Tricks And Plans

[Deleted]

Macaria havde ført an op til sit kammer, som hun havde lejet de dage i de dage, hvor møderne blev holdt. Det var et fint værelse, men alligevel simpelt, når man tænkte på det var Rådgiveren hos Dronningen, som holdte til. Hun kunne lide, at holde sig diskret og gemt en smule væk. Derfor var værelset kun udstyret med en seng, et ildsted, et skrivebord, tykke gardiner for vinduerne, og en rejsekiste, hvor de mere personlige ejendele kunne være, samt hendes tøj.
Hun skubbede døren i bag dem med en fod, inden hun gik hen til ildstedet, for at få gang i gløderne. Inden længe sprang flammerne frem, og ilden knitrede lystigt, mens kammeret blev oplyst. Opmærksomt lyttede hun til hvad han fortalte. Hun regnede selv ud, hvad der var sket med den tidligere ejer.
Et suk undslap hendes læber, mens hun vendte sig mod ham med armene over kors. Nu hvor han ikke havde hatten på, kunne hun betragte ham ordenligt. Han var en flot fyr – ingen tvivl om det. Smilet var charmerende, øjnene dybe som natten, og han førte sig roligt afsted, selvom han ikke vidste, hvad hun kunne finde på. Hell… det vidste hun ikke engang selv.
I et øjeblik lod hun blikket glide undersøgende ned over ham, inden det stoppede ved hans ansigt. Hun smilede smalt til ham med hovedet let på skrå.
”Og derfor er du på flugt. Fordi du dræbte en person?” spurgte hun en smule skeptisk, inden at hun smågrinede, og rystede på hovedet. ”Åååhhh hvis jeg dog bare havde tid at tage mig af småmordere.”
Teoretisk set var det imod loven, og teoretisk set burde hun anholde ham, men her i Dvasias døde folk til højre og venstre. Hun kunne ikke tage sig af den slags ting.
Hun sukkede, og satte hænderne i siden. ”Så… du ved jeg er nødt til at anholde dig, right?”

[Deleted]

Har lyttede til hendes ord. Han betragtede hendes adfærd og prøvede at aflytte hendes kropssprog. Han kom hurtig frem til den konklusion at hun var som han havde håbet og regnet med. Hun var en intelligent kvinde der ikke bed sig fast i små detaljer der blot ville forsinke hendes arbejde. Hans respekt for hende var vokset. Dette gjorde at han afgav et svagt smil og nikkede. Han kunne ikke lade være med at små grine over hendes sidste kommentar.  Han gik et skridt frem imens et drilsk smil viste sig på hans læber. han nikkede lidt '' Jo.. de må vist hellere anholde mig.. Eller straffe mig ''. Det blev sagt på en drilsk og lettere flirtende måde. Han grinede lidt igen. Han førte en hånd gennem hans hård og sagde med et mere normalt toneleje '' Jeg må sige.. Jeg er imponeret over at du fik øje på mig... At du så igennem mit lille tricks.. Hvis bare jeres vagter var mere ligesom dig ''. Han træk svagt på skulderne '' Men det må vel være en af grundede til du har den post du har ''. Han bukkede igen '' Men jeg tror næppe at du har spildt din tid på mig med mindre du havde en god grund.. Så hvad kan jeg gøre for dig.. Hvilket objekt søger du ''. Et tilfreds og skævt smil dansede over hans læber da hans sagde de næste ord '' Og hvad er du villig til at betale ''. Man kunne vel sige at Marcellus på en måde var en eventyrer. At skaffe de rette ting til de rette kunder bragte ham ofte ud på nogle ret, eksklusive eventyrer for at sige det mildt. Igennem hans tid som handelsmand havde han gjorde alt fra mord som nu til at læse gamle gåder for at nå til magiske og sjældne objekter. Han havde efterhånden opfanget et unik set af egenskaber når det kom til sådanne ting. 

[Deleted]

Et legende smil trak i Macarias ene mundvig, mens hun roligt blev stående, og lod ham komme tættere på. Så flirtrende som han dog var. Smilet voksede noget mere.
”Jeg danser rundt i den dans til dagligt. Jeg har en del træning,” svarede hun glat, og nød varmen i ryggen fra kaminen, hvis flammer lyste omridset af hende op. Det bølgende hår strålede op i forskellige røde nuancer i lyset, mens at hendes midnatsblå øjne hvilede opmærksomt på ham.
Ligesom hende var han åbenbart god til at finde ud af ting, for han gik direkte til sagen.
”Du ved åbenbart lige hvad jeg vil have, gøre du ikke?” spurgte hun ham med et lille grin, og lod ligeså sit toneleje være sigende og legende. Hun gik dog ikke tættere på ham. ”Du er handelsmand, siger du? Kan du komme ind i Manjarnos byer uden større problemer?”
Der var kun gået et stykke tid, og hun havde allerede fundet ud af, hvordan han kunne bruges, og resten af hendes plan kunne blive fuldført. Alt hun manglede var en person indenfor bymurerne, når natten faldt på. En person som kunne forgifte vandforsyningerne, og bagefter åbne porten. Hvem ville dog mistanke en karisimatisk handelsmand med et bankende hjerte? En mand der åbenbart var god til at skjule sig, og snakke godt for sig. Han ville være perfekt til hendes opgave.
Hendes øjne fangede hans, og holdte fast. Sort og mørkeblåt. En nattehimmel om vinteren, og en nattehimmel om sommeren.
"Jeg er villig til at betale dit liv for det. Lyder det fair?" spurgte hun ubekymret med et let hævet øjenbryn. "Du har trods alt slået én ihjel, hvilket teoretisk set er imod loven. Jeg kan få dig anholdt, lagt i lænker, og spærret inde. Dit liv er i mine hænder, men - men, jeg er villig til at give dig det tilbage, hvis altså bare du gøre noget for mig."

[Deleted]

Marcellus satte en hånd elegant til sin hage og gned den langsomt. Han nikkede kort og svarede '' Jeg vil sagtens kunne komme ind uset. Jeg er trods alt derfra. '' Han smilede skævt '' Men jeg tror der liggere mere i hvad du ønsker end bare at komme uset ind i byer ''. Han betragtede hende, hans øjne fæstnede sig i hende. Han følte allerede at der var en vis forbindelse imellem dem. At de forstod hinanden, at de var den samme slags person. Dette gjorde ham dog en smule utryg. For hvis hun var ligesom ham, kunne dette ende på to måder. Enten som gode venner der drog hjælp og nytte af hinanden eller de værste af fjender der virkelig gjorde den andens liv surt på alle tænkelige måder. Hendes næste ord var fik ham dog alligevel til at løfte et øjenbryn. Hvordan skulle han tolke hendes tale. Forsøgte hun at skramme ham?. Jokede hun? eller var hun virkelige ikke så intelligent som han først havde troet. Nej, det kunne han ikke tro. Marcellus grinede svagt og rystede på hovedet og sagde roligt og fattet '' Tror du jeg havde fortalt dig hvad jeg havde gjort... Hvis jeg var det mindste i tvivl om at jeg ikke kunne slippe herfra?.. Lad os lade være med at lege med musklerne ''. Han slikkede sig drilsk om munden og tilføjede '' Selv om dine ser smukke ud når du spiller med dem ''. Han grinede igen svagt og fik et mere alvorligt blik i sine øjne '' Jeg kunne forstille mig at når du ønsker en der kan snige sig der ind.. Så er det ikke småsager du ønsker at udfører.. Og du ville aldrig have nævnt noget hvis ikke du troede jeg var den rette mand til jobbet.. Såå.. Yndige frøken.. Lad os komme til sagen.. Hvad..Er.. Du.. Villig.. Til..At.. Betale.. Og hvad.. Ønsker.. Du.. Jeg skal gøre for denne betaling ''. Han sagde de ord med en drilsk sensuel undertone.

[Deleted]

Overrasket hævede Macaria sine øjenbryn, da han tydeligvis ikke forstod alvoren i hendes ord. Stædigt lagde hun armene over kors, mens at hun betragtede han en smule uinteresseret. Troede han at hun lavede sjov? Han havde grinet af hendes ord, som regnede han med, at han ville slippe fra hende? Efter at have fortalt ham hvem hun var, burde man tro, at lidt sund respekt var i orden.
”Jeg spiller skam ikke med musklerne,” svarede hun køligt, uden at tage sig af hans flirtrende ord eller den sensuelle tone. Han havde lige fornærmet hende til den grænse, som hun kunne klare. ”Hvis jeg vil – sir – så kan jeg gøre dig til den mest eftersøgte mand i hele Dvasias. Hvis jeg vil, kan jeg ødelægge alt du har bygget op igennem hele dit liv…”
Hun var begyndt at gå frem imod ham. Et vuggende skridt af gangen, indtil at hun stod helt op af ham, med hovedet lagt en smule tilbage, så hun stadigvæk kunne holde hans blik. Fra før hvor hele hendes fremtoning havde virket småflirtrende og legende, var hun nu kølig og truende. Der var intet hun mere hadede, end når mænd ikke tog hende seriøst.
”Hvis jeg vil – ” forsatte hun blødt med en lavere stemme, nu hvor hun var så tæt på ham, som hun næsten kunne komme. ”- så får jeg dig fængslet for livstid. Henrettet, tortureret. Vælg selv. Derfor er sagen nemlig, at du forgifter soldaterne i Manjarnos vandforsyning. Du åbner porten for mig, når alt er tys tys, og hvad du får ud af det, er din frihed. Hvordan lyder det?”
Hun stod så tæt på ham, at hun kunne mærke hans åndedræt puffe hende i ansigtet. Flammerne oplyste hans ansigt for hende som kun var få centimeter fra hendes. Hvis han ikke forstod budskabet denne gang, måtte hun jo vise ham, at hun mente det alvorligt, og simpelthen føre ham til slottet iført lænker. Geez… tænk at man skulle købslå på den måde. Man skulle tro at folk var loyale nok mod Dvasias, til at tjene tronen uden at de skulle have noget for det.

[Deleted]

Det var som han havde frygtet. Enter var disse blevet de bedste af venner, eller de værste af fjender. Hun var lige så stædig som han selv var. Hun ønskede ikke at rykke sig og han ønskede heller ikke at gøre det. Da hun stod tæt op af hende, betragtede han hende før han nikkede for at lade hende tro de havde en aftale. Da han havde gjort det aktiverede han sin overnaturlige hurtighed og bevægede sig over imod vinduen med ryggen imod det. Han havde bestemt ikke tænkt sig at begå myderri imod Manjaros for noget så småligt som en benådelse. Han sukkede svagt og rystede på hovedet. Han sagde roligt '' Jeg havde virkelig troet de ikke anså mig for en simpleton, de kunne spise af med en simpel benådelse.. Min overtrædelse af loven var smålig og jeg kan finde en mere simpel måde at ~købe~ mig fri fra dens straf.. Men de de sikkert vil bede mig og.. Der kræver jeg desværre en meget større betaling.. Det er sidste chance.. Hvis de vil handle.. Må de komme med et ordenligt tilbud ''. Han havde respect for Marcaria og ønskede bestemt ikke at de to skulle være fjender. Sandheden var at han faktisk kunne se meget mere i at de forblev venner. Men ak, hvis det ikke kunne være anderledes så måtte det være sådan. Han vidste at det bestemt ville skade hans forretning at være eftersøgt her. Men det var noget han var villig til at betale. For det var en mindre forbrydelse i forhold til landsforræderi. Det var ikke engang noget han ville overveje. Det var simpelhen en alt for dårlig forretning for ham. Hellere være eftersøgt her for noget småt end at være eftersøgt af alle der for noget stort. Marcellus fik et alvorligt blik i sine øjne. Han var klart på at hun ville angribe. Han håbede på det bedste, men var forberedt på det værste.

[Deleted]

Macaria vendte sig om mod ham, efter han havde bevæget sig. Hun kunne ikke holde en lille, hånlig latter tilbage af hans arrogance overfor hende.
”Tror du lidt hurtighed kan redde dig?” spurgte hun, og lagde armene over kors. ”Jeg er selv en vampyr, Black, og i forhold til dig, så har jeg alle Dvasias ressourcer til min rådighed. Når jeg først begynder at læse op på dit navn, gad vide hvad jeg så finder om dig? Du vil aldrig kunne stå stille, hvis jeg først vil have fat i dig. Du ville skulle bruge resten af dit liv på at se dig over skulderen. Jeg er ikke bare hvem som helst. Jeg er Dronningens Højre Hånd. Tror du virkelig, at du kan udfordre min magt på den måde?”
Det var næsten synd for ham, at han troede så meget på sine egne evner, at det gjorde ham så blind for realiteterne. Hun havde både hans ansigt, hans navn og hans stilling. Hvad mere behøvede hun af oplysninger, før både vagter, spioner, dusørjærgere, og andet var efter ham? Selvfølelig handlede det ikke længere om et lille mord. Nu handlede det om, at han udfordrede hende, og hvis der var noget hun hadede, så var det når folk undervurderede hende.
Hendes hoved røg lidt på sned, mens at hun betragtede ham med det legende smil, som et træk i det ene mundvig. ”Hør her, love. Hvad regner du med, jeg vil give dig? Penge? Magt? Indflydelse? Kontakter? Og jeg så – hvad? Ignorere dine forbrydelser? Så giver jeg dig to ting, hvis jeg oveni det, også skal belønne dig. Det er ikke retfærdigt. Hvis du vil have en belønning for at infiltrere Manjarno, samtidig med jeg skal se bort fra dine forbrydelser, så må du give mig lidt mere, end at du bare åbner en dør for mig.”
Okay fint. Hvis han ville forhandle, kunne de forhandle.

[Deleted]

Hun havde ret på alle tænkelige måder. Men hun havde ret fordi han havde valgt at oplyse det. Hun troede at hun kunne skramme ham. Nok var det dumt, farligt og uansvarligt for dem der stod ham nær. Men han nød en udfordring. Han var allerede en jagtet mand. Jagtet af sin far og hans folk. Han havde været eftersøgt før. Men han vidste at hun ville jage ham. Personligt, for dette var blevet personligt. Han burde være bange. Han burde nikke og lytte med et bukkede hoved. Men det gjorde han ikke. Han smilede skævt og kiggede på hende med et fast og sikkert blik. Han rystede på hovedet til hendes spørgsmål. Han regnede bestemt ikke med hurtighed ville redde ham. Han vidste at hvis dette endte galt. Så måtte han bruge sit hoved for at slippe væk og ikke muskler. Hun havde ret. Hun havde en hær, penge og spioner. Han var bare ham selv. Som altid. Alene. Men han mente at alene arbejdede man bedst. Marcellus sagde roligt '' Yndige frøken Macaria.. Hvis de blot ville have jeg skulle åbne en dør.. Så ville jeg skam ikke engang overveje at gøre det.. Det er ikke udfordrende nok ''. Han stod klar, men kørte en hånd gennem hans hår og fortsatte. '' Disuden giver de mig intet som det står nu.. Hvis jeg gør som de siger... Bliver jeg eftersøgt der.. Selv om de frikender mig.. Så bliver jeg eftersøgt der.. Noget siger mig at de vil sky større midler for at fange mig for at forråde et land.. End de vil for at jeg dræber en ubetydelig person.. Jeg vinder intet ved at tage den handel.. Jeg bytter bare en anklage for en anden.. Hvis de vil handle med min frifindelse er jeg ikke interesseret.. Men hvis de vil have mig til noget mere og er villig til at betale derefter.. Så lytter jeg i nu''. Han slikkede sig drilsk og forførende om munden. Hans ord bar en respektfuld tone for at vise hende at han bestemt ikke havde noget intention om at vise hende disrespekt. Men hans kropssprog viste stadigvæk en drilsk og flirtende natur. Det var som at se to løver gå i en cirkel. Begge intelligente og begge to gode til at handle.. Dette kunne ende godt. Eller så kunne dette stadigvæk ende gruelig galt.

[Deleted]

Macaria måtte endnu engang le af hans ord, og hun gik et skridt frem imod ham med armene spredt ud fra kroppen. ”Er det hvad du tror sker?” spurgte hun ham en smule hånligt. ”Du bliver eftersøgt i Manjarno? Kære ven, forstår du slet ikke min plan?”
Og hvordan kunne han? Dem hun havde fortalt sine ønsker til, kaldte hende gal. De sagde det var sindssygt, og hun skulle opgive, men de havde ikke hørt hendes plan. De kendte ikke til hendes strategier, hendes kontakter, hendes håndplukket soldater og alt det andet, hun sørgede for var på plads, før planen kunne udføres.
Endnu et skridt tættere på ham. Utroligt han kunne stå dér, og flirtre med hende, når hun så let som ingenting, kunne kaste sig mod ham, og prøve at begrave tænderne i ham. Langsomt lod hun sin tungespidse kærtegne sin underlæbe.
”Jeg planlægger skam at overtage ikke bare slottet. Jeg overtager hele Manjarno,” fortalte hun, og hævede armene præsenterende. ”Deres dronning er ikke i landet, deres rådgiver er taget til fange, og det eneste som de har tilbage er en animagus, som der er taget højde for. Så… kære ven… du kommer skam ikke til at være eftersøgt i Manjarno, når jeg overtager slottet. Manjarno kommer til at høre ind under Dvasias med mig som dets overhoved.” Hun smilede triumferende.

[Deleted]

Overraskende hun grinede han ikke. Han kiggede ikke på hende som om hun var gal. Han så hende som en person med høje ambitioner. Han virkede ikke truet af hendes udbrud. Han blev stående roligt med det skæve smil på sine læber. Han tog højde for hendes hurtighed. Han havde regnet afstanden og om hans besværgelse kunne nå at blive udtalt hvis han selv bevægede sig væk fra hende. Han tog højde for det meste. Ikke fordi han var bange, men han havde lært at man skulle være forsigtig omkring vampyrer af sådan status. Han nikkede svagt og grinede så lidt før han sagde '' Jamen så lyder det jo til det ikke er småting de ønsker at jeg at udføre for dem.. Så længe de husker dette.. Jo mere de ønsker af mig.. Jo mere kommer det til at koste ''. Marcellus havde bestemt ikke tænkt sig at købe for denne kvinde. Han var trænet til at slås. Han var god til det, mest af alt fordi han var stærk, klog og altid holdt hovedet koldt i en kamp. Men han havde ikke det hun havde. Han havde ikke loyalitet, vision om at styre og ingen lyst til at kæmpe for en sag der ikke var hans egen. Men for den rette pris var han villig til at bøje hans holdning og udføre visse opgaver. Han smilede skævt og sagde '' Og husk.. Jeg forsejler altid mine aftaler med.. Et kys.. Eller det gør jeg ikke.. Men med dig gør jeg ''. Han grinede lavmælt og blinkede til hende. Bag hans flirtende facade gemte der sig en mand der var klar. Klar til at undvige hvis det skulle blive nødvendigt. Men nu var han nysgerrig. Han ville vide hvordan hun havde tænkt sig at udfører denne dristige plan og hvordan han kom ind i billedet. Men vigtigst af alt. Hvad hun ville give ham for hans hjælp i dette. Marcellus vidste nu at denne plan havde en uhyrer høj risici  og derfor måtte betalingen også være derefter. Så han brændte faktisk efter at vide hvad hun ville have ham til og hvad hun var villig til at give. Han tilføjede '' jeg er lutter ører.. Frøken Macaria ''

[Deleted]

Et skeptisk, slankt øjenbryn hævede sig ved hans ord om et kys. Det var ved at gå op for hende, hvad det var han ville have fra hende, og hun lagde armene over kors. Selvom at hun lignede en simpel kvinde med en simpel status, skulle man ikke lade sig narre af hendes udseende med den enkle kjole, flade sko og ingen smykker. Man kunne se den måde hun gik på, den måde hun stod på, var på, omgav sig på, at hun var opdraget som nobel. Hendes hoved var stolt hævet, og ryggen altid rank af selvtillid.
Hun gik et par skridt imod ham med hofterne vuggende fra side til side.
”Okay…” begyndte hun, uden at løsrive blikket fra ham. ”Jeg har en gift, som skal i soldaternes vandforsyning. Det skal du gøre. Derefter når de er ude af spillet, og mørket er faldet på, lister du hen til slotsporten, og åbner den op for mig og en mindre hær. Lydløst går vi igennem slottet, kvæler alt modstand, indtil jeg endelig kan sætte mig på tronen. Tidspunktet kan ikke være bedre, og jeg har fået fat på nogle nøglepersoner, som gør det hele muligt.”
Hun smilede skævt til ham, og trak på skuldrene.
”Lyder det rimeligt? Alt du skal gøre, er at smide gift i en brønd, og åbne slotsporten. Derefter vil jeg kunne give dig, næsten alt hvad du vil have. Hele Manjarno vil tilhøre mig, indtil jeg giver landet videre til Dronning Jaqia. Jeg vil blive siddende i Manjarno, som hendes stedfortræder.”

[Deleted]

Marcellus der stadigvæk bar det skæve smil, fik et meget alvorligt blik i sine mørke dybe øjne. Han satte sine arme over kors. Det lød så simpelt det han skulle gøre. Men det vidste de begge to det ikke var. Marcellus var bestemt ikke en god person. Han kunne ikke være mere ligeglad med om landet skiftede ledere. Han var ligeglad med hvem der døde. Dog var der noget i ham. Noget der rådede ham til ikke at gøre dette. Denne ondskab ville brede sig og kaste ondskab over landet. Dog var denne stemme i ham. Hans godhed, så svag at han for længst var holdt op med at lytte til den. Han betragtede hende en smule før han kom med et '' Mhmm ''. Det var nemt at se at han stod og overvejede og gennemtænkte ting. Da han så ud til at være færdig, kiggede han på hende og prøvede at få øjenkontakt med hende. Han sagde med en rolig dog bestemt og alvorlig tone '' De får det til at lyde så simpelt.. Men det ved vi begge to det ikke er.. Nogle vil modstå giften.. Nogle vil være immune.. Der vil blive kamp.. Det vil blive svært for mig.. Især også at åbne porten.. Men jeg er villig til at overveje dette.. Dog må de være meget mere konkret med hvad jeg får.. At få næsten alt hvad jeg vil have.. Er desværre alt for utydelig en aftale for mig ''. Han løftede en finger og sagde '' Derudover.. Så vil jeg have tilladelse til at lave et magisk ritual over os begge.. Så vores aftale er bindende.. Begge sider af den.. Det er ikke småting.. Ikke magiske objekter de ønsker.. Dette er en alvorlig plan med mange uvise variabler.. Jeg er dog med på den for den rette betaling ''. Han fjernede sin hævede finger og hans blik på hende blev mere intenst '' Det du ønsker er grundstenen i hele deres plan.. Spis mig ikke af med småting.. Jo mere de giver.. Jo mere vil de få af mig.. Også i fremtiden ''. Han havde respekt for hende og han havde vist hende det. Nu var det hendes tur til at vise hun gengalte det. For gjorde hun ikke det, så vidste han godt hvad der ville ske så snart han åbnede den port.

[Deleted]

Så var det nu. Altid når Macaria var med til forhandlinger, kom der et punkt, hvor overtalelsen, var nødt til at blive mere intens, og presserende. Det var nu. Macaria så hvordan han stod og overvejede fra og til. Det var næsten, så hun kunne følge med i hans tanker, der bevægede sig rundt i hans hoved, som mekanismerne i et urværk. Præcise, velsmørret, og i takt.
”Tænk på det som en mulighed, for at opnå bedre kontakter, samt at tronen står i gæld til dig,” sagde hun overtalende, mens at hun med vuggende hofter gik imod ham. ”Ja, det du skal lyder simpelt, og ja, det er det ikke, men det er derfor jeg netop har brug for dig.”
Afstanden imellem dem blev udlignet, da hun nåede hen til ham. I en glidende bevægelse, smøg hun sig op af ham, som en spindende kat.
”Jeg har brug for dig. Kongeriget har brug for dig. Vi ved begge to du kan gøre det, hvis du vil. Og når du gør… så har jeg midlerne til at betale dig, hvad end du har lyst til dig. Forestil dig det….” Langsomt, som et rovdyr, begyndte hun at kredse rundt om ham. Hendes fingerspidser gled nogle gange over stoffet på hans skjorte, så folderne blev udglattet under hendes lette berøringer. ”Jeg vil sidde som herskerinde over Manjarno. Det er en god allieret, syntes du ikke? Men hvis det er noget mere materielt, kan vi godt finde ud af noget. Hvad vil du have?”
Hun smøg sig op af hans ryg, og hævede ansigtet, så hendes læber kunne ligge sig mod hans øre.
”Er det rigdomme du vil have? Jeg betaler dig. Kontakter? Jeg giver dig hele hoffet som netværk. Vil du have magt? Jeg giver dig en stilling i hoffet.” hviskede hun blødt i hans øre, mens hendes hånd vandrede op af hans ene arm. ”Du kan få en stilling hos mig? En stilling hvor ingen tør røre dig. En stilling hvor du har magt, indflydelse, rigdomme. Er det hvad du ville have, Marcellus? Noget der kunne…. Friste?”

[Deleted]

Marcellus var imponeret. Hendes forførende teknik blandet sammen med de basale ønsker de fleste havde. Dog uden et konkret svar. Hun var en dygtig forhandler og ikke nok med det så lagde hun bolden i hans hænder. Han lagde også mærke til hvordan hun var tæt på ham nu. Han kunne ikke komme uden om en konfrontation med hende nu. Han blev stående stille og overværede hendes teknik. Den var bestemt ikke smålig. Hun gjorde alt til perfektion. Marcellus rørte hende dog ikke. Han havde nok leget flirtende og nok var han af fin fødsel. Men han var en blanding, en bastard med andre ord. Da hun var færdig kiggede han på hende og sagde roligt '' Det jeg vil have er simpelt.. En adels titel nok til at sidde i rådet i landet vi overtager, derudover vil jeg have ene ret på salg og køb af magiske objekter i landet med undtagelse adelige selvfølgelig. Ud over det vil jeg have diplomatisk immunitet hver gang jeg træder ind i dette land.. Dette er mine krav ''. Hun havde sendt bolden over i hans hænder og nu lagde han sin hånd ned. Viste hvad han ville have ud af dette. Han kunne selv skabe kontakter, han kunne selv lave penge. Men han kunne ikke gøre sig selv adel eller give sig selv diplomatisk immunitet. Dette var normalt udenfor hans hænder. Nu havde han en chance for at få disse ting og han skulle gøre ting han selv bestemt mente var disse ting værd i betaling. Dog havde han også afsløret at han ikke var som de fleste andre. Det var ikke penge eller magt han søgte. Blot friheden til at gøre hvad der passede ham. En yderst delikat og eftertragtet ting. Da han var færdig med at snakke smilede han atter skævt til Macaria og blinkede til hende. Han stod med rank ryg og virkede så fattet som altid, men bag denne facade var han imponeret over hendes tricks.

[Deleted]

Diplomatisk immunitet og en adelig titel. Det var ikke småkrav han stillede, for én som mere eller mindre var forbryder. Macaria overvejede hans krav, mens at hun gik resten af vejen omkring ham, til hun igen stod overfor ham. Cirka en meter væk denne gang.
”Du vil have… alt det?” spurgte hun ham skeptisk, og lagde armene over kors. ”Hvis du vil have din adelig titel, skal du også være med i kampen bagefter. Ikke noget med at stå i baggrunden. Du går med mig på frontlinjen.”
Han var en god forhandler. Han vidste hvad han ville have, vidste hvordan man spurgte om lidt mere, og ikke nok med det, så virkede han rolig og fattet. Selv efter at have hende smygende op af sig, beholdte han fatningen, uden så meget, som at række ud efter hende. Imponerende.
”Jeg kan sikkert skaffe dig både titel, førsterettigheder, og immunitet, når det hele er overstået, og jeg får kontaktet dronningen,” fortalte hun med et ubekymret skuldertræk, mens hun hævede ansigtet en smule. ”Men KUN hvis du overholder din del af aftalen, og er med i kampen bagefter.”