Get Me Out Of Here...

[Deleted]

Zacharias havde uden tvivl viljen til at ville klare sig igennem livet, selvom det heller ikke altid gik som han gerne ville det, og lige nu, var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag af den regel, kunne man jo sige. Når det nu endelig skulle komme til stykket, havde han jo bare brug for.. accept og respekt, og det var bestemt ikke noget som han fandt på det her sted, og nu hvor han selv vidste, at han gik en kommende møde som varulv i møde, var det heller ikke noget som han reelt brød sig om. "Jeg har som sagt heller ikke mine forældre.. Det som holder gang i mig, er min lyst til at leve livet.. Det eneste jeg har i mit liv, er den søster og den kvinde, som rent faktisk tog livet af mine forældre," sagde han sigende. Ja, han var slet ikke et sekund i tvivl om at Athena elskede ham, men alligevel.. Det var svært til tider. Han rystede på hovedet. "Min storebror er varulv, så... han ved sikkert noget om det," sagde han ærligt, da han igen vendte blikket mod hende. De var noget af en sammenskruet familie.

Hånden mod hans bryst, var uden tvivl en afvisning, men hun vidste derimod også godt, at det virkelig var dumt af dem at stoppe det her, uanset hvor meget hun ville ønske, at hun kunne gøre det, for det kunne hun virkelig ikke. Han sukkede dæmpet. "Prøv at slappe af," bad han med en dæmpet stemme. Han brød sig slet ikke om at skulle gøre det her ved hende, og da særligt ikke på denne her måde. For ham, var det her jo selv virkelig grænseoverskridende, og han kunne jo ikke rigtigt gøre det største ved det, som det var lige nu. Han trak sig blot en anelse. Det var virkelig hårdt, og særligt fordi at hun var så følsom.. Den anden kvinde, ville uden tvivl blive nemmere at få det overstået med.. Men det var hårdt nok for ham i forvejen at gøre det her.

[Deleted]

Elvira kiggede let i mod ham, men valgte ikke at kommenterer det, ja han havde da i det mindste nogen, modsat hende der var alene i verden. Et suk kom frem på hendes læber, og hun følte sig pludseligt utrolig fortabt, hun ville også have noget eller nogen at leve for, og lige nu følte hun bare at hun var en del af et eller andet åndsvagt spil som en eller anden kvinde havde bygget, uden at man havde mulighed for at sige hverken til eller fra, selvom man måske ville ønske man kunne. Et øjeblik lukkede hun igen øjnene, og sagde til sig selv at hun måtte tage sig sammen og bare komme videre i teksten så hun kunne komme videre i livet.

Alligevel så kunne hun også mærke hvordan at angst og panik pludseligt greb hende, som han kom tættere på, og uden at bemærke det før det skete, bøjede hun sit knæ i hurtig fart, direkte i mod hans mave, og hun satte sig så hurtigt op og trak sig væk fra ham, hun kunne simpelthen ikke gøre det, så måtte Leora piske hende fra nu af og den næste måned, problemet var jo bare at når hun trak sig, gik det også udover ham. Men Elvira kunne bare ikke, det her var alt for meget, og især fordi hun vidste at det ikke ville blive sidste gang, og derfor ønskede hun heller ikke at det overhovedet skulle starte. Hun kiggede i mod ham, med de store brune øjne, og afventede så, imens hun blot rystede på hovedet og mærkede flere tåre trille.

[Deleted]

Zacharias var virkelig ikke ude på at gøre hende noget. Han ønskede det her mindst lige så meget som hende, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre alverdens ved det af den grund. Det knæ, som han dog pludselig måtte få direkte i maven, mens han selv forsøgte at finde den ro i sindet, som skulle til, for at gennemføre det her, var noget som bogstavelig talt slog pusten direkte ud af ham. Hans øjne for op, da han nærmest kollapsede i sengen. Hans krop rystede og dirrede, som han tog sig til maven, da hun selv trak sig så meget fra ham. Han klemte øjnene sammen. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at fuldføre dette, men Leora havde jo ikke ligefrem givet ham noget andet valg end nærmest.. at voldtage de to kvinder, og få det overstået!

Zacharias gled ned i sengen, mens han virkelig forsøgte at genvinde pusten. Ikke fordi at det var nogen nem opgave, for det var det da på ingen måde. Han trak vejeret dybt, efter en længere pause, inden han vendte blikket mod hende igen. Hun var ked af det.. det var sikkert ikke med vilje. Det ville han i hvert fald ikke gå ud fra, at det var. Han sukkede let og rystede så på hovedet. Det her kom da kun til at trække ud. "Undskyld.." endte han med en mere sammenbidt stemme. Det havde jo uden tvivl gjort ondt, og selv på ham, var det til at mærke. Hans øjne lod han kort glide i endnu en gang, som han forsøgte at sætte sig op. Han gjorde det virkelig ikke for at gøre hende ondt. Tvært imod!

[Deleted]

Elvira følte sig pludseligt grebet af panik, hun anede ikke hvad hun skulle stille op eller hvordan hun skulle slippe ud af denne her kattepine. Sex med en fyr hun ikke kendte, eller at blive banket af Leora, hun var ikke sikker på at nogen af tingene var tiltalende, men hun kunne bare ikke gennemføre, hun følte sig helt i panik, og hun følte sig næsten helt dårlig bare ved tanken om at han ville være så tæt på hende, også selvom hun godt vidste at han nok havde det lige så dårligt, men han ville jo trods alt stadig være fri, hvis Leora altså holde sit løfte, modsat hende som ville være fanget for altid, ihvertfald var det hvad Leora havde fortalt hende, og Elvira var efterhånden så knækket at hun ikke sagde i mod.

Elvira endte med at rejse sig op og gik panisk hen for at tage trusser og undertrøje på, og hun kiggede så i mod ham med et næsten panisk blik: "Undskyld men... Jeg kan bare ikke..." sagde hun og rystede på hovedet som tåre endte med at trille ned af hendes kinder, hun havde det forfærdeligt, især fordi hun vidste hvad der ventede hende på den anden side af døren: "Jeg skal nok bare sige at det er min skyld" sagde hun forsigtigt, hun ville naturligvis ikke give ham skylden, og slet ikke når han nu engang ikke havde gjort noget som helst, han havde været sød og venlig, mere end hvad hun kunne forlange endda.

[Deleted]

Zacharias havde virkelig ikke lyst, men han var jo kendt med konsekvensen af det, hvis de ikke gjorde det, og det var jo lidt den, som rent faktisk skræmte selv ham, for han ønskede slet ikke, at noget skulle ske. Han var et væsen med et varmt hjerte, og et varmt sind, selvom man nok næppe ville tro på det, så var det jo rent faktisk sandheden. Han bed tænderne fast og hårdt sammen, efter det knæ, som han havde fået i maven, hvor han havde sluppet hende, og ladet hende rejse sig.
Zacharias rystede på hovedet. Han forstod jo godt, at hun reagerede på den måde, som hun nu reagerede på, selvom det nu ikke var noget som han kunne tage sig af. De var nødt til det.. Det ville koste dem begge ellers, og det vidste hun vel også godt? Leora, var ikke en kvinde som man skulle lægge sig ud med, og selv det, var noget som han selv havde lært på den hårde måde, kunne man jo sige. "Tror du hun vil gøre nogen forskel? Hun vil straffe os begge, uanset hvem af os, der vil nægte at udføre det.." Han satte sig denne gang op. Hun var bange for at være tæt på en mand, og når det ikke var noget som hun havde forsøgt og oplevet før, så kunne han rent faktisk godt forstå hende, hvis han selv skulle sige det. Han støttede let mod hans bryst, idet han tvang dynen over skødet, og med blikket mod hende. "Hvad med at vi... bare giver det tid?" spurgte han. Han ville hende jo ikke noget ondt, men at lægge sig ud med Leore, ville komme til at gøre ondt, og det vidste de udmærket godt begge to. Hvor var det dog... besværligt det hele sådan pludselig!

[Deleted]

Elvira tog roligt sit tøj på igen, hun kunne simpelthen ikke gennemfører noget så forfærdeligt og selvom hun knapt nok kendte til hvad der var i verden udenfor, men hun havde en god fornemmelse af at ligegyldigt hvad det var, så måtte det være mere behageligt end hver der var herinde lige nu. Hun havde brug for at være fri og prøve at stå på egne ben, men hvis alt gik som Leora havde planlagt, så var hun fanget de næste mange hundrede år, og sikkert endnu mere endnu, eftersom Elvira havde erfaret at Leora jo ikke ligefrem var typen som holde sit ord, når det kom til nogen mennesker som hun kunne udnytte, og desværre så var Elvira jo nok en af de mennesker der lod sig udnytte fordi hun hverken havde psyken eller fysikke til at gå i mod. Hun sukkede kort, hun ville virkeligt ønske at Leora om ikke andet bare ville give hende en chance for at leve livet.

"Det ved jeg ikke, men jeg... Jeg skal nok tage skylden alligevel" sagde hun i en klar stemme, selvom tårene stadig strømmede ned af hendes ansigt, hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun ville bare gerne være sammen med en mand hun elskede den første gang, og ikke en som Leora kastede efter hende og tvang hende til at være tæt på: "Hvad mener du?" spurgte hun undrende da han sagde at de skulle give det tid, hun var dog ikke sikker på at hun så det som den helt rigtige løsning, men om ikke andet ville hun da gerne høre hans foreslag.

[Deleted]

Det gjorde ondt i Zacharias' brystben, men han forstod hende godt. Han ville jo heller ikke ligefrem gøre det her ved hende, men det var virkelig svært, når han for det første, stod i en situation, hvor han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Det her, var noget som de var nødt til at gå igennem, og gud hvor han dog hadede, at det var sådan, at det rent faktisk måtte forholde sig. Han bed tænderne fast og hårdt sammen, og rystede så let på hovedet. Han hadede det.. og særligt nu hvor han kunne se, hvor meget det egentlig påvirkede hende i den ene eller den anden retning, så gjorde det bestemt heller ikke sagen meget bedre for ham.

"Du ved lige så vel som jeg, at det ikke vil hjælpe.. Hun vil straffe os begge.." Leora forventede vel nærmest, at han voldtog kvinden, hvis hun nægtede at lade ham komme til. Den anden kvinde sad og ventede på at de nu blev færdige.. men han ville jo heller ikke gøre det. Han blev liggende. Den styrke, som lå i en varulv, var uden tvivl noget af det, som rent faktisk gjorde forbandet ondt, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, bare sådan uden videre. Han nikkede. De kunne give det tid.. ligge og lære hinanden at kende lidt, og måske... at det ville hjælpe lidt? "Ja... du ved.. ligge lidt.. snakke.. lære hinanden lidt at kende.. og så se om det kan hjælpe lidt.. Jeg vil jo heller ikke have, at hun halvvejs skal slå dig ihjel, fordi at du siger 'nej'," forklarede han sigende. Det var en tanke som rent faktisk gjorde ondt på ham. Lige der havde han jo 'desværre' sin moders gode og lyse hjerte.

[Deleted]

Elvira sukkede, ja inderst inde vidste hun det jo nok godt, men hun havde ikke lyst til at tænke på det, hun havde ikke lyst til at være en del af hele den verden, hvor at vold var en del af alt det daglige: "Det er ikke din skyld det her, undskyld... Men jeg kan bare ikke" sagde hun som det sidste af hendes tøj kom på, og hun tørrede igen en tåre væk fra hendes kind, hvordan kunne noget menneske dog være så ondt at tvinge hende til dette? Elvira havde det forfærdeligt og hun havde bare lyst til at grave sig langt ned under jorden og glemme at hun overhovedet eksiterede: "Så du siger at du rent faktisk gerne vil? Undskyld men hvad er det lige hun har lovet dig?" spurgte hun blot, der måtte da være et eller andet for enden af regnbuen, siden at han rent faktisk ville prøve.

"Hør, det har intet med dig at gøre, men jeg er ung, jeg vil gerne have at min første gang er med en jeg elsker, og ikke en tilfældig fyr..." sagde hun og følte sig virkeligt undskyldende, som havde hun lyst til at grave sig ned, og hun følte næsten at hun rystede en smule, hun hadede det her liv og hun hadede at hun altid følte sig så langt nede i kuldkælderen, havde denne verden være moderne havde hun nok fået både spiseforstyrrelse og depression som diagnose, men den slags blev jo ikke tænkt på. Det var ikke fordi at Elvira var meget tynd, men hun var meget spinkel, og var ikke specielt glad for mad.

[Deleted]

Zacharias rystede let på hovedet. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle undskylde for noget som helst. "Du skal virkelig ikke undskylde.." bad han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han forstod hende jo godt, og det var bestemt heller ikke fordi at han fik noget ud af det. Han ville blive omgjort til varulv.. og selvom det ikke just var en tanke som han brød sig om.. så måtte han vel lære at leve med den, for her var han, og han havde jo heller ikke ligefrem noget andet valg, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt og vendte blikket denne gang mod hende med et alvor malet i ansigtet. "Jeg får bestemt ikke noget ud af, at gøre det her, andet end at blive en slave for fuldmånen.." forklarede han. Han ville jo ikke gøre det ved hende... men han vidste derimod, at han ikke rigtigt havde noget andet valg.

Zacharias vendte blikket bort.. Tanken om at første gang, skulle være med en som man elskede og holdt af, vidste han godt, at han ikke kunne gøre noget som helst ved det, uanset hvor meget han så end ville og måtte prøve på det. Hans blik gled mod hende igen, selvom det var ganske forsigtigt. "Tanken er sød, men det er de færreste, som får lov til at opleve det på den måde.." Han endte selv med at rejse sig, for at finde sit eget tøj. Det var jo allerede for længst gået op for ham, at der ikke ville ske noget her.. Og så måtte han jo bare håbe på, at de ville lade ham forlade hendes værelse, så han kunne komme ind til den anden kvinde, som lå og ventede på ham.. Gud hvor han dog hadede at være et stykke legetøj, som kunne kastes frem og tilbage!

[Deleted]

Elvira var nok stadig ret forundret over at han tog det hele så pænt og roligt, imens hun selv følte at hun var igang med at gå i panik: "Hvorfor stikker du ikke af? Du fortjener bedre, jeg er sikker på du er en god mand" sagde hun og sukkede så roligt for sig selv, han virkede sød, langt sødere end mange af de mænd som var nede i denne hule, og som holde hende fanget, som sørgede for at hun altid lystede og som holde øje med hende, bare hvis hun så meget som hostede: "Ellers kan vi så ikke bare... Lade som om vi har gjort det? Altså... Vi kan jo ikke gøre for hvis jeg ikke bliver gravid og sådan" sagde hun blot, hun var ikke sikker på om det blot ville give mere ballade, men så ville hun da kunne nå at vende sig til tanken, eller måske udtænke noget inden hun skulle dø, desuden blev man vel alligevel ikke gravid efter at have været sammen med en mand, gjorde man?

"Jeg ved det .. Og dog så aner jeg intet... Please bare... Jeg har bare ikke lyst til at leve mere..." sagde hun og tørrede igen tåre væk fra hendes kind, det her liv var helt igennem forfærdeligt, og hun forstod ikke hvordan nogen, nogensinde kunne have lyst til at leve det? Det eneste hun tænkte på, var hvor mild døden virkede i forhold til alt det her, og der var jo alligevel ikke nogen der ville savne hende, hvilket betød at hun kunne være ligeglad. Måske en egoistisk tanke, men når man aldrig havde haft nogen, udover sine forældre, som nu var døde, at stå tilregnskab for - så blev man nok bare ret ligeglad med tiden.

[Deleted]

Zacharias var ikke typen der bare.. flygtede, selvom han ti tider virkelig havde lyst til det - som han havde lige nu. Hans blik hvilede på hende. "Skulle jeg da stikke halen mellem benene, som en kujon?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme. Sådan var han ikke.. Sådan var han overhovedet ikke faktisk. Han vendte blikket ned og rystede så på hovedet. Var der nogen grund til at reagere med panik? Ikke i hans øjne. Uanset hvad er ville ende med at ske her og om de gjorde det eller ej, så var det jo ikke engang sikkert, at hun ville blive gravid.. og ja, så ville Leore vel tvinge dem til at gøre det igen? "Vi kan sagtens sige, at vi har gjort det... men når hun finder ud af, at du ikke venter dig, vil hun tvinge os.. igen," sagde han roligt, inden han rejste sig. Det var i hvert fald det indblik, han havde fået af Leore. Hun var uden tvivl en forbandet hård kvinde.

Zacharias mærkede knuden i maven. Det gjorde ondt, at se hende på den måde, og vide, at han ville være tvunget til at gøre hende ondt, uden at han egentlig kunne stille noget op mod det. Han endte med at søge hen mod hende, hvor han forsigtigt lod hånden søge mod hendes skulder.
"Så tag med mig," bad han endeligt. Det var jo sådan at han havde det med tingene, og særligt nu hvor han var så ked af det, som han var. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre. Han ville ikke efterlade hende her, hvis det var noget som gjorde hende så ondt, at det påvirkede hende i denne stil. Hun var en hjertevarm kvinde.. en som havde brug for et stille og roligt liv, og det fik hun bestemt heller ikke her, hvilket han da så tydeligt godt kunne se og mærke på hende. "Tag med mig væk herfra," bad han endeligt.

[Deleted]

Elvira rynkede uforstående på panden over hans ord: "Du mener det er kujon agtigt at stikke af fra Leora? Hun er farlig..." sagde Elvira i en ødelagt stemme, hun anede slet ikke hvordan hun skulle forklare sig eller hvad præcist hun skulle sige: "Eller også vil hun banke mig og smide mig ud hvis jeg er heldig... Det sker vel at nogen ikke kan få børn?" sagde Elvira blot, hvis Leora ikke mente hun kunne bruge hende, så håbede Elvira virkeligt at hun måske ville slippe hende fri, selvom hun godt vidste det måske var et long shot, og at Leora sikkert hellere ville slå hende ihjel end at lade hende gå, så følte Elvira bare at hun havde brug for at prøve et eller andet, alt måtte jo være bedre end det her, og alt måtte jo være bedre end at blive tvunget, til at leve et liv, som man ikke havde lyst til at leve.

Hans ord fik hende til at stivne: "H-Hva-Hvad?" fik hun fremstammet og følte næsten at hun blev helt svimmel: "Stikke af? Du vil stikke af?" spurgte hun blot og var ikke sikker på hvad han mente, ville han afslutte og tage afsted, ville han bare løbe afsted nu, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv hun ville så gerne væk herfra, men hvis de stak af ville de jo være eftersøgt i al evighed, og desværre havde Elvira jo erfaring med at Leora ikke var typen der bare sådan lige gav op, og da slet ikke når det var nogen som hun var oprigtigt sure på.

[Deleted]

Det var en virkelig svær situation for Zacharias at stå i, selvom han virkelig forsøgte at leve med det. Han forsøgte virkelig at finde sig til rette, og finde ud af hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre, og gud hvor var det dog svært. "Hun er farlig... det ved jeg godt.." Hun havde jo selv truet ham med bål og brand, hvis han ikke gjorde, hvad hun krævede af ham. Han turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis hun ikke endte med at vente sig, og derfor ville han jo heller ikke lade hende blive her. "Det forekommer.. men ikke ofte.." sagde han dæmpet. Det var ikke nogen i hans omgangskreds som havde været ramt af det, kunne man jo sige.. så hvor ofte, at det kom til udtryk.. det vidste han ikke.

Zacharias ville have hende med sig. Han ville ikke kunne tage herfra, og så lade hende være alene til sin skæbne ved Leora, hvis han kunne gøre noget ved det. Det kunne han virkelig ikke. "Jeg mener det virkelig.. tag med mig.. Du skal ikke blive her.." sagde han endeligt. Fuldmånen var et problem, som de nok kunne få løst på et tidspunkt, og helst inden at fuldmånen ville stå for døren. Han mente det.. Selvom det måske ikke var helt gennemtænkt, som det egentlig burde, for han ville jo heller ikke have, at noget skulle ske hende, og da slet ikke sådan her. "Det vil uanset gå ud over dig.. så tag med mig.. vi finder ud af noget, så du kan få lov til at blive fri," sagde han endeligt. Det var vel muligt at rive sig løs af en leders strenge klør?

[Deleted]

Elvira nikkede roligt, hun var glad for at han alligevel havde forstået det faktum at Leora ikke var til at spøge med, for det var bestemt ikke en kvinde man ønskede at gå i mod og da slet ikke når man som Elvira var en lille spinkel pige der ikke havde nogen chance for at sige fra, hun var kun stærk når hun gik i forvandling, men desværre så kunne hun ikke selv kontrollerer den og derfor var den ikke til speciel stor hjælp lige nu, Leora derimod og hendes mænd, de kunne forvandle sig og de havde flere gange været efter Elvira hvis hun prøvede at tage afsted, hun ville ønske hun også kom så langt engang, men Leora ville ikke oplære hende da de ikke så hende som en kriger, hvilket irriterede Elvira, hun kunne skam godt kæmpe hvis hun blev nødt til det, men det var jo klart at hun var svag når ingen ville hjælpe hende.

"Nu? Vil du stikke af nu? Hun slår os ihjel..." sagde Elvira, hun kunne ikke engang huske hvad han hed lige nu, hun havde kun hørt det en gang og det var igår da han var ankommet: "Hvad er det du hedder?" spurgte hun i sin forvirring, og mærkede hvordan et lille håb var kommet frem i hende efter hans foreslag, men turde hun? Turde hun virkeligt stikke af fra Leora og risikerer at dø? Hun kendte ikke selv svaret, men hun kunne mærke hvordan den urolige fornemmelse i hendes mave gjorde hende nervøs, hun ville væk, men hun ville også gerne være i live til at se solen stå op igen.

[Deleted]

Zacharias vidste, at han ville dø uanset om han tog afsted eller ej, for tilværelsen som varulv, var slet ikke en af slagsen, som han var synderlig interesseret i! Leora var måske ikke en kvinde, som man skulle spøge med, men hun måtte jo så også lære, at man heller ikke skulle spøge med andres liv. Selvom man var lille og spinkel, var man stadig i stand til at gøre noget, for at slå fra sig. Det var sådan Zacharias havde det. Det var måske et uretfærdigt dilemma at sætte denne kvinde i, men hvis hun ikke turde.. så blev han selv, for han kunne slet ikke klare tanken om, at der også skulle ske hende noget. Den kunne han da slet ikke have!

Afventende så han på hende, hvorefter han kort trak på den ene mundvig. "Det gør hun måske.. men så har vi da gjort et forsøg på at genvinde vores frihed," forklarede han med en rolig stemme, hvorefter han let trak på skuldrene. I hans øjne, var det virkelig småting i betaling for en frihed, som i hans øjne, var noget som absolut alle havde krav og ret til, når det nu endelig var i den anden ende. Han slap grebet og lod hende vende sig mod ham. Navnet var måske smuttet i al forvirringen, for der var uden tvivl også forbandet meget af den. "Zacharias," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil. Måske et håb.. måske var det et falsk et af slagsen? Det var noget, som de først ville finde ud af, når de gjorde et forsøg. "Vil du med?" afsluttede han endeligt. Han havde brug for at vide det nu... Jo hurtigere de kom igang med det her, des bedre ville det uden tvivl være.