller hun måske nærmere bare var ude for at slappe af sådan en stille aften? Egentligt var Cadriel jo heller ikke helt sikker på hva han lavede lige nu, men han vidste at han havde brug for at trække vejret og snart komme hjem og sove: "Aha... Ja undskyld min direkte attitude, men De virker bare.... Lost?" sagde han forsigtigt med en formel stemme der matchede hendes, man vidste jo efterhånden aldrig hvem man talte til og var hun typen med mange penge, så kunne han jo ikke gøre så meget andet end at tale pænt til hende, han ville ikke ende i flere problemer end han allerede var fordi at han havde tiltalt nogen forkert.

"Jamen selv tak da... Jeg vil altid gerne hjælpe... Ihvertfald hvis jeg kan?" sagde han blot afventende, Cadriel var altid udadvent, ærlig og ganske charmerende, dog turde han ikke helt smide omkring sig med personlighed lige nu, for han var jo faktisk ganske venlig og han havde heldigvis ikke arvet sin mors magt liderlighed, hvilket han bare var glad for, han var ikke ude på at gøre nogen ondt, eller ude på at folk skulle tænke dårligt om ham, selvom han af og til havde svært ved at kende forskel på hvornår man var charmerende og hvornår man bare var upassende, han var jo trods alt ikke en mand for ingenting, og han kunne godt lide at smile til tøserne, rundt omkring i byen.

[Leonore Salvorique De Lochér]

På tros af uroen, som Leonore følte i det indre, formåede hun alligevel at smile til denne herre. Det var sjældent, at man oplevede, at nogen rent faktisk spurgte om man havde brug for hjælp. Dette var uden tvivl noget, som skrev sig ind i hendes gode bog, allerede fra starten af, hvilket nu heller ikke var noget som skete særlig ofte. Nok om det. Hun værdsatte i hvert fald hans tydelige bekymring. "Jeg vil ikke påstå, at jeg er foret vild," begyndte hun med en rolig stemme. Ej var hun frygtsom. Hun havde bare brug for at lufte tankerne, inden de blev for mange, og for voldsomme for hende. Det skete oftere og oftere i denne her tid.. Og hun kunne virkelig ikke lide, at det var det som var på færde, for hun kunne intet stille op mod det, hvilket næsten var det, som for hende, var den værste.

Denne mand virkede som en god herre, og det kunne hun lide. Af hvad hun kunne fornemme, så var der ikke meget ondt i ham. Ikke mere end hvad der var i den typiske i hvert fald, og det gjorde også, at hun var mere rolig. Til tider var den mentale dæmon en fordel. Hun kunne bruge de evner til frygtelig mange ting. "Det er værdsat," begyndte hun sandfærdigt. Hun var af en fin og adelig slægt, og dette viste sig uden tvivl i hendes brug af tale og beklædning. Hun lagde ikke skjul på det, dog selvom hun ville kategorisere sig som meget folkelig af person og udstråling. "Hvad er Deres navn?" spurgte hun høfligt, dog med en meget nysgerrig undertone.

[Deleted]

Han rynkede let på panden, mon hun var kongelig eller sådan noget? Hendes sprog skreg det jo nærmest, og eftersom Cadriel på ingen måde havde fokus på landendes politik, så kunne hun være hvem som helst og han ville ikke bemærke det, men på den anden side, hvis hun havde været det, så var det jo nok noget andet tøj hun ville være på vej i, og hun havde jo nok haft tjenestefolk med sig, så måske hun bare var opvokset i en god familie i stedet: "Aha... Må jeg spørge hvor De er fra?" sagde han i en afslappet stemme, det gav ham måske en ledetråd for hvorfor hun talte som hun gjorde, der var dog ingen tvivl om at hun var en helt utrolig smuk ung kvinde, og eftersom Cadriel var meget glad for det modsatte køn, så var der vel heller intet galt i, lidt diskret at tjekke hendes krop ud.

"Cadriel... Og De er?" spurgte han roligt, mørket var efterhånden ved at falde på, og det var nok netop hvad der undrede ham mest i alt dette her: "Hvad bringer Dem ud på denne her tid?" spurgte han roligt, han turde ikke tale til hende på andre måde, nok fordi han ikke helt vidste om hun mon havde nogen der gemte sig et sted som måske ville slå ham halvt ihjel hvis han ikke talte til hende på den rette måde, verden var jo efterhånden syg nok til at gøre det. Og hvis hun ikke var farret vild, så måtte der jo være en anden grund til at hun gik her på dette tidspunkt.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var på ingen måder kongelig, selvom hun måske kunne have opførsel efter det, så var det bare slet ikke tilfældet. Hun smilede let for sig selv. "Det gamle De Lochér Mansion," forklarede hun. Hun var datter af en handelsmand her i landet, og en af de mere fremtrædende af slagsen. Det var hun naturligvis stolt af. Ingen tvivl om det. Lestat De Locher var en kendt mand på egnen, så mon ikke, at han havde hørt om ham? 

Der var ikke rigtigt noget ondt over denne mand, og derfor var Leonore også mere åben og mere modtagelig for at skulle snakke med ham end hvad hun ellers var. Hun var ikke den som normalt åbnede sig for nogen, og særligt ikke efter, at hun havde mistet sin søster til det evige mørke som fandtes i Dvasias. "En glæde at møde Dem, Cadriel... Jeg er Leonore Salvorique De Lochér," præsenterede hun sig. Der var dog ikke meget stolthed i navnet.. Efter den ene tragiske hændelse efter den anden, så var meget af den familiære stolthed gledet lidt i baggrunden, og det var ikke noget som bare kom igen over natten. Desværre. Hendes blik hvilede på hans skikkelse, hvor hun denne gang roligt valgte at gå ham i møde. Det var koldt at stå stille for hende, så det at bevæge sig, var bestemt ikke noget som gjorde hende noget. "Selv jeg har brug for at klarere mine tanker lidt.. selv på en smuk og skøn aften som denne," forklarede hun roligt. For hende og hendes mentale dæmon var det vigtigt. Hvis den røg ud af kontrol, så var det hende, som havde store problemer.

[Deleted]

Det var ikke normalt at Cadriel bare snakkede til random mennesker rundt langs de steder han gik, dog var han bestemt også typen der ikke kunne stå for et smukt kvindesmil, han kunne ikke andet end at smile som hun kiggede i mod ham, hun var muligvis den smukkeste kvinde han havde set i meget lang tid, en helt utrolig figur og et meget smukt ansigt, hvilket automatisk fik hans læber til at gå op i et smil: "Oh... Jeg tænker Deres forældre måske ikke sætter pris på at du går rundt alene herude" spurgte han blot i et roligt smil, og kiggede roligt på hende, han ville helst ikek hun endte med at blive berøvet eller noget i den stil, hun måtte jo have massere af penge, modsat Cadriel der måtte kæmpe for hver en øre.

"Ja det er uden tvivl en smuk aften, men du skal vide at området her sjældent er sikkert. Selvom landet måske er et af de bedre, så kan der gemme sig varulve og vampyrer alle steder... Så mon ikke jeg måtte byde en kop kaffe på en af kroerne i stedet?" spurgte han i en rolig stemme, selvom han ikke kendte hende overhovedet, så var han jo stadig ikke interesseret i at same hende op efter en eller anden havde haft fingrene eller tænderne i hende. Han kiggede roligt på hende, han var glad for at have lidt kvindeligt selskab, også selvom hun ikke ligefrem var typen som han rigtigt turde ligge an på.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore vidste godt, at hun var en smuk og ung kvinde, men ikke desto mindre, så var hun heller ikke bange for at gøre hvad hun kunne for at slå fra sig, om det var nødvendigt. Hun snakkede sjældent med nogen.. fordi at hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle begå sig, selvom det faldt hende ganske naturligt at snakke fint og fornemt, for det var sådan hun var opdraget. "Mine forældre tror jeg trygt ligger i min seng i aften," forklarede hun. Hun sneg sig ud, når tankerne blev for meget.. Selv hun havde brug for luft, og uden at have sin far ved sin side hele tiden. Han gjorde det måske i en meget god mening, men selv for hende, kunne det blive lige lovlig voldsomt i den anden ende.

Intet sted var sikkert, og det vidste hun godt. Som han inviterede hende på noget at drikke, måtte smilet brede sig mere, blot for at afsløre de perlehvide tænder, som hun havde. "Som intet sted er sikkert, ved jeg at jeg ikke burde stole på nogen.. Som jeg heller ikke burde stole på dig." Ganske roligt stoppede hun op foran ham og med hovedet let på sned. Han var en flot mand, ingen tvivl om det, men uden tvivl også fra helt andre levekår, end det som hun selv kom fra. "Men jeg tror nu alligevel, at jeg tager chancen.. Og siger mange tak," afsluttede hun. Det ville ikke gøre hende noget.. Selvom han så ud til at kunne bruge de guldmønter på andet end noget varmt til hende at drikke.

[Deleted]

Som hun forklarede, nikkede Cadriel blot roligt: "Du er stukket af? Det er ikke for at skræmme dig, men det her er ikke et godt område at gå i, alene på denne tid... Især ikke når mørket er tæt på" sagde Cadriel roligt, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, det virkede måske lidt creepy at inviterer hende hjem når han nu ikke kendte hende og hun ikke kendte ham, men på den anden side så ville det jo også virke mærkeligt hvis han bare fulgte efter hende ude i tusmørket og pointerede overfor hende hvor farligt det var at gå derud. Dog var Cadriel ret harmløs, selvom han fik nogen dårlige trækninger under fuldmånen, men den var der heldigvis et stykke tid til han mødte. Han var jo trods alt halv varulv, og han blev derfor meget påvirket, selvom det ikke var den fulde ulve skikkelse han fik ud af det.

"Nej, det er klogt af dig ikke at stole på mig, men jeg kan forsikre dig om at jeg er ganske fredelig... Ja jeg håber det er okay jeg siger du" sagde han roligt: "Jeg er en simpel havnearbejder..." sagde han i et skævt smil, Cadriel var blot glad for piger, men ikke på en forkert måde, men hvis han kunne score så gjorde han det skam gerne, og denne kvinde var ingen undskyldning, hun var jo en helt utrolig smuk kvinde: "Fornuftigt... Mit navn er Cadriel... Denne vej" sagde han i et smil og nikkede i retning i mod kroen hvor et roligt lys var placeret ude foran.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore kunne undskylde sig med at være ung. Men det at ligge hjemme i sengen og konstant gøre hvad hendes fader ønskede af hende, var efterhånden begyndt at blive en hård ting for hende. Hun havde brug for at komme ud.. få noget luft, og gerne uden at have hans øjne i nakken. Hun trak let på de fyldige læber. "Jeg ved det godt.. Men hvis De, min Herre vidste hvor meget De våger over mig.. Det er til at blive sindssyg af.." Hun himlede let med øjnene. Det kunne godt være, at hun var ganske fin af sig.. Men det var nu heller ikke ligefrem noget, som hun kunne gøre noget for. Det var trods alt bare sådan at hun var blevet opdraget.

At stole på fremmede, vidste Leonore nu godt, var en meget dum ting, og derfor forsøgte hun virkelig at lade være, selvom han nu virkede til at være en af typen som man netop kunne stole på. En varm latter brød dog kort hendes læber. Han virkede nu meget venligsindede, og det var en tanke, som hun virkelig godt kunne lide. "De er glad for det, selvom jeg ikke burde gøre dette. Det er jo en yderst interessant tankegang. Det glæder mig." De mørke øjne gled til hans skikkelse. En dog flot mand.. Hun kunne i hvert fald lide hvad hun så, selvom hun af hjerte, var en meget lukket kvinde. Hun havde oplevet så meget, og hendes søster var jo ikke ligefrem en kvinde, som hun havde glemt. "En glæde at møde Dem, Cadriel," sagde hun venligt. Som han viste vej, fulgte hun blot efter. Hun var faktisk ganske spændt. Hun plejede normalt aldrig at gå med nogen, og da slet ikke på første møde.

[Deleted]

Cadriel nikkede blot: "Åh tro mig... Det kender jeg... Jeg kommer selv fra et hjem hvor at det er kæft, trit og retning... Så tro mig" sagde han i et roligt smil, hans mor var bestemt også hård og han vidste godt hvordan det var: "Jeg kommer bare fra en verden hvor at man skal gøre hvad man bliver bedt om og ellers kan man gå, jeg endte dog med at gå, da jeg ikke kunne holde det ud længere" sagde Cadriel i et suk, han var meget ærlig omkring sin fortid, også overfor fremmede, han havde jo ikke noget at skjule og slet ikke fordi at hans mor udemærket godt vidste at han mente hun var en kæmpe idiot.

"Interessant tankegang? At jeg er havne arbejder og derved anderledes end dig, eller er det mit charmernede smil du snakker om?" spurgte han og blinkede til hende, Cadriel var som sådan ikke nogen trussetyv eller scorekarl, men han kunne da godt smile sødt til pigerne, hvis det betød at de ville finde ham mere interessant: "I lige måde... Leonore..." sagde han i et roligt smil og gik så ind på den lille kro et stykke længere fremme, han var glad for at han var kommet i godt selskab denne aften, det trængte han til og især af en så smuk kvinde som hende, for der var ingen tvivl om at han var den smukkeste kvinde som han længe havde set.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore trak ganske let på smilebåndet. Hendes forældre havde dog god grund til at være sådan overfor hende, selvom det var noget som de sjældent snakket om. "Efter vi lidte tabet af min søsters bortgang, har de al god grund til at våge over mig," fortalte hun roligt. Nej.. i fysisk forstand, var hendes søster ikke død, men hun var død for denne familie, og det havde hun været i mange år nu.. Uanset hvor ondt det gjorde.
Selv forholdt hun sig ganske rolig overfor ham. Hun burde måske ikke stole på ham, men.. det var svært ikke at gøre det. "Hvis de finder ud af, at jeg befinder mig udendøre, har jeg problemer.. Jeg formoder at jeg kan bede Dem om at holde tæt overfor min far? Lestat De Lochér?" spurgte hun med en rolig stemme. Selv ville hun ikke have at hendes far skulle vide noget som helst!

Det var naturligvis en interessant tankegang han havde. Hun burde ikke stole på ham, og alligevel opfordrede han hende til at gøre det? Tanken fandt hun uden tvivl morende. "Naturligvis er det en interessant tankegang. Du opfordrer mig til at stole på dig, selvom jeg ikke burde," fortalte hun med en ærlig stemme. Hun kunne mærke på ham, at hun kunne stole på ham. Og den tanke kunne hun godt lide. Selv søgte hun op ved siden af ham. Hun var langt finere end hvad han var, men for hende, gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Hun kunne faktisk godt lide ham.. og særligt fordi at han var så åben omkring tingene.

[Deleted]

Cadriel kiggede blot på hende, og smilede så: "Med al forladelse, så er verden heller ikke så sikker som den har været" sagde han i en ærlig stemme, nej verden havde forandret sig, det blev ikke bedr eog der var mange ting at holde styr på og mange ting at forsøge sig på: "Naturligvis, hvorfor skulle jeg sladre? Jeg er heller ikke interesseret i selv at miste en hånd eller et hoved" sagde han blot og trak så let på skuldrende, han var bestemt ikke ude på at der skulle ske noget med hende, eller sig selv, selvom han nogengange havde svært ved at leve og ikke kunne lide den hylde han nu engang var sat på i livet, så var det ikke fordi han ønskede at være noget andet sted og han ville ikke ende med at komme til skade på grund af dumhed eller middelmådighed. Han havde et fint liv, og når han engang var klar til at angribe Leora, så skulle han nok gøre det.

"Det kan du nu roligt gøre, jeg må ærligt sige at jeg er et ganske fredsommeligt menneske" sagde Cadriel og blinkede så til hende, det mente han selv at han var ihvertfald, han kunne godt lide en smuk pige og et sødt smil, og der var ingen tvivl om at hun var helt utrolig smil. Et smil kom endnu engang som han tog en tår af sin drink: "Så... Hvordan har du planer om at komme hjem, uden at blive opdaget?" spurgte han, nok mere af nysgerrighed end af noget andet, en ting var jo at komme ud, uden at nogen bemærkede det, men at komme ind igen, var jo til tider en helt anden snak.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hovedet lod Leonore søge let på sned og med et smil på læben. "Det har vi skam alle erfaret på den hårde måde i min familie," sagde hun med en rolig og ganske så direkte stemme. Igen vendte hun blikket frem. Selv mærkede hun intet ondt i denne mand, og derfor havde hun vel heller ikke nogen grund til at hidse sig op på må og få? "Jeg kan nok ikke benægte, at min fader ville gøre det, om han vidste noget," sagde hun blot med et skuldertræk. Et sted var det naturligvis en skam, men manden var jo gået hen og blevet paranoid efter at Soraya var blevet revet væk fra dem, på de mest brutale måde.

Svagt trak Leonore på smilebåndet. Han var nem at snakke med.. Et sted vel lidt for nem? "Hvis De var ude på andet, havde jeg kunne mærke det.. Jeg føler godt i Deres hjerte og godhed i Deres handling," sagde hun. Det var skam ikke fordi at hun ikke passede på sig selv, for det gjorde hun skam. Hun trak vejret dybt. Hvordan hun ville komme hjem og uden at hendes fader lagde mærke til det, måtte hun tænke på, når det kom så vidt. Det var ikke noget, som hun havde lyst til at tænke på lige nu. "Det finder jeg ud af, når den tid kommer. Jeg vil gerne have lov til at trække vejret frit, uden at min fader skal holde i min hånd," sagde hun en kende spidst. Det var slet ikke noget som hun havde lyst til at diskutere. Hun vendte blikket mod ham og med et smil. "Viser De vej?" spurgte hun venligt.