I need your help..

[Damien Nathanael Adams]

Damien ønskede ikke at ødelægge noget af dette, og da slet ikke hvis han kunne blive fri. Alt det som Denjarna nu havde gjort for ham, var en gæld, som han var nødt til at betale tilbage, når han ville få muligheden for dette. Hans gule øjne stirrede rundt i rummet, som han blev ført til. Alt i alt, så forekom Neutranium som et sted som var det en stor labyrint for ham, og han vidste bestemt heller ikke, om det var godt eller skidt i det henseende, men det var nu heller ikke noget som han kunne sige noget til.. Andet end alt det som hun gjorde ved ham.
Som hun satte ham ned, trak Damien roligt benene til sig. Det var blødt.. underligt blødt. Han var vant til det hårde gulv eller andet, så det at ligge sådan, det føles uden tvivl underligt. Han trampede let frem og tilbage på forbenene, i et forsøg på ikke at ende med at rive det i stykker, for han havde jo trods alt lovet, at han ikke ville ødelægge noget. #Når muligheden for det byder sig, vil jeg uden tvivl gøre det, Denjarna.. Du besidder et varmt hjerte,# endte han roligt. Det var jo hvad hun havde vist ham. Puden som hun holdt oppe for ham, som om at det nu var hans seng, fik ham til at kigge på hende. Endnu en handling gjort af hendes gode hjerte, som om at hun virkelig ønskede at han skulle ligge godt og give benet hvile. #Jeg må erkende at jeg ikke har set sådan en før...# Han rejste sig roligt op, hvor han forsøgte ikke at støtte for meget på det bagben som hun netop havde healet, da hun havde fortalt ham, at det skulle hvile. #Hvis du lægger den.. så bliver jeg liggende her, til du fortæller mig andet,# fortalte han videre. Han agtet faktisk at gøre det. Hun var jo virkelig god ved ham.

[Deleted]

Nyt måtte det hele være for Damien, men ny måtte situation i sandhed også være for Denjarna! Hun skulle til at husere en drage, men i sandhed vidste hun intet om drager. Hun vidste ærlig talt kun det, som alle andre også vidste.. At de var store og bevingede væsner.. At de kunne spy ild.. At de var et rovdyr.. Hun skulle vel også til at fodre ham? Gad vide, hvor meget han spiste og især nu, hvor han kun var en miniatureudgave af sig selv. At fodre ham, måtte hun dog anse for at være et vigtigt punkt på listen, da hun ej ønskede, at han flamberede hende, eller nogen anden person her på slottet. Selv havde hun i hvert fald ikke i sinde, at han flamberede tjenerinden, når hun kom ind for at gøre rent, bare fordi, at han var sulten. De sølvgrå øjne så over mod dragen, som hun havde placeret på den bløde bænk. Et smil måtte dukke op på hendes læber ved dette syn, da hun næsten kunne fornemme, at Damien var ligeså ukendt med hele situationen som hende. Det beroligede hende vel et sted, at de begge var på bar bund? ”Det er en behagelig måde, at du tænker på, hvad jeg angår,” endte hun med at sige med det lille smil på læben. Hun havde et varmt hjerte? Rart måtte det være at høre med alt, hvad hun gjorde og alt, hvad hun havde været udsat for. Så var det hele måske ikke forgæves? Den bløde pude endte hun med at række spørgende frem for ham, og som han ej genkendte den, vakte det ingen undren hos hende. Han var trods alt en drage, og derfor kendte han til ingen mennesketing. Roligt bevægede hun sig tilbage til ham. ”Denne bliver kaldt for en pude. Vi bruger den til vores hoveder, når vi ligger ned, så vi ligger behageligt. Jeg tror, at den vil være passende for din krop, så dit ben får det behageligst som muligt,” forklarede hun roligt, alt imens hun valgte at placere puden på bænken ved siden af hans krop. Ja, et sted morede det hende helt, at det var således, at det måtte foregå fra nu af. ”Prøv den..”

[Damien Nathanael Adams]

Damien var slet ikke vant til at færdes i det som var at være indendøre, og det var nu bare sådan at det måtte være. Han så sig om. Det var ganske vidst nyt og fremmed for ham, men til nu var han åben overfor det. Han brummede svagt, som han lagde sig til rette på det bløde underlag, som han nu havde ligget sig på. Det føles underligt, men det føltes samtidig også godt. Han kunne i hvert fald godt lide det. Selvom dette nu krævede at der skulle noget af en omstilling til for dem begge, så var et bare sådan at det var. Hvad angik mad, var han ikke særlig krævende i en situation som dette.. Særligt når han ikke var større end hvad han var. #Jeg ved blot hvad jeg kan se, Denjarna... Du har et varmt hjerte, ved at vælge at hjælpe et væsen som mig,# endte han roligt. Han så til som hun lagde puden på plads ved siden af ham, hvor han forsigtigt lagde sig op på den. Den var virkelig blød.. Det var jo lige før at han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig. Roligt lagde han sig ned på puden - endnu med bagbenet strukket, så bladene ikke blev revet af. Selv på trods af hans fortid som et menneskeligt væsen, så havde han aldrig oplevet en pude før. Det var ikke noget som man kunne sige, at hans familie og hans nære mennesker havde været så venlige at skænke ham før. #Jeg kan lide det..# Hovedet sænkede han roligt ned i puden, hvor han prustede tungt ud. Selv var han ikke ude på at gøre noget.. men bare blive liggende der til at benet ville heale, så han igen kunne komme tilbage til sin ensomme bjergtop, hvor han ikke plagede nogen eller noget som helst, og det var det som for ham, var det vigtigste lige netop nu. De gule øjne vendte han mod hende igen. #En tjeneste er den anden værd. Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre for dig,# afsluttede han alvorligt.

[Deleted]

Der fandtes muligvis ikke mange, som ville have hjulpet en som Damien, men Denjarna havde ej kunnet lade være. Hun var fascineret af hans væsen, og derudover var der det faktum, at hun rent faktisk havde været i stand til at hjælpe ham. Af de årsager havde valget ikke just været svært at træffe, som det derimod havde ligget rimelig ligetil i hendes øjne. Hun hjalp ham nu og tænk, hvad det muligvis kunne udvikle sig til? Spændt var hun i hvert fald på at se, hvad fremtiden ville bringe dem. ”Jeg havde midlerne til det, så jeg så ingen anden vej. I det henseende er jeg blot glad for, at det er jeg som fandt dig og ej en anden,” sagde hun ærligt. Tænk, hvad der kunne have sket, hvis en jæger havde fundet ham? Faktisk havde det været slet nok, hvis personen der havde fundet ham, havde været skræmt af ham. I så fald havde han trods alt aldrig fået nogen hjælp. Hverken med spyddet eller med betændelsen. Nysgerrigt så hun til, alt imens Damien forsøgte sig med puden. Spændt var hun, som hun ej vidste, om hun handlede korrekt eller forkert. Hvad end hun gjorde, kunne et smil dog ikke skjule sig på hendes læber. Forunderligt var det ganske enkelt at se en drage – ganske vidst en miniatureudgave – i hendes hjem, på hendes værelse, og på en af hendes puder. Smilet bredte sig på hendes læber, som den endelige dom faldt. ”Perfekt! I så fald må det blive din,”meddelte hun roligt, alt imens hun tilfredst måtte betragte synet, der udspillede sig for hende. Roligt bevægede hun sig over til ham, hvor hun forsigtigt tog plads på bænken. Hun ønskede trods alt ikke at sætte sig på ham! Blidt – og endnu forsigtigt – lod hun sine fingrer glide over hans skællede krop. ”Jeg skal nok sige til.. Spekuler dog ikke over det lige nu. Hvil dig derimod og saml dine kræfter. Ingen vil skade dig her,” sagde hun stille.

[Damien Nathanael Adams]

For Damien var der ikke noget særligt i hans væsen, men okay.. han var jo trods alt altid i denne skikkelse, da den bragte ham flere fordele end det modsatte, og det var også det, som han anså som det vigtigste lige nu. Han forsøgte sig med puden, og selvom den virkelig var blød og.. underlig at bevæge sig på, så kunne han virkelig godt forestille sig, at den var blød at ligge på.. Og ganske rigtigt. Han brummede næsten helt tilfredst, da han lagde sig ned på puden.. Det var afslappende. Han kunne da godt forstå, at det var det som menneskene brugte, når de endelig lagde sig i seng! #En anden havde nok været så 'human' at ende mit liv istedet for, og bringe dig mit hoved.. Som monsteret på bjergtoppen,# forklarede han sigende. Det var jo sådan tingene primært forløb sig. Ikke at han kunne gøre det vilde ved det alligevel.
Damien fulgte Denjarna med blikket, og særligt da hun tog pladsen ved siden af ham. At hun hævede hånden og strøg ham over skællene, sagde han faktisk ikke noget til. Selv han måtte erkende, at det virkelig føles rart, når hun gjorde det. Øjnene lukkede han igen. Næsten som havde han været et dyr.. Han stolede nok på hende, til at han faktisk lukkede øjnene for det, istedet for alt det andet, så det var jo altid en god ting. #Du behøver ikke give mig disse ting,# endte han roligt. Til låns var vel okay et eller andet sted? Han blev liggende, så han kunne se hende. Han skulle nok hvile.. han lå jo allerede fantastisk godt! #Jeg stoler på dig og dine ord, når du siger at ingen vil skade mig. I det tilfælde, så bliver jeg liggende her. Jeg vil ej være dig til besvær,# afsluttede han roligt. han slog let med halen.. som så endte med at lægge sig over hendes ene lår. Han kunne godt lide hendes selskab.

[Deleted]

Denjarna betragtede roligt dragen, som lagde sig til rette på en af hendes puder. Tænk, at hun nogensinde skulle have oplevet dette! Det var endnu svært at begribe, og derfor sugede hun endnu alt til sig. At Damien forestillede sig, at de fleste ville have halshugget ham, for derefter at forære hendes hoved, fik hendes eget til at glide en anelse på sned. Det måtte uden tvivl være ubehageligt at tænke således, men selv vidste hun, at han højst sandsynligt ikke tog meget fejl. Igen måtte det derfor bare være heldigt, at det var hende, som havde fundet ham, og ej en anden. Selv kunne hun ej heller sige, at hun nu ønskede at være foruden denne ekstraordinære oplevelse. ”Længe og grumt kunne vi tænke, hvis vi skulle tænke på alt, hvad der kunne have hændt. Du har muligvis ret i din tankegang, men ej endte det således.. Derfor er det mest fornuftige blot at tænke fremad,” sagde hun i en rolig tone. Det nyttede trods alt ej heller hende at tænke på alt, som kunne have hændt hende gennem tiden. Det var nemlig ikke sandheden, som det blot var en forestilling. Sandheden var, hvad der havde hændt, og begge var de kommet ud på den anden side med livet i behold. Fingrene strøg hun roligt over hans krop. Beroligende måtte det være for hende at stryge ham, samt det også blot var fascinerende for hende at mærke hans krop. Hun kunne nemlig ikke just sige, at hun nogensinde havde følt et lignende væsen. ”Se på det, som det er dine, så længe du er her. Jeg ønsker, at du har det komfortabelt og en pude.. Det er virkelig det mindste jeg kunne give dig,” sagde hun oprigtigt med et skævt smil. Selv lød det helt, som om han havde et ekstraordinært billede af puden. Det behøvede han dog ikke at have, da det var et af de mest simple ting, samt det, at hun havde tonsvis af dem. ”Godt. At du hviler dig, er også det eneste, som jeg ønsker af dig lige nu og her,” sagde hun roligt.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var virkelig bange for, at han ville ende med at vænne sig til disse omstændigheder, og da særligt hvis han skulle vende tilbage til sin ensomme bjergtop, når benet var klart til at kunne bære ham igen. Nu hvor Denjarna sad ved siden af ham og strøg over hans krop, følte han en form for.. ro, som han ikke havde følt nogensinde før. Det var underligt.. Det var virkelig underligt, at han alligevel formåede at åbne op for en på den måde, når han altid havde haft det negative syn på folk generelt igennem hans liv. Han brummede svagt igen.. Han krop slappede af på den pude, som hun havde valgt at skænke ham, så han kunne ligge blødt. Det var en sjov fornemmelse, men det var bedre end den kolde og hårde sten, som han var vant til at ligge på. #Det er muligt, men med min tilværelse og min.. naturlige størrelse, er jeg nødt til at tænke således. Jeg ved at jeg sågar løb en risiko som gjaldt min liv, da jeg søgte hertil,# endteh an ganske sandfærdigt. Men okay... han kunne være død på bjergtoppen alene, eller han kunne forsøge at lægge den stolthed en smule fra sig og opsøge hjælpen og kun muligvis ende med at miste livet.. Han kunne jo blot se, at han havde taget det helt korrekte valg. 
Hovedet sænkede Damien igen ned i puden, hvor han pustede tungt ud. Han var stadig træt, selvom det at lægge sig til, bestemt ikke var noget som han bare endte med at gøre. #Du har givet mig mere, end hvad du nok går og tror,# endte han igen, da han vendte blikket mod hendes skikkelse. At hun sad og strøg ham over skællene, kunne han godt lide.. han kunne godt lide de nænsomme berøringer. Han havde virkelig snydt sig selv, for utrolig meget, og det måtte han jo så indse nu. Han flyttede vingerne forsigtigt, så det var nemmere for hende at komme til. Vel også som tegn til at han ikke ønskede hun skulle stoppe? #Ej vil jeg gøre dig til besvær, Denjarna.. Jeg takker for alt hvad du har gjort for mig.#

[Deleted]

”Jeg ved, hvilken risiko du løb ved at søge hertil. Ej heller ønskede jeg, at du udsatte dig for det sidst vi sås. Det vigtigste er dog, at det hele gik.. Jeg tror dog ikke, at du er særligt populær blandt mine gartnere lige nu og her,” kommenterede Denjarna med et lille smil. Ja, den store dragekrop der havde landet i selve slotshaven, måtte i sandhed have bragt gartnernes pis i kog. Selv var hun i hvert fald ikke i tvivl om, at hun skulle høre et ord eller to fra dem, så snart hun stødte på dem. Ligeså tvivlede hun ej heller, at hun skulle svare på nogle af sine vagters mange spørgsmål. Måske var det for det bedste, hvis hun begyndte at tage de mange snakke nu? I så fald kunne Damien også få den behøvede ro. Selv tvivlede hun ej heller på, at han måtte være træt oven på det hele, skønt han ikke rigtigt viste det længere. Intet sagde hun til, at hun havde givet ham mere, end hvad hun lige gik og troede. Puden havde i særdeleshed været ingenting for hendes vedkommende. Det havde været det simpleste, som hun havde kunnet gøre for ham faktisk. Det at tage ham ind i sit hjem var en større handling, men det var også, hvad det var. Han havde brug for ro, efter at hun havde healet ham, og da han havde udtalt, at han ej ville have gjort dette, hvis han var blevet i slotshaven, havde han ikke rigtigt givet hende noget valgt. ”Jeg sætter pris på din taknemlighed,” sagde hun roligt, uden at hendes fingre stoppede den stille gang over hans krop. Han havde tydeligvis intet imod det jo. ”Hvad siger du til, at du lægger dig til ro, mens jeg søger ud for at tale med min tjenestestab? Du vil være i sikkerhed her.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien blev liggende og med blikket mod hende. Sandt at sige, at han nok ikke var den mest populære lige nu, men han havde da ikke gjort skade på nogen folk, som de havde forsøgt at gøre skade på ham. Han brummede ganske let, inden han igen slog let med halen, som endte med at ligge ved siden af ham. #Jeg gjorde hellere skade på haven, end hvad jeg ville gøre skade på dem, selv på trods af at de forsøgte at gøre skade på mig.# Det havde gået godt, ganske vidst, men det kunne uden problem havde resulteret i det stik modsatte, og det var en risiko som Damien havde været klar over.
Selv følte han trætheden melde sig. Om det var healingen der gjorde det, eller al den spænding på en dag, eller en blanding, var ikke til at sige. Det var i hvert fald kommet så pludseligt. Så lang tid at hun ikke stoppet med at stryge hans krop, følte han det faktisk komfortabelt. Det var underligt, men han følte det virkelig.. behageligt at være i Denjarnas nærhed. Han var bange for, at han kunne blive alt for vant til at ligge der, som han gjorde lige nu. Ikke at det gjorde ham noget, det var mere.. alt det andet, som skulle tages i betragtning. Naturligvis ønskede han ikke at opholde hende, hvis hun havde arbejde at udføre. Nu havde hun jo også gjort så meget for ham, så hvorfor ikke bare bevise for hende, at hans ord kunne stoles på, og blive liggende hvor han lå? #Jeg har forståelse for det arbejde, som du udfører.. Søg du ud og udfør din pligt. Jeg vil selv ligge her, når du kommer tilbage,# lovede han med en rolig stemme, inden han lagde hovedet ned og tæt ind til kroppen, som havde han været en kat eller en hund. Et dyr var han jo.. et dyr var hvad han havde vænnet sig til at være om ikke andet. Han trak vejret dybt og lod øjnene glide i. Han var faktisk pænt træt lige nu. 

[Deleted]

Sandt var det, at det var bedre, at skaden var sket i haven fremfor blandt Denjarnas tjenestestabel. Blomster kunne nemlig altid sås, men menneskeliv kunne ikke just genskabes. Derfor var hun selv ganske lettet over, hvordan det hele havde udfoldet sig. Selv havde hun trods alt også frygtet det værste ved, at dragen skulle flyve ind over Ityrial. Heldigvis havde udfaldet blot endt således: en masse nedtrådte buskadser og blomster, og ingen skadede vagter eller lignende. Hendes personale havde ganske vidst ageret forsvarende over for hende og Neutranium, men det havde blot skyldtes deres frygt for det store ukendte heldigvis. Forhåbentligt ville hun snart kunne dulme sagen, som hun ønskede at tale med sit personale og forklare dem, at alt var vel. Forhåbentligt ville de også agere mere medgørligt, når nu Damien ej var i nærheden. ”Gartnerne vil ej sætte pris på, at du har ødelagt deres værk. Jeg er derimod af en anden opfattelse, og det er jeg sikker på, at mine vagter er enige med mig i.. Hellere et par knækkede rosenstilke, end en brækket arm og ben,” sagde hun i en rolig tone. At han havde forståelse for hendes kongelige pligter, glædede hende. For hvor hyggeligt det end kunne være at sidde her, var hun stadig dronning af landet. Derudover var tjenestestablen endnu chokeret over, hvad de havde bevidnet. Derfor ønskede hun at tale med folk, inden der blev spyet ild til et ikkeeksisterende problem. Folket havde nemlig ingen grund til at frygte Damien. Blidt strøg hun ham en sidste gang over kroppen, inden hun roligt rejste sig. ”I så fald vil jeg søge ned og forsøge at dulme folks frygt, inden de selv for peppet en stemning op,” sagde hun. ”Jeg vil vende tilbage igen senere hen på aftenen. Indtil da ønsker jeg blot, at du søger til ro.” Og med de ord, betragtede hun Damien en sidste gang. Han så ud til at være tilpas på puden. Roligt vendte hun rundt, så hun kunne forlade værelset og lade dragen blive tilbage.

// Out

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde aldrig søgt hertil, hvis det ikke var fordi at han vidste, at det var nødvendigt. Når alt endelig kom til alt, så ville han hellere ødelægge haven, end det andet her, og det var det, som i hans øjne, faktisk måtte være det vigtigste. De gule øjne hvilede på hendes skikkelse, selv på trods af det faktum, at hun i øjeblikket, var langt større end hvad man kunne sige, at han måtte være, så tog han det ikke tungere end som så. #Du har ret.. Jeg håber blot, at det går op for dem meget snart, at jeg ej har ønsket at forårsage nogen noget skade,# endte han med en rolig stemme, inden han igen sænkede hovedet. Han ville blive liggende her til hun ville komme retur. Han havde uanset ikke bedre at give sig til, for ikke at glemme, at han var træt.. og hans ben uden tvivl havde brug for hvile, så det var han jo trods alt også nødt til. #Jeg bliver liggende lige her.. Som sagt vil jeg ej være til besvær for dig, og dine kongelige pligter.. Det glæder mig at du har gjort alt det her for mig, Denjarna,# afsluttede han, som han så at hun forlod gemakkerne igen. Han kunne gøre vagterne snakke indbyrdes lige udenfor døren.. om hvor uansvarligt det var at efterlade ham selv i gemakkerne. Et sted morede det ham virkelig, at de reagerede så voldsomt på det, som de synes at gøre. Han rystede let på hovedet, inden han lagde det ned igen tæt ved kroppen. Benet forblev udstrakt, så det kunne hvile ordentligt. Dertil valgte han selv at give efter for søvnen. Han følte sig på trods af det hele, faktisk utrolig tryg omkring Denjarna.

//Out