Ocean blue

[Deleted]

Marcellus kiggede på manden da han kom med spørgsmålet. Han stod med et blik der viste at denne person der talte til ham var langt under hans standard. Marcellus sagde tog med en rolig næsten faretruende stemme '' Hvis du gør dig uvenner med havets folk.. Hvad tror du så der sker første gang du sætter dine fødder i vandet.. Men set bort fra det.. Din lille plan vil bringe min plan i fare.. Hvis du gør det mindste for at bringe min plan i fare ''. Marcellus trådte tæt på manden og rettede let hans krave imens han sagde roligt '' Så flår jeg huden af dig og bruger den som vores flag ''. Marcellus slap manden og gik ned i hans kahyt.

Han lagde sig til at sove men vågnede med det samme Rayna lå uroligt, han satte sig hurtigt op og kiggede på hende. Han gik hen til sengen og satte sig på den og lagde blidt en hånd på hende pande. Hun virkede ikke til at have feber. Han kiggede på svedperlerne der gled ned af hendes hals. Han slap hendes pande og rejste sig fra sengen og gik hen imod væggen. Den duft, han havde duftet den før. Hans mor var engang kommet hjem med den duft på sig. Havde hans mor været involveret i Raynas liv før?. Marcellus betragtede hende lidt. Rayna og ham, de var forbundet på en måde. Han havde det ikke godt med at se hvordan hun så ud til at have det skidt. Han gik hen til sengen igen og satte sig på den. Han ruskede let i Rayna denne gang og sagde blidt '' Rayna, Rayna.. Jeg tror du har mareridt ''. Hvis hun vågnede ville han give hende et beroligende smil, som tegn på at hun var i sikkerhed. Der var bare noget i denne kvinde der bragte det i ham der var godt og menneskeligt frem. Selv det smil han gav hende bar en smule glæde og oprigtighed. Hun havde i sandhed en effekt på ham ingen andre havde. Han kørte let en hånd over hendes pande for at tørre noget sved væk og sagde så '' Kan jeg hjælpe dig på nogen måde?''. Det mærkeligste var, at han mente det. 

[Deleted]

Hun faldt længere og længere ned i mørket. Lyden af ild var højere end nogensinde før, som var hun selv fanget i flammernes helved, med små knit og knak lyde om sig. Hun prøvede at slippe fri, men kunne ikke.. indtil der pludselig kom en hånd frem i mørket. Hun så tøvende på hånden, før hun rakte sin arm frem, lod sine finger blidt glide ind i hans.. og der var han. Marcellus. Hun så undrende på ham, i det hun sagde " Marcel?.. ". Før hun vidste af det, kom hun tilbage til virkeligheden og vågnede med et et sæt. Hun satte sig så hurtigt op, at lagnet gled ned af hendes nøgne krop og afslørede de runde strittende bryster af hendes. Hun så helt chokeret ud, da hun vågnede og det første blik der mødte hende, var Marcellus. Hans dybe sorte øjne, anelsen af skægstubbe.. de veltrænede arme han havde. En rødmen begyndte at pible frem over hendes kinder, i det hun trak lagnet op over sin overkrop og så flovt væk fra ham, blot for et kort øjeblik.. i det hun tog sig en smule til hovedet og kneb sine øjne sammen. " Ja.. jeg.. jeg er okay nu ". Hun så kort mod Marcellus og trak lagnet lidt højere op, så hun ikke følte sig så nøgen. Hans smil fik dog et lille smil frem på hendes læber, i det hans varme smil.. blot bragte en behagelig følelse frem i hende.



Forsigtigt så hun ind i hans øjne, da han kørte en hånd over hendes pande, for at tørre sved perlerne væk. " Sov ved mig.. ". Hun havde aldrig nogensinde sovet ved siden af en mand eller nogen anden før.. men denne gang.. hun vidste at vis han var ved hendes side, så ville hun måske føle sig sikker?. Hun rejste sig forsigtigt op, i det hun tog lagnet om sig, så hun ikke viste sin nøgne krop. Forsigtigt gik hun hen og tog en skjorte i hvid frem, før hun iførte sig den og tog lagnet i sin hånd og gik tilbage til den halv storre kahyts seng. Hun satte sig blidt hvor hun havde lagt før og så kørt på Marcellus, i det hun gav et lille forsigtigt smil fra sig, der blottede hendes hjørnetænder en smule. Hun var sulten, men ikke noget som gjorde den helt store forskel. Hun ville aldrig bare.. flyve på Marcellus.. måske. Hun så flovt væk fra ham, i det hun forstillede sig, hvordan hans blod mon smagte.. eller forstillede sig.. sine tænder i hans hals, om han ville komme med en nuttet lyd fra sig, måske en brummen?. Hun så kort mod ham og rykkede ind, før hun tog et andet lagen over sig og sagde " Jeg drømte om mine forældre.. den aften de blev myrdet.. og vores hjem blev brændt til grunden.. ". Hun sukkede tungt.

[Deleted]

Marcel kiggede lidt da lagnet faldt ned, da hun træk det op igen og gik over for at tage noget tøj på kom et skævt smil frem på hans læber imens hun havde ryggen til. Hun var bestemt en smuk kvinde, hun havde en krop mænd ikke ville kunne modstå. Marcel rystede lidt på hovedet og smilet forsvandt. Hvorfor smilede han?. Han blinkede et var gange og gned sig i nakken.

Marcel nikkede og sagde '' Hvis du ønsker det, Rayna ''. Et oprigtigt smil viste sig på hans læber. Da hun snakkede om hendes forældre igen var det som om noget gik op for ham. Et lys. Marcel sad lidt og så ud til at være i hans egen verden. Lidt efter kiggede han på hende og drejede sit hoved på skrå. Rayna, det navn, hans egen mors involvering i lignende tilfælde. Han satte sit hoved lidt på skrå og sagde undrende '' Dine hjørne tænder.. Du er en.. nej du trækker vejret, du er en Varyl.. Du er halvt vampyr. Nu lyder det her måske dumt og underligt. Men har din vampyr familie nogensinde gået ind for tvunget ægteskab? ''. Marcel mente at kunne huske et dokument på hans faders kontor da han var yngre. Den gang havde han ikke bidt mærke i det så meget, men hans Fader ønskede jo at Marcel blev hans eneste arving. Dette dokument beskrev et ægteskab der ville binde to meget mægtige fuld blods familier og Marcel mindes at kunne huske navnet Rayna så der på og hans eget. Hans hukommelse kunne spille ham et puds men han måtte finde ud af om det var sandt. Hvis det var sandt var det meget sandsynligt at Rayna og ham selv skulle være blevet gift. Dog var det jo før Marcel flygtede fra sin far.

Marcel tog flaske frem og lagde sig ned, han åbnede den og tog en slurk og holdt den derefter frem til Rayna '' her.. Denne flaske indeholder frisk blod, jeg har kastet et besværgelse der holder indholdet i denne flaske frisk.. Tag for dig ''. Nogle gange kunne det virkelig betale sig at være magiker.

[Deleted]

De glinsende safir gule øjne, betragtede for en kort stund Marcellus, i det han så ud til pludselig at være trukket ud af den virkelig verden og ind i en tænksom verden. Forsigtigt prikkede hun til hans pande, i det hun tøvende spurgte " Er du okay`? Marcel.. ". Hun så undrende på ham, indtil han pludselig lagde sit hoved på skrå og sagde noget. Hun tog hurtigt sin hånd til sig og sad nu over for ham, på knæ.. så hun kunne se ham dybt i øjnene og vise ham, at hun gav ham sin fulde opmærksomhed. Da han nævnte hendes tænder, tog hun sin hånd op foran sin mund, i det hun var en smule flov over dem. " Sorry.. jeg må være virkelig sulten ". Hun ville ikke virke sådan, men vis hun selv skulle sådan rigtig mærke efter.. så var hun vel ved at blive en smule sulten?. Da han så sagde hun var Varyl.. blev hun pludselig en smule nervøs. Da han spurgte ind til det med tvunget ægteskab, så hun tøvende ned.. i det hun sagde " Ja.. ".

Hendes forældre var stukket af fra deres tvungne ægteskaber.. og lige siden, havde klanen prøvet at få fingre i hende, deres datter.. Rayna LéNoir Crimson. " Marcel jeg har.. ikke været helt ærlig over for dig ". Hun så tøvende på ham, i det hun var bange for hans reaktion, bange for hvad han ville tænke om hende, vis hun sagde dette.



" Mit navn er Rayna.. Rayna LéNoir Crimson. Jeg er arving til en højt respekteret og oldgammel vampyr klan. Jeg skulle være gift væk.. eller dræbt, vis jeg ikke blev udleveret ". Hun så tøvende på Marcel.
" Min mor ønskede ikke at blive gift væk, så hun stak af.. giftede sig med en havmand og fik mig. Jeg en blanding af vampyr og havfolk.. så teknisk set er jeg havfrue og vampyr ". Hun så flovt væk fra ham, i det hun bed sig en smule i sin underlæbe, før hun fortsatte. " Noget gik galt.. og mine forældre blev slagtet.. og huset brændt, for at skjule alle beviser. Jeg ved ikke om personen er fra klanen, om de har valgt at dræbe mig, eller om denne person.. var en ude fra, men hvad jeg ved er.. at du nød til at holde dette hemmeligt, fordi jeg har levet i skjul.. min mor ønskede jeg fik mig et normalt liv, ikke et bundet til en person fra fødslen.. blot for at sætte to magtfulde klaner sammen ". Hun så bedende på Marcel, i det hun sagde med en sårbar stemme. " Så please.. vil du holde dette hemmeligt. Sandheden er, at jeg ikke reddet dig med båd, men.. jeg reddet dig, fordi jeg kan trække vejret under vand.. jeg svømmede dig til kysten og.. og troede du var død, jeg prøvede alt jeg kunne, men.. men du ville ikke åbne dine øjne ". En tåre gled ned fra hendes kind, i det hun fortalte dette.



" Please ikke se på mig, som om jeg et misforster ". Da han holde flasken frem mod hende, med blod.. så hun undrende på den, i det hun kiggede på ham. Var han ikke kun en Warlock?. Hun spærrede sine øjne en smule op, i det hun rejste sig op og sagde " Vent.. er du også vampyr?? ". Hun stod der lidt, før hun gik forsigtigt hen af mod ham og tog flasken, dog holde hun stadig afstand til ham en lille smule. Hun tog en tår af indholdet og betragtede det en lille smule, før hun satte sig hen på sengens kant og betragtede Marcel lidt, inden hun sagde " Jeg har sådan savnet at ha en at fortælle det.. fortælle alt jeg har været igennem ". Hun gav et uskyldigt smil fra sig, før hun lagde sig hen på den anden side af sengen og med fronten mod Marcel, så hun kunne tale med ham lidt længere.

[Deleted]

Marcel lagde og tog hendes ord til sig. Så var det altså hende!. Det var hende han skulle have været gift med hvis han var blevet hos hans fader. Hvis han havde gjort som hans fader ønskede. Hvis han havde dræbt sine søskende og taget pladsen som hans eneste og sande arving, så var han blevet gift med Rayna. Han lukkede sine øjne og forstillede sig senariet. Hvordan han sad i sin fyrstelige stol med Rayna ved sin side, hvordan deres børn legede i slots haven. Men ham han sig i sin forestilling var ikke rigtigt ham. Hvis han havde været den person ville han have dræbt sine søskende og blindt fulgt hans faders ord og lov. Hans tanker sluttede og begyndte i en anden bane. Skulle han fortælle Rayna det?. Skulle han lyve og afslutte samtalen eller skulle han fortælle hende hvad han vidste. Marcel sukkede, åbnede sine øjne og satte sig op. Han havde et alvorligt blik i sine øjne. Han sagde med en rolig stemme '' Du er en halv vampyr og halv havfrue.. Men du reddede mit liv.. Så du fortjener sandheden.. Sandheden er.. At din duft er mig velkendt, min mor er... Var en mægtig Warlock. En dag kom hun hjem og bar den samme duft som du bærer når du sveder. Jeg tror hun var involveret i deres død, men jeg er ikke sikker. Hvad andet er.. Så har jeg set dit navn før. Hos min fader. Han var ved at planlægge at vi to skulle giftes for at binde vores to vampyr familier. Sandheden er at.. Jeg, jeg flygtede fra min Fader da han ønskede at jeg skulle dræbe mine søskende. Hans folk har jagtet mig lige siden. Rayna, hvis vi havde gjort som vores familier havde ønsker af os. Ville vi nok være gift den dag i dag ''. Marcel fortalte hende ikke hele sandheden. Sandheden om at hun havde en bestemt effekt på ham han ikke kunne ryste af sig. Sandheden om at hun kunne få ham til at smile. En svag følelse af fortrydelse over hans valg dengang sprang frem i hans indre. Marcel kastede denne følelse væk og lagde sig ned igen. Han lukkede sine øjne og sukkede '' Jeg tror det var skæbnen at vi skulle mødes.. Og jeg fortryder det bestemt ikke ''. Marcel åbnede sine øjne og lagde hans hænder bag hans hoved. Hans havde svært ved at samle sine tanker. Han vidste at hun kunne regne ud at han var en vampyr som hende nu. Skønt han ikke sagde det, så havde han det på samme måde som hende. Det var dejligt at have en at snakke med om det, en der forstod ham.

[Deleted]

Hun så undrende mod ham, i det han snakkede om sandheden. " hvilken sandhed? ". Hun lagde sig helt med fronten mod ham og trak lagnet over sig selv, så hendes overkrop kun var tydelig, hvor det meste af den hvide skjorte dækkede, undtagen det sted, hvor der ingen knapper var, men et stort hul i V skæring, hvor man kunne ane disse runde fyldige bryster af hendes, der kunne ses en bue af. Da han fortalte om dette, at hans mor bar denne duft... at hans far var ved at planlægge deres bryllup, at de skulle giftes. Kort mærkede hun en varm følelse inden i sig, fordi måske var det derfor hun følte sig så tiltrukket til ham?. Skæbnen havde bragt dem sammen igen, på en eller anden virkelig mærkelig.. forskuet måde, men så igen. Så han var altså den hun skulle ha været giftet væk til. Pludselig var tanken om at være lovet væk til en.. ikke så slem, som den havde været i starten.. indtil han nævnte det med at han skulle ha dræbt sine søskende.. " Det jo forfærdeligt!?. Hvordan.. hvordan kan han forlange sådan en ting af dig ". Hun så kort hidsig ud, i det hun formåede at bringe sig selv ned, til et plan hvor hun var fattet igen.



Hun så tøvende på Marcel, i det hun sukkede tungt ligeså og svarede " Ja, skæbnen.. ". Hun kunne ikke lade vær med at tænke på noget, efter at ha set en smule på ham.. på afstand. " Marcel.. du skulle vel aldrig frygte havet? ". Hun spærrede sine øjne en smule op og rykkede tættere på ham, blot for at kunne mærke en hvis varme, samt tryghed. " Der koldt her inde.. ". Hun så tøvende på ham, før hun lukkede sine øjne og gabte en lille smule. Det lange hvide hår, lå smukt glansfuldt ned af hendes skulder.. ned af brystet af hende... i den ene side, hvor hun havde strøget det hen. Hun endte kort efter med at falde i søvn, ikke med vilje.. fordi hun ville gerne snakke meget mere med ham.. men simpelthen fordi hun var så forbandet træt. I løbet af natten, ville hun rykke sig helt tæt på Marcel, forsigtigt tag om hans ene arm, så hans hånd var mellem hendes inderlår, samt hans arm presset mod hendes bar mave og mod brysterne, der gemte sig bag den hvide skjorte, der var krøbet op, i løbet af natten. Hun var ufattelig træt, så for hende.. var han blot en slags dyne, som hun kunne holde om og kramme sig op af. Hendes hjørnetænder var tydeligt fremme, dog havde hun ikke bidt ham en eneste gang.

[Deleted]

Det var et godt spørgsmål. Hvordan kunne hans egen far forlande at han først blev lært om sammen med, skabte et bånd med og fik søskende følelser for nogle han så skulle dræbe. Marcel havde længe tænkt over det, over hans Faders motiv for sådan en beslutning. Marcel var kommet frem til en teori han troede på. Hvis han dræbte sit eget blod for at sikre sig at han var den stærkeste og eneste, så ville han være meget svær at vælte. Hvis man frasagde sig alle følelser og ikke havde nogen tæt på sig så havde man heller ingen svagheder. Men sådan var Marcel ikke dybt inde. Han havde reddet hans søskende og han led prisen, men han fortrød ikke sit valg. Han mente at hans søskende var hans driv kraft. Hver gang alt så sort ud, hver gang døden bankede på hans dør var det tanken om dem og måden han havde ofret alt for at redde dem, der gav ham styrken til at fortsætte. Marcel havde siden den dag han forlod sin far gjort alt for at overbevise sig selv om at der intet var af godhed i ham. Men skønt den var svag, så var der godhed i ham. Godhed og gode følelser, skjult der inde et sted.

Han skulle til at svare da han så hun var faldet i søvn. Han smilede en smule. Hun måtte have haft en hård dag. Han lagde sig selv til at sove. Midt om natten vågnede han og kiggede hurtigt over på Rayna. Han så hvordan hun klamrede sig om hans arm. Han var slet ikke van til at have folk så tæt. Selv når han var sammen med kvinder forlod han dem altid når søvnen bankede på. Men dette var jo ikke sådan en gang. Der var jo ikke sket noget imellem dem. Han smilede svagt og lagde sig til at sove igen.

Næste morgen var han væk fra sengen, dog var der morgenmad i form af brød, ost og æbler på en tallerken på natbordet til Rayna. Når hun kom ud stod han allerede ved roret og gav ordre ud som en rigtig kaptajn '' Hejs stor sejlet.. Kom nu i gang eller jeg forvandler jer til rotter og får kokken til at tilberede jer til aftensmad ''. Han pegede på en af matroserne og sagde med en rolig, dog faretruende stemme '' Få bundet de reb eller lær hvad det vil sige at stå med sine indvolde i favnen ''. Matrosen nikkede og fortsatte. Marcel stillede sig over op kiggede ud over havet. Hans kappe blafrede i vinden. Der stod han i hans sin mørke pragt. Det var nemt at se han havde det godt i en autoritær rolle folkene gjorde som han sagde og stille ikke spørgsmål til hans lederskab. Det var til at se på dem de frygtede ham. Marcel fik et alvorligt blik i sine øjne. Der var stadigvæk lang tid til de nåede deres mål, men han vidste at denne kamp blev noget andet for ham. Denne kamp blev hård. Da han så Rayna smilede han kort og nikkede til at hun skulle slutte sig til ham.

[Deleted]

Morgenen kom tidligere end hun havde håbet, i det solens stråler gled ind gennem vinduets glinsende glas. Forsigtigt løftede hun de trætte øjenlåg, så de smukke safir gule øjne, endnu engang kunne titte frem. Hun følte sig som en helt ny person, i det hun satte sig op og strakte armene over hovedet, mens hun gabte som en løvinde. " Urrraaaggg...! ". Hun gav et lille smil fra sig, i det hun strøg det uglede sne hvide hår bagud, før hun forsigtigt så over mod Marcel.. men han var der ikke?. På nat bordet, stod der dog frisk morgenmad, i form af brød, ost og æbler på en tallerken. Et lille smil gled forsigtigt over de fyldige læber, i det hun godt kunne regne ud, hvem der havde lagt det klar til hende.. Marcel. Hun rødmede en smule ved tanken om, at hun havde sovet ved hans side, at han faktisk skulle ha været hendes.. mand?. Det lød så mærkeligt, det føltes også mærkeligt, men på en god måde.



Forsigtigt drejede hun sine ben, så hun nu sad på sine knæ, i det hun kravlede hen af sengen, til natbordet og sad nu i skrædderstilling, på Marcel´s plads. Hun tog osten og fik sig skåret et stykke, som hun puttede på brødet, før hun tog en bid af det. " Mmhh.. ". Hun nød smagen, samt den følelse det gav inde i hende. Hun havde brug for både blod og almindelig mad, for at overleve.. det var nok de ting, der var mest forfærdelige ved at være halv vampyr.. at man var nød til at tænke mere over ting, der for andre blot var normale.



Da hun var færdig med at spise, rejste hun sig fra sengen af, for at iføre sig de mandelige klæder, så ingen af mandskaber opdagede hvem hun var. Hun bandt sit hår med et sort bånd og stoppede det op under huen, som hun havde haft på tidligere, før hun smuttede ud af døren og så en smule rundt. Hun havde kunnet høre Marcel befale ting, så de var sikkert allerede klar til en ny dag.. tættere på hans mål. Hun så kort rundt, i det hun trådte ud af kahytten, før hun så op mod hvor Marcel stod. Da han nikkede til hende, vidste hun at det var ment som, at hun skulle komme op til ham. Hun gik op af trapperne og stillede sig ved hans side. Hun smilede forsigtigt og sagde " Godmorgen, Hr Kaptajn ". Hun så kort rundt, i det hun så de andre arbejde hårdt. " Hvor langt er der endnu? ".

[Deleted]

Marcel kiggede på Rayna og smilede en smule. De andre kiggede lidt underligt. Det var første gang de så ham smile. Marcel tænkte også over hvordan hun kunne få et smil frem på hans læber, selv når han ikke ønskede at smile. Han kiggede ud over havet igen og sagde roligt '' Omkring fire dages tid '' Marcel kiggede rundt med et blik i sine øjne der kunne give de fleste gåsehud og sagde '' Hvis disse mider ellers kan tage sig sammen og gøre deres arbejde bare lige så godt som en fem årig ''. De andre kiggede væk igen og gav sig til at arbejde igen. Marcel rakte flasken med blod til Rayna. Han vidste ikke at hun var vampyr, så han havde ikke taget nok med til hende. Dette betød at de ikke havde nok til hjem rejsen, men det måtte han tage til den tid.

Der da blev aften gav Marcel ordren til at mændene skulle tage sig en pause. Da kun Rayna og ham stod på dækket stillede han sig hen til masten og kiggede op på nattehimlen. Stjernerne var så klarer her til aften. Hvis hun komer over til ham sagde han roligt og næsten forsvarsløst '' For at svare på dit spørgsmål i går. Ja, jeg frygter havet ''. Dette var sandheden. Marcel havde aldrig nogenside fortalt en af hans svagheder til en anden person. Marcel følte sig faktisk svag ved at have sagt det højt. Han rystede lidt på hovedet og gik lidt væk fra hende. Han havde aldrig åbnet sig på den måde før. Han kiggede op på himlet grinede. Han rystede på hovedet og sagde sarkastisk '' Men det er jo godt jeg hader havet, for det er det eneste sted jeg føler mig sikker. Vidunderligt ''. Marcel kunne mærke hvordan der langsomt blev koldere. Han kneb sine øjne sammen. Han kunne se på skuerne at der ville blive storm i aften, en kold og regnfuld storm.

[Deleted]

Hun stod ved hans side og betragtede mandskabet, der var i fuld gang med at gør skibet klar til havets vande endnu engang, med fulde sejl. Hun tog forsigtigt imod flasken med blod og betragtede den en lille smule, før hun rakte Marcel den igen. " Nej tak.. jeg overlever ". Hun smilede en lille smule. De var begge vampyr, havde det begge i sig, dog.. hun producerede faktisk blod.. fordi hun var den hun jo var. Hun havde dog brug for blod, for at holde sine evner oppe at køre, men ellers kunne hun godt leve uden det, skønt.. hun kunne stadig ha yderlig lyst til at smage eller få blod udover nødvendighederne.



Da aftenen nærmede sig, så hun kort rundt, gik en lille tur for at tjekke rebene. Alt så ud til at være perfekt, før hun smuttede op til Marcel igen og stod nu ved hans side endnu engang. Da han kiggede op mod himlen, smilede hun en lille smule, i det hun nærmede sig ham og sagde kort

" Himlen er ej smukkere, end hvor mørket hersker.. "

Hun gav et lille grin fra sig og sagde kort " Det sagde min mor altid.. ". Hun så kort på ham, med op spærrede øjne, da han åbnede sit iron heart og fortalte sin svaghed til hende, hans lille hemmelighed. Hun så hvordan han trådte væk fra hende, i mens han grinte og derefter rystede på hovedet og kom med sin sarkasme. Forsigtigt gik hun hen til ham og tog blidt om hans håndled og så ham dybt i øjnene, med sine safir gule øjne, der glinsede om kap med stjernerne, denne fortryllende aften. " Det ikke en svaghed. Den der ingen frygt har, har ligeså heller intet at opnå. Du frygter tydeligt døden.. fordi du nyder livet. Vis du ikke frygtede døden, ville du måske heller ikke nyde livet, så foragt aldrig din største svaghed, fordi den er sandelig også dit stærkeste våben samt grund.. til netop at du gør dette ". Han ville ikke dræbe sine søskende.. han ville ikke slippe sig selv, den svaghed.. fordi de også var hans styrke. Det var det hun prøvede at fortælle ham, at ens største svaghed, kunne vise sig, at være ens største styrke.. den kunne forme en.. gør en stærkere end før.



Hun så kort rundt, i det hun så ned på sin hånd, der stadig holde om hans håndled. Forsigtigt slap hun ham, i det hun flovt så væk fra ham, i det hun rødmede en lille smule og sagde" Øhm.. men.. øm ". Hun manglede pludselig ord og fandt sig selv, stående og så helt paf ud for et kort sekund, før hun kiggede mod mandskabet. " Dette sted.. ". Hun kiggede ned mod havet og derefter mandskabet, i det hun så mod Marcel. " Hvad siger du til en svømme tur?.. senere, når mandskabet sover? ". Hun smilede en lille smule og sagde " Lad mig vise dig en ny verden, end denne... tænk over det ". Med disse ord, vendte hun sig om og gik ned til kahytten, for at ordne nogle ting, som kort og hvor meget mad der var endnu og hvor meget de havde at drikke, da det var blevet så sent.. at mandskabet sov.. gik hun ud fra kahytten og strakte sig en smule, i det hun gik hen mod rælingen, kiggede kort ud.. inden hun ventede, ventede på om Marcel ville komme eller ikke. 

[Deleted]

Marcel lyttede til hende og efter hendes lille tale smilede han oprigtigt. Hun havde ret, han måtte vende hans svaghed til hans styrke. Men han havde nu ikke helt styr på hvordan han skulle gøre det, men det kom vel med tiden. Da hun tog rundt om hans håndled kiggede han bare ud over havet. Han kunne ikke lade være med at grine en smile da hun rødmede. Hun var godt nok en genert person, må den måde var hun langt fra som ham. Han var bestemt en meget fri person der brugte flirt til at få sin vilje. Hendes spørgsmål satte sig fast i hans hoved. Da hun gik ned igen stod Marcel lidt og kiggede ud over havet. Kunne han overhovedet overvinde sin frygt. Var han overhovedet stærk nok?. Han tænkte tilbage på alle de gange han var gået forbi folk i problemer og intet havde gjort. Alle de gange døden havde taget folk lige for næsen af ham. Disse ting rørte ham ikke, men måden havet tog folk på gjorde. 

Da alle havde lagt sig til at sove og hun kom op stod han og kiggede ud over havet. Han stod stadigvæk i sit tøj. Han sagde med en rolig stemme '' Om en times tid når de skyer os.. Der vil blive kraftig blæst og regn, for ikke at nævne kulde. Det er måske ikke den rigtige tid at svømme på ''. Sandheden var at han frygtede det mørke dybe vand. De ville sagtens kunne nå en tur i vandet, men han var bestemt ikke tryg ved det. Vandet var bidende kold, for ikke at nævne strømmen. Stormen nåede først båden om en time, men han skjulte sig bag den undskyldning. Marcel vendte ryggen til Rayna og sagde ''Jeg beklager ''. Han gik med rolige skridt ned mod kahytten men stoppede så og vendte sig om. Han kiggede mod havet og løb over og forsøgte at tage Rayna op i hans arme og så springe i vandet.

[Deleted]

Hun smilede en lille smule og sagde" Stadig bange? ". Hun så kort ned og derefter op mod himlen og ud mod horizonten.. " Om en times tid ja.. men ikke nu ". Hun så tøvende mod ham, i det hun sukkede en lille smule. Hun ville ikke tvinge ham til at svømme, dog nogen gange.. skulle folk bare skubbes ud i det, uden de kunne nå at sige stop, eller inden hjernen opfattede hvad der var ved at ske. Hun sukkede tungt, da han sagde at han beklagede. " Det helt iorden Marcel.. dog så vil jeg svømme. Alene.. ". Hun begyndte at tag sine ting af, forbinde forbindingen fri, i det hun nu stod kun iført skjorte og bukser.. før hun lod bukserne falde til jorden, inden hun kiggede mod havet for at gør sig selv klar. Hun opdagede dog ikke, at Marcel stoppede op.. men hun hørte lyden af fodtrin, som om en løb mod hende. Hun vendte sig hurtigt om, i det hun troede at det var en fra mandskabet, dog da hun så Marcel, blev hun ret så overrasket og paf.. at hun slet ikke kunne få et eneste ord frem..

" Iighh! ".



Hun mærkede det iskolde vand omfavne hende, som det havde gjort så mange andre gange, samt hun mærkede Marcel´s faste hænder, hvordan han klamrede sig til hende.. eller nærmere om hende, i det de begge ramte vandet på samme tid. Hun lukkede sine øjne, da hun mærkede sig selv komme under vand overfladen.. før hun åbnede dem igen, da hun mærkede sig selv komme op over vandet. Hun gispede kort " Grraah!?..?? ". Hun så forvirret rundt, i det hun strøg vandet væk fra sit ansigt og sit hår bagud, før hun så rundt efter Marcel, indtil hun opdagede ham " Er du crazy?!.. jeg.. jeg ". Hun begyndte dog at grine en lille smule, i det hun prøvede at virke en smule arrig over dette, dog morede det hende mere, end at gør hende arrig. Hun så kort rundt, i det hun kun var iført en skjorte, der hurtigt gik fra hvid til klistrende til hendes slanke timeglas form, samt blev en smule gennemsigtig. Hendes lange sne hvide hår.. var langsomt blevet ravne sort, samt hendes øjne lyste en lille smule. Hun smilede til Marcel og sagde" Please ikke døm mig okay..? ". Hun lukkede kort sine øjne, i det hun samlede sine ben.. og langsomt.. begyndte der at komme bobler rundt om hende, før hun lænede sig bagud og man så en smuk.. sne hvid mat hale komme til syne.. der havde et sort ligene skær over sig. " mermaid power ". Hun grinte kort og betragtede Marcel med sine nu forføriske øjne, i det hun forsigtigt gik hen til ham og langsomt lænede sig ind mod ham, i det hun sagde" Træk vejret ind, så godt du nu kan... så vil jeg forsyne dig med luft.. for hver gang du har brug for det.. blot klem om min arm ". Hun lod sig glide ind under den ene af hans arme, så han kunne holde om hende, hvorefter hun dykkede ned under vandoverfladen, ned i dybet.



Alt var kuld sort rundt om dem, som om det ville fortsætte i en evighed... dog dykkede hun ikke forfærdelig langt ned, eftersom hun ikke ville ha, at Marcel skulle føle ubehag, eller fryse alt for meget. Hun stoppede kort op, i det man kunne se en smule lys. Hun smilede kort og så mod Marcel, i det hun lænede sig frem mod ham og blidt... pustede nyt luft ind i hans lunger, noget som hun havde gemt på. Hun så kort på ham, i det hun pegede hen af mod lyset.. og før de vidste af det.. var der noget der lignede en vandmand foran dem. Forsigtigt berørte hun dens bløde padehat formede hoved.. før den svømmede en tak op.. og pludselig.. rundt om dem, blev der lyst op, af flere hundrede jellyfish. Selvlysende jellyfish.. Magiske.. der boede dybt nede.. men kom op for at lyse overfladen af vandet.. når natten herskede.

[Deleted]

Da Marcel ramte vandet, ramte det kolde vand ham som et slag i ansigtet. Dette vand var virkelig koldt. En sort skygge dannede sig rundt om ham og forsygnede ham med varme og mod det tryg han ville blive udsat for når de kom dybere ned. Han holdt vejret og kiggede rundt. Han kiggede på Rayna da hun transformerede. Han fik store øjne da hendes hale dannede sig. Marcel havde altid ønsket at mestre transformations magi, dog var det ikke noget han havde modtaget den vilde træning i det. Da han var ved at løbe tør for ilt fyldte hun atter hans lunger med frisk ilt. Han kiggede rundt. Havet var så sort, så mørkt. Han havde en vampyrs nattesyn, så han kunne sagtens se her nede. Men han var bestemt ikke glad for at være here nede. Drukne døden var den værste i hans øjne. Da han så vandmændene løftede han blot et øjenbryn. Marcel var en Warlock, dyr sagde ham intet. Skønt det var et smukt syn, var det ikke noget specielt i hans øjne. Det var blot selvlysende dyr. Han havde aldrig kunne forstå hvordan folk kunne finde naturen smuk og tiltrækkende. For ham var naturen til for at blive udnyttet og brugt til egen fordel. Han havde ofte været steder og i situationer andre ville have set som smukke og unikke. Men Marcel havde et helt andet syn på hvad smukt var. Han var bestemt en intellektuel mand, men hans syn på verden havde gjort ham en kold og kynisk mand.

Marcel kiggede sig rundt igen og hev Rayna lidt i armen. Han var ved at løbe tør for ilt igen. Han hev hende lidt panisk i armen, han kunne næsten mærke hvordan ilten løb fra ham, hvordan havet greb fat i ham og gjorde krav på ham. Han lukkede hurtigt sine øjne. Han kunne bestemt ikke lide når andre kunne se at han var bange, at han var svag. Men dette var hans største frygt, hans værste mareridt.

[Deleted]

Hun så kort mod Marcel, i det han pludselig syntes at blive en smule panisk. Forsigtigt vendte hun sig mod ham, i det hun blidt berørte hans kind, i det hun lænede sig ind mod ham og berørte hans læber. Hun lod sine læber adskille hans, for at kunne føre luften ind, inden hun lod sine læber glide væk fra hans. Hun smilede forsigtigt til ham, for prøve at få ham til at slappe af, før hun forsigtigt trak ham med sig lidt længere ned, indtil man pludselig kunne se jellyfish igen. Forsigtigt tog hun fat i hans hånd, i det hun rakte sin frem med hans og lod ham prøve at rør den foroven, på padde hovedet. Den skiftede kort farve, i det de fjernede hånden. Hun så kort på ham, i det hun lod dem svømme lidt rundt, før de svømmede tilbage op til overfladen, hvor skibet var. 

Da de nåede overfladen, trak hun kort vejret og lod sine hale glide væk, så det nu igen var hendes ben. Det lange hår, var stadig ravne sort, samt de glinsende safir gule øjne, betragtede Marcel, i det hun sagde" Er du okay? ". Hun studerede hans udtryk en lille smule, før hun så op af mod skibet, inden hun valgte at svømme hen til det, så de kunne komme op igen. Hun lod ham kravle op først, for derefter at kravle op, dog det der mødte hende, overraskede hende en smule. Mandskabet stod og så lettere panisk ud, i det hun kravlede op fra siden af... de betragtede hende en smule, i det en af dem begyndte at grine. " Jeg tænkte det nok.. ". Rayna så bestemt på dem, i det hun sagde " Okay... såh ". Hun så kort mod Marcel, i det hun så flovt væk fra ham. 

" Jeg vil lade.. dig, Hr Kaptajn.. klare dette problem ". Hun gik derefter hurtigt ned i kahytten, for at tørre sig og skifte til noget tørt. Dette var ikke godt.. det var ikke godt, at de vidste der var en kvinde ombord, dog.. så de ikke ligefrem så barbariske ud.. at de kunne finde på noget.

[Deleted]

Marcel blev mere roligt da han fik ilt igen. Han åbnede sine øjne og kiggede rundt. Han fandt noget indre ro, han havde sådan set besejret sin frygt ved at tage her ned. Han ville ikke til at tabe til den igen. Da de svømmede rundt kiggede ham på havets dyr. Der var slet ikke så slemt her nede som han troede. Da hun fik ham til at røre vandmanden kom et lille smil frem på hans læber. Dette væsen var ikke som et han havde set før. Dens padde var blød og bøjelig. Det fik ham til at tænke på en forbandelse han engang havde kastet på en bonde da han var 14. Denne forbandelse gjorde at bondes knogler ville blive bløde jo mere han følte frygt. Marcel kom i tanke om hvordan han gjorde bonden så bange at hans knogler blev så bløde at han døde af det. Da de kom om til overfladen trak Marcel den friske luft ind i sine lunger og virkede meget lettet. Han sagde roligt '' Jeg har det fint ''. Da de kom ombord på skibet fik han skyggen til at forsvinde.

Mandskabet stod og kiggede efter Rayna da hun gik. Da hun var gået kiggede de på Marcel igen. Marcel stod roligt og kiggede på dem. En sort skyggede dannede sig i hans øjne, derefter dannede der sig en sort skygge omkring ham. Han sagde roligt og stille '' Hvis nogen så meget som kigger forkert på hende. Så vil døden være det i tigger efter indenfor sekunder. Bare et forkert blik er nok. ''. Skyggen voksede og mændende gik tilbage for ikke at blive omsluttet af dem. Marcel sagde højt og meget faretruende '' Har jeg gjort det klart nok! ''. Mændende nikkede i frygt. Skyggen forsvandt ind i Marcel igen og han sagde roligt '' Godt så, tilbage til arbejdet''. Marcel gik ned i kahytten. På vejen der ned stoppede han op. Han lagde en hånd på hans læber. Hendes læber havde været imod hans under vandet for at give ham ilt. Han lod en finger glide over hans læber og stod lidt i hans egne tanker. Da han kom til sig selv igen, rystede han på hovedet og gik indenfor.

Da han kom ind kiggede han på Rayna med et smil og sagde med hans rug charmerende stemme '' Så er det ordnet. De vil ikke røre dig, faktisk tror jeg ikke engang de tør se på dig. Når jeg vil kan jeg godt være meget... overbevisende ''. Marcel grinede en smule og satte sig ned i sengen.