Man flu

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tog slet ikke Ayas ord for nogen direkte hentydning. Det var jo altid rart at have en seng at dele med andre, og særligt når det var på denne her måde, som det nu var i det her henseende. Han sendte hende et smil. Det var jo heller ikke fordi at han ville have, at hun skulle rende rundt og undskylde, for det var da slet ikke sådan ment. Overhovedet ikke! Det var nok mere... bare for at understrege, at der var en grænse, og at den ikke skulle overtrædes. Det var ikke fordi at han lagde mere i det, for ond og grotesk var han jo heller ikke ligefrem. "Du skal ikke undskylde," sagde han med en rolig stemme, da han blev liggende og blot betragtede sig af hendes skikkelse. Han kunne jo heller ikke lagde være. Hun var smuk.. hun var herlig, og det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig var blevet glad for hende.
Gabriel lod hovedet søge let på sned. Det var en længere forklaring, hvilket han godt kunne høre og fornemme på hende, så var det ikke noget, som han tog tungere end som så. Han sendte hende et let, men overbærende smil, inden han strøg hånden over hendes kind. Nu hvor hun lå der alligevel. "Om du ønsker en på værelset, så er det noget som jeg godt kan arrangere for dig, Aya.. Jeg vil bare gerne have, at du har det godt, og særligt nu hvor du fortæller mig, at du er ukomfortabel når du skal sove.." Det var lidt som han kunne glemme sin egen personlige medynk for bare et øjeblik og bare.. fokusere på hende. Det var så dejlig nemt, når hun alligevel lå der ved siden af ham. Han lagde hånden ned igen. At holde den oppe, havde han ganske enkelt ikke energien til, uanset hvor grotesk det så end måtte lyde, så kunne han altså virkelig ikke gøre for det. Han sendte hende et smil. Han var glad for at hun var der og faktisk gav sig tiden til at ligge her, særligt nu hvor hun faktisk kunne have scoret sig en fridag. "Det vigtigste for mig, er at du har det godt.." gentog han mest for alvorets skyld. Hun skulle vide, at han gjorde det for hendes skyld, og ingen andens.

[Aya Keena]

Det var virkelig altid rart at have en at dele med og især for Aya. Hun kunne virkelig ikke det andet, hun duede ikke til det der med at være for meget alene, hun kunne slet ikke have det og skulle virkelig have en anden ved sin side. At det så denne gang måtte være Gabriel var kun noget som glædet hende en smule. Han var umådelig skøn at være sammen med og hans milde og blide væsen var noget hun virkelig elskede ved ham. Når hun kiggede på ham som de lå nu så så hun ikke en konge men bare en dejlig mand som virkelig ville alle det bedste. "Man skal undskylde når man gør noget forkert" mumlede hun stille men dog med et lille smil. At han betragtede hende havde hun godt lagt mærke til men hun tog sig ikke videre af det. Hun var jo bare Aya, intet andet.
Et sted havde Aya vel bare brug for at snakke med ham, ikke se ham som værende hendes konge eller den mand som hun havde følelser for men bare som en hun kunne snakke med når hun havde brug for det som hun havde det nu. Hun havde mange problemer med at sove, hun var rastløs om natten og kunne slet ikke finde sig selv. Hun brugte stunderne på at lede efter Carlisle for at se hvad han lavede men hun havde ikke haft held med at opspore ham hvilket var en trist tanke for hun havde knyttet sig gevaldigt til den mand også. Hun lyttede lidt til hans ord men rystede så blot på hovedet. "Jeg er til for meget besvær. Jeg skal næsten fysisk holde om et andet menneske hele natten for at sove godt og det er der ikke mange som kan klare hvis de har andet valg, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg må bare .... finde min ro på en eller anden måde" sagde hun lidt tænkende. At han kunne glemme sin sygdom lidt ved at tænke på hende så var det jo kun en god ting. Det var virkelig første gang hun havde ham på egen hånd sådan her og hun kunne ikke andet end at nyde det, selvom han var syg. Måske hun kunne have holdt fri hele dagen men for at være ærlig så var fritid stadig et ret så ukendt term for hende. Hun elskede at have gang i noget og hjalp altid til et eller andet sted på slottet. Hun betragtede ham stille og kunne mærke varmen i hendes krop da han strøg hende over kinden og med det samme kunne hun mærke at hun blev irriteret på sig selv. Det betød jo intet! Han var gift, han havde Silia som han elskede og hun var jo selv ingenting, hun var ikke noget værd, betød intet så hun skulle virkelig lade være med at få de følelser for det hørte virkelig ingen steder hjemme! Hun bed sig let i læben. "Det vigtigste burde være at du selv har det godt, Gabriel, og ikke jeg" endte hun stille og vendte blikket tilbage mod loftet. Hvorfor skulle det hele også bare være så besværligt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske en mand med grænser, men lige denne, var ikke en som han ønskede skulle krydses, og slet ikke på denne her måde. Han sendte hende et stille smil. Selv kunne han jo ikke lade være. Det betød bare meget for ham, at hun gerne ville. Et sted var han vel bare skuffet over at.. det var blevet hende en direkte vane at gøre den slags? Det var da slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, måtte han erkende. Han lod hovedet søge en kende på sned. Tungen strøg han ligesides over sine læber. "Det er jo ikke meningen, at du skal undskylde fra nu og frem til Dommedag, Aya... Alle begår fejl.. det er det som gør os alle menneskelige," pointerede han. Selvom han stadig var træt, og havde det af helvede til - bogstavelig talt, så ville han gerne føre de mere rationelle samtaler med hende, hvor han faktisk var værende. Det var det som faktisk betød meget for ham.
Gabriel var ganske vidst en gift mand, selvom det var meget sjældent han overhovedet havde denne alenetid sammen med sin hustru. Det var nok noget af det som faktisk vakte ham selv den største frustration, uden at han kunne gøre alverdens ved det af den grund. Han sendte hende et smil. Selv ville han bestemt ikke mene at hun var krævende, men det var vel også fordi at han godt kunne lide, at ligge der sammen med hende? Han kunne virkelig godt lide, at ligge der og tilbringe tiden med hende, nu hvor det også var så sjældent at han i det hele taget havde muligheden for bare at være... Gabriel. Det var faktisk noget som han savnede i løbet af hans egen hverdag. Han hævede hånden og strøg hendes kind, selvom det ikke var for særlig lang tid. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle rende rundt og have det skidt med tingene. Han sukkede tungt. Det føles næsten.. tungt at trække vejret! "Uden et folk, er der ikke brug for en konge... et folk kan sagtens klare sig uden.. Så naturligvis vil jeg gerne have at du har det godt," fastholdt han med en sigende mine, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var slet ikke noget, som han ville diskutere med hende.

[Aya Keena]

Det var hende virkelig en vane at gøre sådan noget, hun var blevet vant til at være andres selskab, at yde dem kærtegn og omsorg på en måde mere personlig måde end hun burde gør det med andre men for hende var det jo sådan det altid havde været. Det var virkelig svært for hende at huske at der var grænser og at hun ikke måtte bryde dem, de var der især med Gabriel og hun vidste at hun skulle passe på. Hun ønskede hverken at gøre ham utilpas eller få ham til at ønske hende væk på nogen måde. Hun sukkede stille og lyttede til hans ord. "Måske har du ret men det er svært når man igennem hele sit liv har været vant til at være mindre værd end alle andre. Hvor en undskyldning kan være forskellen på liv eller død, det har været hårde vilkår men jeg er i live, takket være dig" sagde hun stille. Hun var faktisk glad for at de var i stand til at føre en normal samtale, det kunne godt ofte ende ud i konge / tjener forhold når de snakkede sammen ellers men lige nu der var det bare behageligt og rart hvilket var dejligt.
Hvor meget eller hvor lidt tid han havde med Silia vidste Aya intet om men et sted så vidste hun vel godt at det ikke var meget? Hun så dem aldrig sammen, de var begge væk om morgenen inden hun kom og hun var væk før de krøb til køjs om aftenen men når hun sådan gik rundt og hjalp til fandt hun dem næsten altid alene hvilket var en trist tanke fordi alle havde vel brug for at være sammen med den som de elskede? Hun lod hovedet falde let ind mod hans hånd. Hun nød virkelig hans kærtegn mere end hun burde, hun vidste at de ikke betød noget, hun vidste det og alligevel gjorde det så ondt i hendes indre at tænke på det. Hun nussede ham forsigtigt på armen og sukkede svagt. "Du kan intet gøre for folket i den tilstand som du er i når du er syg og ligegyldigt hvad du siger så har dit folk brug for dig, nogle mere end andre og vi har brug for at du har det godt og er rask også. Lige nu er du og Silia de eneste i dette land som vartager os som har mørket i os og vi har brug for at i begge er sunde og raske så i kan kæmpe vores sag ellers kan vi ikke have det godt" sagde hun mindst lige så sigende som han. Hun vidste godt at hun ikke burde diskutere med ham, han var jo trods alt kongen men han måtte bare ikke glemme sig selv, hvis han folk var så vigtigt for ham så måtte han også holde sig sund og rask, ellers så var der en del af hans folk som ville blive smidt på porten, hun var en af dem.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt taget i betragtning, så ville Gabriel ikke sige, at han havde gjort så meget for hende, som det hun gav udtryk for. Aya havde bare vist sig at have hjertet på det rigtige sted, og var så præget af lyset, at det kun var den blege hud og den svaghed for alt for meget sollys som hun havde imod sig. Naturligvis var det rist, men selv han havde ikke tøvet i at redde hendes liv, da han havde fået muligheden for det. Han smilede træt for sig selv. "Du har nu altid været mig en ganske særlig kvinde, og naturligvis har jeg valgt at give dig denne mulighed. Hvorfor skulle jeg gøre det på andet vis?" spurgte han roligt. Han havde reddet hendes liv og givet hende et arbejde, hvor hun på bedste naturlige vis, faktisk viste ham, at hun havde været loyal og troværdig, og det var uden tvivl det som han virkelig godt kunne lide, og da særligt når det kom til hende.

Det var ikke nogen hemmelighed, at det ikke var meget Gabriel faktisk så til sin egen hustru, hvilket naturligvis var trist. Arbejdet præget dem begge meget i den her tid, og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved.. uanset hvor meget han ville ønske, at han så kunne gøre det. Hans kærtegn havde været ganske kort, men det havde om ikke andet, så været der. Hun var god af sig.. Det var jo lige før, at han ville sige, at hun var for god af sig. "Du har så lyst et hjerte, selv på trods af din mørke race, Aya. Du er god af dig.. alt for god. Jeg kan lide det.. Jeg ønsker naturligvis at folk som dig og Carlisle får hvad I har fortjent.. Særligt jer, da jeg kan se hvor meget I kæmper med dette.." Han lagde sig til rette i sengen ,ved forsigtigt at lægge sig på ryggen i stedet for. Han lukede øjnene let. Særligt vingerne var tunge at bære, når han havde det på denne her måde. "Jeg er forhåbentlig frisk inden længe.." endte han med en dæmpet stemme, som han igen sendte hende det typiske trætte smil. Det var virkelig underligt at have det på den her måde.

[Aya Keena]

Gabriel havde nok gjort mere for Aya end hvad han selv lige tænkte over. De dag han fandt hende på græsmarkerne kunne hun let have været død hvis solen havde ramte hende for længe. Selv var dette land så umådelig fremmed for hende og hun havde aldrig selv kunne nå at søge indendørs nogen steder og ikke nok med det så det sår hun havde fået sig kunne også have slået hende ihjel hvis hun ikke have fået lægehjælp. Måske dette ikke var meget i hans hoved men det var det for hende. Ingen andre havde nogensinde gjort så meget for hende. "Jeg er glad for at du har givet mig denne mulighed selvom det er noget af en omvæltning for mig. Det er altid svært at ændre vaner" sagde hun stille og gabte en gang. Hun var stadig meget træt men at ligge her og bare snakke med Gabriel var virkelig noget af det bedste hun vidste og hun ville slet ikke opgive det blot for at få en smule søvn. Aya var intet andet end tro og loyal overfor Gabriel og det ville hun nok altid være fordi han havde vist hende en helt ny side af tilværelsen og af hende selv som hun end ikke havde turde drømt om.

Aya nød hans kærtegn selvom de var få, det var noget hun krævede helt ind i sit indre og at de kom fra ham gjorde bare følelsen bedre. Hun havde det virkelig svært ved det hele, hun var jo klog nok til at vide at Gabriel var gift og at han aldrig ville hende på en sådan måde og alligevel så hver gang han rørte ved hende, talte til hende så dukkede de der følelser op på ny som hun virkelig ikke skulle have. Det var forfærdeligt. Hun betragtede ham stille og lod hovedet søge let på sned. "Man kan da ikke være alt for god af sig. Jeg er bare mig, jeg er bare Aya, intet andet. Carlisle er en god mand, han har det rigtig svært men jeg vil hjælpe ham som han hjælper mig også selvom det er begrænset hvor meget jeg er i stand til at gøre. Det er rart at have dig på vores side" sagde hun blidt og betragtede ham som han lagde sig ned på ryggen. Han måtte vel stadig være træt og udmattet selvom dette var en trist tanke. Hun endte med at vende sig sådan så hun lå på maven ved hans side, stadig lod hun varmen glide over i hans krop for det ville hun blive ved med indtil hun ikke kunne mere. "Det er jeg sikker på at du er."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel følte ærlig talt ikke at han havde gjort andet end hvad så mange andre ville have gjort, selvom han vidste, at der ikke var mange, som ville have gjort dette for hende. Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i. Det var bare en utrolig varmhjertet kvinde, de ville have passeret. Han sendte hende et smil. Hun var glad for at han var på deres side? Selvfølgelig var han da det. Han havde altid taget deres parti. Han vidste jo, at der var mange i landet, som havde brug for den chance og denne mulighed, og den ønskede han da hjertens glædeligt at kunne give dem, hvis det var ham muligt. "Jeg ved godt, at det i dine øjne måske er langt mere end hvad det er for mig. Og naturligvis vil jeg tage Jeres parti. Jeg ved jo om ikke andet, at der er noget godt i Jer. Det er jo hvad I selv har bevist for mig," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var ord, som han jo faktisk mente. Ikke at han kunne gøre det største ved det af den grund, men det var bare sådan at han havde det med det. Deres velbefindende, var faktisk noget af det, som han måtte sætte højst som det var for øjeblikket. Særligt fordi at de begge spillede en ganske særlig plads ved ham. På hver deres måde.

Det var ikke nogen hemmelighed at Gabriel var træt, og faktisk ikke havde det særlig godt. Han ville egentlig bare gerne sove, selvom det var svært for ham, og særligt når han vidste, at hun lå der ved siden af ham, på en plads, som hun egentlig slet ikke burde ligge på. Han var ligeglad.. Hans tanker lå ganske enkelt helt andre steder. Varmen kunne han endnu mærke tæt mod sin egen krop, og naturligvis var det noget som han da helt klart kunne mærke på sin egen krop, og det var det som gjorde, at han følte sig godt afslappet. Forhåbentlig var det her noget som ville slippe ham hurtigt.. Han kunne da om ikke andet, så håbe på det. "Her på stedet, er du langt mere end bare Aya, og det er vigtigt for mig, at du ved det. Derfor gør jeg jo også hvad jeg gør.." Han lagde sig godt ned mod puderne, mest for at slappe af, selvom han faktisk havde lyst til bare at sove igen. "Jeg håber virkelig.."

[Aya Keena]

Det had der lod til hendes vampyriske race ville mange ikke have kunnet se bort fra og hun ville være død derude. Hun vidste det, hun havde sikkert allerede vidst det den gang hun løb fra sin herre men hun var bare ... blevet bange og frygten far ham og den smerte havde været værre end frygten for døden. Hun bed sig let i læben og lod hovedet søge let på sned. De var virkelig heldige at have sådan en som Gabriel der virkelig tog deres side, som virkelig holdt af dem og så andet i dem end blot det at de havde en mørk race i sig. Det var hun utrolig taknemmelig for. "Det betyder utrolig meget at du redet mig den dag. Ikke nok med du redet mig fra solen men du redet mig også fra en skæbne jeg aldrig havde troet ville ændre sig. Hele mit liv op til det punkt havde kun handlet om hvordan jeg skulle være som slave, hvordan jeg skulle opføre mig og i bund og grund ikke vide hvad dem som havde mig kunne finde på. Jeg var heldig at jeg var så ung som jeg var, ellers kunne der være sket langt andre ting med mig" mumlede hun stille og bed sig lidt hårdere i læben. Den tanke havde altid været hende utrolig skræmmende. At de begge betød noget for Gabriel på hver deres måde tænkte hun ikke så meget over, eller, hun vidste at Carlisle betød noget for ham men som altid så hun ikke sig selv som værende det værd.

Hun burde virkelig ikke ligge her, hun burde flytte sig og bare måske, sidde på gulvet? Det ville se mærkeligt ud hvis Silia pludseligt dukkede op og Aya ville virkelig ikke skabe problemer for Gabriel. Det var noget af det sidste hun ønskede overhovedet! Hendes blik hvilede stille på hans skikkelse. Hun kunne se at han var forfærdeligt træt, måske hun bare skulle gå og lade ham sove? Hun havde vel også trængt sig nok på og hvad hun regnede med så var det nok ved at være aften efterhånden. Hun sendte ham et lille smil. "Tak men jeg er bare Aya. Jeg vil altid bare være Aya. Sådan har det altid været" sagde hun stille og endte med at sætte sig op på knæene ved hans side. Hun holdt stadig en hånd på ham sådan så varmen stadig kom ud i hans krop. "Jeg burde fjerne mig fra Dronningens plads. Det er vidst ved at være sent og jeg vil ikke skabe problemer for dig. Det må se lidt mærkeligt ud at komme ind til det her. Men jeg kan blive siddende ved din side og fortsat varme dig hvis du ønsker det." Hun vendte roligt de blå øjne mod ham. Hun følte sig virkelig ikke som værende noget værd. Hvorfor skulle hun dog det? Hun var stadig bare Aya.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde altid taget deres parti, og ville uden tvivl også fortsætte med at gøre dette. Han kunne ikke drømme om at gøre det anderledes, og det var noget som han stod fast på. Han havde jo set, at det ikke var alle væsner som var så mørke og groteske, som de så gerne ville fremhæves som, eller ønskede det modsatte, men her gav han dem faktisk også muligheden for at bevise for ham, at der var andet i dem end som så, og det var det, som i hans øjne, faktisk var det vigtigste. Han sendte hende et smil. Hun havde uden tvivl været død, om det ikke var ham som var dukket op. "Jeg ved godt, at folket her, ikke er så venligsindede, som man ville ønske at de var.. Og det er svært at gøre noget ved det.. Jeg forsøger at sprede det hårde budskab," endte han sigende. Det var virkelig ikke nogen forbrydelse eller nogen skam, at give folk den mulighed for at få sig et godt og solidt liv her på denne side af muren, om de havde vist, at de var nogen, som man faktisk godt kunne stole på. Det var det, som i hans øjne, var det vigtigste, og det var noget som både Aya og Carlisle havde bevist for ham.

Aya var mere end bare Aya for Gabriel, selvom det måske ikke var noget som hun selv ville se. Han rystede let smilende på hovedet. Det var en diskussion som han var for træt til at tage lige nu, men uden tvivl, var det også noget, som han ville og måtte forklare hende på et senere tidspunkt. "Du er mere end bare Aya for mig," endte han med en ganske sigende mine. Selvom det var sandt, at hun ikke burde sidde der, så.. havde han heller ikke i sinde at smide hende væk. "Du har ret.. Det vil uden tvivl se forkert ud, om Silia trådte ind. Og.. det er jo trods alt hendes seng du hviler i," endte han. Folk ville vel også stille spørgsmål? Og han havde virkelig ikke brug for mere imod sig. Han sendte hende sit trætte smil. "Tag fri for dagen og nyd det, Aya... Jeg er forhåbentlig mere frisk i morgen," endte han. Det var ikke fordi at han havde lyst til at smide hende ud.. Men lige nu.. var det bare det mest fornuftige i hans øjne.

[Aya Keena]

Hun havde som så mange andre fået en chance på denne side af muren, det var noget som hun nød rigtig meget og hun var taknemmelig for at han gav hende denne mulighed for det var noget hun havde forfærdeligt meget brug for. Hun smilede stille og gabte igen. Hun var voldsomt træt efterhånden, healingen var begyndt at tage meget hårdt på hendes krop men hun beklagede sig ikke, det kunne hun aldrig finde på for nu hvor Gabriel lå og havde det skidt så ville hun selvfølgelig gøre alt for at han bare havde det en smule bedre. Det var det mindste hun kunne gøre. Hovedet søgte let på sned. "En dag vil de forhåbentlig se at vi er mere end bare mørket men det tager tid og det ved jeg godt" sagde hun roligt og gabte igen. Hun kunne mærke at hun begyndte at blive tung i kroppen.

Aya var bare Aya, i hendes hoved var hun virkelig intet værd, ikke for ham og ikke for nogen. Hun var en der kunne ersattes af en anden, en slave som bare kunne vælges og vrages som folk ønskede det. Hun var mindre værd end gulvet de gik på i hendes hoved. "Det er ikke muligt. Jeg er ikke noget værd for nogen Gabriel. Jeg er blot et slavebarn" sagde hun mildt og strøg ham en gang over kinden. At han sagde at hun bare kunne tage fri var egentlig en lettelse et sted for hun var virkelig træt og hun skulle også runde køkkenet og få spist, det var ikke fordi hun bemærkede sulten lige nu men den ville komme hvis hun ikke snart fik noget. Hun fjernede forsigtigt hånden fra hans krop og kravlede ud af sengen. Hun rettede let på dynen før hun gik over og tog de ting hun havde bragt med sig ind i rummet. "Du må sove godt, Gabriel. Prøv at få slappet lidt af, om ikke andet kan det være at Dronningen kan passe dig lidt når hun indfinder sig." Hun sendte ham et lille smil og forlod så rummet. Hun satte alle tingene på plads hvor de skulle være og så søgte hun ellers gabene ned mod køkkenet for at få blod.

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket i retningen af hende. Selv hun måtte være træt, og det var helt klart noget som selv smittede af på ham. Han kommenterede det dog ikke. Hun var selv en så hjertevarm en kvinde, selv på trods af den stand, som hun faktisk måtte nedstamme fra. Han havde og ville nok altid tage deres parti, da han vidste, at langt de fleste, som kom til landet her, faktisk bare ønskede at have et sted at være, og var det virkelig så forkert? Det var da i hvert fald slet ikke noget som han kunne se, og det var det, som han da gerne ville erkende for hende. "Altid vil jeg komme til at tage Jeres parti. Jeg går med drømmen om at resten af landet her skal dele den erfaring som jeg har med jer, og jeg ved, at det er de færreste af jer som faktisk ønsker at yde noget ondt, når I opsøger stedet for opholdsstilladelsen," endte han ganske sigende. Hvorfor ikke bare indse, at verdenen ikke altid var så ond og grotesk, som man gerne ville have det til?

Gabriel betragtede hende med en rolig mine. Dette var nok en af de mange diskussioner, som de nok aldrig nogensinde kom til at kunne gøre det største ved af den grund. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Han sendte hende et let, men dog meget træt smil. "Du er måske kommet fra en slavestand, men det er ej en stand, som du er en del af længere, Aya.. Du tjener til føden og dit ophold på ligefod med alle andre her i landet," sagde han sandfærdigt. At hun derimod tog hintet og rejste sig, fik ham blot til at følge hende med blikket. Der var gået tid nok, og han ville heller ikke have, at det skulle se forkert ud, uadtil. Han havde virkelig ikke brug for mere snak og omtale af den slags rundt forbi. Han nikkede mod hende. "Det gør hun nok, skal du se. Nyd nu din fridag," endte han roligt efter hende, som han så at hun gik. Selv lagde Gabriel sig blot til rette i sengen, hvor der heller ikke gik lang tid før han endnu en gang måtte falde i søvn. Han havde det bestemt ikke særlig godt lige nu.

//Out