A meeting with the king

[Deleted]

Det var midt på dagen og solen skinnede fra en klar blå himmel. Det var faktisk varmt i dag til en forandring da det havde virket som om at efteråret havde været på vej for at tage pladsen fra sommeren. Det var tydeligt at folket i Procias nød den nyankomne varme og selv var dette noget som Kira fandt utrolig interessant. Hun fløj hen over byens tage med en beslutsom mine og et blik som hvilede fast på slottet. Sandheden var at hun var umådelig bange for højder og også det at flyve så det var bare med ikke at kigge ned. Hun landede med et roligt bump foran porten ind til slottet med et lille smil. Hun var kommet for at se kongen, hun havde en lille høne at plukke med ham. Hun blev lukket ind og gik med rolige skridt mod tronsalen som hun godt vidste hvor lå efterhånden. Hendes lange blonde har var sat op i en fletning som hang ned over hendes ene skulder og hun var iført en lyseblå kjole, med en lidt dyb v-udskæring og gik næsten helt ned til jorden. De blå øjne glimtede let i solen som hun nærmede sig slottets inderste porte. Dette ville ikke bare blive en lille hygge visit.
Da Kira nåede tronsalen var der en audiens igen og hun blev pænt stående uden for til det blev hendes tur. Selv havde hun ikke travlt, hvad hun ønskede at drøfte med Gabriel hastede som sådan ikke. Hun ville bare gerne have det ordnet. Det var kommet hende for øre at en engel havde overfaldet en i hans tjenestestab men det var ej blevet fortalt hvem der havde gjort dette. Hun ville gerne vide det for selvom der ikke skulle falde staf over denne engel så skulle der om muligt holdes en smule øje med ham sådan så han ikke kom sådan i unoder igen. Den unge pige som var blevet overfaldet var heldigvis stadig i live. Kira begreb ikke hvorfor der var sådan et stort had på folk med blandede racer, så længe de bidrog med noget til samfundet så synes hun at de skulle have lov til det. Armene lagde hun stille over kors, vingerne blev gemt væk fra ryggen og hun lænede sig roligt op af væggen. Tålmodighed var en dyd og derfor ventede hun også roligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde igennem den seneste tid, taget afstand til Aya, også fordi at det var vigtigt, at der ikke skete mere end hvad der var højst nødvendigt. Snildt kunne man nemlig sige, at han var en lykkelig gift mand, og det var nemlig sådan at han gerne ville have, at det skulle forblive. Han satte sig roligt tilbage på den store trone og med de himmelblå øjne hvilende på den unge mand foran ham, som forklarede ham problematikken i årets høst i den lille have som ham og hans kone havde holdt gang i absolut hele sommeren.
"Jeg kan forsikre dig om, at vi nok skal få løst problemet med Deres høst, min gode mand. Vi har overflod i år. Jeg skænker der ved Dem og Deres familie hvad der er nødvendigt," fortalte Gabriel til mandens store glæde. Langt om længe, så det nemlig ud til at gå godt for Procias hvad det angik, efter en lang række år, hvor det havde været modsat. Det havde bestemt ikke været nemt.

I takt med at audiensen gik for sig, og manden takkede for hjælpen, da der blev skænket ham en god sæk af det mest nødvendige fra det kongelige lager, som han kunne få med sig hjem, så de ville komme sig igennem både efterår og vinter for ham og hans familie. Gabriel sukkede. De audienser var uden tvivl en vigtig del af arbejdet, men det var uden tvivl også tungt. Han lod kort hånden vandre over ansigtet og lænede sig en anelse tilbage.. Han tillod sig at tage nogle minutter for sig selv, inden han igen meddelte at han var klar. Det var virkelig nogen lange dage, når det var denne måde det hele foregik på. "Send den næste ind," annoncerede han roligt sine vagter om, inden han selv gjorde sig klar til den næste. Hvilken problematik kunne dette nu vise sig at være?

[Deleted]

Tiden gik men det var ikke noget som rørte Kira det mindste. Hun stod blot roligt og ventede på at hun kunne tage plads foran kongen. Manden som havde været inde før hende kom ud med at smil på læben og det fik ligeså Kira til at smile. Det så ud til at være gået ham godt inde foran kongen hvilket var den dejlig ting. Hun vendte blikket mod dørene men blev ikke kaldt ind. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule, den stakkels mand havde vel også brug for at slappe af lidt før den næste kom til? Det måtte være hårdt for ham, selv vidste hun at Silia var en smule fraværende for tiden så han stod med det hele alene. Det var hårdt at styre et helt land alene. Vagten stak hovedet ud af døren og kaldte hende til sig. Det var hendes tur nu.
Med rolige skridt betrådte Kira den store sal. Hendes blå øjne vendte sig i retning af tronstolen var Gabriel befandt sig. Hun kunne ikke andet end at sende ham et varmt smil som hun nærmede sig ham. Hun nåede hen til ham og stoppede op og nejede for ham. "Jeg beklager at jeg kommer uanmeldt på en dag hvor de afholder Audienser, Deres Højhed. Jeg håber at de har tid til mig nu hvor jeg har ventet min tur" spurgte hun roligt og rankede sig op igen. Det var ikke ofte at hun begav sig til Castle of Light men en gang i mellem var det dog en nødvendighed som det var i dag. Hænderne foldede hun nydeligt foran sig og Betragtede ham roligt. Han var en flot mand, dejlig behagelig at kigge på og hvis det ikke var fordi han var gift så ville hun absolut være interesseret i ham men ak, sådan var det nu ikke en gang.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bestemt ikke nemt for Gabriel at få det hele til at harmonere lige for tiden. Silia havde sin familiekrise, og det var noget som selv han havde respekten for, men hvor lang tid kunne det trække ud? Han ville lige have de få minutter, inden han tog den næste audiens, for dette var noget som han snildt kunne bruge hele dagen på, hvis det skulle være det! Folk fortsatte jo med at komme.. præsenterede deres problematik for ham, og forventede at han kunne give dem de løsninger og svar som de søgte, og det var virkelig ikke altid at han kunne.. men lige denne gang, så kunne han sagtens gøre noget ved det, hvilket selv var ham en glæde.
At det var en engel som søgte ham denne gang, gjorde nu Gabriel ganske nysgerrig. Det var nemlig ikke ofte, at disse søgte ned fra Himmeriget, for at tilspørge ham om løsninger og råd eller andet, som de måske kunne mangle deroppe. Han rettede sig op og lod hænderne roligt hvile mod hans armlæn. Kronen sad smukt på hans hoved, da det jo var vigtigt, at der blev markeret hvem der var hvad. Han hadede virkelig at have den på. Den gjorde ham.. højt hævet, hvilket han faktisk ikke altid brød sig om. Han sendte hende sit typiske varme smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Ej er det noget som De skal tænke på. Sig frem.. Hvad er det jeg kan hjælpe Dem med?" spurgte han med en rolig stemme. Ja, selv her måtte han jo erkende, at han var nysgerrig og ønskede sine klare svar. Var det underligt? Det var faktisk utrolig sjældent, at han i det hele taget fik lov til at lade sig betragte af en anden engel. Næsten som om at han havde glemt hvordan de skulle se ud.. Nysgerrigt satte han sig en anelse tilbage på stolen og blot ventede på at hun ville sige frem.

[Deleted]

Kira smilede varmt ved synes af lyset konge. Han sad i sin stole og virkede næsten uopnåelig som han sad der på tronen med krone på. Det var intet under at folk var så glade for deres konge for hans sind og person var så dejlig og behagelig. Kjolen flagrede let bag hende som hun nærmede sig og den faldt, lige som hende, til ro foran ham. Som han smilede varmt til hende gjorde hun ligeså til ham. Det hun ville tale med ham om idag var ikke et større problem men hun ville dog gerne have det afklaret. Hendes isblå øjne vendte sig roligt med ham, de var intense som altid og havde en varme over dem som næsten virkede unaturligt. "Mit navn er Kira Marie Wiess og jeg er eder for englene i himlen. Jeg ved at jeg ikke ofte kommer til det Procianske Kongehus for hjælp men det er kommet mig for øre at De har nogle oplysninger som jeg gerne vil have fat i" forklarede hun roligt og smilede stilles. Ifølge hendes kilder havde et af angrebene fundet sted her i tronsalen med ham som vidne så hun havde størst mulighed for at finde ud af hvem gerningsmanden var. Hun var retfærdig og god som leder men hun tolererede ikke unødvendig vold og det var derfor hun gerne ville vide hvem som havde angrebet en i hans stab sådan så hun kunne holde øje med vedkommende. "Jeg kan ligeså godt gå til sagen. En af mine kilder fortæller mig at en af deres tjenestepiger er blevet angrebet af en engel ikke mindre end to gange hvor den ene af gangen var i denne sal foran Deres blik. Jeg ønsker at vide hvem denne engel er, hans handlinger er ikke accepteret og selvom han måske ej skal straffes så skal der holdes æje med at han ikke gør noget lignende igen. Det er min opgave at holde øje med sådan nogle folk" sagde hun roligt og smilede stille. Nogle pointerede for hende at hun var for hård ved englene og andre Procianere når de var efter folk som gjorde ondt ved de folk som var af blandet afstamning men hun tolererede det ikke! Absolut ikke!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bestemt ikke ofte, at Gabriel faldt over engle på denne måde, og det var endnu mere sjældent, at de faktisk opsøgte ham på denne måde. Ikke at det gjorde ham noget. Det var rart at se sine artsfælder engang imellem. Han smilede let for sig selv. Selveste englenes leder. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne virkelig godt lide det, og særligt fordi at det ikke var noget som skete særlig ofte. "Jeg må sige, at jeg er imponeret over, at skulle se selveste Englenes Leder stå her foran mig.. Det må have været en meget relevans sag for dig, eftersom De ønsker at møde mig," endte han med en rolig stemme, som han ellers blot valgte at blive siddende på sin plads for nu. Vagterne forholdt sig rolig. Det var vel begrænset hvad der ville ske mellem to engle, som særligt havde den tiltro til hinanden?

I takt med at hun valgte at forklare, valgte Gabriel at rejse sig. Det scenarie som havde udspillet sig i salen her, var selv ikke et som han selv var meget for at rive op i, for manden havde været knust og havde handlet derfra, og det så han selv virkelig ikke noget forkert i, selvom det naturligvis var beklageligt, at den slags var sket med hans tjenestepige. Selv en pige, som han uden tvivl ville gøre hvad han kunne for at beskytte og passe på. Han trak vejret dybt, inden han roligt trådte ned mod hende. Vagterne reagerede ikke, og skriveren fortsatte glædeligt sit arbejde med at notere det hele ned. "Jeg kan forsikre Dem om, at hvad der skete i salen her, naturligvis er meget beklageligt. Jeg kan dog forsikre Dem om, at intet ondt skete nogen af dem. Blot et chok. Manden var præget af mørke og af sorg efter et tab af hans udkårne til en af mørket.. Med frygtelig god grund. Min tjenestepige kunne i princippet have været hans egen datter," fortalte han roligt. Han så ikke nogen grund til at skjule det. "Manden gik under navnet Eric... Det er faktisk alt hvad jeg kan give Dem," fortalte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Selv ønskede han blot at det hele gik ordentligt for sig. Han havde nemlig ikke selv tænkt sig at gøre noget yderligere ved manden. Han var jo trods alt udsat for noget af det værste, en mand kunne udsættes for.

[Deleted]

Det var virkelig ikke ofte Kira gjorde visit nede på jorden men denne gang havde det været nødvendigt, også for at hun kunne præsentere sig for kongen. Hun havde ikke været leder alt for længe men inden hun stod som officiel leder havde hun ledet racen så godt som hun kunne i mangel på bedre lederskab. Hun havde gjort sit yderste og var endt som leder i sidste ende. Ikke at det gjorde hende noget, hun nød sit arbejde men hun havde haft for travlt til at gøre visit på slottet før nu. Gabriel var en konge som Kira virkelig kunne forholde sig til, hans holdninger var nogle hun delte og derfor ønskede hun endnu stærkere at møde ham. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg beklager at jeg ikke har været på visit hos Dem noget før, Min Konge, men jeg har haft travlt. De har ret, sagen jeg bringer foran Dem i dag har stor betydning for mig" sagde hun roligt og legede let med fletningen som hang nede over hendes skulder. Hverken Gabriel eller vagterne havde noget at frygte fra hende af. Hun ønskede virkelig ikke at gøre Gabriel noget ondt, ikke det mindste.

Hun forklarede ham roligt hvorfor hun var der. Hun var ikke ude efter at straffe manden som havde gjort dette men hun ville i det mindste holde øje med ham for at sørge for at der ikke skete noget mere. Hvad der var sket var virkelig beklageligt og hun ønskede ikke at sådanne handlinger skulle fortsætte. Ikke med en race som hun var leder af. Hun nikkede roligt ved hans forklaring. "Hvad der er hændt ham er meget beklageligt. Selv ved jeg hvordan det er at miste sin udkårende, det gør ufattelig ondt. Dermed ikke sagt at han skal have lov til at rende rundt og prøve at slå folk ihjel. Jeg er ej ude på at straffe ham men jeg ønsker at der bliver holdt noget øje med ham sådan så der i det mindste ikke sker flere sammenstød mellem Deres tjenestepige og Eric" forklarede hun roligt. Alle havde prøvet at miste en de havde tæt på livet og det var aldrig let og dog var dette ikke en undskylning og det var absolut ikke handlinger som hun bifaldte. Et sted havde hun virkelig lyst til at møde pigen som var blevet angrebet, det ville måske bringe noget mere lys over sagen for hendes vedkommende. "Jeg er skam taknemmelig med alt som De kan fortælle om manden Eric. Alt som ville gøre det lettere for mig at holde et vågent øje med ham." De is blå øjne vendte hun roligt mod ham som han kom tættere på hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde skam forståelsen for, at hans ledere havde meget andet at tage sig til, og særligt i disse tider, hvor han også vidste, at der var mange ting for dem at tage sig af, og særligt i denne tid, hvor der faktisk ikke rigtigt var nogen ledere rundt forbi. Det var nok noget af det som han kæmpede mest med i denne situation. Hans blå øjne hvilede på hende. Han forventede naturligvis at han kunne stole på sine ledere.. Hvis det skulle vise sig anderledes, så blev de jo bare frataget stillingen så hurtigt som det var ham muligt at gøre det. Hans blik søgte mod hendes skikkelse igen og med det venlige smil på læben. "Ej er det noget som De skal undskylde for. Jeg har forståelse for at der er meget at se til. Særligt i Himmeriget. Jeg har ikke sat min fod deroppe i uendelige tider.." bemærkede han sådan pludseligt. Det var ikke fordi at han som sådan gjorde noget ved det.

Selvom sagen med det hele, ganske enkelt var direkte trist, så var det noget som de var nødt til at få styr på. Gabriel gik roligt i retningen af denne kvinde. Selv følte han absolut ingen grund til at skulle være bange for denne kvinde, så det passede ham egentlig ganske glimrende. Det var bestemt heller ikke ofte, at han i det hele taget faktisk så sine landsmænd, så det var uden tvivl noget som han faktisk godt kunne lide. "Ikke at jeg tror, at De har noget at frygte på denne front. Jeg går det blev gjort tydeligt for ham, hvordan man opførte sig, og særligt overfor sine landsmænd, om man kan lide dem eller ikke." Der var skam alvor at spore i Gabriels stemme, og det var skam heller ikke noget, som han havde i sinde at lægge skjul på. Det var en alvorlig sag at diskutere, og da særligt på den her måde. At der blev fulgt op på sagen, gjorde ham nu heller ikke noget. Det var faktisk noget, som han virkelig var glad for. Han nikkede bekræftende til hende igen. "Jeg anmoder ej om nogen straf. En mand i sorg er en farlig mand.. Men dette blev holdt under kontrol og situationen forklaret.. Såfremt De blot holder et øje med ham, er jeg ganske tilfreds," afsluttede han med et let træk på smilebåndet.

[Deleted]

Kira havde haft ønsket at søge til Castle of Light for at møde Gabriel og Silia men hun havde ej haft tid til det. Der var utrolig travlt over det hele og hun kæmpede en brag kamp for at holde så meget styr på det hele som det var hende muligt. Hun sendte ham et lille smil, han kunne trygt stole på hende for hun ønskede ham ej noget ondt. I hendes øjne var han en ideel leder for landet fordi han ikke kun holdt sig til de lyse racer men valgte at se det gode i de mørke også og satte dem i arbejde. Dette var virkelig en ting som hun kunne lide og som hun ikke var bleg for at indrømme. Hvis folk kunne yde noget i Procias og ønskede at yde noget så skulle de også bare have lov til det. "Hvis det er så længe at De har været i Himmeriget så burde De måske give os et lille visit. Om ikke andet kunne De bringe Deres tjenestepige med Dem. Af hvad jeg har hørt er hun halvt engel og er engel af sind så hun er velkommen til at tage med" sagde hun blot men et lille mildt smil.

At hele sagen var meget trist var da tydeligt. Den stakkels mand havde mistet sin kone til mørket og pludselig rendte hans kones afkom rundt i den by havde havde valgt at bosætte sig i. Det måtte virkelig have været et slag i ansigtet og derfor kunne Kira godt forstå hans handlinger selvom hun virkelig ikke bifaldt dem. Hun nikkede roligt til Gabriel. "Jeg håber virkelig at De har ret med hensyn til denne mand, også for din stakkels tjenestepiges skyld. Det som jeg bemærker mig ved og det som skræmmer mig er at han valgte at angribe hende her i tronsalen foran Dem og hvor der var en masse vagter tilstede. For mig virker det som om at han ej frygter for konsekvenserne" sagde hun tænkene og lod hovedet søge let på sned. Hun ønskede virkelig ikke denne mand noget ondt men det gjorde vel intet at holde øje med ham for en stund? Hvis han virkelig var så oprørt over at se hans kones barn i Procias så kunne der ende med at ske store ting og det ønskede Kira virkelig ikke. Hun ville gerne have at Aya, så vel som Eric forblev sikre i dette land. "De har mit ord på at jeg kun vil holde øje med ham og ej straffe ham. Jeg ønsker blot at beskytte dem begge, de skal begge have lov til at leve i dette land og indtil Eric er faldet ned finder jeg det passende at holde øje med ham." Hun vendte sig mod Gabriel på ny med et smil.

[Aya Keena]

Dagens gøremål skulle ordnes selvom Aya var umådelig træt på denne dag. Hun havde brugt hele natten oppe med at rende rundt på slottet i håb om at støde ind i Carlisle igen selvom dette ikke havde været tilfældet. Hun havde tilbragt natten med at tænke og var først kommet sent i gang med sine pligter, det gjorde hun for tiden for at undgå Gabriel. Der havde været en akavet stemning mellem dem og derfor havde hun holdt sig på afstand og søgt mod ham kammer når hun var sikker på at han ikke ville være der. Det var ved at være middag før hun var færdig. Hun kiggede på sit arbejde og nikkede anerkendende, sådan kunne hun godt være bekendt at efterlade det. Hun smilede og samlede tingene op og forlod rummet. Dog nåede hun ikke langt. Udenfor døren stødte hun ind i en anden pige som tydeligt var på vej til Gabriels kammer. De endte begge på gulvet så lange som de var. Aya kom hurtigt på benene og rakte hånden til den mørkhårede kvinde. "Er du okay?" spurgte hun bekymret og lod hovedet søge let på sned. Kvinden på gulvet var Gabriels spion, Emiley. Hun var kun på kort tur hjem. Hun tog imod den hjælpe hånd og kom på benene. "Jeg er okay. Hvad med dig?" spurgte hun forsigtigt og lod blikket glide hen over Aya's hoved for at se om hun kunne få øje på Gabriel. I hånden havde hun et brev som hun var nød til at aflevere til ham. "Er vores konge i hans kammer?" spurgte hun derefter og vendte blikket tilbage mod Aya. Aya rystede på hovedet. "Vores konge er i tronsalen hvor han afholder Audienser for dagen. Du kan finde ham der" sagde hun med et smil og vendte blikket mod brevet. Emiley rystede på hovedet. "Jeg har ikke tid til at søge derned. Du er hans kammerpige, ikke? Gider du give ham dette brev. Det er meget vigtigt. Fortæl ham at du fik det af Emiley, så ved han hvad det omhandler og fortæl ham at jeg vil vende tilbage snarest." Aya nåede slet ikke at svare før hun havde fået brevet stukket i hånden og den anden kvinde var løbet igen. Aya kiggede lidt ned på brevet og så efter pigen. Der gik ikke længe før hun vendte om på hælene og satte i løb ned mod tronsalen. Det virkede vigtigt så hun ville bringe ham dette brev så hurtigt som muligt.

Hun trådte ind i tronsalen af tjener indgangen. Hun havde det skidt med at afbryde for det så ud som om at han havde en vigtig audiens igen. Hun bed sig stille i læben, tog en dyb indånding og så gik hun ellers hen mod Gabriel og den meget smukke kvinde som han stod og snakkede med. "Deres højhed? Undskyld jeg afbryder dem men jeg har et vigtigt brev til Dem" sagde hun roligt da hun nåede hen til de to engel. Kvindes aura var ligeså varm og behagelig som Gabriels var. Hun vendte de blå øjne mod Gabriel og rakte ham brevet. "Dette blev givet til mig uden for dit kammer af en kvinde som kaldte sig selv Emiley, hun sagde at det var meget vigtigt at De fik det men havde ej tid til at aflevere det i person. Hun mad mig sige at hun vil være tilbage igen snart." Gabriel havde mange kvinder omkring sig og et sted kunne hun mærke en knude i maven. Hun ville jo aldrig have en chance, heller ikke hvis han ikke var gift. Hun måtte hellere bare glemme det og komme videre i sit liv.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tog det hele ganske alvorligt, også fordi at han jo ønskede et godt samarbejde med Himmeriget, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? Hans blik gled direkte i hendes retning og med det varme og venlige smil på læben. Han nikkede mod hende. Det var ved at være på tide, at han aflagde det sted en visit igen. Han havde jo faktisk ikke været der siden han var barn. "Så snart jeg finder tiden, vil jeg aflægge Himmeriget en ny visit. Jeg har ej været der siden jeg var ganske ung, og selv det er ved at være mange år siden. Jeg ønsker at vise mit ansigt selv for englene, og lade dem vide, at dette er noget som jeg bifalder," fortalte han roligt. Selv måtte han jo erkende, at han godt kunne lide det faktum at denne kvinde havde mange af de samme tanker hvad angik racer som det han selv havde, da han uden tvivl følte, at han kunne stole på hende, og for ham, var dette frygtelig, frygtelig rart, hvis han selv skulle sige det.

Sagen med Eric og Aya, var uden tvivl meget beklagelig, men ikke noget som Gabriel kunne gøre det store ved lige nu. Sandt at sige, at han ikke ønskede at gøre meget yderligere ved denne sag, da det for ham, faktisk var vigtigt, at hun havde det godt, og at Eric faktisk var indforstået med at det ikke var noget som man udøvede på sine medborgere, og da særligt dem som personligt arbejdede for kongen af landet - som i dette tilfælde. "Det er trist.. Naturligvis er det da det. Jeg kan nu forsikre dig om, at Aya er kendt med omstændighederne, samt hvorfor dette fandt sted. At det skete for mit blik, er naturligvis meget beklageligt, og jeg har lagt yderligere instanser ind, for at holde hende beskyttet. Den delrace som hun har, er meget udsat i dette land i forvejen," forklarede han med en alligevel ganske alvorlig mine. Det var... irriterende, at folk ikke var så åbne, som han selv var.
Selv nåede Gabriel dog ikke at sige mere, inden han hørte Ayas stemme. Han vendte de himmelblå øjne mod hende. Var det Emiley som var kommet med brevet? Han betragtede det, som hun forklarede, inden han tog imod det. Han åbnede det og læste det hurtigt igen. Han sukkede tungt. Fantastisk.. For nu var der om ikke andet ro på dæmonerne, så landet her var for nu sikret. "Jeg takker mange gange for at overbringe mig beskeden, Aya," tilføjede han roligt. Dog med en taknemmelig undertone.

[Deleted]

Kira ønskede at se ham i himmeriget igen, han var Procias' konge og en stor fortaler for hendes egne idealer så det ville helt klart være rart hvis han kom hjem en gang. At han ikke havde været der siden han havde været ung var trist, himmeriget var en stor del af det at være engel men det var desværre mere normen end det var for dem at vende hjem. Hun smilede roligt til ham. "Det vil være mig en glæde hvis De kom på visit. Der er stor respekt for Dem i himmeriget, De er elsket blandt englene, selv dem som ikke deler Deres mening om blandingsracerne. Der er en gruppe som er imod min ledelse fordi jeg som Dem ønsker at de som er lyse af sind skal have en chance i landet her. Din støtte vil være værdsat" sagde hun roligt og sendte et lille smil til ham. Hun var måske leder men hun sagde skam aldrig nej til en lille hjælpene hånd.

Hele denne situation skulle virkelig have været undgået. Det var sikkert. Det var ubehageligt for alle parterne som var involveret i sagen og Kira ønskede ikke at træde mere i det hele men blot at få noget styr på det sådan så de alle kunne leve sikkert i dette land. Der skulle være plads til folk som Aya som gerne ville det godt for lyset her og hun skulle have lov til at kunne gå rundt uden at frygte for hendes liv. "Det glæder mig at De ser til den unge kvindes beskyttelse. Det som er hændt er beklageligt men det er ej hendes skyld. Hun kan ikke stå til regnskab for hvad hendes forfædre har forvoldt af ondskab. Det er noget denne befolkning skal lære, man står ej til ansvar for andres handlinger end sine egne" sagde hun roligt og betragtede ham.
At de blev afbrudt gjorde intet for Kira. Hun betragtede roligt kvinden som nærmede sig Gabriel med brevet. Det lyse sind og englen i denne kvinde skinnede utrolig klart men der var mørke i hende også. Da Gabriel sagde hendes navn fik det Kira til at smile. Så dette var den omtalte kvinde, det var utroligt hvor lidt af vampyren som skinnede fra hende, englen havde hold i denne kvinde og det var noget som hun kunne lide at se. "Hvis det er vigtigt kan jeg komme tilbage en anden dag, Deres Højhed?" spurgte hun roligt. Kira vendte blikket mod Aya, der var noget over hende, den måde hun kiggede på kongen på. Det fik hende til at smile lidt mere. Den stakkels pige var vidst endt ude i noget hvor hun ej kunne bunde. Det var synd for hende, synes Kira.

[Aya Keena]

Aya havde skyndt sig så meget som det var hende muligt at komme ned til Gabriel med denne besked. Det havde lydt vigtigt og hun havde løbet så hurtigt som det var hende muligt. Den smukke kvinde som havde stået og talt med Gabriel var da en tydelig årsag til at hun fik en knude i maven. Den kvinde som han stod med var både smuk og hun så vigtig ud. To ting som Aya ikke anså om sig selv. Hun sukkede lydløst og bragte ham brevet med et roligt smil. Hun stod roligt og ventede til han havde taget og læst det, hvis hun nu skulle gøre noget for ham, give det videre eller et eller andet. Det lod ikke til at være tilfældet og hun sendte ham blot et roligt smil. Hans taknemmelige undertone varmede umådeligt i hendes krop og hun nejede roligt for dem begge. "Så ønsker jeg ej at forstyrre Dem mere. Undskyld ulejligheden" sagde hun roligt og vendte sig om og forlod tronsalen igen. Hun lukkede døren efter sig og stoppede op ude på den lille tjener gang. Hendes hjerte hamrede som havde hun løbet et maraton, det var forfærdeligt men også en dejlig følelse. Smilet var som plantet på hendes læber, det havde været længe siden hun havde set Gabriel så bare dette korte lille møde havde løftet hendes sind en hel del.

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl glad for den støtte som han fik ved englenes leder, og derfor ønskede han naturligvis at melde sig der igen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han smilede let for sig selv, og nikkede til hende. Han ville gøre det snarest. Han savnede faktisk det sted, som igennem så meget af hans barndom havde været som et hjem for ham. Virkelig mange år. "Jeg må sande, at jeg ved, at mange har svært ved den tilgang til verden og de andre racer, som det jeg har, og dog er jeg glad for, at der er nogen som faktisk deler den med mig. I min optik, skal alle have lov til at have muligheden og chancen til netop at bevise dette. Jeg tager glædeligt op og snakker med englene, hvis dette vil gøre ledelsen for dig meget enklere, Kira. Det er det, som for mig er det vigtigste." Det var nemlig meningen at det hele skulle ordne sig, og alle kunne leve med det, og det var faktisk det, som han var ude på i dette øjeblik. Han ville have et godt og stabilt Procias op at stå.

At Aya skulle komme med beskeden fra Emiley, tog han nu ikke så tungt, for han var glad for, at beskeden ville komme til ham. Han nikede til hende, inden han igen vendte sig mod Kira. "Jeg vil snakke med dig siden, Aya.. Træk dig blot tilbage," sagde han med en rolig stemme, inden han sendte Kira et let smil. Han havde taget Aya ind under sine vinger - bogstavelig talt, og han ønskede derfor at være den, som ydede hende denne beskyttelse. Det var vel ikke så svært at forstå, var det? Han foldede brevet sammen igen og med blikket mod hende. "Jeg yder denne beskyttelse over alle mine ansatte, da de alle er særligt udvalgt til dette foretagende, som de nu udfører på slottet her. Aya er intet undtag.. Og som du kan se.. Er der intet ondt at spore i hende, og hun opfylder de krav og kriterier som er sat i landet her, for at kunne blive.." Selv måtte han jo sande, at der var mange ting som han nok også var nødt til at tage sig af. "Det glæder mig at du meldte dig. Jeg regner med at jeg inden længe vil kigge forbi Himmeriget. Jeg formoder at du til nu har fået svar på alle dine spørgsmål?" spurgte han venligt. Ikke fordi at han havde travlt med at smide hende ud, men audienser trak ud, og særligt hvis det bare var endegyldig snak.

[Deleted]

At det var så ens var virkelig en dejlige tanke, så kunne de i sandhed hjælpe hinanden og støtte hinanden i denne tid hvor Procianerene virkelig frygtede for de mørke racer. De overfald som skete var grumme og hørte virkelig ikke til her i lyset og sammen havde de måske en mulighed for at få flere folk til at forstå? Hun sendte ham et blidt smil og nikkede. Hun ville med glæde have ham en tur til Himmeriget, om ikke andet så bare for at han endnu en gang fik lov til at sætte foden der på ny. Alt andet lige så ville det sted altid være englenes hjem. "De er altid velkommen i Himmeriget Deres Højhed. Den holdning til de andre racer er en holdning som meget få deler i dette land hvilket er en skam. Så længe de er villige til at arbejde og tjene til dagen og vejen så ser jeg ingen grund til at landsforvise dem" sagde hun roligt og smilede.

Denne kvinde som havde stået foran dem, Aya, havde virkelig vækket en interesse i Kira som hun ikke havde følt før. Den lyse og blide sjæl kunne hun fornemme, der var virkelig intet ondt i denne kvinde og det var tydeligt at engleracen i hende var noget så stærk. En skam hun ikke var ren racet for Kira havde en fornemmelse af at hun kunne have været stærkere end hende selv i deres magier. Hovedet søgte let på sned og hendes blik fulgte denne unge pige ud af tronsalen. Der var meget ved denne pige som hun ønskede at vide mere om og hendes interesse var ikke noget hun kunne ligge det mindste skjul på. "De har ret. Jeg kunne virkelig intet ondt spore i hende og selv Vampyren i hende er meget svag hvilket kun er til hendes fordel i dette land. Jeg er glad for at De beskytter hende, jeg er skam ej bleg for at erkende at den unge pige har vækket min interesse. Beskyt hende, Der er noget ved hende som jeg ikke kan sætte en finger på på stående fod" sagde hun roligt og vendte blikket tilbage til Gabriel. Aya var ...... interessant. Hun skulle tilbage til himmels og sætte nogle på sagen med at opspore denne Eric og så havde hun nogle ting hun skulle undersøge. Hun sendte Gabriel et roligt smil og nikkede. "Jeg har alt hvad jeg behøver, Deres Højhed. Jeg vil ikke opholde Dem mere, fortsat god dag." Hun nejede for ham og vendte så rundt og forlod salen med rolige skridt. Hun havde en masse ting som hun skulle sætte i værk.

//OUT