Ocean blue

[Deleted]

Tid - 12:32

Sted - Cetiul - Havnen/Stranden/Havet

Vejr - Solskin/Lunt

Omgivelser - Lyden af bølger og duften af havbrise

Cetiul, den mest livlige og frie havne by, der overhovedet fandtes. Dette var et sted hvor frie sjæle kom, for at handle og drikke, grine og snakke. Der var alle slags racer, samt alle mulige formål at gøre i denne by. Rayna var som altid taget en tur ned til havnen, blot for at kigge en smule rundt. Hun var en nysgerrig sjæl og havde som altid brug for at adskille virkelighed med lidt fantasi, som netop betød, at tag en dukkert senere henne ved stranden. Som halv havfrue var hun dømt til at kunne forvandle sig, til at kunne forandre sig, samt hendes healings evne var utrolig, netop fordi hun kunne få denne lange smukke hale. 
De safir gule øjne, betragtede en smule de folk der gik rundt omkring. Rayna var let at spotte, med den fejlfrie mælke hvide hud, de lange sorte øjenvipper, samt det halv lange silke tynde snehvide hår, der gik hende til hofterne. Hun havde de smukkeste glansfulde dyriske safir gule øjne, samt blege rødlige læber, der kunne se en smule pink ud, vis hun befandt sig for meget i havet, eller vis hun ikke drak nok blod, fordi ud over at være havfrue.. var hun også vampyr.

Hendes mor havde været fra en fuldblods vampyr klan, skulle giftes væk, til en rigtig forfærdelig fuldblods vampyr.. en mand der ikke.. var god på nogen måde. Hendes mor havde forelsket sig i en havmand, typisk forbudt kærligheds historie, der var endt så barbarisk.. at hendes forældres dele.. var fundet spredt.. i et brændt hus, i Imandra.. hvor de havde søgt tilflugt med hende, for at skjule deres forbudte barn.. nemlig en blanding af havfrue og vampyr.. fra fuldblods klaner.. fordi hendes far, var fra en fuldblods klan af havfolk. 

Rayna skjulte sig altid, sagde nærmest aldrig sit navn eller hvem hun var, samt hun rejste meget. Hun havde intet job, så hun holde sig til at stjæle ting, stjæle hvad hun havde brug for og så ikke mere. 

Dette var dog en af de dage, hvor hun havde valgt at tag fri, blot for at kunne slappe af. Hun stod ved havnen, ved en af sælgerne og snakkede om et smukt guld smykke, hvorefter hun tog blidt om kæden og førte den op til sin hals. Hun var iført fine lyseblå klæder, i fint stof, næsten gennemsigtige, der viste en hvid bikini under dette stykke stof, der kunne minde om noget fra en mave danser. Hun smilede kort til sælgeren og gav ham derefter det fine halssmykke tilbage, før hendes øjne vandrede... mod en skabning. * Hm? *.

Han fangede hendes blik med det samme. Hans udstråling var forfærdelig tillokkende.. så flot og prægtig. Hun kunne ikke undgå at stå og falde en smule i staver, indtil en kom til at gå ind i hende ved et uheld. " Uh!.. undskyld ". Hun smilede undskyldende og så kort mod fyren, inden hun gik videre, for derefter at forsvinde ned mod stranden. 

Da hun kom der ned, tog hun bunden af sig selv, hvorefter hun gemte tøjet, dog bikini toppen, tog hun dog ikke af. Denne tid havde hverken mobiler eller fryser.. kælderrum fungerede som frysere, samt den havde ikke ny moderne brusere, men nærmere iskolde bade eller varme baljer med vand... dette her var den tids alder, hvor drager eksisterede, hvor havfruer var mulige, ligeså pirater og rigmænd med masser af damer og forfærdelige ry, samt troldmænd og hekse fandtes ligeså vel som engle og dæmoner. Dette var så sandelig en magisk verden. 

Rayna trådte ud i vandet, indtil det gik hende til de fyldige bryster, hvorefter hun dykkede ned under vandet og forsvandt. Når hendes hår kom i kontakt med vand, ville det automatisk skifte farve fra det sne hvide ydre, til en smuk ravne sort farve. Langsomt forsvandt hendes ben og blev erstattet af denne smukke hale, der smeltede sig ind med hendes smukke slanke krop.. halen var en mat hvid farve, med sort pearlescent. Hendes hale var mat glat og blød, ikke skældet og glansfuld. Når der plejede at være en slags regnbue refleks over skæld på en fisk, sådan var det med hendes hale, undtagen.. man ville ikke se et regnbue mønster, men smukt sort skær, så hendes hale ikke blot var hvid, men ligeså sort. 

Hun havde svømmet det meste af dagen, så da hun endelig besluttede sig for at det var nok for idag.. opdagede hun noget på sin hjemvej. Et skib?.. Hun så kort mod det, før hun dykkede ned igen og svømmede mod det. Solen stod højt på himlen og vejret var lunt og dejligt.. klar himmel uden skyer, denne dag var fantastisk... for nogle i hvert fald. Hun kunne trække vejret under vand, så hun kom først op til overfladen igen, da hun næsten var helt henne ved skibet.. dog da hun kom tæt nok på, kunne hun høre noget foruroligende.. det lød som om nogle kæmpede?. * Åh nej.. *.







@marcellus

[Deleted]

Marcellus var taget fra hans hus på endnu en af hans skattejagter. Denne gang drejede det sig om en perle. Legenden sagde at denne perle var i stand til at rense en person for enhver gift. Det ville være et nyttigt objekt at have i sine hænder. ikke en af de mest magtfulde genstande i verden men bestemt heller ikke en af de svageste. Han havde sådan fundet en båd med et mandskab der var gale nok til at tage med ham ud på dette eventyr. For legenden fortalte at et forfærdeligt havmonster beskyttede perlen. Marcellus var en magtful Warlock, ikke nok med det så havde han Vampyr kræfter. Han kunne have respekt for mange ting, men han mente selv at der ikke var meget i denne verden han i hvert fald ikke havde en værdig chance imod. Han måtte bare bruge sine evner rigtigt.

På vej ned mod havnen var han fokuseret, men selv om han mentalt var ved at gøre dig klar. Så stødte han ind i en kvinde. Han kunne ikke lade være med at fange hendes blik. Han kunne mærke sit hjerte slå hurtigere. Dog slog han det fra sig hurtigt. Han havde andre planer. Selv om der kun var få, for ikke at sige ingen kvinder der havde haft denne effekt på ham før, så var han en ~ lone wolf~ som altid. Han lukkede ingen ind, aldrig.

Kvinden ville ikke forlade hans tanker. Da de nåede båden kiggede en af hans crew på ham. Der var i alt tre af dem. Tre mænd. En af dem sagde '' Mister Black.. Er der noget galt? ''. Marcellus skød den smukke kvinde ud af sit hoved og rystede let på hovedet.

Da de havde sejlet i omkring to timer rykkede en af mændende sejlet ned. Marcellus kiggede op fra det kort han havde over hvor perlen skulle være gemt, dog sagde han intet. Han kiggede bare på de tre mænd. Den ene mand trådte frem og smilede ondt og sagde '' Black.. Vi ved du er en mægtig Warlock.. Derfor har vi tænkt os at tage dine kræfter og bruge dem til at dræbe bæstet med og tage perlen for os selv!''. Marcellus lagde nu først mærke til det. Han havde været for opslugt af sin jagt på perlen. Der var runer på masten af skibet og fire andre steder på skibet, i form af en stjerne. Det var et Warlock ritual. Alle der døde indenfor denne stjerne. Deres kræfter ville blive, en anden Warlock ville midlertidigt kunne bruge disse kræfter. Det ville være nok for disse mænd til at tage uhyret selv også selv om de ikke var mægtige. De træk allesammen sølvknive og smilede. Marcellus fik store øjne *hvordan kender de min svaghed*. Han fik en alvorlig mine og sagde '' Karthalus Alukacarus ''. Han kastede en besvægelse for at lukke hans magi inde i hans halskæde. Hvis han døde skulle de ikke have hans magi.

Han trak sit sværd og kampen gik i gang. Den første angreb og Marcellus angreb og i en lynhurtigt sving skar han armen af den uvidende mand. De sidste to gispede. Nok kendte de hans svaghed, men det så ikke ud til de vidste han havde vampyr evner. De fik dog hurtigt samlet deres tanker og den af dem der var Warlock kastede en besværgelse. Marcellus faldt på knæ i smerte. Den anden løb over og stak Marcellus i maven med sin kniv af sølv. Marcellus mærkede smerten og vreden i ham stige. Han fik røde lysende øjne. Han tog fat i manden arm og rykkede ham til sig og bed ham hårdt i halsen. Manden faldt om og skreg. Marcellus rejste sig blødende op og knurrede af den sidste, Warlocken. Warlokken rystede på hovedet og skreg panikslagen '' Hvis jeg skal dø tager jeg dig med mig ''. Marcellus var for svag til at reagere hurtigt nok. Han satte i løb imod Warlocken, men han nåede det ikke i tide. Warlocken kastede en besværgelse. Det var en der fik ham selv til at eksplodere. En sådan selv dræbende magi var magtfuld. Hele skibet blev blæst fra hinanden og Marcellus blev skudt op i luften af trykket  fra eksplosionen. Omkring fem meter om i luften, før han ramte vandet med et plast. Han var forbrændt og kniven sad stadigvæk i hans mave. Ha kunne se hvordan vandet omkring ham blev rødt, i det han sank ned mod dybet. Han besvimede kort tid efter. Alt blev sort, han troede hans sidste time var kommet. Hans sidste eventyr. Hans sidste kamp.

[Deleted]

Da skibet eksploderede, så Rayna med store øjne, på det farlige fyrværkeri af brænde og ild, der skød sig ud til siderne, fra dette storslået skib, der før syntes at ha været så smuk og fredfyld. Hendes blik opfangede en skikkelse, i det hun kort efter så et plask, som var der en der havde overlevet dette vanvid. Havet var malet blodrødt, samt sort fra skibets krudt og mandskabets blod.. hun frygtede det værste, men alligevel, så mente hun, at hun ikke kunne lade en synke til bunds, vis det nu var en person og ikke blot et stykke af masten. Havet havde denne smukke krystal blå farve, der blev blot smukkere og smukkere for hver øjekast. Solen stod højt på himlen og gjorde det dybe hav, lun for oven og iskoldt forneden, hvor rovdyrene levede. 

Langsomt lod hun sig glide ned under vand, men trak dog noget luft ind i sine lunger, der dog ikke behøvede dette luft.. blot for en sikkerheds skyld, vis der skulle være en. Så hurtigt hendes lange slanke mat hvide hale kunne bære hende.. lod hun sig selv glide yndefuldt igennem havets blå, indtil hun så skikkelsen, der var på vej til at blive opslugt af det blå dyb. * Nej!.. *. 

Hun kunne genkende skikkelsen, det var den mand der havde stødt ind i hende tidligere. Hun huskede ham tydeligt. Hun dykkede så hurtigt hun nu kunne ned, for at omfavne ham blidt, mens hun holde hans hvad der lignede livløse krop.. ind mod hendes favn. Hun betragtede det kønne ydre og lænede sig langsomt ind mod hans iskolde læber, før hun blidt pustede luft ned i hans lunger, inden hun trak ham med op til vandoverfladen. Da hun havde fået ham op, fandt hun en tønde at lægge ham på, hvorefter hun begyndte at skubbe den ind mod breden, indtil de var så tæt på, at hun kunne lade ham glide af tynden og trække ham det sidste stykke. Som havfrue, var det lettest at lægge ham på en af de store glatte stenbrede.. der var langs den smukke strand.

Der var ingen nysgerrige øjne at se. Forsigtigt lænede hun sig ned mod ham og så nervøst rundt, mens hun prøvede at finde en måde.. noget der kunne gøres. * Han ser så bleg ud.. *. Hun lænede sig frem mod hans bryst, for at lytte til hans hjerte, i det hun syntes at kunne høre en svag banken. Forsigtigt begyndte hun at presse mod hans bryst, for at prøve at pumpe hvad end for noget vand han måtte ha slugt.. ud af hans krop. " Please, træk vejret.. please! ". Hun prøvede igen og igen.. og lænede sig frem og puste luft ind, mens hun holde ham for næsen. Blidt slap hun hans næse igen og skubbe til at pumpe videre, i det hun mærkede noget, der havde fat i hendes hår.. en halskæde?. Den så underskøn ud.. dens farve.. måden den glinsede på. Hun betragtede den nøje, før hun så nervøst på den forbrændte mand.. inden hun bed sig i håndledet og lænede sig frem. Vampyr blod kunne heale, det vidste hun... Forsigtigt lod hun nogle dråber glide ned i hans mund, før hun blidt skubbede hans hage op af, så hans mund lukkede sig. 

Der havde ingen vand været at pumpe ud, hvilket var et godt tegn.. dog var hun stadig nervøs for ham. Forsigtigt lod hun sig glide ud i vandet igen, mens hun så tøvende mod ham... håbede at han ville vågne.. men som timerne gik.. virkede det ikke sandsynligt.. indtil hun knugede om hans halskæde. " Jeg.. skal nok passe på den for dig ". han duftede ikke menneskelig.. måske ville han overleve.. kun tiden ville vise det. Hun dykkede derefter væk fra ham, med halskæden om sin hals..
Hun forsvandt under vandet og dykkede væk, flere kilometer, indtil hun endte nær nogle klipper, hvor hun lod sig selv få ben.. og iførte sig sine klæder, inden hun gik ind af mod byen, dog dækkede halskæden.. inden under et tyndt sjal, der var hen over skulder/bryst af hende.

[Deleted]

Marcellus vågnede med et sæt. Han satte sig op og hostede. Han havde en underlig smag i munden. Det var blod, men ikke menneske blod. Han kiggede sig rundt omkring. Han øjne åbnede sig hurtigt da han så sin hånd. Han havde healende evner fra hans vampyr side men ikke så gode. Han brandsår forsvandt på få sekunder. Han blinkede et par gange og tænkte * Hvad sker der.. Det blod jeg fik.. Hvad er det fo...* Hans tanker stoppede da han kunne mærke det. hans halskæde. Halskæden han havde gemt sine Warlock kræfter i. Han rystede på hovedet og rejste sig op. Men stod stille. Der var en duft i luften. En duft han havde duftet før. Han satte en hånd til hans hage og tænkte * Rolig. Tag dig sammen. Den halskæde kan ikke falde af, kun tages af. Jeg kan se i sandet at jeg er blevet slæbt op. Underlige spor.. En havfrue måske?.. Men de kan ikke komme op på land. Hvorfor virker denne duft så så bekendt *. Han tog sig til sine læber. Med et gik det op for ham. Han lagde brikkerne sammen i sit hoved *Duften var fra kvinden jeg gik ind i.. hende fra byen *. Han følte sig heldig i alt hans uheld. Hvis ikke hun havde sat sig fast i hans hoved ville han aldrig have fundet frem til alt dette. Han ville aldrig have fundet et spor. Han smed hans kappe og ødelagte læder rustning. Han stod nu bare i en sort skjorte og bukser. Heldigvis havde vandet vasket blodet af skjorten. Han tog sig til hovedet og gik ind mod byen. Han måtte finde denne kvinde. 

Efter nogle timers gåtur nåede han byen. Han havde mødt en rejsende på vejen mod byen. Han havde drænet ham for blod og taget hans tøj. Det var bestemt ikke hans stil. Laset og slidt tøj. Dog med en kappe som han satte over sit hoved. Han måtte finde kvinden, eller i hvert fald finde ud af hvem hun var. Hun havde jo halskæden der indeholdt alle hans Warlock kræfter. Han måtte have dem tilbage. Han havde dog stadigvæk hans sværd. Ikke fordi han regnede med han fik brug for det imod kvinden. Det tydede jo på at hun havde reddet hans liv.

Marcellus havde ledt i flere timer nu og det var ved at blive mørkt. Han satte sig på en bænk. Ingen vidste noget om kvinden og hvis de gjorde ville de ikke sige det. Han var ved at give op, men ligesom han havde givet op dukkede duften op. Han rejste sig op og kiggede. Markedet var lukkede for i dag, men der gik hun, igennem den forladte markedsplads. Marcellus sagde højlydt med en blid ryst '' Vent.. Frøken ''. Han tog sin hætte af og gik over imod hende. Hun var endnu smukkere end han havde husket. Han sank en klump. *denne kvinde.. Hvem er hun!. Hun er jo underskøn*. Marcellus rystede det af sig. han vidste at smukke kvinder var farlige og det endte altid i problemer. Det endte altid med at bide ham i røven. Han gik elegant, dog stadigvæk en smule omtumlet over imod den underskønne kvinde.

[Deleted]

Byen summede stadig med liv, ligesom første gang hun havde været der.. ingen kendte til hvad der var sket, ude på det åbne hav og måske de aldrig nogensinde ville finde ud af det. Den unge herre hun havde mødt, han så ældre ud end hende, men ikke gammel.. nej,- ungdommelig, flot.. maskulin.. men skadet og svagelig ud, som en der havde brug for hjælp. Hun håbede virkelig ikke, at han ville dø, at han ville ende med at lægge på stranden indtil tidernes morgen.. og blive fundet som et ædt kadaver.. 

Hun tog hen til et af de lokale badehuse, hvor hun vaskede sig ren med sæbe, hvorefter hun tog hen til en frisør, der lå nær bordellerne. Efter at ha fået sit hår sat en smule bagud og krøllede lidt op i sine spidser.. samt drukket lidt vand med mint smag, duftede hun frisk og skøn igen og så ligesådan ud. Hun bar en sort underskøn kjole, med sorte læder snørre om sin slanke timeglas form. De glansfulde dyriske safir gule øjne, stod ekstra ud, efter at hun havde fået farvet sine hvide øjenvipper, i en ekstra sort farve igen, med noget speciel farve, der gjorde at når man vaskede ens ansigt, så bar øjenvipperne stadig den sorte farve. 

Rayna betalte, hvorefter hun gik ud fra huset igen. Hun var hverken prositueret eller arbejdede, dog stjal hun fra de rette og stjal aldrig mere end hun ville bruge, netop så folk altid fik det indtryk af hende, at hun var rig.. eller kom fra en familie af stor rigdom, netop så ingen fattede mistanke. Som natten begyndte at falde på.. kunne hun ikke slå manden ud af sit hoved. Hun bar halskæden om sin hals, for fuld skue til folk.. dog anede hun ikke hvad dette var, samt dens værdifulde værdi. 

I mens hun gik i sin tanke strøm, forbi folk.. fandt hun sig pludselig nede af den gade, hvor markeredet altid blev holdt. Hun skulle til at vende om, i det hun hørte en stemme bag sig, før hun vendte sig om og betragtede den selv samme mand, som hun havde prøvet at redde. " Hhåå!..? ". Hun tog sig kort til munden, for at holde sit forbløffelses støn tilbage, i det hun nærmest blev helt forskrækket.. det var som at se et spøgelse foran sig. " Men du var.. jeg var sikker på at du var død? ". Hun så undrende på ham og trådte hen af mod ham, for at betragte ham tydeligere.. dog hans skønhed slog hende hårdere end før.
* han kan umuligt være menneskelig.. *. Hun studerede ham en smule og sagde tøvende " Så du huskede mig alligevel.. ". Hun smilede uskyldigt til ham, hvorefter hun forsigtigt tog blidt om halskæden og trak den hen over sin slanke hals.. fjernede dens vedhæng fra mellem sit bryst.. og tog den blidt over hovedet.. for så at række ham halskæden. " Her.. ". 

[Deleted]

Han lugtede stadigvæk af havet og han så en smule træt ud. Det var han. Han var fysisk udmattet. Det eneste der holdt ham kørende var at finde hans halskæde, hans magi. Han hørte hendes stemme og tænkte * hvem er hende her.. Er hun en engel?*. Han smilede svagt over hendes overraskelse og da hun rakte sin hånd frem måbede han. Hun vidste åbenbart ikke hvad det var hun stod med i hånden. Den kræft hun holdt i sin hånd. Marcellus mente selv at han var en af de mest potente Warlocks der var. Han kunne kun tage den vurdering ud fra andre han havde mødt. Deres svage brug og intelligente måde at udføre trolddom på var næsten grinagtigt i hans øjne. Han tog hals kæden og hvislede svagt '' Returikum restoruratus ''. Han mærkede hvordan hans kræfter strømmede i ham igen. Hans træthed blev udskiftet med en selvsikkerhed og styrke. Hans sorte, dybe øjne betragtede Rayna og i det jeblik slog det ham som en morgenstjerne i ansigtet. Hun var jo gode smuk, ja perfekt. Han viskede dette syn væk han havde af hende og sagde i sine tanker * Smukke kvinder er farlige. De kan ødelægge en *. Han nikkede til hende. Bukkede svagt og sagde roligt, med hans blide, ru og meget velformuleret stemme '' tak ''. Efter dette ene og korte ord vente han sig og begyndte at gå sin ven. Dog nåede han kun og tage to skridt. Noget holdt ham tilbage, han havde en brændende lyst til at vende sig om, gå over og give denne kvinde et kram. Marcellus var bestemt ikke sådan af natur så dette kom bag på ham. Han stod stille et par sekunder før han drejede sit hoved tilbage og sagde, atter med sin blide rolige stemme '' Jeg er på vej ud på et eventyr.. Jeg har lige mistet mit mandskab.. Jeg har et forslag til dig.. Hvis du slutter dig til mig på dette eventyr.. Så deler vi profitten af hvad der er for enden af eventyret og.. Jeg vil fortælle dig om mig selv ''. Et charmerende smil viste sig på hans læber. Han kunne ikke tage øjnene af hende. Selv om  han normalt aldrig inviterede folk med og især aldrig delte sin fortjeneste med andre. Så havde han lyst til det med denne kvinde. Hun havde reddet hans liv og beskyttet hans liv. Hun var smuk som guderne. Han kunne ikke lade være med at være betaget af denne kvinde, også selv om han prøvede.

[Deleted]

Da hun så ham måbe, som var han næsten chokeret over, at hun ville give ham denne ' halskæde ',- lod hun sit blik glide ned på den, i det hun rakte ham den. Et lille smil viste sig over hendes læber, i det hun forsigtigt rettede sit blik mod ham, da hun med den fine procias accent, spurgte " Den betyder meget for dig, ikke sandt? ". Hun huskede tydeligt hvordan hans hånd havde været klapset rundt om halskæden, som havde det været dyrebart til ham. " Nok er jeg en tyv.. men jeg er dog.. en tyv med ære ". Hun najede kort for ham, i det hun kunne se på denne mands holdning, samt væremåde, at han måtte komme fra en familie, af rigdom og ej fattigdom. Hun ville ikke stjæle værdigenstande, der aldrig kunne erstattes, samt hun ville ligeså aldrig stjæle noget af betydning. Penge.. penge var i masseflod, ligeså var smykker, dog.. de små ting, der gjorde det værd at leve, de ting.. som gik en i arv, det var netop disse forbudte genstande, hun svor aldrig at stjæle.

Only enough to go buy, only enough to live.. only enough.. det var sådan hun levede. Da han syntes at ytre noget, hun ikke opfangede.. kunne hun dog alligevel ikke lade vær, med at finde sig selv stående overfor en komplet anden karakter, end lige netop den karakter han viste overfor hende før. Svagelig og udmattet, forrådt.. og nu denne.. selvsikre, magtfulde.. og energi sprudlende fyr?. * Hvad var det egentlig.. der gjorde den halskæde så speciel?? *. Hun så undrende på ham, dog da han svarede tak.. gav hun et smil fra sig og najede elegant, i det hun sagde " Nej.. tak, fordi du ikke døde for min hånd ".
Tanken om at hun havde givet ham mund til mund, fik hendes kinder til at få en svag rødelig farve, i form af et udtryk over hendes ansigt, som havde hun lige genoplevet.. en utrolig pinlig periode i hendes liv, der gjorde hende yderst flov.


Skønt hun var vampyr, så var hun ikke en voldelig af slagsen, kun vis omgivelserne om hende, bød hende at være det, ellers var Rayna opdraget til at være en Lady of the land, ikke en savage of the beasts. Hun skulle til at vende sig om, gå sin egen vej i livet.. indtil hun pludselig hørte den blide stemme, som talte han de søde ord til hende?. Forsigtigt vendte hun om på hælen og stod nu med siden til ham og sit blik.. sitrende for en kort stund, mod hans kønne ydre. Hans ord syntes at være en smule.. forvirrende i øjeblikket, men hun forstod dem tydeligt.

En ledsager, en der kunne hjælpe ham med denne.. opgave. Forsigtigt gik hun hen af mod ham. Hun var barn af en fuldblods kvinde, en klan kendt for sine traditioner.. og hun var barn af en fuldblods havmand.. kom fra en talentful og utrolig underskøn fuldblods havfolk stamme.. Rayna var det mest forbudte barn, nogensinde skabt.. vis man spurgte hendes forældres.. ældre og bekendte, samt folk. Mange ville slå hende ihjel.. samt mange havde prøvet.. og hendes forældre var blevet slagtet og derefter fået brændt deres dekapiteret lig.. for at slette sporene efter denne ' gernings mand ' denne assassin for hire..



Forsigtigt rakte hun sin hånd hen mod ham, i det hun smilede uskyldigt som altid før, inden hun najede elegant foran ham og sagde " Rayna LéNoir Crimson, til deres tjeneste sir ". Hun smilede da hun atter rejste sig fra den elegante nejen foran ham, i det hun så på ham med de glansfulde safir gule øjne. " Så.. lad mig gætte. Vi mangler en båd? og en besætning ". Hun grinte kort og gav ham et selvsikkert smil, før hun sagde " Så hvor er det egentlig, vi er på vej hen?, og hvad er det.. de så desperat søger?? ".

[Deleted]

Hende ord ramte ham. Den venlighed han normalt så som en svaghed. Var som sød musik i hans ører når de kom fra hende. Han kunne ikke helt forstå hvordan en han lige havde mødt kunne have en så intens effekt på ham. Han trak dog nok svagt på smilebåndet og lod et skævt smil glide over hans læber. Han svarede blidt '' Den betød... Alt.. Nu er den tilbage til at betyde meget''. Marcellus elskede at være gådefuld og mystisk når han kunne være det. Det lå i hans natur. Sandheden var jo at han havde lagt sine kræfter i denne halskæde. Men nu hvor han havde den tilbage havde hans krop absorberet magien igen.

Han kunne ikke lade være med at grine svagt igen da du sagde tak for han ikke døde i hendes arme. Han rystede på hovedet og sagde '' Jeg var for.. Hurtig.. Jeg tænkte mig ikke om.. Så ikke tegnene.. Men som nu nok kan se.. Så skal der mere til at dræbe mig.. Selv om.. At det var din skyld at dette stadigvæk er sandt ''. Hvad gik der af ham. Han roste aldrig andre. Han rynkede svagt sine øjenbryn ved tanken om at han lige havde takket hende igen. Det var ALDRIG noget han gjorde to gange. Hvad gik der af ham. Hvorfor kunne hun så let komme ind under huden på hende. Alt ved hende var perfekt, sødt, godt, blidt. Alt det han ikke var. Han overbeviste sig om at disse ting var svaghed.

Han tog blidt hendes hånd og bukkede elegant, dybt og langsomt. Han kyssede blidt og nænsomt hendes hånd da han havde bukket sig helt. Han rejste sig op imens han lod hans dybe mørke øjne betragte hende intenst. Han sagde med sine rug stemme der nu bar en ære og renhed '' Marcellus LaPiera Black.. Og det er bestemt mig en ære at møde dig, yndige frøken Crimson ''.

Han grinede lidt og rystede på hovedet '' Du fik mig i land imens vi var tre timers sejlen ude fra havnen.. Vi behøver ikke andre end os to.. Du må kende havet bedre en nogen anden.. Hvad angår en båd.. Tager vi jo bare den du samlede mig op i.. Hvad angår det jeg søger ''. Han regnede ikke med hun var en havfrue men at hun var sejlet forbi i en båd. Nok var han klog, men ikke alvidende. Han smilede charmerende og skævt og lænede sig ind til hende og hviskede hende i øret '' Det er ikke noget jeg ønsker at snakkede om midt på en vej.. Vi venter til vi er på havet ''. Han sagde ubevist med en sensuel og forførende stemme '' Når vi er alene ''.

[Deleted]

Hun lod ham tage sin hånd, i det han blidt og nænsomt kyssede hendes håndryg, hvilket fik hende til at rødme en lille smule og afvige sit blik, fra netop hans.. da han rejste sig atter op, for at kunne betragte hende, med det intense blik han nu bar. Hun lod sig kort snige et lille glimt, af hans blik, før hun så kort væk, som ville hun sikre sig der ingen var, skønt.. hun blot ville sikre sig, at han ikke så hendes flovhed. Hun var stadig ung af hjerte og sind, så dette var noget hun ikke var bekendt med endnu. " Marcellus? ". Hun så kort mod ham. Navnet lød egentlig bekendt, dog slog hun det af sig og sagde " Mig en ære at møde dem, Mr Black ". Hun smilede kækt til ham, før hun så ham grine, hvilket fik et endnu mere strålende smil frem over hendes fyldige læber.



* Så han kan også se sådan ud *. Når han grinte, så lignede han virkelig ikke denne mand, men nærmere en frisk skoledreng, klar til at udfordre verden, til sit bedste. Hun kunne ikke undgå at lade et lille giggle undslippe hendes læber, i det hun betragtede ham. Hun lyttede til hvad han sagde, dog da han nævnte en båd, så hun kort panisk ud, dog skjulte hun det, med et lille grin og sagde tøvende " J-Ja.. ja, det har du vel ret i ". Hun havde ingen båd, ingen besætning, INTET?.. men det måtte han dog ikke vide. Da han lænede sig hen til hende.. så hun flovt på ham, dog da han ligefrem hviskede i hendes øre, med den sensuelle stemme af sin.. knugede hun blidt sine slanke finger.. i stoffet på sin fløjls bløde sorte kjole. ' Gulp ' ... hun sank kort, dog lavt.. i det hun så kort op mod ham og lod som om intet havde rørt hendes indre. " D-Denne vej.. ".



Da de havde gået i ca en halv time, var de endelig nået ned til havnen. Hun havde ingen båd og ingen penge, dog måske kunne hun stjæle en. Dette var et land af pirater anyways?, så hvorfor ikke blot prøve. Hun vidste godt hvordan man sejlede, det havde hendes elskede far lært hende, samt hendes mor, havde fået special undervisning i stjerne himlen og dens tyden. Hun så kort mod Marcellus, i det hun gav et lille smil fra sig, før hun stoppede op ved en smuk robust båd. Flot robust træ, med sejl i mørkeblå, samt en kahyt og ror. Den var sådan en ok størrelse, normalt skulle man bruge 4 personer til denne, men hun regnede med at vis Marcellus hjalp til, ville de kunne klare det, så længe der ikke blev voldsomt uvejr. Da hun havde fået ankeret op, samt bundet båden fri, hoppede hun op, dog var hun lige ved at falde, så ud af ren refleks, da hun stod på kanten af skibets side, hvor der var plads til at lægge et board ud, som vis man skulle over.. der tog hun kort fat i Marcellus, i det hun gav et " Igh! " fra sig, dog.. fik hun hurtig genvundet ballancen.. og så flovt op mod ham, inden hun gik hen til masten og begyndte at stramme rebene til.



3½ timer senere.. da alt var ordnet, strammet til og spændt ind, gik hun hen af mod dækkets spids, for at sætte sig op af skibets fint skåret side, i det hun betragtede Marcellus en lille smule, før hun tøvende spurgte " Så.. hvad er det egentlig vi søger?? ". Hun hævede kort sit øjenbryn i undren, i det hun håbede på et svar hun kunne bruge, dog.. Marcellus var et stort puzzle spil. Forsigtigt rejste hun sig op efter kort tid, i det hun kiggede op af mod stjerne himlen. " Vi er på rette vej, ifølge stjerne himlen.. ". Hun så kort hen af mod ham, i det hun gav et lille smil fra sig.

[Deleted]

Han lagde mærke til hvordan hun blev flov. Det var bestemt ikke første gang han havde haft den effekt på en kvinde, nok heller ikke den sidste gang. Men Da hun sagde hans navn Macellus, på den måde som hun nu engang gjorde. Kunne han ikke lade være med at smile en smule. Det var et oprigtigt smil. Det lød bare rigtigt når hun sagde det. Det smil hun viste ham fik en underlig følelse frem i hans mave. Han afviste den dog hurtigt. Han kunne mærke en varme og glæde sprede sig i hans krop da han så hendes gude skønne og ægte smil. Det forsvandt dog hurtigt og han kom til sig selv.

Marcellus var en handelsmand, så han var bestemt trænet i at se om folk løj. Hendes måde at kigge rundt på og den måde hun træk på ordene. Dog kunne han ikke lade være med at smile skævt. Han havde selv stået der mange gange. Fanget i en løgn og måtte bare lade sig flyde med strømmen og se hvor det ledte en hen. Så Marcellus sagde intet. Nikkede blot og fulgte efter den smukke og yndige kvinde foran ham.

Da de nåede havnen og hun fandt et skib, foldede han sine arme og grinede svagt. Det var nemt at se hun ikke ejede dette skib. Dog var han imponeret over at hun var så behændig på en skib. Langt bedre end han selv var. Da hun var ved at vælte og tog fat i hende, tog han også fat i hende. I dette korte øjeblik stod tiden stille for ham. Han så ikke omgivelserne, skibet eller andet. Kun Rayna. I disse få flygtige sekunder før hun slap ham og han slap hende. I disse sekunder gav alt bare mere mening for Marcellus. Da hun slap ham stod han et par sekunder og bare kiggede ud over havet. Han prøvede at finde sin fatning. Han rystede kort tid efter på hovedet og koncentrerede sig om deres eventyr. Et eventyr der lige var startet.

Da hun spurgte hvad de ledte efter stod Marcellus med et kort i hånden og kiggede ud over havet. Vinden tog fat i hans hår. Et svagt slør af skygge havde lagt sig rundt om det lasede og slidte tøj han havde på og transformeret det om til noget sort og mere flydende tøj. Hans magi havde ofte den effekt på tøj. Han kiggede koncentreret ned på kortet og svarede '' En perle.. En magisk perle.. Det siges at denne perle har evnen til at fjerne en hver gift fra den der bruger den... Dog er perlen bevogtet ''. Hans blik veg fra kortet og over på Rayna. Han kiggede på hende med et skævt smil og et selvsikkert blik i hans mørke øjne '' Bevogtet af et monster fra dybet.. Men bare rolig, Lady Crimson.. Jeg har mødt uhyrer før ''. Marcellus drejede sit hoved og kiggede ærefuldt og alvorligt ud over havet * Men monstre er bestemt ikke en leg. Uden et mandskab bliver denne kamp en udfordring *.

[Deleted]

Hun så kort mod Marcellus, i det hun pludselig opdagede hvordan hans lasede og slidte tøj, pludselig transformerede sig, til dette flydende stof af sort tøj. Hun gav et lille smil fra sig. Så han var magiker??. Hun følte en klump i sin hals, i det et minde gled forbi. ' Imandra.. brand.. muligvis warlock '. Hun rystede tanken ud igen og rejste sig forsigtigt, fra der hvor hun havde sat sig. Hun gik hen mod ham og kiggede kort mod det kort han holde, i det han begyndte at snakke om en perle. " Så, denne ting.. er den under vand? ". Hun fangede sig selv i at give et dumt spørgsmål fra sig, dog.. kunne det jo være, at perlen ikke var under vand, men måske i en grotte eller andet?, hvem vidste.. andre end Marcellus. " Jeg ikke bange, dog syntes jeg det ville være klogt.. at skaffe mandskab, samt en ny båd ". Hun så en smule bekymret hen mod Marcellus.


Havet havde en smuk glans, som var det nærmest et levende væsen, der udsendte verdens skønhed over havets overflade. Havfruer og andre vandskabninger hørte til i dette dyb. Skønt det var mørkt her, så kunne det blive krystal klar andre steder.. samt få steder, kunne man være så heldig at se hvor vandet skiftede dets farve, samt dybte.. sort og hvid, sol og måne.. som nat og dag. Et lille smil gled hen over hendes læber. Hun strakte sig en lille smule, i det hun kiggede rundt, før hun sagde " Jeg forslår at vi slår til, på en lille ø, ikke nær så langt her fra.. der kan vi skaffe et mandskab.. eller nærmere du kan skaffe det, kaptajn, samt en ny båd. Jeg har fornemmelsen, af at vi får brug for det ". Hun gav et lille smil til ham. Skønt hun var havfrue og vampyr i en, så besad hun ikke nogle mægtige krafter som sådan.. hun var ikke skabt til at dræbe, men til at heale.. til at hjælpe og sprede godhed i denne verden, netop derfor hun heller ikke stjal fra fattig.. men kun folk der kunne klare at miste lidt i ny og næ.



Hun så kort mod Marcellus og sagde tøvende " Du kan godt lægge dig til at sove, vis det er.. jeg skal nok sørger for at vi når frem ". Efter at ha sagt disse ord, begyndte hun at tag roret og fik dem på rette kurs, et lille stop, men dog et stop der var det hele værd. Hun ville ikke lade Marcellus overtale hende til at fortsætte uden et mandskab og et større skib, fordi hun var sulten.. samt manglede en kahyt for sig selv.. og hun mente, at hun ville kunne hjælpe Marcellus med at finde de rigtige folk. Da de endelig drog i land, så hun kort mod Marcellus, før hun iførte sig en kappe og betragtede ham en lille smule. Hun var stadset alt for fint op, til at nogle ville kunne tag hende seriøs.. " Vis du finder båd samt mandskab, så finder jeg forsyninger.. proviant.. og våben ". Hun gav et lille smil fra sig, før hun var gået. Solopgangen var startet og det var endnu en ny dag.. dog var der langt til deres destination.. netop derfor et større skib, samt et mandskab.

[Deleted]

Marcellus så bestemt ikke havet som Rayna gjorde. Dette var fordi han ikke havde oplevet dens vidunder som hun havde. Han så det som noget koldt og farligt. Noget der kunne opsluge en, så ingen nogensinde ville finde en igen. Hans største frygt i denne verden var at drukne. En skæbne han havde været utrolig tæt på selv at møde, for blot et par timer siden. Han kiggede ud over havet med en sammenbidt kæbe og et udfordrende blik i hans øjne. Han var en stærk Warlock, men det der i virkeligheden gjorde ham til en formidabel kriger var hans intelligens. Han kæmpede på en måde hvor han altid udnyttede sine evner til deres fulde potentielle. Han kiggede alvorligt og anspændt på havet. Men da han hørte Raynas vidunderlige stemme forsvandt alt dette og blev erstattet af et smil og et gram af glæde. Han kiggede over imod hende med hans dybe mørke øjne og sagde roligt '' Dette er hvad jeg ved.. Uhyret vogter Perlen.. Om Perlen er i dens grotte eller i dens mave er mig uvis.. Dog betyder det intet.. Jeg skal nok få fat i den perle på den ene måde eller den anden ''. Hans stemme bar ingen tegn på usikkerhed eller frygt. 


Da hun snakkede om et mandskab, skulle han til at svare. Men da han kunne se hvor alvorlig hun var sukkede han. Han havde prøvet. De eneste der var modige eller dumme nok til at slutte sig til ham, var dem der havde faldt ham i ryggen. Men han sagde intet, han kunne se han ikke kunne tale hende fra dette. Han smilede bare svagt og nikkede accepterende. Han kunne ikke forstå hvorfor han sådan overhovedet tog hendes mening i betragtning. Han var en ensom ulv. En der aldrig tog sig af hvad andre sagde og mente, men lige Rayna. Der var noget over hende, et lys. Noget der fik hendes mening til at betyde noget for ham. Han kiggede på hendes læber og greb sig selv i kort at tænkte over smagen og følelsen hendes læber ville tillade. Han fandt hurtigt noget andet han kunne kigge på og smed hurtigt disse tanker væk. * Hvad er der galt med mig.. Jeg har haft det underligt lige siden jeg først fik et blik af hende.. Er jeg ved at blive skør.. Eller er jeg ved.. Nej.. Nej ikke mig*.

Marcellus satte sig ned og nikkede. Han var udmattet efter sin nær døds oplevelse. Han nikkede anerkendende til hendes forslag og tænkte * Jeg kan vel gøre et forsøg mere på at samle et mandskab.. Hvad kan det skade*. Han lagde sig ned og kiggede imod himlen. Selv om havet var noget han ikke så noget godt i i nu, så var det det eneste sted han kunne føle sig tryg. I sikkerhed fra hans fars soldater. Han var evigt på flugt. Han kunne ikke huske den sidste gang hvor han virkelig havde følt sig i sikkerhed. Han var træt, træt af at flygte, træt af at kigge sig overskulderen hele tiden. Han ville tage kampen op. Men han var ikke stærk nok i nu, han havde ikke nok magt. Med sådanne tanker faldt han i søvn. Disse mørke tanker var altid de sidste han tænkte før han faldt i søvn.

[Deleted]

Januar - 3. Kl 06:42

Varme stråler, der slikkede ens kolde hud, mens vinden legede med silke tråde af hår, i en blid form for vind dans. Havbrisen gled gennem luften og spredte dens søde duft af havet.. havet opslugte en del af det snehvide sand, bid for bid.. for derefter at glide tilbage i sit dyb for endnu en stund, uden at ha taget mere end småsten og sandkorn med sig. Dette her var livet for Rayna.. at leve nær havet, høre dets sirene sang, der kaldte på hende, nærmest tiggede hende om at komme tilbage, at lege med dets liv, at udforske det, at svælge i dets blå vidunder. Forsigtigt lukkede hun sine øjne og lod de lange fine ravne sorte øjenvipper, endnu engang kaste skygge ned af de fine kindben, før.. hun endnu engang åbnede sine øjne, mens hun trak vejret ind, som kunne hun smage dets salte smag, i vinden. Havet.. hvilket vidunder. 

De safir gule øjne, betragtede kort Marcellus, i det han lå så sårbar og sov, præcis som hun havde efterladt ham. Han måtte være træt, efter alt det han havde været igennem på blot 2 solskinds dage.. forfærdeligt. Forsigtigt trådte hun ombord på skibet, i det hun lydløst listede sig hen til hans side, før hun sank ned på sine knæ og betragtede hans sovende væsen, der lå foran hende,- nemlig ham. 


Engang fandtes der et smukt samfund, af havfolk og vampyr.. hver klan passede dem selv, havde deres lov og ordre, samt regler og folk.. disse ting, endte i kaos, da en ung pige, af royal blod, ifølge klanen.. pludselig brød sit løfte til sin ægtemand, hvorpå vampyr klanen, blev kastet for en ond Warlocks vrede... 
De kunne redde dem selv, vis blot, de bragte hore kvindens blandede blod, nemlig hendes ufødte barn. Hvad angik mandens klan.. det resulterede i forvisning af hans familie, afkastning af høj status.. han måtte aldrig vise sig for dem igen.. ligeså var han trolovet til en anden..
Vampyrene frygtede for deres ry, deres status.. sådan et stort ego, sådan forræderiske dæmoner, klædt i menneske skind.. kød og blod..

Vampyrene tiggede og bad denne Warlock om tilgivelse, at de ville brænde den forræderiske tøs, samt hendes elskede mand, der var mere fisk end menneske.. ligeså ville de bringe barnet til ham, så han kunne gøre med det, som han ønskede. En blanding.. af havfrue og vampyr, yderst sjælden.. en blanding der ville passe perfekt til en samling, eller som trofæ. Denne verden var allerede efter Rayna, selv inden hun blev født... 


Tankerne strømmede, mens hun betragtede Marcellus ansigt. Hun huskede hendes tantes historier.. historierne om hendes forældre, om deres bedrag.. hvordan de forrådte deres folk, deres klan.. men aldrig deres hjerte. Forsigtigt strøg hun blidt en hårlok til siden, bag hans venstre øre.. med de slanke finger af sine.. før hun rejste sig op. * Warlock... *. Hans duft, samt den måde han fremførte sig, det nærmest skreg fra ham. Hun anede ikke hvem der havde dræbt hendes forældre for mange måne´r siden.. men personen havde været en Warlock, men hvem denne grundige ' morder til leje ' havde været.. anede hun ikke, men hun svor at ville finde ham. 

Da hun så ned på Marcellus, bukkede hun sig kort ned, i det hun samlede et tæppe op og blidt lagde over ham. Hun kunne ikke lade vær med at overveje.. muligheden i, at denne mand.. muligvis kunne vide, hvem hendes families morder var.. måske han kunne være den manglende brik, den ting som hun havde håbet og bedt om, i så mange år.. endelig var hendes hævn inde for række vide..

Hun forlod derefter skibet og dets sovende kaptajn, for at drage ud efter et mandskab. Hun ville ikke vække ham, samt måske i mens han var væk, ville hun kunne finde folk villige til at følge en blindt, vis blot der var nok fortjeneste i sigte. 


Listen var simpel, dog opgaven svær. Hun vidste at Marcellus var imod et mandskab, samt ligeså sikkert et større skib, men de havde brug for det, fordi der hvor han havde peget dem hen mod.. der ville havet ej være ligeså skånsom og blid, som havet nær denne havn. Hun ville ikke vække ham, så derfor overtog hun styringen, så hun kunne nå sine svar hurtigere.. og ligeså sin hævn,- forhåbentlig. Hun valgte at søge hen, et sted hvor hun kunne købe tøj. Hun tog hvad hun kunne smugle ud, dog ikke kvindelige smukke klædere som normalt, men nærmere tøj til en dreng. Hun havde taget en sort kappe, og saggy mørkeblå bukser, sorte støvler, samt gråhvid skjorte og forbinding, samt gråhvid undertrøje.

Hun fandt et sted hvor hun kunne skifte sit tøj i ro og mag. Hun fandt de sorte støvler frem, de mørkeblå bukser, den gråhvide skjorte, samt forbinding og gråhvid undertrøje.. hvorefter hun fandt et sort bånd frem. Hun bandt sit hår, som en mand med langt hår, ville binde sit, hvorefter hun iførte sig bukserne, der var en smule for store til hende, dog strammede hun dem, med det læder bælte, der hørte med til dem. Hun gav sig derefter til at tag forbindingen frem, som hun bandt om sin barm, for at stramme sin barm så meget ind, som overhovedet muligt, indtil hun så nærmest helt fladbrystet ud. Hun tog derefter undertrøjen på og så skjorten, som hun så knappede til næsten helt op i halsen. Hun iførte sig kappen i sort og gik derefter. Intet makeup, ligesom før, samt iført mandelige klæder. 

Hun havde ikke i sinde, at lade nogen vide, at hun var en kvinde, andet end Marcellus. Det var farligt at være på et skib med en mand.. i guderne måtte vide, hvor mange nætter og dage.. men ligefrem vis hun skulle være der med hele 5-7 mænd.. så ville det ende galt, det var sikkert.. samt det ville såh tvivl i Marcellus evne.. til hvorvidt han kunne klare sig, vis han havde en kvinde ved sin side.. som var han svagelig. Hun ville udgive sig, for at være hans kammer dreng, hans personlige tjener. 

Da alt var tilrette lagt, alt var fundet.. mandskab på 6 mænd, stærke og klar til kamp, men ligeså godt forudbetalt.. af stjålne goder, de intet vidste om. De havde fået et større skib, samt masser af drikkelse og proviant, så den eneste der manglede nu.. var kaptajnen. Forsigtigt fik hun sig listet fra skibet og dets 6  mænd, der var ved at klar gøre det, så når de var samlet, ville der være 8 i alt. Hun fandt frem til hvor hun havde efterladt Marcellus.. for at fortælle ham om mandskabet, skibet.. samt hendes nye position. Nu ventede rejsen blot. Vis Marcellus valgte at lytte og følge hende, ville der ikke gå længe, før de ville kunne mærke vinden i håret, samt dufte det saltede hav, der rakte så langt øjet kunne se.

[Deleted]

Da Marcellus vågnede var Rayna der ikke og de var ved en havn. Han havde ikke sovet så godt i lang tid. Han satte sig op og kiggede rundt omkring. Han strakte sig en smule. Han vidste hvad hun havde tænkt sig at gøre. Han rejste sig op. Han var sulten, han havde brug for blod. Han havde brug for føde. 

Marcellus tog ud i byen og fandt en kvinde han trak ind i en gyde efter han havde slået hende ud. Han tog kun nok blod til at stille sin tørst, dette var ikke nok til at dræbe kvinden. Han var jo kun halv vampyr. Han gik ud i byen og købte de ting han regnede med han ville få brug for. Han vidste at Rayna var ude for at lede efter et mandskab. Denne kvinde havde overrasket ham. Han følte sig tryg hos hende. Som om han kendte hende, som om han havde kendt hende hele hans liv. Hendes blik, hendes duft, hendes ansigt sad i hans hukommelse som et godt minde. Et minde han ikke kunne eller ville slippe. Da han havde købt et par ting vendte han tilbage til båden.

Marcellus havde skifter tøj til en sort frakke, sorte bukser og mørkebrune støvler. Han stod og ventede på Rayna. Da hun kom tilbage kiggede han på hende med et smil. Hun lignede en dreng, men for ham afslørede hendes øjne hvad hun var. Han kunne ikke helt fokusere når han så på hende sådan. Der var noget velkendt over hende, noget han ikke helt kunne ryste af sig. Da hun fortalte om skibet og mandskabet sukkede Marcellus. Havde det været en hvilken som helst anden person i verden havde han afvist ideen. At han overhovedet havde taget hende med sig var meget usædvanligt for ham. Men han endte med at nikke og sige '' Godt gået Rayna.. Lad os tage ud på dette eventyr.. Med et mandskab så ''.

Da de kom hen på skibet stillede Marcellus sig frem og sagde med en bestemt og autoritær tone '' Jeg er Kaptajn Black.. Jeg forventer at i respektere mine regler og ordre.. For ellers ''. Marcellus fik røde øjne og sort energi dannede sig rundt om hans arme. Hans øjne blev langsomt normale og energien forsvandt '' Vi deler allesammen skattens indhold ligeligt.. Så længe i overholder mine regler.. Mig og min Kammer dreng tager kaptajn kahytten. Resten af jer på selv finde jeres sove pladser.. Når i har slåset og fundet ud af hvem der har hvilke poster på båden så sejler vi ''.


Da alt var på plads og de satte sejl. Stod Marcellus og så hvordan byen forsvandt fra syne. Først der da blev mørkt trådte han ned i kahytten. Han låste døren, lagde et lagen på gulvet. Han tog sin frakke af og lagde sig ned med sine hænder på baghovedet. Han sagde med en blid stemme '' Tag de blot sengen, Frøken Rayna ''. Normalt havde Marcellus været ligeglad og selv taget sengen for forlangt at hun tog gulvet, men Rayna bragte bare noget andet frem i ham, noget godt. Han vidste det godt, han vidste bare ikke hvorfor. Hendes vidunderlige duft hang i rummet og det fik et svagt smil frem på hans læber. Jo mere tid han tilbragte med hende jo mere vidste han at han var forbundet med denne kvinde på en eller anden måde. 

[Deleted]

Et lille smil gled langsomt hen over de fyldige læber af hendes, da hun valgte at gengælde smilet af Marcellus. Hun gik hen og hjalp med at samle nogle af de ting op, som han havde skaffet, før hun sagde
" Jeg har fundet skib og mandskab.- Så?.. er du klar ". Hun så kort over mod ham med et uskyldigt udtryk over de fine ansigt. Det lange hvide hår af hendes, tittede frem her og der, dog lignede hun en fyr, til den grænse.. at hun selvfølgelig lignede en utrolig feminin fyr. Hun fulgte Marcellus tilbage til skibet, hvorefter da de endelig nåede frem, fik hun tingene lagt fra sig, før hun gik hen til Marcellus og stod nu ved hans side, dog en smule bag ham, så han var den alle øjnene var på. Hans stemmes autoritær tone.. overraskede hende dybt, i det hun ikke havde forventet at han ville træde så hurtigt ind i rollen som Kaptajn. Et lille smil gled over hendes læber, dog prøvede hun at skjule det så godt hun nu kunne.

Da han fik røde øjne og sort energi begyndte at danne sig rundt om hans arme.. mærkede hun en ubehag i sit bryst. Det virkede bekendt.. måske noget som de fleste Warlocks kunne?. Hun blev trukket tilbage til sin fortid for en kort stund, tanken om sine forældre.. historien om en Warlock.. hun rystede kort på hovedet, før hun slog dette væk. Da hun endelig syntes at komme til sig selv, så hun mandskabet gå ned til deres sovekammer. " Flot tale ". Hun gav et lille grin fra sig, før hun gik hen og gjorde klar til afgang. Nogle af mændene kom op og hjalp til her og der, før de endelig var helt klar.

Da de var ude på havets åbne hav.. kunne hun ikke lade vær med at forsømme sit arbejde en smule, i det hendes blik fik øje på Marcellus. Han stod og så byen forsvinde.. mon havet skræmte ham?. De fleste sømænd sagde altid, at kun en tåbe, ville ej være bange for havets og dets hemmeligheder. Hun begav sig til at binde nogle reb, i det hun hørte nogle mænd tale kort væk fra hende.

" Tror du vi vil komme til at se nogle havfruer? "
Manden med en tattovering op af armen, smilede kort, før han vendte sig mod manden og svarede
" Vis vi gør.. så vil jeg fange hende og torturer tårerne ud af hende ".
Han grinte kort, den rødhårede fyr, før han spurgte
" Hvorfor? "
Manden smilede " Jo ser du. En havfrues tåre, af sorg eller smerte, er de mest dødbringende i verden ".
Manden så lettere chokeret ud, før han spurgte " Og når du så har fået dem? ".
Et lille smil gled over hans læber " Så voldtager jeg hende, før jeg dræber hende.. eller jeg kunne spærre hende inde og høste tårerne og sælge dem ".
Manden så kort op mod kaptajnen, før han smilede " Hvad ville de gør sir, vis vi skulle støde på en havfrue eller to? ".

Rayna så kort på de to mænd, før hun så nysgerrigt men diskret op mod Marcellus.- Han anede jo ikke at hun var jomfru.. men hvad ville han egentlig gør, vis han fandt ud af hun var det?.. ville han gør som de mænd, eller havde han ingen interesse i havfruer og eventyrhistorier, som de fleste sagde om dem... meget få havde set en havfrue, så det var ligesom en myte.. måske fandtes de.. måske ikke.

Da det var aften og alt syntes at ånde en smule ud, i ro og fred.. gik hun ned i kaptajnen´s kahytte. Hun vidste at Marcellus passede på hende, da han havde sagt at de ville dele dette rum. Hun kunne vælge det her eller sove blandt mænd, der sikkert ikke ville være så barmhjertige, vis de fandt ud af, at hun faktisk var en kvinde og ikke en eller anden lille feminin dreng. Da Marcellus trådte ned i kahytten, drejede hun sig hurtigt rundt og knugede om skaftet på en kniv, foran sig. Hun slap den dog, da hun opdagede at det var Marcellus og gav et lille smil fra sig, før hun sprugte " Hård dag? ". Hun grinte kort og satte sig på sengekanten, i det hun så ham lægge et lagn på gulvet.
" O-okay.. ". Hun ville normalt ha afslået og insisteret på, at han sov i sengen.. men nu tilbød han hende den og hun var forfærdelig træt.. samt sulten efter blod. Forsigtigt rejste hun sig op og trak et stykke stof over en bjælke, så sengen var bag stoffet, så man intet kunne se.. hun tænde et stearinlys og begyndte at klæde sig af, i mens hun sad på knæ på senge madrassen. Lyset kastede hendes skygge mod stoffet af rød, så vis Marcellus kiggede, ville han kun.. kunne se hendes krops form. Hun fjernede bandagen om sine bryster og elastikken om sit hår, før hun trak bukserne af og lå nu helt nøgen på sengen, med et enkelt lagn over sig. Forsigtigt slukkede hun lyset og drejede ryggen til Marcellus, før hun med en blid stemme sagde
" Godnat Marcel.. ". Hun lukkede derefter sine øjne og endte med at falde i søvn.

I løbet af natten, vendte og drejede hun sig.. hun havde mareridt om sine forældre.. om branden.. hun huskede at ha stukket af.. at ha nået hjem.. lige i tide til at se branden ske.. en mand i mørk skikkelse trådte ud fra huset.. han virkede høj og bredskulderet.. hun skrig af ham.. og han kiggede blot på hende.. på hendes tåre der strømmede ned... før folk strømmede til.. men hendes forældre havde allerede været døde.. ting var rodet igennem.. alt var kaotisk.. alt var væk. En tåre gled ned af hendes kind, mens hun lå fanget i mareridtet.. ude af stand til at vågne sig selv op. Hendes krop var blevet en smule svedig af det, samt hun lavede en smule spektakel.. mumlede sine forældres navn i søvne.