Get Me Out Of Here...

[Deleted]

Elvira havde altid drømt om at være fri, men hun havde aldrig turde tage chancen, fordi at hun vidste hun kunne dø. Men på den anden side var det måske bedre end at sidde hvor hun gjorde lige nu. Elvira havd ebare ikke været ude i verden siden hun var en ung pige på 14-15 år og dengang var verden jo en del anderledes end den var i dag, tiden gik jo og når man ikke havde været ude i den så længe, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle forventet eller hvordan hun skulle prøve at kontrollerer sig selv: "Ja... Tro mig det er fristende, det er bare.... Jeg er bange, som du nok kan se er jeg ikke verdens mest modige, og jeg vil ikke at det ender med at gå udover dig" sagde hun i et roligt suk, Elvira havde hele sit liv fået at vide at hun var dum, grim og ikke var noget værd, hun var blevet banket og totuereret fysisk og psykisk, og hun havde derfor ikke det mod og den styrke, som hun sikkert havde haft da hun var yngre og hendes forældre stadig levede.

"Zacharias... Det er et pænt navn" sagde hun i et forsigtigt smil. Hans spørgsmål fik hende til et øjeblik at tøve imens hun tænkte. Hun sad blot, indtil en banken pludseligt lød på døren: "Er i snart færdige? 5 minutter..." sagde en mørk mandestemme, som næsten fik Elvira's hjerte til at gå i stå, og hun kiggede derfor roligt tilbage på Zacharias, og nikkede så: "Ja... Ja jeg vil... Men... Hvordan?" spurgte hun roligt, hvordan havde han overhovedet tænk sig at komme ud?

[Deleted]

Igennem hele livet, var det gået op for Zacharias, at man virkelig skulle kæmpe, for at få tingene som man ville have dem. Han havde stået i en situation at miste begge forældre i en temmelig tidlig alder.. han vidste hvordan det var at blive ladt til sig selv, og nu stod han så her, sammen med en kvinde, som drømte om at blive fri, men ikke turde at springe ud i det. Han havde ondt af hende. Han havde virkelig ondt af hende, og det var en tanke, som rent faktisk kun gav ham en dårlig fornemmelse i maven. "Alt er bedre end at blive siddende her.. Det vil gå udover mig, uanset om vi forsøger, eller om vi bliver.. så.. hvorfor ikke bare gøre et forsøg?" spurgte han en kende håbefuldt. For hans vedkommende, var det vel ikke underligt, at han gjorde sig de tanker, som han gjorde omkring det her, som han gjorde lige nu? Hovedet lod han søge en kende på sned, som han endnu en gang lod blikket hvile på hendes skikkelse.

Det bankede pludselig på døren, hvilket hurtigt fik Zacharias til at vende sig mod døren. Han trak kort på smilebåndet, inden han igen så mod hende. Han tog det ikke så tungt. "Vi er nødt til at handle hurtigt.. du har en styrke som varulv.. brug den.. Jeg har magien og min mentaldæmon.. Tænk på, at det er bedre at prøve.. Når de kommer ind om 5 minutter... så går det løs.." sagde han. Nej, han havde ikke direkte nogen planer om hvordan eller hvorledes, men han var i hvert fald villig til at gøre hvad end det krævede, for at genvinde den frihed som Leora var ved at tage fra ham! "Klar?" spurgte han endeligt. Det var jo virkelig vigtigt, at hun var med ham i det her.

[Deleted]

Elvira nikkede, hun havde næsten lyst til bare at begynde at ryste, hun havde det helt igennem forfærdeligt, livet var så underligt og tanken om at skulle stikke af var virkelig forfærdelig, og på samme tid var det spændende, nyt og eventyrligt, hun ville virkeligt gerne opleve verden udenfor, men hun vidste ikke om hun turde tage springet, og alligevel tog hun sig selv i at nikke igen, ja måske var det en god idé, måske hun burde gøre det... Bare komme afsted og enten dø i forsøget, og måske endda ende med at blive fri, hvilket var en tanke som virkeligt gjorde hende lykkelig, hun elskede at være fri, også selvom hun aldrig havde været det, men alene fornemmelsen var noget hun virkeligt glædede sig til.

"Går det løs? Jamen... Jamen hvad er planen?" spurgte hun tydeligt og kiggede så på ham, han måtte da have en plan der var bedre end bare at være stærk: "Og du ved jeg... Jeg tror altså ikke at jeg er særlig stærk" sagde hun og kiggede så ned i jorden, hun anede ikke hvordan hun skulle gøre og hvad hun skulle sige til ham, hun ville gerne og især når han jo nærmest rakte hende hele verden: "Kan jeg så bo hos dig?" spurgte hun roligt og smilede så let for sig selv, hun anede ikke hvad hun skulle sige det, men hun håbede på at det hele ville gå godt.

[Deleted]

Zacharias ville hellere kæmpe for det som han havde, end at acceptere tingene, som en anden valgte at tilrettelægge det. Han var ikke typen som bare gav efter på den måde, og det ville han da godt nok aldrig nogensinde blive, hvis det var det! Han vendte blikket mod hende. Han kunne nærmest læse frygten i hende, hvilket næsten var det mest tragiske af det hele. Gud hvor var han dog ked af, at se hende på den måde, men dette var en nødvendighed. Blev hun, var han næsten tvunget til det samme, og han vidste jo hvor meget hun direkte længtes efter at komme ud, så var der noget galt i at han gjorde som han gjorde lige nu?

De havde ikke mere end nogle minutter til at få det hele på plads. Han vidste at det skulle gå hurtigt, men mon ikke, at det ville gå alligevel? Det var lidt det, som han håbede på. "Du er nok meget stærkere end hvad du lige giver dig selv credit for," sagde han sigende. Hvorfor skulle hun da ikke være lige så stærk, som enhver anden varulv som var her på stedet. Selv vidste han ikke hvor han skulle tage hen efterfølgende.. Måske at hans søsters kæreste, kunne være behjælpelig på det punkt? Det kunne jo godt være, at det ville hjælpe lidt på tingene i hvert fald. "Jeg tvivler på, at jeg kan holde dig hvor jeg har været til nu. Vi skal nok finde en løsning.." sagde han med et stille smil. Han vendte blikket mod sin hånd, hvor en energikugle hvilede.. den gnistrede af det klareste lys. Men okay.. han var jo heller ikke af en stærk magisk familie for ingenting.

[Deleted]

Elvira kunne ikke andet end at nikke, som han talte: "Måske... Men jeg har aldrig gjort forsøget, mine forældre døde ingen jeg opdagede verden udenfor" sagde hun, de eneste tidspunkter hun rigtigt havde været rundt, var når hun var blevet bedt om noget, og havde fået kort over præcist hvor hun skulle gå hen og hvad tid hun skulle være der, hun turde slet ikke gøre andet og hun turde ikke gå andre veje end hun havde fået besked på, i frygt for at blive slået ihjel eller i frygt for at Leora eller andre fra flokken ville fange hende: "Men jeg vil gerne forsøge... Jeg... jeg kan ikke leve sådan her mere" sagde hun ærligt og rystede på hovedet, hun ville ikke mere, og hun kunne ikke blive ved med at kæmpe for ingenting, hun måtte videre i teksten, og når han nu valgte at række hende hånden, så var Elvira mere end sikker på, at hun ville komme til at fortryde de næste mange år, hvis hun ikke valgte at tage chancen.

"Det håber jeg... Så hvad, du vil slå alle end på vejen ud og vi så bare kæmper?" sagde hun med en tydelig usikker stemme, nu vidste hun jo godt nok ikke var usikker han var og hun vidste heller ikke hvor stærk han var eller hvor mange magier han havde, men hun vidste at hun ikke selv var særligt stærk, nok netop fordi at hun især ikke troede på sig selv, som han jo også nævnte. Men der var aldrig nogen der havde fortalt hende at hun var god nok, og at hun faktisk kunne noget, og derfor var hun også begyndt selv at tro på det, og tanken om at stikke af, gjorde hende stadig helt utrolig usikker.

[Deleted]

Zacharias fandt det virkelig som en stor skam, at Elvira ikke var kendt med den verden, som var på den anden side. Den kunne være fantastisk, som den kunne være det modsatte.. Det kom helt an på hvilke valg, man endte med at tage. "Det er jeg virkelig ked af.. Du skal se hvad det er for en verden, vi har derude," sagde han ærligt. Døden var noget som satte en stopper for så mange ting. Selv havde han ikke ladet det gøre det ved ham, for han ville slet ikke have at den slags skylle ske. Det var.. grusomt.. virkelig grusomt. Hun var med ham.. Det var jo egentlig det eneste, som havde nogen betydning for ham lige nu. Han sendte hende et betryggende smil. "Tro mig.. den verden som er på den anden side, er det mere værd at kæmpe for, end at leve usselt, som du gør her.. jeg vil gerne hjælpe dig," sagde han direkte, som han let lod blikket hvile på hendes skikkelse. Var der virkelig nogen skam i det? Det ville han bestemt heller ikke mene, og det var jo lidt det, som han gerne ville understrege i den forstand, at det nu måtte være ham muligt.

Zacharias var klar.. Selv var det med en spænding, for det her, var rent faktisk ikke noget, som han gjorde det store ved i den anden ende. Han nikkede mod hende. De ville uden tvivl komme til at kæmpe sig vejen ud, men han var villig til at gøre hvad end det nu krævede af ham, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. "Klar..!" sagde han fast, i det øjeblik, at døren blev tvunget op. Automatisk smed Zacharias den magiske gnistrende kugle direkte efter ham. Den ramte manden direkte i hovedet, så han røg baglæns. Han tog fat om Elviras hånd og trak hende med sig. De skulle ud, og det skulle være lige nu!

[Deleted]

Elvira nikkede, det var jo ikke fordi at hun ikke ville se den verden, men på en eller anden måde, så virkede det skræmmende når man aldrig ahve været en del af den: "Vil du hjælpe mig i starten? Jeg mener... Jeg vil jo være helt fortabt" sagde hun i et suk og kiggede så roligt ned i jorden, slet ikke sikker på om det var nogen god idé at løbe, men hun havde jo ønsket det så længe, og nu hvor man endeligt have fået chancen, burde man ikke sige nej, og det vidste hun godt. Hendes forældre havde sikkert gjort det samme hvis de var i hendes sted, og hun burde derfor gøre dette både for hende selv, men også for dem: "Du er sød Zacharias, jeg er ked af at hun har fået greb i dig på den måde" sagde hun blot, ikke at hun havde ment det var okay at holde ham fanget når han var en idiot, menhun følte sig meget taknemmelig over at han ville hjælpe hende, og hun håbede at det hele ville ende med at gå.

Som han spurgte om hun var klar, trak hun vejret dybt og nikkede så. Hun nåede knapt at opdage hvad der skete før en ildkugle var fløjet afsted og han havde fat omkring hendes hånd, hun løb alt hvad hun kunne efter ham, og mærkede paniske tårer trille ned af hendes kinder, som hun hørte noget gø i baggrunden, og hun var ikke itvivl om hvad det var: "HURTIGERE!" skreg hun nærmest i panik, imens hun løb alt hvad hendes ben kunne, hun ville lige nu ønske at hun kunne løbe lige så hurtigt når hun var menneske som når hun var hund.

[Deleted]

Zacharias vidste, at det her ville blive en meget farlig situation, og det var det som nok også måtte skræmme ham mest. Når han nu endelig skulle sige det. Et stille smil passerede hans læber. "Det lover jeg dig," sagde han endeligt, som han igen nikkede mod hende. Hun var virkelig en varmhjertet og rigtig god kvinde, og det var også det, som han godt kunne mærke, og det var også noget, som faktisk betød en hel del, selv for ham. Hans blik gled mod hende. At hun havde fået sig selv til at leve på denne her måde, havde han virkelig svært ved at forestille sig, for hun fortjente da uden tvivl langt mere end hvad hun havde fået ud af det her. Ingen tvivl om det. "Jeg har oplevet mangt og meget.. Jeg har til nu, ikke oplevet noget, som jeg ikke kunne bryde løs af på egen hånd," fortalte han endeligt, som han let nikkede mod hende.

Det hele gik pludselig hurtigt. Den følelse af hunde i baggrunden og den kraftige gøen, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, for han ville ikke lade dem fange dem! "LØB!" endte han med en fast tone, inden han hurtigt vendte sig om. Han dannede sig en kugle, som han sendte direkte efter dem, inden han hurtigt løb videre. Hans hjerte var ved at springe ud af hans bryst, så kraftigt, som det måtte banke, og det var virkelig.. ubehageligt! Han bed tænderne let sammen, inden han mærkede det som føles som et stød direkte i ryggen. Han røg i jorden, så lang som han var, med en varulv siddende ovenpå ham. Den knurrede mod hans øre. Han bed tænderne kraftigt sammen. Nej! Det skulle bare ikke have lov til at ske! "F-flyt dig!" endte han med en fast og sammenbidt stemme, mens han forsøgte at få bæstet af sig.

[Deleted]

Elvira var allerede i panik, hun anede ikke hvor stålfast Leora var med sådan nogen ting, om hun mon ville sætte efter dem og kæmpe for at slå hende ihjel fordi at hun var stukket af, eller hun bare ville trække hende hjem og mishandle hende endnu mere end hun allerede havde gjort, for Leora var bestemt ikke en særlig sød dame at bide skeer med, og slet ikke hvis man først var blevet rigtigt uvenner med hende. Elvira løb alt hvad hun kunne og hun kiggede slet ikke tilbage, hun tænkte kun på at bevæge sig og komme ud, langt væk. Hun anede ikke engang hvor han boede eller om de kunne komme hurtigt nok væk, til at de ikke ville kunne indhente dem, om ike andet måtte de jo bare tikke for nåde, hvis hun endte med at fange dem, men for nu turde Elvira slet ikke tænke på det, og hun løb alt hvad hendes ben overhovedet kunne trække.

Elvira skreg som Zacharias blev overrumplet, og inden hun vidste af det var hun selv i forvandling, selvom det tog omkring de 30 sekunder, modsat de andre ulve der gjorde det på 5, så kom det over hende imens hun skreg for alle pengene, hvilket fik dem til at holde sig væk, og som hendes ulveskikkelse endeligt var nær, sprang hun frem i mod den der havde fået fat i Zacharias og satte sig i struben på den, selvom hun godt vidste at det jo nærmest var selvmord, hun var slet ikke stærk nok til at stille sig op i mod dem alle.

[Deleted]

Zacharias vidste udmærket godt, at det her virkelig var et kæmpe sats, men om ikke andet, så var det efterhånden en nødvendighed, hvis de skulle gøre sig nogen forhåbning om at komme fri. Han faldt så lang som han var, og med et kraftigt gisp, da den store ulv placerede sig ovenpå ham, for at holde ham nede. Den knurrede kraftigt ved hans øre.

Hvad der skete efterfølgende, kunne end ikke Zacharias se. Det eneste han hørte,var et kæmpe brøl, og at hans overfaldsmand blev slået af ham. Hurtigt rejste han sig op. Det gjorde ondt.. Klørene havde revet i ham. Var det Elvira..? Var hun i... forvandling? Han bed tænderne let og svagt sammen. "Kom nu!" kaldte han, alt imens han virkelig forsøgte at genvinde pusten. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde, men han måtte jo bare forsøge at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han trak sig tilbage den vej, som de havde været på vej, inden han skabte en kraftig lysende kugle i hans hånd. "FLYT DIG!" endte han med en fast tone, idet han bare kastede den. Han skød den ikke efter dem. I det at den ramte klippevæggen bag dem, lyste den hele gangen op i et kraftigt skær, som kunne blænde de fleste.. Ikke ham.. Han var et lyst væsen inderst inde, et eller andet sted, for det var sådan han var opdraget. Hurtigt var han henne ved klippehulens udgang, så de kunne komme videre. "Elvira!" kaldte han med en fast tone, inden han skyndte sig videre. Ud fra hans stemme, kunne hun vel gætte hvilken retning hun skulle?

[Deleted]

Hun var desperat for at komme væk, lige nu kunne hun slet ikke tage stilling til om denne her idé var den bedste eller værste beslutning hun nogensinde havde taget, men hun kunne kun håbe på at hun kom ud i et stykke, og det var nok der at hun for alvor ville se om dette skulle gå den ene eller den anden vej for hende. Dog vidste hun, dybt inde i sig selv at hun ikke kunne leve på denne måde mere, og at det rigtige var at komme væk. Som Elvira hørte at han kaldte, løb hun i mod ham, stadig i ulveskikkelse og med en smule blod om munden efter at hun havde haft fat i manden, der måtte være en af de mange som Leora havde under sig.

Lyset blændede også hende, og som mange af de andre ulve, pev hun en smule, men endte alligevel med at løbe i mod lyset selvom hun intet kunne se, og hun måtte bare bede til at hun landede det sted hun skulle være. Hvis han endte med at efterlade hende ville hun gå amok, udelukkende fordi hun vidste det var en billet direkte ned i helved, de ville slå hende ihjel så snart de fik chancen, og Elvira kunne intet andet gøre end at håbe. Hun haltede på det ene ben, efter at ulven bag hende havde haft fat, og i et spring, kastede hun sig hen i mod lyset hvor Zacharias stod, og hånede at noget måske ville lukke, hun kunne ikke forvandle sig tilbage lige nu, og selvom hun ønskede at tale, så blev det blot til en gøen som hun fortsat løb.

[Deleted]

I skikkelsen som varulv, var Elvira uden tvivl hurtigere end Zacharias. Selv han ville hellere forsøge at komme derfra, end at leve med det, og så dø af det til følge, for han var ikke den som bare gav sig på den måde, og det ville han da aldrig nogensinde blive!
Han havde ondt efter at en anden havde sprunget på ham, men han måtte jo bare komme igennem det, så godt, som det nu var ham muligt at gøre, og det var ikke nemt. Overhovedet ikke. Han bed tænderne let sammen, inden han fik hende med sig ud og så ende løbe videre. Jo længere væk hun kom, des bedre var det uden tvivl også, og det var sådan at han havde det lige nu.

Zacharias skyndte sig ud, nu hvor de andre lige så var blevet blændet af det kraftige lys, som han havde gjort brug af. Han løb alt hvad han kunne, også fordi at han bare gerne ville videre og komme så langt derfra, som det var ham menneskelig muligt! Adrenalinet løb dog af ham efter en stund, hvor han med et gisp, kollapsede direkte ned i jorden. Hans krop rystede.. Han havde ondt, og han var afkræftet.. men hvad pokker.. de havde rent faktisk formået at komme derfra! Det var jo det, som i hans øjne, måtte være det vigtigste af det hele, og det var det som han selv gerne ville stå ved når det var. Kort måtte han lukke øjnene. Elvira var vel bare løbet? Men sagens kerne var at han havde holdt sit løfte til hende. Han havde rent faktisk fået hende ud derfra!

[Deleted]

Elvira var ikke sikker på at hun nogensinde havde været så bange før, hun følte at hendes hjerte var ved at springe ud imellem hendes bryst, og hun vidste at dette her var et spørgsmål om liv eller død, og den leg kunne hun ikke lide at lege, men hvis hun ville overleve og frem for alt, hvis hun ville være fri, så var det jo ikke ligefrem et valg hun havde. Hun hylede som hun mærkede smerten ramme hendes ene ben, hun ville bare gerne væk og hun håbede bare at han ville komme samme vej. Elvira endte bag et træ og mærkede hvordan at forvandlingen langsomt gik tilbage i mod sin menneskelige skikkelse, hendes tøj var revet i stykker og hun havde sår flere steder i ansigtet, og som hun dukkede frem, prøvede hun at få øje på ham, og det lykkedes da også et godt stykke fremme, og hun bevægede sig roligt frem, ikke sikker på om han overhovedet var i live.

"Zacharias? Er det dig? Er du okay?" spurgte hun i en panisk stemme, hun kunne slet ikke fatte at han havde ofret sit liv for at hjælpe hende ud, eller sådan følte hun det ihvertfald og hun følte sig meget taknemmelig over det: "Vi må væk... Hvor langt herfra bor du?" spurgt hun blot, og håbede ikke at de ville søge efter hende. Leora var stærk, men Elvira vidste dog også at hun ikke ville spilde sin tid på ligegyldige ting som at forsøge at redde nogen eller noget, hun ville nok hellere bruge sine mænd på så meget andet, så vigtig var Elvira jo ikke.

[Deleted]

Zacharias ønskede hellere at miste livet i forsøget på at genvinde det, end at acceptere en stand som slave, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Nu var de endelig kommet ud, og selvom han kunne mærke at han havde ondt, fortsatte han til adrenalinet forlod hans krop, og han direkte.. kollapset på jorden. Hans hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at han følte sig svimmel. Han var bare nødt til at klare sig. Han var bare nødt til at holde sig på benene, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt, og det var så sandelig heller ikke fordi at det var nemt. På nogen måde faktisk.

Som Elviras stemme lød, måtte han alligevel hæve blikket en anelse. Han var træt... panisk over det som var sket, men så lang tid, at hun havde det godt, så var det jo egentlig det eneste, som rent faktisk havde en betydning for ham i en stund som denne, hvilket han i forvejen ikke var bange for at lade hende vide. Han bed tænderne svagt sammen. "J-jeg har det fi-fint.." endte han sammenbidt. Han var træt.. Ingen tvivl om, at han var træt, og han kunne uden tvivl også godt mærke det, hvilket nok heller ikke var så svært, sådan som han havde det lige nu. Han lukkede øjnene igen, idet han forsøgte at sætte sig op. Det sydede voldsomt i hans ben og hans krop rystet. Hvor han boede, var der langt til. Han ville dog hellere snakke med sin værge om mulighederne. "Jeg... har et a-andet sted jeg hellere v-vil prøve.." sagde han. Bordellet skulle hun ikke se. Det var jo ikke ligefrem et liv som han var stolt af.