A new journey

[Cassie Imirachi]

Grundet hans væsen var der nok ikke særlig mange som ville høre tale om hvad han gjorde for landet, men uden ham ville de ikke kunne brødføde deres børn, det var synd at han ikke fik noget credit for det. "Nej og her er så fantastisk smukt, jeg havde næsten glemt det. Jeg så aldrig særlig meget af Dvasias, ikke at det gjorde mig noget, der var altid koldt og mørkt, sådan er det ikke her, ikke engang om natten," hun så ud af vinduet hvor mørket var faldet. Stjerner glimtede i det fjerne og vinden var lun. Med hans hånd i sin, fulgte hun ham hen til soveværelset og undrede sig lidt over hvor lille det var i forhold til hendes. "Det er lille," kommenterede hun og kunne ikke undgå at lyde forundret. Det var slet ikke fordi hun havde behov for store værelser eller noget som helst, det var næsten for stor en gestus. "Den kvinde der ser dine penge frem for dig, fravælger en fantastisk ting i sit liv Marius, og i så fald fortjener hun dig ikke," hendes blik tilfaldt hans med en lidt håbefuld mine. Hun slap hans hånd og søgte lidt hen mod den store kasse der stod henne i hjørnet. Hun havde aldrig set magen til før, den virkede.. både stor og høj. "Det er lidt noget andet," indrømmede hun og vendte sig mod ham. Hvis de blev gift ville hun så skulle sove der sammen med ham? Hun anede ikke hvad han ville forvente ved et ægteskab, for hende og Alex' havde været af underlig støbning. "Det lover jeg," svarede hun blidt.

[Marius Amalani Darcy]

Den manglende credit var Marius nu vant til, så han tog det ikke tungere. Han følte bare, at han gjorde sin andel af arbejdet, for at få landet tilbage på fode igen. Det fortjente det, for det havde jo førhen været et fantastisk sted at være, og et sted som mange andre havde misundt. Og det var det, som han ønskede at komme tilbage til igen. Hun var virkelig god af sig. Utroligt, at han ikke havde set den slags før, faktisk. "Frugten af mit hårde slid, og mit hårde arbejde kan mærkes og ses derude.. For mig, er det en belønning nok for folket.. Personligt ved jeg ikke.. Jeg er bare ikke en mand som åbner mig op. Mange viser interessen for mine penge.. flere end hvad jeg ønsker skulle forekomme," sagde han ærligt. I det tilfælde, så ville han hellere leve alene, end at brødføde en som oplagt gjorde det for udnyttelsen af hans formue, for han var en rig og velhavende mand. Og han vidste jo, at det ikke var derfor Cassie var der.. Men fordi at hun rent faktisk havde lyst til det.
Hans værelse var ikke særlig stort. Som den gentleman han var, havde han selvfølgelig skænkede sin æresgæst det største, også fordi at han gerne ville give hende den glæde, at kunne bevæge sig frit - og føle, at hun kunne bevæge sig frit. "Jeg har ikke brug for pladsen," sagde han roligt. Den store kiste som stod ved væggen, var måske ikke den mest fine af slagsen, som man kunne forestille sig, at en adelig mand ville sove i, men den var god og behagelig ikke mindst. Lukket og beskyttende, og samtidig stor og rummelig - ligesom han kunne lide den. Han smilede let. "Jeg fik den speciallavet på mine ønsker. Den er ikke som enhver anden kiste. Det er rent faktisk muligt at bevæge sig i den.. kom.." Han søgte hen til den, hvor han fik fjernet låget ved at skubbe den til side, så hun kunne se. En kæmpe madras, gode puder og sågar en dyne lå der i den. Menneskelig var han jo trods alt endnu.

[Cassie Imirachi]

Somme tider kunne Cassie virkelig blive vred over hvor dårligt nogle af landets bedste sjæle kunne blive behandlet. Marius var en af dem, Jason havde været en anden. Bare fordi man var af andet blod, født i andet land, så var man ikke nødvendigvis af den samme støbning som det sted man kom fra. Personligt vidste hun ikke rigtigt hvor hun selv hørte til. Procias var et forfærdeligt sted men ligeså var Dvasias. "Du er mere end summen af dine penge. Landet har det hårdt, der er desperate kvinder derude som vil undgå at lide en trist skæbne. Jeg bebrejder dem ikke, jeg ved hvordan det er at leve på gaden, men jeg håber du ved at jeg ikke er her for dine penge," understregede hun hurtigere. Det var ironisk. Der var engang hvor hun havde set ham som værende en drømmemand, og nu hvor chancen bød sig, så var den bare.. mærkværdig. Tanken om at gifte sig med Marius Amalani Darcy, ikke at det ville være en ringe tilværelse, overhovedet. Hun så lidt imponeret på kisten og fulgte ham helt hen til den. Af udseende var den gammel, slet ikke fin som alex havde været med dybe graveringer og hvad vidste hun. "Det... ligner jo nærmest en seng.. bare lukket inde," hun rynkede på panden og kunne ikke lade være med at grine lidt. Den så faktisk næsten lidt hyggelig ud. "Må jeg prøve at lægge mig?" spurgte hun og så op på ham. Det tog alt sammen tankerne lidt væk fra Dvasias.. det var endelig lykkedes hende at komme væk fra det sted, det her var et nyt kapitel.

[Marius Amalani Darcy]

Verdenen var generelt et grotesk sted, og det var jo ikke fordi at man kunne gøre noget ved det. Marius havde forsøgt.. Jason havde forsøgt.. Jaques lige så, og selv den mand havde jo lidt en frygtelig skæbne, og Silia selv havde problematikker som skulle løses. På visse områder, ville han endda vove at påstå at Procias var værre end Dvasias, uanset hvor hård en udtale det nu måtte være, så var det jo trods alt.. sandt vel? Han sendte hende et smil. "Aldrig var jeg i tvivl om, at du var her fordi du havde lyst, Cassie," begyndte han roligt. Det var slet ikke noget som hun skulle være bange for. Han var desuden glad for at have hende der, og en byrde var hun så sandelig heller ikke for ham. Han sendte hende det varme smil. "Jeg bebrejder dem ikke for deres tankegang.. Selv Procias' gader er hårde om natten og kolde om vinteren, men det bringer ikke mig en glæde og lykke, at det er mine penge de ønsker og ikke min person," sagde han ærligt.
Hans seng var jo.. ja, en seng, selvom den var meget anderledes lavet, end hvad den typiske vampyr sov i. Marius satte krav til sin seng. Det var jo trods alt i den, at han skulle ligge beskyttet i de timer, hvor han ikke selv var i stand til at gøre det - om dagen. Han vågnede jo ikke af noget.. Og gud og ve, hvor han dog havde forsøgt. "Naturligvis.. Læg dig endeligt," sagde han roligt. Hvis det var hende komfortabelt, at ligge i den, så var det vel.. heller ikke så slemt i en mulig kommende ægteseng? Ikke at Marius gjorde sig nogen tanker om den slags, men han ville jo gerne have, at hun var tryg på at det hele var som det var. Selvfølgelig var det akavet at han i øjeblikket stod med hende, og hun skulle prøveligge hans seng, uden at der egentlig var nogen grund til det. "Jeg håber du ligger behageligt," endte han roligt, og blev egentlig stående udenfor. Han ville jo heller ikke trænge sig på, også selvom det var fristende, at lægge sig ned ved siden af hende.

[Cassie Imirachi]

Det ville blive en kamp for Cassie overhovedet at have en tilværelse her, at gøre det alene ville aldrig blive aktuelt, det eneste der holdt hånden over hende lige nu, var ham. Et ægteskab lød ganske vidst som en fin mulighed, men hun frygtede lidt at han ville fortryde det før eller siden, det var jo ikke bare for en dag eller tog, et ægteskab var evigt, med mindre der var ekstremt god grund til andet. Her til lands blev skilmisser ikke selv pænt på. "Godt. Jeg er taknemmelig over at du lod mig komme med og skaffede mig tilladelse til at kunne færdes her," hun så på ham med et oprigtigt blik. Enhver kvinde burde være lykkelig for en mand som ham. Han var flot, varm om hjertet, intelligent, det var langt mere end de fleste turde drømme om. "Du fortjener lykke. Derfor er jeg skeptisk overfor dit tilbud. Jeg ville anse det som en ære at være gift med dig, du må ikke tage fejl, men jeg kan næppe gøre dig lykkelig som en kvinde burde," hun trådte op i sengen på sine ømme fødder og lagde sig forsigtigt ned. For hende var det ikke spor akavet, hun havde ligget i en kiste mange gange før, men den her var bare ret.. interessant. Hun lagde sig ned i den bløde madras, og puttede dynen om sig. Det var rart. Her var rigeligt med luft, desuden duftede det af ham. "Det er langt bedre end den kiste jeg var vant til i hvert fald. Den er behagelig," indrømmede hun og lo lidt. Faktisk var hun fristet til at blive liggende, hun var stadig træt og her var virkelig rart. "Jeg er næsten fristet til at smide dig ind i min seng, for jeg er ikke sikker på jeg kommer op igen," hendes undertone var drillende og hun kluklo mildt, før hun alligevel satte sig op med lidt uglet hår.

[Marius Amalani Darcy]

Det havde bestemt ikke været nemt for Marius at få alt det her stablet på benene, selvom han havde gjort det for hendes skyld. Dette var nu alligevel noget, som han ville mene, at hun fortjente, og det var det som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han sendte hende et smil. "Det holdt hårdt, må jeg sige.. Jeg ved og kender dig godt nok til at du intet ondt vil forvolde dette land. Mit navn er din beskyttelse i Procias," sagde han med en ærlig stemme, som han igen nikkede i retningen af hendes skikkelse, da dette jo rent faktisk var noget som han mente. Han smilede let til hende ved hendes ord. Så omtænksom. Det kom egentlig ikke bag på ham. "Du vil kunne gøre mig mere lykkelig end en kvinde, som kun er ude efter de penge som mit navn sidder på," sagde han med en rolig stemme. Han mente det dog ærligt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt.
At se hende ligge der i sengen, gjorde kun Marius mere fristet til at lægge sig ved siden af hende. Der var rigeligt med luft omkring hende, og det var tæt og komfortabelt. Det var noget af det, som han for eksempelvis var gået meget op i. Han smilede let for sig selv. "Jeg udvalgte den.. Jeg ved jo, at den er god at ligge i," sagde han morende. Han vidste, at det var sent for hende, og at han måske.. bare skulle lade hende ligge, så hun kunne få noget søvn? Han havde jo alligevel en del arbejde at tage sig af, og det kunne han jo sagtens gøre, mens hun lå og sov. Alligevel valgte han at kravle over kanten og lagde sig roligt ned ved siden af hende. Den var mere end stor nok til at han ikke kom til at ligge helt tæt på hende. "Læg du dig bare til, Cassie.. Søvnen skal du jo uanset have," sagde han roligt. Han hævede hånden roligt og strøg den blidt over hendes kind.

[Cassie Imirachi]

Det havde med garanti, kostet Marius et par kampe overhovedet at få hende ind i landet med den opholdstilladelse der midlertidigt var blevet givet. "Jeg ved det ikke var en nem kamp for dig, og uanset hvad du kunne bede om i retur, så ville jeg give dig det," lovede hun og så op på ham med store, blå øjne. Selv hvis han bad hende om at tage imod frieriet, så ville hun gøre det. Hun var en kvinde som altid havde gjort sig mange tanker, og bekymrede sig om andre. Han havde gjort så meget for hende, det eneste hun i det mindste kunne skænke en tanke, var hans lykke. "Det vil jeg håbe. Men jeg ønsker ikke at du en dag skal komme til at savne noget som jeg kan have frataget dig bare for at blive jer," hun kvalte et lille gab og overvejede om hun burde træde op af kisten og finde sin egen seng, hun var udkørt efter en langs arbejdsdag, velvidende om at der ventede sig en i morgen. Den var på ingen måde kvælende eller klaustrofobisk, Cassie følte sig godt tilpas i den bløde madras under den varme dyne. "Det er den. I det mindste ved jeg at du sover godt," hun lod fingrene løbe langs kanten og ville netop til at rejse sig, da han i stedet kravlede ned i sengen til hende. Først så hun lidt overrasket på ham, men frem for at skynde sig ud, lagde hun sig ned igen. Der var masser af plads. "Ja det skal jeg. Men jeg vil ikke tage din seng fra dig," hun vendte blikket mod ham og nød det stille strøg over hendes kind. Han var så kold, men følelsen var underligt velkendt. "Hvad drikker du egentlig? Aldrig jeg mener.. dyreblod?" spurgte hun nysgerrigt. Alle de spørgsmål, hun håbede ikke at det generede ham.

[Marius Amalani Darcy]

Det havde uden tvivl været forbandet hårdt for Marius at få Cassie med ind i landet, men det havde virket for ham til sidst, og nu var hun her. Den halve tid af hendes tid i ophold var gået, og det var på tide, at han fortalte hende, at hun var nødt til at gøre noget ved det. Han vendte sig roligt mod hende. "Det har ikke været nemt, det erkender jeg gerne.. Det eneste som jeg ønsker, er at du har det godt.. og jeg ønsker at sikre mig dit velbefindende.. Så tag imod frieriet og ønsket om at gøre det," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
At se hende ligge der i sengen, fik kun Marius til at lægge sig ned ved siden af hendes skikkelse. Der var stadig god plads i kisten, så det gjorde ham egentlig ikke noget. "Det tror jeg virkelig ikke du skal være bange for." sagde han med en rolig stemme. Hånden strøg han ganske let over hendes kind. En smuk kvinde i hans seng.. Ja, selv for ham, var det fristende, og særligt efter den lange tid hvor han nu havde været alene. Han bed det i sig for nu. Selv det dyriske havde han jo et sted dybt inde, selvom han virkelig kæmpede for at holde bare lidt igen. "Jeg sover rigtig godt i den her," sagde han roligt og lod hovedet søge let på sned. Han lod det hvile i den ene hånd, så han trygt lå på siden og med blikket mod hende. "Jeg modtager dyreblod fra slottet, når jægeren kommer hjem med vildtet.. Jeg jager ikke og jeg lever for det minimale," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil. "Men sov du bare, Cassie.. Jeg har mere end nok af arbejde, at tage mig af," sagde han roligt, inden han igen satte sig op i sengen.. Han var dog slet ikke fristet til at søge nogen steder hen.

[Cassie Imirachi]

Der var ikke lang tid igen, dagene gik hurtigere end man kunne nå at følge med, Cassie hadede tanken om at der kun var seks måneder igen, det tog uanset tid at planlægge et bryllup, så hun kunne ikke bruge lang tid på at tænke over det. Hun sukkede dæmpet og så på ham i et langt, overvejdende øjeblik. Han insisterede på at hun takkede ja til hans foreslag, så ulykkelig ville han vel ikke blive? "Jeg ønsker også at sikre mit dit velbefindende Marius. Og hvis jeg kan gøre det ved at takke ja til dit frieri, så.. ja," sagde hun endeligt og holdt vejret et øjeblik. Det var en virkelig stor beslutning, men nu havde hun en gang før været i et ægteskab hvor der ikke havde været en valg, hun betvivlede ikke at hun kunne blive tilfreds med ham.. måske endda lykkelig en dag. "Det er jeg," hun lagde sin kind mod hans hånd og lukkede øjnene stadig pakket godt under hans dyne med hans duft siddende i næsen. Trods hendes viden om det dyriske og dets behov, så vidste Cassie at hun ikke kunne efterkomme noget som helst af den art, til tider var det så frustrerende, selv hun blev jo fristet af en så flot mand. "Den er rar," medga hun og vendte sig om på siden så hun lå med fronten mod ham. Det var sødt af ham at han ville lade hende sove her, ikke fordi han skulle bruge den mere i aften men alligevel. "Det er godt at de kan fragte det på den måde. Har du det godt med det sådan?" spurgte hun stille. Idet han satte sig op, greb hun ud efter hans arm. "Bliv liggende.. bare et øjeblik," bad hun.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at det måske ikke havde været særlig sødt gjort af ham, at holde det hemmeligt for hende, men han havde vel lidt håbet på, at det ville komme af sig selv. Han var virkelig glad for at hun havde valgt at tage med ham og valgt at blive ved ham, så det passede ham jo fint. At hun så gerne ville tage imod hans forespørgsel, fik smilet til at brede sig på hans læber. Det var noget som uden tvivl virkelig betød meget for ham. "Det glæder mig virkelig," sagde han med et smil, inden han hævede hendes håndryg og skænkede den et blidt kys, inden han igen sænkede den.
Nu hvor de lå i sengen, skjult godt mellem de små mure i den kiste som han sov i, kunne han heller ikke lade være med at smile. Månelyset stod ind, så hun ville svagt kunne se hans omrids, som han fuldt uden problem, kunne se hende. Han sendte hende et smil. "Det er den.. Samtidig med at den er tryg og god," sagde han roligt. Hånden strøg han over hendes kind. Han kunne jo heller ikke lade være, og nu hvor hun kunne ligge her og sove, og samtidig sove godt, så ville han vel bare smutte tilbage til arbejdet. Han nåede dog kun at gøre tegn til at rejse sig, inden hun havde taget fat i ham og... bedt ham om at blive liggende. Han vendte blikket mod hende. Mente hun det virkelig? Han sendte hende et stille smil. "Jeg kunne nok godt blive liggende for en stund," sagde han roligt, inden han lagde sig ned ved siden af hende igen. Denne gang havde han dog vovet sig en smule tættere på end hvad han havde været før. "Min kære," sagde han roligt. Det føles... virkelig godt at sige det.

[Cassie Imirachi]

Cassie var ikke sur over at han intet havde sagt, hun forstod hvorfor han havde været forsigtigt, det var en stor ting at snakke om, det var et ægteskab, den slags man ikke bare kunne bryde og de elskede jo ikke ligefrem hinanden, trods han fyldte hende med tryghed og velvære, hvem vidste? Måske det blev til mere end dag. "Det glæder også mig," hun smilede varmt som han kyssede hendes håndryg og mærkede hvordan hendes mave snørede sig lidt sammen. Alex ville have hadet hende for at finde en anden, det vidste hun, men livet gik videre og de havde aldrig fået tingene til at fungere, hun burde ikke have ringe samvittighed. En lidt pludselig tanke slog hende. "Vent. Hvad hvis du finder din mage?" spurgte hun pludselig bekymret. Hun var menneskelig og kunne lære at elske, hvilket han også kunne frem til hans mage kom forbi. "Og dufter dejligt," tiløjede hun uden omtanke og kunne ikke undgå at rødme lidt. Hun rømmede sig og krøb lidt mere under dynen mens hun betragtede ham med et blidt blik. Hvis de skulle ende som et ægtepar, kunne de ligeså godt vænne sig til at være omkring hinanden på en anden måde, derfor gjorde det hende heller intet at han lagde sig ned ved siden af hende. "Det ville jeg virkelig sætte pris på," hun greb ud efter hans hånd og holdt den i sin mens hun lukkede øjnene, helt og holdent tryg ved hans tilstedeværelse.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne ikke lade være med at smile. Det ville måske ikke glæde Alexander, at Cassie havde fundet en anden, men selv han var af den overbevisning, at de nok skulle få det til at fungere, om det var noget som de begge to var indstillet på. Han var nu sikker på, at de nok skulle kunne finde ud af det her. Det var noget som han stod fast på ved sig selv. Han trykkede let omkring hendes hånd og med et smil. "Godt," sagde han med en rolig stemme. Dette var en glædelig nyhed, som han kunne skænke Marcianus. At han rent faktisk var.. ja, en forlovet mand igen. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. Tanken om hans mage, var ikke en som han gjorde sig, for han regnede ærlig talt ikke med at han ville finde den.. Ikke efter hvad han selv havde mistet.. endda hele to gange nu. "Den må vi jo så tage til den tid, kære.. Jeg regner ikke med, at det er en person, som jeg nogensinde vil finde," sagde han ærligt. Han havde regnet med at Melody ville indtage den plads ved ham, men.. han havde taget fejl.
Marius lod Cassie tage hans hånd, hvor han gav sig til at ligge og stryge hendes håndryg. Han kunne jo se, at hun virkelig var ved at være træt, og han ville jo gerne have at hun bare.. lagde sig til at sove, da hun lignede en, som kunne bruge det. Han smilede let for sig selv. "Hvis det giver dig en ro, så er det godt for mig.. Du ved.. som et par, så.. så må du jo gerne ligge her," sagde han roligt. Han selv var ikke meget for at ligge alene, selvom han havde gjort det igennem rigtig mange år nu.. Virkelig mange år. Selv blev han jo bare liggende. "Få dig noget søvn, min kære.." hviskede han roligt, som han igen trykkede omkring hendes hånd.

[Cassie Imirachi]

Trods det var svært, så var Cassie ikke et øjeblik i tvivl om at hende og Marius sagtens kunne få det til at fungere. Han var mere eller mindre alt det hun havde ønsket Alex havde været, hun nød det dyriske i og med at det var spændende og lidt uforudsigeligt, men hun havde også ønsket sig en del følelse, en forståelse for det væsen hun selv var og det var noget som han havde. Hun betragtede ham i månens skær, hvilket blot gjorde hans blege hud om muligt smukkere, ikke at det var nyt for hende at han var en ekstremt flot mand. "Og hvad hvis hun findes?" hun var urolig fordi hun huskede hvad Alex havde forklaret hende om magen og hvis Marius en dag fandt sin, så var det hendes vej ud af landet og hun ville måske have forelsket sig i ham når det kom så langt. Måske hun bare skulle lytte til ham og stoppe med at bekymre sig om ting der måske aldrig kom til at ske? Hun holdt hans hånd i sin og faldt en lille smule mere til ro. Det fysiske arbejde var trættende, Cassie nød det, men det gav hende ligeså behov for søvn. "Det.. ville ikke gøre mig noget, her er rart," først de senere år var hun begyndt at ligge med Alex, og det havde været stort, men denne gang var hun fast besluttet på ikke at lade chancen passerer. Hun lukkede øjnene og lod tankerne kredse lidt om hele situationen. Det var stadig med en lidt blandet fornemmelse, men det var en rigtig beslutning. Hendes hånd blev langsomt slap om hans i takt med at hun faldt hen fra det ene øjeblik til det andet og til sidst gled helt ind i søvnen.

//Out

[Marius Amalani Darcy]

Marius sendte hende et betryggende smil. Selv troede han ikke på at hans mage ville være derude.. Han søgte så sjældent ud, så hvor stor var chancen for at han skulle finde lige præcist hende? Han blev liggende og strøg hendes håndryg. Han ville bare gerne have at hun havde det godt, og at hun kunne slappe af, og var tryg omkring ham og hans væsen, for det var jo det som var det vigtigste for ham lige nu. "Tænk ikke mere på det," bad han med en rolig stemme, også fordi at det jo rent faktisk var det som han mente. Hvis hun var derude, var chancen for at møde hende i forvejen så frygtelig lille.
Cassie var træt, og det var noget som stod så tydeligt ud af hendes skikkelse. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste lige nu. Hånden fortsatte roligt med at stryge hende over håndryggen, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han drejede hovedet en anelse. For nu, lod han kistelåget ligge åbent, for han vidste, at han burde arbejde.. men det var mere behageligt at ligge der sammen med hende. Han sukkede ganske let, inden han igen lagde sig til rette. For nu ville han ikke rejse sig.. Det føles virkelig godt, at ligge her, og vide, at hun lå der ved siden af ham, og det var slet ikke noget som han ønskede at miste.. Overhovedet ikke. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Ikke fordi at han kunne sove, for det kunne han ikke, men det at ligge der.. at kunne dufte hende... at vide, at han kunne ligge og passe på hende, var uden tvivl det hele værd for ham. "Godnat, Cassie," endte han roligt, inden han førte hendes hånd til hans kolde læber, hvor han skænkede den et kys. Det blev en aften hvor han intet arbejde fik lavet. Han ville langt hellere ligge her sammen med hende.

//Out