Man flu

[Aya Keena]

Gabriel Maloya Nicomendes

Det var efterhånden ved at være formiddag før Aya bevægede sig mod Gabriels kammer for at udføre sine pligter. Hun var begyndt at udføre dem en smule senere end normalt fordi hun virkelig gjorde alt for at undgå Gabriel for tiden. Hvad der var sket i slotshaven lå stadig i hendes tanker og hver gang fik det hende næsten til at løbe skrigende væk. Hun hadet virkelig sig selv for at sige hvad hun havde sagt, ikke nok med at det ikke var passende så havde hun overhovedet ikke haft nogen ide om hvad det egentlig havde betydet, ikke før nu. Hun havde snakket med Maria om at hun havde hørt en anden sige det og hvad det betød og hun havde fået svaret. Et sted så gav det mening for hende, han var så sød og rar overfor hende og det var virkelig ikke fordi hun troede at han kunne lide hende eller noget som helst men hendes hjerte ville ham. Som hun nærmede sig hans kammer kunne hun mærke tårerne falde ned over hendes kinder. Hvorfor skulle det også være sådan? Hvorfor skulle hun havde sådan nogle følelser når manden, ikke nok med at han var kongelig også var lykkelig gift? Det var virkelig ikke til at bære. Hun stoppede op uden foran hans dør og tørrede øjnene. Hun skulle bare have dette overstået, så kunne hun søge væk igen. Gabriel ville være væk fra værelset nu så det var hende okay at gå ind. Hun åbnede roligt døren og trådte ind i et mørklagt rum. Gardinerne var stadig trukket for hvilket de ikke plejede men hun tog sig ikke af det. Hun lukkede roligt døren bag sig og satte tingene fra sig. Med lette skridt gik hun over og trak gardiner fra og vendte sig tilbage i rummet. Hendes blik faldt ved et tilfælde på sengen og hun fik en sådan forskrækkelse at hun faldt bag over på rumpen med et næsten lydløst bump da hun fandt at Gabriel stadig var i den. Det var virkelig unormalt, hvorfor var han stadigvæk i sengen? Han burde have været oppe for længst. Hun kravlede forsigtigt over ved senge kanten og bed sig let i læben. Hun turde næsten ikke vække ham men hun blev nød til det. "Deres Højhed, er De okay? Burde De ikke være i tronsalen og i gang med audienserne lige nu?" spurgte hun stille og vendte de blå øjne mod ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig ikke særlig godt, og derfor havde det været Silia som havde taget sig af de typiske kongelige pligter som han normalt tog sig af, så han kunne få et par dage i sengen. Selvom det kun havde resulteret i en snottet næse og lidt feber, så følte han alligevel, at det var mange gange værre. Han var aldrig syg.. han var som regel aldrig nogensinde ramt af noget som helst, og det var noget, som han helt klart godt kunne mærke i hans krop lige i dag! Han lå faktisk og sov.. han sov skræmmende tungt, selv da Aya valgte at søge ind i De Kongelige Gemakker, hvor han ikke rørte sig det mindste. Det havde taget ham tid at falde i søvn, men han havde uden tvivl også sovet frygtelig tungt.
I samme øjeblik at Aya trak gardinerne fra og tillod solens lys at komme ind, kneb Gabriel omgående øjnene sammen og førte dynen en anelse over ansigtet. Det skar ham i øjnene, og han kunne bestemt ikke lide det! Han brummede let irriteret, også selvom han hørte hendes halvvejse skrig og fald på enden. Han sukkede tungt. Han var rød om øjnene og lettere bleg. Han kunne virkelig ikke klare at være syg, også selvom dette virkelig var småting.. Sådan følte han det bare ikke! Overhovedet ikke!

Gabriel tvang øjnene op i det øjeblik at Aya havde søgt hen til sengen. Han vendte blikket mod hende. Han var træt.. virkelig, virkelig træt, selvom han havde sovet en del, så var det bare ikke blevet bedre for hans vedkommende. "Silia tager de ting i dag.. jeg kan virkelig ikke overskue det," forklarede han, inden han tog om dynen og lagde den godt om sig, som havde han været et lille sygt barn. Ikke at han kunne gøre for det, for det kunne han da virkelig ikke. Han rallede i halsen.. han følte at hovedet var fyldt med alt muligt som slet ikke skulle være der, og han ville egentlig bare gerne sove.. Han havde det virkelig ikke særlig godt i dag. Tvært imod.. Så havde han det faktisk af helvede til.

[Aya Keena]

Aya havde virkelig ikke regnet med at finde Gabriel i sin seng så sent oppe af dagen. Han var normalt altid oppe og nede og igang med dagens gøremål så det var vel ikke et under at hun måtte blive forskrækket over at se ham ligge der. Hun havde hevet gardinerne fra for at lade lyset komme ind men hun kunne da godt se at det påvirkede ham på den måde som han kneb øjnene sammen. Hun bed sig let i læben og rejste sig. Hun gik over og trak gardinet lidt for igen sådan så der stadig var lys men sådan så det ikke ville genere ham alt for meget. Den lille stakkel så ud som om han var rigtig syg hvilket hun ikke brød sig meget om. Hun hadet når folk var syge og han var absolut ikke en undtagelse. Med rolige skridt gik hun tilbage ved hans side og satte sig forsigtigt på sengekanten. Hun lagde en hånd mod hans pande og lod hovedet søge let på sned. Han havde feber men den virkede langt fra farlig.

Hun blev siddende lidt ved ham, følte hans pande, mærkede kort på hans hals og tog så hænderne til sig og vendte de blide blå øjne i retning af hans øjne. "Det er kun en slem forkølelse. Det går over igen snart" sagde hun mildt og sendte ham et lille smil. At han følte det som værrende meget værre anede hun ikke. Han var jo blot forkølet og havde brug for noget hvile. Hun vidste ikke om hun bare skulle lade ham være men hun havde faktisk ikke lyst til det, hun ville så gerne hjælpe, især når folk var syge som han var det nu. Hun flyttede hans dyne en smule og lagde en hånd på hans bryst. Hun lod den varmende healende effekt løbe igennem hans krop for at se om der var noget hun kunne afhjælpe ham med men det var der ikke. Hun stoppede stille igen og puttede dynen godt ned om ham igen sådan så han var pakket ind. "Det lader til at du var for længe ude i regnen. Det vil gå væk snart. Jeg kan ikke udføre mine pligter når du ligger der men jeg kan bruge tiden på at tage mig lidt af dig? Må jeg det?" Hun ville så gerne hjælpe ham, det var da helt sikkert. Hun kunne virkelig ikke lide at han var syg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske ikke så dødeligt syg, som han følte, at han var, men det var heller ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Det var så sjældent, at han blev syg, så nu hvor han måtte ligge der, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det. Han var virkelig snottet.. hovedet var fyldt med alt muligt, som det slet ikke skulle være fuld af, og han kunne virkelig ikke rumme det lige nu.
Lyset generede uden tvivl Gabriel en hel del, selvom han undlod at kommentere det. Det var uanset komplet unormalt, at lyset skulle genere nogen så meget, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget ved det. Han brummede svagt for sig selv, inden han lod øjnene glide i igen. Han var træt.. han følte slet ikke at han havde sovet og kroppen føles så tung som var den lavet af bly og han kunne bare ikke gøre noget ved det. Han vendte blikket mod hende, som hun satte sig der ved hans side på sengekanten og mærkede efter på hans pande.. Han vidste at han havde feber, for hun føles direkte isende kold. Han lukkede øjnene ganske let. Han var virkelig ikke vant til at have det på denne her måde, og han kunne udmærket godt mærke det. Det føles virkelig... underligt.

Gabriel slap et let suk. Det var skam ikke fordi at han havde tænkt sig at afholde hende fra at gøre arbejdet, og særligt ønskede han ikke, at hun skulle rende rundt og lave det om ørene på ham, når han lå der ved siden af. Han trak vejret tungt. Aldrig havde han været udsat for noget lignende, og han kunne uden tvivl godt mærke det på sig selv. "Naturligvis skal du ikke rende rundt og ordne alt det, når jeg ligger her, Aya.." Selv vidste han jo, at hun havde gjort meget for at undgå ham, som det var gengældt, også fordi at han virkelig ikke kunne overskue at skulle gøre fejl og mangler hvad angik den slags. De blå øjne vendte han mod hende, som hun healede hans bryst.. Det varmede godt.. men det var stort set også det som det gjorde. Han sendte hende et træk smil, da hun direkte pakkede ham ind i dynen. "Det ville ikke gøre mig noget, lad mig sige det sådan... Jeg hader at ligge her selv," afsluttede han sigende. Han duede virkelig ikke til at ligge der helt selv.

[Aya Keena]

Aya sendte ham et lille smil. Mænd havde det med at blive meget ynkelige når de blev syge men hun havde aldrig kunnet forstille sig at Gabriel ville blive sådan. Han virkede altid så stærk og et sted bedre end det. Et sted så kunne hun ikke andet end at smile af det for det var utrolig sjovt hvad mænd kunne ynke over bare de havde lidt feber. At han måske selv følte at han var dødeligt syg kunne hun næsten mærke på ham. Han var meget varm så feberen havde et fast tag i ham, ikke at det betød noget. Han var stærk nok til at kæmpe den af sig uden de store problemer. Hånden som hun havde placeret på hans bryst var virkelig blot for at se om der var noget af sygdommen som hun kunne fjerne men det var ej muligt desværre. Hun puttede ham under dynen igen og strøg blidt hans kind. "Jeg får lige en af vagterne til at finde nogle ting til mig som kan hjælpe lidt på din feber og klare dit hoved en smule" sagde hun blidt hvorefter hun rejste sig og forlod rummet. Hun henvendte sig til en vagt og bad ham om at bringe nogle forskellige urter og noget varmt vand til Gabriels kammer og så søgte hun ellers tilbage.

Hun kom tilbage til ham og rettede lidt mere på gardinet sådan så han ikke blev for generet af lyset. Han skulle helst have det behageligt når nu han var syg eller så behageligt som han nu kunne have det. Forsigtigt satte hun sig ved hans side igen og betragtede ham lidt ved hans ord. "Det er vidst heller ikke noget som du magter i hovedet lige nu" sagde hun blot med et smil og vendte blikket mod døren. Hun fornemmede ingen i nærheden endnu men det kunne også tage lidt tid at bringe de ting som hun havde bedt om. At han ikke havde noget imod at hun passede ham mens han var syg fik hende til at smile lidt mere. Hun havde savnet at være i hans nærvær for det var virkelig her hun følte sig bedst tilpas. Hun vendte hovedet mod døren igen, stadig var de alene. Der var ingen andre i nærheden. "Gabriel, jeg .... Jeg vil gerne undskylde for det som skete i haven for noget tid siden. Jeg tror jeg fik formuleret mig forkert da vi snakkede. Du må forstå at med den situation som jeg kom fra så er du det tætteste på en ven som jeg nogensinde har haft. Jeg ved godt at vi aldrig kan blive tætte venner på grund af vores forskellige statusser men du skal vide at alt jeg sagde virkelig var ment fordi jeg ser dig som en ven." Det var en løgn men hun leverede den til perfektion. Hun ville ikke have at det var akavet imellem dem længere, hun ville gerne være i stand til at se ham. Hun kendte sine følelser men vidste at de aldrig ville kunne blive gengældt, det faktum havde hun affundet sig med og nu ville hun bare gerne have at alt blev godt igen. Hun bed sig stille i læben og vendte blikket mod sine hænder som var begyndt at pille let ved hendes uniform. Det var hun begyndt på når hun var rastløs og ikke helt vidste hvad hun skulle gøre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var generelt slet ikke vant til at blive syg, så var det overhovedet underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Lyset generede ham en anelser, selvom han ikke sagde det.. han kunne virkelig ikke overskue noget som helst lige nu, og det var jo lidt det, som han også godt kunne mærke. Han brummede svagt for sig selv, da han igen blev puttet godt under dynen. Selv vidste han jo at han havde feber, men han følte virkelig at han frøs.. Han følte sig virkelig iskold, og det var uden tvivl ubehageligt for ham. "Du har ret... jeg kan virkelig ikke overskue noget som helst lige nu," endte han med et kort træk på smilebåndet, dog selvom det meget hurtigt falmede igen. Han var for træt til overhovedet at tænke over noget som helst lige nu.

At Aya bad vagten om at hente noget, var slet ikke noget som Gabriel ænsede, da han egentlig bare blev liggende i sengen på sin plads. Det var bestemt ikke ofte, at han havde det på denne måde, og derfor følte han sig virkelig ynkelig over at skulle ligge der på den måde som han gjorde lige nu. Han vidste jo for pokker, at det ikke var typisk ham at gøre sådan noget! Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. At hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, var på mange måder sødt i hans optik, så det var virkelig ikke noget som han gjorde noget ved. Han lod hånden søge ud for dynen ved hendes ord, inden han gav den et let tryk. Der var virkelig ikke noget at undskylde for. Han vidste at det havde været akavet for hende.. Det var i hvert fald hvad hendes ord havde givet udtryk for, så det gjorde da naturligvis også sit for hans vedkommende. Han trak vejret dybt og med blikket, som han let vendte i hendes retning. "Du skal virkelig ikke undskylde for noget som helst, Aya. Jeg har forståelse for at det kan være svært for dig.. også med den frihed som du pludselig har fået.. Selv ønsker jeg ikke at du skal se anderledes på mig på grund af min status. Jeg er og bliver jo stadig Gabriel," fortalte han roligt. Selv måtte han jo erkende, at det gjorde ham en smule.. skuffet et eller andet sted, at hun havde det sådan med det, og han var for træt til at gennemskue den løgn, som hun faktisk lige havde givet ham. Hånden trak han til sig igen og lod kort øjnene glide i. Han følte virkelig, at han var gået igennem en nat uden søvn, så træt som han følte sig!

[Aya Keena]

Aya kunne godt mærke på Gabriel at han absolut ikke var vant til at være syg. Det lyste jo ud af ham at han næsten var døende og ikke kunne overskue noget som helst. Et sted så havde hun virkelig ondt af ham, han var en smule ynkelig som han lå der i sengen og bare var syg men hun så det også som en god ting for det betød at hun havde det meste af dagen med ham hvilket ikke var noget hun var vant til. Hun havde savnet ham, meget faktisk selvom dette ikke var ord hun turde ytre, end ikke til ham. "Jeg kan intet som kan gøre dig rask men jeg kender til nogle urter som kan lette din feber en smule og måske rense dit hoved også" sagde hun blidt og strøg ham over kinden igen. Han skulle nok klare sig igennem dette på egen hånd men hvis hun kunne gøre noget for at hjælpe ham så ville det absolut være at fortrække.

Et sted så følte hun sig en smule malplaceret lige nu. Hun vidste ikke om hvad hun kunne tillade sig, dette var meget anderledes end at tage sig af andre slaver. Hun sendte ham et stille smil mens hun snakkede til ham. Dette var nok den største løgn hun nogensinde havde ytret af egen fri vilje. Hun kunne mærke hvordan ordene næsten brændte som hun sagde dem og hun vendte stille blikket ned. Hun var nød til det, hun ville kunne være i stand til at se ham for hun vidste jo at han som hende havde prøvet at undgå at de sås. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, hun så ham jo som langt mere end en ven men han var lykkeligt gift og ikke nok med det så var han kongen og hun blot en tjener. Hun ville aldrig have en chance, selvom han ikke havde været gift så havde bedre kvinder nok stået i kø for at vinde hans gunst. Hans ord fik hende til at smile og vende blikket mod ham igen. Hendes øjne var en smule våde men dette var ikke noget hun bemærkede. "Det er svært. Når vi er alene er du Gabriel og når der er andre er du min konge. Det er virkelig forvirrende en gang i mellem men ..... Men jeg vil finde ud af det. Gabriel, jeg holder meget af dig, for mig er du virkelig mere end blot min konge. Du ..." Hun tav og vendte blikket mod døren. Der kom nogen gående ned af gangen og hun rejste sig fra sengen og gik hen til døren og åbnede den. Det var vagten som kom med de ting som hun havde bedt om. Han havde en anden vagt med som også slæbte. Hun fik dem til at stille det hele på bordet og takkede dem og sendte dem ud igen. Hun sukkede døren og sukkede stille hvorefter hun gik hen til bordet for at tjekke om de havde hentet det hele. Hun vendte blikket mod ham og smilede stille. "Det skal nok blive bedre. Du er ikke syg længe, du er stærk" sagde hun blidt og vendte opmærksomheden tilbage til urterne.

[Aya Keena]

Aya kunne godt mærke på Gabriel at han absolut ikke var vant til at være syg. Det lyste jo ud af ham at han næsten var døende og ikke kunne overskue noget som helst. Et sted så havde hun virkelig ondt af ham, han var en smule ynkelig som han lå der i sengen og bare var syg men hun så det også som en god ting for det betød at hun havde det meste af dagen med ham hvilket ikke var noget hun var vant til. Hun havde savnet ham, meget faktisk selvom dette ikke var ord hun turde ytre, end ikke til ham. "Jeg kan intet som kan gøre dig rask men jeg kender til nogle urter som kan lette din feber en smule og måske rense dit hoved også" sagde hun blidt og strøg ham over kinden igen. Han skulle nok klare sig igennem dette på egen hånd men hvis hun kunne gøre noget for at hjælpe ham så ville det absolut være at fortrække.

Et sted så følte hun sig en smule malplaceret lige nu. Hun vidste ikke om hvad hun kunne tillade sig, dette var meget anderledes end at tage sig af andre slaver. Hun sendte ham et stille smil mens hun snakkede til ham. Dette var nok den største løgn hun nogensinde havde ytret af egen fri vilje. Hun kunne mærke hvordan ordene næsten brændte som hun sagde dem og hun vendte stille blikket ned. Hun var nød til det, hun ville kunne være i stand til at se ham for hun vidste jo at han som hende havde prøvet at undgå at de sås. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, hun så ham jo som langt mere end en ven men han var lykkeligt gift og ikke nok med det så var han kongen og hun blot en tjener. Hun ville aldrig have en chance, selvom han ikke havde været gift så havde bedre kvinder nok stået i kø for at vinde hans gunst. Hans ord fik hende til at smile og vende blikket mod ham igen. Hendes øjne var en smule våde men dette var ikke noget hun bemærkede. "Det er svært. Når vi er alene er du Gabriel og når der er andre er du min konge. Det er virkelig forvirrende en gang i mellem men ..... Men jeg vil finde ud af det. Gabriel, jeg holder meget af dig, for mig er du virkelig mere end blot min konge. Du ..." Hun tav og vendte blikket mod døren. Der kom nogen gående ned af gangen og hun rejste sig fra sengen og gik hen til døren og åbnede den. Det var vagten som kom med de ting som hun havde bedt om. Han havde en anden vagt med som også slæbte. Hun fik dem til at stille det hele på bordet og takkede dem og sendte dem ud igen. Hun sukkede døren og sukkede stille hvorefter hun gik hen til bordet for at tjekke om de havde hentet det hele. Hun vendte blikket mod ham og smilede stille. "Det skal nok blive bedre. Du er ikke syg længe, du er stærk" sagde hun blidt og vendte opmærksomheden tilbage til urterne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var virkelig ikke nogen hemmelighed, at Gabriel virkelig ikke følte sig særlig stærk i dette øjeblik. Faktisk det stik modsatte, og det var slet ikke noget, som han var særlig god til. Han sukkede tungt. Han kunne virkelig ikke overskue noget som helst. Selv havde han jo bare mest af alt, lyst til at lægge sig til at sove og.. bare sove tingene ud, og håbe at det blev bedre, selvom han vidste, at chancen for at en lille søvn ville kurere det, var frygtelig, frygtelig lille. Han vendte de blå øjne op mod hende, da hun igen strøg hans kind. Han kunne jo lide det. Det var jo lidt det, som jo faktisk var hans problem, for han vidste, at han slet ikke burde gøre den slags. "Jeg vil værdsætte det.. Jeg er slet ikke god til den her slags.. Tvært imod.." Selv vidste han nemlig godt, at han var direkte ynkelig, når han var syg.. Hvorfor skulle han dog vise sig fra en anden side end det? Han var jo stort set aldrig nogensinde syg!

Gabriel var uden tvivl skuffet over hendes ord, selvom han vidste, at det var til det bedste. Han vidste, at det kunne være en forvirret situation for hende at stå i, og derfor ønskede han selvfølgelig at gøre hvad han kunne gøre ved det, også mest for at hjælpe hende med alt dette i den anden ende. Han trak vejret dybt. Han forstod hende.. Han forstod skam godt problematikken, og selv fordi at han anså hende som en veninde, så gjorde det jo heller ikke ligefrem sagerne meget nemmere for hans vedkommende. "Jeg ved godt, at det kan være svært, Aya... Og derfor forlanger jeg heller ikke andet end at du prøver.." Han tav omgående, da vagterne kom ind med hvad der nu skulle bruges, også selvom han alligevel forbeholdt sig det faktum, at han kunne få lov til at være en smule skeptisk. Han var ikke meget for nye metoder, og særligt når de var ukendte for ham, men han stolede på hende. Han havde jo aldrig nogensinde haft nogen grund til at skulle gøre noget andet. Han trak træt på smilebåndet. "Lige nu føler jeg mig ærlig talt ikke særlig stærk... snarere det modsatte.." endte han med et kort træk på mundvigen. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Det var jo så.. dumt at han bare lå der jo!

[Aya Keena]

Aya kunne ikke andet end at smile. Den ellers normalt meget stærke mand som ikke udstrålede andet end at at han kunne klare hele verdenen, lå nu der under dynen og så decideret ynkelig ud. Mænd kunne virkelig ikke klare at være syg og dem som næsten aldrig blev syge havde det værst. Hun strøg ham blidt over kinden, hun vidste at hun ikke burde men hun kunne ikke lade være. Hun følte sig så knyttet til ham at det gjorde helt ondt. Hun bed sig stille i læben, hvorfor skulle det hele også være så svært? Hvorfor kunne det ikke bare være simpelt? Da hun var slave havde hun aldrig denne form for følelser. "Dem som bliver mindst syg er som regel dem som har sværrest ved det. Men derfor skal du nok komme igennem det" sagde hun stille og fjernede blikket fra ham igen.

Kunne hun andet end at lyve for ham? Hvordan skulle de kunne være i hinandens nærhed hvis hun fortale ham hvordan hun virkelig følte? Hvis hun fortalte ham at hun elskede ham, at han var den sidste hun tænkte på om aftenen og den første tanke som faldt hende ind når hun vågnede så ville de ikke kunne se hinanden og den tanke kunne hun ikke bære. Hans ord var ringe trøst for den smerte hun følte i sit indre. Ikke nok med at hun havde det virkelig dårligt med at lyve for ham så var det hele bare for meget for hende. Tingene tog hun roligt imod fra vagten, det gav hende en perfekt distraksion fra de følelse som var begyndt at boble i hende. Hun tog fat i den Morter som de havde bragt hende og så greb hun en af urterne som hun begyndte at mose stille. Hun smilede stille ned mod urterne ved hans ord. "Du er stærk, også selvom du ikke føler det nu. Måske er din krop ikke så stærk som den plejer men det betyder ej at du er svækket i sindet. Du er og vil altid være den stærkeste person jeg kender" sagde hun stille og rodede videre med urterne. Da de var most kom hun varmt vand i en kop og blandede urterne og vandet til en form for te. Hun satte sig over ved hans side med koppen i hånden. "Dette burde slå den feber lidt ned og rense dit hoved lidt. Det var noget jeg lærte af en druide som jeg var i samme slavehold med. Det smager virkelig grimt men det hjælper en smule." Hun pustede let på det for at det ikke var alt for varmt og ventede på at han satte sig lidt op så han kunne drikke. Hun vendte blikket mod drikken i koppen som hun stadig rørte lidt rundt i. Det var lettere for hende at fokusere på den end det var at holde fokus på ham. Gud hvor var det her egentlig svært! Hun havde troet at hun ville kunne holde sig selv i skak men det viste sig at være svære end som så. Hun kunne mærke vandet løb til i hendes øjne igen men hun tvang bare sig selv til at lade være. Hun kunne virkelig ikke tillade sig det nu! Det måtte virkelig vente!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt taget i betragtning, så vidste Gabriel udmærket godt, at han i øjeblikket direkte lå der og så ynkelig ud, og han hadede sig selv for det. Selvom hun nu var der og tog sig lidt af ham, så gjorde det da uden tvivl tingene meget nemmere for hans vedkommende, for det var noget som fik ham til at slappe af, og det var en effekt, som han virkelig godt kunne lide. Ved hendes strøg mod hans kind, lukkede han øjnene ganske let. Det føles godt.. Det føles virkelig godt, når hun gjorde det der, og han kunne jo heller ikke lade være med at nyde det, når det nu endelig var. Han sukkede ganske let. "Selvfølgelig. Det er bare.. lige nu, at jeg har det af helvede til.. Bogstavelig talt.." endte han med en dæmpet stemme, som han let vendte blikket i retningen af hende igen. Han følte da virkelig, at hun forstod ham, og det var noget som han da fandt meget rart.

At Aya faktisk sad ved hans side og løj for ham, havde han ingen anelse om. Naturligvis var det skuffende, at det hele skulle have taget den drejning. Men.. det var vel også til det bedste, var det ikke det? Han blev liggende, som hun tog imod alt det som vagten gav hende, også selvom han kiggede træt, men mistroisk til. Uanset hvad det var, så synes han ikke at det lød videre godt, og om det var noget som han skulle drikke? Det var ærlig talt heller ikke det, som han havde lyst til. Han smilede let for sig selv. "Mener du virkelig det..?" spurgte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. At hun hældte det hele på en kop og opfordrede ham til at drikke det, samt informerede ham om, at det virkelig smagte skidt, fik ham til at skære en grimasse. Han havde nu altid haft følsomme smagsløg.. Så det gjorde det jo ikke ligefrem bedre. Forsigtigt tvang han sig op at sidde, også selvom det var med resultatet af en direkte skælvende og rystende krop. Han tog imod den. "Og du skal så absolut vælge at informere mig om, at det smager af helvede til, ikke sandt?" Han vendte blikket mod koppen, inden han førte den op til sine læber. Selv måtte han jo erkende, at den.. faktisk duftede godt. Han endte med at drikke det... Han fortrød det dog kraftigt, da smagen ramte hans tunge.. Med en fornemmelse af, at han pludselig skulle kaste op, førte han det kraftigt og hurtigt væk fra hovedet igen. Han klemte øjnene sammen. Aldrig havde han smagt noget så grimt!

[Aya Keena]

Aya gjorde virkelig sit bedste for at få Gabriel til at have det behageligt også selvom han var syg. Hun sendte ham et stille smil, hun kunne rigtig godt lide at være i hans nærhed, det var også derfor det hele var så hårdt for hende. Hun lod hovedet søge let på strå og lod blikket falde på hans øjne. De var blanke, et tydeligt tegn på at feberen var høj. Hans ord fik hende til at smile mildt og nikke. "Jeg forstår det skam godt. Selv er jeg heller aldrig rigtig syg. Jeg tror det har noget at gøre med den naturlige evne til at heale, den kan holde meget væk fra kroppen" sagde hun mildt og bed sig selv lidt i læben. Hun betragtede ham lidt, hun kunne ikke lade være med at blive en smule betaget af ham som altid. Det overraskede hende hvor meget denne mand egentlig var kommet til at betyde for hende på så kort tid. Forsigtigt lænede hun sig let frem og gav ham et lille kys på panden og lod varmen brede sig fra det punkt hvor hendes læber havde berørt hans hud og hele vejen ud i kroppen.

Hun havde følt sig nødsaget til at lyve. Et sted var hun ked af at han ikke havde set det, et sted havde hun vel håbet på at han havde grebet fat i hende og .... gjort et eller andet men det var måske også for meget at forlange? Ikke nok med at han var syg så kunne han ikke gøre sådan noget, ikke overfor Silia. Hun sukkede lydløst. Hvorfor skulle det hele være så svært? Hun elskede ham, det gjorde hun virkelig men hvorfor skulle det lige være ham? Ham som hun ikke kunne få, han var hende uopnåelig og alligevel følte hun så stærkt for ham. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord og nikkede. "Du bære en styrke som jeg ikke har set hos nogen andre og jeg beundre dig for det. Jeg ville ønske jeg var så stærk" sagde hun stille. Hun rakte ham koppen med advarslen om at det ville smage meget grimt. Hun havde ikke lyst til at han skulle lære det på den hårde måde, nej så hellere advare ham. Hun sendte ham et skævt smil. "Tro mig, det er bedre at få det af vide end bare at smage det." Hun satte sig ved hans side og betragtede ham som han drak lidt. Den grimasse han lavede fik hende til at grine lidt. "Jeg ved godt at det er grimt men du er nød til at drikke lidt mere Gabriel. Det vil hjælpe inden for få minutter hvis bare du drikker lidt mere. Nu ikke så kræsen" hendes stemme var tydeligt morende selvom hun stadig var blid og kun ønskede ham det bedste. Hun vidste at det ville hjælpe ham og han skulle ikke drikke det hele men en smule mere og så ville det være tilstrækeligt. Hun greb en flaske med koldt vand som hun holdt roligt mellem hænderne som han kunne skylde det ned med når han var færdig med at drikke.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel lukkede øjnene ganske let. Den styrke som han viste til daglig, var bestemt ikke noget som var meget at spore af lige nu. Lige den styrke som han normalt var i besiddelse af, kunne man snildt sige, var sengeliggende for øjeblikket, og det var da noget som selv han kunne mærke. Han sukkede dæmpet, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han smilede let for sig selv. At hun så valgte at læne sig ned mod ham og.. kyssede hans pande? Det var slet ikke noget som han lige havde set komme.. Han vendte blikket mod hende.. næsten spørgende, selvom det vel var meget at forlange lige nu? Han rystede de tanker lidt ud af hovedet og med et tungt suk. Han hadede virkelig at ligge der og være så ynkelig som han havde det lige nu! "Jeg håber bare, at det her er noget kortvarigt noget.. Jeg har virkelig ikke tiden til at ligge her for alt for lang tid.." endte han dæmpet.

Gabriels hjerte hamrede let mod hans bryst, idet han kæmpede sig op for at sidde. Selv var det umuligt for ham at gennemskue hendes løgne, da han nok ikke kendte hende så godt endnu. Han tog imod koppen, også selvom han bestemt ikke var fristet til at drikke det, som måtte ligge i den. Han skar en mindre grimasse og rystede let på hovedet. Han vendte blikket mod hende igen. Selv de blanke og matte øjne indikerede, at han var syg.. og han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det. "Tro mig.. Det kan virkelig være hårdt at være så stærk til tider.. Og så stærk er jeg altså heller ikke.." afviste han.
Den smag som han fik på tungen, var virkelig noget af det mest væmmelige, som han nogensinde havde smagt! Han vendte blikket væk, inden han rakte hende koppen igen. Han ville bestemt ikke have mere af denne på tungen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Overhovedet ikke! "Jeg springer over, Aya.. Jeg har bestemt ikke tænkt mig at få mere af det her på min tunge," afviste han. Det var forfærdeligt! Aldrig havde han nogensinde været udsat for noget lignende!

[Aya Keena]

Aya valgte at skænke ham dette kys på panden, til dels fordi hun holdt så forbandet meget af ham men også fordi det bare var sådan hun var. Dette var nogle af de kærtegn som hun bød dem som stod hende nær men med Gabriel der betød de bare ... noget andet for hende? Hun rødmede svagt som hun trak sig væk og prøvede at lave noget andet for at han ikke skulle bemærke det. Hun var virkelig ikke god til det her! Hun havde lige fortalt ham at hun ikke havde den slags følelser for ham men alle hendes handlinger beviste det modsatte. Hun var da virkelig et fjols. Hun vendte blikket mod ham og smilede stille ved hans ord. "Det er kortvarigt men indtil du får det bedre så skal jeg nok passe dig" sagde hun mildt og bed sig let i læben.

Han kendte hende ej godt nok til at gennemskue sådan en løgn selvom dette var en trist tanke. Hun kunne virkelig ikke lide at hun havde løget for ham, et sted havde hun lyst til bare at fortælle ham sandheden men så ville det blive akavet igen og det ville hun ikke have. Hun kunne lide det her, hun manglede det her som han kunne give hende blot ved at sidde og snakke med ham. At hans krop reagerede sådan på at sidde op kunne hun ikke lide. Hun vendte sig en smule mere mod ham og lod hovedet falde lidt på sned. "Jeg ved at det kan være hårdt men ....... men hvis du har brug for det så er jeg der altid til at støtte dig. Jeg vil gå igennem ild og vand for dig, Gabriel" sagde hun blidt og prøvede virkelig at skjule den kærlige undertone som var begyndt at snige sig ind.
At han nægtede at drikke mere af væsken kunne hun godt forstå men det var en skam for han ville få det bedre. Måske han havde fået nok til at sætte processen igang, hun kunne da håbe. Roligt tog hun imod koppen og satte den tilbage på bordet, derefter rakte hun ham flasken med det kolde vand. "Drik og lig dig ned under dynen igen. Fryser du endnu?" spurgte hun roligt og satte sig en smule bedre til rette på sengekanten. Det var virkelig dejligt at have ham alene på denne måde selvom det var en umådelig sjælden ting.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl forvirret af det som skete omkring ham, og særligt fordi at Aya havde gjort det tydeligt for ham, at hun ikke holdt af ham på den måde, selvom alt af tanker og ord indikerede det modsatte. Det gjorde det ikke ligefrem bedre eller nemmere for ham, selvom han virkelig forsøgte at undgå at bemærke sig af det.. for meget om ikke andet, selvom det uden tvivl var meget svært for ham. Han sukkede tungt.. Det at trække vejret, føles virkelig skræmmende tungt, og det var ting som han faktisk havde meget svært ved. "Det værdsætter jeg virkelig," sagde han ærligt. Alene det faktum, at hun faktisk gjorde så meget for ham, var en ting som han virkelig godt kunne lide.

Med de rystelser som skete i hans krop, så kunne Gabriel kun se at han virkelig havde det skidt. Han hadede virkelig at det var sådan at det måtte være. Han rystede let på hovedet og vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Koppen blev han siddende med for et kort øjeblik. For nu var det ikke den styrke som han kunne holde fast i, selvom han ville ønske at han kunne, så det var bestemt ikke nemt for ham. Han lænede sig tilbage op af puderne, for det andet føles virkelig for tungt. Hans arme og krop generelt var tung som var den lavet af bly. "Lad os håbe, at det aldrig nogensinde kommer til at blive en nødvendighed," endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Den væske som hun forsøgte at få ham til at drikke, var da uden tvivl noget af det værste, som han nogensinde havde smagt! Han rakte koppen tilbage til hende igen og skar den mest væmmelige grimasse, som han nogensinde havde gjort, og det var uden tvivl noget som han godt kunne mærke! "Nu er jeg endelig oppe igen.. Lad mig endelig få lov til at sidde her.. " bad han. Han lænede sig godt ind mod væggen bag ham.. Han magtede da ikke at ligge ned hele tiden!