I need your help..

[Deleted]

”Jeg vil gøre det trygt for dig,” svarede Denjarna enkelt og præcist. Selv vidste hun, at det havde været et stort slag for ham at søge væk fra sin ensomme bjergtop og ned i den mest befærdede by. Derfor ønskede hun også at gøre det bedst muligt for ham, som hun nu måtte anse det for at være sin pligt at holde ham vel. Ganske vidst skulle han være samarbejdsvillig, men hun skulle være den, som skabte ham nogle trygge rammer, mens han opholdt sig her. Det ville selvfølgelig ikke være som på hans bjergtop, men derimod tryghed i form af, at han ej ville blive angrebet under sit ophold.
Selv følte Denjarna, hvordan hendes folks magi virkede. En usædvanlig magi måtte være, som elverne tog udgangspunkt i naturen. Ren kunne man derfor kalde deres magi, og det var også af den årsag, at folk mente, at de kunne tale med træerne, dyrene ovs. Øjnene lod hun igen søge i. Selv kunne hun mærke, at det også krævede sit af hende, men farligt var det bestemt ikke. Hun var vel blot lidt rusten, fordi hun ikke havde gjort det i umindelige tider? Derfor kunne man også sige, at det var utroligt, at hun havde valgt at kaste sig ind i et så stort projekt. Sværere måtte det nemlig være at helbrede drager, end hvad det var med mennesker. De var langt mere simple og velkendte, men dog gav hun ikke op. ”Menno o nin na hon i eliad annen annin. Menno o nin na hon i eliad annen annin,” messede hun fortsat, indtil hun følte, at bladene måtte have samlet den betændelse, som de kunne. Øjnene lod hun søge op igen, som hun måtte tage en dyb indånding. Hænderne løftede hun stille, som hun havde fået masseret bladene godt nok ind i hans sår. Nu skulle de blot blive siddende, så de kunne danne en hinde, samt tage det sidste og lukke hans sår. De sølvgrå øjne vendte hun mod hans hoved. ”..Hvordan har du det?”

[Damien Nathanael Adams]

#Jeg stoler på dig..# For Damien var det uden tvivl virkelig store ord, for dem havde han aldrig nogensinde givet til nogen, så der var Denjarna faktisk den første som kom til at høre de ord fra hans side af. Han var stresset.. han følte sig sårbar og han kunne bestemt ikke lide det.. Overhovedet ikke. Soldaterne begyndte at søge tættere og tættere på i takt med at dragen synes at blive svagere og svagere. Ikke fordi at det var en tanke som han direkte bifaldt, for han følte sig virkelig sårbar som han lå der.. og det faktum, at han særligt var nødt til at blive der, for at flyve, kunne han da slet ikke.
Hovedet lagde Damien tungt ned på jorden ved siden af Denjarna, hvor han lukkede øjnene. Det var med en klar sitren som skød igennem den store krop. Han skyldte hende for den hjælp som hun ydede ham, for han var nok større end hvad hun var vant til a tage sig af, men det var nu bare sådan at det var. Denne drage, som han var, var det væsen han var, og det som han var stolt over at være. Han tvang de gule øjne op.. Hvorfor følte han sig træt? Var det meningen? Hovedet drejede han let, kun kort for at tage soldaterne i blik. Han knurrede kraftigt af dem, hvilket fik dem til at stoppe med det samme igen, inden han igen vendte blikket mod Denjarna. Han gjorde hende intet ondt, så kunne de egentlig ikke bare lade ham være istedet for alt det andet? #Jeg føler mig træt.... men bedre. Tak,# endte han roligt, inden han igen lukkede øjnene. Det var egentlig ikke fordi at han gjorde det med vilje.. men træt følte han sig pludselig.. Og han vidste ikke helt præcist, om det var i denne skikkelse han skulle holde sig på stedet her. Han ville jo nødigt blive en attraktion, som alle pludselig synes at ville søge efter. Vingen sænkede han en anelse.. At holde den oppe, så hun kunne komme til, var begyndt at blive tungt for ham. HAn ønskede hende jo intet ondt. Hun havde til nu kun vist sig som en han virkelig kunne stole på.

[Deleted]

Drager var bestemt ikke Denjarnas normale omgang, og derfor kunne man roligt sige, at fjernelsen af betændelsen i ham var sværere for hende, end hvad det ville have været under normale omstændigheder. Dog gjorde hun, hvad hun kunne, som hun havde den korrekte plante, ligesom hun sagde de rigtige ord. De ord der kaldte på den magi, som hendes folk var blevet givet og de ord, som fortalte, at sygdommen skulle vige bort. Ren var magien, som den blev taget fra den energi, som var omkring hende. Ligeså blev den brugt til naturlige hændelser, som hun for eksempel ej kunne teleportere sig fra sted til sted eller skabe ildkugler, ligesom warlocker og magikere. Som hun afsluttede sin remse, gled hendes øjne stille op igen, så de kunne søge imod dragens hoved. Der lå han.. Helt svækket. Ej havde hun i sinde at udnytte denne situation, som hun derimod ville lade ham få den hvile, som hun havde sagt, at han ville kræve. Hun nikkede stille ved hans ord. Han havde de, som hun havde forventet. ”At du føler dig døsig er kun normalt. Det er krævende for din krop at føle, hvordan sygdommen på en gang bliver trukket ud af dig. Derfor er det også et positivt tegn, at du har det således, da det viser, at det virkede,” sagde hun i en rolig tone. Som hun anede, hvordan hans vinge langsomt måtte sænke sig, valgte hun at fjerne sig fra låret for i stedet at stille sig ved hans hoved. Al dette fik publikum til at holde vejret inde, alt imens vagterne knugede mere om deres våben. Forsigtigt lod Denjarna sig glide ned i knæ, så hun kunne vove at ligge sin hånd imod dragens massive kæbe. Blidt og beroligende måtte hun stryge ham der. ”Du kan hvile dig her.. Dit ben har brug for ro, og din krop har brug for at restaurere sig. Bladene skal derudover forblive på såret, så det får den korrekte healing. De vil falde af af sig selv, når det er fuldendt.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien brummede træt i takt med at Denjarna gjorde arbejdet med hans ben færdigt. Han følte næsten hvor tung kroppen føles, og det var en underlig fornemmelse. Han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik, inden han åbnede dem igen og holdt øje med vagterne og soldaterne som stod der med deres håndvåben i hånden. Han brød sig bestemt ikke om dette faktum, men hvad pokker kunne han da stille op? Han lyttede til hendes ord. At det var meningen at han skulle være træt, var da altid en god ting, for han fandt det direkte behageligt at føle sig så dvask og døsig, også fordi at det slet ikke lignede ham. #Så lang tid, at at det er meningen, så er det okay.# Vingen lagde han roligt ned ved siden af ham, da den pludselig synes at være for hård at holde oppe. 
At Denjarna knælede ved hans hoved, sagde han ikke noget til, også selvom han nærmest kunne høre hvordan soldaterne spændte muskler, som var de klar til at bryde ind og angribe, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed. At hun lagde hånden tæt ved hans kæbe og over snuden, sagde han ikke noget til. Sagen var vel, at han var blevet.. glad for den berøring? Særligt siden hun havde ladet ham mærke den. Han havde jo levet utallige år alene, så nu sad han jo så her.. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Den ensomme tilværelse, havde vel også efterladt spor efterhånden? #Du giver mig ikke noget andet valg, gør du? Jeg er ikke meget for at ligge herude.. Det skaber for megen opsigt.. Lad mig komme med indenfor..# Hvis han endelig skulle være der, så ville han da også føle sig tryg, så det var vel heller ikke så underligt igen? De gule øjne åbnede han endnu en gang. For nu valgte han helt og holdent, at ignorere vagterne.. De irriterede ham, som de stod der med deres våben hævet.

[Deleted]

Meningen var det skam, at Damien skulle føle sig træt, og derfor smilede Denjarna også blot over hans ord. ”Det er det,” medgav hun roligt, som der skam ikke var nogen grund til frygt. Ikke det mindste. Bladene havde suget betændelsen ud af hans ben, hvilket måtte trætte kroppen, da den fornemmede hver en handling. Derudover skulle selve såret have tid til at lukke sig, og derfor var det bedst, hvis benet blev holdt helt i ro. Ja, han skulle uden tvivl have ladt hende set på skaden, den dag hun havde hevet spyddet ud af hans ben. Dog kunne man ikke lave om på fortiden, og det vigtigste var vel også, at alt formentligt var i orden igen? Fingrene lod hun blidt stryge over hans skællede kæbe. Fascinerende måtte hun endnu finde denne berøring, som hun endnu skulle vænne sig til tanken om, at han var, hvad han var. Svagt smilede hun over hans ord. ”Hvordan vil du komme med indenfor? Du er for stor, Damien. Du er en drage.. Slotte og andre boliger er ej indrettet til at kunne husere drager,” sagde hun stille med en sandfærdig mine. ”Du må blive herude.. Vil du ikke også hellere være herude i det fri, fremfor bag mure?” Hvordan han havde kunnet få sig selv til at stille spørgsmålet, vidste hun ikke just. Det var trods alt utroligt logisk, at han ej kunne være inde på selve slottet. Nej, han måtte blive udenfor. Udenfor i den slotshave, som han ligeså stille og roligt også havde jævnet med jorden. Hun rejste sig stille. ”Du føler det muligvis ikke nu, men du vil være i sikkerhed her. Ingen har rørt dig endnu og jeg vil sørge for, at det ej heller kommer til at ske,” sagde hun roligt.

[Damien Nathanael Adams]

De blide strøg over Damiens kæbe, fik ham til at slappe af, af en eller anden sjov grund. Det var ikke fordi at han var vant til at blive berørt på denne måde, for det kunne man bestemt ikke sige, at han var, men derimod, kunne han virkelig godt lide, at det var på denne måde, at det faktisk skete. Han brummede let for sig selv. I denne stand var han ganske vidst stor, men som formskifter, var han i besiddelse af frygtelig mange evner, end blot hvad denne Denjarna havde kendskab til. De gule øjne slog han op, som han vendte dem mod hendes skikkelse igen. #Ganske vidst er jeg stor, men jeg kan gøre mig mindre.. ganske lille om det er hvad jeg vil,# endte han sigende. Han brød sig bestemt ikke om at ligge midt i slotshaven til folks frie beskuelse. Det var ikke fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han skam. Det var alle andre, han ej følte for at stole på i dette henseende. De havde aldrig givet ham en grund til at skulle stole på dem, som det hun havde gjort. 
De gule øjne gled atter en gang i ved hendes ord. De berøringer var han bange for, at han hurtigt kunne komme til at blive vant til at mærke. #Jeg stoler på dig, men jeg stoler ikke på dem. Hvad du vælger at gøre, skal jeg ikke kunne sige.. om du vil holde mig her, eller som en lille drage du nærmest kan bære i din ene hånd eller have siddende på din skulder.. For hvad du har gjort, ønsker jeg at gøre en gæld i retur,# endte han roligt. Ja, et sted tilbød han vel at.. passe p hende, mens hun alligevel ville huse ham? Særligt når det var denne måde, det hele foregik på, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. Han lyttede stadig intenst og opmærksomt med. Sagen var vel at han stolede nok på hende til at give sig hen? På en måde, som han aldrig nogensinde havde gjort det før.

[Deleted]

Overrasket blinkede Denjarna med øjnene. Denne drage kunne gøre sig mindre? Hvordan kunne han gøre det? Var det virkelig normalt blandt drager? En ting var dog sikkert.. Hun skulle til at studere dette væsen. Forunderlig var dragen tydeligvis, og selv vidste hun, at der fandtes bøger om dem, så hvorfor ikke bare starte fra en ende? Mere fascinerende var det trods alt også blevet for hende, efter at hun havde mødt Damien. Det gav hende nemlig et vidst tilhørsforhold til racen. ”D-Du kan gøre dig mindre?” sagde hun yderst tvivlsomt og med yderst mistroiske sølvgrå øjne. Kunne det virkelig passe? Ja, han var dragen, så han vidste vel bedst, hvad hans slags var i stand til og ikke. Hun blinkede let med øjnene, alt imens hun endte med at ligge armene overkors. Det hele forekom hende vanvittigt surrealistisk. Gøre sig lille.. Sidde på hendes skulder.. Bære ham i sin hånd.. Kunne al dette virkelig passe? Hvorhenne skulle hun have ham? I sit private gemak? Ja, han tog hende i sandhed på sengen, hvad al dette angik! Et sted burde hun vel også være beæret over, det han tilbød hende, hvis det da virkelig passede. ”Du kan gøre dig mindre? ..Hvordan? Hvordan kan du derudover sikre dig, at du holder den størrelse?” spurgte hun endnu med tvivlen i stemmen.. og dog også med en smule nysgerrighed, men hvem ville heller ikke føle sig nysgerriggjort ved dette forslag? Selv måtte hun dog helt frygte, at han virkelig kunne gøre sig mindre, og i så fald kom til at vokse igen inde på selve slottet. Det ville jo lægge hele Neutranium i ruiner! Derudover kunne man også spekulere over, hvorvidt han kunne komme til at sætte ild til noget. Ja, de dragebøger ville meget muligt gavne mere nu, end hvad de nogensinde kunne have gjort.

[Damien Nathanael Adams]

Damien blev liggende. Det var rigtig mange ting som han pludselig delte med hende, men at ligge her.. det ville han ikke. Så ville han faktisk hellere tilbage til sin ensomme bjergtop - eller forsøge at kæmpe sig derop om ikke andet. Han ville ikke ligge i det åbne.. Han ville kunne trække sig, ganske enkelt også fordi at han ikke stolede på nogen anden end det som han stod overfor lige nu - nemlig hende. #Det kan jeg.. Dette er ganske vidst min naturlige størrelse, men byder det sig, så kan jeg.. gøre mig mindre,# istemte han roligt. Han ville naturligvis lade det forblive op til hende. Han var træt og når han dagligt skulle være omringet af mænd med våben i sine hænder, ville han også vide sig sikker. De gule øjne hvilede på hende.. gennemborende, uden at der var noget ondt ment i det. Hvor meget hun kendte til dragerne vidste han ikke, og et sted var det uanset ikke en viden, som ville komme hende til gode uanset. Han brummede svagt. #Kontrol.. jeg bruger energi på at skifte fra den ene form til den anden.. Og jeg kan styre det,# forklarede han. Skulle han da vise hende det? Uanset ville det måske gøre det nemmere for hende at tage beslutningen.
Damien tog valget.. Han lukkede de gule øjne igen, hvorefter han koncentrerede sig. Hans store og massive krop begyndte igen at ryste, hvilket fik soldaterne til at hæve deres våben endnu en gang. Hans krop begyndte at blive mindre.. de store klør rev han let over jorden igen, da han fortsatte med at blive mindre og mindre.. For til sidst at åbne de gule øjne igen. Nu med størrelsen til at kunne sidde på en skulder og med størrelse  af en stor kat. Han vendte blikket roligt op mod hende, som hun pludselig synes at være langt højere end ham.. Og først hvor man kunne se den ødelæggelse han havde forårsaget i den kongelige have. Han slog let med den nu så lille have. #Jeg kan kontrollere det, som jeg vil.. om du ikke tager mig ind, søger jeg mod bjerget igen. Jeg har ikke tænkt mig at ligge her,# forklarede han ganske bestemt.

[Deleted]

Tvivlsom var Denjarna omkring det faktum, at dragen kunne ændre sin størrelse. Han var trods alt en drage, og kunne de virkelig det? Hvem vidste.. Ingen havde set en drage i umindelige tider. Så selv hvis de ej havde kunnet gøre det i fortiden, måske kunne de så gøre det nu? Evolutionen ændrede trods alt på, hvad væsner var i stand til og ej, samt hvem der skulle leve, og hvem der skulle uddø. Stille var hun dog, imens hans kom med hele sin forklaring. Dette var hans naturlige størrelse.. Han brugte energien til at skifte størrelser.. Han kunne kontrollere det.. Det sidste var vel alfa og omega i denne samtale? Forfærdeligt ville det nemlig være, hvis hun tog ham med ind på slottet, og at han så skiftede størrelse. Tænk på alle de ødelæggelser, som han kunne forårsage! ”Jaså.. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om en drage, som kunne skifte størrelse, men hvis du kan, og hvis du kan styre det.. Det gør vel alt,” begyndte hun stille at sige, som det var mange overvejelser, som hun skulle tænke igennem. Da hans krop pludselig begyndte at ryste, trådte hun øjeblikkeligt et par skridt bagud, så hun nu stod to meter fra ham i stedet. Ligeså begyndte vagterne bag hende at mumle skræmt, alt imens de igen havde hævet deres våben. Denjarnas hjerte slog lidt stærkere.. Hvad nu? Som den mægtige dragekrop foran hende nu begyndte at formindske sig, måtte hun helt holde vejret. Dette var et ganske mærkværdigt syg. Som dragen til sidst havde samme størrelse, som en tilforladelig kat, måtte hun blinke let med øjnene. Han havde virkelig kunnet det.. Det var uden tvivl lidt af en ting at sluge, men alligevel måtte valget ikke være så svært igen.. Langsomt bevægede hun sig over til dragen igen, hvor hun her lod sig glide ned på hug. Ganske forsigtigt tog hun om hans krop, så hun kunne have ham i sin favn og trykke ham ind til sit bryst. Nærmest som han havde været et barn. ”Kom med.. Du vil ej blive i slotshaven og ej søge tilbage til din bjergtop. Hvad du vil, når du er hel igen, må du selv bestemme, men lige nu kræver jeg, at du holder dit ben i ro,” endte hun med at sige. Langsomt rankede hun sig op igen, hvor hun nu vendte fronten mod de mange vagter. ”Denne drages navn er Damien. Han er harmløs, og I vil derfor ikke skulle hæve Jeres våben overfor ham. Han kom til mig i aften, da han krævede hjælp for en skade på sit ene ben. Jeg har netop tilset dette og har besluttet, at han vil blive her på slottet til, at han er flyvedygtig igen,” proklamerede hun, alt imens hendes bestemte sølvgrå blik gled skiftevis rundt på de forskellige vagter.

[Damien Nathanael Adams]

Damien valgte at stole på Denjarna, og derfor indvilgede han også i at fortælle hende denne hemmelighed - netop det faktum, at han kunne skifte form. Det var uden tvivl ikke noget som den typiske drage kunne, som man læste om i de mange bøger, for netop denne form for drage, var han jo heller ikke ligefrem. Han kunne styre og kontrollere de størrelser som han indtog - når han indtog dem, så det var der heller ikke noget galt i.. Denne gang valgte han jo så bare at vise det. Selvom hele hans krop rystede og skælvede i takt med at han ændrede størrelsen til noget lidt større end en stor kat, men stadig holdbar og ude af stand til at forårsage megen skade. #Formen kan jeg snildt holde, da det kræver energi.. meget af den.# At hun så valgte at træde tilbage til ham og knælede ved ham, sagde han ikke noget til. Ganske vidst var det underligt, at hun nu var så meget større end ham, men han valgte nu at stole på at der intet ville ske.. om han så havde ret, ville tiden jo så vise.
Damien blev liggende helt stille, da Denjarna valgte at tage ham op i favnen. For alt i verden, forsøgte han på ikke at kradse hende. Kløerne var der jo, og de var lange og skarpe. Han vendte de gule øjne i retningen af folket, da hun direkte annoncerede hans navn. Ikke at han bifaldt det. Han brummede svagt. #Indendøre vil det blive nemmere for mig at holde benet i ro..# endte han roligt. Selv havde han ikke været hvad tilsvarede 'indendøre' i frygtelig mange år. Ja, vel ikke siden han var smidt ud af kvinden som havde taget sig af ham? Hovedet lagde han mere ned mod hendes arm, mens han stirrede mod de vagter som stod med deres våben i hånden. Han slog let med den ellers lange hale og blev liggende på hendes arme.. trygt i hendes favn. #Jeg skylder dig for det her, Denjarna,# endte han med en rolig stemme, da han igen hævede blikket mod hende.

[Deleted]

Selvom det kun var anden gang, at Denjarna stod ansigt til ansigt med dragen, måtte det alligevel forekomme hende uvant, at hun nu var det større end ham. En miniatureudgave af sig selv var han blevet, og det var et syn, som fik alle på pladsen til at blinke et par gange med øjnene. Ingen havde nogensinde set et lignende syn, og derfor var det ej heller noget under, at folk fik store øjne af det. Denjarna selv så dog kun et løsningsforslag, hvad al dette angik. Nemlig at tage sig af ham. At tage ham med ind på slottet, hvor han ville kunne få det bedre og flyve væk igen, når han var klar. Derfor endte hun også med at tage ham forsigtigt op i sine arme, inden hun proklamerede, at han var kommet for at blive. Nogle måtte se stive ud i betrækket, som dette blev sagt, hvor andre begyndte at diskutere deres dronnings nye projekt. ”Jeg håber blot, at du ej vil skuffe mig,” endte hun med at mumle ned til Damien. Det var nemlig lidt af et sats hun gjorde, som hun valgte at bringe ham ind i sit hjem. Da ingen havde noget at sige til hendes ord, valgte hun med faste skridt at bevæge sig hen mod menneskemængden. Mindre skræmte syntes forsamlingen at være omkring den mindre drage, men alligevel var der stadig dem som veg et skridt bort. Videre notits tog Denjarna dog ikke af dem, som hun holdt dragen sikkert i sin favn, alt imens hun arbejdede sig forbi dem. At det var længe siden, at Damien havde befundet sig inden døre, spekulerede hun ikke selv over. Selv tænkte hun nemlig blot, at han aldrig havde været indenfor. I hendes øjne var han trods alt intet andet end en drage. Med sikre skridt bevægede hun sig inden døre, hvor hun begyndte at gå op af de trapper som måtte føre dem op til hendes private gemak. ”Du kan for nu bo inde på værelse. Jeg tvivler på, at resten af stablen vil være trygge ved at have dig liggende endnu,” endte hun med at sige.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ikke meget for at gøre sig lille, men Denjarna stolede han af ukendte årsager på. Han havde aldrig haft det sådan med en kvinde før, og da slet ikke på denne her måde. Nu hvor han lå der i hendes arme.. trygt på en eller anden måde, som en moder der bar sit barn igennem den utrygge menneskemængde, følte han at han kunne slappe af. Hans ben hang lidt tæt ved hendes krop og han forsøgte virkelig ikke at kradse eller rive i hende, for han vidste, at kløerne var lange, og de var skarpe, for de var skabt til at flå og flænse. #Ej vil jeg skuffe dig, Denjarna.# Med alt det som hun gjorde for ham, så var det bestemt heller ikke fordi at han havde tænkt sig at skuffe hende. Det var slet ikke den type mand han var, og da særligt ikke, når han havde andre alternativer - som at danne et venskab måske? Han var jo gået hen og blevet glad for hendes berøringer, så han skulle jo starte et sted.
Damien trak hovedet til sig, da de valgte at passere menneskemængden og søgte indenfor. Han brummede svagt.. Han havde ikke været indenfor i frygtelig mange år, og det var helt underligt at se den slags igen. De mange murer.. det fine interiør.. Det var alt sammen så.. fjernt for ham. Han lukkede øjnene kort. Han valgte virkelig at lægge meget af sin lid til Denjarna ved at handle som han gjorde lige nu. Et sted skræmte det ham faktisk også lidt. #Du har allerede gjort så meget for mig, Denjarna, så du placerer mig hvorend du vil have mig, og så skal jeg nok blive der.. Det kan jeg give dig mit ord på,# endte han med en ærlig stemme, da han igen vendte blikket op mod hende. Underligt at hun var så høj i forhold til ham pludselig.. men han stolede på det.. som han stolede på hende.

[Deleted]

Selv håbede og bad Denjarna til, at Damien ej ville skuffe hende. Det var nemlig ikke uden betydning, at hun tog ham ind i sit hjem. Det viste nemlig også noget overfor borgerne og hendes tjenesteskab, at hun som - deres dronning - valgte at stole på en drage. Trygt ind til sin favn holdt hun ham, alt imens hun bevægede sig gennem menneskemængden og videre ind på slottet. Dette ville uden tvivl blive samtaleemnet gennem de næste par dage! Dog kunne hun ikke bebrejde dem, da det var noget af et utroligt syn, som havde mødt den almindelige mand i dag. Gad vide, hvad Salvatore ville tænke om hendes nye foretagende? Hun var faktisk i tvivl om, hvad han ville mene. Han ville højst sandsynligt tænke på faren ved væsnet, og om hun virkelig kunne stole på en drage. Dog følte hun på mærkværdig vis, at hun godt kunne regne med Damien. ”Indtil andet er besluttet, kan du få en plads i mit private gemak. Balkondørene kan jeg desuden holde åbne for dig, så du kan få den behøvede friske luft. Jeg forventer dog, at du hverken ødelægger noget, eller at du flyver nogen steder i den nærmeste tid. Dit ben har brug for hvile,” sagde hun stilfærdigt, alt imens hun nåede op på sin fløj. På denne sal var hendes private gemak at finde, samt hans nye ”hjem”. Obligatorisk stod der en vagt heroppe, og som han fik øje på sin dronning med dragen i favnen, stirrede han helt pacificeret på dem. ”Deres Majestæt?” lød det spørgende fra vagten. Ganske vidst havde han betragtet hændelserne i slotshaven fra vinduet, men ej havde han hørt sin dronnings ord, eller set dragen på så nært hold. Denjarna rankede sig op. ”Dragen her er Damien. Han vil ej forårsage mig, tjenestestablen eller slottet nogen skade. Han kom skadet til mig, og for det vil han bo i mit gemak det næste stykke tid,” sagde hun i en sikker tone, hvilket fik vagten til at nikke forstående, inden han åbnede døren for hende ind til hendes værelse. ”Javel, Deres Majestæt,” Elegant valgte Denjarna at træde forbi vagten, hvor hun bevægede sig ind i sit gemak, hvor døren blev lukket i efter hende.

[Damien Nathanael Adams]

Damien forblev liggende på Denjarnas arme, også selvom han ikke brød sig om de mange blikke. Kunne han stole på, at der intet ville ske ham, når han ville lægge sig til hvile i aften? Han vidste det ikke, men han gik ud fra, at Denjarna kunne udpege folk for ham, han skulle være påpasselig med, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed om ikke andet. #Du vil knapt bide dig fast i, at jeg er her, Denjarna. Jeg lover at være forsigtig,# endte han sigende, inden de gule øjne gled til vagten som stod ved hendes dør. Stod de seriøst alle vegne? Han kunne ikke lide det! Selv forholdt han sig blot tavs, inden han igen sænkede hovedet. Han havde uden tvivl formået at åbne sig mere op for Denjarna, end hvad han lige havde regnet med at han ville på meget kort tid, men gjorde det egentlig nogen forskel? At vagten så alligevel åbnede døren for dem, så de kunne komme ind. Selv måtte han erkende, at denne form for luksus, ikke var noget som havde ramt ham igennem frygtelig mange år.. og det gjorde ham nysgerrig. Tingene havde uden tvivl rykket rigtig meget i den tid. En dronning værdig.. ingen tvivl om det. Han slog lette slag med halen, også selvom han virkelig forsøgte ikke at rive i hende med de spidse klør. Han hævede blikket mod hende endnu en gang. Denne gang var han den sårbare.. og han vidste faktisk ikke, om det var noget som han reelt brød sig om. Han trak vejret dybt. #Du har virkelig gjort utrolig meget for mig, Denjarna.. Lad mig gengælde denne tjeneste i fremtiden.# endte han med en rolig stemme. Ret skulle naturligvis være på sin plads.. Og særligt med alt dette, som i hans øjne, ikke var småting. 

[Deleted]

Positivt fandt Denjarna det, at Damien ville passe på. Det var vel også, hvad hun kunne forlange af ham, når nu hun åbnede sit hjem op for ham? Reelt set behøvede hun trods alt ikke at hjælpe ham. Hun kunne bare have ladt ham ligge.. Dø af sin betændelse.. Det havde hun dog ikke overvejet at gøre. Ikke efter, at hun havde taget spyddet ud af hans ben, og efter hun havde fløjet på hans ryg. Roligt nikkede hun til hans ord. Hun var vel den eneste som hørte hans stemme i sit hoved? ..Gad vide, hvordan andre så på det, når hun talte med ham. Talte med dragen. Ind i sit private gemak søgte hun dog, alt imens tankerne simrede rundt i hendes sind. Stort var hendes gemak, som det måtte være det største private værelse på hele slottet. Alt var her, som hun kunne bruge. Der var den bløde dobbeltseng, det store garderobeskab der indeholdt alle hendes klæder, sminkebordet, et skrivebord med tilsvarende blæk og pergamenter – hvis hun ønskede at arbejde herfra, en blød bænk tæt på balkonen, samt selve balkonen, som man sagtens kunne finde ro ved. ”Alting til sin tid. Du skal have lov til at gengælde tjenesten for mig en dag, men lige nu og her ønsker jeg blot, at du bliver rask,” sagde hun ærligt, inden hun roligt bevægede sig over til bænken ved balkondørene. Her satte hun ham forsigtigt fra sig, inden hun bevægede sig over til sengen. Her greb hun om en blød pude, der var stor nok til at rumme miniatureudgaven af dragen. Roligt vendte hun de sølvgrå øjne over mod ham. ”Jeg ved ikke, hvorvidt drager har brug for ”senge”, men hvis du ønsker noget blødt at ligge på, kan du få denne,” sagde hun, alt imens hun hævede puden, så han kunne se den. Var det mon dumt af hende at tænke således?