It's so dark..

[Deleted]

Som hun talte, nikkede Cadriel blot: "Tro mig, det har jeg også" sagde han i et elegant smil, ja han havde jo selv oplevet hvordan det var at blive smidt ud af sin mor, og han havde selv opleve hvordan at verden havde vendt sig i mod ham, bare fordi at han ikke var andet end en simpel havnearbejder, blandt af tre racer, hvilket ikke engang gjorde ham god nok til at være rigtig fancy. Men som med alt andet her i livet, så rækkede Cadriel bare fuck til et hele når livet blev for meget, og så ignorerede han alle de ting der skete omkring ham og mente bare at verden kunne skride hvis den ville: "Virkeligt? Så må vi gå stille med dørene..." sagde Cadriel i et lille charmerende smil, hun virkede nu ganske spændende og også ganske sød, det var bare som om at hun ikke selv kunne indse det.

"Tak... Jeg vil nu også mene jeg er en god mand, selvom jeg hverken har fine forældre eller penge" sagde han, ja hun ville da dø hvis hun så hvilket lille kummerligt kammer det var han havde i en af de mange kældre, men nu havde han ikke planer om at tage hende med hjem, for selvom han havde meget selvtillid så måtte man også vide hvornår man var gået over sin liga, og det følte han nok især med hende: "Ja... Det er lige hernede" sagde han i et smil og pegede i retningen, inden han så begyndte at gå, glad for at han havde fået hende i snak og glad for at hun ville give hans selskab en chance.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore smilede let for sig selv. Hun havde bestemt ikke nogen grund til at skulle dømme ham og hans selskab, bare fordi at han ikke havde en titel, som hun selv havde, eller penge, for det havde hendes forældre jo. Hun var meget modtagelig overfor det, end hvad hun nok ellers ville påstå at være, men det var nu bare sådan at det var. "Det anede mig. Bare han intet ved, vil intet ske," lovede hun højt og helligt, for hun så bestemt heller ikke nogen grund til at skulle gøre noget andet ved det, end som så. 

Hovedet lod Leonore søge let på sned. At de nærmede sig, var uden tvivl noget, som glædede hende, for det var jo ved at være temmelig koldt udenfor. Hun havde jo heller ikke ligefrem det største fedtlager til at holde varmen med, og det var noget, som hun uden tvivl godt kunne mærke. "Selv dem uden penge, kan have et godt hjerte, og handle ud fra de bedste intentioner," fortalte hun med en rolig stemme. Hendes blik gled mod hans skikkelse, som han passerede ved hendes side. Selv var hun spændt på det.. og naturligvis ville hun give ham den chance og den mulighed, for at lære hende at kende, som hun også ønskede at lære ham at kende.. mest for at overbevise sig selv om, at fremmed, ikke behøvede at gøre ondt altid. Selvom det nok var det som hun havde oplevet mest af.

[Deleted]

Cadriel smilede blot: "Jeg siger ikke et ord... Men jeg må dog sige, jeg syntes det er meget modigt af Dem at komme ud på dette tidspunkt... Du ved godt at der er mange væsner, der sikkert ville sætte pris på at hugge tænderne i dig?" sagde han blot i en rolig stemme, og vidste godt at hun nok var opmærksom på det, men der skete bare så meget i landende lige nu, at han håbede hun vidste hvad hun gik ind itl: "Men jeg syntes nu alligevel det var fornuftigt at stikke af, for jeg sætter allerede pris på selskabet" sagde han og prøvede at matche hendes fine tone, om ikke andet bare e smule, han ville helst ikke virke helt tabt bag en vogn og han ville helst ikke at hunt roede han ikke havde stil, bare fordi at han havde boet så mange år uden sin mor, som bestemt havde stil, bare på en helt anden måde. Ja hun var bestemt en meget hård dame.

"Bestemt, jeg vil nu også mene at jeg er en ganske flink fyr" sagde han og blinkede til hende: "Jeg kommer desværre bare ikke fra de bedste forældre, så ja... Jeg ser dem ikke" sagde han i et afslappet smil, han var glad for sine forældre, men han havde ikke tænkt sig nogensinde at bo ved dem igen, eller tale til dem. Men et eller andet sted, ville man jo nok altid elske dem, og det var også derfor at Cadriel havde svært ved at tage hævn over sin mor, selvom han i så mange år havde drømt om at gøre det.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var udmærket godt klar over den risiko, som hun løb ved at stå her. "Jeg ved, at det er mange," sagde hun direkte. Hun var klar over risikoen. Det var noget som hun var vokset op med, og særligt efter at de havde mistet hendes elskede søster. En kvinde, som hun stadig savnede noget så inderligt. Selvom hans tone måske ikke var så fin som hendes, gjorde det ikke nogen forskel, for hun var nysgerrig, og ønskede at lære ham at kende. Han gav hende lysten til at ville lære ham at kende. "Det har været en glæde at møde Dem, Cadriel. Det glæder sågar mig selv, at jeg søgte ud. At stifte nye bekendskaber, er ej noget som foregår til dagligt i disse stunder," fortsatte hun med en rolig stemme.

At de nærmede sig, glædede hende, for hun var ved at være godt kold nu. Han virkede som en god mand, og det var det, som hun helt klart godt kunne lide, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Jeg er en menneskekender.. De virker også som en meget god mand," endte hun igen direkte, hvorefter hun sendte ham et smil. Hun kunne lide det, som hun kunne se. Hovedet lod hun søge let på sned. Ikke alle var lige heldige med sine forældre. Selv var hun i den situation, at hun bestemt ikke skulle brokke sig over dem, som hun havde fået, selvom de havde været forfulgt af uheld igennem frygtelig lang tid. "Så er det jo godt, at det ej er forældrene som afgører skæbnen, men derimod de valg som man selv tager," sagde hun og sendte ham et opmuntrende smil.

[Deleted]

Cadriel var typen der altid var glad for at møde en flot pige i byen, og det var bestemt ingen undtagelse med hende. Den store forskel var dog at hun ikke var den snuskede type som han normalt mødte, og hun virkede heller ikke som den generte og søde type, som ellers var den han ofte følte sig tiltrukket af, nej hun virkede som en ganske normal og flink kvinde, som han blot var glad for at snakke med, også selvom hun kom fra en verden der havde langt flere penge end han nogensinde kunne drømme om, og Cadriel ønskede faktisk bare at få lidt flere penge på lommen end han havde nu, så han om ikke andet, kunne overleve: "Du møder måske ikke så mange til hverdag? Men ja der er en vis frihed ved ikke at have en krone på lommen, eller nogen familie" sagde han roligt, man kunne jo lige så godt se det positive i alt, og på mange punkter var Cadriel da også god til det, tingene gik bare ret skævt for tiden.

"Menneskekender ligefrem? Jamen så sætter jeg da pris på at du ikke er løbet endnu" sagde han i et kort grin, og betragtede hende så igen roligt, hun var virkeligt en smuk kvinde, og det var svært for ham, helt at holde øjnene fra hende: [color=brown}"Ja præcist... Mine forældre er ikke specielt fornuftige og jeg har ikke set nogen af dem de sidste mange år, så ja... Fri fugl!"[/color] sagde han i et lille grin og skålede så i mod hende, man kunne jo lige så godt fejre det, så længe det nu varede.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det var sjældent Leonore i det hele taget mødte nogen, for det var ikke ofte, at hun havde muligheden for at søge udendøre. Ikke at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for det gjorde det ikke. Det gjorde det kun langt mere spændende for hende. Hovedet lod hun søge let på sned. Han virkede uden tvivl til at være en god mand, hvilket var noget som hun godt kunne lide. "Stod det til min fader, skulle min moder og jeg blive indendøre til den dag vi gik i graven. Vi har været forfulgt af mange ulykker og tragedier, forstår De," sagde hun endeligt. Når hun endelig kom ud, så var det når hendes far ikke havde kigget, og gud hvor hun ville nyde hver en stund, når de endelig dukkede op!

En kort latter brød hendes læber. At han var fri til at gøre hvad han ville, var naturligvis det vigtigste.. Der var da heldigvis nogen, der var så heldige i hvert fald. "Skal jeg misunde Dem for Deres frihed?" spurgte hun. Hun var måske fri lige nu, men for hende, var det bare ikke til at sige, hvornår hun ville få denne mulighed igen, og det var næsten det som var det værste af det hele. Hun hadede det faktisk. Hendes liv var for.. trygt.. alt for forudsigeligt, og til tider, kunne det virkelig også drive hende direkte til vanvid! Hun sendte ham sit varme smil. "Skulle jeg da flygte fra Dem?" spurgte hun videre. Hun var da af en helt anden overbevisning.

[Deleted]

Cadriel kiggede blot roligt i mod hende: "Oh... Det lyder pænt kedeligt... Han er måske meget bange for at der skal ske jer noget? Eller er han bare meget kontrollerende?" spurgte Cadriel roligt, i den verden man levede i for tiden, kunne han godt forstå at forældre gerne ville passe på deres børn, men på samme måde vidste han også at mange stadig var så gammeldags at de ikke helt tænkte på de ting som faktisk skete ude i verden, men bare på at de ville have styr på deres børn og altid have fuld kontrol over dem, og den del kunne Cadriel slet ikke forstå, nok især fordi hans mor altid havde været sådan. De første mange år af hans liv, ville hun holde øje med alt han gjorde, og da hun så opdagede at han ikke var den hybrid som hun havde håbet på at lave, var han blevet smidt ud for fuld musik for øjnene af alle, og siden havde han ikke set hende, og han ønskede da bestemt heller ikke at tale til hende, kvinden var jo tydeligt forstyrret.

"Måske... Men teknisk set er du jo også fri lige nu, ingen ved jo hvor du er" sagde han i et roligt smil, det var jo ligesom med ham, han havde bare været væk en del længere tid end hende, og han havde det kun godt med at være fri, også selvom han ikke havde en krone på lommen: "Ikke specielt, jeg er ganske rolig... Men man ved jo aldrig, du kunne jo møde nogen på hjemturen?" sagde han blot og kiggede en smule undrende på hende, næsten helt facineret over at hun ikke var mere nervøs end som så.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore måtte trække let på smilebåndet ved hans ord. "Ikke just. Han frygter, at noget ondt skal komme over mig, som der skete med min søster," forklarede hun med en rolig stemme. Onde kræfter havde tvunget hans søster til at cutte familien, cutte båndet til hende særligt, og nu måtte hun sande, at hun virkelig manglede hende, for det gjorde hun virkelig. Hovedet lod hun søge let på sned. Kendte han ikke til historierne? Det var virkelig underligt. Nuvel.. det var også rart at kunne starte på en frisk.

Et let varmt grin kom over Leonores læber, som hun igen vendte sig mod Cadriel og med et smil på læben. Det var noget som hun især godt kunne lide. Ej at der var nogen tvivler i det. "Du har et godt hjerte, Cadriel, og det værdsætter jeg. Ej skal du dog bekymrer dig om mig, da jeg altid nok skal klare mig," lovede hun med en rolig stemme. Der kunne ske hende meget.. særligt også på hjemturen kunne der komme ting over hende, som hun ikke kunne kontrollere. "Jeg er ofte på disse færder udendøre på egen hånd. Jeg vil gerne skabe mig en erfaring andet end den groteske om den verden omkring mig," fortalte hun.