Tricks And Plans

[Deleted]

Marcellus var taget på en af hans lage turer igen. Som den handelsmand han nu engang var havde turen ledt ham langt fra sine vante omgivelser. Dog frygtede han ikke Dvasias så meget. Han var søn af en Fuld Blods Vampyr. Dog var han på flugt fra sin fader. Han havde set vampyrer kigge på ham fordi han trak vejret og blodet suserede i hans åre. Men han havde bestemt ikke den dejlige duft af blod som dødelige havde. Han havde sin sorte kappe på, dog var hætten ikke slået op. I stedet for havde han et sort hat på der skyggede ned over hans ansigt. Han vidste at hans fars vampyrer sikkert havde folk i denne by, så han kunne ikke tillade sig at blive set. Han havde fået anskaffet sig den magiske amulet han skulle bruge til sit ritual. Dog havde han ikke anskaffet den uden at flå dens tidligere ejer fra hinanden. Derfor måtte han holde lav profil. Det ville virke meget mistænksomt hvis han forlod byen blot få timer efter han var ankommet. Han ville ikke have at nogen af hans fjender skulle få færten af ham. Derfor vidste han at den store kro ville være det perfekte gemmested, i det mindste i et par timer. bare til vagterne var stoppet med at lede efter ham. Han gik ind. Han gik som altid med en vis elegance og ære i hans skridt. Hans sværd hang i hans bælte, i den smukke sværdskede der hylstede det. Hans sorte øjne kiggede rundt imens han gik ind. I skyggerne af hans hat kom et svagt, skævt smil frem på hans fine læber. Han bar bestemt holdningen af en person af højere status. Han satte sig ned ved et bord for sig selv. Ikke et helt over i hjørnet men tæt på. Da kropigen kom ned for at tage hans bestilling bestilte han blot et normalt glas vin. Marcellus var van til at holde sig uset. Det var kun det trænede øje der ville se at han ikke bare var en normal bonde eller smed. Han satte sig elegant til rette og betragtede kroens livlige adfærd. Hvordan folk snakkede højlydt, grinede, hyggede sig. Han holdt sig for sig selv. Det gjorde han ofte, faktisk havde han altid syntes at pøblen var uintelligent. At bønder og rakkerpak var for uintelligente og uciviliseret for hans smag. Det gjorde til gengæld også at han ofte tilbragte sin dag alene. Han tog et enkelt sip af sit glas og trak en bog og af hans skuldertaske, der var lavet af fint læder. Han åbnede den og gav sig til at læse. Prøvede at blive et med omgivelserne, prøvede at forholde sig uset.

[Deleted]

Det havde været en travl nat fyldt med lange, drænende møder, som flere gange havde været ved at få Macaria til at falde i søvn. Solen ville snart vise sit blege skær, og hun trængte til at slå hovedet fra, måske få en lille lur, før hun begyndte turen hjem igen. Det tog alligevel nogle timer, og forhåbentligt ville ingen savne hende inden da.
Et par unge vampyrer piftede efter hende, så hun måtte le til dem, mens hun skubbede døren til kroen op med skulderen. Der var en livlig stemning i kroen. Folk drak, dansede, skålede og forførte hinanden. Forfriskende. Det var lige et sted for hende. Med en hånd strøg hun hætten af hovedet, så det lange, kastanjebrune hår, bølgede frem. Fingrene gled igennem lokkerne, så de blev strøget væk fra hendes ansigt, mens at hun dansede ind mellem folk, for at komme over til baren. Ingen kendte hende her endnu. Med sin simple, røde kjole og enkle, flade sko, lignede hun en normal vampyr, uden nogen højere stand. Ingen smykker prydede hendes slanke krop. Alligevel var der noget over hende. Måske var det måden hun gik på. Ryggen var rank, bevægelserne flydende, og hovedet stolt hævet. Hvis folk lagde mærke til det, ville det straks afsløre hun ikke bare var en middelklasse, rejsende vampyr, men noget højere på strå. Hun opførte sig dog ikke sådan.
”Et glas blod, og et glas med whisky,” fortalte hun bartenderen – en fyldig kropige, der smilede bredt til hende, så de flotte, hjørnetænder kom frem - og så sig om efter en plads at sidde. Der var fyldt helt op. Kun nede ved et bord tæt på hjørnet, var en ledig plads overfor én, der læste. Det var vel bedre end ingenting.
Hun betalte bartenderen for sine to drinks. Den ene et højt glas med tyktflydende blod, det andet et buttet glas med en gylden væske. Macaria bøjede sig lidt ned, så hun var i øjenhøjde med blodet, og begyndte at hælde whiskyen oveni. Det skulle være den perfekte balance, ellers ville hun bare kaste alkoholen op med det samme, når kroppen begyndte at afvise det. Da blandingen var færdig, tog hun glasset med blod over til bordet med den frie plads.
Med et tungt suk satte hun sig. Det var hårdt at skulle arrangere en infiltration, uden nogen måtte få noget af vide. Den ene hånd løsnede kappen, der faldt ned over ryglænet. Hendes nøgne skuldre og hals kom til syne. Det knudret ar på den ene skuldre, holdte en hel historie i sig selv, men hun skænkede det ikke et blik, selvom hun kløede det automatisk, lige så snart det blev frit.
Lyden af en hjertebanke afslørede hurtigt for hende, at læseren bag bogen, ikke var en vampyr, hvilket var overraskende, når man befandt sig så godt som blandt en hel befolkning af glubske ulve. Hans problem. Hun var mæt, og behøvede ikke mere blod, end det der var fyldt i hendes glas.
Alligevel betragtede hun bogomslaget foran sig med et eftertænksomt blik, mens hun tog en tår af sin drink. Gad vide hvad han var, hvis ikke vampyr. Måske var det, hvad hun ville bruge resten af natten på.

[Deleted]

Da Macaria satte sig ved bordet kiggede han let op fra sin bog. Og starinlyset på bordet viste nu hans øjne. De var sorte som natten, dybe som en kløft og skjulte mange ting. Marcellus lukkede bogen. Men eftersom Macaria havde set på bogen før han lukkede den, nåede hun at se at det der stod der i var på et underligt sprog. Ikke nok med det, men de underlige tegn bevægede sig rundt på siderne af den denne bog. Bogens omslag var sort med jern tegn der dækkede omslaget. Marcellus sagde intet i flere sekunder, han kiggede bare på hende med et dybt, dog ikke intenst blik. Han lagde langsomt bogen ned i sin taske og kiggede på kvinden foran sig. Han sagde med en elegant, dog svagt rug stemme '' Jamen godaften, frøken ''. Hans ord var yderst veludtalt uden at virke snobbet. Han vidste at når han sad alene ville han være nemmere at spotte, men når han var sammen med nogen var det svært at pinpointe ham i blandt de mange folk. Han tog atter sit vinglas i hånden og tog en elegant sip af det før han blidt satte det på bordet og vente sit blik mod kvinden foran sig igen. Han sagde med sin blide og velformulerende stemme '' Du virker ikke som de andre her inde.. De virker mere.. Interessant ''. han lænede sig let frem og foldede sine hænder og lagde dem på bordet og tilføjede '' Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?.. Ingen smuk og intelligent kvinde som dig sætter sig uden grund ''. Han kunne se på hendes adfærd at hun ikke var som de fleste andre og at hun ikke gik og pralede med det. Det var et klart tegn på intelligens i hans øjne. Men mere end noget han vidste han også at det farligste var en intelligent kvinde. De var noget af det farligste i verden. Så han havde allerede fået et gram af respekt for hende. Marcellus var bestemt ikke som de fleste andre mænd. Kvinder skulle virkelig være noget specielt før de kunne komme under hans skind.

[Deleted]

Lidt forundret blinkede Macaria med øjnene da han henvendte sig til hende. Hun havde været ved at tage en tår af sit glas. Tøvende kiggede hun sig over skulderen, for at se, om han snakkede til nogle bag hende, inden hun igen vendte sig mod ham. Snakkede han til hende? Hun måtte indrømme, at det kom lidt bag på hende, at blive mødt med sådan en åben velkommenhed.
Langsomt tog hun en slurk af sin drink, mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle svare. For en gangs skyld var der én, der havde lykkes i at overraske hende. Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige, hvilket var meget unormalt. Til sidst blev hun nødt til at tage glasset væk fra sine læber, synke, og så svare et eller andet.
”Jeg… er her… for en drink?” svarede hun, og hævede sit glas, for at vise ham sin drink. Hun var stadigvæk forvirret, hvilket tydeligt kunne ses på hendes ansigt. Måske var han bare ensom, og trængte til at snakke med nogle, eller også… Hun kiggede sig omkring. Specielt mod døren. Med den erfaring hun havde, vidste hun hvornår folk var desperate efter at komme i kontakt med én, og det var specielt når man blev forfulgt, og ville skjule sig i folkemængden. Hun hævede et slankt øjenbryn, mens hun drejede hovedet mod ham igen.
”Er du i problemer?” spurgte hun skeptisk men med en dæmpet stemme, så han kunne forblive diskret. Var det derfor han gemte sig i en bar fyldt med folk – at de folk så var vampyrer var en anden sag. Det var sådan hun ville have gjort det. Tilgengæld… hvis han var på flugt fra loven, var hun nødt til at melde ham. Hun måtte finde ud af mere. Derfor lænede hun sig ligeledes frem mod ham, og kopierede hans måde at have fingrene foldet på. Kavalergangen blev automatisk dybere.
”Du ved… jeg kan måske hjælpe dig, hvis du har behov for det.” Hun smilede skævt.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med kort at lade et svagt, charmerende smil glide hen over hans læber da han så hvordan hun reagerede. Selv om han kiggede normalt på hende. Så analyserede han hende nøje. Hendes kropssprog og bevægelser. Hvordan hun brugte glasset, hvordan hun lod som om hun drikkede så hun kunne købe sig tid til at samle sig. Hvordan hun blev mere fattet og faldt til ro. Han havde bestemt haft ret om denne kvinde. Hun var klog, det var bestemt ikke en god ting. Det betød at han måtte passe på. Hun var ikke en dum bonde, han kunne lokke med sit ydre og sit blik. Denne kvinde var mere som ham selv. Dog blev han siddende og svarede på hendes første udtalelse '' En drink kan betyde mange ting.. Det er de færreste der sætter sig ved et fremmede for bare at få en ~drink~''. Han prøvede med vilje at få samtalen til at handle om hende. På denne måde kunne han holde samtalen kørende uden at afsløre sig selv. Hendes næste ord fik ham til at tage en anden holdning til tingene. Han analyserede og overvejede i et sekund hvordan han skulle håndtere det spørgsmål. Hvis han prøvede at charmerede hende og det gik galt kunne hun råbe op. På den anden hånd, hvis han sagde sandheden kunne det også ende galt. Derfor valgte Marcellus en god mellemvej. Han lod åbenlyst sit blik glide ned over hendes kavalergang og så tilbage i hendes øjne. Et skævt smil gled atter over hans bløde læber, før han sagde roligt og stille '' Det kunne jeg jo spørge dig selv om.. Det virker lidt som om du sætter dig her.. Fordi du er ''. Han fik et glimt i sine øjne imens han tilføjede '' i problemer selv ''. Dette var en af hans tricks. Han prøvede at undgå hendes spørgsmål ved at spille hende et der måske ville komme bag på hende. Deres lille leg var begyndt, han spillede på alle udfald, fordi han ikke havde nok information om hende til at vide hvilken sti han skulle vælge med denne kvinde. Han kunne høre hun var klog så derfor trådte han yderst roligt og sikkert frem, dog med en flirtende undertone.  

[Deleted]

På nuværende tidspunkt så Macaria fuldkommen forvirret ud. Hendes blik flakkede rundt på hans ansigt, for at finde ud af, hvad pokker han snakkede om, indtil at hun opgivende lænede sig tungt tilbage i stolen med sin drink i hånden. Eftertænksomt lavede hun små cirkler med glassets bund i luften. De midnatsblå øjne studerede ham intenst, uden at hun svarede på hans ord. Der var noget helt galt. Enten var han dum som en dør, eller også spillede han et spil imod hende, som var så overdrævent, at det mest efterlod hende forvirret.
”Jeg er ikke i problemer,” svarede hun til sidst med en bestemt tone. Langt fra i problemer. Planen gik som smurt, ud over hun manglede en enkelt rolle til at udføre hendes ide. En enkelt, diskret person, som kunne gemme sig i skyggerne på den anden side af de forbandet, høje mure med alle deres symboler og besværgelser. Der var virkelig noget over ham… Hun måtte spille med på hans spil.
Et lille smil spillede sig i hendes mundvig, mens hun lagde det ene ben over det andet. Kanten af glasset strøg sig over hendes underlæbe.
”Så… en fremmede person, der sidder og læser en bog i en bar. Du er ikke fuldkommen et menneske. Heller ikke vampyr. Måske en zombie? Nah… du ser for godt ud til den slags,” gættede hun afslappet, og svang med sin ene fod, som var hun en legesyg kat. Hendes smil blev bredere, inden at hun rakte en slank hånd over bordet imod ham. Ingen ringe. Korte negle.
”Mit navn er Macaria. Tydeligvis vampyr,” præsenterede hun sig som, uden at nævne sit efternavn eller sin stilling. Det var ligesom i gamle dage på landet med hendes søskende og hendes skaber. Der havde hun ingenting ud over sin charme. ”Kan jeg få dit navn eller bliver du halshugget, hvis du nævner det højt?” Hun blinkede til ham.

[Deleted]

Han lænede sig tilbage og rettede på hans hat så skyggerne atter dækkede hans ansigt, selv i stearinlysets skær. Det så ud til at han havde undveget hendes spørgsmål. Hans lille trick havde virket og den yndige vampyr sad stadigvæk overfor ham. Hun hjalp ham uden at vide det med at holde hans tilstedeværelse skjult. Han kunne ikke lade være med at tænke over, hvorfor hun var stoppet i deres lille leg. Havde han virkelig virket så defensiv?. Havde han været for defensiv, så defensiv at hun snart ville gå?. Han måtte være mere åben. Få hende til at blive så lang tid han kunne. Da hun begyndte at snakke, lyttede han interesseret i hendes ord. Hun havde hans fulde opmærksomhed. Han kiggede på hendes hånd. Langsomt lænede han sig frem og tog blidt hendes hånd i hans og kyssede så blidt hendes hånd med hans bløde læber. Efter kysset på hendes fine, blege hånd slap han den lænede sig langsomt tilbage i stolen og sagde roligt og blidt '' Marcellus Black.. Men folk kalder mig Mister Black.. Eller bare Black'' Han smillede og i det han gjorde det åbnede han sin mund lidt og fik sine hugtænder til at skyde frem. Dog kun et øjeblik før de forsvandt igen ''. Han smilede skævt og sagde blidt '' Lad os bare sige. Jeg er hvad jeg har brug for at være... Jeg har et par.. Tricks oppe i ærmet ''. Han kiggede ind i hendes øjne og sagde blidt og stille ''Macaria... Smukt... Navnet passer til kvinden ''. Derefter tog han elegant sit glas op og tog en slurk. Han vidste hun måtte være forvirret, han havde hugtænder men var i live. Han var begyndt at finde det sjovt at gøre denne intelligente kvinde forvirret. Det morrende ham en smule.

[Deleted]

Da han tog hendes hånd, og kyssede den, smilede hun smørret. Selvfølgelig – en gentleman. Skyggerne som lagde sig over hans ansigt, ville have skjult det for alle og enhver, men ikke hende. Hun sad tæt nok på, til at hendes nattesyn, tydeligt kunne se hver en detalje i hans ansigt.
Overraskelsen viste sig tydeligt i hendes ansigt, da hun opdagede hans hugtænder. Det var dog kun i et kort øjeblik, for overraskelsen blev vasket væk af en klar latter. Rystende på hovedet, måtte hun tage en slurk af sit glas. Det her var mere end forvirrende. Morsomt dog.
”Mh…. Black. Passende,” kommenterede hun stadigvæk bredt smilende, mens hun prøvede at fortrænge sin latter. Et par tricks? Jo tak. Ikke nok med at hun ikke kunne sætte en finger på hans race, så var han så flirtrende, at det kom fuldkommen bag på hende. Hun tog endnu en tår, bare for at lade alkoholen virke hurtigt. Det var tydeligt denne her nat, ville blive mere end interessant med det selskab hun havde fået.
”Så… Black. Hvad er din historie? Er du her for forretnings skyld eller for fornøjelse?” Hun satte glasset på bordet, og lænede sig frem støttende på sine underarme, mens hun betragtede ham med sit skæve smil. Okay… hun kørte med på deres uskyldige leg, og lod som om hun ikke havde regnet ham ud. Det var alt for tydeligt for hende, at hanholdte noget skjult. Spørgsmålet var hvad, og om det var noget hun kunne stå inde for. Ikke desto mindre var hun jo selv ude på små hemmeligheder. Måske havde de mere tilfælles end man lige skulle tro. Absolut om hun ikke måtte blive og se efter, hvor det udartede sig!

[Deleted]

Black kunne ikke lade være med at dreje hovedet lidt. Han kunne ikke forstå hvorfor hun grinte. Men dog smilede han. Denne Vampyr kvinde var underholdende. Hun var bestemt ikke som de andre på hans rejser, det var sikkert. Han nikkede lidt og sagde så blidt og lettere drilsk '' Det er mit familie navn ''. Den del var sandheden. At det passede til hvordan han var klædt var morsomt. I det øjeblik gik det op for ham at det sikkert var det hun havde grinet af. Han havde ikke selv set at hans navn passede godt til hans nuværende situation og mystik, men det gjorde det jo faktisk. Han grinede svagt og lidt for sig selv før hans mørke dybe øjnes blik atter vendte sig imod Macaria. Han lænede sig frem kort tid efter hun gjorde og sagde med et skævt smil plantet på hans læber '' Faktisk startede det her som forretning.. Men det ser ud til at det har udviklet sig til.. Fornøjelse ''. Han vidste at hun ville kunne se hans ansigt og øjne så tæt på med hendes nattesyn, så kan blinkede til hende, før han lænede sig tilbage i stolen igen og byggede på mystikken ved at viste magi. Han hviskede ordene ''Roselio Konsistio ''. En sort rose formede sig i hans hånd. Han rakte den elegant frem til Macaria og sagde '' smuk mørkt.. Til noget andet smukt, mørkt ''. Hvis hun tog rosen ville den blive til skygger og forsvinde få sekunder efter.  Han betragtede hende og hvordan hun reagerede. Hvis det havde lykkes ham at gøre hende mere forvirret, så byggede det bare videre på det sjov han havde ved at se hende sådan. Dette var bestemt sjovt, så sjovt havde han ikke haft det længe. Han holdt sig ofte for sig selv. Der var ikke mange der kunne vække hans opmærksomhed, men det havde lykkes for Macaria. han fandt hende interessant. Han ville se hvad hun havde at byde på.

[Deleted]

Små fnisende tog Macaria imod rosen i hans hånd. Hendes slanke fingre havde dårlig nok nået at tage om rosens stilk, før den blev til skygger, og forduftede som sort røg omkring hendes fingre. De strålende, dybblå øjne blev store af forundring, mens hun stirrede på sin hånd. Blikket gled fra hånden op til ham, og tilbage til hånden igen. Havde han lige lavet magi? Han havde lige lavet magi. Han var en vampyr med et hjerteslag, som kunne magi, og var i problemer. Enten var det her virkelig slemt, og hun burde smutte, eller også var det... virkelig slemt, og hun burde blive.
Langsomt lod hun hånden falde tilbage til at holde om glasset igen. Tankerne kværnede rundt. Hvis hun kunne, havde hun nok kontaktet slottet, men hun var flere timer væk fra Rimshia - derudover havde hun aldrig været god til at gå væk fra problemer. Tværtimod.
Han havde fortalt, han var her på grund af forretninger. Måske var hans handelsmand? Med et analyserende blik studerede hun ham intenst. Hun havde ikke sagt noget til ham. Det var tydeligt, han ikke anede hvem hun var. Måske var det akkurat, hvad hun skulle prøve...
Hun lænede sig tilbage ind over bordet.
"Du har ingen ide om hvem jeg er, gør du?" startede hun med at spørge, og holdte øje med hans ansigt, så hun kunne vurdere hans reaktion, når hun fortalte ham sin identitet. Enten var han på flugt fra kronen, hvilket gjorde det hele til hendes problem, eller også var han på flugt fra nogle andre, hvor hun så kunne hjælpe ham. Lige meget hvad, måtte hun finde ud af hvorfor og hvem. Langsomt fugtede hun sine læber, kneb øjnene lidt sammen, inden at hun bestemte sig for at fortælle ham det. "Jeg kommer fra Rimshia, hvor jeg bor på slottet. Jeg er Dronning Jaqia's rådgiver. Hendes højre hånd. Er du eftersøgt af kronen?"
Hun spurgte ham ligeud.

[Deleted]

Macellus betragtede kvinden foran sig. Han havde fået den ønskede reaktion frem i hende. Hun så ligefrem ud til at være imponeret. Det var mere end han havde regnet med. Dette var sjovt, ikke nok med det så havde han siddet her i noget tid nu uden nogle vagter der havde ledt efter ham. De havde jo heller ikke meget at gå efter. Han havde været dækket i sorte klæder så de ikke havde set hans ansigt. Men Marcellus var og ville altid være forsigtig. Ikke kun fordi vagterne var efter ham, men også fordi så mange Vampyrer boede her. Hans far havde sikkert mange øjne og øre her i landet. Hendes ord fik ham til at små klukke en smule. Han vidste hun var klog, så det kom bestemt ikke bag på ham at hun havde regnet ud at han var på flugt. Men da hun forklarede ham hvem hun var kunne han ikke lade være med at virke en smule overrasket. Dette var bestemt ikke godt. Han havde jo dræbt en person i byen. Han havde taget et objekt fra denne person. Nu voksede der mange spørgsmål i hans tanker. Kendte Macaria denne genstand eller personen?. Han måtte træde varsomt. Han tog en slurk af sin vin og satte elegant glasset på bordet før han sagde '' Jamen, det er mig en stor ære.. Jeg er blot en simpel handelsmand.. Jeg handler og sælger magiske og sjældne genstande for en selektivt mængde folk.. Jeg er skam ikke på flugt fra nogen... Jeg tager mig blot en pause før jeg drager hjem ''. Dette blev sagt med en rolig stemme, et fattet tonelege og et fast blik. Det var i bund og grund ikke en løgn. Han vidste at hvis hun var en dronnings rådgiver kunne hun nok se når de fleste løj, så han måtte bestemt træde varsomt.

[Deleted]

Et slankt, skeptisk øjenbryn hævede sig, mens Macaria blev siddende, og betragtede ham. Hvor dum troede han, at hun var? Han havde lige vist han kunne magi, samtidig med at han åbenbart havde noget vampyr i sig. Det var mere end tydeligt, at han var på flugt, og gemte sig i hendes selskab - hvilket man ikke skulle gøre, hvis ikke man ville forklare hende hvad pokker man gemte sig for!
Ikke nok med det så var hun Dronningens rådgiver. Man blev ikke valgt til sådan en stilling, med mindre man var mester i løgne, bedrag og manipulation. Macaria var listig, snedig, intelligent og klog, og fandme, om hun ikke havde fået nok af at blive ført bag lyset. Alt for mange spørgsmål, havde hobet sig op. Hun havde ikke tænkt sig og lege det her spil, som hun lige var trådt ud af, efter at have brugt hele sin nat på møder, der indeholdte det samme spil.
"Hold din kæft." Ordene var skarpe og hårde. Hun var for træt til det her. "Du har været så høflig indtil nu, lad være med at ødelægge det, ved at lyve direkte i mit ansigt."
Hans overraskelse, og pludselig tilbage bakning, havde været et tydeligt tegn på at det bestemt ikke var en god ting for ham, at hun var en del af hoffet. Så langt så godt. Han var altså i problemer - og det var problemer, som hun var involveret i.
"Fortæl mig hvad du har gjort," sagde hun bestemt, så der ikke herskede nogen tvivl om, at det var bedst at gøre som man fik besked på. Hendes blik var fængslet til hans. Skarpt og hårdt. Sådan som hun sad lænet ind over bordet, kunne hun næsten minde om et rovdyr, klar til at springe på sit bytte. Det her var bestemt ikke, hvad hun havde haft tænkt sig at gøre, når hun var færdig med det sidste møde, men Enrico, havde sagt til hende, at man aldrig havde rigtig fri. Det måtte hun give ham ret i.

[Deleted]

Hun vakte alt for meget opmærksomhed til sig, med sin hævede stemme. Han kom med et svagt suk og kunne ikke lade være med at tænke *kvinder*. Marcellus blev dog siddende på sin plads, stille og roligt. Som havde han ikke en bekymring i sit liv. Men hun havde en pointe. Hun var intelligent, men også utålmodig virkede det til. Han tog elegant og langsomt sit glas og førte det op til hans læber og sippede af det, han lod sin tungespids glide over hans læber for at fugte dem. Da han atter havde sat glasset fra sig, sagde han med en rolig og ferm stemme '' Jeg har skam gjort mange ting i mit liv. Men hvis du vil vide hvad jeg har gjort i nyere tid.. Så er det bestemt ikke en samtale jeg ønsker at føre i en kro.. Og da slet ikke når folk stirrer''. Han havde lagt mærke til at nogle folk var stoppet op og kiggede på dem. Han havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle hvad han havde gjort. Han tippede let sin hat over imod Macaria og sagde '' Jeg jeg lyver ikke.. Jeg er en handelsmand, og jeg har lige afsluttet en handel ''. Han sagde det mest for at forsikre hende om at han ikke bare havde siddet og fyldt hende med løgn. Men han bar en rolighed som de fleste der var i hans sted nok ikke ville gøre. Det var en ro og velovervejethed over ham. Marcellus vidste godt at hvis ikke han spillede lidt med på Macarias primisser, så ville det ende i kamp og det ville bestemt ikke være i hans favør. Især ikke når der ville være så mange imod ham.

[Deleted]

Macaria vendte blikket rundt i krostuen, for at se om han havde ret. Mange kiggede, det var sandt. Hun hævede en hånd for at massere sin tinding. Det her var ret frustrerende, men hun måtte nok indse, at fritiden var udløbet, og hun måtte tilbage til arbejdet.
"Jeg har et værelse ovenpå," sukkede hun, og gjorde et hovedkast mod trappen, der førte op til første salen. Hvis ikke hun dealede med det her, var hun næsten sikker på, at det ville komme tilbage og stikke hende i ryggen på et tidspunkt. Det var ikke noget hun var interesseret - specielt ikke nu hvor hun skulle til at lave sit store kup. "Kom med op. Så kan vi tale."
Hun var ikke nervøs for om det var en fælde, eller om han kunne finde på at angribe hende. Lige meget hvad han end var, så vidste han nu hvem hun var. Det ville være dumt at angribe Dronningens højre hånd.
Derfor rejste hun sig op, trak kappen op fra ryglænet og over armen, samt tog sit halvfyldte glas op i sin frie hånd. Man kunne tydeligt se på hendes ansigt, at hun var træt, og ikke orkede megen springen rundt. Derfor håbede hun at de problemer han end var i mod tronen, ikke var så kompliceret, at hun enten kunne sørge for han blev jagtet ned og anholdt, eller lade ham gå fri.... på den anden side.... hvornår havde noget nogensinde været enkelt i Dvasias?
Hun kvalte et suk, og ventede indtil han rejste sig. Hvorfor var han så rolig? Enten var problemerne ikke så slemme, eller også var han erfaren indenfor det. Åh gid hvor hun håbede, det ikke var noget slemt.

[Deleted]

Macellus afgav et anerkendende nik til Macaria og rejste sig derefter langsomt op og satte fint sin stol på plads ved bordet. Han lagde afslappet sine hænder i sine lommer og fulgte fredfyldt efter hende. Han ventede på at hun viste ham ind, hvor de kunne snakke sammen alene. Han sagde ikke et ord. Der virkede ikke til at være noget enten nervøst eller faretruende over hans adfærd. Dette var mest fordi Marcellus altid overvejede en hver situation og altid mente han havde styr over hvad der ville eller kunne ske. Han vidste han at Macaria var en intelligent kvinde, så han regnede ikke med at hun ville springe på ham. Derfor vidste han at der ingen grund var til at være alt får klar til kamp. Da de kom indenfor stillede han sig på af væggen. Dels som et tegn på at han bestemt ingen intentioner havde om at flygte, men det skjulte motiv var at hvis hans ryg var mod muren havde han intet at frygte bagfra. Han tog sin hat af og nu kunne man rigtigt se hans aldeles charmerende smil. Hans dybe mørke øjne der udstrålede en ære og mørke. Det glimt han bar i sine øjne var ikke til at tage fejl af. Han var snu og blikket strålede af at han havde styr på sig selv og sit. Han bukkede svagt for Macaria og sagde med sin blide, svagt rug og lokkende stemme '' Det er mig en ære.. Men jeg talte sandheden.. Jeg er en handelsmand.. Dog hvorfor jeg er her.. Se det er en anden sag.. Jeg var på jagt efter en ''. Han holdt en svag pause og lavede en gestus med hånden '' sjælden genstand ''. Han smilede skævt og en smule slesk, dog uden at virke underlig. '' Denne genstands ejer.. Ønskede dog ikke at aflevere tidligere omtalte genstand efter handlen var i hus..''. Han sagde ikke mere. Han regnede med at resten af sagen var implisit og at hun godt kunne tænke sig til resten af historien. han stod afventende på hendes respons. En smule mere klar end tidligere.