A new journey

[Marius Amalani Darcy]

Cassie Imirachi - Marius Amalani Darcy

---

Det var hen mod aftenen, da Marius slog øjnene op i det mørke soveværelse. En ensom tilværelse var det måske, men det var den som han have valgt. Før eller siden, ville det vel gå op for folk, at selv med hans lænke til mørket, at han ikke var farlig, før de gav ham en specifik grund til at være det.
Kistelåget blev let skubbet til side, idet han satte sig op. Sengen havde han byttet ud. Det trygge ved de tynde murer så tæt omkring hans skikkelse, og vide, at han ikke bare lå let tilgængelig, var noget som uden tvivl passede ham fint. Marcianus var nok gået i marken hvis han kendte sit barnebarn ret.. Det eneste, som rent faktisk bragte lidt liv til stedet her, foruden Cassie naturligvis. Roligt rejste han sig op, for at komme i tøjet. Tjenestestaben var i forvejen meget tynd, for det var de færreste, som ville arbejde for en mand som ham. Han forstod dem jo godt.. Men det at male fanden på væggen uden nogen grund, fik man virkelig intet ud af.

Marius kom roligt i tøjet og stillede sig foran spejlet.. Egentlig en gammel vane, da han ikke kunne se noget som helst i det. Han sukkede tungt. Der var nok visse ting, han aldrig blev vant til.. og dette var et af dem. Kriteriet for at Cassie kunne blive, havde han dog endnu ikke snakket med hende om. Hvordan mon hun ville tage det? Han rystedel et på hovedet, inden han forlod det lille soveværelse. Han havde lavet lidt om i det hele, siden Cassie var flyttet ind, hvor hun også havde fået det store værelse, da hun i hans forstand, havde mest brug for pladsen. Roligt søgte han nedenunder mod pejsestuen. Han kunne i hvert fald se, at der allerede var tændt op.

[Cassie Imirachi]

Cassie var faldet lidt hen i den bløde sofa foran pejsen. Siden hendes ankomst i Procias, så havde hun stort set ikke haft nogen fast døgnrytme. Hendes krop var vant til at sove om dagen og være vågen om natten men arbejdet på gården, krævede at hun var vågen i de lyse timer og knoklede på, men når det blev aften var hun ikke specielt god til at gå i seng, fordi det føltes unaturligt. Det var slet ikke hendes mening at blunde, men varmen fra pejsen var så beroligende og så mild i forhold til det hun havde levet under igennem de sidste rigtig mange år. Kulde og mærke havde været en del af dagen, det var anderledes med Marius. Han skænkede de menneskelige behov en tanke i ny og næ og sikrede sig at hun havde alt hvad der var nødvendigt.. og mere til.

Lyden af hans velkendte gang, fik hende hurtigt til at sætte sig op med et forvirret udtryk. "Godaften," skyndte hun sig at sige selvom han ikke engang havde meldt sin ankomst i stuen endnu. Da det gik op for hende, sukkede hun tungt og tog sig lidt til panden. Måske hun burde overveje bare at gå i seng, men hvis hun begyndte at sove om aftenen så ville hun jo yderst sjældent se noget til Marius, og hans selskab var behageligt, han var snaksaglig, det havde Alex aldrig været, så det var helt underligt og noget hun næsten havde glemt lidt hvordan føltes. Da han endelig kom ind, sendte hun ham et lidt træt smil og plantede fødderne på gulvet frem for i sofaen. De var så ømme efter at have arbejdet absolut hele dagen. "Har du sovet godt?" spurgte hun og kvalte et gab. Bare gennem de sidste par uger, havde hun fået langt mere sul på kroppen end til at starte med, hendes kinder var igen begyndt at gløde røde og hendes hud var varm og brun.

[Marius Amalani Darcy]

Der var kommet en helt anden lyst og liv til hjemmet efter Marius havde taget Cassie med sig. Ikke at han fortrød den handling, for hun fortjente uden tvivl et sted at være. Marius var nok også en mand, som var bedre kendt med det menneskelige, så der var mad i kølerummet til hende, og der var tændt op i pejsen, om aftenen, morgenen og særligt når det var koldt. an vidste jo, at hun kunne komme til at fryse, og det ønskede han ikke.
At hun derimod var oppe endnu, kom et sted en smule bag på ham. Umiddelbart havde han troet at hun var hoppet i seng, for det var jo ved at blive sent. Han var glad når han endelig så hende. Det smil.. den varme og den personlighed.. Ja, måske at kongehusets forespørgsel ikke var så tosset igen? "Godaften," hilste han med en rolig stemme, som han roligt trådte hende i møde. Han kunne ikke finde på at gøre hende noget.. Men derimod resten af den procianske befolkning, kunne hurtigt være af den modsatte mening. Særligt efter hendes liv som en del af Alexanders. "Jeg troede du var gået i seng," bemærkede han endeligt. Han var naturligvis glad for at det ikke var tilfældet. Hænderne foldede han let over ryggen. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. En smuk kvinde.. virkelig smuk. Han forstod jo godt, at Alexander havde valgt at holde hende i sit hjem. "Jeg har sovet ganske udmærket. Som en død," sagde han med et kort smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned. "Er du på vej i seng, eller ønsker du at blive oppe?" fortsatte hans roligt. Han ville jo meget gerne snakke med hende om det hele.

[Cassie Imirachi]

Der var en varme i det her hjem som Cassie ikke havde oplevet i årevis. Hun havde nærmest glemt hvordan det føltes at leve på den her måde, godt nok var også Marius død, men han var så menneskelig og varm af sig, at det ikke føltes sådan, ikke i forhold til hverken Alexander, Carmine, Valarie eller Yannich. Hun havde været omgivet af kulde og død i alle de år, tvunget til at forsvare sig selv evigt og altid, det var ikke længere nødvendigt. Hun strakte sin, dovne, smidige krop og kvalte et mindre gab der afslørede at hun havde blundet en lille smule. "Jeg tror jeg blundede lidt på sofaen, men jeg var også ude på vinmarkerne til ret sent," indrømmede hun. Hendes ømme fødder mindede hende om hvor mange skridt hun nok havde gået, men det havde været en virkelig god dag for høsten. Hun gjorde gestus mod sofaen og nød ind til at han kunne sætte sig, hun ville ikke have noget imod hans selskab lidt. "Jeg har aldrig vænnet mig til at I er døde om dagen," hun sendte ham et blidt smil. Vampyrer var stoppet med at skræmme hende ofr mange år siden, hun havde levet med nogle af de værst kendte gennem historien, han var vand i forhold til. "Jeg tror jeg bliver oppe lidt endnu," svarede hun og trak benene op under sig. Egentlig var hun ret træt, men dagene var lidt ensomme så det var med at nyde aftenenerne.

[Marius Amalani Darcy]

Marius forsøgte om ikke andet, at tage hensyn til Cassie, og hendes menneskelige liv. Selvom det måske ikke havde været det nemmeste for Alexander, som igennem alle sine dage, havde været en del af mørket, så havde Marius jo alligevel den forståelse for, hvad det ville sige, at være menneskelig og med et bankende hjerte. Han sendte hende et smil. Hun havde det godt her.. Hun slappet af, og hun kunne smile igen, hvilket var noget som han virkelig værdsatte. Så gjorde han da om ikke andet, så bare en smule rigtigt. Han nikkede mod hende, inden han tog pladsen ved siden af hende på sofaen. "Du er god for plantagen og for landet her, Cassie. Jeg kan ikke understrege hvor glad jeg er for, at du tog med mig," sagde han roligt. For stedet her, var hun virkelig god, men så sandelig også for ham personligt. Den glæde det ved ved at skulle dele hjem med en kvinde som hende, og særligt med alt det som hun bidrog med. Det betød meget for ham. Han sendte hende et smil. "Det skal nok komme med tiden," sagde han med et let smil. Igennem lysets timer, var han så godt som død, og umulig at vække. Et sted skræmte den tanke jo næsten også ham selv.
Hænderne foldede Marius roligt foran sig. Det var jo en ganske alvorlig ting som han skulle snakke med hende om. "Glimrende," sagde han roligt. Han vendte blikket mod hende igen. Hun så også træt hed. Han ville naturligvis ikke holde på hende, men visse ting, var han jo bare nødt til at fortælle hende, og særligt hvis hun ville blive her i landet - hvilket han selvfølgelig håbede på, at hun ville. "Jeg har nemlig en ting, som jeg er nødt til at snakke med dig om.." Et sted selvfølgelig nervøs for hvordan hun ville tage det, også fordi at han ikke var ude på at tvinge hende til noget som helst!

[Cassie Imirachi]

Det her liv var det hun et sted altid havde gået og længtes efter. Der var nogle meget gode grunde til at hun i sin tid havde forladt lyset, og det havde været et eventyr i sig selv, men tiden med Alexander havde ikke været nem. Cassie stirrede ind i den lystige ild. Det dyriske kombineret med de menneskelige følelser, havde været meget at forlange men nu havde hun fået det i Marius, trods han blot var en mand hun så meget op til og nød at være omkring, det havde hun gjort siden hun var barn hvor hun ligeså havde arbejdet på plantagen. "Det er det mindste jeg kan gøre efter du tilbød mit husly, mad og tøj på kroppen Marius. Desuden nyder jeg at arbejde på plantagen, det har jeg alle dage gjort," påpegede hun med et lille smil. Det var ikke nemt for hende at leve i Procias, folk vidste hvem hun havde været gift med og han havde revet hovederne over på så mange af deres kære, tømt dem for blod, hvilket de nu bebrejdede hende for. "Forhåbentligt," medgav hun og vendte de isblå øjne mod ham. Han havde alle dage været en flot mand, hun huskede at hun som ganske ung havde været lidt for fascineret af ham, men det var dengang inden Alex og mens han stadig havde været Melody hengiven.
Af ukendte grunde satte hans ord en mindre urolighed i hende. Hun så på ham og mærkede hvordan hendes smil lidt ufrivilligt falmede. "Jeg lytter," hvis han ville fortælle hende at han ikke længere kunne lade hende arbejde der, så var det okay trods det ville betyde at skulle tilbage til livet på gaden hvilket hun ikke ønskede overhovedet.

[Marius Amalani Darcy]

Man kunne vel sige, at Cassie i øjeblikket, fik lidt i pose og sæk? Ikke fordi at Marius havde noget imod det, for det som han fik til gengæld, var mere end hvad han kunne beskrive. Det var en fantastisk fornemmelse.. Det at han ikke længere var alene.. Det at der var nogen omkring ham, som gav hans liv og tilværelse en smule kulør. Det var fantastisk. Han trak på smilebånde, hvor de spidse hjørnetænder let viste sig i hans mundvig. "Alt forladt min kære.. Hvad du skænker mig i retur, er det værd.. Og det betyder meget for mig," sagde han ærligt. Alt taget i betragtning, så var det vigtigt for ham.. Meget vigtigt faktisk. Han nikkede. Han var nu temmelig sikker på, at det nok skulle komme, og særligt nu hvor hun havde levet med det i så mange år. "Det er jeg nu sikker på. Jeg er selv ved at vænne mig til det," sagde han roligt. Han forstod skam godt, at det kunne være svært for hende.. virkelig svært, men han var nu sikker på, at hun kunne. Han havde vel temmelig høje forventninger til hende?
Det var ikke fordi at der var noget decideret faretruende ved det Marius ønskede at fortælle hende. Hendes smil indikerede dog, at hun ikke kunne lide det. Han satte sig roligt tættere på hende og tog omkring hendes hånd. "Jeg har forståelsen for, om det ikke er noget, som du ønsker.. Men jeg vil alligevel drøfte tanken med dig.." De røde øjne vendte han mod hende endnu en gang. Han sendte hende et stille smil. "Du har fået midlertidig opholdstilladelse.. Denne vil ophøre efter et år. Jeg anmodede kongehuset om en løsning.. Der fandtes en," forklarede han. Han ville jo virkelig gerne have hende her.. have hende her omkring sig. Tungen strøg let over hans læber. "Løsningen er ægteskab," forklarede han roligt, som han igen vendte sig mod hende.

[Cassie Imirachi]

Procias var ikke blevet et bedre sted at være, tværtimod var fordommene kun blevet værre og folk holdt kortene så tæt ind til kroppen frem for at hjælpe hinanden som de havde gjort engang. Det var ikke en nem tilværelse, men hun var fri til at gå hvor hun ville, hvilket hun ikke gjorde særlig meget, men grunden her var stor og plantagerne var frie, hvilket betød hun havde andre forudsætninger for at trække luft og samtidig yde et stykke arbejde. Dansen havde hun ikke rigtigt tyet til siden Alexanders død, hun følte ikke det samme, havde ikke længere hjertet med i det eller overskud efter timer på markerne. "Jeg er kun glad for at kunne være til nytte for dig," svarede hun oprigtigt. Han var en mand med et godt hjerte og de bedste intentioner.
"Det er ej heller nyt for mig, jeg tror bare at.. visse ting vænner man sig aldrig til. Sover du i en kiste?" spurgte hun lidt ud af det blå. "Det vedkommer selvfølgelig ikke mig, jeg undrede mig blot. Jeg hadede Alexanders kiste," fortalte hun med et undskyldende blik. Det var ikke hendes opgave at snage.
Hendes blik faldt på deres hænder. Hans hud var kold, den velkendte følelse sendte en mild skælven igennem hende, dog kommenterede hun det ikke. Hun lyttede uden på noget tidspunkt at bryde ind. Ikke før han var færdig. Hendes hjerte slog hurtigere. Det var et halvt år siden hun var kommet ind i landet, så der var yderligere et halvt år før hun ville rge på gaden hvis ikke hun indgik i ægteskab? "Ægteskab er altid løsningen," hun sukkede modløst og så op på ham. "Jeg er taknemmelig for alt det du gør for mig Marius, og jeg nyder at være her, jeg nyder at arbejde for dig, du er en god mand, jeg har den dybeste respekt for dig men... jeg er netop kommet ud af et ægteskab der var en andens løsning og ikke mit valg. Jeg kan ikke finde en mand på et halvt år som vil ægte mig slet ikke her til lands med mit ry," påpegede hun sørgmodigt. Det var slet ikke gået op for hende at han mente et ægteskab med ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius smilede let. Tilværelsen havde været hård i landet her, også selvom det uden tvivl havde lettet utrolig meget, og særligt efter at han havde fået Cassie med sig. Han var ikke en mand som krævede særlig meget, og hvis han bare dagligt kunne få lov til at se hende smile, så var det uden tvivl det hele værd for ham. "Det gør du.. Mere end hvad du aner," sagde han ærligt. Hun vidste jo hvordan det var. Hvordan det var at leve i mørket, og hvordan det var at leve omkring hans slags. Han kunne dog ikke lade være med at smile ved hendes ord. Han tog det ikke som nogen kritik. Tvært imod. "Til din orientering, så sover jeg i en kiste. Det er dog en atypisk en af slagsen. Jeg kan lide at have luft omkring mig.. Om du vil, så kan du få lov til at se den," sagde han roligt. Han følte sig for sårbar og for let tilgængelig hvis han sov i en seng. Særligt om dagen hvor han var så godt som død, og ikke vågnede. Det havde han ikke oplevet til nu i hvert fald. Han rystede let på hovedet og med et smil. "Jeg stiller glædeligt din nysgerrighed, min kære," sagde han med en rolig stemme. Det var dog noget som han mente.
Ægteskabet var løsningen som skulle til i denne situation. Det var sandt, at det nok var de færreste, som ønskede hendes hånd, og særligt med det liv, som hun selv havde levet, men.. der var en.. De var jo ham. "Det er det. Særligt om du ønsker at blive her." Han ville virkelig gerne huse hende. Han var jo glad for hende, og særligt fordi at han kunne få hende til at smile, og hun fik ham til at.. føle sig levende. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Jeg ved godt, at landet her nok ikke vil vise sig fra sin bedste side overfor dig, kæreste.. Men du glemmer en overvejelse i det henseende." Han betragtede hende lettere henkastet. Hun glemte ham lidt i den sammenhæng. Han ville jo gerne.. Også fordi at.. han jo kunne lide hende, og de nu boede sammen alligevel, og de gav hinanden mange gode ting. "Jeg ønsker at sikre dig det liv, som du har fået her. Jeg har en fornemmelse af, at du er glad for det og.. ja.. Lad mig gøre det for dig, Cassie," bad han endeligt.

[Cassie Imirachi]

Eventyr som i hendes yndlingsbog fandtes ikke, det var langsomt gået op for hende. Der var ingen prins som ventede på hende derude, der var ikke ægte kærlighed og alt det pjat, ægteskab handlede om hvad der var praktisk, om gode forretninger og det begyndte hun at slå sig til tåls med, selvom det ikke var hvem hun var. Ingen i det her lang ville have hendes hånd, folk hadede hende, hun ville blive en plet på enhver mands ry. Hun var blevet lidt fanget af de ægteskabelige tanker, men hans ord fik hende til at se op. "Det vil jeg gerne," svarede hun lidt taknemmelig over at han ikke havde taget det som en fornærmelse af nogen art, hun hadede bare kister. De var mørke og trange og alex havde fået hende til at lægge sig i hans. "Jeg hader dette land som pesten, men jeg elsker at være her hos dig. Hvis jeg endelig fandt en mand der ville, så ville han næppe lade mig arbejde for dig, og så er jeg ikke sikker på at det er det værd," indrømmede hun og mærkede knuden vokse. Hvorfor skulle de regler også eksisterer? LAngsomt begyndte det at dæmre for hende hvad han egentlig havde ment. Han foreslog ikke at hun skulle finde en tilfældig mand, han sad der og halvvejs friede til hende. Hun stirrede bare på ham i et langt øjeblik. Han var en varm mand, han var flot og han gjorde hende godt tilpas, men de kunne da ikke gifte sig! "Du er en fantastisk mand Marius, du har allerede gjort så meget for mig. Et ægteskab er en stor ting, og jeg kan ikke lade dig indgå så stor en aftale blot for at holde mig i landet. Det er virkelig generøst, men jeg holder for meget af dig til at lade dig gøre det," hun hævede en hånd og strøg den over hans kind med et stille smil.

[Marius Amalani Darcy]

Marius smilede let for sig selv. Han havde nu ikke noget imod at stille Cassies nysgerrighed, og særligt ikke hvad angik den slags. Han havde for længst lært at acceptere, at han var det væsen som han nu var. Dem som havde svært ved det, var jo bare alle andre. Han nikkede. "Så lad os gøre det," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ting som han rent faktisk mente. Hvad Alexander havde tvunget hende til, var slet ikke noget som havde noget med ham at gøre, så han tog det nok heller ikke så tungt igen. "Jeg værdsætter, at arbejdet, som du udfører her på stedet, har den værdi for dig, Cassie. Men vigtigst for selv mig, er at du har det godt og trives med hvad end du laver," fortalte han roligt.
At tiøren så endelig måtte falde for hende, glædede ham dog, selvom hendes reaktion, nærmest måtte være som ventet. Han tog det nu ikke som noget nederlag, men han gjorde hellere det, end at skulle se hende forlade landet igen. Tanken om at hun skulle leve på gaden, var slet ikke en tanke som han kunne bære. Han trykkede let omkring hendes hånd, også selvom hun rykkede tættere på og lod hånden stryge over hans kind. Det gode hjerte, havde han dog endnu, selvom det hvilede koldt og dødt i hans bryst. Han blinkede let med øjnene. "Jeg ønsker ikke at se dig forlade landet her, og særligt til fordel for et liv på en gade, Cassie.. Du er et navn, som folk flest kender.. Og mit ry kan ikke blive værre end hvad det er i forvejen.. Jeg ønsker virkelig at give dig det her," sagde han med en dæmpet stemme, som han hævede hånden og tog omkring hendes. Hun var så kær og varmhjertet en kvinde. Han sendte hende et let og stille smil. "Lad mig gøre det... betegn det her som et frieri, min kære.. Nok ikke så personligt, som jeg kunne have gjort det.. Men for alt hvad du skænker mig.. så lad mig skænke dig et liv i tryghed.. her sammen med mig," tilføjede han med en rolig stemme. Han var allerede fast besluttet.

[Cassie Imirachi]

Cassie var for længst stoppet med at være bange for det kolde, døde væsen, Marius var en af de varme, hun vidste at han intet ville gøre hende, hvor Alex derimod havde været langt mere utilregnelig. Han havde insisteret på at hun skulle sove i hans ulækre, trange kiste. "Nu?" spurgte hun lidt usikkert. "Det var farligt for mig at gå ud i Convento, så jeg havde forbud mod at forlade palæet med mindre Alex var med. Jeg har ikke trukket frisk luft alene i frygtelig mange år, plantagerne her giver mig en ny frihed, det er noget jeg kan finde ud af. Jeg kunne aldrig læse eller skrive hvilket Greveinde titlen krævede," det var blevet nemmere at fortælle om hendes tid i Dvasias, det var gået op for hende at hun havde brug for at dele de ting hun havde set og oplevet i mørket. Hendes hånd strøg langs hans kind før hun lagde den over hans hånd, så den lå mellem begge hendes hænder. "Du er så varm.. eller faktisk er du ret kold," kommenterede hun med en lille latter og så ned på hans blege hud. Det generede hende ikke. "Jeg vil gerne blive her ved dig , og tanken om et ægteskab genere mig ikke, men du er en mand i din bedste alder Marius, før du ved af det, så står der en smuk kvinde og længes efter din hånd, og så holder jeg pladsen, det skal du ikke give op for mig, jeg finder en anden vej," lovede hun med et varmt smil. Der var ingen anden vej, det vidste hun jo godt. "Jeg er oprigtigt smigret, det ville være en ære at kunne kalde mig for din hustru, men det er for store en ofring til at jeg kan lade dig gøre det," hun hævede hans hånd i sin og kyssede hans kno.

[Marius Amalani Darcy]

Det varme væsen, ville man nok aldrig kunne tage fra Marius. Han var påvirket af sit lange liv i Procias, og det var det liv som han ønskede at leve.. Det var det liv som han ønskede at give hende. Han sendte hende et stille smil. "Om du vil," sagde han roligt. Hans kiste var stor og bred.. Ikke trang og indelukket. Det kunne han nemlig selv ikke holde ud. Han lod hovedet søge let på sned. Så lang tid at hun var glad for at være her, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig. Så varmhjertet en kvinde.. Han elskede det jo. Han lyttede. Naturligvis gjorde han det. Han trykkede ganske let omkring hendes hånd. "Jeg ved godt, at Alexander forventede meget af dig.. så lang tid, at du har det godt her, så er det jo det, som for mig, er det vigtigste. Her ser folk måske skævt til dig, men om ikke andet, så kan du vandre frit," sagde han roligt. Han trykkede let omkring hendes hånd og med et smil på læben. Det var en tid som var forbi nu - heldigvis.
Marius havde heller ikke regnet med at hun ville sige ja, men selv han var jo klar over, at der selv var mange som ikke ville have en mand som ham. Uanset hvor mild og blid han kunne være, var han et mørkt væsen, og dette var på ingen måder velset. "Jeg takker ydmygt for de fine ord, min kære, men selv mange ønsker ikke en mand som jeg... blot grundet af det døde hjerte og den kolde krop," begyndte han roligt. Han ville ikke se hende på gaden, og da slet ikke se hende blive smidt ud af landet her igen! Kysset mod hans knoer, fik ham til at betragte hende med en rolig mine. "Der er ingen grund til at du skulle ende på gaden igen, og jeg ender mine dage som en ensom mand, Cassie.. Jeg beder dig inderligt om at overveje mit tilbud," sagde han med en rolig stemme. Han mente det uden tvivl.

[Cassie Imirachi]

Trods Marius var død og kold om hjertet, så var han stadig menneskelig og havde de samme værdier, hvilket gjorde det langt nemmere for Cassie. Jo nogle gange savnede hun lidt Alexanders dyriske og lidt bessideriske side, men hun kendte endnu ikke Marius godt nok til at vide om han havde det i sig eller ej, eller hvordan det ellers påvirkede ham. Hun nikkede og rejste sig i en elegant bevægelse som tegn til at de skulle gå. "Han forventede meget. Jeg lærte mig et par ord, men jeg husker dem ikke længere. Det fysiske arbejde er det jeg er god til, og plantagerne er så smukke, jeg behøver ikke at vandre i byen hvor de ser mig," der meldte sig et glimt i øjet af liv som hun ellers havde sluppet lidt. Fortiden i Dasias å allerede langt væk selvom det ikke var så langt igen, der var bare sket så meget. Blidt tog hun hans hånd igen og klemte den stille. "Jeg ved hvor betagende dit væsen kan være. Der er kvinder derude for hvem det intet ville betyde, du er en god mand, elsket af mange. Procias ville end ikke eksisterer uden dig," påmindede hun ærligt. Uden vinproduktionen sultede folk, sådan som det havde været blot få år tilbage. Selvom de blev gift, så kunne han stadig være sammen med en som han elskede om det skulle ske, men hendes plads ville stadig være i landet. Det var svært ikke at overveje. "Du fortjener det bedste og jeg kan intet tilbyde dig ud over mit selskab. Det er mig der vinder på en sådanne aftale, ikke dig og hvis du har det fint med det, så fint.. så overvejer jeg det," svarede hun overgivende. Denne gang fik hun da et valg.

[Marius Amalani Darcy]

At høre Cassie bekræfte for ham, at hvad han gjorde for landet, var med til at holde det på benene, glædede uden tvivl Marius. Han gjorde meget, og det var fordi at han havde lyst til at gøre det. Ikke fordi at han følte, at han var tvunget til at gøre det, og deri kunne man jo sige, at hele forskellen måtte ligge. I takt med at hun rejste sig, så gjorde han det samme - endnu med hendes hånd roligt hvilende i hans. "Grunden er stor, og du kan komme ud.. Du behøver ikke at sidde fanget indendøre, og om du vil, er byen ikke langt herfra. Jeg forventer og kræver intet af dig, Cassie, og det håber jeg da at du ved. Desuden.. det klæder dig med det smil," sagde han ærligt. Da han havde fundet hende, havde hun jo været nedtrykt og påvirket af livet uden Alex, samt det liv på gaden, og det synes han bestemt heller ikke var retfærdigt i det henseende.
Marius førte hende roligt ud af pejsestuen og hen mod trappen, som han roligt søgte op af. Som et gift par, ville hun kunne blive i landet og han ville have selskabet. I hans øjne, var det en aftale, som de begge vant på. Han var ikke en særlig kravestor mand, og det blev han nok heller aldrig. Han smilede let for sig selv. "Det er meget muligt, men jeg ønsker ikke en kvinde ved min side, som ikke vil kunne holde af mig for den mand og det væsen jeg er, men blot mine penge, Cassie.. Jeg skænker Procias hvad jeg kan, og jeg arbejder hårdt for at opnå det, og end ikke det, er en grund nok til at kunne holde af mig for den mand jeg er," endte han sigende. Han var en ensom mand.. Kun med hende i hus nu, og med sit barnebarn. Han blev jo kigget efter, når han var ude, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Det var en hård tilværelse for ham.. Virkelig hård. Han smilede let. "Overvej det, og giv mig et svar, når du har tænkt den igennem," sagde han roligt, inden han stoppede op ved døren til det lille soveværelse. Det store havde han jo faktisk skænket hende. På soveværelset stod der mere eller mindre det, som mindede om en stor kasse ved den ene væg. Et stort klædeskab og mørke og tunge gardiner, som holdt solen ude om dagen. Kassen var middels høj, stor og med en god bredde.