Want to catch me? Oh, that's hot!

[Deleted]

@daelis - Valandil Romain Ancalimë
________________________________________________


Der var gået et par uger siden hændelsen i skoven. Rundt omkring ved mørkelvernes samfund var der blevet sat efterlysninger op af Daelis, men det havde elverkvinden ikke noteret noget særligt. Efter Valandils klagesang og vredesudbrud havde hun blot valgt at trække sig væk i et stykke tid. Hun havde fået sig et værelse inde i byen, hvor hun tjente på at sælge de dyr hun nedbragte og på at gamble yderligere med pengene. Snyd og bestikkelse var ofte inddraget. Hundene havde hun naturligvis også taget med, men de var blevet der hjemme.
Den første ting man ville notere var at der var larm. Høj musik, folk der grinte, kvinder der sad på skødet af diverse herrer og en stærk lugt af alkohol. Daelis kunne lide det. Det var så meget mere levende end mørkelvernes samfund. Hun sad på en stol og drak af et ølhorn. Til gengæld var hun lidt svær at genkende. Hun havde ladet Sylaars klæder blive der hjemme og i stedet havde hun iklædt sig noget af sit oprindelige tøj: en stramt korsage som hendes runde bryst næsten faldt ud af, og et par tættere piratbukser, der afslørede hendes former. En brun, langhåret paryk, som de spidse ører var gemt bag, skjulte det korte hår. Det at hun måtte forklæde sig på ny smertede hende. Hun måtte smide Sylaar fra sig for en stund og sørge for at overleve, for det var det han havde ønsket for hende, men alligevel føltes det godt at være nogenlunde sig selv igen. Den kvinde der efter sigende var død på skafottet. Det eneste der manglede var… Ja, at der manglede mindre tøj. Den rituelle krigsmaling havde hun dog undladt. Den rosa streg over øjnene ville tiltrække for meget opmærksomhed, og hendes smykker ville stikke for meget ud som elviske på afveje. Hun følte sig hjemme.
En mand satte en efterlysning op. Det var der intet nyt i. Der var dusørjægere alle vegne, så hun skænkede det ikke en tanke før hendes underbevidsthed opfangede det der stod:
”Jeg viser IKKE stor interesse for mænd og hårpragt!” kommenterede hun for sig selv.
”Den er ukorrekt. –Ikke altid i hvert fald.”
Et par af dusørjægerne kiggede hen imod hende, og Daelis grinte nervøst.
”Haha – SIKKE en mærkelig kvinde – hende på plakaten. Ikke mig. Jeg er helt som jeg skal være. JEP! Ooog jeg må nok hellere tage den der. Hende vil jeg gerne finde. – Kvinden”
De kiggede væk igen, og Daelis bed sig i læben. Den sammenrullede efterlysning blev stoppet ned i kavalergangen og gemt væk. Efterfølgende bundede hun drikkehornet for at slappe af.
Så han HAVDE sladret! Det var ikke blot en trussel. Bastarden havde stukket hende.

[Deleted]

Selvfølgelig var Valandil gået videre med sagen hvad angik Daelis. Det havde han da for pokker været nødt til! Hun havde kostet ham hans arbejde som Kahliens jæger, til fordel for jobbet som syerske.. I hans øjne, var det en direkte pinlig degradering, som han ikke kunne gøre noget ved. Benet havde godt af hvilen, også selvom han endnu ikke kunne støtte på det med optimal vis, så gik det da i den rigtige retning.
Ved hjælp af sin kæp, kom ham humpende ned af gaden. Han havde selv valgt at lægge en smule afstand til Tatiana. Han vidste, at det var denne chance som han havde, for at gøre hende tilfreds, og det var virkelig også det eneste, som han var ude på i en situation som denne, og det var noget som kun gjorde ham arrig.. Hvad den kvinde dog ikke havde kostet ham. Efterlysninger var sendt ud.. og det behagede ham dog, at Kahlien havde valgt at tage hans sag alvorligt. Han havde ikke løjet.. Han havde jo set hvordan hun havde været overfor ham, samt hvad hun havde gjort ved ham!
De grønne øjne stirrede fremfor sig. Selvom han nu var blevet hvad mange ville kalde for en krøbling, så skulle man endelig ikke tage fejl af ham. Buen havde han mistet, samtidig med sin autoritet som Kahliens personlige jæger.. Det var nok noget af det, som han ærlig talt havde taget hårdest. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det var smertende for hans skulder at humpe frem på den måde, men han var jo desværre nødt til det. 

Hvor skulle han tage hen? Valandil ønskede nemlig ikke at mænge sig for meget med de folk som han nu var omringet af, og særligt ikke, hvis han ellers kunne blive fri for det. De var ikke mørkelviske.. de var ikke elviske i det hele taget, og derfor vakte det ham ikke nogen synderlig interesse. Men drikke, det var han jo nødt til at have. Derfor tog han ind på den nærmest kro.. Ved hjælp af kroppen, fik han skubbet døren op og trådte ind. Stadig uden ord. Han ville bare have sin opgave gjort, så han kunne komme hjem.

[Deleted]

Indholdet af det genpåfyldte drikkehorn fik Daelis næsten galt i halsen, og hun hostede og harkede. Da hun var kommet sig smilte hun lumsk. Når man talte om solen!
Om hun ville ham være var ikke en mulighed. Specielt ikke efter de efterlysninger, som var at finde alle vegne. Han stak straks ud med den elegance han som elver besad i forhold til så mange andre. Direkte at konfrontere ham ville tiltrække for meget opmærksomhed. Så elverkvinden trak på det hu. Unikt var så god til. At provokere folk og skabe situationer!
Daelis rejste sig og spankulerede hen ved siden af en stor, sovende mand. Et prik i siden, mens hun stod modsat af ham fik ham til at vågne. Han var ganske desorienteret og bestemt fuld! Prikket blev til et slag mod sidemanden, mens spidsøren listede væk med et lusket grin. Larmen steg og der røg en stol igennem luften, som hun måtte dukke sig for. Den smadrede ind i vægen.
Fra sikker afstand stillede hun sig på tæer og med hænderne forstærkende mod munden råbte hun: "Barkamp!!"
Det gik af sig selv fra der. Nu for Daelis hen forbi Valandil, hev ham bestemt i armen, og støttede ham ind imod hendes krop med den anden. Han skulle jo nødig vælte. Der fra begyndte hun at trække manden efter sig mod et baglokake og hurtige skridt..
Hun kunne ligne en af de prostituerede i det tøj, men kjole bar hun dog ikke.

[Deleted]

Selv på trods af at Valandil måtte humpe sig frem, så var det stadig med den samme ynde som lå i det elviske væsen i forvejen. Folk stirrede ganske vidst efter ham, selvom han bevidst valgte ikke at tage sig af det lige nu. Han var vred.. pinligt forarget over den skæbne som nu havde ramt ham efter at han var stødt på Daelis.. Alt det som hun havde kostet ham, og nu var han Kahliens syerske, for det var tilsyneladende det eneste, som han kunne bruges til, og denne gang havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at skuffe hende eller nogen anden! Det var slet ikke noget som han ønskede skulle komme på tale!

Selv nåede Valandil stort set kun lige ind på baren, inden at det hele lagde op til en kæmpe barkamp. Han var der ikke for at kæmpe.. Han var der for pokker kun fordi at han havde brug for noget væske.. og noget stærkt af slagsen, inden han ville drage videre!
Valandil nåede kun lige at bakke lidt, inden en arm greb fat omkring hans. Han stivnede kraftigt, inden han forsøgte at slå fra sig. Grebet var næsten til at genkende, som det samme med det greb som hun have taget omkring hans skikkelse.
Som hun rev ham med i retningen af lokalerne som befandt sig bagved, mærkede han hvordan vreden meldte sig endnu en gang. Han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at glemme, hvad hun havde gjort ved ham i det henseende! Overhovedet ikke! 
"Dig...!" hvislede han med en fast tone. Som om at det hele fra daværende møde, måtte melde sig igen. Han ville slet ikke have hende tæt på!

[Deleted]

Valandils brede skuldre blev skubbet brutalt op imod muren bag ham. Daelis smilede stort, men der var nogle arrige træk over hendes ansigtsudtryk, som kom op til overlfladen af og til. Et dirrende bryn, en krampetrækning i kinden, eller det sære udtryk som skinnede i hendes øjne.
”Åh, og du husker stadig mit ansigt? Jeg er yderst smigret, min kære. Men ud fra din reaktion må jeg vel gætte på at det ikke betyder noget gensynskys, ey?”
På trods af Valandils udstrålende vrede, blev Daelis tiltrukket af manden igen, og hun strøg sin ene hånd over hans kind og ned af hans muskuløse brystkasse, som i tilbedelse. Den hånd der var mod hans skulder før blev trykket imod hans hals og holdt ham der fast. Et teatralsk suk forlod hendes læber og hun rullede med øjnene.
”Valandil… Valandil, Valandil, min skønne Valandil, du lærer aldrig. Det glæder mig at du sådan ligefrem vælger at komme vandrende hjem til mig, men nu… HVAD HAR DU SAGT!!?”
Daelis stemme skreg skingert. Hendes beskrivelse var alle steder, og der gjorde hende vred. Meget vred. Valandil blev banket ind mod vægen igen. En hurtig bevægelse og hendes kniv blev holdt ind imod hans hals.

[Deleted]

Valandil dirrede af den rene vrede, alene ved synet af denne kvinde, for han havde virkelig håbet på, at han ikke ville møde hende igen! Han ville slet ikke have, at hun skulle komme tæt på ham! Hun havde allerede kostet ham så meget af det værdige af hans liv, at man skulle tro at det var løgn! 
"Slip mig din...!" Han tav, som hun tog omkring hans hals istedet for, og holdt ham presset op af muren. Hvad var hun ude på? At gøre hans liv endnu mere surt, end hvad det var i forvejen? For han ville da påstå, at han synes, at det var slemt nok, som det stod lige nu! Hans øjne lynede af den rene vrede, for hun skulle bestemt ikke komme her og råbe af ham, når det som skete sidst, og konsekvenserne af det, udelukkende var hendes egen skyld! Han hævede hånden og tog omkring hendes, i det forsøg på at få hende til at slippe.
"Jeg formoder, at du allerede nu har læst plakaterne rundt forbi? Det er hvad der kaldes for en sandhed!" endte han med en fast tone. Han havde givet sit vidneudsagn.. Forklaret hans Kahli hvem denne kvinde var, og særligt nu hvor hendes navn og alt var ukendt for ham. Disse konsekvenser var udelukkende hendes egen skyld, og det var bestemt ikke noget som han ville påtage sig skylden for! Ikke på vilkår! Han kneb øjnene let sammen.
"Så.. hvis jeg var dig, så ville jeg tage herfra så hurtigt som muligt..." advarede han med en kold undertone. Han havde intet til overs for hende, og hun skulle bestemt ikke have lov til at røre ved ham!

[Deleted]

”Næ nej, min basse, sådan leger vi ikke. Forhold dig i ro” hviskedes det imod Valandils øre. Kniven der førtes mod Valandils brede hals blev trykket tættere imod hans hud. Ikke nok til at være fatal, men nok til at lave en lille rift. Han skulle bestemt ikke løbe om hjørner med Daelis! Ikke efter det han havde sat i gang.
”Hmm… Det glæder mig at se der stadig er lidt spræl i manden. Jeg troede vi var blevet enige om at jeg blev, men jeg ser at du har ombestemt dig. Min tilværelse på disse sletter har været besværet nok i forvejen. Det var et dumt træk og bestemt ikke gennemtænkt, Guldlok. Ser du… Nu er alle i Maerimydra på udkig efter mig. Alle der vover at røre mig ønsker blot mit hoved på et fad. Du har frataget mig mine mænd Valandil… Og den eneste der nu ikke udgør en risiko – den person der allerede har set mig. – Jeg må blot nøjes med dig. Det er lidt af en genistreg, hvis jeg selv skal prale. Alle kvinderne i byen tror at du nu er en taber. En fejl, så at sige. En krøbling. – Men jeg har set de evner du besidder. Jeg får den unge, stærke jæger helt for mig selv.”
En rød dråbe af blod løb ned langs Valandils hals. Den særprægede elverkvinde fastholdt sit greb og labbede den langsomt i sig. Hun lukkede sine øjne. Hans duft var stadig lige så fantastisk som hun huskede den, og det sendte en varm kuldegysning ned langs hendes ryggrad. De smalle læber strøg op mod hans øre, og hun nappede i hans øreflip.
”Men jeg deler ikke din sandhed. Og du kan vel nok forstå at jeg må straffe dig derefter… Hvem ved, måske vil du kunne lide det.”

[Deleted]

Valandil var uden tvivl præget af vreden alene ved at stå i en situation som denne, for han havde det virkelig slemt nok som det var i forvejen. Den kvinde havde kostet ham langt mere end hvad hun nok gik og troede. Den jæger han havde været før, var han ikke længere.. Han var for pokker blevet degraderet til at være en syerske!
"Det som er sket efterfølgende, er en straf, som selv du har fortjent! Jeg kender ikke dit navn... men hvad du har gjort både mod mig, og min Kahli, er virkelig dumdristigt.. For din skyld, vil jeg håbe på, at du tager herfra!" endte han med en fast tone. Det satte en voldsom sitren i ham, da hun trykkede kniven mod hans hals, så der kom en blodig linje. Han kunne i hvert fald ikke lide det.. Overhovedet ikke!
"Hold dig væk fra mig..." hvislede han med en iskold stemme, som han igen vredt vendte sig mod hende. Hun sluprede den i sig.. Det satte en væmmelse i hans krop og sind, for han kunne jo se, at hun heller ikke ligefrem var færdig med ham endnu! Han vendte blikket væk. Han ville slet ikke have at hun skulle røre ved ham.. Og da slet ikke have noget med ham at gøre!
"Tag herfra.. hold dig væk fra mig og vis dig aldrig her igen, hvis du har i sinde, at beholde dit liv," endte han med en fast tone. Han var måske blevet en krøbling, men af den grund, forsøgte han virkelig at holde gang i sit liv endnu! Han forsøgte virkelig at holde hovedet højt, selvom det på ingen måder var nemt - på grund af hende!

[Deleted]

Daelis vaklede en anelse. Den øl hun havde drukket var stærk, og den var begyndt at sætte ind. Hun hang ind mod Valandils krop. Rødmende begyndte hun at tegne cirkler på hans brystkasse med sin pegefinger, mens hun trykkede sig ind til ham. Kniven fjernede hun ikke. Det føltes som om hun var svagt bedøvet, og hendes ånde duftede af honning efter alkoholen.
”Tsh-hihi. Jeg har altiiid elsket en udfordring. Gør du? Det er meget sjovere hvis du ikke kender mit navn, smukke. Jeg kunne æde dig! – Kehehe. At du ved det! Je-jeg sjynæs du skal spørge den djame i stedet… Hvad hun har gjort ved mig! Djuuøh… Hvad er du over hovedet for en nu? Nu hvor du stadig er hos hende. Du må gerne jage mig. Jeg kjan lide det!” råbte Daelis. Hun nappede ham blidt i halsen og kørte sin tommel langs hans læber. Hun ville dog ikke fjerne opmærksomheden var knivbladet mod hans hud. Så kunne det jo være han løb væk!
”Hvem skulle tage mit liv? Dig, du må da være gået fra forstanden. Du kunne være min. Du kunne tage med mig – Blive en del af min flok. Det er så koldt at færdes alene” Hun nulrede sin kind mod Valandils skulder, som for at trøste sig selv, eller i et forsøg på at – om guderne ville det – overbevise ham.
”Bare dig og mig. Jeg skal behandle dig fyrsteligt! Du ved at jeg kan få dig til at vride dig ved min hånd. Enten af smerte, eller nydelse. OVERGIV DIG TIL MIG ALLEREDE!”
Med disse ord faldt Daelis Valandil om halsen i en omfavnelse. Knivspidsen rykkede hun i stedet om til hans nakke, mens hun begravede ansigtet mod hans klæder.

[Deleted]

Valandil dirrede af den rene vrede, og særligt fordi at han nu stod der med et ødelagt ben, og ikke just kunne sige, at have muligheden for at slå fra sig, når han også stod med en kniv mod halsen! Ikke at det var noget som gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende, for det gjorde han så sandelig heller ikke! Han prustede som var han en arrig tyr.
"Jeg ved ikke hvad du har drukket, men du kan tilsyneladende ikke tåle det," bed han af hende. Han knyttede næven. Alt det som hun havde kostet ham, og hun skulle stadig lege rundt med ham? Det var virkelig en tanke som gjorde ham direkte arrig, og den kunne han da slet ikke have med at gøre i det hele taget! Han vendte blikket væk, også selvom han virkelig var påpasselig med den kniv mod hans hals. Den føles virkelig ubehagelig.. Som intet andet faktisk!
"Som om jeg nogensinde ville blive en del af dit og gå mod min Kahli!" bed han af hende med en mindre hvæsen. Han ville aldrig gå imod hende, så hellere dø! Han hævede den ene hånd, for at tage omkring hendes hvori kniven måtte være, for at føre den væk fra sig. Alle de kærtegn.. alt det som hun gjorde ved ham.. Han kunne virkelig ikke have det. Det føles.. Grusomt.. Grusomt forkert faktisk! Han nåede ikke at gøre noget, før hun direkte kastede sig om hans hals med knivens spids vendt mod hans nakke. Han stod som stiv på stedet.
"Aldrig.." endte han med en intens hvisken mod hendes øre. Aldrig ville han gå med hende!

[Deleted]

”Uuujh! Han spiller kostbar, ja han gør. Jeg har det FINT! Jeg er okey. Jeg er HELT okey! Jeg kan tåle alt.”
Den blege kavalergang blev trykket ind mod Valandils brystkasse, og Daelis gned sit sinderlår imod hans ben. Hendes vejrtrækning var dyb. Hun kyssede hans hals, og inhalerede elvermandens duft. Hun havde ligefrem savnet den og hans flygtige person, skønt han virkelig havde såret hende sidst.
”Hvad har jeg nogensinde gjort dig?... Hvis du ikke vil komme til mig, må jeg vel komme til dig! Så det du siger eer… At hvis jeg var din kahli. Så ville du skulle gøre hvad jeg siger, ey? Jeg vil gerne gå mod dig. Valandil, min skønne – bare sig hvor du er henne.”
Daelis rettede eftertænksomt på parykken, og smilte lettere fjoget op til ham.
”Hun kan godt undvære dig. Hvad er det der skræmmer dig? At du finder velbehag ved noget der er fremmed… og endda forbudt.”
Hun hviskede tilbage mod ham, men hvor hans var bittert og intenst, var hendes blidt og legende.
”At det kildrer ned af din hud, når jeg berører dig. At du rent faktisk kan blive tiltrukket af noget du end ikke forstår? Noget der er så forskelligt fra dig.”

[Deleted]

At skulle være stødt på denne kvinde igen, var bestemt ikke en tanke som behagede Valandil. Han forsøgte jo for pokker at få styr på sit eget liv, og med de midler som han nu havde, og særligt fordi at det ikke var meget, efter at hun havde ødelagt hans ben! Han sitrede af ren vrede.. men også fordi at hun stod så tæt på ham. Det var jo efterhånden ved at gå op for ham hvad det egentlig betød, når kroppen gjorde det. 
"Jeg vil på det kraftigste, råde dig til at slippe mig... Og det er lige nu," endte han med en fast tone. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Han stod med en kniv i nakken, for pokker! Så der var jo grænser for hvad han egentlig kunne stille op! Hendes kys og hendes alt for mange gnidninger op og ned af hans krop, fik ganske vidst hans til at reagere ligesom sidst og han kunne virkelig ikke have det! Han vendte blikket mod hende igen.
"Om du havde været min Kahli, er du ikke en kvinde, som jeg nogensinde vil gå med.. Aldrig.. Du er et forfærdeligt menneske... Forfærdeligt sagde jeg. Jeg har ikke tænkt mig at gøre som du siger... nogensinde. Så jeg vil på det kraftigste råde dig til at fjerne den kniv fra min nakke... og forsvinde fra det her land, før der sker ting, som du heller ikke ønsker." Ja, der var en meget advarende tone i hans ord, men han fandt sig virkelig ikke i dette, og da slet ikke for hånden af en kvinde som hende! For nu måtte Valandil jo blive stående. Med en kniv i nakken, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget som helst!

[Deleted]

Smilet på Daelis læber blev større. Valandil var nok så større end hende, og hans krop var mere muskuløs af bygning, men hun følte sig ikke truet af hans prusten og trusler. Ganske enkelt fordi hun vidste at hun som med så mange andre ting ville kunne snige sig udenom, hvis der opstod problemer. Hun nød endda at provokere ham yderligere, og det på alle måder. Hans smukke manke blev omhyggeligt kæmmet igennem af Daelis fingre, mens hun klukkede let. Hun kunne mærke hvordan hans krop i sit favntag rystede og hans stemme vrængede mørkt i protest. Men hun havde jo altid været en kvinde der levede livet farligt, så hun fortsatte med at nusse ham begærligt. Af og til trykkede hun den glatte, flade side af knivbladet mod den varme hud på hans nakke. Blot et lille vink om at hun stadig havde overtaget.
”Åh, min Valandil. Det er så let at sætte ild til dine gløder. Det kan være en svaghed, men også din styrke, hvis du vel at mærke udforsker din ild. Du ved, du taler for meget. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor du bærer sådan et trods over for mig, min basse. Mit og heksens anliggende er ikke noget der angår dig. Og du ville endda forråde dit eget folk. Spændende er hvad der ligger gemt i dig, min ven. Jeg glæder mig til at udforske det… ”
Og han vågede endda stadig at true hende?
I baggrunden larmede det stadig og ting knustes. Folk råbte. Ingen ville kunne høre ham, hvis han valgte at råbe på hjælp, og ingen ville kunne kende hende ud fra sin forklædning.
”Du larmer meget. Jeg ville passe på, hvis jeg var dig. Det er et smukt stykke arbejde, der kærtegner din hals, men hvis du nu bevægede dig forkert kunne knivbladet jo smutte. Den leg du fortæller om.. Det her er mit land, guldlok. Jeg går ingen steder. Oh, og jeg kan forsikre dig at du vil elske det. Du er jo mit lille kæledyr, at du ved det. Jeg skal tage mig af dig… Du vil ELSKE mig. Valandil! Og du vil længes efter mig. Vær vis på det. Din kahli er ikke bedre end mig, hvis ikke værre… Larmer meget sagde jeg – Shhh!”
Valandils hår blev trukket velkendt i. En hurtig bevægelse, og hun forenede deres læber i et grådigt kys.

[Deleted]

Valandil havde altid været en mand med et kæmpe temperament, men han havde godtn ok heller aldrig nogensinde stået overfor nogen, som kunne tricke det på den måde, som Daelis var i stand til at gøre det, og det ønskede han så sandelig heller ikke! Han stod fast.. han havde  en kniv i nakken, så det at gøre meget modstand, var ikke rigtigt noget som han kunne gøre meget ved! Han kneb øjnene fast sammen. Hans krop nød det måske, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget som han ønskede skulle ske!
"Det er måske ikke en hjælp for mig, at hæve stemmen og råbe, men hvis du virkelig tror, at det her er noget som jeg ønsker af hjerte, sind og sjæl, så tager du fejl... Jeg er loyal og tro til min Kahli, og det er ikke noget som du kan tage fra mig," endte han med en fast tone. Det faktum, at hun konstant skulle røre ved ham, var ved at drive ham til vanvid, for han kunne da virkelig ikke have den tanke! Det var virkelig irriterende! Han vendte blikket væk fra hende, selvom han ikke bevægede sig meget mere end det. Det var rent ud sagt direkte irriterende, at hun gjorde det!

De larmede stadig inde ved siden af, så han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Han kneb øjnene fast sammen, og med en direkte fast mine. 
"Hold op med at kald mig den slags! Jeg kommer aldrig nogensinde til at følge dig! Jeg kommer aldrig til at gøre hvad du ønsker og kræver af mig.. og tro mig.. Jeg er bestemt heller ikke ude på at føje dig og hvad du ønsker, så slip mig... og lad mig gå.." Han tav omgående, da han ikke nåede at sige mere, før hun havde tvunget ham direkte i et kys. Han stivnede. Han endte med at tage fat omkring hendes kæbe og tvang hendes hoved væk fra hans og tvang kysset til stop.
"Jeg mener det..." endte han denne gang mere kontrolleret.. et forsøg på det i hvert fald. Det var en svær situation.

[Deleted]

Det var svært at ane hvad der gik igennem Daelis hoved, da Valandil greb fat om hendes kæbe. Først gispede hun af forbavselse, og der var ængstelse af se i de brune øjne, så klynkede hun og rystede hovedet fra side til side. Nej- Hun ville ikke indse hvordan Valandil væmmedes ved hende. Hun kunne få hvad hun ville have. Det havde hun altid! Denne mand skulle ikke vise sig at være en undtagelse, blot fordi hun ikke stod i Maerimydras bymidte længere… Han forstod hende ikke. Og han kendte hende ikke, men alligevel dømte han hende. Intet behøvedes at være pinefuldt for ham. Det var ikke Daelis ønske, og det gjorde hende… Hun bed tænderne hårdt sammen.
Vred?
”JEG KAN FÅ HVAD JEG VIL – Når JEG vil. Det gælder også dig, Valandil. Du er en mand af mørkelvisk blod, OG din mening er ikke vigtig. Det kan være mellem dig og mig, skønt jeg kan se hemmeligheder ej er din stærke side, min kære.” Daelis rykkede sig løs af hans greb og dunkede ham ind mod væggen igen. Denne gang betragtede hun ham blot, mens hun legede med knivens flade side mod hans nakkehvirvler. Intet ord. Hendes knivkløer trykkede hun let ind mod skulderen hun holdt ham.
Et udspekuleret smil kom over hende:
”Hvis din kahli nu døde… ville du ikke have nogen at kunne følge. Ingen du kunne være loyal. Du ville være helt fri. For alvor ville du kunne være mit kæledyr. Ingen andres.” Smilet blev større, og hendes øjne blev fjerne indtil de mødte ham med vanvid at afspejle i dem. Mon ikke der var andre der ikke brød sig om kahliens styre? Om end ikke i andre landsdele.
”Ja! Det ville være ganske genialt… Meeen. For nu har jeg dig at koncentrere mig om. Og hvad ville det sjove være at lade dig gå? Du går bare med som jeg agter dig til at gøre – NU.”
Knivens spids kradsede let mod hans hud, og hun rev ham efter sig, væk fra væggen.