Want to catch me? Oh, that's hot!

[Deleted]

Denne kvinde legede uden tvivl med kræfter, som hun slet ikke burde lege med, og den vrede som Valandil i hans indre måtte føle, gjorde det ikke meget bedre eller nemmere for den sags skyld, for han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre hvad hun gerne ville have ham til. Lige hvad ham angik, så måtte han jo gå imod alt det som han vidste, at han burde føle for en mørkelvisk kvinde, for der var grænser for hvad han ville finde sig i! Han kneb øjnene let sammen.
"Du kender mig tilsyneladende ikke," endte han med en fast tone. Han havde ikke tænkt sig, at gøre hvad hun gerne ville have ham til at gøre - nogensinde! Alt taget i betragtning, så var han sin Kahli loyal.. Han havde lagt sin tillid og repsket ved den titel, og det var den som bar den titel, som han måtte følge, og det var det som han havde intentionerne om at gøre i den anden ende. Kniven i hans nakke, forhindrede ham i at søge nogen steder hen. "Jeg følger Kahlien.. den som den titel tilfalder, og ingen anden..!" endte han med en fast og hård tone. Var det så svært at forstå, eller var hun bare dum? En dum kvinde, som var vant til at få tingene præcist som hun gerne ville have dem?

Valandil kneb øjnene let sammen, som han mærkede at hun prikkede med kniven mod hans nakkehud.. Det føles virkelig ubehageligt, for han vidste hvad det betød, om hun skar igennem, og det ønskede han slet ikke! "Truer du med at tage min Kahlis liv..?" spurgte han med en klar og faretruende hvislende stemme, for det ville han da slet ikke have! Som hun rev i ham, forsøgte han at følge med. Ikke at han havde noget andet valg.. Han kunne jo knapt bruge sit ene ben, så det var en kamp overhovedet at holde sig oprejst!

[Deleted]

"Hvem truer? Måske kunne der ske ulykker, hvis ikke du gjorde som jeg sagde? Helt naturligt, ja vidst." Der var et indædt had til kahlien hos Daelis. Had over den behandling hun havde fået og mangel på accept for sin natur i byen. Den natur Valandil allerede havde set dele af. Og hun følte ikke at det styre passede til hende.
Hun smygede sig om bag Valandils ryg og skubbede ham nænsomt frem med en hånd om hans liv. Kniven rykkede hun ned under hans klæder, men den berørte stadig hans rygrad. Der var ingen pulsåre der, men hun kunne lamme ham, hvis kniven trykkedes ind i hans marv.

Valandil blev ført ud til disken. Det var eskaleret til at kroejeren havde forladt bordet for at få kampen droslet ned, og Daelis sørgede naturligvis for at de blot lignede et elskende par. Hun kyssede og nappede i hans hals. Hånden hun havde støttet med sneg ned og tog fat i et bundt nøgler. I næsten kunstnerisk præcision formåede hun hele tiden at vende sig, så man egentlig ikke kunne se hvad der foregik bag den gyldne elver.
Efter et par nap i scenerne på Valandils hals hviskede hun sukkersødt i hans øre.
"Du fortsætter mod gangen til højre."
Det var der de fleste af glædespigerne boede, men også det hvor man kunne få et værelse at hvile for natten. Daelis havde udset sig det værelse længst væk.

[Deleted]

"Du kan virkelig ikke lide hende.. kan du?" spurgte Valandil med en iskold stemme. Det var nemlig længe gået op for ham, at Daelis slet ikke kunne lide hans Kahli, og skulle han være helt ærlig, så var han ligeglad.. Så lang tid, at det bare ikke fortsatte med at gå over ham, for han kunne virkelig ikke have det. Det satte virkelig ham i frygtelig uheldige situationer, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. 
Kniven som hvilede mod hans ryg, da Daelis flyttede sig, og skubbede ham frem, tvang kun Valandil til at gå med. Han humpede afsted efter bedste velgående, også selvom det ikke var nemt. Hun havde jo ødelagt hans ben i den forstand, at det end ikke var sikkert, at han nogensinde ville lære at kunne gå på det igen.

"Når jeg får muligheden for det.. så slår jeg dig ihjel," hvislede han med en kold stemme. Han blev skubbet igennem kampenes hede, mens hun nappede ham i halsen. Der var selvfølgelig ikke nogen som lagde mærke til, at der var noget helt forkert i en sag som denne, hvilket kun var noget som gjorde ham direkte arrig. Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre!
"Hvad pokker vil du der?" endte han med en kortfattet tone, også selvom han ikke havde noget andet valg end blot at gå i den retning, som hun havde ønsket at han skulle gå i. Han humpede ned mod gangen, inden han drejede mod højre, som han havde fået besked på. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Han var virkelig, virkelig vred!

[Deleted]

Valandil kommenterede Daelis relation til kahlien, og det fik hende til at rulle med øjnene. Hun fortsatte efter ham ind mod gangen til højre og drev ham ned mod det bagerste værelse indtil han atter truede hende på livet. Døren foran dem gav genlyd, for Daelis havde skubbet Valandil hårdt og brutalt op af den.
”Dræbe mig! Dræbe MIG? Hvordan vil du udfri det løfte, når en simpel opgave som at bringe en hjort til din frue er dig for meget at forlange? Sådan leger vi ikke!”
Knivbladene på hendes negle blev kradset grovt hen over Valandils ribben, og hun pressede til, dog ikke nok til at kunne give ham en alvorlig skade.
”JEG har overhånden Valandil. Jeg har givet dig frie tøjler indtil nu. Det har du valgt at misbruge, men som et lille barn må jeg blot holde dig fast og uden frihed indtil du har indset de rammer du kan færdes i og kender din plads, min skat. Du vil forstå hvordan du skal gebærde dig, ellers - Hvem ved… måske tager jeg en anden legemsdel fra dig næste gang…
Jeg har en overraskelse til dig, men først bag denne dør.”
Taget i Valandils ribben blev sluppet og i stedet låste Daelis døren op og åbnede den. Værelset var et typisk kvindeligt boudoir. Der var ingen vinduer, eller andre indgange bortset fra døren de stod ved, men værelset var oplyst af en masse stearinlys, og de farvede de grålige vægge med et varmt skær. Ved væggen stod der en kommode med spejl og vaser med blomster.
Lidt væk fra døren var der en stor himmelseng med blonde stoffer.
”IND!” rungede elverkvinden, og hun rykkede i Valandils tykke manke.

[Deleted]

Valandil følte sin Kahli var truet af denne situation, og det kunne han slet ikke have, så det med at true denne kvinde på livet, fandt han kun som sin fulde ret! Han fandt sig i hvert fald ikke i noget af det andet, og da slet ikke på denne her måde! Han kneb øjnene let sammen, også selvom det var svært nok i forvejen at følge hende, som det han gerne ville.. Han kunne jo for pokker næsten ikke bruge det ene ben!
"Du forhindrede mig i at udføre den opgave, og se hvad du har gjort ved mig efterfølgende..!" endte han med en fast tone. Han var i hvert fald ikke den som man skulle gøre hidsig, for han var da hidsig nok som det måtte være i forvejen!
"Du arbejder imod min Kahli, og det kan jeg ikke acceptere!" tilføjede han. Det stivnede helt i ham, som han mærkede den stikkende smerte i hans side, for det var virkelig ikke behageligt. Han bed tænderne fast sammen, som han direkte blev tvunget ind i det lille rum.. Der stank langt væk af stearinlys. Et sted var han vel bange for, at hans anelser hvad hende angik, ville være forkerte.. og det som hun allerede havde forsøgt at gøre med ham en gang før.  Han rystede af ren vrede, inden han humpede resten af vejen ind, inden han vendte sig mod hende igen. At hun havde det greb og tag om ham, kunne han slet ikke have.. Overhovedet ikke. Det gjorde ham rent faktisk arrig!
"Og hvad vil du mig?" endte han med en kortfattet tone. Han stolede på ingen måder på denne kvinde!

[Deleted]

Som Valandil trådte ind i rummet måtte han høre døren idet den knirkende lukkede bag sig og blev låst.
”Jamen, min kære, jeg vil blot snakke med dig”. Daelis sendte Valandil et smørret smil.
”Jeg synes at du har ageret utroligt uret på det seneste. Jeg har heller ikke været af mit bedste, men igen… Du har ikke tjent din pligt som mørkelvisk mand. Derfor tog jeg dit ben. Ganske velfortjent vil jeg nok mene med alle de skader du har pådraget mig. En undskyldning ville være på sin plads fra dig, så mon ikke vi kan drøfte dette, og nå frem til noget, hmm?” Nøglebundtet hun holdt i hånden blev åbnet. De lignede alle sammen hinanden. Simple i design, og det var ikke til at sige hvilken der var nøglen til døren. Nøglerne smed hun nu på gulvet, så de spredtes i en stor bunke. Hun strøg sine hænder over hans brystkasse, nu hvor hun endelig ikke behøvedes at dirigere ham af sted med kniven.
”Det er skæbnen at vi mødtes, Valandil. Forstår du det ikke? Det er allerede bestemt at du er min.” Alkoholen fik hende til at vakle en anelse, indtil Daelis slog armene om ham. Hun længtes efter den ømhed han endnu ikke havde udvist hende, og det gjorde hende kun desperat efter mere.
”Du siger at jeg modarbejder din kahli, men du er allerede min. Det eneste du løber fra er tid. Dette er uundgåeligt.”

[Deleted]

Valandil havde til nu været styret af en kniv mod nakken, men nu var det noget andet.. Han kunne ikke, og han ville ikkel ade hende tage denne magt over ham. Når alt endelig kom til stykket, så kunne han jo allerede nu nærmest gætte sig til, hvad der skulle ske, og det gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så gjorde det ham direkte arrig! 
"Du bestemmer ikke over mig.. Jeg har måske endnu ikke opfyldt min pligt som en mand af vores race, men hvis du tror, at det er noget som jeg har tænkt mig at skænke dig, så tager du fejl," endte han med en ganske kortfattet tone. Det andet var da noget, som kun gjorde ham direkte arrig, og det kunne an slet ikke have med at gøre! Hans var hans Kahli loyal.. han var heldig overhovedet endnu at have sit liv! Og særligt overfor hende, fordi hun var en hård kvinde.. Denne Daelis, var da bare irriterende! Forbandet irriterende!

Døren var låst.. han kunne ikke gøre meget ved det nu... han skævede kort efter nøglebundtet, som lå på gulvet, selvom det igen var hende, som fik hans fulde opmærksomhed. Ikke noget som han havde lyst til at give hende, men det skete lidt automatisk. Han spændte i kroppen, som hun kom i berøring af hans bryst.
"Du tog hvad du ville sidst... det var bestemt ikke noget som jeg valgte at give dig... desuden kunne det du gjorde, have endt mit liv.. og jeg har ikke fortrudt, at jeg gjorde det mod dig, som jeg gjorde.. Hold dig væk fra mig.." advarede han, inden han gav hende et kraftigt skub væk fra sig. Han kunne ikke holde ud, at hun skulle røre ved ham! 

[Deleted]

Valandils skub fik Daelis dunket ind i vægen. Hun bed tænderne sammen, da hendes baghoved havde ramt først. Valandil fik et giftigt blik sendt efter sig.
”Det var dit eget valg at vende tilbage til den kvinde, og det var også dit eget valg at du valgte at få mig efterlyst. Er du klart over hvor besværligt du gør alt ting for mig? Du er virkelig koldblodet. En sand mørkelver… Men jeg accepterer aldrig at du handler således over for mig! Jeg må blot træne dig til den rygrad du har, er helt væk, hvalp.”
Ud fra vægen skubbede Daelis sig og sendte et cirkelspark efter skinnebenet på det ben han støttede sig til.

[Deleted]

Valandil var sin Kahli loyal og trofast, og lige præcist derfor havde han handlet, som han nu havde handlet, og det var slet ikke noget, som han havde i sinde at skulle undskylde for! Han skubbede hende hårdt fra sig... Han  ville bare have hende væk fra sig, og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han kneb øjnene fast sammen.
"Hvis du tror, at livet for mig, har været en dans på roser siden vi sidst sås, så kan du godt tro om igen!" endte han med en fast tone. Selv vidste han jo, at han i det hele taget var heldig, bare at være i live! Tatiana havde jo været så tæt på at tage livet af ham, udelukkende på grund af at han nu var.. ja.. ubrugelig for hende, og den tanke kunne han bestemt ikke lide! 

Som hun rettede sig op og placerede et cirkelspark mod det ben, som han rent faktisk kunne støtte på, knækkede hans ben sammen under ham og han røg direkte ned på knæ. Skriget måtte han kraftigt bide i sig. Det gjorde stadig ekstremt ondt overhovedet at gå på det ben! Han tog sin vandrestav, og hamrede den direkte ind mod hendes lår i et forsøg på bare at holde hende på afstand. Han ville ikke have hende tæt på!

[Deleted]

Staven ramte hårdt ind i Daelis lår og hun slap et støn af smerte, men hvor Valandil faldt blev hun stående og rykkede vandrestaven ud af hånden på ham. Valandil lå knælende foran hende, og hun sendte ham et lettere triumferende smil. Vandrestaven trykkede hun nu ind mod hans brystkasse for at få ham til at ligge ned, eller i det mindste bare ligge stille.
”Ssshh. Stille min skat. Måske mener du at du har gennemgået mange dårligdomme, men det behøver slet ikke være på den måde. Hvad kan hun dog have gjort ved dig, siden du er så bidsk.”
Daelis krop kom ned på niveau med Valandil, da hun knælede ved hans side. Helt moderlig kunne hun forekomme, da hun nynnende begyndte at stryge ham langs kinden med sin hånd. Et sted benægtede Daelis at hun havde skadet ham sådan. Han valgte trods alt selv at gøre modstand den gang, og stadig var han vred på hende?
”Sssh… Sssh. Jeg skal nok passe på dig. Du gør så meget modstand, men jeg og hende er ikke så forskellige. Tænk over det, Valandil. Måske vil du endda få det bedre hos mig. Jeg vil skaffe dig husly… mad. Jeg kan give dig penge af det jeg anskaffer. Måske endda lære dig om det våben du så sidst. Det eneste jeg forlanger til gengæld er at du bliver hos mig og holder mig med selskab. Du behøver dem ikke. Vi kan lave vort eget samfund, blot du og jeg. Jeg tager mig af dig.
Ey, hmm… Og du så ud til at nyde det jeg tilbød dig sidst. Der er ingen kvinde der har rørt dig sådan før. Jeg kan give dig mere og lære dig om elskovens kunst. Jeg har ikke brug for nogen anden mand, hvis du er ved min side. Tvivl ikke på mig.”

[Deleted]

Før Valandil overhovedet nåede at se sig om, var han røget direkte i gulvet. Staven var blevet taget fra ham, og efter han havde fået ødelagt sit knæ og nu gik rundt med et ben, som han ikke rigtigt  kunne bruge til noget som helst, og særligt nu hvor han stod her.. eller rettere sagt, lå han der.
Staven fik han direkte i brystet, hvilket automatisk tvang ham til at blive liggende. Han kogte virkelig indvendig af ren og skær vrede, som han ikke rigtigt kunne gøre det store ved lige nu. Tænderne bed han fast og hårdt sammen.  Hvor var han dog vred!
"Jeg mener det virkelig... du skal bare holde dig langt væk fra mig..!" hvæsede han, idet at hun knælede ned ved siden af ham og igen vovede at lade hånden stryge over hans kind. Hans krop dirrede.. Et sted kunne han jo godt lide det, men han var og blev stadig hans Kahli loyal, og det var det som han stod fast ved. Det var slet ikke noget som hun skulle have lov til at ødelægge! Igen vendte han blikket væk fra hende.
"Så lang tid, at du ej er min Kahli, har du ingen magt eller kontrol over mig, og ærligt, så tror du virkelig, at jeg vil lystre og følge dig i noget som helst? Det kommer ikke til at ske..!" endte han med en fast og sammenbidt stemme, idet han lod hænderne lukke sig om staven, for at føre den væk fra sit bryst, da det rent faktisk gjorde ondt, at have den stående der.  Han trak vejret dybt.. Han var virkelig ved at blive så vred... som aldrig nogensinde før!

[Deleted]

Daelis blev siddende ved Valandils side med staven knuget i sin hånd for en tid. Hun hævede sit ene øjenbryn og et smil kom frem på hendes læber.
”Magt, kontrol og fri vilje. Det er sådan nogle flyvske størrelser. Du har end ikke smagt en dråbe af det at være fri Valandil, og det vil du kunne hos mig mere end nogen andre steder.”
Valandil fik sendt et blik, som var han et væsen der skulle studeres. Med den ene hånd endnu på Valandils vandrestav fortsatte Daelis med at overtræde hans grænse. Han skulle trods alt ikke kunne prøve på noget med den. Hun nynnede igen, som havde manden på gulvet været et uroligt barn. Hans tydelige vrede og aggression ignorerede hun.
”Din stakkel. Du må være så utroligt forvirret over det du føler og modsatrettede indtryk du oplever. Jeg kender en vred mand, men jeg kan også se på dig at du synes om den måde jeg rører dig på. Alligevel viger du fra mig. Sikke en pine. Det skræmmer dig, hmm?” Hans pupiller var blevet større i et øjeblik inden han vendte sit ansigt væk fra hende. Hun fortsatte med at nynne. En vuggevise. Hendes stemme var så melodiøs at det gav situationen en helt ironisk kant. Kvinden der sad ved Valandils side havde trods alt for et kort øjeblik siden truet ham med en kniv og knust hans ene ben.
Daelis strøg Valandil over håret, panden, næseryggen og kørte blommen af sin finger over hans bløde underlæbe. Det var utvivlsomt at hun snart ville gøre sit næste træk, men hvad og hvornår hang over hovedet på ham.
Hun smilte sukkersødt ned til ham.
”Ingen behøver at komme til skade, Valandil. Ja, du er kahliens mand, men hun værdsætter dig ikke som jeg gør. Ingen af de kvinder gør det, men jeg – JEG ved hvor speciel du er. Hun har vel degraderet dig, hmm? Man skal vælge sine kampe, min kære, og du kæmper de forkerte steder.”
Kærtegnene blev til et greb om hans kæbe. Daelis slikkede sig om munden. I et øjeblik kiggede hun blot ind i hans øjne, som var han noget spiseligt, og hun tvang endnu et kys imod hans læber. Drilsk nappede og sugede hun på hans underlæbe, og hun lod ham ikke få en pause til at trække vejret. Det ville ødelægge den rus der kunne skabes hos ham.

[Deleted]

Valandils problem, var jo netop, at han nød det, som Daelis gjorde ved ham, selvom han vidste, at han ikke burde, og det var det som netop fik ham til at gøre den modstand. Han følte vreden melde sig i det indre, som han igen fast vendte blikket væk fra hende. Han ville slet ikke gøre de ting, som hun gerne ville have ham til, og det ville ikke komme på tale! Han bed tænderne fast sammen endnu en gang. 
"Du er virkelig ude på at fremhæve dig selv som noget bedre.. Det er du ikke... Du ødelagde mit ben! Ødelade min jagt, og de muligheder jeg havde!" endte han med en fast tone. Var det i det hele taget underligt, at han slet ikke ønskede at have noget med hende at gøre? 
Valandil valgte for nu at blive liggende, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han hadede, at hun havde taget den kontrol over ham! Og særligt sådan som de nu måtte ligge der. Hun skulle bare ikke have lov til at røre ved ham! Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han var degraderet, men det var bedre end at miste sit liv. 
"Og hvad så hvis hun har?" spurgte han denne gang mere spydigt, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var da på ingen måder noget som han fandt sig i! Og slet ikke den form for behandling! Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Dette gjorde ham virkelig vred! Han havde bestemt ikke tænkt sig, at skulle lystre denne kvinde på noget tidspunkt! "Jeg kæmper de kampe som skal kæmpes.. Lige nu er det dig, som står i min vej," kommenterede han kortfattet, inden han gjorde et forsøg på at rejse sig igen.

[Deleted]

""Nej. Hverken frataget dig, eller ødelagt noget for dig har jeg. Jeg har kun skabt nye muligheder for dig. Du er tvunget til at tænke anderledes. Du tror du er så kærkommen hos hende. Det er du ikke. Hvis hun syntes du var speciel, ville hun ikke fratage dig din titel... "
Daelis betragtede Valandil, som han begyndte at rejse sig. Hendes ansigt var køligt og kontrolleret, og hun slikkede sig over sine læber. I takt med ham, rejste hun sig.
""Jeg har ikke givet dig lov til at stå op."
Valandil blev endnu en gang trukket i sit solgyldne hår. Sådan blev Daelis stående, hvor hun blot strittede ham ind i øjnene. Så smilte hun bidsk. En lussing fløj imod Valandils kind. De små knivblade skinnede i stearinlysets skær idet den lyse hånd susede igennem luften, og et velplaceret spark blev rettet imod hans ben for at fælde ham tilbage til gulvet.
""Hvor længe skal jeg dog vægte den viljestyrke, før den helt knækker, hmm? En genstridig hund bliver disciplineret af sin ejer. Du er ingen undtagelse, thi du opfører dig som en."

[Deleted]

Valandil nåede knapt at reagere, før han blev smidt direkte ned i jorden. Han bed tænderne fast sammen. Det brændt i hans ben, som i forvejen var ødelagt på grund af hende! Han var heldig i det hele taget, at have fået lov til at beholde sit liv, og særligt, når det nu var noget som foregik på denne her måde.
"Du ved ikke hvor heldig jeg er, overhovedet at være i live i dag... kvinde..." endte han med en fast tone. Selv vidste han jo godt, at han skulle passe på med hvordan han valgte at tiltale hende, men det var jo heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende.

Hånden tog om hans ben. For det brændt... det brændt virkelig! Han klemte øjnene let sammen, inden han igen vendte blikket fast mod hende. Hun troede at hun havde overtaget.. Selv vidste han jo, at det var noget som hun havde, udelukkende fordi at hun jo var en kvinde, og at han ikke rigtigt havde noget at skulle have sagt. 
"Lad mig være.... lad mig være.." endte han med en fast tone, inden han igen forsøgte at rejse sig. Han var ikke som en hund, der skulle disciplineres af sin ejer! Igen knak hans ben sammen under ham... Hvor gjorde det dog ondt!