Want to catch me? Oh, that's hot!

[Deleted]

”Lad mig være, lad mig være” imiterede hun hånligt. ”Du er jo ynkelig, dit skvat.”
Som under et militært forhør begyndte Daelis at vandre frem og tilbage ved Valandils side i roligt tempo. Til trods for de smertefyldte lyde han afgav, kiggede hun ikke for meget på ham. Hun ønskede ikke at få medlidenhed med ham. Hendes arme hvilede krydset imod hinanden, op af hendes læn, og hun overvejede hele situationen og hvilke muligheder hun havde i det låste værelse, med manden der havde gjort hende fredsløs i hele landet. Han skulle ikke slippe godt fra det, men den selv samme mand kunne få hende til at gnide sine lår drømmende imod hinanden af rent dampende begær og længsel efter at have ham over sig… Nej, hun ønskede ikke at han skulle dø ved kahliens hånd, som hendes broder havde gjort, og ej hellere kunne hun selv få sig til at tage livets glød fra hans ansigt.
Daelis stoppede op. Hans mislykkede forsøg på at komme op fik hende kun til at rulle med øjnene.
”Spar på energien. Du ved ikke hvilken nøgle der åbner døren, og du tror måske at jeg vil lade dig forsøge dig med dem. – Det sker ikke. Den eneste grund til at dit liv er bibeholdt er af ren og skær medynk fra kahlien side! Hvis du har det så forfærdeligt kan jeg da gøre det selv – Ey, bassemand?”

Daelis støvler var i dagens anledning højhælede. Hun pressede støvlesnuden imod hans kraveben, og langsomt lagde hun mere og mere vægt i. Der var et sadistisk smil over hendes læber.
Hvis hun kunne overbevise den lyshårede mand om at der var ting der var værre, kunne det jo ske at han indså hun ikke var så slem… Måske var hendes metoder blot lidt ekstreme? Hun spurgte sig selv et øjeblik…
Naaah!
"Men hvad er det? Du vil måske slet ikke dø."

[Deleted]

Et tungt suk forlod Valandils læber, som han endnu en gang var tvunget i jorden. Selv var han jo klar over, at han slet ikke burde gøre den modstand overfor en kvinde, men hun var og blev altså ikke hans Kahli! Uanset hvordan man nu ville ønske at tingene rent faktisk forholdt sig! Han fulgte hende med blikket.. Hans øjne fejlede da heldigvis ikke noget. Det var jo faktisk ikke nogen hemmelighed, at han rent faktisk var heldig i det hele taget at være i live.. Tatiana havde været tosset.. virkelig tosset. Han knyttede næven. At rejse sig, kunne han lige så godt opgive med det samme, for det ville ikke virke. 
"Hvis du virkelig ønsker at ende mit liv, så gør det! Jeg nægter at lade mig underkaste andre end min Kahli..!" endte han sammenbidt, da han igen vendte blikket mod hende. Støvlens snude borede sig direkte ned i hans bryst, og tvang ham til at blive liggende. Han vendte blikket væk fra hende. Hun gjorde det her med vilje... hun gjorde det så meget med vilje, og det var en tanke, som gjorde ham direkte tosset! Han prustede som en arrig tyr.. Nej, han ønskede da naturligvis ikke at dø... men man kunne vel lade som om?
"Du ønsker måske ikke at slå mig ihjel?" spurgte han selv direkte.

[Deleted]

Støvlen blev sat fladt ned på Valandils brystkasse. Hun betragtede ham med et lettere betuttet udtryk, og et sted irriterede det hende. Den irriterende elver var så utroligt patritotisk! Han var virkelig villig til at dø for Tatiana?... Og det var det som gjorde at hun slet ikke vidste hvordan hun skulle agere yderligere.
Daelis ønskede ikke at han skulle udregne svaghed hos hende. Hun missede med øjnene. Det bluff han smed var ganske realistisk. Og i sådan en grad at hun ikke hun se om det var svært eller ej. Valandil lå godt og vel imellem hendes ben.
”Pfft” hvislede Daelis. Smilet på hendes læber blev bredere.
”Hvorfor dræbe, når jeg kan kvæste?”
Et hårdt tramp mod hans bryst, og hendes stemme rungede i rummet.
”HØJERE!”

[Deleted]

Foden holdt Valandil godt trykket ned mod gulvet. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og han mærkede kun den intense og faste vrede som meldte sig i hans krop og sind, og som han bare ikke kunne vende ryggen til. Ikke fordi at det gjorde det meget nemmere eller bedre, for det gjorde det da bestemt heller ikke. Han bed tænderne let sammen. Han var villig til at dø for hvad han troede på, og efter alt det lort som hun havde gjort mod ham, så var det kun noget, som han stod endnu mere fast på, end hvad han gjorde tidligere.
Det faste tramp direkte mod hans bryst, slog luften ud af ham, hvor han omgående begyndt at hoste. Han greb omkring hendes ankel. Hvilken behandling var det dog at underkaste et andet individ? Og kun fordi at hun var blevet utilfreds?
"Lad... mig .... gå!" endte han med en fast og direkte sammenbidt stemme. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at han skulle underlægges den behandling! I et fast ryk med armen, forsøgte han at vælte hende af sig. Han ville væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok!